Time of destruction - Neal

"It's time," sagde den ene og gik ind i teltet hvor Alycia sad bundet. Tårerne var udtørret men det var tydeligt at se på hendes nærmest rødlige øjne at hun havde grædt. Det var ikke mere end et par dage hun havde været her, og det var ikke fordi de havde gjort hende noget - endnu. Tanken var blot det værste, for når hun endelig faldt i søvn - blev hendes hjerne gennemrodet med mærkelige mareridt som efterlod hende ganske søvnløs. Et nyt hver eneste gang hun lukkede øjnene i. Hun så ansigter som kaldte efter hende, men ingen af ansigterne kunne hun huske navnene på. Det hjemsøgte hendes sind. "Time for what?" Spurgte hun og sank en klump. Hjertet slog hårdt imens hun så på en næsten genkendlig herre.
"The new life. Let me help you remember," sagde den unge herre og satte sig ned på hug ved hende. Han placerede sine hænder imod hendes tindinger og lukkede øjnene. Så slog det som lyn ned i hendes hoved og hun lukkede øjnene sammen i smerten. Alle minderne fløj på plads kort. Næsten. "We restart your life every 40 years, lucky you," tilføjede han næsten stolt. Det vendte sig i Alycias mave, og ikke kun fordi hun var gravid. Tanken og bevidstheden om at om lidt ville hun måske ikke engang kunne huske Sebastian var frygtlig. Lige nu kunne hun mærke hvordan vreden boblede i hende. Tanken om de ville tage hendes liv fra hende og sende hende et ukendt sted hen, skille hende fra Hope. Ingen tale om.
"Thanks, but no thanks. I quite enjoy how my life turned out. So either you let me go, or your death will be much more painful than it already will be," sagde hun i et lettere truende toneleje. Sandt. Alycia var en engel og nok den mest søde uskyldige sjæl man tænkte man kunne møde. Men så var der alt det som var glemt, der kom frem når hun huskede alt. Hun var ingen engel, men heller ikke en dæmon.
"But you need to suffer dear for what you did," sagde han og greb om hendes hage, "and the best way to suffer is to lose what you love most.. right? Then in 40 years from now.. we can take you back here.. see the king you fancy so much have another queen by his side.. and your precious little girl calling another for mummy.." tilføjede han og gav slip på hendes hage.

Alycia kastede sit hoved frem ad og sendte manden tilbage i et chok da hendes pande ramte ham.
"Funny you mention that.. it reminds me that I got a little trick on my own," sagde hun i et vredt men dog roligt toneleje. Derpå lagde hun sit fokus på manden og brød hans skjold for mentale evner, hvorefter hendes anden evne trak ind og fik ham til at befrie sig. Det var udmattende, men ikke noget hun ikke kunne klare. Så snart hun var fri, brækkede hun nakken på ham og gik mod udgangen. Der var en hel lejr - af folk der hadede hende for en fejl i fortiden. Den gang hun engang var kommet til at dræbe en bondes søn med sin magi. Det havde været et uheld, og hun havde mistet sin bedste ven dendag - alt sammen fordi, at hun ville vise ham hvad hun kunne gøre. Dengang havde hun kun været 12 år. Så snart hun kunne se folkene var godt opmærksomme på ders mad og øl - så listede hun langs teltet og søgte imod skyggerne. Dog gik der ikke længe før de opdagede at Alycia var stukket af og satte på farten efter hende. Alycia fik det lange ben foran og løb afsted igennem skoven. Hun løb og løb til, at hun løb lige ind i armene på en genkendelig sjæl.
"Neal?" Spurgte hun undrende og så på ansigtet af en person hun ikke havde set i langtid - og ikke før nu faktisk kunne huske. De høje stemmer kom imod dem og snart kunne man se faklerne fra mændene komme løbende efter hende. Det havde været en af de dage hvor hun havde været ude, så hun var ikke specielt varmt klædt længere - og ren var den røde kjole heller ikke længere. Hunhavde intet på fødderne andet end skidt fra den jord hun løb på.


//@Neal <3