Skin to bone - Jessalyn

S: Deres soveværelse på The Serpents
T: Tidelig morgen
O: Et hyggeligt værelse.
V: Køligt og trækker op til regn.
P: Hun har en t-shirt på og trusser.
Ekstra: Ronnie taler med Kiwi accent.
Emne til: @Jessalyn <3

---

De var kommet hjem fra New Zealand i starten af måneden. Netop fordi at Clarissa, Jess' søster havde fået tvillinger - og Ronnie ønskede ikke at det var noget som Jess skulle gå glip af at være med til. De havde begge to en hel ny familie som de skulle lære at kende - vide om de gad lære kende. Denne morgen blev Veronica vækket til lyden af et voldsomt skrig ved siden af sig. Hun sprang op og så over på Jess - forventede næsten nogle havde sneget sig ind og var ved at myrde dem i deres søvn.
De mørke øjne lå på Jess, for hun kunne se at hun var oprørt. Det var ikke bare et skrig, men Ronnies evne gjorde effekten af lyden ikke var ligeså voldsom overfor hende som ved andre. Stille lagde Ronnie sin hånd imod Jessalyns ryg og så bekymret på hende.
"What happened?" Spurgte hun stille og tog en dyb indånding. "Is everything okay?" tilføjede hun spørgende. At være i det blinde var aldrig sjovt, og hun lagde stille sit hoved imod sin elskedes skulder for at få hende til at falde lidt ned.

Jessalyn havde sovet side om side med Veronica. Deres ferie til New Zealand havde været nødvendig. Nu var de kommet hjem, så Jess kunne møde hendes søsters børn. Det var stadig en tilvænning for hende, at hun var en Sinclair, men hun havde især fået et særligt forhold med Amery og Clary. Hendes forhold med Calla havde også ændret sig. Deres dynamik var helt anderledes. Hun drejede sig uroligt rundt i sengen, da hun følte en kulde brede sig over hende. Hun så Zitora for sig, men hun var anderledes. Noget var ikke menneskeligt længere. Hun var ikke sikker på det var noget negativt. Det næste hun så var en død Zitora. Hendes livløse krop, bleg, kold og død. Et skrig tvang sig over Jessalyns læber. Hun satte sig straks op, og mærkede kort efter Veronicas varme hud mod hendes egen. "Zitora's dead," var alt hun sagde og kunne formå at sige, før hendes tårer dannede våde ringe på sengetøjet.

Veronica så blot stille på Jess, som hun så ud til at bearbejde alt der forgik i sit hoved. Hendes evner var nok aldrig noget som Veronica ville kunne forstå, men hun ville altid gøre sit for at hjælpe. Dog da nyheden forlod Jess læber, kunne Veronica ikke andet end at fryse fast ganske kort. Hun vidste at Jess og Zitora var gode veninder, og hun havde været så taknemlig for at Zitora havde hjulpet Jess igennem den hårde tid hun havde haft. Veronica sank en klump.
"I'm so sorry.." hviskede hun næsten åndeløst og lagde sine arme tæt omkring Jess for at holde om hende. "How?" Spurgte hun måske dumt, men det var det første spørgsmål der faldt hende ind.

Jessalyn havde altid haft et særligt forhold til Zitora. Hun var den første af hendes brødres kærester, hun faktisk syntes om. Det var bare ikke alle der var gode nok til Nathan og Bryce. Zitora var. At hun hjalp Jess igennem da hun mistede hendes barn, gjorde bare deres forhold bedre. Hun så kort på Ronnie og sank en klump. Hun ønskede ikke at gennemleve hvad hun oplevede igen, men hun vidste også bedre end at gå med alting selv. Hun havde for længst lært, at hvis hun delte alting med Veronica, var der ikke noget de ikke kunne komme igennem sammen. "She broke her back. A woman broke her back. Then she was pushed down stairs, thrown actually, and she broke her neck." Hun snøftede og tog en dyb indånding. "Her dying is bad, but me experiencing it.. I don't know if I can handle that."

Bagsiden ved at være en banshee. Veronica tog en dyb indånding som hun lyttede til hvad Jess havde på hjertet. Hun greb stille fat i Jessalyns hænder og gav dem et klem.
"You can handle it.. I know that, because we are handeling it together," lovede Ronnie og holdt Jess tæt indtil sig.
"Zitora brought so much joy to everyone around her. She will be missed by many," sagde hun så svagt og tillod sig at være den som holdt hovedet koldt her. Lige nu havde Jess behov for at sørge for at græde, og det ville Ronnie lade hende gøre.

Jessalyn havde altid sat pris på Veronica, men de tidspunkter som disse, hvor de var der for hinanden, var dem hun værdsatte mest. Hun sank en klump og tårerne der truede med at falde. ”Thank you,” svarede hun og lå bare mod den hun elskede, mærkede hendes varme hud, lyttede til hendes hjerte banke. Det var hvad hun havde brug for. Hun ville bare vide hun var ikke alene. Det var Veronica mester i at vise hende. ”I love you,” hviskede hun for ikke at ødelægge det ømme øjeblik. Hendes tanker kørte med 100 km/t, men hun formåede at stoppe dem bare et øjeblik, hvor hun ikke behøvede at tænke på alt det hun følte hun skulle gøre. Bryce var den første i hendes tanker. Men alligevel var det Amery og Clarissa hun havde brug for at snakke med.

Veronica tog en dyb indånding og trak Jess tættere indtil sig. Tab var aldrig let, og aldrig noget som man som sådan rigtig kom sig over igen. "I love you," hviskede Veronica tilbage og kyssede toppen af Jessalyns hoved.
"You can call them if you want," sagde Veronica så og vidste hvor mange ting hun altid ringede til Roy for at fortælle. Det var altid hendes søskende som fik nyhederne først, specielt da hun var yngre.

Jessalyn nød bare at sidde med hende et øjeblik. Hun fandt en trøst i Veronica, som ingen anden kunne levere. Hun smilede kort ved hendes ord, men blev så mindet om hvad der var sket, og tårerne truede igen. Hun trak sig væk fra Veronica, da hun sagde hun kunne ringe. Hun snuppede hendes mobil fra hendes sovebord og stillede sig op. Hun skulle lige til at ringe til Amery, da hun følte en sviende smerte i hendes kind. Okay, så måske et opkald ikke var det bedste til ham lige nu. Han havde vidst rigeligt at håndtere lige nu. I stedet skrev hun ham en besked og bad ham ringe til hende, eller endnu bedre komme forbi.

Veronica rynkede brynet som Jess frøs fast kort, men valgte ikke at spørge indtil det. Det eneste Ronnie vidste hun kunne gøre, var at være lige her - så det var hvad hun havde tænkt sig at gøre.
Der gik lidt tid, en halv time cirka før Jess mobil ringede op og Amery var bag røret.
"Hey.." sagde Amery i telefonen og så på Kaiya han havde fået lagt en sovebesværgelse over. Han sukkede let og kørte en hånd igennem håret, "I guess the bad new woke you up," startede han ud og satte sig i stolen. Han ville ikke efterlade Kaiya alene, ikke i denne her tilstand.
"I'm sorry I couldn't do anything to stop it," sagde han så og mærkede tårerne hobe sig let op men fjernede dem med den frie hånd. "I don't know what to do Jess," sukkede han opgivende. "Kaiya is out of control.. not that I blame her."

((Jeg burde lave en liste.. Ting Amery bebrejder sig selv for xD ))