Lost in the light of the moon - Zeke

S: Moonlight Falls; Amensa street.
T: Over aften
O: Folk vandre blot rundt, mørke væsner stikker snuderne frem.
V: En anelse koldt fordi solen er gået ned
P: Klik
Emne til: @Zeke <3

---

Det var første gang hun havde besøgt denne her by, måske fordi at hun vidste mennesker aldrig havde det godt her. Alligevel, så stod hun her åbenbart. Efter alt det kaos der havde været, så havde byen ikke fået sat sit berygtede skjold op der gjorde minder blev slettet - eller havde det? Vel hvis det havde, så ville hun ikke huske stedet alligevel, eller måske havde hun endda været her før uden at kunne huske det. Zitora trak let på en grimasse ved tanken, og gik videre. Efter en hel dag i byen, havde hun alligevel fundet sin vej til at fare vild. Zitora kløede sig kort i nakken da som hun gik ned af Amena street. Hun så sig omkring, nok indtilvidere hendes yndligns del af byen, mest fordi den virkede mere fredlig. Zitora lignede sikkert et stort spørgsmålstegn, for hun anede ikke hvor hun var henne af overhovedet. Eller hvordan hun nogensinde skulle finde ud af denne gigantiske by. Det var allerede sent og denne magiske by havde en hel anden energi end hun nogensinde havde oplevet andre steder. Så magisk. Hun fik lagt øjnene imod en fyr længere fremme og gik imod ham.
"Sorry to bother you, but I'm sort of lost, can you tell me where I am?" Spurgte hun og kløede sig kort i nakken. "My phone is dead, so I have no idea how to get home from here," tilføjede hun og bed sig to sekunder i underlæben.

Zeke havde haft en rimelig normal dag indtil videre. Altså, selvfølgelig spøgede det stadig lidt i baghovedet at hvis han havdegået rundt her for lidt over en uge siden, så havde han nok skullet skynde sig en del med at blive til sin ugle form også bare flyve så hurtigt væk fra  de udøde som han kunne. Men lige nu var her dejligt stille og roligt, kuren var ved at blive godt udbredt og de få sidste muertos ved at blive drevet ud af byen, så endelig kunne han bruge en stille og rolig aften på at komme ud og få taget nogle gode billeder. Og hvis han endelig skullemøde en muertos, altså, så havde han trods alt et par muligheder for at undslippe.

Han havde hætten op på trøjen så ingen kunne se hvordan han så ud lige nu, medmindre de kom forfra. Det var bare nemmest på den måde - at skjule hans sygdomnår han kunne, med de mange forskellige reaktioner han havde oplevet... Og langt de fleste af dem negative. Så da han hørte en komme tættere på, aktiverede han i ren refleks sin ene evne - de godt og vel 6 cm lavere han blev kunne nok ikke rigtigt ses på afstand anyway. Så da han vendte sig om mod kvinden og trak hætten ned var det nu med hans mere 'normale' ansigt - fri for vitiligo, og med den anderledes hår- og øjenfarve.

"Oh. Well, yeah, of course." han sniffede lidt diskret til luften omkring hende - ah. Menneske. Så var det klart hun ikke helt vidste hvor hun var. Enten var det hendes første gang i byen, eller også havde besværgelsen fjernet minder om det. Who knew. "Well... We're only a block or so  away from where I live. But I guess the way home depends where home is? Are you from Gaia or the Academy, maybe?"

// Outfit og udseende

//Out fordi brugeren er slettet