And they say the dark cannot be reversed? Kol

S: Parken
T: Aften
O: Ikke en sjæl som sådan i miles omkreds
V: Stille, en anelse køligt fordi solen er gået ned
P: Link
Emne til: @Kol <3

---

Det var sent om aftenen, og som folk sagde - mennsker og kønne piger skulle ikke være alene ude på dette tidspunkt. Alligevel var hun her, på vej hjem efter at have besøgt Jess. Hun forsatte på stien og kendte sin vej hjem, det korte øjeblik hvor hun fortrød hun ikke havde bestilt en uber - eller i det mindste havde taget sin egen bil. En pludselig lyd bagved hende fik hende til at stikke hånden ned i sin taske, og det sekund hun følte en ukendt person var bagved hende - sprang hun nærmest rundt og sprayede peberspray i øjnene af personen bagved sig. Efter hun havde stået ansigt til ansigt med Lucifer og de andre fyre der havde misbrugt hendes evne - så tog hun ingen chancer, ikke længere. Hun tog et par skridt tilbage og så opmærksomt på manden hun havde angrebet.


//Wow det blev lidt kort.. men ja kids xD

Hvorfor ikke tage en tur i parken? Lægerne siger altid lidt frisk luft kan hjælpe på alverdens ting. Han ved dog ikke om en læge kan hjælpe hans situation. At blive afvist af sin mage er næppe et problem lægevidenskab kan hjælpe med. Han vidste han snart skulle dø, så han ville gøre sit for at blive husket. Indtil videre kendte folk ham som en morder, og han havde ikke ligefrem tid til at skrive en roman, indspille en hitsang eller noget andet der kunne gøre ham kendt. Selvom han godt vidste han ikke ville forlade verden, kunne han aldrig vide hvordan magien ville virke. Den type magi han brugte, var uforudsigelig. Han vidste ikke hvordan han ville komme afsted med det endnu, men at dø var ikke noget han gad at gøre. Han udså sig et offer og gik imod hende. Netop som han rakte ud for at røre hendes skulder drejede hun rundt og sprøjtede noget i øjnene på ham. Han trådte tilbage og dækkede sine øjne. ”What the hell!?” Udbrød han og forsøgte at gnide i øjnene hvilket bare gjorde det værre. ”Nice way to greet strangers,” mumlede han gennem de sammenbidte tænder.

Zitora åndede ud som hendes forsvar havde fungeret, eller hvad man nu skulle sige. Han så ikke ligefrem farlig ud, men skindet kunne bedrage noget så voldsomt. Hun havde trods alt set Jess og hendes veninde Calla i action - og de lignede ikke ligefrem nogle som ville sende en voksen mand i knæene på under få sekunder, men det kunne de. Zitora løftede på et bryn.
"What about yourself? Sneaking upon people in the dark. Pf, like you have the best intentions in town," svarede hun blot på hans mumlen og holdt vagtsom øje med ham. Ikke ligefrem var det at være ansat for psykopat kunne være grænse overskridende, men lige nu så fandt hun sig bare ikke i en skid. Det var lidt som om det endelig var hendes tur til at tage en, I don't give a shit runde. Måske burde hun opsøge sin mor og bede om lidt træning - det lød faktisk ikke som nogen dårlig ide.
"So tell me. What type of man are you?" Spurgte hun og vippede hovedet en tak på skrå. Heldigvis ved hjælp fra sin nye evne kunne hun omvende den situation, som hun ellers ville kunne have stået i.

Kol lignede måske ikke den person han var indeni. Men han så det kun som en fordel. Det gjorde det muligt for ham at lokke ofre til lettere end hvis han var hæslig. Og det var han ikke. Det vidste han. Hun mistænkte ham for at have ’dårlige intentioner’. Han mente hun var lidt for hurtig til at beskylde ham for det, selvom hun havde ret. Det sveg stadig noget i hans øjne, så han førte en hånd over og udførte en enkel healing besværgelse der fik det til at gå væk. ”You’re not going to find out now, are you? You just took all the mystery out of tonight.”
Han så på hende med rynkede bryn da hun stillede sit spørgsmål. Det var noget underligt noget at spørge om, men han havde tænkt sig at svare ligeud alligevel. ”Some will say vain, self-centered, a sociopath, crazy, a psychopath or even a monster. I’ve heard ‘em all. I hate that they never compliment my good looks.” Han stoppede op i hans tale og rystede let på hovedet. ”There was it. The vainity, the self-centered-ness. Maybe we should just jump to the rest. Care for a demonstration?” Han så på hende og overvejede hvordan han skulle starte ud med hende. Tingene var altid lettere hvis de var bevidstløse. Så kunne han nemt få dem fra et sted til et andet. Han kastede en besværgelse efter hende, der ville slå hende ud.

Tydelige tegn på at han var en af dem hun burde holde sig fra, og alligevel var hun ikke løbet sin vej endnu. Måske fordi hun var træt at folk blev ved med at træde hende over tæerne? Muligvis. Som han svarede på hendes spørgsmål, var det der hun begyndte at ønske at hun aldrig havde stillet det til at begynde med. Tilføjelsen på hans næste sætning fik hendes hjerte til at banke hurtigere og hurtigere. Frygten slog ind, til hun slog den til siden ganske kort - besluttede sig for at hun ikke ville være bange mere. Dog som han løftede hånden op greb hun også fast om hans hånd hurtigt og tog hans magi - i det samme som besværgelsen slog ind over hende. Dog som hun havde været hurtig var magien ikke ligeså effektiv som den ville have været- hvis hun ikke lige havde haft snuppet hans magi fra ham. Hun løbe sig bedøvet, lammet og øjnene ønskede at give efter til den dybe søvn der lå i vente. Men hun kæmpede imod og hver muskel kæmpede for ikke at lade sig falde sammen. Alligevel var knæene som gele og hun væltede frem imod manden. Hurtigt kæmpede hun for at bruge det sidste at sine kræfter for at tilføje en evne til hans system, en evne hun havde fået fra en på sit arbejde - og selvom hun havde haft i sinde at gemme den til hun mødte Lucifer igen - så kom den hende til gode nu. Så her fik han den, en evne til kun at kunne bruge god og lys magi.
"How about you think about who you are attacking before doing so," hviskede hun som hun næsten var ved at falde i søvn.

Kol var så vant til at være omkring bange folk, at han kunne se det med det samme når de var bange. Det handlede om ansigtet, holdning af kroppen og små andre ting. Hun var bange. Men han kendte også styrke. Selvom hun sandsynligvis ikke var en stærk race, tvivlede han ikke på hun ville bide hvis hun kunne overkomme frygten. Det var der forskellen lå for ham. Han respekterede dem der overkom frygten og viste modighed. Han brød sig måske ikke om dem, men det var en helt anden sag. At få hans respekt var ikke altid en let sag. Hun greb fat om hans hånd og væltede kort efter frem imod ham. Noget ændrede sig i ham. Han var ikke sikker på hvad, men det måtte han finde ud af senere. Snart ville hun falde sammen og han ville stå med en lammet kvinde i armene. Et let smil flød over hans læber. ”I always do.” Han fik hans hånd ud af hendes greb og lagde i stedet armene om hende. Selvom hun endnu var vågen, ville det snart ændre sig. ”Nighty-night.” Han brugte magi til at flytte dem fra parken og hen til et tomt lagerrum ikke langt derfra. Han lagde hende på det kolde gulv og forsøgte at bruge magi mod hende. Mørk virkede ikke, lys gjorde. Det kunne komplicere tingene en hel del. Men det var et godt trick af hende. Han ville ikke være i stand til at skade nogen med hans magi. Han tryllede en stol frem og satte sig ved siden af hende. Nu hvor han ikke kunne gøre hende ondt, måtte han hellere behandle hende ordentligt. Sikke et liv han skulle til at lede. Med en enkel besværgelse kom der en seng frem under hende.