What happens when you let your feelings out? - Roy

S: Udenfor Natklubben Philotes
O: Beskrives
V: Koldt, let sne
T: Aften
P: klik
Emne til: @Roy <3

---

Det var ikke ligefrem fordi, at hun var stolt over hvad der var sket. Pludselig havde alting virket til at være så gode, og nu var alt ødelagt. Alt hun havde bygget var smidt på gulvet og gået i milioner af stykker. Meghan og hende havde slået op, hvilket hun fortod - Veronica kunne ikke engang finde ro i sig selv - hvorfor skulle Meghan så nogensinde stole fuldt ud på hende. Det samme galte Jessalyn, Veronica hadede sig selv for at have endt tingene på den måde de var endt. Så pludselig var Veronica helt ude af sig selv. Alting havde ramt hende på en og samme tid. Smerten ved de ting Alexander havde gjort hende, turen til underverdenen.. kidnapningen undervands - mere smerte fra Alexander.. uvisheden omkring sig selv. Alle de ting slog ind på samme tid og gjorde hende så ude af stand til at se et billed helt. Det var jo klart hun ikke vidste hvordan hun egentlig havde det, når hun i to år havde været helt ligeglad med hvad hun selv havde følt. Hun havde haft sat sig selv helt ud af billedet og nu gik det op for hende at hun faktisk var et menneske og i stand til at føle ting også. Hun havde været over på The southside til nu, hun var gået imod akademiet - men musikken fra Philotes havde overtaget hende.
"You need to put the jacket outside miss," sagde vagten, hvilket fik den fulde Veronica til at hæve brynet lidt.
"So you have somekind of thing against the Serpents? Wauw.. that is something big guy.. I mean.. if you have a problem you better spit it out.. before it haunts you at night," svarede hun bare igen og pegede imod ham truende. Her stod hun egentlig og diskuterede til en anden vagt kom og fjernede hende.
"You cannot just push me out? It doesn't make any sense! I should have stayed in my own place.." mumlede hun til sidst og sparkede til en sten. Så tog hun sin mobil frem.
Hiiia Ryo! I'm not drunkk.. I jju wanted to see f you wre stlil up? skrev hun til Roy og sendte et billed af Philotes så han da vidste stedet på hvor hun var.

Det havde hun også gjort først da hun var begyndt at drikke i sine teenage år. Så havde han altid kunne følge hende hjem igen. Det var sådan en ting der havde været deres ting.

Påklædning (uden kasketten)

Roy havde ikke kunne sove, han havde været sent vågen de fleste dage, der var for mange ting som kørte rundt for ham. Dette var dog en af de få nætter, som han ikke havde tilbragt sammen med Calla.
Han samlede hurtigt sin telefon op, da den vibrerende lyste op, for at fortælle ham at han havde en ny sms. Han satte sig op, da han så det var fra Veronica. Mens han åbnede besked, kløede han sig i håret og nakken.
Så snart han havde set beskeden, sukkede han. Det var en af minderne der var vendt tilbage, han kunne huske at han havde hjulpet hende hjem og sørget for at hun ikke blev opdaget, når hun havde været i byen og drikke.
Han sendte en kort besked tilbage Be right there. Stay put!. Han smed sin jakke på og skyndte sig i sine sko, inden han skyndte sig ned til byen, til Philotes.

Da han ankom, så han straks Veronica og han råbte "Ronnie!" og satte i løb hen til hende og krammede hende kort, inden han lod sin ene arm blive omkring hende, for at støtte hende i at gå og han spurgte "I'm not sayin you're drunk.. But what happened, Ron? I mean.." Han så på hende, hun så så lille ud. For mange andre ville hun nok bare have set fuld ud, men for Roy var der mere. Der var en skrøbelighed bag hendes facade.
Han begyndte at gå, mens han holdt om hende og ventede på hendes svar, men spurgte så "Wanna do like old times?".
De havde ofte siddet i en park eller på fortorvet og snakket, mens de ventede på at hun ikke var lige så fuld, som når han hentede hende, så havde det også været nemmere at snige hende indenfor, da de stadig boede derhjemme.

Et var en underlig følelse der forlod hende da hun hørte Roy kalde hendes navn. På trods af at han faktisk var her, var det stadigvæk en underlig følelse. De gange hun havde ringet til hans gamle mobil det første år - havde der ikke været svar. Hun blev næsten fanget af følelsen af det måske ikke var ægte, men krammet gjorde det hele blev klart for hende. Det var en lang historie med hvad der egentlig var sket, alt var skete. Hun nikkede stille til ham da han spurgte om de skulle gøre som i gamle dage.
"Lets go, that way!" Sagde hun i et lidt mere muntert toneleje. Før hun så mærkede følelserne presse på.
"Is it crazy.. I was a second scared you weren't real," mumlede hun for sig selv og gik stille med ham. Hun kunne mærke på sig selv at hun havde en masse der skulle ud. Alting brændte hende op inden i. Der var heller ikke særlig langt til parken herfra.
"I guess I just messed up.. everything.. I just.. didn't realize till now," sagde hun for at starte den lettere mørke samtale op. Den skulle starte et sted, og så snart de nåede parken og en bænk - blev den aftenens sted at sidde. Veronica spildte ikke tiden med at placere sit hoved mod Roys skulder.
"I'm lost.. I think.. I don't know.. I mean I could handle it.. or I thought.. Honestly, it worked till I found you.. I focused everything on that.. and I didn't care about anything else," indrømmede hun og løftede derved sit hoved igen. "I let Alexander ruin me.. I was even in the so called Underworld for a time.. gosh," hun kørte sine hænderne henover sit ansigt og hår for at sukke. Det var nok lige så meget hende selv hun lod blive klar over hvad der var sket som Roy.
"I was even married away to some king in a city under the water.. because funny enough the neckless I loved so much.. was the thing hiding the fact.. that I'm a freaking sirene.. and gosh.." hun klemte et par tårer ud og lukkede øjnene hårdt i.
"What if i'm just broken?"

Roy havde armen omkring Veronica, som de gik i den retning som hun havde udvalgt. Han sørgede for at hun gik lige og ikke snublede. Alt imens at han lyttede til hende og svarede med et lettere trist ansigtsudtryk, dog sikkert og hans tone endnu mere sikker. "Ron, I promise you, I'm not going anywhere anytime soon. I would've come back if I could, but.. I didn't remember anything but the pain, and then I remembered Rebekah, but only because she helped me.". Han smilede til Veronica, som de kom til en bænk og han satte sig ned ved siden af hende og som hun lagde hoved på hans skulder, tog han hendes hånd og gav den et klem, mens han lyttede til hende fortælle.
Da hun trak sit hoved væk fra hans skulder, trak han sin hånd væk fra hendes og han lænede sig lidt frem, så han kunne se på hende og sagde så "Ron, you're not ruined, you're troubled, and you'll get through it. You're the toughest girl I know, and you're not alone in this, y'know? You have a lot of people who'll help you. And even if you don't want our support or help, you'll get it anyway.".
Han lagde armen om hende og klemte let hendes skulder og lyttede til hendes sidste ord.
"Ronnie, you're not broken. Believe me, a person can't break. You've gotten a few scratches, hell, I've got a few as well, but we'll get through this, alright? We'll get through everything together." Han så hende i øjnene og smilede forsikrende til hende. Selvfølgelig berørte hendes ord ham, men hun måtte ikke miste håbet, hvis hun først gjorde det, så ville det gå galt. Han sukkede let og lagde så sin tinding imod hendes og tilføjede "Promise me, you'll never call yourself broken again.. Please.".

Veronica hørte skam hvert eneste lille ord han sagde til hende. Hun registrede hver eneste bevægelse han fortog sig. De gyldnbrune øjne så over på ham da han sagde hun ikke var knust. Veronica tog en dyb indånding men nikkede til ham. Et smil sneg sig stille op på hendes læber så snart ordet; together havde forladt hans læber. Det var en unaturlig situation alt sammen, hvis hun fortalte nogle om det ville de tænke hun hørte hjemme på den lukkede. Men nu var hun heldig at Roy var del af samme verden som hun nu var, og måske var han endda endnu klogere på den end hun var.
"I promise," lovede hun ham og lukkede kort sine øjne for at suge det ind i sit sind. Hun sad bare lige lidt til at noget nyt kom frem i hendes fulde sind. "I also found my biological father.. which was weird..." sagde hun så og stirrede let ud i luften. Veronica vidste stadigvæk ikke, hvordan hun havde det med at den første fuldblodsengel var hendes far.
"And I broke up with my girlfriend.. and Jess told me she might love me.. after I saved her from Kol..but then I had to tell her I was with Megh.. gosh.. I think I need a break or five nights of rest.." indrømmede hun og gav et kort suk fra sig. Veronica puttede sig ind til ham, og svang sine ben henover ham. Så skrøbelig hun dog kunne se ud i nogle situationer, og da specielt omkring Roy. Hun havde haft brug for ham så længe, så lige nu - der kunne hun slet ikke være tæt nok på sin bror.
"Isn't it weird.. few years ago.. we are just a couple of kids everyone knew.. our lives.. and now.. everything has changed," sagde hun så og sank en klump. "It most be weird for you.. with all these holes in your memory.. do you remember when we build that tree house? The trips to Paradise? Our band?" Spurgte hun stille. Veronica var ligeglad med hvis han ikke kunne, for hun kunne huske det. "I'm so happy Rebekah told me you were here. You are the best brother in the whole world.. you know that?"

Roy sad der med armen halvt om sin søster, mens han lyttede og han gav hendes skulder et lille klem og sagde "I'm glad you've found your biological father, that's big.".
Han smilede trøstende til hende, som hun havde svunget sine ben over hans og han lagde sin arm henover dem, med sin hånd hvilende på hendes skinneben, lige under knæet. "I'm sorry to hear about all the love drama, but you know.. It's going to be alright. I mean, I may not be the best to talk, but I do remember that I was pretty good at this whole love thing, when I was still a human. Now, I kinda suck at it, but nevermind, we're talking about you, not me right now.". Han aede hende blidt på ryggen, hvorefter han trak hende tættere ind til sig og nød at være tæt på hans søster igen.
Han havde savnet Veronica, så utrolig meget.

Han nikkede, da han hørte hendes næste udtalelser. "I still have big wholes in my memory, however I remember more than I did before, and everyday more and more come back to me, but I remember out tree house, how you always went up there if you were upset.". Han grinte lavmælt, men tilføjede også "I'm happy she told you I was here as well, I'm so glad you're back in my life, Ronnie. And thank you, you're the best sister a guy could ask for as well, I might even say better than the best.".

"Yeah.. it's big.." mumlede hun lidt som hun puttede sig mere ind til ham. Hun lyttede til alt han sagde. Et lille grin forlod hendes læber, som han nævnte noget hun godt kunne huske fra før tiden.
"I remember too, all the girls were chasing you.. till you found Rebekah.. she had a thing for making them even more jealous.. The power couple," smilede hun for sig selv. Veronica havde altid været glad for hans forhold til Rebekah, og nok også derfor Veronica og Rebekah var blevet så gode veninder som de faktisk var.
"We can talk about you too.. what is it? Oh.." Før hun nåede at tænke videre over det. så fløj tankerne på træhuset.
"I loved that tree house, it was nice knowing were go," smilede hun for sig selv. Den næste sætning han sagde betød mere end han nogensinde ville nå. Det gjorde hende oprigtig glad. Endnu mere glad faktisk at have nået sit mål.
"But for real tho, and I'm drunk.. so.. so I can change the subject back to my; oh!" pointerede hun med et lille grin fra sin side.
"I hope you weren't too hard on Calla for the whole me saving Jess thing.. I didn't listen.. It's not in my blood," fortalte hun. Det var sandt trods alt, hun havde fundet Roy ikke lige meget hvad. "I think you were lucky.. and I believe you know.. in your heart you know you can't let a fight stop you.. I mean look at us.. against all odds - we might not be the same, but not that different either," pointerede hun og kiggede let ud i luften. Et suk forlod kort hendes læber.
"We should take that trip back home.. even if its just to visit some of the towns in a car.."

Roy kom med en lavmælt latter, da Veronica nævnte det med at Rebekah havde haft en ting med at gøre alle andre piger jaloux. Han kunne også huske at Veronica og hende havde snakket utrolig godt sammen.
Da samtalen røg over på Calla, bed Roy sig let i læben og så ud i luften. Han havde skændtes med Calla, det var nok deres værste skænderi hidtil, men det var nu ikke det der generede ham, det var at hun var stormet ud og var ikke kommet tilbage.
Han sukkede let. "I might have lost my cool, when I saw your text message.." indrømmede han lavt, han var ikke stolt af det. "And we fought, it was the worst fight we've had yet. And now she's just up and left. It isn't like her to do that, y'know? She's never been this mad, she left without a note, without saying anything to anyone. Not even Livia has heard from her.".
Han sukkede endnu en gang og nikkede så, "Yeah, we should. It's summer in New Zealand now.. It'd be nice to feel the warmth again. It's a great idea, Ron. It really is, I say we do it.". Han så ned på hende, med et stort smil på læben.

Det var altid først når Veronica var faldet til ro, at hun bemærkede konsekvenserne ved sine handlinger. Specielt over det faktum at hun faktisk havde bedt Calla om noget, som hun faktisk hverken kunne sige ja eller nej til uden at det ville ramme hende. Veronica vidste hun burde snakke med Calla, men havde heller ikke rigtig kunne få fat i hende. Det gav ikke mening. I Veronicas hoved, var der aldrig noget som lagde op til tilfældighederne. Det gav ingen mening. Specielt ikke når Livia ikke havde hørt fra hende.
"It doesn't make any sense.. maybe she haven't left.. maybe she just needs to breathe a little. I mean its never fun to fight.. and she isn't really the person who is most use to it.. you know. I can try some of my contacts.. see if they can track her phone or something.." forslog hun og trak let på skulderen.
"Then let's go, we have the tickets.. and we could use the time in Paradise," smilede hun skævt. "We deserve that, some happiness," tilføjede hun og gabte lidt.
"Can I ask you something?" Spurgte hun men ventede ikke på svar før hun sagde igen; "Do you mind how I have changed? I mean.. I'm not the little princess anymore.. I'm not human.. I'm still me.. I don't feel changed when I'm with you. I like that. I just feel like.. me," tilføjede hun og så på Roy.

Roy nikkede, det gav netop ikke mening at Calla var var forsvundet igen. Ikke efter at sidste gang, desuden ville hun heller ikke forlade alle hendes ting? Selv hendes oplader var blevet tilbage, tøjet var heller ikke rørt, det vidste han, for når han ikke var til timer, var han tilbage i deres hus. Han sov i hendes side af sengen. Nok var der et knust spejl på badeværelset, det havde han ødelagt, efter hun var gået udenfor, for at få lidt luft.
"Yeah, I think that's a good idea. Have some of your contacts look into things." smilede han til hende, som han så ned på hende, som hun sad der i hans arme. Hvor havde han savnet hende, selv da han ikke kunne huske hende, så havde der manglet noget, som om at hun var den vigtigste ting for ham.
Da Veronica forslog at de kunne tage afsted, tøvede han kort, men nikkede så "Yeah, let's go back. Just for a little while.". Han så ud i mørket, og en lille del af ham, håbede at se Calla træde frem i det sparsomme lys, men der var intet.
Han så ned på sin lille søster, da hun spurgte ham om det der virkede som det vigtigste spørgsmål, som hun hidtil havde spurgt ham og han kunne ikke lade være med at grine lidt, inden han svarede "No Ron, I don't mind it. I actually like it, it shows how strong you truly are. I'm not saying you were weak, when I was still a human, but it just shows more now. And you actually seem more true to yourself, like you're trying to really find out who you are. Besides, I could never dislike anything about you, Ron. You're my sister, and I love you. No matter what you do." Han smilede til hende og plantede et kys i hendes hår, inden han igen så på hende, denne gang med et mere alvorligt blik og sagde "But next time, you're doing something that could possibly get you killed or worse, I want to know, alright?".