Caught like an animal in a cage - Fortid - Kol - XX

@Kol

Tid: Igen anelse
Sted: Hjemme hos Kol i kælderen
Alder på Finnian: 15 år

Han sukke tungt, som han langsomt vågnede og ømme sig lidt, da den briks han sov på var ret så hård at ligge på selv med madrassen, men han var ved at være van til det, der var gået mange år, han vidste kun fordi han på væggen bag sengen havde graveret i væggen for hver uge der var gået, for i det mindste at prøve at finde ud af tid og sted, selvom det nærmeste virkede umuligt når man levede i fangeskab.
Finnian rejste sig endelig fra briksen, før han strakte den spinkle blege krop kun dækket af et par slidte hullet jeans, og en slidt tanktop der var et nummer for stor. 15 år gammel og fanget, han hade det savnede hans familie selvom han vidste at de selv havde givet ham til den sindsyge mand, der åbenbart elskede at eksperimentere med ham, grunden til han nok havde overlevet var hans evne til at heale sig selv og andre, den klarede de værste skader selvom han dog havde fået et flot ar ved venstre side lige ved ribbene, som ikke havde lykkes ham at få væk.
Finnian var ikke nok med at være formskifter, også albino og derfor utrolig bleg, og meget unik at se på, hans krop var spinkel men han var heller ikke særlig fysisk dog meget smidig og hybermobil. Han vandre hen til håndvasken for at se sig selv i spejlet, sukke let idet han betragte det ugledt u plejede hår, der var beskidt og ikke så lyst som det ellers plejede, han ryste svagt på hoved før han vaske sit ansigt, for så at snuppe en tår vand før han slukkede, og vandre tilbage til briksen hvor han satte sig ned, og åbnede den bog han havde læst over 40 gange, Harry Potter tillod ham for en kort stund at fjerne hans tanker fra fængslet og drømme sig langt væk, dog drømte han stadig om at slippe væk men havde igen chance haft endnu.
Han satte sig til rette imod væggen, trak bene op til sin brystkasse og lod bogen hvile mod knæene, imens han begyndte at læse bogen forfra, han burde snart spørge efter den næste selvom han ikke regnede med at få den.
Optaget af bogen, hørte han ikke Kol komme mod rummet, heller ikke da døren blev låst op....

Kol havde netop sendt hans datter ud for at jage. Hun fandt personer til hans eksperimenter. Men ikke Finnian. Det var noget andet med Finnian. For det første havde Kol selv fundet ham, selv bragt ham til hans hjem. For det andet var eksperimenterne ikke lige så skadende. Han havde trods alt overlevet flere år af dem efterhånden. De andre kunne dø på mindre end et døgn. Nej, Finnian var mere for underholdnings skyld. Han kastede afslappet en kniv ud i luften og fik den tilbage til hans hånds med magi. Han havde haft den kniv på sig altid. Han havde ikke den samme brug for den som han tidligere havde haft, men den havde affektionsværdi. Han greb kniven og gik hen for at ligge den i en skuffe. Måske han skulle se til Finnian før Calla kom tilbage. Han havde ikke fortalt hende om ham. Det var bedst hvis det forblev sådan.
Kol vidste ikke hvorfor det skulle være Finnian. Han vidste aldrig hvorfor, han vidste bare hvem. Han gik ned i kælderen. Det første rum han kom ind i, var det han oftest brugte. Det var her han skabte hans monstre, her han torturerede folk. Han åbnede en dør og blev mødt af en zombie der var klar til at tage en bid af ham. ”Rolig Sally,” sagde han og greb fat om kæden der holdt hende fast. Det var både for at forhindre andre gik ind i gangen og for at Finnian ikke kunne stikke af. Han fik viklet kæden om en krog så hun ikke kunne nå ham inden han sneg sig forbi ham. Kol var ikke fuldstændig urimelig. Han havde givet Finnian mulighed for at få noget underholdning. Men han havde alligevel sørget for, han var tvunget til at læse den samme bog flere gange før han ville give ham en ny. Han fandt nøglerne frem fra hans lomme og låste døren op. ”Så er vi her igen. Hvad skal vi finde på i dag?” Spurgte han retorisk. Finnian fik ikke lov at vælge. Måske på hans fødselsdag. Som sagt, Kol var ikke helt urimelig.

Livet i fangeskab var hårdt, han anede ikke helt hvorfor manden ikke havde dræbt ham, men ladet ham leve så mange år? Men det var vel bare en fordel for ham? selvom han var ved at blive skør af at se de samme ting dag ud og dag ind, bogen han læste kunne han nu både forfra og bagfra, han kunne nævne alle navne, men også de fleste detaljer fordi de nærmest var printet sig fast i hans sind.
Hans eneste lyspunkt på var når han fik mad eller læste sin bog, men selv det var ved at blive for meget, han var ved at blive rasteløs. At Kol havde en datter anede han intet om, faktisk anede han ikke hvordan huset så ud bortset fra kælderen, det rum der var hans han vidste dog ar her levede andre, han kunne høre deres skrig, føle deres smerte og lugte deres blod selvom han ikke så dem.
Finnian lod endnu et suk slippe, som han skifte side men valgte at klappe bogen sammen, før han rejste sig og vandre lidt rundt i det lille rum, han havde intet set til Kol denne dag, men han vidste at det nok snart ville ske, der gik ikke en dagen uden, at den stærke heks lod ham lide.
Han stoppe ved briksen før han igen satte sig og greb bogen, imens han igen satte sig til rette, og slog op på siden i bogen fra før, han havde læst denne bog nok i 1 måned nu men håbe på snart at få en ny, men man vidste aldrig med heksen?
Der gik ikke længe, før døren ind til hans rum gik op og Kol trådte ind, hvilket fik Finnian til at lægge bogen fra ham, imens han langsomt vendte blikket mod ham, med et neutralt udtryk i blikket " hvad med noget luft?" forslog han hæst, hans stemme var slidt og hæs fordi han nærmest ikke brugte den, kun når han snakke til Kol eller midt om natten sang en smule for sig selv.
Hans mave knurrede som et tegn på at den var sulten, selvom han godt vidste at mad ikke ville være nu, nok først efter hvad end Kol havde tænkt sig at gøre med ham denne dag.
Finnian rejste sig for at stille sig foran ham, han vendte blikket op imod ham " må jeg ikke nok snart, få den næste bog i serien ? " han kunne ikke dy sig for at spørge selvom han ikke burde, det ville nok bare ende med mere smerte han så kunne få lov til at heale væk senere når det var over.
Let skrabe hans ene bare fod imod gulvet, imens han pillede let ved hans buskelomme i det slidte jeans han bar, som han stod der og den svage pære i loftet lyste kunne man tydeligt se hvor lys hans hud var, og hvor skrøbelig den var.