I just wanted to tell you how I feel ~ Dorian

Valentin havde næsten lige sendt sin besked af sted til Julians mobiltelefon. Han greb sin sportstaske og bragte den over skulderen, hvorefter han forlod omklædningsrummet og smuttede udenfor. Han havde fri nu. Gudskelov. Han var skide træt. Fysisk. Også psykisk, fordi hans hjerne havde drønet på fuld tid under hele arbejdsdagen. De samme endeløse tanker havde kørt rundt og rundt igen og igen. Han måtte derfor se Julian. Dagen var kommet til, at Valentin ville fortælle ham sine følelser for ham, han kunne ikke vente mere. Det pinte ham. Han måtte ud med det og forhåbentligt - så, så forhåbentligt, var følelserne gengældt. Han havde ingen klar idé om, hvad der foregik oppe i Julians hoved. Men han havde sørget for at holde sin egne følelser på køl, i fare for at Julian pludseligt ville finde ud af det og tage hårdt afstand. Det måtte bare ikke ske.
En af de sidste busser gik den tirsdag aften, og Valentin trådte hen til busstoppestedet og satte sig på den kolde bænk under skråtaget. Han placerede sin taske på jorden under sig, og ventede. Han lænede sig tilbage imod væggen og hvilede baghovedet ligeledes mod den beskidte væg. Han havde heldigvis fået taget sig et bad, men var derefter krybet under en hættetrøje med en hue under. Samt sin army jakke, som han næsten lige havde fået sig. Den var ret lækker i kvaliteten. Han havde jo pengene til det.
Igen begyndte han at tænke løs. Han kunne slet ikke stoppe sig selv nogle gange. De blev ved med at komme. Hvordan skulle han dog få det fortalt? Hvad hvis Julian afviste ham med det samme? Tog afstand til ham? Han ville så gerne stadig ses med Julian hvis følelserne ikke blev gengældt. Han var så glad for ham, hans selskab, deres tider i sengen. Det hele. Julians smukke smil, de flotte grønne øjne, den fantastiske krop. Personligheden som en gentleman. Valentin lænede sig forover og hvilede sine arme på sin lår, for herefter at begrave sit ansigt i sine allerede kolde hænder. Han lukkede øjnene i. Shit, shit, shit, fucking shit.. Hvad hvis klappen faldt ned, lige idet han skulle sige det? Eller han fortrød, så snart han så Julian foran sig? Åh, han ville bare så gerne ud med sine følelser.

"Suit yourself then, I'm going down!" vrissede han surt, som han smækkede døren i bag sig. En vred stemme råbte gennem døren til ham, men han skyndte sig bare ned at trappen, ud af rækkevide. Han gav et overdreven suk fra sig, som han nåede ud i kulden - Fucking stupid weather - go away winter! We don't fucking want you anymore!
Han lynede jakken, og fik sine sko ordenligt på, efter bare at have trådt ned i dem oppe i lejligheden, for at komme hurtigt væk fra idioten. Han var klædt i et par mørke jeans, sorte adidas sko, en lang designer trend coat, inden under havde han en mørke blå polo på af eller andet dyrt mærke. Han samlede sin pakke med cigaretter op af lommen og travlede over gaden, lagde afstand mellem lejligheden og sig selv, han havde lidt antydet han ville komme op igen - efter sin smøg altså - men  det havde været en direkte løgn. Nu skulle han bare hjem!
Han tændte cigaretten, som han nåede over gaden - i samme øjeblik valgte vejret at tage hans ord fuldkommen personlige, og så stod det ellers bare ned. Han satte i løb hen af fortovet, som han fik øje på et busstop, heldigvis med halvtag.
Han lagde ikke specielt meget mærke til den anden fyr der stod derinde under med ham, han kendte ham ikke - så hvorfor? Jov han tjekkede ham da ud, bare lige kort, han var ikke lavet af sten - men på samme tid, så flirtede han sgu heller ikke bare til højre og venstre som sin bror!
Han tog et dybt sug af cigaretten og lukkede kort øjnene, som følelsen fyldte ham - Oh fuck yes, so goddamn nice! Tsss - better than sex!!

Valentin sad i egne tanker. Stadig med sit ansigt begravet i sine hænder. Et lille suk forlod hans læber. Goddamn it. Det ville blive så hårdt at få ordene over læberne, når han først stod sammen med Julian. Han vidste det bare. Fuck, fuck, fuck. Ganske langsomt løftede Valentin hovedet, da han bemærkede det var begyndt at regne udenfor. Han kiggede ud med sine ganske uskyldige blå øjne, idet han bemærkede en person komme rendende under halvtaget. Han kneb øjnene i, imens han fulgte gutten med sine øjne. Wait, what?
"Julian?" Valentin nærmest stirrede op på ham, forvirret. Han så anderledes ud. På en eller anden måde; udover håret, som var.. mørkt? What? "What are you doing here?" Spurgte han lavmælt, og rejste sig langsomt op. Og hvorfor havde han ikke bemærket ham sidde derinde? De havde da lige skrevet sammen over mobil? Og nu var Julian ved busstoppestedet, som Valentin. Var han selv på vej hjem? Havde han lige været sammen med en eller anden? Hvordan skulle Valentin nu få fortalt ham sine følelser for ham?
"What happened to your hair?" Valentin rejste sig langsomt op fra den lettere kølige bænk, og vendte sig front imod ham. Han forstod virkelig ingenting. "Why are you here?" Hans stemme lød så ynkelig som muligt. Han var så skide forvirret og hjertet hamrede i brystet på ham af nervøsitet. Måske kom han allerede nu for at afvise Valentin? Hvad skulle han så gøre? Måske dette også ville være nemmere; at blive afvist her og nu, og ikke hjemme hos Julian. Så kunne han stikke af lettere, hvis det blev gjort ved busstoppestedet.

Dorian tog et ekstra langt hiv fra smøgen, og pustede langsomt røgen ud. Han måtte finde ud af at komme hjem nu, hvordan egentlig? Han så sig lidt om i busskuret, skulle han rent faktisk tage en bus? Aj! Så hellere hænge sig selv, right?!
Han måtte se om han kunne skaffe en taxi, pisse dyrt, hvor fuck havde han efterladt sin bil?! Hvis bare at..
Han gik helt i stå, som nogen udtalte et ord, et navn, som han kendte alt for godt. Han vendte sig straks om, det var ham drengen, i busskuret?! Han sendte ham et vredt blik, hvad ville han! Han havde ikke tid til det her lige nu - gad faktisk ikke, kunne han ikke bare skride af helveds til.
"I'm not.." begyndte han bare, da drengen rejste sig og kom lidt tættere på. Hvorfor var han stoppet? Var det blikket i drengens øjne? Sikkert - hvem var han? Hvor kendte han Julian fra? Var de tætte? Skulle han - skulle han ikke - hmm.
"Juuuust.. On my way home?" rettede han det så til, før han sendte ham et lidt mildere smil, ikke et så ondt blik længere - prøvede at bløde lidt op overfor drengen - hvem end han nu var.
"Mhmm, just thought I would try something new, you like it?" sagde han stille, som han rakte op og strøg en hånd gennem det mørke hår.
Han lyttede lidt som drengens puls steg - nervøs? Hvorfor var han nervøs, hvad var hans forhold til Julian?
Han tog et hiv igen af cigaretten og pustede langsomt røgen ud. "Whats up?" mumlede han så bare, stille, afventende.

Valentin betragtede fyren. Var det Julian? Hvem skulle det ellers være? Han kneb øjnene lidt og tyggede ned i sin underlæbe. Der var bare et eller andet. Han overvejede at fyre en masse spørgsmål af. Han overvejede ligeledes også at slynge sine følelser i hovedet på Julian.
"Oh. I guessed you were home, when I wrote to you?" Spurgte han så og lignede sikkert en forladt lille hundehvalpe. Han følte sig som en. Ganske enkelt, en lille forvirret hvalp, som intet af verdenen forstod. Hvorfor havde Julian farvet sit smukke blonde hår? Han forstod det ikke. Og spottede han noget mørkt i øjnene hos Julian? Det gjorde ham utryg over hele situationen her. Mon Julian vidste, at det havde været Valentin, som havde skrevet til ham? Åh, alle de tanker og følelser, der hobede sig op indeni ham. Det gjorde ondt. Han måtte ud med det. Til Julian.
"I-sure. Suits you," Talte han kort og fremtvang et forvirret smil - som ikke skulle være ment sådan. Men han forstod det bare ikke. Langsomt kløede han sin arm en smule og kiggede ud mod regnen, så på Julian igen, imens han tyggede i sin læbe. Han manglede helt sikkert en form for læbepomade i øjeblikket. Specielt efter arbejde, det gjorde han ofte.
"Can we like talk? Like.. it's nothing serious. I mean, I just want to talk. With you. Do you mind?" Hans håndfalder var så fugtige og han blev så varm indenunder alt sit tøj. Shit. Kunne han gøre det her? Hjertet hamrede afsted. Og han blev så forsigtig i sine udtagelser. Bange for at gøre eller sige noget forkert. Bange for at blive afvist på stedet. Bange for at Julian allerede havde afsløret ham.

Han askede lidt ned på asfalten under dem, før han tog endnu et hiv, og så drengen i øjnene - hvordan skulle han tvinge hans navn ud af ham? Uden at blive opdaget selvfølgelig - måske kunne han snige sig til at hapse hans telefon, tjekke den, han kunne måske tage et billede, lave en søgning, what ever? Han måtte finde på et eller andet i hvert fald, hvis han skulle forstille at være Julian så blev han vel nød til at kende hans navn. Men skulle han overhovedet forstille at være Julian, kunne han ikke bare være rablende ligeglad? Han kunne også behandle ham af helveds til, og så lade sin kære bror forklare den senere? Eller han kunne gå? Bare gå? Ingen forklaring.

"Oh - no, just - out?" sagde han og trak let på skulderen, var han busted nu?
Han havde bare denne træng, træng til at ødelægge det for sin bror, bare fucke hans liv op - evigt og altid! Og når muligheden bød sig så let som denne, kunne han så virkelig sige nej? Næh!
Han pustede ud, tog et hiv mere og kastede cigaretten fra sig, den døde i regnene.
"Great" sagde han bare kort, før han rettede sit blik mod drengen, virkede han bekendt? Nu han kiggede længere på ham? Han kunne godt være model måske - han havde ansigtet - det var helt sikkert - måske han havde set ham i et eller andet blad på et tidspunkt? Det kunne lige ligne Julian, en model, ja hvorfor ikke - han kunne jo få hvad end han pegede på, så kunne man lige så godt være kræsen ikke? Alt imens Dorian stod tilbage, uden noget som helst - men så måtte man bare være lidt kreativ - og stjæle, ikke?

"Yes of cause, wanna find a bar, or cafe, or something?" spurgte han bare, før lyden af drengens hjerte mødte hans øre - han var alt for nervøs!
Han tog et skridt over mod ham og lagde sine varme hænder mod hans kinder, "Are you okay? You seem.. a bit off?" sagde han så stille, så kærlig i tonen som han nu kunne - det var helt sikkert noget Julian ville have gjort - bekymret sig for drengen - så derfor gjorde han det også, selv om han jo egentlig var røv ligeglad - drengen var bare en brik! En brik i spil om at såre Julian mest muligt.

Valentin havde det forfærdeligt. Mildt sagt. Havde han nogensinde stået i denne situation før? Ikke af hvad han lige husker. Virkelig. Og han kan slet ikke stoppe med at stå der og se pisse ynkelig ud og føle sig fortabt. Fortabt over sig selv måske. Han havde mist af alt bare lyst til at træde tilbage, sætte sig ned og ikke sige noget som helst. Men han ville også bare ud med det. Nu havde han taget sig sammen til dette øjeblik. Gået igennem ordene for sig selv om og om igen. Det ville være et nederlag at lade det passere forbi. For tænk nu, tænk nu hvis Julian rent faktisk følte det samme, som Valentin gjorde til ham? Og hvis Valentin så ikke tog det skridt imod disse følelser, så ville de følelser måske aldrig blive til noget som helst? Han betragtede Julian ryge sin cigaret færdig. Røg han?
"I didn't know you smoked?" Spurgte han lavmælt, forvirret. Men han huskede da engang, da Valentin tilbød Julian en cigaret og han pænt takkede nej. Og nu stod han der og røg. Måske han blot ville virke som det her "gode" væsen overfor Valentin? Lige meget, det betød intet for ham, hvorvidt Julian røg eller ej. Men det undrede ham, at han gjorde det netop nu.
"Qui, please," Valentin takkede ja til at finde et sted, hvor de kunne sidde og snakke. Han forsøgte ihærdigt at tage sig sammen og virke mere rolig. Og shit goddamn it, så havde Julian opdaget hans nervøsitet. Han betragtede ham nærme sig ham, og placere sine hænder på hans kinder. Han kunne slet ikke fjerne sine øjne fra Julians øjne; vent, hvad? Han trak automatisk hovedet tilbage.
"Are you-your eyes...?" De var ikke grønne, som de normalt var. De var blå. Hvordan? Endnu noget, som Valentin ikke kendte til Julian? Han røg, hans bar en form for linse? Eller hvad? Kendte Valentin overhovedet Julian? Han kunne nu slet ikke styre sit hjerte, som hamrede og han svor på, at alle og enhver kunne høre det hamre. Han fornemmede også, at han rystede. Om det var fordi han i virkeligheden frøs eller hvad, det vidste han ikke helt. Men nu ville han snart ud med sin lille prædiken foran Julian og få det overstået.
"Please, let's go somewhere and talk,"

"What?" mumlede han bare og trak kort på skulderen, røg Julian ikke? Siden hvornår?! Han havde sgu da set ham ryge! Men nu var det også ved at være noget tid siden han sidst havde set ham - så ja, måske var han blevet lidt hellig igen - typisk ham! Han kunne aldrig finde sin balance, enten gik han bare helt amok eller så lod han som om han var pisse uskyldig - begge dele var fandens irriterende, han hadet ham, kunne han ikke bare dø! And stay the fuck dead!

Han nikkede kort, den franske accent blev mere tydelig som drengen svarede ham med et fransk ord. Han kiggede lidt nærmere på ham, ville have alle detaljerne med også, han var smuk - ingen tvivl der. Han kærtegnede blidt hans kind, før han slap hans kinder igen, drengen var gået lidt i stå over et eller andet - men han var stadig nervøs - hans krop arbejde på højtryk jo. Med Dorians stærke sanser opfangede det hele. Han tog hans hånd i sin og begyndte at føre ham ud af busskuret, fucking regn! Han løb lidt ned af gaden, trak bare drengen efter sig, gad altså ikke være genneblødt!
Heldigvis lå der en bar tæt på, og han skubbede døren ind, trak Valentin med sig, og skubbede den hurtigt i igen, før han rystede let - vendte sig lidt mod ham. "Must be the light or something?" svarede han bare hurtigt, før han vendte sig væk, så kunne de ikke diskutere det længere.

Han gik op i baren og bestilte to øl, før han tog dem med ned til et bord, hvor han og drengen kunne sætte sig over for hinanden, eller ved siden af? Han satte sig i hvert fald, vidste ikke hvad fremgangsmåden var, hvad forholdet var? Var det en kæreste, en ven? Whatever!
"So, whats up?" spurgte han, som han krængede den våde jakke af og smed den ved siden af sig, og tog så bare en tår af sin øl.

Valentin kiggede kort ud mod regnen, så tilbage på Julian. Han nikkede kort, mest for sig selv. Han fulgte så med efter Julian, han holdt godt omkring hans hånd. Imens han fulgte med ud i regnen. Han var ligeglad med om han blev våd. Det generede ham ikke rigtigt, men han var pakket godt ind, så det var rart. De fandt en lille bar, og Valentin fulgte med indenfor og så sig kort omkring. Heldigvis var der ikke mange derinde - eller, heldigvis? Måske var det ikke godt nok? Måske det ville have været bedst, hvis der var mange derinde? Af en eller anden grund; han kunne slet ikke lige finde ud af det. Valentin kiggede på Julian, som talte. Han nikkede lidt. Måske der slet ikke var noget anderledes ved hans øjne? Han syntes bare... lige meget. Julian forsvandt op i baren, og Valentin så sig omkring. Langsomt trådte han over til et bord, men fulgte mest med, da Julian så kom tilbage og satte sig sammen med ham ved et bord i et hjørne. Han sad blot stadig med sin hue og sin hættetrøje over hovedet, ligeledes stadig med sin jakke på. Krybet sammen, kiggende på Julian overfor sig.
"I-um.. alright," Valentin lukkede kort øjnene i og tog en dyb indånding. Han åbnede så sine blå øjne igen og kiggede på ham med et hamrende hjerte. Hans hænder kunne ikke rigtigt være for sig selv og de blev ved med at pille ved enten hinanden eller army jakken. "I think I've fallen in love with you," Sagde han så. Stemmen rystede voldsomt, da han talte. Han kunne ikke lige styre det. Fuck. Han kiggede direkte på Julian, også for at se hans reaktioner på situationen, på ordene. Han følte nu nærmest at han holdt vejret, imens han afventede svar fra fyren, som han lige havde tilstået sine følelser overfor. There, it was out! It was out. Fucking damnit.

Han drak et par tåre mere, som han bare betragtede drengen overfor sig, kunne han så ikke bare tage sin jakke af? Så kunne han måske få fat i den og pungen, finde noget id? Hvem var han overhovedet - hvorfor virkede han en smule bekendt? Det irriterede Dorian han ikke helt kunne sætte en finger på hvad det var, hvem han var. "Yes?" sagde han bare, nok lidt strengt, han prøvede at være sød jo, det lå bare virkelig ikke til ham - så han virkede nok mere eller mindre ret ligeglad - og noget uhøflig også. Hvilket han vel var - ligeglad altså. Hvorfor skulle han også være andet? Det var kun et spørgsmål om hvordan han kunne fucke det her forhold op for Julian - afhængig af hvilket forhold det selvfølgelig var.
Han ventede bare - ind til drengen endelig tog sig sammen - det måtte være noget vigtigt - ud fra hans høje puls og bankende hjerte, bare han da ikke besvimede eller ligende.
In love? In love with Julian? Oh come on!! He's a dick - why would you even! Why would anyone! Stop falling for that stupid angel!! Han så nok lidt vred ud, som han prøvede at styre sit temperament lidt, men også prøvede at finde ud af hvad han skulle svare drengen? Et eller andet skulle han vel sige?
"Yes, yes you are.." mumlede han så bare, for at trække tiden lidt ud - skulle han afvise ham, og bare se hans verden falde fra hinanden? Eller skulle han gengælde det og sende ham tilbage til Julian? Hvad ville såre Julian mest? Enten eller?
"Yes well, I.." sagde han tøvende, som han prøvede at finde ordene - han skulle bare lyve jo, så svært kunne det ikke være vel?
Han lænede sig lidt frem og fiskede Valentins hånd op så han kunne holde den ind over bordet. "It's makes me so happy, that you're telling me this, thank you.." sagde han i et lidt sødere tonefald, som han fandt hans øjne og sendte ham et blidt smil. "I must admit - to be completely honest, I feel the same.." sagde han så stille, haha, som om! Men det gik da meget godt, ik? Han var god til at spille sin bror, mange mange års øvelse vel.

Valentin sad nærmest med tårer i de isblå øjne, imens han ventede på en reaktion fra Julian. Han strammede omkring sine egne lår, ligesom for at holde fast i noget. Det her var ikke godt. Han var på sit mest følsomme lige nu, og afventede en reaktion fra personen, som han lige havde afsløret alt overfor. Omkring sine følelser. Sit dybeste. Det her tog alt for lang tid. Sekunderne blev til minutter, minutterne blev til timer, timerne blev til dage. Det føltes helt forfærdeligt at sidde og vente på svar. Men hvad skulle Julian også svare? Hvilke forventninger havde Valentin til Julians reaktion? Hvis nu Julian ikke følte det samme? Det kom også bare pludseligt på bordet. Og Julian den dag virkede... anderledes, fraværende, ikke helt sig selv. Valentin vidste ikke hvorfor, men mon det havde betydning for hans svar? Han anede ingenting. Men han følte sig helt blottet i øjeblikket.
Julian begyndte at tale. Tøvende. Det var slet, slet ikke godt det her. Valentins hjerte stoppede nærmest med at hamre i brystet på ham. Han fjernede aldrig blikket fra Julian. Først da Julian fandt Valentins ene svedige hånd frem og holdt om den. Hurtigt kiggede han på deres hænder og så tilbage på Julian. Afvisning. Men jo mere Julian talte, jo mindre afvisning blev det til. Han knugede om Julians hånd, da de sidste ord blev sagt, og Valentins øjne voksede sig større.
"Wat? I mean... you do?" Et smil begyndte at brede sig på Valentins læber, og han knugede mere til omkring Julians hånd. Kunne det virkelig være rigtigt? Efter det, de havde været igennem? Og Valentin, en simpel lille dreng som levede af at lave porno, kunne have fået æren af, at en fantastisk smuk type som Julian, forelskede sig i ham? Gengældte hans følelser? Det var fantastisk.
"I'm shocked, I'm sorry, I never thought you would-" Valentin rejste sig straks, for i stedet at gå omkring bordet og kramme fyren. Han kunne ikke tro det. Hun kunne bare ikke. Det var det mest fantastiske, der længe havde hændt ham. "I never thought someone like you would ever fall for someone like me,"

Dorian sad der virkelig bare, prøvede at blive i 'karakter' - forblive sin bror. Selv om han nok lidt fortrød nu, måske var det her et lidt større projekt end han havde regnet med? I could just get up an leave?It's not my problem anyways? Ikke fordi han fik ondt af knægten, eller jov - for at forelske sig i en som Julian, på det punkt havde han sgu ondt af ham! Men det at han udnyttede ham i sin vendetta imod sin bror, han kunne ikke være mere ligeglad. "Yes" sagde han blot, kort og godt, som han lod Valentin vende sig til den store nyhed, eller whatever. Han så bare lidt væk, en smule utålmodig, som han lyttede til Valentins hjerte gå amok - han forstod virkelig ikke glæden? Hvem end der udviste sådan en glæde for hans bror, helt ærligt altså! Hvorfor kunne ingen se Julian for hvad han virkelig var?! An fucking asshole!

Han blev lidt overrasket som Valentin gjorde det fysisk, men havde egentlig ikke noget imod det som sådan. Gengældte så bare hans kram, og holdte den halv-spinkle krop ind mod sin, mærkede varmen fra ham, indåndede den blide duft - han duftede jo godt.
"I could say the same, I'm not as good as you do believe" sagde han stille, endelig noget der var helt ærligt, han mente det - Hvem fanden ville falde for en som Julian! Stupid boy, stupid, stupid boy - he'll break your heart!
Han snuste igen ind, med næsen begravet lidt i Valentins bløde hår, som hænder, der jo ikke kendte Valentins krop, lidt forsøgende gled op og ned af hans ryg, måtte han tage ham på røven? Hvis de var 'in-love' måtte han vel godt? Han var bare nysgerrig jo, men måske det var lidt upassende lige nu? What would Julian have done? Probably complimented him?
"You smell amazing" sagde han stille, igen ærlighed. Han trak sig lidt tilbage for at kigge på ham, nu han var helt tæt på, kunne han ikke lade være med at nærstudere de helt unikke øjne - fascinating.

"I believe you're as good as I believe in," Valentin beholdt sine lange, spinkle arme omkring Julians kropfigur. Han nød det. Det gjorde endeligt godt, at komme ud med sine følelser - og til en person som Julian. Han havde i en lang periode gået og døjet med sine følelser. Vendt dem op og ned. På hovedet og rundt. Skulle han bare begrave dem dybt inde i sig selv eller komme ud med dem? Få dem langt på bordet. Han havde vidst taget det rigtige valg. Han nød varmen omkring dem. Nød at stå med armene omkring Julian og omvendt. Ligeglad med hvad andre omkring dem måtte tænke om deres knus. Han var bare glad. Skide hamrende glad, helt ind til marven og rundt. Hans hjerte galoperede stadig derud. Han var bare så glad.
"You as well," Svarede han og kiggede på ham med lettere tårefyldte øjne. Han kunne virkelig ikke tro det. Dette måtte bare ikke være en joke. En stor, fed joke. Det ville knuse hans hjerte gevaldigt. Det ville han muligvis nok slet ikke kunne bære. Skjult kamera. Et eller andet dårligt. Det ville ærligt bryde ham i tusinde stykker. Det hele af ham. Men hvem havde virkelig troet, at en lille, ussel pornostjerne ville kunne få én så helt uimodståeligt fantastisk person, som Julian var for Valentin? Han var helt, helt opslugt i ham. Til trods for den underlige ændring af øjen-og hårfarve, så generede det ham slet ikke. Han var helt væk. Så kun alt det gode nu - noget, han i lang tid havde gået og gemt væk. Han tillod sig selv endelig at smile og være glad. Frigøre de gode følelser indeni ham, igen. Det føltes rart og overvældende, dermed tårerne. Den lille krop var ved at sprænges af glæde. Det gjorde næsten helt ondt i hjertet af Valentin, men på den rigtig dejlige måde. Og han kunne ikke længere holde sig fra Julians helt sikkert varme og bløde læber; Valentin lænede sig ind og pressede sine læber imod hans. Strøg et par fingre igennem det nu mørke hår, og greb blidt fat imellem lokkerne. Øjnene lukket godt i. Åh, hvor han nød det.

"Maybe" mumlede han bare, med et let skuldertræk. Han sendte fyren et blidt smil, han vidste stadig ikke hvad han hed, gad vide om det ville blive et problem senere? Han lænede sig lidt frem og snuste ind, søde lille engel! Han smagte sikkert fantastisk, måske han skulle hive ham med hjem alligevel? Bortset fra drengen her nok ville gætte hans lille skuespil ret hurtigt, i hvert fald hvis han havde været hjemme ved Julian før - Dorian havde desværre ikke lige et hus magen til!
Han lænede sig lidt frem og gengældte det varme kys, modtog det bare, fri fra følelser - alligevel skød lidt begær op i ham, der var bare noget ved sådan et kys, sådan et sted som her i fuldt offentlighed - mellem to fyre. Det var næsten for frækt til at lade gå til spilde! Og nu Valentin selv havde indledt det, kunne Dorian ikke lade være med at lade en hånd snige sig omkring til hans fine lille bagdel og give den et mere bestemt klem - åh jov, den var god, ingen tvivl der! Han ville ikke have noget imod en tur i høet med den bagdel der!
"We should go somewhere - alone" hviskede han stille mod de bløde læber - det var begrænset hvad de kunne gøre med tilskuere på, inden de nok blev kastet ud på gaden i alt fald.
Han slap de bløde læber og kom selv op og stå ordenligt, som han tog Valentins hånd og nikkede mod udgangen. "Your place?" spurgte han forsigtigt, ikke sikker på om det var det rigtige at sige - men hvad skulle han ellers gøre?

Valentin bevægede passioneret sine læber imod Julians læber. Han sukkede lavmælt i kysset. Han var så glad, han kunne næsten slet ikke bære det. Det var længe siden, meget længe siden, han sidst havde følt denne glæde. Han vidste virkelig ikke, hvordan han præcist skulle gøre med den. Han mærkede godt hånden om sin bagdel, men det gjorde ham absolut ingenting. Men det så ud til, at Julian efter kort tid brød kysset og talte. Han havde måske nok ret. De stod bare her, inde på en bar. Havde de overhovedet bestilt noget? Han kunne ikke huske det. Han var helt væk i lykkefølelser.
"Oui, come. I live close," Valentin trådte tilbage, så Julian kunne rejse sig fra stolen. Han smilede til ham, da de holdt hinanden i hånden, og fulgte så med ham udenfor. Han følte sig helt varm og lettere svedig. Han var også gået fra utroligt bekymret og næsten knust, til en overvindelig følelse af lykke og glæde. Og han bar endda hue, hættetrøje og vinterjakke, hvis det ikke skulle være løgn. Ja, han havde det varmt. Men heldigvis boede Valentin ikke langt derfra, og de kunne sagtens gå fra baren til hans sted. Det var meget sjældent, at han havde nogle med hjemme. Aldrig før havde han haft Julian med hjem, og i et splitsekund blev han utroligt bekymret for, om Julian ville droppe ham, når han så Valentins lejlighed. Det var en 2-værelses godt nok. Der var okay plads, i forhold til det kun var ham, som boede der. Men der var så meget rod og alt hans udstyr til sine film og generelt arbejde lå spredt udover det hele. Han var jo alligevel næsten aldrig hjemme og når han var, så så han blot fjernsyn eller sov. Ellers tilbragte han jo ikke rigtigt tid derhjemme.
Inden længe nåede de til lejligheden. Han boede i stueetage, heldigvis, så det var blot ind og videre indenfor. Valentin stoppede op ved sin dør og fandt sin nøgle frem. Han stak den i nøglehullet og tog en dyb indånding, men vendte sig så blot om imod Julian og kiggede på ham med sine blå øjne gemt under de to hætter.
"Look.. I've been at your place, please don't judge me for how my place looks like. It's a mess, I know. I'm not often home, so-" Begyndte han med en lettere bedende stemme. Dog kunne han ikke lade være med at smile, imens han betragtede Julian og han glemte faktisk helt, hvad han præcist ville sige, eftersom han bare stod og betragtede det smukke væsen foran sig, som havde det præcist på samme måde som ham selv. Han var så glad!

"Sure, let's go" sagde han hurtigt, han greb sin jakke og på vej ud af baren fik han den på igen. Han gjorde ikke mine til at holde Valentin i hånden, som de gik - det var bare slet ikke noget han tænkte over. Egentlig var gåturen også ret stille i sig selv, men de havde bare begge så meget at tænke over jo - Valentin, der sikkert var begravet i lykkelige tanker om hvor meget Julian elskede ham? Hvilket var en komplet løgn, eller? Hvem ved, måske havde Julian følelser for drengen, men Dorian havde i alt fald ikke, og han var ligeglad med hvem der havde. Hans egen tanker var mere på de lidt frække emner, såsom hvor hurtigt han mon kunne få tøjet af drengen, når de nåede hjem til ham? Han kunne da ikke lade en perfekt mulig gå til spilde, vel?

Han stoppede op sammen med Valentin uden for døren og lagde hovedet lidt forvirret på skrå, "I would never, I don't care about stuff like that, I only care about you.." Sagde han i en blid stemme, well - halvdelen af den sætning var da i det mindste sand, Dorian var fuldstændig ligeglad med hvordan end Valentins lejlighed så ud, rig eller fattig, whatever - det var jo ikke fordi han selv ligefrem boede luksus vel?
Han skubbede bare døren op og gik ind, som han kort så sig lidt omkring, og uden at kommentere på det, sendte han bare Valentin et blidt smil. "Let me take your jacket.." Sagde han i en øm tone, selv om der selvfølgelig var en bagtanke med det.
Han fik jakken af Valentin, men før han hængte den op, og da Valentin ikke lige kiggede, fiskede han drengens pung op af jakken og stoppede den i sin egen bukselomme, så smed han sko og jakke og gik ind i lejligheden - "I'm just gonna borrow the toilet real quick, be right back!"
Sagde han hurtigt som han smuttede ud på toilettet, for at rode Valentins pung igennem - og endelig finde ud af hvad fuck drengen faktisk hed.

Valentin bemærkede, hvordan Julian herefter blot troppede ind i lejligheden. Han fulgte straks med efter ham uden at fjerne sine blå øjne fra væsnet. Han lukkede døren ganske blidt i efter sig, da det heldigvis var en dør, som låste af sig selv og som var let nok til at lukke i. Den skulle ikke smækkes i to eller tre gange. Han boede trods alt ikke helt dårligt. Nogle små videoer var optaget i denne lejlighed. Det var på grund af hans arbejde, at han var flyttet ind i den. Flyttekasser stod stadig inde i stuen. Han havde ikke så meget energi eller lyst til at pakke ud, når end han var hjemme. Valentin kiggede på Julian og nikkede med et smil. Åh.
"Merci beaucoup," Takkede han mange gange og lod Julian tage imod sin jakke. Han kiggede på ham, men vendte blikket ind imod stuen, og da Julian hurtigt nævnte, at han skulle låne badeværelset, trak Valentin sig hurtigt ind i stuen hvor han begyndte at samle sit rod sammen. Helst det udstyr fra sine film og videoer. Der var alverdens ting. Han pakkede det ned i en flyttekasse og håbede på ikke at larme for meget til, at Julian ville opdage noget og herefter spørge ind til det. Valentin smuttede ligeledes ud i køkkenet. Måske Julian ønskede noget mere at drikke? Han fandt nogle vinglas; han havde aldrig selv brugt dem, men ejede da et par. Han fandt noget vin, som han havde fået og som altid bare stod i køleskabet. Gjorde tingene klar og flyttede derefter det hele ind på en bakke i stuen på det lille sofabord, hvor han placerede bakken. Hurtigt tog han et kig omkring i stuen, men mente, at det så okay præsentabelt ud. Og Julian havde jo også nævnt, at han var ligeglad med, hvordan der så ud. Han troede ikke helt på ham; derfor havde han ryddet op. Så satte han sig i sofaen og forsøgte at få bare lidt styr på sine følelser, som helt sikkert sad helt ude på tøjet. Åh, de gode og rare følelser, som boblede rundt i ham!

Dorian gik tilbage ind i stuen, efter at have gemt Valentins pung i et af skabene på toilettet, han kunne altid lægge den tilbage senere. "So, what are you up to? Sounded like you was redoing the entire apartment? What are you hiding?" sagde han i en let drillende tone, for så at gå hen til sofaen hvor han fik øje på vinen, og sendte Valentine et mildt smil. How sweet..
"Hmm, why don't you tell me about your day, what did you do today?" Spurgte han så, i håb om at kunne få lidt mere information omkring Valentin, han var nysgerrig efter at lære ham bedre at kender - han ville gerne vide hvad det var Julian fandt så intressant ved lige præcis den her dreng? For de måtte jo have hængt ud et par gange, eftersom Valentin var faldet for hans idiotiske bror? Og for at have hængt ud et par gange, så skulle der virkelig være noget specielt ved Valentin, Julian var typen der hurtigt kom til at kede sig, eller havde han ændret sig? Naaah - altid det samme røvhul.
Han dumpede ned i sofaen, og lagde benene lidt overkors, hvilede den ene ankel på det andet knæ, som han rakte ud efter vinen og skænkede op til dem begge, og nikkede så mod pladsen ved siden af sig. "Join me please?" Sagde han stille, og fulgte Valentine med øjnene.

Valentin var næsten helt ude af den, da han hørte badeværelsesdøren gå op igen. Nu ville Julian komme tilbage. Det boblede rundt i maven på ham og hjertet hamrede afsted, som han sad der og ventede lettere utålmodigt, til trods for han var et meget tålmodigt væsen efter alt sin tid på Jorden. Der havde været meget tid til at tænke sig om. Et lille smil sad på læberne af den unge engel, som han ventede. Men ej ventede han længe, for så dukkede Julian op i døren ind til stuen, hvor Valentin befandt sig. Han smilede blidt over til fyren. Julian talte og et øjeblik forstod Valentin absolut ikke, at det var for sjovt. Smilet gled derfor af hans læber og han prøvede at komme i tanken om noget, som han kunne fortælle og forklare sig med, men så gik det op for ham, at det nok bare havde været en sjov bemærkning. Oh.
"I found some wine. I hope you'll like it," Forklarede han så og smilede atter. Kort havde han blikket mod vinen, men så tilbage på Julian igen, der atter talte. Hvad han havde tilbragt dagen med? Udover at fare rundt i vildens sky over, hvorvidt han skulle erklære sine følelser eller ej til Julian, så havde han filmet en del. Hvilket havde været perfekt, så han ikke havde haft så meget tænketid.
"I've been filming a lot. With some different people," Valentin havde intet imod at fortælle Julian om, hvad der foregik ude på arbejdet. Englen kendte jo til, hvad Valentin lavede og så ud til at acceptere hvad end han lavede. "Just the usual. How about your day? ... besides the hair coloring?" Den faldne engel sendte den anden engel et smil og rykkede så tættere på ham i sofaen. Han så til, da Julian hældte vin op i vinglassene og tog imod det ene glas. Smilet på hans læber ville ingen ende tage igen og øjnene forblev på det smukke væsen ved sin side. Han var jo ligeglad med, hvordan Julian så ud - bare det var Julian. Han var helt skudt i ham og følelserne sad bestemt udover tøjet nu. De havde erklæret deres kærlighed til hinanden og Valentin kunne ikke være lykkeligere. En rigtig dejlig følelse.

Han nikkede let og tog en tår af den søde kølige vin og lod smagen hænge et øjeblik på spidsen af tungen inden han sank, "delicious, just like you.." hviskede han stille og sendte Valentin et lidt mere forførende blik. Han nikkede så bare, som han lyttede til drengen, fortælle ham bare en smule om sig selv.. filming? So he's an actor, wonder what kind of actor? Maybe it's just some of that youtube shit young people do today.. how do I ask him this.. hmm?
"Sounds nice, what did you film today? Tell me all about it please.." sagde han så, uviden om hvad det var Valentin mente når han sagde han havde filmet selvfølgelig, og taget det i betragtning var det nok et lidt underligt spørgsmål, bestemt når han bad ham fortælle ham alt om det? Men det kunne Dorian jo ikke vide, han var ganske uvidne om denne engel foran sig - og alligevel var der bare et eller andet ved ham - han kunne ikke lade være med at blive en smule fortryllet..

"Hmm? Me? oh.. nothing much, just teaching, you know.." mumlede han så, heldigvis vidste han da en del om sin bror, selv om han hadet ham noget så inderligt - men det hjalp ham da her! Han rykkede også tættere på Valentin, så de nærmest sad helt op og ned af hinanden, han lænede sig lidt frem og rakte ud efter Valentins varme hånd, som han trak den over på sit lår og fangede den der, mellem sit lår og sin egen hånd, som han let kærtegnede hans håndryg med sin tommefinger..

Valentin sad og holdt om vinglasset med begge hænder. Måske som et lille barn, der følte sig en form for akavet i en situation og ikke helt vidste, hvor ellers ens hænder skulle befinde sig. Ikke at englen følte sig decideret akavet i situationen; langt fra. Han var blot nervøs for at fucke et eller andet op, nu hvor han havde konfronteret Julian med sine følelser og Julian gengældte følelserne. Han var ærligt bange for at miste manden. Det ville gøre ham ked af det. Noget i Valentin mente, at han ikke fortjente Julian og de følelser, der var rettet imod ham. Og en anden del af ham var overvældet af lykkelige følelser. Han prøvede på ikke at tænke for meget over det hele, da han godt kendte til, hvad Julian kunne gøre - læse hans tanker. Og han ønskede ikke, at Julian skulle høre ham sidde og nedgøre sig selv.

Julian talte og Valentin smilede til ham med et par blide øjne. Han var så flot at se på og så dejlig at lytte til. Selvom der var noget anderledes ved Julian, så følte han sig på en måde blind. Hvis Julian havde en anden side, som Valentin endnu ikke havde fået at se, så ville han ikke give slip på manden. For han kunne bare så godt lide ham.
"What I've been filming? Oh," Valentin tyggede ned i sin underlæbe og nikkede så, som han begyndte at fortælle. "Ive been doing some shots outside in public today, with a guy named Garrett. He's sort of new, but not so shy, so.. He had a lot of ideas which positions and where to, like, do it," Sjovt. Valentin var den her generte lille mus, der havde svært ved at tale om seksuelle aktiviteter - og så var han pornostjerne. Men som selve stjernen, var han anderledes. Han var anderledes bag kameraet, men han var også kendt som den her generte pornostjerne, som hans kollegaer kunne gøre med hvad de ønskede og fik besked på. Valentin ligesom kørte på sin generthed.
So, yeah. Public porn," Sluttede han af med og sendte Julian et smil, før han tog en stor tår af vinen.

"That's cool. Teaching, yeah," Han følte sig alligevel lidt akavet. Igen, han ville bare så gerne gøre det godt. Valentin bemærkede, at Julian rykkede tættere på ham i sofaen og han smilede blidt til ham, og lod manden tage hans hånd. De blå øjne betragtede deres hænder et øjeblik, før de gled op og fangede en intens øjenkontakt med Julians smukke øjne. Han nærmest dagdrømte sig væk i hans øjne - til trods for de så anderledes ud. Hvad var det?
"Are you sure, you're alright today?" Prøvede han igen, mere sikkert denne gang.