To be kidnapped or not to be kidnapped - Elian x Yakov

Lyden af Elians sko der ramte den grusede sti var stort set det eneste man kunne høre i skoven lige nu. Elian bar sorte jogginbukser, en hvid t-shirt og en grå hoodie udover. Det var stadig for koldt at løbe kun med t-shirt. Elians vejrtrækning var tung men kontrolleret, han var en tilvant løber og der skulle meget til at gøre ham helt forpustet når det gjaldt kondi. Han havde et sæt høretelefoner i ørene med hans faste løbe playliste, lige nu kørte lyden af Krewella - Come and get it.
Det kunne godt være at Elian ikke tog de smarteste valg i livet, men rent kost og træningsmæssig så var Elian ret fornuftigt anlagt - eller det ville sige han glemte måske at spise en gang i mellem og kunne godt presse sig selv lidt for meget med løberiet, men i det mindste spiste han ikke en masse junk?
Elian var før blevet advaret at løbe i skoven, men han syntes også at det var noget pjat - eller også var Elian bare evigt trodsig og ville ikke lade nogen andre bestemme hvad han skulle. Alligevel var der en lille stemme i ham der prøvede at fortælle ham at skoven var det perfekte sted for alle de klamme væsener der nu fandtes - han havde trods alt godt hørt historier - og Elian havde da også selv en gang eller to mødt nogle overnaturlige han ikke ligefrem havde lyst til at mødes med igen. Men samtidigt, intet alvorligt var jo nogensinde sket vel og det var midt på dagen? Desuden var det jo tæt på Julians hos. Elian havde sin stam rute at løbe som han vidste han kunne finde tilbage fra, så det måtte være fint.
Den egentlige grund til at Elian var ude at løbe i dag, var ikke kun fordi han løb stort set alle dage i ugen han kunne - men også fordi det var rensende for hans hoved at gøre - og lige for tiden var der latterligt mange tanker Elian godt ville have ud af sit hoved. Stephen og hans dumme instagram, alle de ængstlige tanker han havde om sin kærlighed til Julian, Luca og jalousien, Elina og den konstante følelse af skyld .. lad dem alle forsvinde ved følelsen af kroppen der presse til noget fysisk hård, hjertet der banker, benene der syder og den tunge vejrtrækning. Just forget it all.

Yakov var ærligt talt temmeligt irriteret. Han så utålmodigt mod sit ord, og sukkede i irritation, inden han stoppede sine hænder i sine lommer. Han havde sat resten af sin aften af til netop dette, men det betød ikke at han gad stå og spilde tiden på at vente! Men sådan var det han måtte jo bare vente. Det han ventede på - eller rettere den person han ventede på - var han sikker på kunne komme hvert minut nu. Han stod med ryggen mod et træ, gemt væk fra skovstien, som han bare ventede og ventede og ventede. Han blev altså ikke yngre!

Igen tog han sin venstre hånd op af lommen for at se på sit ur, men i det han gjorde det, hørte han fodtrin gennem skoven, og han så sig over skulderen, hvor han svagt kunne skimte en der løb. Jep, det var det rigtige menneske, det kunne han konstatere da personen nærmede sig, og han skubbede sig selv helt ind imod træet, gemt så godt væk som han nu kunne blive, indtil drengen passerede træet. Derefter trådte han ud på stien, og småløb efter ham, velvidende om at drengen hørte musik. Så snart Yakov havde hørt om ham, Elian, så var han begyndt at holde øje med ham. Memorerede hans vaner. Og så begyndte han at planlægge. Drengen løb altid denne rute, og han hørte altid musik. Yakov var endnu ikke opdaget når han havde fulgt efter ham igennem skoven.

Men nu fulgte han ikke bare efter, han satte farten op, indtil han havde indhentet ham, og han greb straks fat i kraven på hans bluse, som han selv stoppede op, og trak drengen tilbage. Han lagde sin anden arm omkring drengens hals, klemte nok til at det gjorde ondt, hvorefter han tog sin pistol, med den hånd der før havde grebet ham ved kraven tidligere, hvorefter han pressede mundingen imod drengens tinding. "Good evening Mr. Gomez," sagde han med et skævt smil.

Nøglen til at være en succesrig løber var at kunne slå alting fra og udelukkende fokuseret på løbet, det var også derfor at Elian ikke opdagede at han ikke længere var alene på grusstien. Ikke før han ud af øjenkrogen så en bevægelse, men allerede der var det for sent. Før han vidste af det så blev hans krop stoppet, eller det ville sige at Elian blev tvunget til at stoppe for ikke at blive kvalt i sin egen trøje. Han kunne knap nok få en lyd ud mellem sine læber før en arm tog over der hvor trøjen havde strammet ind om hans hals"St-op" fik han presset desperat ud mellem læberne - også selvom Elian var ret sikker på, hvem end der havde fat i ham, ikke ville slippe fordi han kom med et sølle anstrengt stop.

How do he know my name? Han kneb øjnene hård i og lagde hænderne imod hans arm. Knugede hård fat i et forsøg på at få ham til at slippe "Le-ave me .. alone!" vrissede han og prøvede at vride sig, me ærlig talt så turde han ikke gøre for meget modstand. Hans krop stivnede også nærmest instant da han mærkede spidsen af den kolde pistol imod sin tinding "I dont have anything to give!" prøvede han desperat. Fucking hell no im not dying like this! Han ville gerne råbe, råbe så højt at nogen ville finde ham og hjælpe ham, men hans luftveje var i en rimelig anstrengt situation lige nu og hvad hvis han blot skød hans hjerne ud så snart han prøvede? Det største spørgsmål der kørte igennem hans hoved var dog, Hvorfor? Hvorfor Elian? alle ville da vide at Elian ikke ville have nogen ejendele der var noget værd på sig, når han var ude at løbe - udover hans mobil, men helt ærligt det kunne man jo stjæle fra hvem som helst hvorfor så gå ud i en skov og vente på den første og bedste? Men mest af alt, hvor ville fyren kende hans navn fra?

Yakov smilede skævt, som han betragtede drengens panik, men ærligt talt var han ikke bange. Da han fandt ud af at Stephen havde haft et menneske som mage (ja, i datid, han vidste godt de ikke var mager længere) havde Yakov set sit snit til at få lidt hævn. Nej, det rørte nok ikke Stephen, den højrøvede nar var ligeglad med alle omkring sig og smed dem fra sig som han ville, men det føltes bedre end det store solide ingenting han havde gjort de sidste cirka 416 år.

"Oh, but you have everything I want right now," svarede han køligt, hvorefter han smed sin pistol fra sig, greb ham ved håret og hamrede hans hoved in i det nærmeste træ. Ikke hårdt nok til at gøre varig skade på Elian, men bare nok til at slå ham ud. Der var ingen grund til at blive ved hvor nogen potentielt kunne finde dem. Så da drengen lå livløs på jorden, løftede han ham op, og smed ham over skulderen, hvorefter han begyndte at gå tilbage imod sin bil, der holdt ikke langt derfra.

Heldigvis var der ingen som kom forbi og opdagede dem, mens Yakov slæbte den livløse Elian ud til sin bil, en sort Audi RS7. Han trak sin bilnøgle ud af sin lomme, låste op og åbnede bagagerummet, hvor han smed drengen i. Derefter lukkede han smækken, og gik foran for at sætte sig på forsædet og starte bilen. Med lidt mere fart end det egentlig var lovligt, nåede de ret hurtigt hjem til Yakov, og han sukkede lettet, da drengen endnu ikke var vågen. Igen smed han ham over skulderen og gik ind igennem sin forhave, op til hoveddøren, hvor han åbnede.

Derfra gik han direkte i kælderen, låste døren efter sig, og lagde nøglen i sin lomme. Rummet var mørkt og ret koldt, i kolde grå farver, og kun et enkelt lys. Ovre i det ene hjørne stod et skrivebord med glas og en flaske vodka, samt en kontorstol, og i det modsatte hjørne havde han fastsat nogle lænker med håndjern i, som han hurtigt smed om drengens håndled, hvorefter han trak i kæden, så han ville være tvunget til at stå op, med armene straks over sit hoved. Absolut ikke en behagelig måde at stå på, men Yakov måtte jo lige holde godt styr på ham her til at starte med - så kunne han altid give ham løsere snor, når han var lidt mere medgørelig igen. Nu hvor drengen var fastsat, gik Yakov over og hældte vodka i glasset. Så var det bare at vente på at drengen vågnede igen.

Elian var i en tilstand af panik og forvirring, han anede ikke hvad fyren snakkede om, hvem han var og hvorfor Elian skulle have alt hvad han ville have lige nu. Var han fanget i et mareridt? Det kunne ikke være virkeligt, sådan noget her skete kun i film "No!" nåede han kun lige at råbe i det han ramte træet og alt blev sort for ham. Han forsvandt væk i en underlig blanding af rundtossede drømme, skoven, lyden af biler, Stephen, Julian, Luca, Elina, Hannah, Eugene, alle dem han kendte dukkede op i hans drømme dansede sig for hans øjne i mellem de mørke træer.

Et højt gisp lød fra ham i det han åbnede øjnene igen, hans slappe krop blev anspændt og hurtigt rev han i kæderne "Help! HELP ME!" kom det desperat og panisk fra ham, han følte sig svimmel for et par lange sekunder før hans syn fokuserede og hans paniske stemme døde ud ved synet af fyren i rummet. Havde han set ham før? Han havde en følelse af at havde set ham før, men alligevel ikke rigtig, måske ved et bustoppested? eller i supermarkedet? Elians mandelformede øjne flakkede væk fra fyren og ud i rummet der lignede en normal kælder - var det hans kælder? Kunne nogen høre ham hvis han prøvede at råbe igen?

Han vendte blikket op imod håndjernene om sine håndled og vred igen hænderne, what is this madness? "Let me go! You sick bastard!" vrissede han så nærmest vred nu, men selvom Elian var bange, så var han stædig - eller også håbede han at den her taktik ville hjælpe? "What do you want me? Is this some sort of fetish you have?!" fortsatte han og vred sine håndled, selvom det ikke just føltes bedre, så han lod være. Var det på grund af hans søster? Hun var jo trods alt popstjerne? Var han en sindssyg fan? Nej det virkede underligt, Elian og Elina havde ikke været set sammen af nyhederne - og Elina snakkede ikke rigtig om ham når hun var i medierne. Havde Elian gjort et eller andet dumt i byen der havde gjort fyren vred? Haft sex med hans kæreste? Stjålet fra ham?

Yakov sad blot med vodkaen og nippede lidt til den ind i mellem, mens han ventede på at Elian vågnede op igen. Ikke sådan man rigtigt skulle drikke vodkaen, men med årene havde Yakov vænnet sig til smagen og fandt det faktisk som en ret god måde at slappe af. Whiskey kunne også gøre tricket, men den bitre smag af vodka mindede ham sådan om Rusland.

Selv da Elian vågnede og begyndte at skabe sig, sad Yakov begageligt i sin stol og betragtede ham, med hovedet på skrå og tog endnu et nip fra glasset. Først da han var færdig stilte han glasset på bordet og rejse sig op fra stolen. Roligt gik han over imod ham med et ulæseligt ansigtsutryk, indtil han stod et par meter fra drengen og så begyndte skyggen af et smil at trække i hans mundvige. "I'm afraid no. This is not a sexual pleasure, but more so... Revenge. Albeit not on you directly," svarede han og lagde hovedet en anelse på skrå. "If I'm not mistaken, you should be familiar with the name Stephen Sinclair, no?"

Why does he just sits there?! Mennesket vred sig igen, men i det at fyren rejste sig så stoppede han, udelukkende for at være opmærksom på hvad fyren havde tænkt sig at gøre eller sige. Revenge? But if not on me? Then who? "I dont know how I should be the key to any-" hans stemme knak over i det at fyren nævnte Stephen, Stephen Sinclair, hans øjne var blevet større som han bare lidt rådvildt kiggede på fyren "I .. I guess.." kom det så tøvende fra Elian, det var det sidste navn han havde regnet med at høre lige nu. Han havde jo ikke set Stephen i 2 år, eller jo, men ikke i virkeligheden. Han havde skændes med ham en del på Instagram. Fucking asshole, but you still have feelings don't you Elian? No shut up, I dont, I dont feel anything but hate for him .. or do I? Just a bit?. Han vred sig igen "Why do Stephen have anything to do with this?! Please! Just let me go, if you love Stephen so much there is definitely other ways to get his attention!" vrissede han så let, men det ville undre ham andet, Stephen virkede til at være sammen med gud og hver mand - så det ville ikke undre Elian hvis fyren her var en af hans mange beundrere. Urgh, you should have lied, just said that you had never heard of an Stephen, then maybe he would have let you go.

Yakov holdte et skævt smil under det hele, ret afslappet ved situationen, og han lod blot Elian om at samle brikkerne. I hvert fald indtil han kommenterede på at der var andre måder at imponere Stephen på, hvis han elskede ham. Der falmede smilet til noget ulæseligt, men man kunne svagt fornemme vreden i hans blik. Ham? Elske Stephen? Efter hvad heksen havde gjort?!

Vreden kulminerede i en knytnæve lige i fjæset på Elian, hårdt nok til at høre et knæk fra hans næse, og mærke den knasende følelse under sine knoer. Han så uinteresseret på sin hånd for at tjekke om der var nogle skader, inden han rettede blikket imod mennesket igen, denne gang med den kølige facade på. "Don't mistake this for love. The psychotic maniac blew that away 400 years ago," svarede han køligt, og tog en dyb indånding før han fortsatte. "I know you probably mean nothing to him... But a mate of Stephen, even a former one, is an affiliate with him. That can't go unpunished. I don't want this any more than you do, but I believe that it's the right thing to do, don't you? So, how did he get rid of you? Committed suicide? Got himself killed? Or didn't he tell you anything but just... disappeared?"

Elian ved ikke hvad han havde forventet efter sin rappe replik, han burde vide at det var en eller anden form for sindsforvirret person der stod foran ham. Det sortnede kort for han blik da knytnæven ramte ham i ansigtet, varmen bredte sig i hans ansigt i form af en dunkende smerte. Elians sammenknebnede blik åbnede sig og stirrede helt forskrækket på manden. Han kunne mærke blodet rende fra sin næse og nedover sine læber "Stop" klynkede han så lidt perflekst og vred sine hænder. He hit me! He really hit me! Oh my god, fucking hell, let me go!
Han stoppede dog sit vrideri da han begyndte at snakke, uddybe hvorfor Elian var her. Han rystede let på hovedet "No .. No please I dont see him anymore, I dont .. I .. " startede han før fyren snakkede færdigt, hans stemme døde dog ud igen da han spurgte indtil hvordan Stephen havde forladt ham. Han mærkede den der knugende, tyngende fornemmelse for brystkassen "Stop! I dont wanna talk about it, It dosent concern you!" protesterede han, men sandheden var at Stephen var forsvundet uden et ord, Elian vidste den dag i dag stadig ikke hvorfor Stephen havde forladt ham eller hvorfor tattoveringen pludselig var forsvundet fra det ene sekund til det andet. Stephen var hans forbandelse og han søgte stadig efter ophævelsen af den. Elian hjerte var steget betydeligt meget i rytme, det hamrede afsted. Ustyreligt, forvirret og af ren usikkerhed.

Skyggen af et smil viste sig på Yakovs læber, da Elian protesterede, prøvede at komme udenom at snakke om det. Ah ja, Stephen var nok for de fleste en person man ikke ville tænke for meget over. En som man ville ønske man kunne glemme. "Surely you didn't think that he actually loved you, did you?" spurgte han og rakte op for blidt at lægge sin hånd på Elians kind, nussede den blidt. Han koncentrerede så sin evne imod ham, skabte en hel auditiv hallucination, hvor Stephens stemme gentog hvad Yakov sagde som et ekko. Surely you didn't think I actually loved you, did you? lød stemmen om og om i hans hoved.

"He just used you, like he uses everyone else," tilføjede han, og hans hånd gled ned fra Elians kind langsomt, ned til at holde om hans hals med sin ene hånd. Han trykkede ikke ned endnu dog, lod blot Stephens stemme gentage hvad han sagde. I didn't actually love you, I just used you, like I use everyone else, stemmen blev højere mere aggressiv, som var Stephen i rummet med dem.

Han koncentrerede sin evne endnu mere, og skabte nu en visuel hallucination, så det var Stephen der stod med hånden om hans hals. Ikke Stephen som Elian sidst havde set ham selvfølgelig, men som Yakov havde, som Yakov huskede ham. You deserve this," det var som om at Yakov og Stephens stemme blev det samme, som han nu begyndte at trykke ned imod Elians hals, pressede så han kun lige kunne trække vejret.

Elian kunne ikke lide det her, overhoved, ikke bare fordi han var blevet taget med et sted hen imod sin vilje eller fordi fyren slog ham, men fordi han rev op i sår Elian så ihærdigt havde prøvet at hele. Faktisk sår der var begyndt at lukke fordi hans hoved havde haft en vis person at tænke på. Der havde endelig været en smule fremskridt og han havde ikke lyst til at falde tilbage. Huske alle følelserne, han ville ikke huske noget af det - hverken de dårlige eller de gode.

Han stirrede helt foraget på Yakov da stemmen gentog sig i hans hoved. Its not him, he never said that, did he? Hans hjerte hamrede hård, dunk dunk dunk, mærkede hvordan hans hoved føltes tungere "No stop it .. Stop it!" klynkede han så arrigt. Han vred fortvivlet hænderne igen. Kneb øjnene sammen i et forsøg på at udelukke Stephens stemme der var alt for tæt på, alt for høj "Stop!" bad han desperat jo mere Elian mærkede at han ikke kunne skelne om det var virkelighed eller realitet. Was Stephen really here? But why? Why would he come and say this? To get back at me for the things I wrote to him?

Hans øjne var blevet blanke i det han åbnede op for sit blik igen - og der stod han, Stephen, de blå øjne stirrede på ham. Elians blik flakkede før en tåre gled nedover hans kind "Stephen .. sto-" hans stemme knak over da hans hånd begyndte at presse sig imod hans hals. Han kneb kort øjnene i og vred sig let som han kom med en lettere anstrengt lyd. Why is he doing this? Why now? After all this time? Why now?

Stephens stemme blev ved med at lyde for Elians ører, sammen med synet af at det var Stephen som stod foran ham. Han pressede mere imod hans hals, med et stift blik, lige indtil han kunne fornemme at det flimrede for Elians øjne, og at han var på grænsen til at besvime af luftmangel. Han holdt den et par sekunder endnu før han slap Elians hals og dermed forsvandt illusionen. Mens mennesket begyndte at komme sig, løsnede han kæden, så drengen kunne sidde ned - dog stadig med hænderne over sit hoved.

Han gik hastigt tilbage, hjalp drengen ned på gulvet, lagde en hånd på hans nakke og skubbede ham lidt forover så han kunne sidde med hovedet mellem sine ben, mes Yakov selv sad ved hans side. Så snart drengen begyndte at trække vejret igen, aede Yakov ham blidt i nakken, nærmest omsorgsfuldt, mens han overvejede sine næste ord nøje.
"I don't do this because I want to, Elian, I do it because you deserve it. You have to repent for giving in to temptation," sagde han så, med falsk bekymring i sin stemme, før han trak sin hånd tilbage og rejste sig op. "So tell me, what do you think of Stephen?" spurgte han, mens han gik tilbage til sit bord og tog glasset med vodka op og tog en tår.

Elian vred sig en smule panisk, sparkede med benene som luften begyndte at forsvinde fra ham. I cant die now! Not like this! Please Stephen stop! Please! Hans sparken med benene blev langsommere og svagere som han begyndte at miste styrke i kroppen for istedet at fokusere på at prøve at forblive ved bevidstheden. His voice, stop it, its all over me, I cant.. I cant listen to it! Han var lige ved at give op, øjnene flakkede, flimrede, synet af Stephen blev mere og mere uklart.

Lige indtil at hans luftveje kom igen og han kom med et anstrengt gisp, hostede og pludselig lå på gulvet. Han kneb øjnene hård i, hev let efter vejret "I ... I .." startede han lidt anstrengt. What is happening, please help me, please dont hurt me. Han åbnede let øjnene og kiggede op på fyren, følte sig for et kor sekund beroliget af den lette nussen, før fyren forsvandt fra ham Han glippede let med øjnene og vendte blikket hen efter ham.
".. He's my ex I dont know .. Its hard .. to talk about" fik han så presset frem og kneb kort øjnene sammen, før han fik rullet sig selv om på maven og skubbet sig op på knæ. Hans hånd gled blidt op omkring sin hals. Synet af Stephen, hans ord flimrede for hans hoved igen "I hate that I love him .. or Im not even sure that I still love him .. But hes still haunting me" kom det så lavmælt fra ham. Could I hate him? Stephen? But do I love him? No? But he's still my biggest issue? Hes still one of the reasons im trying to forget my mind.

Yakov lod den bitre smag af vodkaen sprede sig på hans tunge mens han lyttede til Elians ord om Stephen. Han kendte vel godt følelsen. I mange år af hans liv, anede han ikke hvad han skulle føle for Stephen. Brudet var sket så brat og Yakov så det aldrig komme. Måske var det ikke før han faldt han faktisk virkelig indså hvad Stephen havde gjort ved ham... Men det var ovre nu, Yakov vidste godt at han hadede heksen og nu skulle Elian finde ud af det samme. Der var desværre ikke noget som en ændring fra skytsengel til falden engel for mennesker, så Yakov måtte jo selv sørge for at Elian blev gjort opmærksom på hvad Stephen havde gjort.

"You know, you should let go of him. Stephen is nothing but trouble for anyone who tries to love him," sagde han blot og tog endnu en tår af sin vodka. Glasset var næsten tomt nu, og da han så ned trak han på skuldrene og drak resten, som var det blot vand. Han satte glasset på bordet igen, og gik over til Elian endnu en gang, og satte sig på hug foran ham, lige præcist udenfor rækkevidde. "He's worth less than the dirt under your shoes, Elian. I'm here to help you realise that," forklarede han med et venligt smil om læberne.

Elian begyndte langsomt at forstå hvad det her gik ud på, men alligevel var han uforstående overfor det. Han kunne ikke bare hade Stephen kunne han? Han havde jo delt så meget med ham! Han vendte forsigtigt blikket imod Yakov, de mørke øjenbryn trukket ubehaget imod hinanden og stadig hånden let om sin hals "But what if I can't?" kom det så anstrengt fra ham. What If I cant? What I can never hate him? "I can't, please dont hurt me, I can't just see him like that? How could I? I .. He meant so much, please" bad han så lidt, god I feel so weak and pathetic sitting here like this! Please let me go, let me live my misery!

Han satte en hånd i gulvet og skubbede sig selv op på et ben og et knæ, stadig en smule disorienteret efter hvad der lige skete, han havde stadig ingen idé om hvor i verden han var udover en kælder. Han ville ud herfra, han kunne ikke holde ham her! Han fik skubbet sig op på benne og lod de brune øjne glide rundt efter en dør "Just let me go" bad han så skarpt, overbevist om at han skulle gå nu, han havde jo lige sagt at han ikke kunne give ham det han ønskede! Han måtte da lade ham gå nu så!

Yakov tog en dyb indånding gennem næsen og sukkede så, da Elian fortalte hvad han følte. Normalt løj folk i håb om at slippe fri, så i det mindste gjorde han ikke det... Men det var nu skuffende alligevel. "I can't let you go. Not until you realize I'm right," sagde han blot og lagde hovedet på skrå, hvoefter han rettede sig op, og gik over for at gribe kæden der var sat fast til håndjernene. Han gav dem et hårdt ryk, indtil Elian var tvunet på benene igen, og satte så kæden fast igen, inden han gik tilbage til drengen.

"Just know that I'm doing this for you. You'll thank me later," sagde han så med et skævt, charmerende smil. Han lagde sine hænder på drengens kinder, og med berøringen brugte han igen sin evne til at skabe det falske billede af Stephen, der stod med det smil, som Yakov selv hadede at se for sig. Det smil der engang kunne overtale Yakov til de dummeste ting og stadig var brændt fast i hans hukommelse. "Now, let's destroy some memories," spandt han. Han skubbede Elian tilbage imod væggen ved halsen, lukkede hans luftveje af. Han knyttede derefter sin frie hånd og hamrede den lige ind i ansigtet på Elian.

Sådan fortsatte han i halvanden times tid. Han snakkede med Elian som sig selv, men hver gang han tyede til vold, brugte han Stephens stemme og ansigt, indtil han kunne mærke migrænen nærme sig. Han trådte tilbage fra Elian endnu en gang, så på hans godt gennembankede ansigt, og gik over til sit bord igen. Han greb sit glas og glasken med Vodka, og bevægede sig over til døren. "I believe you deserve some rest. Not the most comfortable spot, I know, but if you tough it out... Well, who knows? Good night Elian." Han sendte drengen et skævt smil inden han slukkede lyset og smuttede ud af døren, som han lukkede efter sig, så drengen var efterladt i mørket i fuldkommen stilhed.


Dagen efter, da Yakov var færdig med sit arbejde, gik han roligt ud i sit køkken og fløjtede en eller anden gammel russisk melodi. Han fandt et rent glas frem, sammen med en kniv og skar et sår i sin hånd. Blodet drybbede ned i glasset, og med sårets dybde tog det ikke længe før glasset var halvt fyldt op. Det var vist tid til at give Elian lidt godt tilbage. Han vaskede sin hånd i vasken, hvorefter han gik tilbage ned i kælderen til Elian. Der var nok gået... ja, 36 timer siden sidst. Drengen havde fået rigeligt tid til at tænke over hvad der var sket. Han tændte lyset, stadig med et bredt smil om læberne, da Elian stadig hang stående i kæderne, hænderne over hovedet i hvad der udelukkende kunne være en ubehagelig stilling.

"Rise and shine. I have a surprise for you - a nice one at that," sagde han muntert, og bevægede sig over til Elian. Han placerede glasset lige foran drengens mund og tippede det op, så han kunne drikke det. "Some nice blood for you to grow big and strong again. I've heard angel blood tastes sweet, but I'll let you figure out for yourself." Blodet var helende, og hvis Elian valgte at drikke, gik der ikke mange sekunder derfra, til han begyndte at hele. De blå mærker, hævelsen i hans ansigt, skaderne på hans luftrør og sårene som Yakovs slag havde skabt ville alle sammen hele mere og mere.

"No, you .. you cant keep me here!" protesterede han så lidt ynkeligt, fordi han jo godt var klar over at han ikke rigtig havde et valg så snart der blev hevet fat i kæderne og han blev tvunget til at stå i den ubehagelige stilling igen "Please you dont have to, im fine! Please dont" tiggede han så lidt i det at Stephens ansigt kom frem foran ham. Han vred håndledende og kneb kort øjnene i, he's not real, he's not real! Please he's not real! "Don't Stephen" bad han så i det at hans adgang til luft blev taget fra ham. Hænderne vred sig automatisk ligesom han sparkede let med benene indtil at knytnæven ramte hans ansigt. Varmen bredte sig som en dunkende smerte. Han prøvede at bede ham om at stoppe men hans stemme blev bare til lette klynk og ubehag. De brune øjne var blevet blanke, do I really deserve this? Is this really helping me?

Hans krop skælvede let, hovedet hang, han var helt disorienteret og var efterhånden begyndt at tvivle sin egen logik. Han vidste jo godt at Stephen ikke var der, han havde jo set ham forvandle sig til ham, alligevel blev hans hoved ved med at tro det. Tro at det virkelig var Stephen der gjorde det - det var som en indre kamp der fuckede med hans hoved. Hans vejrtrækning var ustabil, både grundet skaderne men også fordi hans mund var fyldt med hans eget bod, som han blev nødt til at prøve og spytte ud, trods det mest bare gled nedover hans hage og ned på hans trøje. Han prøvede at åbne øjnene og se på ham som han snakkede til ham igen, men alting gjorde ondt så snart at rørte på sige. Please stop, just end it, dont go, just end it! "Mhrh!" kom det ængstligt fra ham som han begyndte at hulke lidt da han forlod ham i det mørke lokale. No please! I cant .. i cant take it! .. dont let me be alone ..

---

Elian havde ikke rigtig kunne gøre andet end at døse hen i tide og utide. Føle sit dunkende ansigt, lytte til tankerne der cirkulerede omkring alle de destruerende emner. Stephen, Julian, det hele blev bare en kaotisk sammensmeltning. Hadet han ham endnu? Han var ikke sikker. What If I never can hate him truly? Will he keep me here forever? torturing me with him? But then again do I really love him? Did anybody really love me? Maybe if I dissapeared I would be free .. free from this pain and the pain i've carried around for 2 years .. it hurts so much, everything just hurts!

Han var døset hen igen da der pludselig var andet liv end Elians sølle liv i rummet, han glippede let med øjnene og prøvede at bevæge sig en smule, men alting var ømt, specielt hans arme, han var ikke en gang sikker på at han kunne mærke dem mere og alligevel føltes de ømme "Wha-ah" fik han hæst presset ud før glasset blev tvunget til hans læber og før han rigtig opfattede hvad det var der røg ind i hans mund, så havde han allerede drukket af blodet. No! What! Not blood! I can't drink his blood! Han kunne dog ikke overskue at fjerne sit ansigt, ikke så snart han mærkede hvordan alle de dunkende ømme sår langsomt forsvandt, men specielt da hans vejrtrækning blev normal igen så gispede han en smule og var ved at kløjs i blodet - først her fjernede han sine læber fra glasset "I give up, please, i'll do anything!" kom det så fra ham, stadig en smule hæs af ikke rigtig at havde sagt noget i mange timer, til gengæld gjorde det ikke ondt længere.

Yakov nussede Elian lige så blidt i håret mens han drak, tilfreds med at drengen var for træt og udkørt til at kæmpe imod. "That's it, you're doing so good," sagde han rosende, som han kunne se sit blod tage virkning på drengen. Og fordi drengen var så arbejdsom, trak Yakov glasset væk fra hans læber da han begyndte at hoste. Han beholdt dog sin hånd i hans hår og fortsatte med at køre fingrene igennem det, og ind i mellem gå ned til at nusse ham i nakken.

Nysgerringt lagde Yakov hovedet en anelse på skrå ved drengens ord, som om at han faktisk ville tage dem op til overvejelse. "It's good to see that you've made progress, but I'm afraid I can't let you go just yet. You're not quite ready for that," svarede han, og gik over til kæden igen. "Besides, I'm feeling generous right now, and you must be hungry. Do you really want to compromise that?" Med sin frie hånd løsnede han kæden til Elian kunne sidde ned, dog stadig med hænderne over sit hoved. Derefter satte han den fast igen, og gik tilbage for at sætte det næsten tomme glas fra sig, før han vendte sig tilbage imod drengen. "So, what do you say? I can find you something to eat, if you cooperate."

Elian fik det helt underligt ved den søde behandling, selvom det var rart, faktisk kunne han slet ikke modstå den, for han havde sådan brug for omsorgen lige nu, også selvom han vidste at den kom fra den person der havde været grund for at han hungrede efter omsorg "I am .. I am please .. im ready" bad han så lidt og fulgte ham med øjnene. Da kæderne blev løsnet, så faldt han nærmest ned og side på gulvet. Han hev let i sine arme, men de var svage, for svage til at han kunne hive sig op igen for at få armene ned. Han følte sig så udmattet og sulten. Specielt nu hvor alle skaderne var væk og kroppen nu kunne fokusere kun på det, faktisk begyndte hans mave nærmest instant at skrige efter føde. Hvor længe havde han overhovedet været her? Han havde overhoved ingen tidsfornemmelse.

"Okay ... Fine .. I'll cooperate .. " bad han så lidt, I need to get some strenght back so I can fight back, I need to focus again, I need to. Han hadet at føle sig så svag og desperat, han hadet det. Han følte sig så ynkelig, han havde ikke lyst til at han skulle knække ham - selvom han allerede følte at det var ved at være for sent, Stephen var hans største svaghed og Yakov brugte den, udnyttede det til mindste detalje. Why am I so weak? Just fight for god sake Elian! .. I will okay! In a minute, when he give me food, I'll fight again .. I will "Just tell me what to do and I'll do it if you give me food" sukkede han så frustreret og en smule rundtosset.

Yakov blev nødt til at holde et tilfredst smil fra at finde vej til hans læber, men det var svært. Nej, drengen var ikke vendt helt endnu, men det var et skridt på vej. Desuden, han havde ikke tænkt sig at fodre ham nok til at han kunne kæmpe imod. Ikke at Yakov ikke var stærk nok til at overmande ham, men det ville være mere rart at holde volden til når han brugte sin evne. Han skulle ikke blive voldsomt bange for Yakov, bare have tilpas meget respekt for ham. Nej, det var Stephen han skulle frygte. Og det her var selvfølgelig endnu et skridt på vejen. "I'll fetch the food first, then tell you what you need to do in return," svarede han med et venligt smil, inden han kom på benene, tog glasset der var halvfyldt med blod og gik ud derfra igen.

Ude i køkkenet fandt han det frem han selv havde tænkt sig at spise til aftensmad; han havde tidligere stegt nogle rodfrugter sammen med noget kylling og lidt blandet hvad-han-nu-havde-lyst-til. Han øsede lidt op på en tallerken, tog en gaffel, fyldte et glas op med vand og bevægede sig tilbage ned i kælderen. Han satte sig igen foran Elian og smilede venligt til ham. "Now, what I want for you to do, is fairly simple; to get one bite, you gotta say one thing you hate about Stephen."

Elian havde lyst til at græde igen, måske mest fordi hans krop var så frygtelig drænet for energi og han følte sig så ynkelig? Men han tvang sig selv til at prøve at være en smule .. ja modig vel? Han nikkede så lidt som svar til at han ville hente maden. Yes please give me food..

Han prøvede ikke at virke alt for desperat da han kom tilbage med maden, hans øjne flakkede ukoncenteret fra maden til hans ansigt, fuck, fuck im so hungry! Han fugtede let læberne og kiggede helt anstrengt på ham som han begyndte at forklarer hvad han skulle gøre for at få maden. What? I cant .. do that? Hans øjenbryn trak sig frustreret sammen, som han kneb øjnene lidt i "But .. " kom det så lidt frustreret fra ham, før han godt vidste at han ikke havde et valg, han hev let i kæderne, men det var bare ubehageligt fordi hans arme var så svage lige nu "Fine .. I .. I hate that he was coward enough to leave me without saying anything" startede han så, men den var ikke til at komme udenom trods alt .. Han kiggede så lidt ned på maden, nærmest afventende, please please just food now! I did it! Feed me for god sake! Elian var vant til ikke at spise med mange timers mellemrum, men aldrig havde han været så sulten her før! Det var forfærdeligt!

Yakovs smil falmede ikke så meget som et sekund, da Elian gjorde som han sagde og begyndte at sige hvad han hadede ved Stephen. Han førte gaflen med et stykke op til Elians læber, og lod ham tygge af munden. Måske var det her ikke så invasivt som at decideret tæske Elian, men alligevel burde det være effektivt. Det var lidt som at træne en hund egentlig. Han gav godbidder når Elian gjorde noget godt, som at sige at han hadede Stephen, men hvis han sagde noget positivt om ham, så måtte han jo blive straffet. Men for nu var Elian dygtig og han gjorde som Yakov sagde.

Yakov blev ved med at fodre Elian for hver gang han sagde noget negativt om Stephen, og gav ham ind i mellem også en tår vand. Det var ikke den største potion mad, der var ingen grund til at Elian skulle komme sig helt endnu, men det burde være nok til at drengen havde det bare nogenlunde igen. Han skulle jo helst ikke besvime, eller værre, dø, mens han var her. Så han fortsatte blot med at fodre ham til der enten ikke var mere mad, Elian stoppede med at nævne ting han hadede ved Stephen eller at han fuckede op og sagde noget positivt.

Elian var god, selvfølgelig, han ville gerne have maden forhelvede! Måske pyntede han også lidt på de negative ting, det blev næsten lettere jo mere han sagde, som om at nu han var kommet i det rigtige mood så var han vred nok til at sige det hele. Sige alle de små og store ting han ikke havde brudt sig om. Der var kommet mere energi i hans krop - men han havde overvurderet sit eget energi niveau generelt til at han kunne få sig selv til at begynde at vride sig eller lignende. Lige nu var hans krop bare taknemmelig for overlevelse, for at den fik en eller anden måde at få energi på.

"Can you let me go now? I've been more than good" bad han så lidt frustreret og kom med et lettere opgivende suk "At least let me get out of this" sagde han så en smule og vred sine hænder en smule for at vise hvad han mente. Håndledende var begyndt at blive ret irriterede og rødlige "Also I have to pee .. " sagde han så, hvilket var sandt nok, men samtidigt håbede han også at det kunne være en måde at flygte på. Hvis han nu fik sine hænder fri, fik lov at komme ud af kælderen!

Yakov lagde hovedet på skrå, som om at han rent faktisk overvejede Elians spørgsmål, overvejede at give efter, men selvfølgelig gjorde han ikke det. En ting var at han havde en personlig vendetta, på grund af Stephen. Noget andet var, at han gerne ville se hvor langt han kunne få et helt normalt menneske ud - noget han normalt aldrig gjorde sig i. Mennesker var skrøbelige, både fysisk og psykisk. Men måske kunne de være sjovt alligevel?

"You're not getting out of here, but we can make a compromise so you don't have to wet your pants," sagde han med sit alt for venlige, sukkersøge smil. Han gik over til sit bord og fandt en spand, som han stilte foran Elian. Derefter rakte han op og lod Elians arme komme fri, meget opmærksom på hver en bevægelse Elian lavede. "You can use the bucket for now. I don't want to let you free from here just yet," svarede han og rodede hurtigt rundt i Elians hår med sin ene hånd, inden han trådte til siden for at lade drengen gå over og forrette sin nødtørft.

Elians øjenbryn var kronisk trukket sammen i en utilfreds skeptisk mine, han mærkede hvordan det prikkede en smule i ham efter at græde eller skrige eller bare flippe ud over at han fik at vide at han ikke måtte komme ud. Han vred sine hænder, men han bed tænderne sammen for at holde styr på sig selv, ville ikke lade sig selv flippe helt ud, prøvede at holde modet oppe ved det faktum at han i det mindste gik med til et kompromi? Han hadet dog hans smil, det gav ham myrekryb .. og han kunne ikke lade være med at tænke at det alligevel ikke lovede specielt godt?

Rigtig nok var det ikke ligefrem fordi han var direkte sød "What?!" røg det ud af ham da han fik at vide at han skulle tisse i en spand "Wha .. But .. I.." kom det lidt febrilsk fra ham før hans hænder blev sluppet fri og han greb lidt ømt om sine håndled, de brune øjne flakkede i mellem spanden og Yakov "You cant .. mean that .. I .. " hakkede han lidt i det og vidste jo godt udemærket at han mente det, at det ikke var nogen joke. Han kom så med et opgivende suk "Fine .." mumlede han og tog lidt tøvende fat i kanten på jogginbukserne - han havde trods alt været ude og løbe da han blev snuppet. Hans øjne flakkede lidt akavet rundt, ville ikke kigge på ham imens at han gjorde det. Han fik trukket ned i bukserne lige præcis nok til at få sin mandom frem og derved kunne tage lidt fat også få det ordnet - velvidende om at han ellers ville fortryde det senere når trængen til at tisse virkelig ville presse på. Da han var færdig trak han huritgt bukserne på plads og trådte et par skridt væk fra spanden, for så at kigge lidt overvejende efter en udgang. Can I run? Han tog sig lidt til håndledende igen, I dont want to get tied up again.. there must be a way out .. tænkte han lidt desperat, men det var svært at tænke klart efter så mange timer i det her rum.