Oh all the battles - Tatia

Gæst

S: Udenfor akademiet
T: Hen imod aften
O: Beskrives
V: Støvregn og meget tåget
P: Klik
Emne til: Ma babest babe of all babes aka @Tatia <3

Det var under slaget. Cecilia havde ventet på at nogen en eller anden dag ville få brug for hendes kampevner i en virkelig sammenhæng og ikke bare evig træning. Hun kunne faktisk bruge alt den energi hun havde spareret og derved var hun blevet mere sig selv. På trods af bekymring fra sin familie og Tatia - så var hun alligevel været en af dem som var taget ud for at se om de kunne rydde ud i de levende døde. Der skulle ikke meget til at overtale Cecilia og den overmodige halvgud var også den eneste overlevende fra omgangen. Der var gået et par dage for meget i forhold til hvornår hun skulle have været tilbage på akademiet.

Endelig kunne hun træde frem igennem barrieren til akademiets store port og vise hvem hun var i den ellers tykke tåge der hærgede landet. Cecilia åndede tungt ud som hun endelig havde fået kæmpet sin vej tilbage. Tøjet nærmere malet ind i fjendernes blod og den hurtige vejrtrækning der prøvede at overbevise hende om at hun var tilbage nu - så at slappe af ville hun ikke kunne tage skade af. De blå øjne flakkede rundt i gården, som folk stormede hen for at hører hvor deres pårørende var hende, og hvordan det var gået til det hele. Cecilia fortalte kort og præcis hvad handlingen havde været men hun ledte efter en speciel person. En person som i hendes tanker nok havde været den stærkeste drivkræft i form at komme tilbage hertil uden at måtte lide den brutale skæbne som mange andre havde.
Det var først da hun fik øje på Tatia, at hun endelig syntes at kunne ånde frit igen og hun gik med hurtige skridt hen til hende for at stoppe op foran hende. Da hun ikke ønskede at smøre Tatias tøj ind i blodet. Cecilia var næsten åndeløs som hun havde taget sin ene handske af og hørte sin håndryg henover Tatias kind imens hun så hende dybt i øjnene.
"How I have missed you. For a moment I had to admit.. that I was scared of never seeing you again," indrømmede hun i et lettere lavt toneleje. At indrømme hun havde været bange var ekstremt stort for Cecilia. Selvsikkerheden og ingen tegn på svaghed havde altid været hvad folk tænkte om hende. Mest fordi hun aldrig indrømmede at være svag. Det havde aldrig lagt til hendes natur.

Men det stod klart for hende som stjernerne på den mest vidunderlige mørkeblå himmel, hvad det var hun ønskede i sit liv. Oplevelser som denne satte livet i et perspektiv, og hun ønskede ikke at spilde det på at lege en masse lege. Hun ville have det til virkelighed, hun ville skabe en fremtid og ikke var en masse døre der ville støve til imens hun ventede på at beslutte sig. Hun tog hånden til sig, og tog noget frem fra sin lomme. Hun greb derefter stille Tatias hånd med den anden.
"Tatiana Radeva.. There are many ways to be happy in this life, but all I really need is you. When I look into your eyes, I can see a reflection of the two of us and the life I hope we'll share together... Will you share your life with me by becoming my wife?" Spurgte hun næsten åndeløst. Hun lod ringen falde ned i Tatias håndflade. Den hvidguldsring med de fineste rubiner i. Cecilia var ikke ligefrem altid den mest romantiske og kunne virke som om man kunne snakke til en mur - men hun havde sine øjeblikke. Og måske havde de to aldrig rigtig sagt til hinanden hundrede procent at de var i et forhold - men Cecilia havde ikke været sammen med andre efter hun ahvde mødt Tatia - hun havde kun haft Tatia i sit sigte. Og hun kunne ikke forstille sig at være sammen med andre.

Gæst

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har en hvid kjole på, den går hende til lidt under knæet Link. Hun har højhælede sko på, som gør hende 4 cm højere (fra 1,69 til 1,74) Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, det er en smule roddet Link. Hun har simpel make-up på Link. Hun har en halskæde om halsen, hvor der er et billede af hendes datter i Link

Hun havde fundet sig selv side, ved indgangen til akademiet, som ventede hun hvileløst på en, hvilket hun også gjorde. Hun vidste Cecilia var stærk, men hun hadet alligevel, at hun besluttede sig for, at være ude og kæmpe imod de levende døde. Selvom de egentlig ikke var et par, så holde hun meget af denne kvinde, man kunne måske endda sige hun var forelsket i hende, så tanken om at miste denne vidunderlige kvinde. Det var i sidste ende derfor, at hun befandt sig udeforan akademiet, således hun hurtigt ville kunne opdage Cecilia, som hun ville grydse gennem barieren. Hun kunne allerede mærke spændingen stige, som hun betragtede barieren, som nærmest hele tiden, forventede at den smukke hybrid ville komme ind.
Sekundet Cecilia's fært nåede hende, rejste hun sig fra trapperne, og skyndte sig straks imod den. Hun kunne mærke hvordan smilet fandt sin vej til hendes læber, og havde hun haft et hjerte som bankede, ville det højst tænkelig, være hele vejen ud af brystet på hende. Hendes blik flakkede rundt, og hun kunne ikke se hende blandt folkemængden, og alligevel kunne hun dufte hende. Dog syntes deres blik endelig at mødes, og som smilet kom igen frem, som de gik imod hinanden. Hun kunne mærke hvordan sommerfuglende, fløj rundt i hendes mave, sekundet Cecilia lagde sin hånd imod hendes kind. Hun kyssede hende blidt, ignorede alt om blodet, der syntes at beklæde hendes tøj "I've missed you too, I was so scared, I thought I was never going to see you again" hun bed sig i læben, og så væk. Hun havde haft samme frygt, som Cecilia indrømmede at have, netop den ikke at se den anden igen.
Hun så forvirret på Cecilia, som hun trak sin hånd til sig, og derpå tog hendes hånd i sin egen, det gik dog langsomt op for hende, hvad der faktisk foregik, som Cecilia begyndte at snakke. Hun kunne huske sidste gang det skete, dog var hun ældre nu, og det var anderledes. Let bed hun sig i læben, og hun kunne ikke fjerne sit blik fra Cecilia, som glæden strømmede op i hende, så meget at hun næsten ikke kunne holde det tilbage. Som hun så ringen lande i hendes hånd, efter at Cecilia kom med spørgsmålet, om hun ville være hendes kone. Uden den mindste smule tøven, tog hun ringen på og nikkede "Yes, YES!" hun lagde sine arme omkring Cecilia, fuldkommen ligeglad med blodet, og hendes læber fandt Cecilia's bløde læber "of course I will marry you, I would like nothing else" hun bed sig i læben igen, og der var kærlighed i hendes øjne, som hun betragtede kvinden foran sig, som nu var hendes forlovede.

» Have we met before? - Tatia
» Just tell me that we’re okay - Tatia
» Look what we have here... - Tatia
» Run girl, run - Tatia
» Wait... You're not...? - Tatia