I can't tell you who I am - Jonas

Tid - 03.40 om natten
Vejr - Koldt tæt på frost grader
Omgivelser - Få unge mennesker
Tag - @Jonas

Arbejdet kaldte, Adla havde denne nat brugt på at tjene penge, ved at gøre ting mænd gerne ville have hende til at gøre. Hun forstod ikke hvorfor hun skulle gøre netop sådan noget, men hendes chef havde fortalt at det var et godt lønnet job og at de fleste penge gik til hendes familie, der var fattige nede i Iran. Hun troede på det, hun var jo gået med til dette for at kunne give sin familie penge til at leve for.

Hun ville skyde genvej igennem parken for at komme hurtigere hjem. Hun havde et par korte shorts på, og bare ben, et par højhælede stiletter, en sort læder jakke. Det var en jakke hun havde fået af sin far og mor, da hun fyldte 18 år. Hun have fået en del nyt tøj efter hun var kommet til England, det var hendes chef der havde købt det, og havde sagt hun skulle betale det af med sin løn.

Hvad hun ikke vidste var at pengene ikke kom ned til hendes familie, og jo flere ting hun fik af chef, jo mere gæld fik hun. Hun skulle også betale fly billetterne og pengene til hendes falske dokumenter og sådan. Men ja hun vidste det ikke.

Adla var glad for at være i England, hun vidste at hun ikke måtte tale med politiet og hospitalet og sådan, for så ville de finde ud af hendes dokumenter var falske og hun vil få store problemer. Men det var ikke det hun havde fået afvide af chefen. Politi og sådanne ting var meget dyre her i England og hun måtte ikke tale med dem, fordi de ikke kan lide folk der ikke oprindeligt er fra England og sådanne ting.
Det var også derfor at Adla havde holdt sig væk fra disse personer, hun opsøgte sjældent folk på gaden i dagtimerne, hun turde ikke snakke med folk.

Turen gennem parken var virkelig skræmmende, hun kunne ikke lide at gå der, men hun var nød til det, for hun frøs og ville hurtigt hjem, og da at gå igennem parken var hurtigst gjorde hun det.

Vejen forbi en flok unge drenge på 3-4 stykker, gjorde hende nervøs og det var tydeligt at se på hende, særligt da de begyndte at efter hende. Hun satte farten op, hun kunne ikke løbe i hendes sko. Men drengene var hurtigt henne ved hende, de tog fat i hende Adla begyndte at skrige på hjælp mens en af drengene prøvede at holde hende for munden, inden de slæbte hende ind i et stort busk område. Hun skreg og græd mens hun prøvede at komme fri.

Hun blev kaldt diverse ting af de unge drenge, mens de begyndt at slå og sparke hende, en af drengene tog et kniv frem, han skar hende i et steder i ansigtet, ved begge øjenbryn og et snit på kindbenet, dog ikke voldsomt dybe.

Adla forsatte med at skrige men blev stille da hun fik 3 hårde spark i siden og tabte alt luft, og en voldsomt smerte fra hendes ribben ramte hende. Hun opgav at kæmpe imod mere, hun havde for ondt, hun var alt for bange.

Jonas var på vej hjem fra byen, han var sjældent typen der blev fuldstændig blæst og ikke var i stand til at gå eller tænke. Denne aften var ikke nogen afvigelse fra det heller. Han var selvfølgelig beruset, men med det der skete som han var på vej hjem, så endte det vist med at være en fordel. Han gik i gennem parken for at komme hjem til sig selv, da han hørte lyden af nogen der skreg. Han var sikker på der var nogen andre end ham der nok havde hørt det, men han kunne alligevel ikke lade være med at blive enig med sig selv om at han var nød til at tjekke det ud.

Han nærmede sig kilden til skrigende, men det eneste han som sådan kunne se var en gruppe af unge drenge der stod i en cirkel om hvad han antog var en pige eller ung kvinde. Han annoncerede først hans tilstedeværelse da han havde fået hans telefon op af lommen, og det der egentligt drog deres opmærksomhed var det kraftige hvide lys fra telefonens blitz da han tog et billede af dem. HAn så hvordan drengene vendte sig om mod ham, og han tog bare endnu billede da han nu kunne se 2 af drengenes ansigter.

Det var tydeligt på drengene at de var i tvivl om hvad de skulle gøre, om de skulle angribe den der nu også var kommet tilstede eller om de istedet bare skulle stikke halen mellem benene. De to drenge der nu vidste at deres ansigter var på billederne var dem der var mest nervøse, og det lykkedes dem da også at få overtalte de to sidste om at de skulle tag og løbe, sådan at de ikke alle fik deres billede taget, og måske hvis de var heldige var det ikke nok til at sige at det var dem der havde gjort det.

Jonas skyndte sig nu over til den unge kvinde der lagde på jorden, og tjekkede efter om hun var ved bevidsthed, samtidigt med at han rodede med sin mobil for at renge efter en ambulance.

"Bare rolig, der skal nok komme en ambulance hurtigt, og så får vi dig på hospitaletl"

Han lagde en hånd på hendes skulder.

At ligge der på jorden, hvor Adla lå, var ikke spor rart ikke engang de det gjorde var rart! Hun var så bange og ked af det, at hun nærmest gik endnu mere i panik, da hun så et lysglimt, var det politiet? havde nogen hørt dem og ringet efter politiet? Det måtte ikke ske! for hun måtte jo ikke tale med politiet, det kostede penge og hun havde ingen penge! Det var forbudt.

Da der var en der kom tættere på, hun kunne ikke se hvem eller hvad det var. Det eneste hun lagde mærke til at var drengene stak halen mellem benene efter at lysglimtene havde være der , da personen som var kommet hen mod hende, muligvis ham der havde taget billed, eller hvad det lysglimt der var kommet var. Kom hen til hende og fortalte hende at ambulancen var på vej og den ville være her hurtigt. Rystede hun på hovedet, det gjorde vildt ondt i hendes hoved og hun kunne mærke blodet løbe ned af hendes ansigt. " nej nej, ingen ambulance! Jeg har ikke penge til at betale" sagde hun og så panisk på manden, det var tydeligt at høre på hendes accent at hun var fra mellemøsten. Hun så bange på ham, " Please ikke få dem til at komme" sagde hun bedende og bange.

Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre, hun havde for ondt til at rejse sig og stikke af fra ham. Han ville sikkert også kunne indhente hende. " Jeg må ikke komme på hospitalet, for jeg har ikke nogen penge" sagde hun, det var tydeligt at høre på hende at hun kunne engelsk, men fordi hun var så bange og chokket som hun var, var hendes engelske virkelig ikke særlig godt.

Jonas, stoppede hvad han var i gang med for at få fat på en ambulance. Han så på hende med chok malet i ansigtet. Aldrig havde han troet han ville høre sådanne ord for nogen. Hvad fanden snakkede hun om? Han vidste udemærket at det ikke kostede noget at tage på hospitalet og slet ikke når det kunne være akut, og eftersom at han kunne se hun var blevet sparket kunne hun risikere at have indre blødninger.

"Du skal da ikke betale for at komme på hospitalet, slet ikke når du rent faktisk kunne være i livsfare."

Han begyndte igen at fumle med at se om han kunne få ringet efter ambulancen. Han var dog både lidt fummelfingret samtidigt med at han var i tvivl om, om han skulle gøre det nu hvor hun egentligt direkte havde bedt ham om ikke at gøre det. Kunne han virkeligt tillade sig at tvinge hende til det. Han lagde også mærket til at hun ikke snakkede særligt godt engelsk. Han satte sig så ned og forsøgte at føre en samtale med hende, måske han kunne overtale hende til at tage på hospitalet.

"Hvor kommer du fra? Og du burde virkeligt lade mig ringe, hvem ved hvilke skader du kan have fået, du risikere at dø af indre blødninger hvis du har fået nogen."

Han så på hende.

At han stoppede med det han var igang med, altså at skaffe en ambulance, var Adla virkelig glad for. Hun havde ikke penge til at komme på hospitalet! Hun havde fået strenge ordre på det var der ikke penge til, og det var yderst forbudt at komme der hen. ” Jeg har ikke penge til at komme på hospitalet, jeg må ikke” sagde hun og holde fast i at hun ikke havde penge til det, for hun havde altså fået afvide det ville være meget dyrt for hende at komme på hospitalet. ” Det er meget dyrt” sagde hun og så på ham.

Det var tydeligt at se på hende at hun havde ondt, selvom hun inderligt prøvede at skjule det for ham. Hun lukkede øjnene kort, hun ville gerne have smerterne væk, men hun turde virkelig ikke tage på hospitalet, hvad nu hvis hendes chef, fandt ud af det? Hun burde også være hjemme nu, dette ville betyde straf af hendes chef! Hun ville miste penge på at komme forsent hjem, og så blev der ikke sendt lige så mange penge til hendes familie. ” England, men det er virkelig dyrt” sagde hun, selvom det var tydeligt at høre at hun ikke kom fra England, men det var det hun havde fået afvide hun skulle sige. Selvom hun ikke talte flydende engelsk og ikke var den allerbedste til at snakke engelsk, var det nok ret tydeligt at gennemskue at hun ikke var fra England. ” Jeg har ikke ondt” forsøgte hun sig med men i det hun prøvede at bevæge sig for at modbevise at hun havde ondt, nærmest skreg hun af smerte på grund af hendes ribben.

Han blev mere og mere forvirret over at hun blev ved med at påstå at hun ikke måtte komme på hospitalet fordi det var for dyrt og hun ikke havde råd til det. Han kiggede på hende, og endnu engang forsøgte han at overbevise hende om at derr altså ikke var noget ved at komme på hospitalet der kostede hende penge. Han satte sig ned ved siden af hende, og tog sin mobil frem i hånden.

"Det koster altså ikke noget, jeg lyver virkeligt ikke for dig, det er betalt for os på forhånd, skal jeg ikke ringe efter det? Eller hjælpe dig derhen?"

Han, måtte dog indse at han altså ikke fik hende overbevist om det. Han nikkede så bare til hende, og meget forsigtigt hjalp han hende op at stå, og med armene under hendes lår og ryg samlede han hende op, og begyndte at gå imod hans egen lejlighed. Han kunne tydeligt se på hende at hun havde ondt, og han håbede virkeligt bare at det eneste hun havde af skader var nogle bøjede ribben.

"Ingen grund til at lyve om dine smerter... Jeg ved ikke hvorfor du ikke vil på hospitalet, nu tager jeg dig med hjem til mig og så tager vi den derfra."

Han sendte hende et smil, og først da han stod foran sin egen hoveddør satte han hende ned sådan at han kunne låse op og derefter hjælpe hende indenfor.