You´re handful huh? (Ari)

Tja, nu havde Arí jo så heller ikke fortalt præcise årtal, men hvis han havde ville Tidus have vist at hans alder lå over de 800, ikke omkring de 700 - men det var jo også en mindre bagatel når man begyndte at komme op i de år. Et århundrede fra eller til gjorde ikke det helt store. Det føltes kun som et par år for en normal person. Det var som at gætte at en der var 30, var 27. Ikke meget mere end dét.

Som de kom ind i caféen og Tidus så sig om,gik Arí istedet og små mumlede for sig selv, en mindre diskussion med nogle af hans stemmer. Et par af dem stolede ikke helt nok på Tidus til at være her sammen med ham, men heldigvis så var de mest højlydte af stemmerne enig med Arí i, at de også godt kunne lide ham. Især siden han havde set ud til godt at ville hjælpemed kampen, før Arí så havde udnyttet sine evner.

De fik sat sig ned, og Arí havde helt simpelt bare bedt om en sodavand - en cola, som han så også snart fik. "I guess so, they never really gave me or Lonán any good reason as to why..." sagde han, og trak let på skuldrene. "Seemed we were the only ones willing to go on, but the duo thing didn't last, either..." at det så nok var på grund af at Arí var røget ind på et sindssyge hospital kort efter, var en anden side af sagen.

Selv havde han også bare bedt om en sodavand. Han havde mistet lysten til at drikke. Plus, hvis det skulle lykkedes ham at komme op den næste dag, så måtte han lige heller holde sig for alkoholen, bare i nogle timer. Hurtigt fik han sodavanden og fik sig ellers sat sammen med Ari. Snakken om musikken, fangede som sagt altid Tidus. Imens Ari snakkede, tog han til tider tåre af sin sodavand og lod sine blå øjne betragte ham. Det var egentlig rart bare at sidde og snakke med en anden banshee. Han burde forstå ham. De burde forstå hinanden. Med de skrigende stemmer, deres egne skrig og for ikke at sige at de konstant var omringet af død.
"Ahhh... that is... really a bommer..." Han stillede sodavanden fra sig og kløede her sin nakke. "How... how calm it didn´t work with the duo thing either?"

Arí så ikke hele tiden på Tidus mens de snakkede - han så sig ofte omkring, både på de folk der stadig var i baren, men også, selvfølgelig, på dem der ikke var der - de mange stemmer i hans hoved derlod til at komme fra alle mulige retninger. Generelt var det meget svært at få Arí's fulde opmærksomhed, og det var uanset hvem man var. Eller, okay, Lector havde nemt ved det, men det var også fordi alle hans stemmer elskede den fyr!

"Uhm, well, I guess it was just a bit too awkward?" sagde han så, og trak på skuldrene. "I'm still not sure I've got it all correct, but uhm, I think Elver, who used to have this body,was a lover of Lonán's or something, so it's always just a bit weird when we're in a room together?"

Det havde været akavet for dem begge. I starten forstod Tidus ikke hvad Ari mente, indtil han tænkte videre over ordene, så det hele pludselig gav mening. Lonan havde haft et forhold med en af Aris stemmer, men da det ikke længere var ham der var i kontrol, så havde de ikke længere et forhold og det måtte derfor være underligt. Her trak han på skuldrene og skar en lille forstående grimasse. ”Ahhh, makes sense... i could imagine that it must have been a bit akward...” Han smilte roligt til Ari. ”So... why did the fight in bar start anyway? Did the men there just decide to attack you without a reason?” han hentydede selvfølgelig til deres første lille slåskamp på baren.
Trods alt havde Tidus ikke fået fat i hvorfor de havde været efter Ari til at starte med. Måske de bare havde været modbydelige hormofober?

Arí nikkede stille, tja, lod da til at han idet mindste havde forklaret det godt nok. "Yea... Like, Elvar was the one that used to be in this body, but when I was put into it, uhm, I guess he just sort of wound up as another one of my friends, so yea, it's a bit weird with Lonán and all," sagde han så som lidt af en ekstra forklaring, og trak let på skuldrene. Der var jo ikke så meget at gøre ved det, når nu den der dumme fe åbenbart havde fået fat i både ham og i Elvar, og syntes det var et sjovt eksperiment atføre den ene sjæl over i den andens krop. Urgh.

"Oh, those douchebags? They saw me coming on to another guy and went at me cause I guess they thought I looked weaker than the other dude," fnøs han, og lagde armene let over kors. Ja, det havde været noget af nogle homofobe røvhuller der ikke kunne klare at se selv den mest uskyldige flirtenmellem to mænd.

Og her gik Tidus og troede at han havde oplevet en del underlige ting i sit liv, men Ari kunne toppe det, uden overhovedet at blinke. Han havde mange stemmer i hovedet, han havde levet i mange år og skiftet fra race til race. Det var helt klart et tyk lag glasur på kagen. Med et svagt smil, legede Tidus med sit glas og nikkede til ordene. ”I could imagine... It must have been weird for Lonan too... I mean, since you have had something... so... curious question...” han skiftede kort emne. ”These voices, can they... take over your body or are you the one in control all the time?”
Trods alt havde Tidus bedste ven selv problemer med to stemmer i sit hoved, og de kunne af og til tage over kroppen. Det kunne Tidus skrive under på. Denne tanke fik ham til at rødme. Hvorfor kom han ind på den tanke igen?

Snakken gik nu videre til hvad der startede deres lille møde. Som den blonde havde forventet, havde mændene set deres vrede på Ari pga. hans seksualitet. Nok var det 2019, men der var stadig folk der ikke accepterede dem. ”assholes... should get burned on the fire... then again, you just pumped poison in one of their lungs... so i guess they got what they deserved...” Her smilte Tidus en smule lumsk. Hvilket bestemt var meningen... jahhh, han var en smule fucked.

For at være helt ærlig havde Arí mødt en del væsner der var ældreend ham, meget ældre endda, og som absolut ikke havde været ude for lige så meget lort som han selv havde været. Nej, han var vist en lille sag helt for sig selv som kun meget få i verdenen kunne matche eller overgå. Det var langt fra alle der mistede så mange folk på så tragiske måder og som havde oplevet at være så mange forskellige racer, trods alt.

"Mmhmm... He didn't quite get it to begin with. But I think he was drunk the first time I met him, too. Doesn't make it easier to understand." sagde han, og traklet på skuldrene førhan tog endnu en tår af sin sodavand. Han løftede derpå det ene øjenbryn som der blev spurgt ind til noget rimelig specifikt med stemmerne. "Take over? Nah, none of them have ever done so. I mean, uhm, sometimes they convince me to do things I don't normally want to do, but that's about it...Why d'you ask?" spurgte han så, med hovedet let på skrå.

"Oh, no no no. I didn't pump it into his lungs. He breathed it in and was a stupid idiot so he panicked and pulled in more, but I didn't direct it into his lungs," sagde han så, med et lille fnis. Han kunne godt havde dirigeret det ned i hans lunger, men hvorfor, når idioten havde været så dum at panikke?

Ahhhh... alkohol. Når man var fuld kunne tingene være en smule nemmere at gå igennem. Man havde mere mod og fortrød som regel kun tingene den næste morgen. Til Aris fortælling, løftede Tidus derfor bare på skuldrene og drak videre. Engang imellem så han sig omkring. Der var et par mørke væsner som holdte øje med dem... Eller, det var Tidus ikke helt sikker på, men det var desværre tilfældet. Alt fra sultne dæmoner til vampyrer.
Her så han dog hen på Ari igen. Det var egentlig først her at den blonde tænkte over at hans spørgsmål måske kunne være en smule personlige. Men hey, så måtte Ari sige til. Bare sige stop. Dog, fik Tidus bare spørgsmålet smidt tilbage på sig.
Her rømmede han ned i sin hånd. ”Well uhm, I know someone who also have voices in their head. Two, and they tend to take over the body sometimes... so I guess, I was just curious if that happened to you sometimes.” med et skævt smil så han hen på Ari.
Nysgerrighed slog katten ihjel. Heldigvis var han ikke en kat.
Som Ari rettede en smule på hans ord, rystede Tidus bare på hovedet med et smil og en latter forladende hans læber. ”True... you didn´t do that... and what on earth was going on with him? He seriously chased us... allllll the way back here and for what?” Opgivende rystede Tidus på hovedet. ”...Just to beat us up?”

Arí selv fokuserede nu ikke så meget på dem der holdte øje med dem. Især vampyrer var han ikke nervøs for længere, ikke efter han havde set reaktionen fra den der sidst havde sat tænderne i ham. Banshee blod var ikke ligefrem noget der var godt for dem, tværtimod, hahahah. En del bedre at være banshee end at være en engel, på dén konto. Han havde godt nok været paranoid omkring dem dengang han stadig var en engel, også som falden, men efter han var vågnet i denne krop istedet, og havde set reaktionen de havde på hans blod, kunne han ikke være mere ligeglad med dem og blod dæmonerne.

"Ohhh. Sounds interesting." stemmerne i hans hoved gav ham også ret - og for et cirkus det havde været, hvis alle 10 bare sådan lige kunne tage over indimellem! Hah! Så havde han måske følt sig mere hjemme på sindssygehospitalet? Og måske alligevel ikke hvis medicinen stadig havde virket som den gjorde dengang. Dumme plejefolk. Dumme medicin. Han havde det perfekt som han var lige nu. "Some people are just chronically stupid, I think. Maybe I just got him to win the Darwin award he deserved. Doing the world a favor by removing his genes from the gene pool." småfniste han, da samtalen røg hen på den voldelige idiot.

Lød interessant. Den kommentar fik ham til at fnise lavt. Mest fordi han var ret så sikker på at Levi ikke ville være helt enig. Stod det til ham, ville han garanteret bare slippe for de såkaldte stemmer og ikke lade dem overtage kroppen engang imellem.
”Welll... my friend doesn´t sure to think so and I only met one of the voices... and that was... interesting,” flovt så han nu den anden vej imens han sidste ord havde været en mumlen. ”But... If you don´t mind me asking, how many voices or persons... not sure what to call them... do you have in your head?”
Aris ord om at nogle personer bare var dumme, nikkede han for at vise sin enighed og lod nu sit hoved hvile i sin hånd. ”yeah... It can get tiring.” Her gabte han en smule ned i sin hånd og lænede sig tilbage i stolen. ”Stupid people I mean.”

Arí lagde hovedet let på skrå over det lave fnis, som han ikke sådan... Heeelt forstod. Indtil Tidus uddybede det. Så fik det et fnis ove rhans egne læber. "Really? I guess they're not friends to him, then..." sagde han, og trak let på skuldrene. Arí selv var jo gode venner med alle sine! Apropos... Da Tidus spurgte om hvor mange der var, så han helt blank ud et øjeblik. "... How many...?" han blinkede lidt, og kløede sig i nakken. Han kunne ikke helt huske det, men sukkede så, og det var tydeligt at han talte til sine stemmer derefter. "Alright, namecall!" han ventede til han hørte generel mumlen fra alle sine stemmer, og begyndte så fra en ende af.

"Kristín? Check..." han holdt én finger op. "Eleifur? Brunhild? Ólafur? Asfrid? Sverrir? Ragna? Reynir? Vigdis? Elvar?" han holdt en pause mellem hvert navn, som om han ventede på svar mellem hver, og for hvert svar han fik, røg der en finger mere op. "Anyone I've missed?" igen ventede han, og da der ikke var nogen 'ekstra' stemme der dukkede op, smilede han endelig til Tidus. "Alright, that was all of them! Sooo..." han kiggede på sine hænder, og så op på ham igen. "Ten friends, I guess?"

Hold da op. Ari havde mange. Og han gentog. MANGE. Stemmer i hovedet. Hele 10 af dem. Bare tanken om at Levi ville have 5 mere af Freddie og 5 mere af Eliot i sit hoved... YIKES! Heldigvis var det ikke tilfældet. Men hey, Ari virkede ikke til at brokke sig. Tvært imod virkede han glad for at have så mange venner.
”Woooooow! That uhm... that is... a LOOOT!” kom det fra ham. ”PHEW! I get exhausted just thinking about it!” kluklo han og bed sig i læben. ”But hey... if you don´t mind them and their are you friends. Then cool! You will never feel alone!” Han smilte skævt til Ari.
Han havde ingen anelse om hvad han snakkede om. Hvad han kendte til stemmer var bare stemmerne fra banshees.

Arí tænkte nu ikke at ti stemmer - nej, venner - var så forfærdeligt mange, som det lod til at alle andre mente det var. Han var kun glad for at have så mange venner! Det havde været noget af det værste han nogensinde havde oplevet, dengang han havde fået medicin der fik dem til at være stille - han havde været så utroligt angst, følt sig så utroligt alene, lige pludselig,for første gang i over 100 år. Og kunne man virkelig bebrejde ham for det, så vandt han nu var blevet til at de var der? Nej, vel?

"Is it? Everyone keeps saying that, but I just think it's a perfect number! They're always helping me..." og ja, det gjorde de. Eller, de hjalp ham tit med at tage hans beslutninger for ham. Uden dem anede han ikke hvad han skulle gøre. "And yea, I've never felt alone when I just have them! It's so nice. I really hated being lonely that one time. Stupid nurses." mumlede han, og tog en tår af sin sodavand igen.

For Ari virkede det ikke engang til at det var mange stemmer. Tidus ville være blevet langsom skør af at have så mange stemmer i hovedet. Dog som han nævnte noget med en sygeplejerske, kunne han ikke skjule at han blev en smule forbavset. Hurtigt lagde han dog brikkerne sammen. Normalt når folk havde stemmer i hovedet som Ari, så kunne de blive spærret inde eller overvåges dag ind og ud.
"Did the nurses make you feel lonely, or am i getting it wrong?" spurgte Tidus så roligt han nu kunne. Han skulle nødig tænde nogle af stemmernes vrede. På den anden side, hvis det var tilfældet, så kunne han ikke gøre noget ved det.

Som Tidus ganske rigtigt fornemmede, ja, så mente Arí absolut ikke at det var mange stemmer at have. Han syntes det var det helt perfekte antal, netop da det gjorde han aldrig nogensinde følte sig ensom. Sidst han havde gjort det havde været på det forbistrede sindssyge hospital, og han havde aldrig følt sig så ensom og forladt... Han havde været ude af stand til at gøre noget som helst, de havde endda måtte tvinge mad i ham... Imens de havde haft høreværn på, selvfølgelig, da de hurtigt havde fundet ud af præcis hvor højt han kunne skrige når man tvang ham til noget han ikke ville.

Derfor kiggede han også væk og sank en klump ved Tidus' spørgsmål, og nikkede. Efter en del kommentarer fra hans mange venner, trak han benene op og lagde armene omkring dem, hovede tpå sine knæ, og var komplet ligeglad med hvordan det så ud at han gjorde det på en helt normal stol hvor der knap nok var plads til det. "They made all my friends sleep. I hate them for it. But I like Lector. He got us out of there. I don't ever want to seethem again... And if I do, I'm not going back in there. Never ever." at dømme efte rhans tone var der nok ikke den helt store tvivl om at han havde lyst til at slå dem ihjel for det de havde gjort... Men kunne man virkleig bebrejde ham, så elendigt som han havde haft det på grund af dem?

Nogle underlige læger havde fået Aris venner til at sove. Hvordan var det overhovedet muligt nu når stemmerne kun var inde i hans hoved? så mange spørgsmål til denne verden!! Han sukkede og tømte ellers sit glas. Dette var lige i tide til at en gruppe vampyrer kom hen til dem.
Opgivende sukkede Tidus. De kunne ligeså godt bære skilte hvor der stod: GENERE MIG I DAG! DET ER GRATIS! Han placerede sin tommelfinger og pegefinger på sin næseryg.
Den lille cafe var stort set tom, siden klokken var mange om natten og derfor følte vampyrerne sig overlegen, som de så ned på de to banshees.
En af dem lænede sig overlegent frem, skiftede med at se fra Tidus til Ari. hendes øjne var gyldne og gennemborende. "Kids out playing? does your mother know that you are out??" lød hendes hånende stemme.

Ja, det der anti psykotiske medicin var ikke ligefrem noget Arí var en fan af... Ikke når det fik stemmerne til at gå væk. Selv Elvar havde det bedøvet, selvom han egentligt... Var en del af en anden sjælder stadig var i kroppen? Eller noget derhenaf? Det var så forvirrende! Det var så også derfor Arí ikke tænkte videre over det, det ville bare give ham en hovedpine, især med hvordan alle stemmerne elskede at diskutere frem og tilbage hvis han først tænkte på det, så det gik han altid hurtigt væk fra!

... Ikke athan behøvede gøre noget for det, da der hurtigt var andet der krævede hans opmærksomhed... Nemlig vampyrerne der kom hen til dem. "Nah, mine's been dead for several centuries, how about yours? Does she know you're out being an arrogant prick?" gav han bare lige igen, uden den mindste tøven. Nogle gange vidste han ikke rigtig at han var i fare - men lige med vampyrer, der vidste han at de i alt fald ikke ville have lyst til at drikke hans blod. Det havde været så umådeligt morsomt sidsten havde prøvet, også næsten brækket sig af smagen, samtidig med at han med det samme fik voldsomme mareridts-agtige hallucinationer. Det havde været noget så sjovt!

Tydeligvis generede vampyrkvinden ikke Ari. I stedet kom Ari tilbage med en sarkastisk kommentar, der måske burde have gjort hende vred. Tvært imod, hun begyndte bare at grine og herpå vise sine spidse tænder. Hun trak en stol hen, satte sig ved deres bord og lod nu hovedet hvile i sin hånd. Skiftevis så hun fra Ari til Tidus. ”Awh… I like being an arrogant prick and so does my mom… so yeah, i guess she knows…” hun så kort hen på Tidus.
Tidus himlede bare med øjnene, men fjernede dem aldrig fra vampyrens blik. Vampyren klukkede og så nu hen på Ari igen. ”You guys wanna play a game??”
”No,” lød det kort og kontant fra Tidus.
Igen grinte vampyren og lænede sig tilbage i stolen. ”Awh, come on… it could be fun.”
Tidus rejste sig og så her hen på Ari. ”No… we are on our way out.” han gjorde et nik imod døren. Signalerede til Ari at de burde smutte. og det kunne ikke gå hurtig nok.

Arí's smil forsvandt skam ikke af at hun smilede sådan til ham, at han kunen se hugtænderne... Nejnej. Han havde en del måder at håndtere sådan en som hende på, og han vidste jo allerede godt at hun nok ikke ville gide at drikke hans blod, i alt fald hvis hun før havde prøvet at drikke banshee blod, så ville hun vide præcis hvor dårlig en idé det var. Dét, og altså... Den der unaturligt gode hørelse var kun en dårlig ting for hende i forhold til hvis Arí skulle vælge at skrige... Sådan... rigtigt skrige, altså. Så derfor lod han sig absolut ikke kue, men lod blot det lille selvtilfredse smil blive.

"Why don't we just hear her out, first?" spurgte han roligt Tidus, stadig med det smil på læberne. "C'mon, I want to hear what game she's thinking about before I decide whether to stay or go." der var i alt fald liidt for mange af hans stemmer der var interesserede i en eventuel leg til at han bare ville afvise hende med det samme, også selvom han godt vidste at sandsynligheden nok var stor for at det var en leg der kun ville være sjov for kvinden... Men nu måtte han jo se det an, ikke også!

Selvfølgelig ønskede Ari ikke at følge med. Dette fik Tidus til at sukke en smule opgivende. Han blev dog siddende. Det sidste han ville vare at efterlade Ari alene med vampyren... medmindre tingene gik alt for galt og Ari stadig ønskede at blive siddende i flammerne.
Vampyren smilte stort. "AMAZING!" hun klappede sine hænder sammen og så fra den ene banshee til den anden. "We could use two banshees like you... and the fact that you are males... AH... It just makes it all better... because you know..." hun lænede sig frem som skulle resten i cafeen ikke høre hende. "Banshees are supposed to be females." her fniste hun og prikkede Tidus på næsen.
Irriteret knurrede Tidus og lænede sig væk. "Ari... let´s..." Han blev afbrudt af at vampyren tyssede på ham. "The game is easy... find us some corpses... and we won´t take your blood. I know your blood ain´t the best... but some friends of mine, see your blood as a drug! he loooooves to have nightmares!" Igen fniste hun og hvilede sit hoved i sine hænder.
"So... what do we get out of it?" spurgte Tidus roligt. Han var afslappet nu lænet tilbage i stolen.
"Oh... that is easy sugar... find us the corpses and you will get paid... But, if you don´t... we take some of your blood." Hun smilte et uhyggeligt smil. Her så hun hen på Ari. "Are you still up for it ma sweet?"

Arí lyttede interesseret med, hovedet let på skrå og smilet stadig tydeligt at se for enhver. "Well, I guess we're just unique like that," sagde han så helt simpelt til kommentaren om banshee's normale køn... Og tja, han havde så absolut ikke haft noget valg i det her, ikke med hans forhistorie, men det var der jo så ingen der rigtig vidste noget om... Udover Rayna, vel nok.

"Find you some corpses, huh? That should be easy enough for you, too. Don't you vampires have an amazing sense of smell? You should be able to smell a corpse from almost a mile away. At least my friend back in the 1800's could." sagde han, og trak let på skuldrene. "Unless it's supernatural corpses you're looking for, of course. They lose a lot of the smell of what they once were, after a certain amount of time, after all... So which is it? Are you just lazy, or do you want the more unique corpses, and that's the catch?" hvis det var det, så var det jo stadig mega simpelt. Og hvis det var det første,så var hun uden tvivl den mest dovne vampyr han nogensinde havde mødt, og han havde efterhånden fået mødt en hel del af dem gennem århundrederne.

Vampyren rystede på hovedet. Hendes fyldige hår indrammede stadig perfekt hendes ansigt. ”It seems like you didn´t get my words.” de glubske øjne af rovdyr lænede sig frem og så fra Ari til Tidus. ”This. Is. A. Game.” Langsomt ville andre vampyrer begynde at omringe dem. Hendes såkaldte venner. ”I don´t care if we can find the corpses ourself or not… I care for the game.” Hun klikkede her med tungen.
Tidus havde fået nok. Om Ari så gik med ham eller ej. Han havde ikke i sinde om at rode sig ind i dette. Derfor rejste han sig op og så ned på Ari. ”Leave. Now. Or do I have to write it down for you and then throw it as your face so you can read it?” han skar en smule tænder.
Vampyren så op på Tidus og klukkede lavt. ”Should I take that as a no?”
Tidus så irriteret ned på hende. ”Uhm yeah… It seems like you didn´t get my words…” Tidus lænede sig her frem. ”I. Ain´t. Playing. Your. Game.” han rettede sig op igen og så ned på Ari. ”Are you coming or not?”

Arí sukkede let som han hørte vampyrens svar - det var jo ikke nær så sjovt som hun havde fået det til at lyde lige før,og derfor heller ikke noget han var videre interesseret i længere - og langt de fleste af hans stemmer var enige med ham på dét punkt. At det her var blevet kedeligt og derfor noget de bare ville gå fra. "Well, it's a very boring game, then. I thought you'd be way more fun than just a simple game of fetch. Really, what are you, 10? You should be able to figure out a game funnier than that," sagde han og rullede let med øjnene som han rejste sig, komplet enig med Tidus i at de skulle væk, og det skulle være nu.

"Yeah, it's a big fat no, sadly. Until you can come up with a funnier game, at least. Something that's maybe just a little bit challenging, y'know? not something I can do with my eyes closed, which you can do even easier than that, hmm?" Arí smilede igen, omend det var et meget sarkastisk smil og tone - før han så på Tidus og nikkede som svar, gjorde klar til at gå - men havde også en hånd i lommen, på hans kort, klar på hvadend der skulle ske nu de havde sagt nej til vampyren...

//Hey Ari, dette emne er ved at være lidt tilbage i tiden... ved godt jeg ikke er den bedste til at svare, men vil høre om vi skal lave et nyt hvor Tidus og Ari ser hinanden igen??

//Helt fint med mig. Noget du kan lokkes til at lave? Siden jeg har senvagter i den her uge kan jeg i alt fald ikke oprette noget i den her uge XD