The turner meets her Protjek//Caroline//

S Ravens
O Overnaturlige væsner som hygge sig.
V Det sner svagt
Tid 20,00
P https://s-media-cache-ak0.pinimg.com/236x/c6/bf/1e/c6bf1e5030f0decd925b30d554b69b7a.jpg

Vejret var ikke særligt behageligt for nogen overhovedet, dog som aften skred frem dukkede flere op på Baren. Michael bed sig svagt i læben, hvorefter der røg et til glas, whisky ned i hans hals, hvorefter der fulgte en til efter. Det var en uge siden at Michael var blive forvandlet han, havde holdt sig ude for alt det med Packs mens han var kommet ind i dette nye liv som en varulv. Han kunne ikke, fatte at han nu var sådan et væsen her, en som ikke kunne bestemme over sig selv, hele tiden, men kun en som kunne lære og styre sig selv. Han forsætte med og drikke mere, mens han tænkte på den næste gang fuldmånen ville dukke op, for ham helt alene.  ville han forvandle sig igen for anden gang. Michael bed sig svagt i underlæben, han havde firetyve timer, til at drikke sig fuld falde i søvn, hvorefter han ville ha druknet hans sanser svagt, hvorefter han ville kunne fokusere på at komme videre med hans liv som en varulv. Dette sted var os dejligt fordi han ikke, havde en pack og skulle høre under han boede i sin egen lejelighed, hvilket han ville tag hen til senere når han var færdig med det hele.  Da klokken nået midnat, blive han dog smidt ud, hvorefter han gik ned gennem gaden, hvor han ville kunne finde hans lejelighed. Da han endelig nået ned til og fik låste døren op, hørte han en velkendt stemme, hvorefter han vendte sit ansigt op, og så den kvinde, som havde forvandlet ham, han lod sig selv glide ned, hvorefter han sad foran hans dør. "Heej, Caroline, jeg troede ikke du ville dukke op idag, du må undskylde, hvordan jeg ser ud." Lød det fra Michael af, hvorefter han bevægede sig ind af døren og lod den stå åben, som hun kunne igennem, hvis hun ikke bare smuttet igen, hvilket der gjorde at Michael gik ud på toilet og vasket sit hovedet, hvorefter han smed sig på sin sofa inde i hans stue. Hans lejelighed bestod ikke af meget, der var en stue et badeværelse, og et toilet det var det eneste han ejet som var de steder, dog så stuen ud til og være i hundene, hvor de to andre steder, så næsten urørt ud.  Julen, havde altid været en vigtig tid for ham, da han var engel men han følte sig helt alene lige nu. Han ville bare, ha denne tid til og være over.

@Caroline

Påklædning

---

Moonlight Falls, den skreg jo nærmest efter varulve - på trods af en heks havde fået byen til at opstå. Hun gik igennem The King Quarter, fin hyggelig flænge i byen - små søde butikker - heksenes yndlingssted. Caroline kunne mærke de små snefnug der ramte hendes kinder, derefter smeltede de og gled ned af hendes hud. Caroline elskede denne tid på året før hun blev forvandlet, før hun mistede alt elskede hun den. Hun plagede at elske, at komme hjem efter skole, og se hendes lillebror smile imens han sprang i hendes favn. At kramme hendes far når han kom hjem fra arbejde. Sidde og snakke i sofaen med sin mor - hun elskede det. Men det var væk nu. Væk for altid. Caroline slog minderne væk, imens hun begik sig ind på Ravens. Et glas whisky ville gøre godt nu. Dog ramte et dårligt minde hende igen, da hun så ham.

Fuldmånen. Den havde været så højt oppe på himmelen, og hun havde kæmpet sådan for ikke at falde i, men hun havde ikke været stærk nok. Ikke været stærk nok til at modstå duften af blodet, modstå lyden af skrigene. Caroline havde forvandlet ham. Forvandlet den sårede engel, den sårede engel som hun havde været så forgabt i før hen. Hun havde forvandlet ham - og nu turde hun ikke at se ham i øjnene længere. Caroline skulle ikke have haft forladet ham, men han havde været dødende - hun havde reddet hans liv. Caroline kørte en hånd igennem sit blonde hår og gik hen til ham. Han gjorde an til hun kunne følge med. Let sank hun en klump. Hunvar nervøs. Hvorfor gjorde han hende så pokkers nervøs? Det var som tortur. Caroline gik indenfor. Hendes blå øjne kiggede let omkring sig. Den eneste lyd hun kunne høre var lyden af sit eget bankende hjerte der fyldte rummet. Caroline vendte blikket over på ham, og vippede hovedet en anelse på skrå inden hun lod luften sive lettere ud imellem sine læber.
"Hey." Var det eneste hun kunne sige. Selvfølgelig var hun nok bange for, at han hadede hende for at forvandle ham. Det havde ikke været med hendes gode vilje, hun havde reddet hans liv.

Da Caroline selv var blevet forvandlet, havde hun ikke tilgivet sin skaber. Hun havde råbt af ham, udvist voldsommere reaktioner. Okay hun havde været mega ked af det dengang, det var lige der hun havdem mistet sin familie. Lige der, hvor hendes far havde været skyld i familiens død. Hvorfor skulle han pisse en af fangerne på sit arbejde af. Så hårdt kunne det da ikke være at være politi. Heldigvis havde hun ikke været hjemme da fangen slap fri og kom efter dem. Hun kom hjem til et hus hvor væggene var indsmurt i blod fra hendes familie. Politiet troede det var hendes værk, og hun blev sat i fængsel til de fandt ud af, hvem der egentlig havde stået for det. Fangen fortalte hende, at han ville ødelægge hendes fars liv, men nu kunne han ødelægge hendes i stedet for. Caroline lovede ham, at når hun fik chancen ville hun finde ham. Fange ham. også sulte ham. Der gik et par år, og et varuvle bid. Så gjorde hun det. Hvilket resulterde i hun blev smidt ud af sin gamle pack. Carmen fandt hende få år efter.


Caroline kløede sig kort i nakken, inden hun tog sin jakke af og smed den over sin ene arm. Halstørklædet røg samme tur, let kiggede hun sig omkring og lagde det så på et bord ikke så langt væk fra dem. Uden at sige meget satte hun sig ned i sofaen ved siden af ham og kiggede ligefrem. Han ville kunne høre hendes hjerte banke hurtigere og hurtigere - ville han ikke? Jo, trods alt var han varulv nu så hans sanser var mindst ligeså forhøjede som hendes egne - udover hun selvfølgelig var beta for sin pack. Caroline rømmede sig let inden hun kiggede overpå ham, med hovedet lidt på skrå. Han havde stadigvæk de samme træk. De træk der havde draget hende ind i dette problem til at starte med, de samme dybe mørke øjne som hun ikke kunne andet end at elske. Stemmen. Måden han sagde hendes navn på, der fik hende til at ryste let af nervøsitet.
"Så det... øhm.." Hvad skulle hun sige? Hey hvordan går livet som gadehund? Vent fornærmede hun lige sig selv der? Hun rystede tanken væk, og bed sig kort i læben.
".. Hvordan går det?" Spurgte hun nervøst, man kunne nærmest hører hvordan hendes stemme var ved at knække over. Caroline havde altid været forsigtig og nervøs anlagt, når det kom til sådanne situationer her - andre steder kunne hun enten være vild som en løve eller blid som et lam.

Hun svang det ene ben over det andet, og ventede blot på denne akavede stemning ville gå over. Hvis den nogensinde ville gå over? Måske var det bare sådan her det var.. at de skulle sidde her i stilheden. Caroline rejste sig op lidt efter og gik hen for at hente et glas vand. Hun skulle bruge noget til at skylle sin dårlige smag i munden væk. Blev den dårlig fordi hun ikke følte hun havde noget fornuftigt at sige? Skulle hun undskylde? Nej det havde hun gjort rigeligt den dag hun forvandlede ham. Så rigeligt. Caroline satte sig hen ved siden af ham igen, og rømmede sig let. Så drejede hun fonten om imod ham, imens hun tog en tår af sit vand.
"Hvis du ikke siger noget... starter en samtale.. så hælder jeg vandet udover dig." Hævede hun let på brynet imens hun snakkede. Hendes stemme virkede ikke nervøs der, og det hævede bryn - bekræftede, at hun mente hvad hun lige havde sagt. Caroline var alt andet end en nervøs lille tøs - og hvis hun skulle løsne stemningen - måtte hun vel være sig selv?

Michael sætte sig op i hans sofa da hun, sætte sig der hvad skulle han sige. Han anet det ikke, men han var stadig høflig s¨å da hun starte med og sige hej, "svaret han med et halv druknet smil, efter alt den alkohol han, havde fået han var dog stadig ikke fuld, men han var smadret. "Hej," da hun var kommet med ind, havde han ikke regnet med at hun bare ville opføre sig venligt, han havde regnet med hun bare var kommet med ind for og se til ham, hvorefter hun ville være gået igen. Denne kvinde, kunne han ikke være vred på, hvorfor var faktisk et simpelt spørgsmål og svare på, han var helt forgabte i hende, derfor havde han prøvet og holde sig lidt væk fra hende og andre, indtil han kunne styre sin indre ulv eller løve, hvad man nu ville kalde det men nu når hun sad her, kunne han lige så godt høre hendes hjerte galloperet som ti heste, som hans eget der os var vildt hurtig, men han måtte bare være sig selv, måtte han ikke. Det var da den ting, han prøvet på lige nu. Da hun spurgte om, hvordan han havde det gik alt i stå for et sekund, hvilket der gjorde at han kunne tænke sig lidt mere om, eller det følte han, hvorefter han så hende gå ud og tænde for vandet. "Øhm, jeg har det okay, har prøvet og forbedre mig, til den næste fuldmånen om præcis en dag nu, ikke fordi det er let." Michael sende hende en charmerne smil, mens han prøvet og lade vær med og bevæge sig alt for hurtigt frem, da han selv følte der var noget ved hende som tiltrækkede ham mere og mere, og jo mere han prøvet og skubbe sig selv væk, jo mere ville han ha hende. Da hun kom tilbage, hvorefter hun vende sig mod ham med vandet og nærmest truet, ham stod, han som lammet, det ville hun da ikke gøre ville hun, "Øh Caroline søde, smukke Caroline, skal vi ikke bare stille vandet, og så snakke." Idet samme han sagde det tog han vandet ud af hendes hånd, forsigtigt, hvorefter han smilede charmerne til hende igen, da han stadig kunne mærke hans egen hjerte pumpe, så helvedes måde, han havde aldrig følt noget ligende som da han var sammen med hende kort, det havde følte og gjorde stadig som om han, havde fået en trejde  chance af gud, "så Jul, hvem skal du holde det med." Han måtte heller svare hende, ellers ville hun jo bare smide, vand på ham igen, hvilket han ikke var så glad for.