I want to scream at you... but I can´t (Lucrezia)

Påklædning + udseende

Den dag havde solen for første gang vist sit ansigt i Gaia, og Lucrezia havde nydt det i fulde drag. Det førte hende tilbage til hendes barndom omgivet af solen hver dag i det varme Italien. Hun havde påklædt sig forholdsvis fint, men det var ikke noget nyt for hende. Man så hende sjældent tage hjemmefra påklædt i mindre end en fin kjole, men det var vel hendes opvækst der stadig var indgraveret i hende. Vejen under hende var kold, og det var ikke fordi vinden ikke stadig havde noget magt, men det fik ikke hendes humør ned. Den dag havde hun en aftale med en af hendes gamle veninder, og de havde aftalt at mødes på Nyx. Dog var Lucrezia altid i god tid og havde sat sig til rette ved bordet og bestilt lidt at drikke, mens hun så menukortet igennem. Dog varede det ikke længe før hun hørte en let lyd fra hendes taske, og en besked stod på skærmen om at hendes veninde var nød til akut at aflyse. Lucrezia sukkede, men vidste også at forhindringer kunne ske. Måske var det bare sådan dagen skulle være, men der var ikke noget at være trist over. Hendes blå øjne vandrede og så ud af vinduet, på hvordan solens stråler lyste gaden op.

Pludselig hørte hu et par skridt nærme sig, men det var vel ikke så underligt. Hun formodede at det var tjeneren og tænkte ikke længere over at der nu stod en figur ved hendes side. Hun bladrede let i menukortet igen mens hun overvejede sine muligheder. Det var ikke før en let og genert stemme lød fra figuren at hun stivnede. Den stemme var ikke til at tage fejl af, men hun turde knap nok at se op. Dog rettede hun let på sit hår og mærkede en tåre glide ned fra hendes kind. En mor glemte aldrig sine børns stemmer, selvom det havde været flere år siden hun havde hørt den. Stemmen var moden, men hun kunne høre den velkendte barnlige stemme bag den voksne front. Da hun endelig så op på den unge mand tog hun sig til munden og hendes øjne blev fyldt med tårer, som roligt gled ned langs hendes kinder. Hun rejste sig fra sin stol og tog om den unge mand, uden at sige det mindste.

"Mio figlio,” hviskede hun sødt på italiensk og holdt den unge fyr ind til sig. Måske ville det udefra se underligt ud, men Lucrezia havde aldrig tænkt over hvordan andre ville dømme hende. Da hun havde stået lidt med sin søn i armene trak hun sig væk og tog hans ansigt i sine hænder. ”Mi dispiace,” mumlede hun og kunne knap nok finde engelske ord i hendes ordforåd. Hun vidste at hun havde snakket meget italiensk da han var lille, men hun vidste ikke hvor meget han havde forstået eller opfanget af det hun sagde. Hun satte sig let i stolen igen og signalerede til at han kunne tage plads overfor hende. Hun sad lidt og forsøgte at finde hendes engelske sprog igen.

”Tidus, my child, my son,” hviskede hun nok mest for sig selv. Hendes blå øjne mødte hans blå og hun sendte ham et trist smil.

Det var sandt at Lucrezia ikke havde ændret sig i det mindste, eller hun havde da klippet og farvet sit hår fra tid til anden, men aldersmæssigt lignede hun en ung kvinde i starten af tyverne. Det glædede hende at se at hendes søn havde arvet hendes gyldne hår, der altid lignede små solstråler. Hendes ene hånd kørte op og fjernede nogle tårer, normalt ville hun ikke spilde tårerne, men hun ville altid kunne producere flere. Hun så næsten lige så fokuseret på ham som han gjorde på hende og hun kunne knap nok lade være med at smile. Han mindede så meget om hans far, at det gjorde helt ondt. Dog så hun sig selv i hans øjne og hår, og ikke mindst næsen. Kort takkede hun Gud for at velsigne hende med et så smukt barn skabt i hendes krop, men hun måtte også bede om forladelse ved ham for at have efterladt det kære barn. Hun turde knap nok sige noget, og ville helst have at han startede ud, og hans ord overraskede hende en smule.

”A mother never forgets her child, not even if she is blind, she can still hear that heart beating to that special drum,” sagde Lucrezia, som hun havde fundet sine ord igen. Hans kommentar om hendes udseende virkede overraskende for hende. Havde hans far intet fortalt? Havde han mon arvet hendes gener? Hendes spørgsmål var fulde af forvirring, men hun lod stadig den unge mand kontrollere samtalen. Lidt nervøst kørte hun en tot hår om bag hendes øre og tog en tår af hendes vand på bordet. Hans næste spørgsmål virkede som om det kom ud af det blå. Måske han ikke vidste hvad han skulle sige, og hun kunne ikke bebrejde ham. Hun var jo død for så mange mennesker, men her sad hun i live overfor ham. Hun rakte sin hånd over mod ham og håbede hun ville tage imod den.

”I am nothing special my dear, but I beleive you are, mio figlio,” sagde Lucrezia med et trist smil. Som hun så på hans ansigt så hun hans frustration og vrede bag hans forvirring, og faktisk var hun overrasket over at han ikke havde råbt af hende. Han måtte vel have arvet et af hans forældres kraftige temperamenter. ”Ask me what you really wanna ask me; Why did I leave you at the hands of that man? Why did I never come back? How can I look so young, yet be so old?” Hendes ord var ikke vrede, men hun lød tydeligt til at bebrejde sig selv. Hun rettede sig let i stolen og så kort ud af vinduet mens hun samlede sine tanker.

”I didn’t mean to leave you, my dear child, but I had no other option. I told your father I would not foster you in that violence, and some saw it as defection,” sagde Lucrezia mens hun tænkte tilbage. Hun kunne huske da hun havde født Tidus og bedt på knæ foran hans far om at lade hende opfostre ham udenfor mafia miljøet, men Jasper var blevet vred. Før hun vidste af det var der nogle af hans mænd der forsøgte at slå hende ihjel. Hun var dog heldig at de var så ringe til at ramme at hun kunne benytte sin evne til at fremstå død. Det havde altid været planen at tage Tidus med hende, men før hun vidste af det var hendes søn væk. ”I tried to get to you, tried to keep you close, but fate is a terrible thing.” Hun vidste knap nok hvad hun skulle sige.

”I tried to get to you, tried to get in contact with you, but every time your father threathened me with the death of you,” hviskede Lucrezia med tårer i øjnene. ”I know I might not seem like a mother that such a beautiful child desrves, yet here I am.” Hendes tårer gled roligt ned langs hendes kinder, og hun følte sig både ked af fortiden men glad for at se sin søn igen. Faktisk havde hun aldrig troet at hun ville se hvilken mand han ville vokse op til at blive. Hun gav hans hånd et kærligt klem som han snakkede og forsøgte at få sine ord ud. Hendes tålmodige blik hvilede på ham, mens han fandt de rette sætninger, og hun lod ham tale færdig før hun svarede på det hele. Det mindste hun kunne gøre var vel at lytte.

”Sadly,dear, there’s a lot that was kept from your father from his own men,” sagde Lucrezia og så ned som hun overvejede sine næste ord meget nøje. ”Jasper was a good husband, no doubt, but his men saw themselves full of arrogance – that’s why they tried to kill me, dear.” Med hendes ord så hun ham direkte i øjnene, for hun ønskede at han skulle se at hun sagde sandheden. Hun rystede let som hun fortalte det – en hemmelighed hun havde båret på selv så længe var endelig kommet ud i det fri, og hun følte en sten falde fra sine skuldre. Dog blev der hurtig sat flere på dem, da hun hørte hans sidste spørgsmål. Det var tydeligt for hende at han ikke vidste noget om hans arv eller egentlig hvem han virkelig var. Hun rettede sig let op i stolen og så nu mere alvorligt på ham. Det var hendes tur til at stille ham nogle spørgsmål.

”Now, dear, please tell… Have you ever heard voices, when nobody was around to speak them?” sagde Lucrezia og lænede sig ind over bordet mod ham. Hun virkede rolig, men med en del spænding i kroppen. Hvis han havde arvet hendes gener ville det betyde hun var blevet velsignet med et barn der ikke kunne dø. Hvis ikke måtte hun angre endnu mere for hendes gerninger, men bruge resten af hans liv på at forbedre det. ”Ever heard a whisper, were someone was trying to guide you, or tell you a story?”

”Your father knew, yes, but could you imagine the reaction and disloyalty he would face if I just arose from the dead?” sagde Lucrezia med hendes blå øjne fastlåst på den unge mand foran sig. ”And I understand the preassure that was on his shoulders, so I know he didn’t want to do what he did – He wanted to protect you just as much as I wanted to.” Hun tog kort en beroligende pause for at trække vejret. Tankerne og minderne fra den tid føltes som glasskår i hendes hjerte, og hun kunne mærke hvordan tårerne pressede på. Hun havde virkelig holdt af Jasper, og da hun havde set de gyldne lokker på hendes nyfødte barn vidste hun at hun ikke kunne gøre hvad Jasper gjorde. Hun havde brugt nætter på at græde uden lyd mens hun holdt sin barn tæt til sig. Hvilken mor ville nogensinde miste sit barn? Hun havde mistet så mange børn gennem hendes liv at hun troede at smerterne ville gå væk, men hvert barn hun havde fået og mistet havde hun altid i sine tanker og i sine bønner. Trods hendes opvækst følte hun sig stadig nær den Gud som hendes fader i sin tid havde repræsenteret på Jorden.

”Please, do not bad mouth your father,” sagde Lucrezia og gav hans hånd et fast klem. ”He did what he believed was right for you, and I see that you have grown to this beautiful young man – How can I be mad at a man who raised my son and gave him a place over his head?” Der var en del sandhed i hvad hun sagde, og hun vidste at Jasper havde gjort hvad han kunne. Hendes hjerte havde altid sagt hende at hvis gud kunne tage hendes barn fra hende, kunne gud også give hende sit barn tilbage. Det hele ville løse sig med tiden, og det havde hun altid fundet en del tryghed i. Da han tog hånden til sig smilede hun let som hun så på ham. Hans gyldne hår lyste stedet op, og hun kunne næsten se hans lille nyfødte ansigt for sig.

”The voices I know too well, mio figlio,” hviskede Lucrezia kærligt og smilede til ham. En smule glæde blandet med uro bredte sig i hendes krop. ”Despite how I look, I am much older than I would like to admit – I was born on the 18th of April … In 1480.” Den tid virkede så fjern for Lucrezia som hun sagde årstallet, og hun huskede hvordan verdenen havde været så stor dengang. Hendes far var blevet pave da hun var blot tolv år gammel, og hendes første ægteskab var allerede som tretten årig, og første gang hun sad med sit eget barn i hånden var hun blot atten. Den tid var svunden og denne verden var anderledes og spændende på en ny måde.

Lucrezia betragtede hendes blondhårede søn som han sad foran hende. Hans frustration var tydeligt på hans ansigt, men han havde haft blot minutter og hun havde haft knap tyve år til at forstå hvad der var sket. Hendes vrede var dog stadig i hende, men for hendes søn ville hun ikke vise den. Den vrede var forbeholdt dem der forsøgte at slå hende ihjel, og det var bestemt ikke noget hun havde behov for at vise udadtil. En kvinde fra hendes tid lærte hurtigt at skjule deres intentioner, hvilket kunne gøre dem farlige på en måde som mænd aldrig ville være. Nok havde mænd deres fysiske styrke, men kvinder havde deres intellekt og instinkter at stole på. Hun lyttede forstående til ham som han snakkede, og selv kom frem til konklusionen om at Jasper trods alt havde været en far for ham. Dette fik et varmt smil frem på hendes læber og hun følte en smule af vægten taget af hendes skuldre. Hvor mange nætter havde hun ikke tænkt og bedt til Gud om at hende dreng, hendes lille barn, ville vokse op og finde hende? Hun havde ikke tal på det, men her sad de nu.

Samtalen om stemmerne førte hun gladelig. Det var trods alt tradition for banshees at give deres viden videre til deres afkom, og som Tidus havde forklaret det lød det som om hendes søn havde fået genet. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule – en uskyldig latter der kunne forvekslet med en ung uskyldig pige – og så nu alvorligt på Tidus. Der var så meget at fortælle ham, og hun ville starte det rigtige sted.

”I know, it seems impossible, but I know you are a smart boy – you must have felt that there was something more between heaven and earth?” sagde Lucrezia med et spørgende smil. Hendes blik var alvorligt, men hendes ansigt udstrålede kærlighed og tålmodighed. ”I inherited this gift from my mother, Vanozza – Oh I wish you could have met her, she was so lovely and caring.” Lucrezia følte at hun kom ud på et sidespor og trak sig selv væk fra minderne fra hendes barndom i Italien.

”We are called banshees, we are basically guiders of the lost souls of this world, and we can help souls go to their rightful place,” sagde Lucrezia forklarende.

”Mio figlio, all people in this world are crazy, you didn’t need a psychologist to tell you that you are too,” sagde Lucrezia og kunne ikke lade være med at grine igen. Selv var hun vokset op i en tid uden psykologer og diverse moderne læger. Da hun fødte sit første barn var der ingen der gav hende en psykologisk evaluering eller der tog sig af hende. Som kvinde var man forventet at finde sine instinkter frem og tage sig af det hele. Hun havde dog været af den status at hun ofte havde en guvernante med sig, men det havde aldrig frataget hendes pligter som mor eller familiemedlem. Den tid var svunden, men den udvikling som samfundet havde taget viste blot at menneskene gik i den rigtige retning. Dog ville hun selv mene at folk havde mistet deres hengivenhed til Gud, men det var ikke noget hun bebrejdede menneskene for. Det var de dæmoner der var blevet påsat verden der havde drejet synet væk fra skaberen. Da Tidus spurgte ind til Lucrezias opvækst kom et varmt smil på hendes læber. Hun lænede sig ind over bordet som var hun et barn der skulle fortælle en hemmelighed.

”I was born in Subiaco, much near Rome. My fathers name you might recognize if you have studied your history on popes; His name was Rodrigo Borgia, and he became Pope Alexander the sixth when I was merely twelve years of age,” fortalte Lucrezia. Hendes måde at fortælle om tingene på var som at blive draget ind i en anden verden. ”My dear mother, rest her soul, was Vanozza Dei Cattanei, and she is one of the reasons for our golden locks of hair.” Lucrezia forsatte med at fortælle hvordan hun var vokset op i middelalderens Italien og hvilke intriger det kunne medføre. Hun fortalte om hendes ældste brødre, Cesare og Juan, der havde været store krigsførere, og ikke mindst om hendes yngste bror Joffre, der havde været det blideste lille væsen. Hun fortalte om hvordan hendes liv havde været som en ung pige ved hoffet hos paven, og hvordan hun var blevet døbt Italiens misundelse for hendes skønhed. Hun fortalte om hendes første ægteskaber, uden at gå for meget i dybden, samt alle de menneskebørn hun havde fostret. Hver gang hun nævnte et nyt navn kunne man se i hendes blik hvordan hun vidste hver enkelt deltalje om det barn, selvom det var over 500 år siden at hun havde mistet dem.

”Now, look at me go, just talking about what has been – there is always time for you to learn more about where I came from, now, let’s focus on what is at hand,” sagde Lucrezia og lænede sig let tilbage i stolen igen. Hans spørgsmål til sjælene overraskede hende ikke, og hun ville glædeligt svare på alle hans spørgsmål. ”Some beg us to find them, but sometimes it’s more important to guide them to what is most important, call me oldfashioned, but I believe there is a God watching over our souls. Each thing we get in life is a gift, even if you at first believe it to be a curse. God has his own will, but we can always find the good in the things he gives us.” Hendes ord var rene, som sagt fra en helgen, men der var intet prædiken over dem. Hun var tydelig i hendes overbevisning, men hvem kunne bebrejde hende? Hendes barndom var fuld af den katolske gud, og hun var overbevist om at det var sandheden – i hvert fald for hende.

”We help them go to their afterlife, but we do not have to, if we do not want to,” sagde Lucrezia med et moderligt smil på læben. ”It is not always possible for us to help those who need it, but that is when we must call upon the bashees who came before us. They are voices that we can hear as well, and if we ask them for help, they will come and guide the lost souls for us.”

Lucrezia kunne lige se for sig hvordan Jasper havde tvunget en ung Tidus afsted til psykolog. Jasper havde altid været typen der ville have ting under kontrol, og Lucrezia havde nok været det vildeste Jasper havde tilladt i hans liv. Et skævt smil kom på hendes læber som hun tænkte på Tidus’ far. Nok havde han truet hende og nægtet hende adgang til sit barn, men følelserne var stadig i hendes hjerte. Det var noget hun ikke kunne benægte. Hun havde altid været draget til mænd der havde magt, men det var vel hendes lod i livet. Dog fandt hun Tidus’ sidste sætning så genkendelig. Hun vidste alt om de standarder der blev lagt på hende fra en ung alder og alt om at fremstå perfekt.

”There is no such thing as perfection, but I’ll tell you one thing,” sagde Lucrezia med et kærligt smil på sine læber. Hendes blå øjne hvilede på hans unge ansigt, og hun så den forvirring og usikkerhed bag hans forsøg på at skjule dette. ”You are perfect and wonderful just the way you were made to be,” sagde hun med hendes moderlige stemme. Da samtalen førte over i hendes barndom følte hun et pust af liv. Det havde været så længe hun havde snakket om det, men alligevel var det så levende for hende. Når hun lukkede øjnene kunne hun stadig forestille sig de overdådige palæer og de dufte der fyldte de store balsale. Hans kommentar fik hende dog tilbage til den virkelige verden. Lucrezia havde aldrig set sig selv som en prinsesse, men i og for sig var Tidus ikke helt ved siden af. Hun var blevet undervist af de bedste lærere i fortidens Italien og havde fået de smukkeste kjoler skræddersyet til hendes mindste centimeter.

”I was never royalty, but I guess that would have described me back then,” sagde Lucrezia med et lille grin på sine læber. Hun vidste bare ved blikket i hans øjne at han ville have elsket en simplere tid. Nok havde fortiden sine intriger og dramaer, men det var som om den tid var simplere. Men det var som om denne verden stadig handlede om hvem der havde magten. Magt var dog ikke noget Lucrezia søgte, i hvert fald ikke som det så ud nu. Nok havde hun planer om hævn, men det var hendes eneste bagtanke. Det vigtigste for hende var hendes børn, levende såvel som døde.

”I know it has been a lot of information in one day, but I have so much more I want to share with you,” sagde Lucrezia med et smil. Fra hendes taske fandt hun en lille blok papir og en simpel kuglepen frem. Her skrev hun hurtigt ned og rakte papiret til hendes søn foran hende. ”This is my number and adress, please stop by or call if you have any questions; about banshees or about my story.”

Lucrezia så på hendes unge søn med ren kærlighed i øjnene, og så hvordan han ikke tog for godt imod hendes kompliment. Hun rakte hånden ud og gav hans hånd et klem som for at sige at han var god nok, uanset hvad han gjorde. En mor ville altid forsvare sine børn, og gå til verdens ende for dem. Hun smilede let ved hans spørgsmål omkring hans søskende og hun kunne ikke lade være med at grine lidt. Der var ikke gået lang tid fra at hun var kommet til Gaia til hun havde fundet sig gravid igen. Hun vidste ikke hvem faren var, og dette barn var ligeledes blevet taget fra hende for tidligt. Dog havde hun for nylig fået kontakt med hendes kære datter Vaitiare igen, og et lille lys blev tændt i hendes øjne som hun så på Tidus.

”Well, you do have a sister, a banshee as well, who is around one year younger than you,” sagde Lucrezia og håbede ikke at han dømte hende for hårdt. Ensomheden var en farlig ting, specielt for en kvinde for Lucrezia. Efter Jasper havde hun ikke vidst sine levende råd og var endt op gravid med en lille pige. Hun håbede at de to kunne mødes en dag, men det var vel ikke sikkert de havde lyst til det. ”She’s recently enrolled on Athena Academy, so she is quite busy with school, however we could maybe find a day for you to meet.” Hun ville ikke have håbene for store, men uanset hvad måtte hun respektere hendes børns vilje. Hans reaktion på kontaktmulighederne glædede hende og hun nikkede som et ja, til at han altid kunne komme forbi, selv hvis det var for at sige hej.

”I’m sorry, deary, but I have to go back to work,” sagde Lucrezia og rejste sig fra bordet. Som hun stod ved siden af bordet så hun på hendes søn. Hendes hånd fandt vej til hans kind og hun aede ham blidt, selv trist over at hun skulle forlade hendes søn nu. Hvis det stod til hende ville hun aldrig forlade ham igen, men hvis hun ikke arbejdede ville hun ikke have råd til hvor hun boede eller noget som helst andet. ”But come by on sunday around 12, then we can talk about all the things – and more in debt than in the public.” Med de ord kyssede hun hans pande og forlod restauranten.

//Emne afsluttet//