Sometimes you just need your mothers shoulders to cry on

Påklædning
- Tøj + Sko Hun er iført en sort langærmet trøje, såvel som et par løse bukser. Hun har grå sokker på
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, de går hende til midten af ryggen Link. Hun har intet make-up på. Hun har ingen smykker på
- Accent Slavisk

Det var ikke en hemmlighed, at Clara til tider kunne være meget ustabil, men det var heller ikke et under, med alt den tortur hun havde været igennem, såvel som den hvordan hendes evne var blevet gjort stærkere og stærkere, i håbet om at skabe et farligt våben. Det betød dog også, at hun til tider havde svært ved, at adskille sine egne drømme, fra det af andres, såvel som sine egne tanker fra andres tanker. Det var også få, som hun vidste hun kunne stole på, og alligevel med de få, ledte hun ofte gennem deres tanker, for at se om de ville hende noget ondt. De paranoide tanker, var også helt naturlige eftersom, alle hun havde kendt ofte forsøgte at udnytte hende, så hun havde sjældent en ide om, hvem hun faktisk kunne stole på. Dog havde Amery været en stabil figur i hendes liv, en der altid havde været der for hende, når hun havde brug for hjælp.
Så mens Amery var ude, og gøre hvad end han skulle, kunne man finde hende ved et mindre bord, i gang med at ligge et puslespil. Ganske vist kunne hun nemt bruge sin telekinetiske evne, til at ordne det hele, men Amery havde sagt, det var en god ide ikke at være for afhængig af sine evner, og siden hun stolede mere på ham, end så mange andre, fulgte hun oftest hans ord. Han var også en af de få, som kunn berolige hende, når hun fik en af sine anfald, hvor alle hendes evner var i kaos. Hun stoppede med et op i sit brikkeligning, da hun fornemmede Amery kom tilbage, og dog med havde han endnu en med sig, en hvis tanker virkede bekendte, og dog alligevel ikke. Hun rejste sig op fra sin siddende plads, og sammenlignet med de to andre, var hun så lille, med en højde på kun de 1,63 meter. Hun pillede ved sine ærmer, som hun kom imod dem.
Forvirring og nervøsitet var at se i de grønne øjne, og forsigtigt trådte hun frem imod pigen, selv efter hun havde sagt hej mor til hende. Med rystende hænder rakte hun dem frem imod hende, hvor hun lagde dem imod siderne af pigens hoved. Hendes øjne begyndte at lyse rødt, som hun søgte gennem hendes tanker og minder, for at komme frem til hvem hun i virkeligheden var. For nok var der noget bekendt ved hende, men Clara selv var ofte usikker på, om de ting hun huskede virkelig var rigtige minder. Så da hun kom frem til de ønskede minder, og faktisk så hvem pigen var, rynkede hun brynet "Peyton?" der var en hæshed til hendes stemme, næsten som havde hun ikke snakket gennem det sidste stykke tid. Hun lod hænderne langsomt falde ned langs siden, som hendes øjne igen blev grønne.

Hun havde aldrig troet, at hun nogensinde ville se sine børn igen, ikke efter alt hvad der var sket, og alle de minder hun havde fået revet væk og lavet om på ny igen. Minderne om hendes børn der var døde, hang stadigvæk et sted i hendes hukommelse, og dog kunne hun se Peyton foran sig, og det var Amery der havde ledt hende ind, så det kunne ikke være noget hun forestillede sig. Peyton var virkelig det foran hende, og tårer syntes at falde ned af hendes kinder. Selvom hun ikke altid var helt til stede, så var hun dog nok i dette øjeblik, til at vise så meget lykke som hun kunne, over at det hele faktisk var virkeligt "I thought I'd lost you too" hun lagde sin hånd imod hendes kind, dog denne gang langt mere nænsomt, end hvad den oprindelige berøring havde været, den havde trods alt været et forsøg, på at find ud af hvem Peyton havde været, og nu hvor hun faktisk vidste det, holdte hun ikke tilbage med sine følelser "My beautiful babygirl, så big you've grown, and beautiful too" hun strøg hende blidt over kinden, som hun betragtde hende med kærlighed i de grønne øjne.