A non-verbal conversation | Cassandra

@Cassandra

Matteo havde ikke været interesseret i de sociale medier efter han var vågnet fra forbandelsen. Egentlig havde han fundet det for upersonligt. Men han var begyndt at se en god pointe med det. Han kunne have kontakt med folk, uden han skulle være bange for at skade dem. Han havde fundet en app, hvor man kunne skrive med folk. Han havde valgt ikke at ligge billeder op, da han stadig ikke havde fundet opskriften til det perfekte selfie. Han havde skrevet med en pige i noget tid efterhånden, men på det seneste havde hun ikke svaret ham. Han havde valgt ikke at presse hende, men ensomheden var også begyndt at trænge ham op i en krog. Han sad i hans lille hytte ude i skoven. Han havde selv bygget den, da han gerne ville have et sted væk fra byen. Det havde betydet mange nætter hvor han havde sovet uden tag i al slags vejr. Han smed benene op på hans kaffebord og så ned på hans mobiltelefon - som han heller ikke forstod til fulde. Hans blik faldt hele tiden tilbage på logoet fra appen hvor han skrev med hende. Han gik ind i den og direkte ind i deres samtale.

Matteo-g skrev
"Hello. I don't want to intrude, but I miss writing with you. I hope you are well."

Han forventede ikke at få et svar, og lagde derfor telefonen mens han gik ud for at hente noget og drikke.

Cass lå på sengen, med telefonen liggende ved siden af sig. Hun havde i et godt stykke tid ladet den være slukket - i knap 2 måneder havde hun kun tændt den ved specielle tilfælde; nogle gange for at give besked til Lyle om at hun var okay, mens andre gange var det for at glemme hvor hun egentlig var. Sengen var beskidt. Lagerne lugtede af ugers sved og andre kropslige væsker. Hun sukkede, inden hun tog fat i telefonen og trykkede knappen i igen for atter at vække den fra sin dvale.
Telefonens skærm lyste op, inden den spillede en hyggelig lille melodi.
Hele det mørke soveværelse lyste op sammen med skærmen, og Cass missede lidt med øjnene, inden hun genkendte det velkendte ikon der fortalte hende at der lå en besked. Beskeden var mere end velkommen, specielt efter dagens tumult.

Cass skrev
''Hi... Sorry I haven't been around... Are you okay?''

Hendes besked viste præcis hvordan hun havde det; hun var ligeglad med sig selv og hendes følelser - andre var vigtigere. Andres følelser, andres liv.. Hendes eget kunne vente.

Matteo hældte et glas vand op fra en kande han havde i køleskabet – han kunne ikke drikke mere lunkent vand fra vandhanen længere. Han tog en tår før han gik tilbage til sofaen og den selv samme position. Da telefonen fortalte ham der var en notifikation, samlede hen den straks op og så beskeden. Den fik et smil frem på hans læber. Han vidste ikke hvordan Cass så ud. Han kunne have passeret hende på gaden uden at vide det. Men det var også noget af det spændende ved deres form for kommunikation. De ville lærte en masse om hinanden, uden at have mødtes direkte. Måske de kunne en dag, hvis de begge var klar til det. Selv på skrift, var det tydeligt hun ikke ønskede at fortælle hvorfor hun ikke havde været omkring. Så han ville ikke bringe det på tale af ren og skær respekt for hendes privat liv.

Matteo-g skrev
”It’s okay. Me? Yes, I’m perfectly fine. Although I still have a problem of getting paint washed off my fingers

Cass var - og ville altid være - træt af det hele. Hun havde håbet af hendes rebelske teenageliv ville være blevet erstattet af noget mere modent og fornuftigt, når nu hun alligevel var rundet de 23 år. Men ak, hendes liv havde ikke gjort hende en tjeneste - og det kunne tydeligt ses på hende. HUn var beskidt, mager og snusket at se på. Hvis hun ville i bad måtte hun enten tage tilbage til akademiet eller tage på hotel - lejligheden hun befandt sig i havde kun et toilet, men der var lukket for vandet. Det var nemmere bare at drikke og glemme, end faktisk at tage sig sammen og få styr på tingene.
Derfor nøjedes hun bare med at sætte sig op i sengen da hendes telefon igen gav tegn til at der lå en besked til hende. Et svagt smil ramte hendes læber, inden hun så at det blot var en sms fra den person vis lejlighed hun befandt sig i. Vær ude inden jeg kommer hjem. Du er spild af min tid.
Hun sukkede, inden hun lagde telefonen fra sig igen. Fedt - endnu en tur ud på gaden for at finde et nyt sted. Skøøøønt...
Da telefonen atter gav signal til endnu en besked, var hun knap så interesseret. Hun åbnede beskeden og så at den var fra Matteo, men hun vidste ikke helt om hun skulle svare. Hun rejste sig fra sengen og gik ud i stuen, hvor endnu en forhutlet ung mand lå på sofaen. Hun lænede sig op af ryglænet på sofaen, og begyndte at skrive:

''I'm glad that you're fine. What have I missed? You've been painting? Try using coffee grounds as
a scrub while you're washing hands - the paint should come off, AND you'll have soft hands! Win-win!''

Hun overvejede om hun burde fortælle ham om situationen. Men hvorfor skulle hun? Matteo kunne ikke hjælpe hende, så der var ingen grund til at lade ham vide at hun stod i ekskrementer til halsen. Hun sendte beskeden, inden hun fandt en indkøbspose frem og begyndte at samle sit tøj, hendes smøger, hendes lighter og hendes pung. Derefter var det ud af døren, og videre med livet.

Matteo begyndte at skrubbe på de farvede fingre, men det lod ikke rigtig til at komme af. Han drak mere af vandet, mens han gennemgik billeder på hans kamera for at finde det næste maleri han skulle lave. Der var mange muligheder, så han vidste ikke rigtig hvad han skulle starte med. Han endte med at tage en tur rundt i rummet og kigge på de billeder, han allerede havde lavet. Matteo havde ikke altid været så indadvendt. Faktisk havde han været ret så udadvendt. Men en hævnrig mor havde ændret det. Hun havde lagt en forbandelse over ham, som gjorde han minimum hver andet år var tvunget til at forstene nogen og så selv blive forstenet også. Det var ikke let at skabe relationer med andre mennesker, når man vidste man kunne risikere at forstene dem. Så han havde besluttet sig for bare at lade vær så vidt det nu var muligt.

Han samlede atter telefonen op og læste beskeden.

Matteo-g wrote
”I will definitely try that. It really is a win-win. What are you up to tonight?”

Matteo var ikke typen der bare lod folk gå når de havde brug for hjælp. Han kunne bare ikke få sig selv til at vende dem ryggen. Men han havde også erfaret, at det nogle gange gjorde at folk misbrugte hans venlighed. Så han var trods alt lidt varsom med at give ud af det efterhånden.

Ud på gaden, ud i regnen. Hendes sorte støvler gjorde ikke meget for at holde hendes fødder kolde i denne sene vinterregn - og det samme gjaldt for hendes alt for tynde hættetrøje. Efter at have gået i et stykke tid stod hun under et halvtag og så sig omkring. Hun tog telefonen op af lommen, og så på hans besked. Som altid virkede han mere eller mindre tilfreds med deres niveau af bekendtskab, så hun ville ikke ødelægge det ved at bringe mere end det nødvendige ind i samtalen:

''Well, I guess I'm going to find a place to sleep. I'm not really in the mood to go back to the academy tonight either. What have you been up to since last we spoke?''

Hun fik altid en varm følelse af at skrive med Matteo. Ikke fordi det gjorde noget mod denne kølige regn, men det hjalp lidt på humøret. Videre ud gennem regnen, og videre ind mod centrum af byen - måske var der en cafe der havde længe åbent, så hun kunne få en kop kaffe. I yderste tilfælde kunne hun jo altid ringe til Lyle... Men hvor patetisk ville det ikke være at ringe til sin far fordi man var våd, kold og træt?

Matteo så på Cass’ besked og overvejede et øjeblik hvad han skulle svare. I forhold til hun ikke havde noget sted af sove, vidste han ikke helt hvad han skulle svare. I stedet svarede han bare på hendes spørgsmål.

”Nothing much.”

Han så ud ad vinduet, hvor regnen var begyndt at falde. Han trådte i sine støvler og trak en jakke over sig, før han trådte ud til den lille bålplads han havde foran hytten. Han havde nogle træstykker som han alle samlede op og fik dem lagt ind i et skur ved siden af huset før de blev alt for våde. Han ændrede nu mening i forhold til Cass. Han snuppede telefonen igen så snart han var inde i tørvejr.

”I don’t want to overstep any bounds, but if you need a place to stay, I have a guest room you can borrow.”

Han håbede ikke at det ødelagde noget imellem dem at han tilbød hende et sted at overnatte. Han synes rigtig godt om at skrive med hende. Det gjorde hverdagen mindre ensom og fik ham ofte til at smile, hvilket ikke altid var en let opgave.

Cass havde stået i en gyde der gav hende en form for læ fra den ene side, så hun kunne skærme telefonen mens hun ventede på svar. Hun havde ingen planer, ingen ide om hvad hun ville. Alligevel, da hans ene svar dukkede op, måtte hun erkende at følelsen af at han egentlig ikke gad snakke med hende vendte tilbage. Hans korte og monotone beskeder havde altid været en blanding er interessevækkende og afvisende. I aften var det dog med overvægt at sidstnævnte.
Hun sukkede og lagde telefonen ned i lommen igen inden hun forlod gyden og bevægede sig videre gennem byen. En lille døgnkiosk gav hende få minutters læ for vejret mens hun købte sig en kop skoldhed kaffe, inden hun bevægede sig ud i regnen igen. Hun var restløs igen, og utilpas. Hun måtte bare erkende at hun var i en af sine nedture - og leve med at den varede længere end normalt.
Da hun tog telefonen op, godt fem minutter efter hans seneste besked var blevet sendt, så hun at der lå endnu en fra ham. Hun rynkede brynene lidt inden hun åbnede beskeden. De havde aldrig rigtig snakket om at mødes. Hun respekterede hans behov for privatliv. Alligevel, så virkede det tilbud han kom med som en blanding af både lyst og tvang.

''No bounds overstept...'' svarede hun, inden hun bed sig selv i læben. Hun vidste ikke helt om hans tilbud var reelt... Hun turde ikke antage noget. Hun stod med telefonen i den ene hånd, og kaffen i den anden. Hun lagde telefonen væk igen - og prøvede at glemme hans tilbud. Det ville ikke være okay - det ville ændre ting. Hun fandt telefonen frem igen, og skrev endnu en besked til ham:

''I'm not sure what bounds we have left, Matt. You know that I would love to have a slumberparty with you, but isn't that what we've been trying to avoid?''.
Hun hadede at afvise ham så direkte, men frygten for at ødelægge noget ville bare overtage fuldkommen hvis hun gik med til det.

Matteo holdt folk på afstand af gode grunde, men på samme tid savnede han at høre folk grine på grund af hvad han sagde, at se dem smile. Mest af alt savnede han at føle andres varme fra et håndtryk eller endnu bedre, et kram. Han havde aldrig bragt det på banen at de kunne mødes, som de fleste nok ville have gjort efter at have skrevet sammen i en længere periode. Han havde ikke gjort det, fordi lysten ikke var der fra hans side. Han så på beskeden og vidste ikke helt hvordan han skulle tolke den. Hun følte sig ikke trådt på, det var da en god ting. Men han vidste stadig ikke om hun havde planer om at komme eller ej.
Han strøg en hånd gennem hans hår ved hendes næste besked. Så hun havde ikke lyst til at komme. Eller hun ville gerne, men alligevel ikke.
”It is. But the thought of you walking around with no place to sleep in this weather doesn’t sit well with me. I would be calmer if I knew you were somewhere safe,” svarede han tilbage. Hvis hun sagde nej igen, ville han ikke presse mere på. Det var heller ikke hans ansvar at redde hele verden, selvom han nogle gange følte det sådan. Det var nok en form for overkompensation for det han gjorde, når han blev tvunget til at gøre ting, han ikke ønskede at gøre.

Regnen begyndte så småt at stilne af, mens Cass gik rundt. Hendes sko lavede en ubehagelig svampet lyd for hvert skridt, og hendes hættetrøje hang tungt om hendes torso mens den dryppede sørgeligt af regnvand. Alligevel fandt hun telefonen frem, da hun mærkede den vibrere.
"I'm okay sweetie.. I promise. I don't want you to worry about me (well, not too much, that is)." svarede hun ham, mens hun vandrede rundt i byens oplyste gader. Der gik ikke mange minutter før hun kunne ane akademiet længere fremme - noget hun egentlig ikke ønskede at tænke på lige nu. Lyle... Mor. Hendes roomie der ville give hende endefuld når hun endelig kom hjem. Hvad ville der ske hvis hun tog ud til Matteo? Ville han hade hendes selskab, ville det ødelægge det hele?
Hun fandt telefonen frem igen.
"too be honest, I'm gross as hell right now the dude I was staying with had no running water. I wouldn't like you to see me like this.."
Ærligheden gjorde lidt ondt på hende. Det var som at indrømme når man havde fejlet. Men samtidig var det rart - at kunne forklare ham at det ikke var på grund af ham at hun ikke ville. Hun ville bare ikke vise ham hvor langt hun egentlig var faldet.

Matteo brød sig ikke om den situation han sad i. Det kriblede i hans fingre til at insistere hun skulle komme til ham, men samtidig ville han ikke presse hende så meget, at han endte med at skubbe hende væk. Han følte sig splittet mod to valgmuligheder der begge føltes rigtige. Han så på hendes besked og lod den ligge et øjeblik, mens han overvejede hvad han skulle svare.
”I can’t promise that,” svarede han efter godt fem minutter. Han fandt en bog frem og begyndte at læse i den. Hans øjne blev ved med at hænge fast ved det samme ord ’abbandon’. Han følte det var hvad han gjorde.
En ny besked bippede ind. Han vidste ikke længere hvad han forventede. Hendes besked fik først et smil frem på hans læber, fordi han nu vidste det ikke var fordi hun ikke ville møde ham men fordi det ikke var det rigtige tidspunkt. Bagefter ramte endnu en form for beskytter-trang. Han havde varmt vand, så ville det ikke være egoistisk ikke at dele ud af det?
”I’m afraid I’ll pressure you to do something you don’t want to, but these messages don’t exactly stop me from worrying. Let’s make a deal. You have another hour to find a place to stay. If you can’t, you will come here. And I will promise to stay in my room until you’re comfortable with me seeing you. What do you think?” Han vidste han havde rigelig med tid før hans næste tvungen forvandling, så han var ikke i fare for at gøre hende noget. Ikke i aften.

Det var en mærkelig situation at stå i. Matteo - en ung mand hun aldrig havde mødt før - stod og tilbød hende ly for vind og vejr.
Hans beskeder gjorde hende på en måde glad, men samtidig var det... Mærkeligt.
''I don't know... Are you okay with me staying over for a night?'' svarede hun ham, mens hun gik. Hun vidste godt at han ikke ville tilbyde det medmindre han ville. Ikke desto mindre, var det langt bedre end at skulle sove på en bænk i nat.
''Give me a chance to find a place to freshen up a bit first, okay? I would hate for you to see me for the first time, while I look like a troll! '' skrev hun så, inden hun begyndte at lede efter et sted hun kunne få et bad. Hun kunne altid låne sin ekskærestes bad, hvis det skulle blive nødvendigt.

Form & Påklædning

Matteo havde ikke ligefrem åbnet sit hjem for et væld af mennesker, men han følte alligevel det kunne føltes tomt af og til. Han var sikker på hendes selskab kunne fjerne den tomhed. Den ville selvfølgelig komme tilbage, når hun tog af sted igen.
”I am. I wouldn’t had asked if I wasn’t,” svarede han og drak det resterende af hans vand, der desværre var blevet mindre koldt i løbet af hans samtale med hende. Han så straks beskeden da hun svarede.
”I have a liking for trolls, but if you prefer to not look like that, I won’t stop you,” svarede han. Han håbede ironien skinnede igennem, men det var altid svært at vurdere på skrift. Han kunne ikke rigtig sende hende en adresse, da han ikke rigtig havde en. Der var ikke vejnavne ude i skoven. I stedet sendte han et kort fra google maps der pinpointede hvor han var i forhold til byerne. Forhåbentligt var det nok til hun kunne finde frem til ham. ”Write me if you can’t find it,” skrev han og begyndte at gøre klar til hun ville komme.

regnen havde stoppet efterhånden, men hendes tøj dryppede forsat. Hun lagde telefonen væk, velvidende at den nok snart ville lide hvis den fik mere vand.
Hun bevægede sig hen mod en pub som hun vidste havde sent åbent - mon ikke hun kunne få dyppet håret i en håndvask, og måske få fjernet lidt af den lugt der hang ved hende?
Hun gik ind, og bartenderen - en gammel bekendt af hendes mor - nikkede til Cass, inden han pegede på øltappen med et spørgende blik. Cass rystede på hovedet, og bevægede sig ned mod trappen ved bagenden af pubben, som ledte til toiletterne. Hun låste døren efter sig, og stirrede på sit spejlbillede. Hendes uglede hår og mørke rande under øjnene gjorde hende ikke ligefrem tiltalende. Hun fyldte håndvasken med lunkent vand, og begyndte at smide sit våde tøj. Tøjet hang hun på radiatoren, og skruede helt op for varmen på den så den begyndte at summe og sprutte.
Derefter tog hun det ene af gæstehåndklæderne og dyppede det i vandet og derefter skummede hun noget håndsæbe op, så hun kunne bruge den til at vaske sig med.
Det tog en god halv time før hun havde fået varmen, og var blevet godt ren igen. Hun lignede ikke længere den forhutlede rebelske teenager - heldigvis.
Hun hoppede i sine tilnærmelsesvis tørre jeans igen, og tog sin t-shirt på. Hendes hoodie var gennemblødt forsat, så hun lod den ligge. Hun havde ikke lyst til at blive endnu koldere.
Hun tog sin indkøbspose med sig da hun forlod gæstetoilettet, og gik hen til bartenderen.
''Artie, du skulle vel ikke have en jakke i glemmekassen?..'' spurgte hun bedende. Artie havde været en god ven engang - en lettere bamset mand med fuldskæg. Han smilede og fandt kassen frem fra under baren. Cass fandt en sort blazer, og skyndte sig at hoppe i den.
''Du er en skat Artie!'' smilede Cass, inden hun skyndte sig videre. Da hun havde forladt pubben fandt hun sin telefon frem igen, og kunne ikke lade være med at smile over Matteos svar.
''Aw man... And now I've just made myself so pretty for you...! Oh well, I might find a puddle of mud on the way '' svarede hun ham, inden hun begyndte at bevæge sig mod den destination han havde givet hende. Sommerfuglene i maven var intet i forhold til den kvalme hun egentlig følte ved tanken om at hun ikke havde spist endnu.
Hun fandt en pose med vingummier frem fra posen hun bar rundt på, og begyndte at gnaske på dem mens hun gik. Skønt med sukker!

Tøj og udseende