Oh did you forget? I'm vengeful. [Dove, Calla & Kol]

S: The Fleur-de-Lis Sanatorium, i et skur lidt derfra
O: Et skur lidt væk fra sindssyge hospitalet
v: Solskin
T: Midt på dagen
P: Tøj: Link + Hår
Bonus: Krigs maling
Emne til: @Kol <3

---

Hun havde taget Calla, rent bogstavligt. Og takket være Selenes kurser i at bruge en mobil, så havde hun kunne skrive til Kol - en fin kort besked omkring hvis han ønskede Calla i live skulle han møde hende her. Eller det vil sige, hun havde ikke skadet Calla som det måske kunne se ud til. Tatia var brutal, og han burde ikke være overrasket, over at hun ville have skadet hende. Måske derfor hun i sidste ende havde fået lov af Calla, til at lave et par fine snit sår. Det var lidt af en plan, alt på grund af det menneske til Simon. Desuden forstod Tatia Calla, Kol havde ikke ødelagt Tatia så meget som han måske kunne have, fordi han ikke havde været den første til at forsøge at gøre det. Men hun var en kriger, en kæmper og en mor som var blevet revet væk fra hendes liv - og smidt i en krig af eksperimenter for at blive brugt som en kriger i en arena. Det skulle han betale med sit liv for, og hun ville sørge for at det blev hende der fik æren. Calla var den perfekte lokkemad. Så hun stod udenfor skuret og ventede. Der var ingen hekse der kunne bruge deres magi på denne grund, hvilket gjorde det bedre. Hun vippede hovedet på skrå så snart hun fik øje på Kol, med blod på sit ansigt og lidt på tøjet som havde hun haft torturet nogle - var for at give det hele en dramatisk effekt.
"You are here good, like the scenario? A perfect place I have chosen for you to die huh?" Spurgte hun og satte af fra væggen hun stod op af og gik indenfor før han kunne nå at svare hende. Tatia var ikke en man skulle løbe om hjørner med, og specielt ikke når hun havde overhånden i den her kamp. Hun havde allerede en daggert triggert i ærmet i tilfælde af noget, og hun var alt andet end dårlig når det kom til sigte. Calla sov, lammet, forgiftet eller hvilke forfærdelige ideer man mon kunne overveje Tatia kunne finde på.

Påklædning

Kol lå i sin seng. Det var blevet værre. Han havde ikke lyst til at gøre noget som helst. Han vidste det ikke varede længe før han ville visne væk. Men han var ikke bange, fordi han vidste han ikke ville dø. Som altid havde han en plan for overlevelse. En sms-besked tikkede ind på hans telefon. Med et host rakte han ud efter den. Beskeden var fra et ukendt nummer, men det var lige meget hvem det var fra. Nogen havde Calla, og han tøvede ikke med at kæmpe sig på benene. Han foretog en besværgelse der ville fjerne de værste symptomer for et stykke tid, før han begav sig af sted mod Sanatoriumet hvor Calla var. Hvem end der havde taget hende, vidste ikke hvem de havde med at gøre. Han ville gå langt for hans døtre. Længere end de fleste. Problemet var bare, han ikke kunne bruge mørk magi og hans krop var så svækket tanken om at torturere nogen fysisk gjorde ham svimmel. Han lænede sig op ad et træ da en kvalme sneg sig op på ham. Han havde håbet han kunne snige sig op på hende, men med den fart han havde på ville der gå længe før han nåede frem. Så han overgav sig og brugte magi til at transportere ham tæt på og gik resten af vejen. Han så på den mørkhårede kvinde foran ham. Han huskede hende – han huskede dem alle. ”I don’t know about that. I would have preferred my bed.” Han førte hans håndryg hen over hans pande og tørrede sveddråber væk. ”Hate to break it to you, but you’re a little too late. I’m already dying. So how about you let my daughter go and you can come to watch me die? I wouldn’t mind an audience.” Kol forsøgte at ignorere blodet. Hvis det var Callas, ville hans svækkede fysiske form ikke holde ham tilbage.

Hendes øjne gled henover ham, han så dødende ud. Lignede næsten de levende døde mere end de egentlige zombier. Hun trak let på skulderen.
"Well I could.. just watch you die. But then you don't learn anything do you? And as much as I want you to die. I would rather watch you burn up," pointerede hun og vippede hovedet lidt på skrå. Hendes stemme havde denne her hæse klang over sig, et typisk tegn på at hun var i dialog med en fjende. "How about you watch each other die? Or is that why you called for back up. You forget how good my senses are," tilføjede hun som i en lettere irriteret tone.
"I wouldn't go inside, there is a nice fire in there.. and we both know what I can do with fire.. or maybe you wouldn't know. You never where there to see the outcome of what you did," fnøs hun og sukkede så.
"Lets start easy shall we?" Spurgte hun i det sekund som hun triggerede daggerten i hendes hånd og med et perfekt kast, ramte hun ham i låret. Derefter gik hun hen til ham og holdt en anden kniv for hans strube, imens hun tog kniven ud af hans lår. Hun sparkede ham bag det ømme punkt bag knæet, for at få ham i jorden. Derefter så samlede hun kræfter til at trække ham indenfor i skuret, og vendte blikket bagud som hun så et genkendeligt ansigt, der bar en ugenkendelig fært. En kvinde med Noas ansigt. Fucking dobbeltgængere.
"Just stay back, and you wont get hurt," pointerede hun til den ny ankommende. Calla sad bundet midt i lokalet, om en eller anden form for malet cirkel omkring sig - i en sovende tilstand. Derefter trådte hun væk fra ham, men fik flammerne i det lille bål hun havde lavet - til at blusse voldsomt op i lokalet omkring ham, så han var fanget i en cirkel. Og med dette sted, ville han ikke engang kunne bruge magi.
"You are so weak why now. What happened to you? Don't tell me you have grown soft... Because I wont believe that, you destroy.. tear families from each other.. honestly I don't understand why you are here to help him?" Spurgte hun og flyttede opmærksomheden over på Dove.
"He took your girls away from you. Tore your heart into pieces. Tortured them. Your baby girls. I watched it all.. all the pain.. heard all the screams.. The man even had them fight each other to death.. more or less. And now he is what.. trying to be good? Are you seriously buying that bullshit?" Pointede hun og så på Dove. "Don't test me right now. I'm only here for him, she even knows that," tilføjede hun og så på Kol. Det var mest omkring, hvad han havde gjort imod hende. Taget hende fra hendes familie, og smidt hende igennem de eksperimenter for at forbedre hendes chancer som en kriger i denne her arena. Bragt hende igennem helvede og tilbage igen.

//Jeg skriver Dove ind i mit indlæg her også.

Kol fnøs af hendes ord. ”Can you be more dramatic? Actually, I would love to see how theatrical you can get.” Han rystede blot på hovedet da hun foreslog at ham og Calla så hinanden dø. ”You’re not going to do that. She never did anything to you. Killing will not do any good to you. Or it will, if I’m still alive. So you can either send me to hell, or you can kill her. Send her to hell. But would you really make an innocent pay for what I did?” Hvis det kom til ham og Calla, ville han hellere selv blive dræbt. Han vidste ikke hvad det betød for ham, men det var bedre end at leve med at han havde fået hende dræbt. Selvfølgelig havde Kol kontaktet Dove. Selv hvis hun aldrig ville komme for at hjælpe ham, ville hun komme for Calla til hver en tid. ”I didn’t forget. You might be strong, but a mother fighting for her child is stronger every time. And you forget she is daughter of the first witch. Even if magic doesn’t work here, she will not let anything happen to her daughter. Neither will I. So let’s see if you resistant enough.” Han så kort tilbage mod Dove der stod et stykke fra dem. Han gav hende et kort nik som for at sige det var okay at hun fokuserede på at få Calla hjem. Det var det vigtigste lige nu. ”Sure, if you want to be boring.” Han bed tænderne sammen da han blev ramt i låret. Hans ben svigtede ham et øjeblik da han faldt ned på et knæ. Han rejste sig hurtigt, men stod med det sårede ben bukket. Hun kom hen til ham og rev kniven ud. Han udbrød en lyd der gjorde det tydeligt at det gjorde ondt på ham. Hun fik ham ned på knæ og slæbte ham ind i skuret. Calla sad bundet. I det mindste sov hun, så hun ikke kunne se alt der skete. Kol blev fanget i en cirkel af flammer. ”Don’t be silly. I still do that. But right now I have this condition sort of thing. It’s really annoying, but I can’t use dark magic. It makes everything so much harder. I just care about family now. Sort of. How is your family?” Spurgte han med et provokerende smil.

Dove havde haft travlt med andre ting. Hvis ikke det var fordi Calla havde været i fare, havde hun efterladt Kol til at klare sig selv. Men fordi det var hendes datter, blev hun nød til at komme til undsætning. Hun fulgte dem ind i skuret og så på den mørkhårede kvinde. ”I’m not here for him. I’m her for my daughter.” Dove så på Kol og rystede på hovedet. ”He’s not good. Not even a little bit. I don’t trust him.” Hun trådte hen til hende. ”I get what it’s like to want revenge. And I won’t stop you. But she is not a part of it. If you just let me leave with my daughter, you can do whatever you want with him.” Hun havde ikke tænkt sig at lade Calla betale for Kols synder. Selv hvis ikke han havde sagt god for det, ville hun havde forsøgt at få Calla væk derfra og lade hende gøre hvad end hun ville med Kol. Det var hendes mindste bekymring lige nu. Hvordan det ville påvirke Calla var værre. Dove ville bare det bedste for hendes døtre, og at omgå deres far satte dem i konstant fare. Hun var træt af det.

"You are right. She never did anything to me... but you are wrong about one thing, none of us is innocent," pointerede hun og løftede let på et bryn.  Et fnøs forlod hendes læber, som han nævnte den næste sætning.
"Don't talk to me about that mothers will do for their children," vrissede hun lidt og sank en klump. Hun vidste hvad hun ville gøre for sine piger, hvis hun dog bare havde været bedre knyttet til dem, men alt sammen ødelagt. "Darling you put me in a warriors arena for over a 147 years. I'm still here, you would waste your time fighting me," pointerede hun.
"If it makes you bored, I'm winning," tilføjede hun hurtigt. Hvorefter hun fik ham ind i rummet. Tatia rullede irriteret med øjnene som han mindede hende om, at han var skyld i hun ikke var sammen med Wade og Elena. Alligevel tog hun en indånding og lod ikke hans provokerende opførsel påvirke hende, mere end hans tilstedeværelse allerede gjorde.
"Great, thank you for asking," svarede hun med et skævt falsk smil.

Tatia så på kvinden der trådte ind. Hun kneb øjnene og trak let på skulderen.
"Why are you all so sure this is my idea only?" Spurgte hun så og så skiftevis på Kol og Dove. "This has been planned for years, maybe she doesn't love you as much as you think. All it took was for her to remember what an awful person you are.. and she went here by herself," tilføjede hun og rystede på hovedet. "She cast her own damn sleeping spell. I'm a shapeshifter, not a magician," slog Tatia let ud med armene.

"It's okay mum," brummede Calla let som hun vågnede op. Kun til at indse, at hun ikke havde fået sin besværgelse til at virke længe nok. Hun vidste det var selvisk af hende at have hjulpet Tatia, i sidste ende havde hun nok håbet at han ikke var hoppet på lokkemaden. Men naturligvis var Tatia nok en af dem han havde taget mest fra af hans eksperimenter, eller i hvert fald en af de eneste der var stærke nok til at komme tilbage for at tilintetgøre fjenden. Alligevel selvom hun nok havde tilgivet ham, havde Tatia fået hende til at huske på alle de ting han havde gjort - og kunne gøre i fremtiden. Måske var det også i denne forvirrende tid, hvor hun knap nok forstod hvem der var de 'gode' og hvem der var de 'onde'. Calla brød sine reb fri og så på Tatia.
"Daddy I'm sorry," hviskede hun og kunne mærke klumpen i halsen blive større. Hun fortrød sin indblanding i dette, som hun så alt der skete. Men hun ville ikke gå derfra, hun ville ikke gå fra noget hun var skyld i.

"It's time, sadly I hoped to enjoy this a bit a bit longer," pointerede hun og gik igennem flammerne som ingen ting - men flammerne fulgte hende. Gjorde cirklen mindre og mindre til hun tog et lille reagensglas op. Hun kastede væsken i hovedet af ham, fordi at få ham til at indtage det ville nok være en længere kamp end hun orkede. Giften var ætsende, og kom fra Callas blod.
"How does it feel? Not being able to do anything?" Spurgte hun spydende som flammerne blokerede ham fra at røre hende. "She gave it to me. How does it feel, being betrayed by the daughter you saved that many years ago," tilføjede hun i et hviskende toneleje og sendte ham dette skæve smil.

”That’s true. But both of you are not innocent because of me. What’s the point of having her here?” Hans typiske svar fandt ham ikke så let grundet smerten der spredte sig i hans lår. Han rystede blot på hovedet da hun nævnte han ikke skulle spilde sin tid. ”Do I look like I’m fighting?” Han lod hende tale. Han havde ikke energien til at kæmpe imod hende.
Han så på Dove gennem flammerne da hun kom ind. Hun forsøgte også at få Calla fri, men Tatia så ikke ud til at bide på. Ved hendes næste ord rykkede Kol sit blik til Calla. Hun havde været med til at få ham derhen. Det var ikke en redning, det var en henrettelse.

Dove så på Calla da hun begyndte at vågne op. Kvindens gentog sig i hendes hoved. Calla havde lokket hendes far herhen så han kunne blive dræbt. Hun gik hen til Calla og lagde en hånd mod hendes kind. ”This is not the right way. Never. He is dangerous for you, but he is your father. If you have a hand in him dying, you will always regret it, always think about the what ifs.” Hun måtte finde en måde at stoppe det på uden at bruge magi. Hvis Kol døde, ville Calla altid bebrejde sig selv for det. Hvor meget Dove end ønskede ham væk, var det værre hvis Calla aldrig kunne tilgive sig selv. Før hun nåede at gøre noget, gik kvinden igennem flammerne.

Kol så på hende da hun kom ind. Hun kastede en væske i hovedet på ham. Han dækkede straks sit ansigt da han nærmest kunne føle det smelte væk under hans fingre. ”Refreshing,” svarede han spydigt og kunne smage blod på hans læber. ”You expect me to be hurt? I’m not. Killing of one of people closest to you is a sign of strength. I have never been prouder. So go on. Get it over with. Just don’t expect me to forget this. Death is not definite. I will find my way back here and you will pay for what you’ve done today. I will claw my way out of hell to get back. You might think you’ve been in hell, but you know nothing of it. I’ll give you the real deal soon enough.” Han rejste sig med de sidste kræfter han havde og gik så tæt på flammerne han kunne. ”Calla.” Startede han ud. Det var ikke farvel. Det var på gensyn. ”Don’t blame yourself.” Han holdt en pause og hostede over det tykke røg. ”And remember. I’m good at a lot of things. Dying isn’t one of them.” Han vendte sig mod Tatia. ”Let’s do this.”

"Oh yeah I forgot the caring father," svarede hun igen og trak på skulderen. "You plan on coming back? Audrey warned me about you would say that.. that is why we are in here. What ever spell you think you have made.. will simply just add you some twists. Fun I'd say, jus drein jus daun" (Blood must have blood) tilføjede hun med et skævt nærmest djævelsk smil.
"I'm not afraid of you," hviskede hun som hun stillede sig tættere på ham. Hun triggerede sin daggert og hamrede den ind i midten af hans mave. Derefter løftede hun den op nærmere og nærmere hans hjerte - blot for at stoppe. "A trick you never knew I could do, is this," hviskede hun imod hans øre. Derefter fik hun flammerne til at omfavne ham - men de brændte ikke, modsat healede de. De fik alle hans skader til at starte fra starten.
"But now the fun begins," svarede hun så og fik flammerne igang med fuld styrke og normale effekt. At brænde ham levende, virkede symbolsk. Og det var mere befriende nu når han faktisk havde sin energi og ikke var oversvømmet med skader der gjorde ham svag. Hun trak sin daggert til sig igen, og brugte den til at skære struben over da smerten ville være på sit højeste. Derefter så hun blot på kropen der brændte op efterfølgende.
"That was mercy," hviskede hun så som hun fik flammerne til at få i sig selv. Hun sparkede til den aske lignende krop og lod den blive til støv.
"I don't have to give you a peptalk do I? About why this was the right thing?"

Kol lagde hovedet let på skrå ved hendes ord. ”What a mistake you have made. Always know everything about your opponent before you attack. You have much to learn still.” Han fnøs let af hendes udtalelse omkring Audrey. ”Of course she did. I don’t do dying. It’s boring. I’m anything but boring.” Hvad end hun havde gjort ved hans besværgelse bekymrede ham en anelse. Men han lod hende ikke se det. Han forstod ikke hvad det sidste betød, men det var heller ikke relevant. Det var sikkert bare nonsens.
”Another mistake,” fortalte han inden hun hamrede en daggert i maven på ham. Han lagde straks sine hænder over blødningen af ren refleks. Da hun skar ham op og nærmede hans hjerte kunne han allerede der mærke hvordan livet truede med at stikke af. Han undrede sig da hun healede ham, men indså hurtigt det var for at hun kunne torturere ham endnu mere. Godt træk.
”Haha,” sagde han med tydelig ironi i stemmen. Flammerne snoede sig om ham og han kunne mærke hvordan de brændte hans hud. Da hun skar hans strube over, faldt han livløs om på jorden. Nu døde han igen. Hvor mange gange skulle han lige igennem det?

Dove ønskede ikke at høre på det, men endnu mindre at Calla skulle høre det. ”Whatever happens, know I will never abandon you. I will give you whatever you need.” Hun vidste godt der ikke var nogen vej tilbage. Hun kunne ikke bruge magi. Hun kunne ikke stoppe det. Det eneste hun kunne gøre var at sørge for Calla ikke gik igennem det alene. Hun lagde en hånd over hendes hår og aede hende betryggende. ”Just leave us alone now. You got your revenge.” Dove ville kæmpe for at komme derfra med Calla. Hvad end det måtte indebære.

Tatia sukkede og så hen på Callas mor, og løftede let et bryn. Lade dem være alene, hvorfor? Tatia var fanget i sit mørke lige nu, hævnen fik hende ingen vegne. Der var stadigvæk et hul fra hvad han havde taget fra hende. Calla var det tætteste hun havde haft på nogen 'positiv' relation, da hun var fanget ved Kol. Hvor havde Calla ellers sit formskifter blod fra, hvis ikke sin celle kammerat.
"I'm not here to hurt her," pointerede Tatia bestemt med sin lettere hæse stemme, der nok nemt kunne tages fjendtlig. "I've done more for her than you ever did.. I," en hånd på armen fra Calla fik Tatia til at stoppe med at snakke.
"Mum, its fine," afbrød Calla dem og fik sig selv på benene. "She is family," tilføjede Calla og gav Tatia lidt et nik. Tatia sendte Calla et smil og flyttede blikket over på Dove efterfølgende.
"But you should find Simon," fortalte Calla så Tatia. Tatia sukkede kort og smuttede derefter.

Calla så på asken fra sin fars lig, og lukkede det ind - men lukkede det ikke ud. Tatia var en nøgle, på godt og ondt. En nøgle der havde åbnet en dør væk fra den person som egentlig havde taget så meget fra dem, men også på det sidste havde givet Calla mere end hun havde troet hun kunne få.
"Don't blame it on her. She lost the love of her life and her only two month year old daughter, because of him. Her freedom.. You of all people should understand that," sagde Calla imens hun så mod asken. "I thought she was dead. After I thought Callie was dead, Tatia was the closet I got to anything. Pep talks, survival talks .. everything that has not made me crazy. Is because of her," tilføjede Calla og så kiggede hun endelig sin mor i øjnene.
"Seelng her again reminded me of what happens when he doesn't learn. He would never learn. Callie is gonna kill me when she finds out I had anything to do with this."