Magic study - Livia

Hver eneste dag var næsten den samme, snurrede omkring ham med de skingre stemmer. Skrig efter hjælp, som var han fanget med tusinde af fortabte sjæle - sjæle som ham selv. Nathan havde tilbragt uendeligheder i at løbe fra disse skabninger, løbe fra mørket - og til sidst var han vel faldet. Faldet foran klørene på denne flamme agtige gud som havde ham fanget hernede. De kaldte det, flamme verdenen - og han forstod hvorfor. De eneste farver der var genkendelige her var orange, sort og grå. Alting var varmt og brændende. Nogle dage var bedre end andre, og med de dage ville han stadigvæk hellere stå til ansigt med sin vrede far. Denne person der besøgte hans hjemsøgte sind var en person, som kunne ligne Nathan selv - men ikke var Nathan, og ikke på denne her dobbeltgænger lignende måde. En person som blev ved med at råbe efter ham, få kontakt med Nathans ellers fortabte sjæl. Det var sjovt de sekunder han så på denne person følte han sig mindre ensom, som om der var et tomrum der blev fyldt - men lige så hurtig flåede ildmanden billedet væk fra Nathan.

Sådan forgik det. Flugt. Endnu en flugt hver eneste dag, til at han knap nok kunne finde ud af hvad der var virkelighed og ikke var. Knust. Ødelagt, aldrig havde han følt sig så fortabt som lige nu. Til sidst var der denne her dag, hvor smerten sprang igennem ham som var han sat ild til, og han mærkede sig selv næsten flå sit hår ud fra hovedbunden som han faldt på knæ. Klar til at skrige, men der mærkede han nåede. Han mærkede nogle kalde hans navn. Og han åbnede øjnene. Let så han op som han så et mere vidt lys nærme sig ham, han så en hånd række ud efter ham, og han tog den. Noget trak ham tilbage, og han mærkede atter sig selv forsvinde.

Nathan gispede som han fløj op og sidde. Han holdt en hånd for sin brystkasse, hvor såret stadigvæk var fra da sværdet havde skåret igennem ham. Han fløj hurtigt op på sine ben og blikket flakkede vildt til alle sider.
"This is a trick.. Its a trick. You are not real. You are not here. Don't come closer.. you are not real.. its a trick," sagde han helt forvirret. Han kørte sine hænder henover sit ansigt i frustration og mærkede hvor ondt hans hjerte gjorde som des slag blev voldsommere og voldsommere. "He most have got bored. Just kill me again. Let me go to the next day. I can't handle this," tilføjede han og bed tænderne sammen som han kæmpede for ikek at lade de svigende tårer forlade hans øjne. Men det gjorde ondt at se hende, tanken om ikke at se hende igen var ikke til at holde ud. Men så var det som om, at des mere han så omgivelserne - bemærkede han farverne. Han rynkede på brynene og sank en klump. Han bemærkede nu sit hjerte der bankede, han kunne mærke sig selv. På en anden måde. Der var forskel på når ens sjæl gjorde ondt og kroppen gjorde ondt. Han nev sig selv lidt og skar ansigt af den overraskende smerte. Så begyndte han at grine og så op.
"It's real? Is it real? Don't lie to me.. how? Who.. when?" Spurgte han og så hen på Livia. Nathan vidste næsten ikke om han skulle grine eller græde.


//Til min dejlige Muffin <3 @Livia <3

Livia var tom. Der var gået dage, uger.. Hun vidste faktisk ikke hvor lang tid der var gået, siden at Nathan var blevet spiddet af rubin sværdet, som havde stjålet hans sjæl fra hans krop. Lige siden havde hun kun været en skygge af sig selv, de første par dage, var hun desperat efter at finde en måde at få ham tilbage på. Hun havde gjort det selv, hvis ikke hun var for ustabil og hendes magi svækket.
Hun havde forsøgt sig med hjælp, men hun vidste også at hvis det blev gjort forkert, så var chancen forspildt og ikke nok med at heksens liv ville være på spil, nej, det ville deres liv også.
Til sidst havde hun søgt hjælp hos Rebekah. Hvorfor hun ikke havde gjort det noget før, vidste hun faktisk ikke rigtig, men da hun havde spurgt Rebekah om hjælp, havde hun ikke tøvet med at hjælpe hende. Selvfølgelig skyldte Livia hende nu en tjeneste, men det var det værd, for at få Nathan tilbage, for hun vidste ærligtalt ikke hvordan hun skulle forsætte sit liv uden ham, hun kunne ikke forsætte sit liv uden ham.

Så da han gispende havde sat sig op, nåede hun ikke at reagere før at han begyndte at sige at det ikke var virkeligt, at det ikke var hende og at han måtte have begyndt at kede sig.
Men da det langsomt gik op for ham at han ikke længere var fanget i rubinen, ikke længere ville blive pint så grusomt og det at han begyndte at grine. Begyndte hendes tårer at trille ned af hendes kinder og hun rakte hånden frem imod ham, næsten usikkert og sagde "It's real, I promise you it's real." Og for første gang siden at han blev spiddet, smilede hun. Hun kunne heller ikke holde sig tilbage og smed sig i hans arme, hvor hun mærkede hans varme krop imod hendes egen. "It's a long story, but I'll tell you." Og hun gav sig til at fortælle om alting, hvad der var sket efter han var blevet spiddet, hvordan hun havde ledt af hjælp og hvordan Rebekah havde hjulpet dem.

Da hun var færdig med at fortælle, så hun hen imod Rebekah, som var kommet med nogle forklaringer også og sagde endelig "Thank you, thank you so much.".
Hun vendte endnu en gang sin opmærksomhed imod Nathan og spurgte "You probably shouldn't move too much, so we're gonna stay here for a little while, if you don't mind? If you're hungry or thirsty, I can bring you some food or water?".

Nathan holdt vejret da hun snakkede til ham, bange for hun pludselig ville grine og vise sig ikke at være virkelig. Først da hun smed sig ind i hans favn greb han hende af ren automatik. Han gispede ved den fysiske kontakt, men indåndede hendes duft og mærkede tårerne snyde ham og gled stille lydløst henover hans kind. Som Livia fortalte hvad der var sket, fik han sat sig ned for ligesom at kunne synke det hele ind. Der var jo sket ekstremt meget. Han blinkede let, og lod de synke ind. Han så hen på Rebekah som Livia fortalte hvad hun havde gjort for at få hjulpet ham ud. Nathan gav Rebekah et taknemligt nik, som Livia gik hen og takkede Rebekah.

Rebekah nikkede til Liva og sendte hende et skævt smil. Det var ikke ligefrem en nem ting at hente en sjæl tilbage fra sådan en sten, og hun havde advaret Livia om at der kunne gå længe før Nathan ville føle han ikke længere skulle frygte at blive slugt tilbage til mørket.
"You are very welcome dearie. Just remember magic comes with a prize," pointerede hun for Livia som hun hurtig havde grebet den blonde heks hænder. Prisen kunne være dyr, og hvis det ikke kom af sig selv - så var det Nathan der ville betale den. Rubinstenen var ikke en man skulle spøge med. Så knipsede hun og forsvandt i en fin lille røgsky.

Nathan nikkede da Livia  snakkede til ham.
"So.. while I have been gone.. not only are the walking dead becoming a true story.. but Roy and Calla are in London.. and are about to have baby?.. Jess and Archie broke up? Thank god." Sagde han og prøvede at samle informationerne, "and now Ronnie and Jess are together.. and Ronnie is having a child.. and.. I.. thought I was losing my mind.." Fnøs han lidt tilføjende og kløede sig i nakken.
"Wait.. please don't tell me you have spend these months sitting next to me, and not spending some time out?" Spurgte han og hævede lidt et bryn. Selvfølgelig var han taknemlig for at Livia havde fået ham tilbage, men at spilde hendes tid på at arbejde sig selv halvt ihjel var heller ikke noget han ønskede for hende. Han rakte sin hånd stille hen imod hende for at få hende hen til sig. Lod hendes sidde på hans skød, så han kunne holde hende tæt ind til sig.
"Didn't you just say.. that Calla said your brother isn't dead? and you didn't seek him out. Then I want you to find him.. tomorrow then.. or the day after tomorrow. I need to talk to Jess too.. maybe even Bryce.. unless you didn't tell him about my nap.. you didn't tell him did you?" spurgte han og løftede spørgende på øjenbrynet. Nathan havde ikke brug for en overbeskyttende storebror lige nu. Og han havde heller ikke behov for at snakke om sine dæmoner - mente han da selv.

Livia nikkede. Ja, hun vidste skam at magien havde en pris og at denne pris nok ikke ville blive lille. Men det var nødt til at ske, hun havde været nødt til at få ham tilbage.
Så da Rebekah var forsvundet i sin lille røgsky, så hun på Nathan, så hvordan han rakte ud efter hende og hun gik hen og satte sig på hans skød, mens hun lænede sig ind til ham, hun kunne ikke være tæt nok på ham, ikke nu, nej, nok ikke det næste lange stykke tid.

Da han spurgte ind til om hun havde brug alt sin tid på at finde en måde at få ham tilbage på, nikkede hun. "Yeah, I couldn't do much else, I wasn't.. I wasn't exactly myself, after you vanished.. The first month or so, I was almost manic, trying to get you back, but it slowly faded.. I became numb, worse than when I lost Calla. It's like I wasn't even there, just an empty shell, y'know?".
Hun så op på ham og svarede ham så på hans spørgsmål omkring hendes bror. Hendes kære lillebror William. Det smertede hende stadig at tænke på at han var død. Men det var han jo ikke. Hun havde faktisk ikke haft tid til at tænke over det. Men hun nikkede blot, da Nathan sagde at han syntes hun skulle prøve at finde ham, en af de næste par dage. "I'll try..".
Som Nathan spurgte om hun havde sagt noget til Bryce, rystede hun på hovedet og så op på ham, så ind i de blå øjne, som hun havde savnet så meget og sagde "I didn't tell him, but I don't know about Jess or.. Anyone else.". Og som hendes sætning blev færdig, mærkede hun et væld af følelser og hendes tårer begyndte atter at løbe ned af hendes kinder og hun knugede sig ind til ham. "I love you, Nathan. And I missed you so much.." hulkede hun ned i hans trøje.

På den anden side forstod han godt hendes valg, hvis det havde været omvendt - så havde historien nok set stortset ens ud. Han havde følt sig ligeså tom hun hun beskrev, og det fik ham til at bide tænderne hårdt sammen som hun fortalte.
"Trust me.. I know," svarede han blot næsten åndeløst. Det var underligt at se ting i farver igen, underligt ikke at have denne her brændende følelse over sig hele tiden. Mest af alt underligt at føle denne her varme og tryghed. Nathan var stadigvæk nysgerrig efter denne her Nick, som havde talt til ham - underligt nok føltes det ikke som en drøm længere nærmere som et råb om hjælp. Et råb han ikke kunne få ud af sit hoved, og som om at han egentlig pludselig manglede noget han vidste hvad var.
"I hope Jess didn't. But it seems like she has a lot to think about, so I don't think she have, which might be for the best. I don't want any of you to worry about me," svarede han så og tog blidt Livias hænder op for at kysse hendes knor. Han havde savnet hende, selvfølgelig havde han det. Han så op på hende med tårerne der strømmede henover hendes fine kinder - og det syn fik ham til at synke en klump.

Han ønskede at være stærk og ikke lade hans egne følelser overvælde ham. Han kunne næsten hører hans far skælde ham ud i sit indre øre. Han strammede sit greb en anelse om Livia, som hun knugede sig ind til ham - og han mærkede de salte tårer som elegant regn ramte hans hud. Han mærkede sine egne tårer hobe op i flok, og en efter en springe udfra hans øjenkrog. Nathan holdt vejret kort og prøvede at at gøre alt for ikke at lyde overfølsom.
"I love you too, Livia. I love you so much," hviskede han imod hendes hår og pressede sine læber imod de blonde lokker. "It was so hard without you, so full of darkness," tilføjede han og det var nok det eneste han ville sige lige nu om turen til flamme verdenen. Medmindre hun spurgte - men Nathan var ikke ligefrem kendt som en følsom mand - og det var første gang længe nogle havde set ham så sårbar som han var lige nu.

Livia lukkede øjnene og nød atter at være tæt på Nathan, hun snøftede en enkelt gang og trak sig så en lille smule tilbage, så hun kunne se ordenligt på ham, men lænede sig så ind og pressede sine pink læber imod hans. Det var ikke noget langt kys, men til gengæld var det fyldt med følelser, med savn, tristhed, glæde, alt hvad hun havde følt og nu følte.
Da kysset var ovre, lagde hun sin pande imod hans, som hun havde gjort så mange gange før og sagde "I know, I think that was the only thing that kept me going, not because I was afraid of dying or .. I was afraid of losing you. Compared to all the other times I've loved someone, this is much.. Much bigger than that. You're my light in a world full of darkness, you're the breath of air, when I feel like I'm drowning. You are my world.". Hendes væld af ord, var fyldt med følelser og hun kunne ikke lade være med at smile bare en lille smule, som hun så ind i hans blå øjne, mens hun snakkede.

Hun plantede endnu et kys i hans pande og rettede sig så lidt op, inden hun kiggede hen imod et ur, der hang på væggen og mumlede noget om at de burde få noget at spise snart og hun gjorde tegn til at rejse sig.

Kysset imod hans læber, syntes at fjerne alt det mørke der prøvede at drive ham fra hinanden. Hun var hans lys. Det eneste lys han havde, og kun hende kunne jage skyggerne på afstand.  Hun placerede sin pande imod hans, og han så ned på hendes læber før hans blå øjne så ind i hendes. Nathan lyttede til hende, glemte næsten at trække vejret som han blot lyttede til hendes ord. Bare lyden af hendes stemme føltes som om, at han ikke havde hørt den i årtier og den beroligede ham blot.
"Livia.." hviskede han blot til hendes ord, men hans øjne sagde alt. Det sprang ud af dem, hvor meget hver eneste lille ord betød for ham. For han havde været fanget i et mørke, og han kunne hører de stemmer hviske i hans sind. Kysset på hans pande fik ham til at trække på et skævt smil, og flyttede sit blik med hendes da hun rettede sig op. Nathan havde næsten glemt, hvordan det føltes at være sulten - at være tørstig. Så måske var det godt nok at Livia mindede ham om, at de måske burde finde noget mad.  

Nathan rejste sig op og kløede sig kort i nakken. Han kunne mærke en form for knude, en spænding omkring sit hjerte. Kort havde han sin hånd henover hvor skaden var, men den var ikke tydelig udenpå trøjen. Han stirrede kort på sit spejlbilled, som han fik øjenkontakt med sig selv i det lille spejl på væggen. Fanget i det der skjulte sig bag de blå øjne, et flamme hav uden lige. Det tog ham kort tid, før han fik trukket sine tanker væk, og så hen på Livia igen.
"You don't have my wand here don't ya? I mean I could just make a stunt and bibedibobedibu.. food!" smilede han lidt mere kækt, lignede næsten sig selv igen. Natan prøvede vel bare at få det bedste ud af, hvad han havde fået serveret - og han ønskede ikke at forlade Livias side. Ikke nu. Aldrig nogensinde.
"Or maybe you have been in this room for so long, that you just need to see something else?" spurgte han og løftede let på det ene bryn, som han gik hen og greb hendes hænder. Hurtigt placerede han sine læber imod hendes, og sukkede kort før han slap hendes læber igen. Det drev ham på rette sti, at mærke hendes varme imod sig. Det var så koldt uden hende omkring sig - om hun så stod lidt fra ham.

Livia så på ham, lyttede til hans stemme, det var noget af det hun havde savnet mest. Hans stemme der hverken var for lys eller for dyb, den var perfekt og hun kunne lytte til ham snakke hele tiden, også selvom han ikke altid snakkede så meget.
Hun iagttog ham, som han gik hen og kiggede sig i spejlet, hun kunne mærke at der var noget i vejen, men det var jo kun at forventet, der kunne gå længe før han ikke ville være hjemsøgt af det helvede han lige havde været igennem.

Da han spurgte ind til hans stav, rystede hun let på hovedet, men tilføjede "But I can transfer it here, now that I can use my magic again? But I suppose it'd be nice to get out for a bit.. Even with the current situation.". Hendes smil voksede en smule, da han lod til at være sig selv igen, og da han gik hen til hende og kyssede hende, greb hun fat i hans trøje, det var ikke noget hun bevidst havde gjort, men hun ville ikke slippe ham igen, hun så op på ham og sagde "We could always just stay here, close together and order something?". Hendes blik var et lokkende et og hendes ene hånd slap grebet i hans trøje og fandt hans hånd, hvor hun flettede sine fingre ind imellem hans, og tilføjede "How about you decide? What do you wanna do?".

Han havde ikke tænkt over sin magi siden han ubevidst havde nævnt sin tryllestav, måske havde han naturligvis ønsket at han kunne have tryllet sig selv tilbage til denne verden - men ikke noget han havde tænkt over som magiske kræfter. Han havde virkelig haft mistet forbindelsen til hvem han var.
"No it's fine," svarede han nok nærmere overraskende i forhold til, når man kendte ham. magi var alting for ham, men hvad fik ham til at holde afstand? "Oh yeah, the walking dead, sure they are up for a bite," lo han lidt af sin egen kommentar. Han så ned på hende, med det genkendelige skæve-glade smil på læben. Den lokkende stemme fik ham til at give et lille kækt fnys fra sig. Han flettede sine fingre sammen med hendes da hendes hånd lå i hans. Så kom spørgsmålet, for hvad ville han egentlig gerne. Han kunne ikke mærke sulten, men savnede nu alt hvad man kunne få på et menukort - men det var selvfølgelig også bare Nathan og hans forhold til mad.
"We can go down to the bar. I guess the Sinclair hotel is safe from the creatures. Otherwise Rebekah wouldn't let you stay for that long," et par minutter tilbage og han havde allerede analyseret situationen - nogle ting ændrede sig aldrig. "Lets go, I could use a walk. It feels like I haven't moved in years," jokede han lidt af sin situation og førte Livia imod døren. Det var et af de mere fine steder, og Nathan havde da tilbragt sine dage på mange forskellige hoteller også i New York - så han kendte kvalitet, det havde hans far belært ham om.

Så snart de kom ned til baren, satte han sig på en stol, og slap ikke Livias hånd. Han så ned på menukortet ganske eftertænksom.
"So.. can I have.. a hamburger.. uh! And a cheeseburger.. with fries," sagde han med et sulten smil. Manden bag baren nikkede og skulle til at tage Livias bestilling," uhm.. and two hotdogs.. I really miss the taste," tilføjede han og rakte menukortet til manden, " and a large coca cola," smilede han uskyldigt og så hen på Livia.

At han sagde det ikke var nødvendigt, at hun hentede hans tryllestav overraskede Livia. Hun fik dog hurtigt rystet det af sig, da han kom med sin joke, hvor havde hun dog savnet hans vittigheder. Hun grinte lidt af joken, igen da han fnøs af hendes tonefald og hun kunne ikke lade være med at nyde hans varme hånd imod hendes.
"Sure, sounds like a good idea, lemme just get my sweater real quick." Hun slap hans hånd kort, for at hive en pastel pink sweater over hendes hvide skjorte og hun rettede kort på sit tøj og tog så hans hånd i hendes igen og lod sig blive ført ud af værelset.

Livia satte sig ned på en stol der var ved siden af Nathan og hun kunne ikke lade være med at smile over hans ordre. "I'll just have a cheeseburger with fries and a lemonade, please." sagde hun til tjeneren med et smil. Hun havde spist der før, desuden var det hendes go-to ordre, når hun skulle spise ude. Hun så over på Nathan og lænede sig ind og sagde "You're quite the hungry man, huh?". Ikke at det overraskede hende, overhovedet ikke. Hun var bare en smule nervøs for at han ville komme til at spise for meget.

Da deres mad var ankommet, smilede Livia til tjeneren og tog straks en tår af sin lemonade og gik stille og roligt igang med at spise. Hun havde ikke selv spist særlig meget de sidste tre måneder, primært kun det, som folk omkring hende havde kunne få tvunget i hende, hvilket betød at der var gået flere dage imellem at hun havde spist. Men dette betød dog at hun blot nød sin mad endnu.
Noget af det første hun lagde mærke til, var at maden rent faktisk syntes at smage af noget, nu hvor Nathan var tilbage. Det var ikke kedeligt eller smagte som farven grå. Nej, der var mange forskellige smage, vidunderlige smage.

Han så over på Livia da hun kommenterede hans ordre af mad, let kækt trak han på den ene skulder. Okay normalt bestilte han ikke så meget mad, han ville nok have ladet den ene burger være eller måske ikke - det var lidt forskelligt. Men som duften af mad ramte hans næse, reagerede maven på det lidt næring den havde fået på det seneste.
"Wait till you see what I order for dessert," smilede han skævt og så på maden som den ankom foran hans næse. Nathan gik igang med at spise, som havde han ikke spist de sidste hundrede år.

Smagen som ramte hans tunge fik ham til at sukke i ren nydelse over maden, og manden bag disken troede nok nærmere han havde formået at lave det bedste måltid nogensinde. Han guffede i sig og så over på Livia da han ligesom huskede at trække vejret også. Nathan havde altid været 'charmerende' når han spiste. Det tog overraskende kort tid for ham egentlig at blive færdig med al det mad, og til sidst havde han kun sin Cola tilbage. Det kolde væske føltes fantastisk.
"You know. I never knew how Rebekah Sinclair looked like.. but I believe I have met someone who looks just like her. It was a bit creepy," fortalte han så. Han kendte Madelaine tilbage i London, en af Jess bedste veninder derfra - og en sand dobbeltgænger historie. Vent. Ville det sige at ham og Roy havde datet et sæt dobbeltgængere - akavet på en måde. Nathan rystede tanken af sig.
"How is your food? Is it good?" Spurgte han så lidt efter.

Livia smilede, som hun tog en bid af den pomfrit som hun havde samlet op. Hun vidste at han sikkert ville købe mere dessert end han havde bestilt af mad. Men det generede hende nu ikke, det var rart at se ham igen. Rart selv at spise igen, at have en ordentlig grund til at spise igen. Hun samlede selv sin burger op og gik igang med at spise den. Hun heller heller intet imod at han bare skovlede maden i sig, hun fandt egentlig ret kær når han spiste. Men det ville hun aldrig sige til ham, det var hendes lille hemmelighed.

Hun var færdig med burgeren lidt før Nathan var færdig med hans mad og havde kun sin lemonade og pomfritter tilbage. Og hun fik drukket cirka halvdelen, inden Nathan var færdig med sit store måltid.
Hun så opmærksomt på ham, da han fortalte om Rebekahs dobbeltgænger. "Somehow that doesn't surprise me.. I mean Rebekah is much older than me, so she's bound to have had a few dobbelgängers." svarede hun ham og rakte hen og tørrede en smule ketchup fra Nathans mundvige.
"And my burger was good. These fries are amazing though, much better than the burger." Hun smilede til ham og spurgte så "How was your food? I assume it was good, since you wolfed it down so quickly." Et lille grin efterfulgte hendes sætning og hun så hen på ham, med et lykkeligt blik. For hun var lykkelig, lige i det øjeblik. Hun sad sammen med Nathan, hendes livs kærlighed, som hun lige havde fået tilbage igen.