Are you like a mentor, or what? - Liliana

Efter at have smidt sig selv ud af drengens lejlighed, havde han ikke haft andre steder at tage hen. Han ture ikke tage hjem - og han havde ikke kunne skabe kontakt til Archie. Det var ellers meningen han skulle have hjulpet ham med alt det her, han var hans skaber, de delte mere end bare gener nu. Men Archie havde travlt, han havde ikke tid til Hale - hvilket virkelig gjorde ondt! Dog ikke lige så ondt, som hans samvittighed. Det værste ved at vide man havde gjort noget forkert, var at skulle være alene med tankerne - langsomt fortærrede de ham.
I det mindste så var tårerne endelig stoppet, han havde vel også kun lagt og grædt ned i puden to dage i træk, eller sådan?
Nu var der vel bare ikke flere tåre tilbage! Det hjalp dog ikke meget alligevel - han følte sig stadig som en omvandrende skraldespand! I'm trash, I know - Just one hell of a silly excuse for a human being - or whatever the fuck I am!

Det havde han stadig ikke fået hjælp til at finde ud af, han anede ingen ting, han var vampyr, men så alligevel ikke? Han hungrede efter blod, men hans hud var varm og hans hjerte bankede (for det meste) ?
Han sukkede opgivende, han havde prøvet at tvinge sig selv ind i søvnen den sidste time eller mere.
Han måtte opgive, der var noget galt! Han kunne ikke, kunne ikke finde ro jo. Hugtænderne prikkede let mod underlæben, han vidste havd der var galt - han var sulten! Og lige meget hvor meget mad han havde spist den dag, så var han stadig sulten, helt vildt sulten, og de gik bare ikke væk!

Hans øjne var blevet en lille smule mørkere, ikke ligesom andre vampyrer dog, kun en lille tand og kun pupillen. Han havde nogen ret mørke mærker under øjnene også - udmattelse nok.
Han rejste sig fra sengen, tog sit tøj på og søgte ud af værelset. Ud af hotellet! Han kunne høre alle de bankende hjerter og nærmest allerede smage blodet på tungen! Og han ville ikke! Ville ikke! De var uskyldige, de fortjente det ikke.
Han havde på et tidspunkt overvejet at drikke blodet fra en af de der zombie ting? Men de var allerede døde jo - desuden var han bange for selv at blive en hvis han gjorde det! Nejnej.
Han kom et par meter fra bygningen, heldigvis var området ret ryddet for zombier, i hvert fald imens han havde boet her? Måske var det beskyttet med magi, eller så ville zombierne bare hellere ind i byen hvor der var lidt mere mad at tag af, i stedet her ude i bjergene? Kunne sagtens være.

Han forsatte væk fra hotellet, prøvede at få lyden af den bankende puls ud af hovedet, som han søgte hen mod klippe skråningen, væk, væk, væk.. Sulten.. Indtil..
Et hjerteslag - tæt på - trængte ind i hans hovede. Han vendte sig overrasket om, og stod ansigt til ansigt med en ung kvinde. Hvad?
"I.." sagde han forvirret, men det var blot et sekund, et sekund havde hun fået, bare et øjebliks menneskelighed, medfølelse, forståelse, sympati.. Han skulle have sagt: run
Men længere nåede han ikke. Han hævede hånden og gav hende så kraftig en lussing, at hun væltede om på græsset under deres sko.
Han var i en hurtig fat over hende, prøvede at fange hendes håndled og holde hende nede! Men hun var åbenbart ikke helt slået ud endnu, var begyndt at skrige og stritte imod! Og Hale der ikke helt havde sin styrke under kontrol endnu, anede ikke hvordan han skulle få hende til bare at ligge stille.. Han havde brug for at hun bare.. !!! I'm so hungry, please.. I need you.. Need your blood.. Please!

Outfit hår osv, og yes bare fødder!

Liliana havde sovet det meste af dagen væk, det var ikke fordi der var noget nyt i det, men nu hvor der var lockdown så var det endnu mere ofte at det skete. Byen var tom og kedelig, der skete absolut intet i dagtimerne for tiden. Nattetimerne var ikke meget bedre, men der var der da chance for at møde nogle mere interessante typer. Hun havde grebet en flot rød satin lignende kjole i hendes skab og havde smidt den på. Hun havde ikke givet og tænke på bh, det var ikke fordi hun havde jordens største bryster, og skulle vi være ærlig så sad de perfekt. Hun kørte en børste igennem det kobberrøde hår, og fik hurtigt lagt en let makeup og malet de fyldige læber i en rødlig nuance der matchede kjolen. Hun stoppede i gangen og kiggede på sine sko der stod der, men hun besluttede sig for at det gad hun ikke bruge sin tid på.

Hun boede i kanten af Moonlight Falls, men her skete der ikke det store så hun havde hurtigt fundet vej til Gaia, mere bestemt til kanten af Gaia, lige omkring bjergene. Der lå et lille in, og her var der altid føde og finde. Det tog hende ikke lang tid og fange færten af en, og som hun langsomt og lydløst bevægede sig imod klipperne der var oppe af denne skråning. En duft ramte hende, og hendes læber krøb op i et lille smil som hun brugte sin umenneskelige hastighed til at nå hen til hvor duften kom fra. Hun stoppede i skyggerne og betragtede det som foregik. En ung fyr, tydeligvis en eller anden form for blanding, heks og vampyr, var i gang med at slås med en ung kvinde som desperat forsøgte og komme væk. Ynkeligt. Hun rullede opgivende med øjnene, hvorfor var det at folk skabte vampyrer og så efterlod dem som svage små skvat, og ham her, han var sku en af de største skvat hun i sin lange levetid havde stødt på. Hun overvejede lidt om hun bare skulle slå ham ihjel, men det var her en anden ide kom til hende. Og et lettere sadistisk smil skilte de fyldige læber.

Med rolige skridt gik hun ud fra skyggerne. Hendes bare fødder bevægede sig elegant over det fugtige græs, og hun gik direkte hen til de 2 der lå og tumlede i græsset. Tidsnok til at gribe fat i håret på kvinden som havde få vristet sig fri fra den uduelige og unge hybrid. Hun tvang hende op alt imens hendes tænder viste sig sammen med årene omkring de nu sorte øjne med en klar rød pupil. Hun kiggede på kvinden som stadig skreg og holdt hende for munden med den anden hånd så hun ikke længere kunne skrige ”That is fucking annoying. Keep screaming like that, and I will tear out your vocal, but make sure you survice so you can lay there in pain.” Kvinden gispede og nikkede og Liliana fjernede hånden fra hendes mund og skubbede hende ned på knæ foran hende, hvor hun blot sad nu og hulkede. Lilianas blik bevægede sig over på den unge hybrid og hendes blik var bestemt ikke venligt, derimod hånligt og koldt ”How pathetic. Can’t even keep control over a small little woman. Tsh..” Hun slog en gang med tungen og sparked til kvinden som nu endte liggende på jorden foran fyren. ”What the fuck are you waiting for? Dont tell me I have to both stop your prey from running, but also bite so you can drink? Forget it… Only the strong ones survive. If you want to live, you sink those tiny fangs of yours into her!” Hun lagde afventende armene over kors som hun snakkede med en håndlig og hård stemme. Hun tog sig ikke af kvinden hvis hjerteslag var blevet hurtigere af ren frygt. Det var nok også det som gjorde hun ikke turde kæmpe mere, der var ikke kun en, men 2 af dem nu. Og ulig Hale, var der fuld kontrol og spore i hele Lilianas væremåde, og det var tydeligt hun ikke fandt sig i noget. Kvinden havde bare givet op, lå og bad lavmeldt.

Langsomt forlod menneskeligheden ham alligevel, og han lod instinkterne overtage, ikke at han rigtig havde noget valg egentlig, han var alt for sulten. For sulten til at have ondt af hende nu. "Don't.. Fight.. Me!" knurrede han af hende, den slags knurren der kom helt nede fra maven af og virkelig blev brølet ud! Hans styrke tog mere over, og han havde næsten fået styr på hende, da hun valgte at smide et knæ i maven på ham. Han tumlede lidt omkring som han hylede sin smerte ud, ikke helt lige så hardcore, som han nok ønskede han kunne være.
Det næsten skete alt for hurtigt til han kunne følge med, han så hende blot igennem sløret af tåre der havde lagt sig over hans øjne. En kvinde? Who is this? What is going on?

Han troede faktisk havde allerede havde tabt på forhånd, at han pigen ville være løbet sin vej inden han kunne nå op på benene igen, bestemt fordi han ikke rigtig kunne finde ud af at kontrollere det der 'speed', som hans race var kendt for. Faktisk kunne han ikke rigtig finde ud af kontrollere noget som helst! Det hele var noget møg. Åh nej vent, han kunne kontrollere sit hjerteslag igennem sit åndedræt! Et rimelig cool trick, men han kunne virkelig ikke bruge det til særlig meget. Desuden så bankede hans hjerte ustyrligt hurtigt lige nu, og han følte sig helt stakåndet. Nok bare på grund af overraskelsen, hun.. Virkede lidt skræmmende. Okay meget, okay han var bange. De store brune dådyr øjne gled op på hende, som han så på hende som en fortabt lille hundehvalp.

Hans øjne veg en smule, som den nyankomne, hvem end eller hvad end hun nu var - ja han havde ikke engang lært at kende forskel på dufte endnu - fik placerede hans natmad på det våde græs mellem dem. Han fulgte hende med blikket, ikke heeeeeelt.. Sikker.. På hvad det smartest han kunne gøre lige nu, ville være? Hendes blik var koldt og håneligt, og det fik ham til at svede af ren og skær angst, angst for at gøre det forkert, angst for at gøre det rigtige, angst for overhovedet at gøre noget. Et kort øjeblik var han igen den forvirrede hybrid han havde været de sidste par dage, lille og hjælpeløs. Men som hun sparkede hans natmad på plads foran ham, gik pigens hjerterytme op og hendes puls bankede hårdt i Hales øre, de fik hugtænderne til nærmest at summe efter tilfredstillelse. Og der var kun en måde!
Instinkterne tog over igen, han bøjede sig over hende, tog fat omkring hendes arm med et hårdt jerngreb, og lige over albuen bed han fast i hende. Smagen var ubeskrivelig, han anede ikke hvilket væsen det var, kun at det ikke smagte ligesom Vito, Vito smagte anderledes, Vito smagte bedre! Men det her var også godt, han var næsten død af sult, og det her endte virkelig alle hans pinelser! Den brændende fornemmelse i halsen blev dulmet af den tykke røde væske. Og hans drak, drak og drak og drak, til der ikke var mere tilbage. Uden overhovedet at vide.. At han med denne handling havde taget hendes, den uskyldige piges, liv.
Først da han efter at have prøvet at suge mere ud af hende end der egentlig var tilbage, gled han tilbage på røven og slap hendes livløse arm. Tiden gik i stå. Tårerne samlede sig i hans øjne, og en hulken startede i hans hals. Hans blik gled ned over det svineri han havde lavet, blod alle steder, og det begyndte straks at køre rundt i ham, som kvalmen truede med at få ham til at kaste det hele op igen.. Enten det eller besvime, lige her og nu. Pull it together - please! Breath!!

Det var nærmest ynkeligt og se hvordan han havde kæmpet med pigebarnet, han havde tydeligvis ingen kontrol over noget som helst. Styrke, sult, intet var der styr på. Det passede hende egentlig fint nok, det betød hun kunne forme ham præcis som hun ville have, en lille Jeremiah nr 2. Især nu hvor han virkede til og være blevet, blødsøden, hun skulle stadig finde ud af hvad fanden der foregik, få styr på ham igen. Men lige nu skulle hun finde ud af hvem denne unge hybrid var, hvem der havde skabt ham.
Hendes øjne betragtede ham roligt som han valgte og sætte tænderne i kvindens arm. Ikke ligefrem et sted hun selv ville have valgt, men hver sine premisser, i det mindste drak han. Og han blev ved, kvinden skreg, men han stoppede ikke han drak og drak, og hun kunne tydeligt hører hvordan hendes hjerte begyndte og slå langsommere, og i takt med at blodet blev drænet stoppede hun også med at skrige indtil den søde lyd af stilhed ramte, hendes hjerte var stoppet.

Liliana smilede tilfreds, eller det var indtil han begyndte og hulke på den der ynkelige måde. Jeremiah havde sku da aldrig været så ynkelig. Det ville kræve noget tid og få pillet det ud af ham her. Hun sukkede irriteret som hendes tænder trak sig tilbage og hendes øjne igen blev normale, blå. Hun gik hen og greb fat i hans trøje og hev ham op og stå. ”Cut it out. You want to live, this is what you do. Nothing wrong or bad about it. You enjoyed it didn’t you? That sweet taste of her blood on your tounge?” Hun smiled som hun lænede sig frem med et godt greb I hans trøje. Hendes tunge gled let over hans mundvig hvor der sad en smule blod og hun en nærmest nynnede lyd kom fra hende. ”Uhmm.. she was indeed delicious..” Hendes øjne blev med et kolde og hårde og hun skubbede ham let væk, dog ikke så voldsomt at han ville falde om. Hun skubbede noget af det kobberrøde hår om bagved hendes ene skulder ”Who is your maker? Why are you out alone, it’s pretty clear your nothing but a little baby who have no fucking idea what he is doing.” Man kunne fornemme den afsky hun havde overfor skaberen, at efterlade sin egen skabning alene, nej hun ville aldrig gøre det. De skulle støbes og formes i deres skabers billede. Men måske var det hendes held at hun så havde fundet ham her?

Han nåede dog hverken det ene eller det andet, da kvinden hev fat i ham - lidt fortumlet og ude af balance kom han på benene igen - hjertet siddende helt oppe i halsen. Hans triste øjne mødte hende, hun så bedre ud nu, mere menneskelig, mindre skræmmende. Hendes stemme var dog stadig den samme, og han skælvede let ved hendes ord. "I.. I no.. I don't want to.. I don't want to kill.." hviskede han grædefærdigt, før kvinden tog mere fat i ham, og han lænede sig lidt forover. Han blev så fuldkommen skrækslagende da hun kom tæt på, helt tæt på og angreb nærmest hans mund! Han satte sine hænder mod hendes skuldre og prøvede at skubbe hende fra sig, ikke at det hjalp meget - han var bare en heks - en heks der ikke havde lært at styre sin vampyr styrke, eller noget som helst andet der havde med vampyr-genet at gøre, endnu.

Hun skubbede i stedet ham fra sig, og selv om det ikke havde været særlig hårdt, med den tilstand han var i, tumlede han alligevel lidt rundt, ude af balance, men faldt heldigvis ikke. "I.. He.. Umm.. I don't know, I can't find him, he dosen't have time for me.. I'm alone.." hviskede han stille, som han tørrede sine øjne igen, der blev dog bare ved med at komme tåre - han kunne ikke stoppe igen - følte sig helt nedbrudt og ynkelig - forladt og alene - det var forfærdeligt.

Ynkeligt, han skulle smide den der attitude om ikke at ville slå ihjel. Han var et rovdyr, og det kunne han lige så godt acceptere først som sidst. Hun kunne sagtens råbe noget om det, banke det ind i ham, men lige nu gad hun faktisk ikke. Hun løftede et øjenbryn som han på trods af hun ikke skubbede hårdt, tumlede lidt rundt. Wow, kunne man være mere ynkelig og se på? Okay han faldt ikke, det var da altid noget eller? Nej fandme nej! Hun havde mødt ældre vampyrere der var mere hardcore end ham som hun havde slået ihjel uden tøven, ene og alene fordi hun så dem som en skændelse på hendes smukke race. Man skulle acceptere hvad man var, et rovdyr, embrace det. De der sinker som mest af alt mindede om gamle koner 'uhha vi kan ikke slå nogen ihejl', hun hadede dem som pesten.

Ganske som hun havde forventet var han blevet efterladt af sin skaber. Hun kørte irriteret en hånd igennem sit hår, prøvede og styre den vrede der voksede i hende for denne 'skaber'. Han havde absolut ingen ret til at kalde sig det. Okay Liliana var en kælling, hun var nådesløs og en kold sæk. MEN hun havde aldrig i sit liv forvandlet nogen, for så at efterlade dem alene, ikke engang som en hævn. I hendes øjne var det nedværdigende for deres race, for det endte altid i at vampyrere blev set som svage og ynkelige væsner. Hun lavede en frustreret lyd, som mest af alt mindede om at puste en ordenligt omgang luft ud ag lungerne. "Great.. Another idiot who think he can be a maker, just to leave the pathetic baby alone." hun sukkede opgivende og hendes blik vendte sig imod Hale. "You're comming with me.. I will not accept a no. Someone have to fucking teach you how to be a vampire... Can't have someone as weak as you running around giving us a bad name..." Det var tydeligt det ikke var medlidenhed som gjorde at hun hjalp ham. Hun vendte sig om og begyndte og gå med rolige skridt i en retning, forventede at han fulgte efter hende. De skulle et sted hen hvor de ikke risikerede og blive overrendt af disse nye underlige væsner. Men så igen, hvis han blev fanget og dræbt af en var det så virkelig så slemt?