Silent scream | Kol & Veronica

Jessalyn havde siddet på hendes værelse. Hendes interesse var rettet mod hendes telefon, mod instagram. Nathan, Roy, Calla og Livia lagde rigeligt med billeder op af deres tur til Norge. En tur hvor hun ikke var inviteret. Men det lod til Calla var den bedre ven i gruppen, ikke Jess. Hun lagde telefonen fra sig og forlod værelset. Der måtte være nogen på skolen hun kunne finde selskab hos. Hun trådte ind i spisesalen. Der var ingen mennesker. Netop som hun skulle til at forlade salen, lød der et højt brøl der gav ekko i salen. Hun trådte et skridt tilbage, da et stort monster med hud der lignende læder trådte frem. Et skrig satte sig fast i hendes hals, som monsteret greb fat om hendes hæle og slæbte hende ud af skolen. Hun blev slået ud, da hendes hoved ramte ind i hjørnet af en mur udenfor skolen.

Jess vågnede til en summende lyd. Hun var tør i munden og opdagede hurtigt, hendes mund var dækket til at tape. Hendes hænder og fødder var bundet fast på en træplade, formodentligt et bord. Det sorte monster stod i hjørnet og trak vejret dybt, mens en mand stod med ryggen til hende. Ud fra hans ryg kunne hun ikke se hvem han var, men hendes mavefornemmelse fortalte hende, det ikke var godt. Endnu et skrig trak op igennem hendes hals. Hun stoppede det ikke denne gang. Et højlydt skrig forlod hendes læber, men blevet dæmpet af tapen på hendes læben. Det var lige som om skrigene kom i bølger. Hun kunne ikke stoppe igen. Ja, hun var bange. Men alt det her, virkede lidt voldsomt. Hun vidste ikke engang rigtig hvad der foregik endnu. Monsteret reagerede på hendes skrig og sprang op på bordet med hende. Det stod hen over hende og brølede hende ind i hovedet. Hun vendte hovedet og kunne mærke en tåre falde ned over hendes kind og ned på gulvet. Hun havde været bange da Calla overfaldt hende. Men det her var ingenting i forhold til. Hvem var den psykopat? Jessalyn havde hørt historier om Callas far, der skabte monstre, han havde gjort hende til en blanding. Hun kunne ikke komme på andre, der var så syg i hovedet. Havde Calla fået hendes far til at kidnappe hende?

Kol havde netop givet sit monster besked på at finde en fra skolen. Calla havde, måske ufrivilligt, givet ham en gave. Blod fra en af eleverne på skolen. Eller en lære. Kol kunne umuligt vide det. Men inden længe ville han havde en ny han kunne eksperimentere på. Det var gået udmærket med hans tre døtre. De var bare ikke alle lige glade for ham nu. Hvis han gjorde det på en fremmet, kunne det ikke være så slemt. Han kunne ikke miste nogen ved det. Da hans monster var tilbage med en sorthåret pige, spændte han hende fast i fødder og hænder. Hun fik også tape for munden. Han skulle ikke risikere hun begyndte at skrige op. På trods af, han boede afsides, ville han stadig ikke tage chancen. Han fandt forskellige blandinger af blod. Lidt fra en vampyr, noget fra Calla. Hvis ikke han kunne få Calla få sig selv, ville han bare lave en erstatning. Han sprøjtede blodet, der var blevet blandet med en magisk remse, ind i hendes blodbane. Hendes udseende ændrede sig lige så langsomt. Hendes hår blev lysebrun og bølger, hendes øjne blå og hun blev mere spinkel. Hans datter lå foran ham. Det tog ikke længe før hun igen forvandlede tilbage til hendes eget udseende. Han gik i gang med at forberede nogle instrumenter. Nu hun var her, kunne han lige så godt få gjort brug af hans sadistiske tendenser.

Kol vendte sig rundt da hun skreg som en gal. Måske hun var en banshee. Eller også var hun bare en dramatisk skrigeballon. ”Down boy,” sagde Kol til monsteret der fandt plads i krogen igen. ”So dramatic,” sagde han og satte sig ved siden af hende på en stol. ”So listen, I have nothing against you. The thing is,” han satte apparatet i en stikkontakt. ”I miss my daughter. But I had to let her go. Let her find her own way, test her wings and all those ridiculous metaphors. But I don’t want to let her go. So I’m going to make you like her. As much as I can, at least. She is special.” Han rejste sig. ”Also, I have to warn you. Some stupid witch did a little trick on me. I might just burst into song at some point. Super annoying.” Netop som han havde sagt det, begyndte musik at spille fra en usynlig kilde. ”Here we go.” Han så på hende mens han begyndte at synge. Hvor han fik den sangstemme fra, var han ikke klar over. Men det lød ikke spor dårligt. “I admit that in the past I've been a nasty
They weren't kidding when they called me, well, a witch
But you'll find that nowadays
I've mended all my ways
Repented, seen the light, and made a switch
To this
And I fortunately know a little magic
It's a talent that I always have possessed
And dear lady, please don't laugh
I use it on behalf
Of the miserable, the lonely, and depressed (Pathetic)
Poor unfortunate souls
In pain, in need
This one longing to be thinner
That one wants to get the girl
And do I help them?
Yes, indeed
Those poor unfortunate souls
So sad, so true.” Han sukkede dybt og så på hende. ”So sorry. But it’s all over now. Let’s get to work, shall we?” Han tændte for den summende maskine. Han stak den ind mod hendes side og sendte en stor mængde elektricitet igennem. Det ville helt sikkert efterlade en mærke. Han gjorde det et par gange mere på hendes ben og arme, før han lagde det væk og i stedet hidkaldte en kniv til sig. Han skar en lang rift ned af hendes arm. Blodet løb ned af træpladen og til en spand for enden af bordet. Måske blodet kunne bruges til noget. ”Almost done. Just one last trademark.” Han rykkede hendes trøje langt nok ned, til man kunne se hendes kraveben. Han hentede et jern med et ’K’ for enden. Han havde fået lavet det til særlige lejligheder hvor han havde brug for folk viste, han havde været der, for at gøre krav på dem så at sige. Han sørgede for jernet var varmt, før han pressede det imod hendes kraveben. Lyden af hendes skrig og duften af brændt hud var hans rusmiddel. Han kunne ikke få nok af det.

Påklædning

---

Det var dumt. Dumt var efterhånden hendes mellemnavn. Hvis Roy vidste hvad hun havde planlagt ville han sikkert have bundet hende til nærmeste træ eller andet. Veronica tog det at være målrettet til et helt andet niveau når hun havde sat sig et mål. Derfor havde hun brugt siden Jess forsvandt på at finde frem til hende, og da det endelig var gået op for hende hvor hun skulle søge. Så havde hun været nød til at spørge Calla om hjælp, uden at blande Roy ind i det - hvilket var risikabelt for deres forhold, men Veronica tænkte ikke ligefrem klart lige nu. Eller det gjorde hun, nok bare ikke fornuftigt. Calla havde givet hende adressen og en beskyttelsesbesvægelse i værste tilfælde - hvis der skete noget ville hun jo ikke være den som skulle forklare Roy det. Roy havde også været ude for nok, men også inspireret hende til at kunne stå op for andre som måtte have brug for hendes hjælp. Calla havde advaret hende dog, selvfølgelig havde hun det. Dog var frygt ikke noget hun tænkte på lige nu, hun lavede den om til et våben - og kørte afsted mod Moonlight Falls.
Det var ikke specielt længe siden hendes halskæde var gået i stykker og hendes evner var sat i spil. Evner ganske få kendte til.

Veronica sprang af sin motorcykel, før hun så vendte næsen imod det store hus. Et sank hun en klump før hun så gik ind af døren, det første hun egentlig hørte - var spriget. Et skrig der fik det til at løbe koldt henover ryggen på hende. Vreden fik hendes hjerte til at banke hurtigere og hurtigere. Øjnene skiftede farve, og hun kunne mærke hvordan hun sugede energien ud fra de lys der måtte være tændt. Veronica havde medbragt våben, man havde ikke levet i bande livet uden det - og som ny leder - så selvfølgelig et våben. Hun tøvede ikke et sekund med at storme imod kælderen, og kom ned til at se hvad der forgik. Næsten alt luft blev suget ud af hende da hunså Jess bare ligge der. Læberne skælvede kort før hun så flyttede blikket over på Kol.
"Let her go, now," sagde hun i et meget seriøst toneleje. Øjnene blev mere og mere gyldne som hun så på ham.

Monsteret kom imod hende og før hun egentlig bemærkede meget - så havde hendes ryg ramt jorden.
"I said.. Now!" Råbte hun så og et kæmpe lys eksploderede ud i rummet. Stakkels monster der nærmede sig noget næsten som varmt som solen. Veronica kom på benen men i en anden form. Hun var dækket til at lys, hun var lys. At komme for tæt på ville ikke ligefrem være en god ide. "I'm not asking for permission Kol," tilføjede hun med hans navn. Veronica så altid selvsikker ud, og selv nu hvor hun egentlig næsten var mere bange også.

Jessalyn skreg flere gange af smerte, som han brugte adskillige instrumenter på hende. Han havde fjernet tapen. Sikkert noget med, han ville høre hende skrige. Og skrige gjorde hun. Det føltes næsten som om hun ikke kunne stoppe igen. Som om hun ville blive kvalt hvis hun forsøgte. Han havde bedt hende om at stoppe, men hun kunne ikke. Hun forsøgte at dreje hovedet nok til at se hvem der kom gående. Da Veronica talte, blev hun pludselig meget mere bange. Hvad hvis Kol gjorde hende noget? Hun ville ikke have hun kom til skade, på grund af hende. Hun klemte øjnene sammen, da lys fyldte rummet. Hvad end Ronnie havde gang i, frygtede Jess for hendes sikkerhed. Hun så på Kol med et hårdt blik. På trods af hun havde været bange. Virkelig bange. Så var hun mere bange for der ville ske Ronnie noget. Hun havde ikke indset før nu, hvor meget den nytilkomne pige betød for hende. Roys søster. Det var lidt ironisk, faktisk. Da hun først var kommet gået på skolen havde hun forsøgt at tilnærme sig Roy for at ødelægge forholdet mellem ham og Calla, men var endt med at falde for hans søster. ”If you touch her I swear to god….” Hun var sikker på hvordan hun kunne true ham. Han var syg i hovedet. Hvad kunne man lige true ham med. Calla, måske. ”You told me you want your daughter back here. Let us both go now, or I will make sure she never will. I will make her hate you so badly, she will never be able to look you in the eye again. You might underestimate me, but you shouldn’t. I can do so much damage with my words.” Hendes blik veg ikke fra hans.

Kol sukkede, da en ny kvinde kom ind i huset. Sikkert tøsens redningskvinde. ”Yes, yes. I heard you the first time. No need to be so dramatic. What do they feed you in that school to make you so dramatic?” Han var på vej hen for at løslade hende, men blev blændet af et skarpt lys. Han lagde en arm op til sine øjne for at dække fra lyset. Musik begyndte at spille igen. ”You’ve got to be kidding me. Now!?” Råbte han ud i rummet, før sang igen forlod hans læber. ” And at last I see the light
And it's like the fog has lifted
And at last I see the light
And it's like the sky is new
And it's warm and real and bright
And the world has somehow shifted
All at once everything looks different
Now that I see you.” Han så på kvinden der åbenbart kendte hans navn. ”No, I see that. I never asked you to give it to me. I was going to let her go. I’m not unreasonable. It would have happened faster, if you hadn’t blind sighted me. In more than one way.” Han løsnede stropperne der havde holdt Jessalyn fast. ”I don’t respond well to threats. Go near Calla, and I will kill you and your little girlfriend. Beside you should be thanking me. I just introduced you to your true self. You do know, no human can enter Moonlight Falls, right? You’re not human sweetheart. Have fun figuring all of this out.” Han trådte væk fra hende. ”Now get off my property. I’ve had my fun with you.”

På trods af den selvsikkerhed hun egentlig strålede af, så ejede hun ingen kontrol over dette overhovedet. Så da lyset trak sig ind i hende igen, så lod hun blot som om at det var meningen - det virkede lettere end at flippe ud over det. Dog måtte hun stadigvæk indrømme at hun var begejstret for følelsen af styrke.
"We are not here to hurt Calla.. she is actually a friend of mine," svarede Veronica så og gik hen for at hjælpe Jessalyn. Hun fik løftet hende op i sin favn, meget ridderligt. Hun så ikke tilbage på Kol, faktisk tænkte hun kun på at komme væk med Jessalyn. Veronica var stærkere end hun så ud, og selvom hun ikke havde været i byen længe - så kendte hun da folk i Moonlight Falls som kunne hjælpe eller havde redskaberne til at kunne hjælpe. Så derfor brød hun ind i Rebekahs hjem, hvor der heldigvis ikke var nogle hjemme. Hun fik lagt Jessalyn på den første sofa, og gik igang med at gennemsøge skuffer og så videre. Endelig fandt hun noget, og gik tilbage til Jessalyn og satte sig på knæ ved hende.
"You are going to be just fine.." lovede hun og tog et kig henover skaderne. Hun tog den lille ting hun havde fundet op, og åbnede den. Der var nogle små frø af en ting i, som hun knuste i sin hånd. Støvet landede henover Jessalyn som et healende lag der kunne i hvert fald ordne de rifter hun havde fået. "You need to rest. Nothing is going to happen while I'm here.. okay?" Forsikrede hun Jessalyn med et skævt smil og strøg hendes kind med sin håndryg ganske blidt. Veronica var selvfølgelig bekymret, og det kunne ses på hende.

Jessalyn var parat til at rejse sig, men blev i stedet løftet af Ronnie, som var hun en anden brud eller jomfru i nød. Hun følte sig også sådan. Svag, i nød. Havde hun rejst sig, var hun ikke sikker på hendes ben kunne holde hende oprejst. På vej væk tænkte Jess tilbage på hvad Ronnie havde sagt. Hun var Callas ven. Selvfølgelig var hun det. Hun var hendes brors kæreste. Men hvad betød det for dem? Ville Ronnie hellere være venner med hendes brors kæreste end hende? Det gjorde ondt for hende at tænke på det. Udover Nathan og Bryce, var Ronnie den der betød mest for hende. At miste hende ville skabe et tomrum i hendes liv og i hendes hjerte. Jess lagde sig til rette på sofaen. Hun var ikke sikker på hvor hun var, men det var også ligemeget. Hun var bare glad for hun var væk fra den psykopat. Hendes følelser for Calla havde ændret sig besynderligt. Hun havde levet med ham det meste af hendes liv, Jess havde kun været der nogle timer. ”Thank you. For coming for me.” Jess så på magien der lagde sig over hende og healede hendes skader. ”Are we in Moonlight Falls?” Hun havde brug for at være sikker. Kol virkede som typen, der kunne finde på at sige alverden for at gøre hende utilpas. Lidt mental tortur, så at sige. Men hun følte sig næsten sikker på, han ikke havde løjet. Så hvis ikke hun var menneske, hvad var hun så? Alle tankerne og følelserne overvældede hende. Hun førte en hånd op til hendes læber, da tårer begyndte at falde ned over hendes kind.

Hun så tilbage på Jess da hun takkede for at hun var kommet efter hende.
"I will always find you," svarede hun blot uden egentlig at tænke nærmere over de ord hun sagde - det var følelsen der fik hende til at snakke og derved være ret ærlig omkring sine følelser. Veronica havde holdt mange ting inde de sidste par år, og nu hvor hun var fri kunne hun endelig faktisk være ærlig omkring sig selv. Veronica nikkede lidt efter.
"Yeah, we are.. Why?" Spurgte hun stille, der var noget Kol havde sagt - men udover at blande sangen fra to på flugt ind i samtalen, havde hun ikke vidt mærke i meget han havde sagt. Dog nåede hun ikke rigtig at få svar på det, før hun kunne se hvordan Jessalyns ansigt ændrede sig til et ansigt hun ikke havde set før. Følelserne. De ville naturligvis komme før eller senere, og de ramte også hende. Veronica havde ikke engang haft tid til at græde over de ting der var sket med hende, og nu var heller ikke tidspunktet. Veronica tøvede ikke med at sætte sig op til hende, og løftede Jessalyns hoved og skuldre op så det lå på hendes skød. hun strøg Jessalyn henover det sorte hår - som hun altid havde ønsket nogle skulle sidde ved hende.
"It's gonna get better.. but you are not alone.. I'm here.. and I'm not leaving, not now.. not ever," sagde hun så og blev ved med at stryge Jessalyns hår ganske blidt. Stille brugte hun sin pegefinger til at fange Jessalyns tårer med den anden hånd. Hun ville vente til bare lidt med at skrive til Roy at alting var okay, at sidde på sin mobil lige nu ville ikke ligefrem passe ind.

Jess var ikke sikker på hvad hun skulle sige. Hendes ellers hurtige tunge havde en dårlig dag. Hun blev taget med storm af hendes ord. Som hun gør, tænkte hun endeløst over dem og analyserede dem lige så længe. Hun så ned i hendes skød da Ronnie bekræftede de var i Moonlight Falls. Hun var klar til at svare på hendes spørgsmål, men tårene kom hende i forkøbet. Hun reagerede ikke på at Veronica løftede hendes hoved op i hendes skød. Havde det været en anden, havde hun måske reageret anderledes. Men det var Veronica. Hende hun elskede. Der havde været få mennesker, der havde fået så meget kærlighed fra hende. Den sidste og eneste anden var Archie. Men deres forhold havde været giftigt. Hun ville ikke have hendes forhold med Veronica skulle være sådan. Men hvordan hun kom derhen, anede hun ikke. Hun så op på Veronica som hun strøg hendes hår i blide bevægelser. ”I hope so. I don’t know what I would do without you.” Hun satte hendes hænder mod sofaen og løftede sig op. ”Ronnie,” hun så hende i øjnene og lod et øjeblik hendes øjne falde mod hendes læber. Hun lod hendes læber ramle sammen med hendes i et kort men intimt kys. ”I think I love you,” sagde hun mod hendes læber. At sige det var svært for hende. Derfor fik hun det til at lyde som om hun ikke var sikker. Men det var hun. Ronnie skulle knap nok se på hende, før en eksplosion af følelser spredte sig indeni hende. Så hvorfor ikke stå fast ved det? Hun var bange. Bange for Ronnie ikke havde det på samme måde.

Et lille kært fnøs forlod Veronicas læber.
"I don't know either.. I'm just glad I found you," smilede hun til Jess, og så på hende da hun let løftede sig op. Veronica så hende i øjnene da hun sagde hendes navn, og mærkede hvordan hun mistede evnen til at trække vejret ganske kort. Hjertet sprang en takt over, og hun kunne ikke beskrive denne her korte nervøsitet. Læberne ramte imod hendes, og hun kunne mærke, hvordan nervøsiteten forsvandt fra hende hurtigere end den var kommet. Veronica så derefter på Jess, og så kort ned da hun snakkede. Verden stoppede kort og Veronica sukkede.
"You are tired Jess, you need to sleep." Svarede Ronnie blot og smilede let til hende. "Besides.. I have a girlfriend, tilføjede hun så og samlede læberne lidt sammen. Så sukkede hun let og rejste sig op. Der var nogle uforklarlige følelser overfor Jessalyn, men hun var forelsket i Meghan. Og hun var sammen med Meghan. Veronica blev en smule irriteret, men kun fordi hun havde brugt tid på at vente på Jessalyn faktisk fandt ud af tingene, men Veronica havde også været en person - som ikke kunne finde ro i sig selv. Dertil havde Meghan været der for hende, og de var endt sammen. Det var ligesom nemt når man faktisk delede værelse. Men nu var Roy fundet og alting blev mere klart for hende, og hun havde ikke haft et sekund for sig selv til at trække vejret og finde ud af hvad der egentlig var hent de sidste par år.
Veronica tog et par minutter og tænkte for sig selv.
"It's not like.. Its not like I don't have any feelings for you, because I do.. I'm just not sure.. how I feel.. about anything," indrømmede hun frustreret og det var nok også først der hun faktisk havde indrømmet den ting om sig selv til nogle.

Han havde naturligvis hørt nogle komme indenfor, og som den type Archie var - så var der kun to måder man kunne finde ud af hvem det var på! Den første ville være at gå ned og konfrontere de fremmede, den anden ville være at gøde sig usynlig og spionere på dem - til han kunne skræmme dem. Dog blev det lidt af en blandet form, specielt som han opdagede hende der. Han så på Jessalyn og ønskede egentlig at gribe ind med det samme, men han holdt sig tilbage og lod hans mors veninde gå til sagerne selv. Archie vidste Rebekah ikke ville lade nogle ind hvis de ikke havde tilladelse. Han brød sig ikke om at se Jess græde, det gav et jag i hans kolde hjerte at se. Alt den smerte var noget han kendte til på en plan han ikke snakkede om med nogle. Kysset kom bagpå ham. Han formåede endda at hæve øjenbrynene og hørte Jessalyns ord. Ordene fik ham til at løfte hagen lidt, men så skete det - og han kunne se smerten i Jessalyns ansigt. Han kunne se det knuste hjerte og det fik ham til at træde frem i sin form. Han bankede let på væggen for at fortælle at han ligesom var til stede nu. Han var klædt i et par almindelige cowboy bukser og en sort t-shirt.
"Knock knock," sagde han blot og så hen på Veronica.
"Well I get why you like her.. I have a soft spot for darkhaired women too," startede han ud og gik imod Veronica. "But what I don't get is.. why she likes you?" Spurgte han undrende og så ikke engang tilbage på Jess. Måske var han mere beskyttende omkring Jess end man først lige skulle tro.
"So I have two options for you.. go now.. before I do something we all don't want to see.. or stay and find out what happens when you piss me off," vrissede han lidt.
Veronica så hen på Jessalyn og så tilbage på Archie.
"If that is what she wants.. I will go," pointerede Veronica og sank en klump. Archie ville ikke være den første vampyr hun havde svaret igen, men han kunne blive den sidste.

Jessalyn kunne godt fornemme noget var anderledes ved hende. Som om hun holdte igen. Hun rynkede brynene en anelse, da hun sagde hun havde brug for søvn. Det var måske rigtigt, men alligevel havde hun ikke lyst til det. Ikke før hun fandt ud af hvad der foregik. Der gik ikke længe, før svaret komme. Det var ikke hvad hun forventet, og bestemt ikke hvad hun ønskede at høre. Hun satte sig op og væk fra Veronica. ”Of course you do. How could I honestly believe someone could be mine, could make me happy.” Hun så på hende med tårer der formede sig I hendes øjne. ”That’s makes everything okay. Really Ronnie, I don’t think you can say anything to make this better.”

Jessalyn så mod hendes hænder, lige indtil hun nærmest kunne fornemme der var andre tæt på dem. En hun kendte. Da Archie viste sig, så hun med det samme op på ham. Så hen på Veronica. Vidste hun han var her? Hun så lige så undrende ud som Jess følte sig, så sandsynligvis ikke. Hun rejste sig, mest for at skabe afstand til Veronica. Hun havde trods alt lige knust hendes hjerte. Hvorfor havde hun overhovedet lade det komme så langt, hvis hun havde en kæreste? ”You should go back to your girlfriend. You don’t belong to me, no reason to stay here.” Hun lagde armene over kors for at skærme sig selv fra de sårede følelser. Efter Veronica var gået, stod Jess tilbage med blandede følelser. På en side var hun taknemmelig for Archie var der, på en anden var hun forvirret over det. Og så var hendes hjerte ved at falde fra hinanden. Hun ville garanteret skære sig, når hun forsøgte at samle det igen. ”Thank you,” sagde hun og så ud af vinduet hvor hun kunne se Veronica gå væk fra grunden. ”Why are you here? I don’t mean to sound ungrateful, I’m just curious.” Efter hun var flyttet efter deres sidste skænderi uden at sige farvel til ham, burde hun havde tænkt på ham. Det gjorde hun også i starten, men så skete der alt det med Calla og Ronnie og nu… Nu var han her. Hvad betød det for hende? Hun havde aldrig officielt slået op med ham, så han måtte hade hende. ”And I’m sorry. About everything back in New York.”

"No need to thank me," svarede han blot da hun takkede ham. Han gik tættere på hende som hun så efter Veronica - måske også for at flytte hendes opmærksomhed over på ham i stedet for. Han havde savnet hende. Ingen tvivl om det, og bare det at se hende igen bragte op en masse blandede følelser- men de var ikke anderledes end før. "I kinda live here.. or my mother does. She is the Queen of Moonlight falls," tilføjede han og trak let sjovt på skulderen. De havde fået Rebekah tilbage, og tydeligvis også denne Kol som hans kære søster engang havde fjollet rundt med.
"New York is in the past.. Unless we feel like running away from the drama this part of England brings us," pointerede han. Archie havde ikke engang været her i et sekund, og hans mor havde været væk, Anastasia var også forsvundet - det var så længere tid siden. Oh yeah, for ikke at nævne at han havde set hende på akademiet. Melody var ikke ligefrem en der kunne passere hans blik uden at han ville opdage hende på afstand. Dog var tingene ikke ligefrem lette og hans hjerte var nok ligeså knust som Jessalyns.
"But hey.. you don't need a girl with pink highlights in her hair to make you feel better.. and not at all should she make you feel the way you are feeling right now," pointerede han og tog hendes ene hånd. "You are tired.. and when you are tired.. you either overthink everything or sabotage someone.. so come and sleep next to me. I will keep you warm."

”I suppose we need to agree to disagree, like old times.” Hun trådte væk fra vinduet da Veronica ikke længere var til at se. Hun nikkede blot da han forklarede hans mor boede der. Hun opfangede ikke delen med dronning. ”I haven’t run yet. And drama has been on the high here. I’m done running.” Hun fortrød hvordan hun havde behandlet ham tidligere, men som han selv sagde, var det fortid. Hun var ikke den samme som hun havde været i New York. ”No I don’t. I just really wanted someone to want me.” Hun omfavnede hans hånd med hendes anden. ”You’re right,” hun trådte hen mod ham og lagde sig ind til ham. Det føltes så naturligt for hende at være omkring ham. Hun behøvede ikke at skjule hvem hun var. Han havde set hende når hun var værst og havde levet med det. Han havde accepteret hende som hun var. Jess havde aldrig fortalt nogle om de stemmer hun hørte af og til. Hun havde prøvet med Nathan, men han havde lavet en joke ud af det. Hun vidste godt det lød skørt. Men hun havde været tæt på at fortælle Archie det. Hun havde bare været bange for det ville være det der drev ham væk. ”I know you don’t want any thanks, but I want to give it to you nonetheless.” Hun flyttede sig nok væk fra hans brystkasse til at se op på ham. ”So thank you,” hendes tanker faldt tilbage til hvad han havde sagt tidligere. ”Wait… You’re a prince? And your mother is Queen of Moonlight Falls. So that makes you…” Hun flyttede sig væk fra ham. ”You’re Calla’s uncle.” Hun følte pludselig at alt det der skete, ikke skete for hende. Det var for meget for hende. Hun kunne ikke håndtere det. Og så kom stemmerne. Hun flimrede med øjnene. Det var værre end det før havde været. De havde hvisket før. Nu skreg de. Hun tog sig til hovedet. ”Shut up, shut up, shut up,” hviskede hun om og om igen. Men det hjalp ikke.

//Svare lige fortidsemner her xD //

Jess spurgte ind til hans titel, og at ja hans mor var dronning. Lød urealistisk når hun sagde det, men det kommenterede han ikke på lige nu. Lige nu ankom det til Calla, Doves datter. En af hans faktisk veninder fra tid tilbage, syret ikke sandt? Han kneb øjnene og så hende an. Der var noget der triggerede hende. Tydeligvis noget han ikke kunne hører. Typisk tegn. Banshee. Og han vidste lige præcis hvem han skulle have hold i. Sin bedste ven Argos var så priviligeret at være kærester med den første banshee - så Zabrina måtte kunne hjælpe Jess.
"Look at me," startede han ud og greb om hendes skulder. "Focus on the sound of my voice," tilføjede han og så hende i øjnene. Archie var i tvivl om han burde bruge sin tvangsevne på hende, ville det virke på en banshee at være tvunget til at lukke stemmerne af. Han ville ikke risikere det.
"What you hear is not crazy. You are not going insane. Just look at me. Listen. You will get though this, I promise. I'm going to help you," sagde han så og prøvede virkelig at få hende til at fokusere på lyden af hans stemme. "Just breathe, breathe Jess."