All I ask for is help (Afsluttet)

At Aspen kunne lide den mad han lavede var lige hvad han havde håbet på. Han kunne ikke undgå at have et stort smil på læberne som han betragtede Aspen der spiste - Selvfølgelig tog han selv en bid af og til for at det ikke ville virke for underligt at stirre. Han lyttede til Aspen som han snakkede om gadelivet. Dog så noterede han også at han skulle huske Aspens fødselsdag som var snart. "2 years on the street. You're a tough guy," sagde han så efterfulgt af et smil. Så begyndte han at fortælle om sin egen barndom. Han kom med et lettere fjoget fnis som han rystede på hovedet af kommentaren om den perfekte krop. "I was an odd looking kid, but if you ask my mom, I was beyond handsome in her eyes. But yeah, in reality I wasn't exactly the good looking kind of kid," sagde han så med et skævt men alligevel glad smil.
Som Aspen begyndte at snakke om ensomhed og barndom, trak John lidt på mundvigen. Ikke over Aspen eller hans barndom, men mere tanken om at han havde oplevet værre end en ensom barndom. Han skævede ned mod sin tallerken og lagde sin gaffel fra sig inden han foldede armene let. "I don't think my childhood was the worst part of my life. I've had worse than some kids bullying me," sagde han så, inden hans blik helt fjernede sig fra Aspen og ud i rummet. Hans øjenbryn rynkede let inden han tog en hånd til hovedet. De onde tanker begyndte stille at kravle ned over ham, som han mindedes de gamle dage, ensomheden, hvordan hullet i hans sjæl ikke virkede til at kunne fyldes, hvordan mørket åd hans dømmekraft og trak ham længere ned.
Han rømmede sig kort før han så rejste sig fra bordet og kiggede undskyldende på Aspen. "Excuse me, I need some fresh air," sagde han så efterfulgt af et fremtvunget smil der mest af alt bare sagde Don't worry about me, end det var et smil. Han gik så noget hurtigt ud til hoveddøren og gik ud og ned til gaden. Han kørte begge hænder gennem sit hår og åndede tungt ud som han prøvede at rydde op i sine tanker. Men det virkede ikke til at der var meget at gøre, for jo mere han prøvede på ikke at tænke på det, jo mere blev han mindet om det.
You can't run from your past, so why are you even still trying to forget what you did? tænkte de mørke tanker for ham. Han vendte sig så roligt og gik ind igen. Han trængte til at få noget vand i hovedet. Han trådte roligt ind og gik op af trappen før han gik ud på badeværelset og tændte for vandhanen. Vandet var koldt, men han var ligeglad på dette tidspunkt. Han lod vandet fylde hans hænder før han lænede sig ned og tværede det ud i ansigtet på sig selv. Han greb let fat i vasken og kiggede ned på den løbende hane som han tog dybe indåndinger.
Pludseligt, han nåede knapt nok selv at opdage hvad han lavede, havde han løftet sin hånd og sendt en knytnæve afsted mod spejlet, der bare knækkede i et kæmpe rundt mønster efter hans hånd, for så at skille sig ad og falde ned på vasken og gulvet. Hans knoer begyndte at bløde og han ømmede sig kort og satte sig på badekarrets kant. "Fucking, shit," mumlede han halvhøjt som han holdt om den blødende hånd.

Han klukkede kort, normalt så han ikke sig selv som værende "tough", slet ikke engang det var der var tæt på. Han havde selvfølgelig også et dårligt selvværd, så alle de ting der kunne betegnes som positive, var noget han engang havde tænkt, eller i hvert fald ikke om sig selv. Let smilede han, da John fortalte hvordan han havde været et underligt barn, men at hvis man spurgte hans mor, så ville hun straks sige det modsatte "I think every parent want to see the best in their children" pointerede han med et skuldertræk. Selvfølgelig vidste han ikke selv, hvad hans egen mor, havde set i ham, specielt da han begyndte at forandre sig, fra hvad hun havde kaldt sin smukke lille pige, til noget der på ingen måde var lig det. Måske havde hun været ligeglad, måske det stik modsatte, det måtte være et mysterium han aldrig ville få løst, specielt når man tænkte på hun aldrig havde sagt noget, aldrig komplimenterede ham eller hjulpet ham. I sidste ende var det hele noget, han aldrig ville få svaret noget, noget han selvfølgelig havde accepteret.
Et bekymret udtrykke kom frem i hans grå øjne, da han så forandringen i Johns blik, måden han med et blev fjernt, og straks kom kaos tankerne frem. Han begyndte at tænkte på, hvad han helt præcis havde gjort forkert, hvad John måtte tænke om ham. Nu gik det lige så godt, også kom han og ødelagde det hele. Det ville ikke undre ham, hvis John foragtede ham, eller for den sags skyld ønskede ham ud af sit hjem. Da John med et rejste sig, og undskyldte sig selv, forklarede hvordan han havde brug for løft, og at han ikke skulle bekymre sig, kom flere spørgsmål op. Hvordan kunne han ikke bekymre sig? Der var blevet så stille, at han nærmest kunne høre sit eget hjerte banke. Frygten for at han havde gjort noget forkert, men også bekymringen for om John var okay, blev ved med at komme frem. Hele hans hoved var fuld af kaotiske tanker, og han kunne knap og nap få orden i dem. En lyst til at se det skønne smil, endnu engang på John's læber, pressede sig langsomt op. Han ville ikke se det tvungede og måske endda kolde smil, men snarer det varme og blide smil, der om og om igen, blev ved med at trække ham ind.
Han for sammen, da han hørte døren gå op, og langsomt rejste han sig op. Med skridt der nærmest var uhørlige, fulgte han efter John, dog selvfølgelig efter han havde gået op af trappen. Han vidste ikke hvorfor, at denne mand netop bragte disse følelser op i ham, måske ville han heller ikke vide det, men snarer bare bade i den varme, der syntes at komme, hver evig eneste gang, at John betragtede ham med de brune øjne. Han nåede op, netop som spejlet blev smadret og John begyndte at halvråbe. Bekymringen oversteg al form for logik, og han skyndte sig ind på badeværelset "are you okay?" han lod ikke engang John svarer, før han blidt tog hans hånd i sin "You're bleeding, and I can see glass in your hand" de grå øjne var mørke af bekymring, og han kiggede badeværelset rundt, hvor han til sidst fandt en pincet og et håndklæde. Igen tog han John's hånd i sin egen, hvor han begyndte fjerne de glasstykker, han kunne se stikke op af huden "I'm sorry if I said or did anything wrong" han kunne ikke møde John's blik, alt i ham sagde dette var hans skyld, og at han havde ødelagt den gode stemning. Så hans blik forblev på John's hånd, mens han tørrede blod væk, og fjernede glasskår, næsten som var han vant til det. Alt i ham ønskede, at se ind i de brune øjne, men siden han troede dette var hans egen skyld, nægtede han sig selv denne gode.

Han nåede ikke rigtig at opdage at Aspen var kommet ind, før han havde fat om hans hånd. Han kiggede op og sukkede så kort før han svarede. "Yeah, I am alright now. And it wasnt your fault, not at all," skyndte han sig at sige, da han hurtigt bemærkede at Aspen ikke ville kigge på ham. Han løftede sin raske hånd op og lagde den blidt mod Aspens kind som han kom med et skævt prøvende smil, "So you can look at me and not just my hand," sagde han så inden han satte hovedet på skrå for at fange Aspens øjne.
Som skårene blev pillet ud, ømmede John sig af og til og trak sin hånd til sig, dog endte han altid med at række den til Aspen igen efter lidt tid. "I can't just leave you with no explaination of my fuckup," sagde han så og skævede ned mod sin hånd. "I am this really happy guy now and my life couldn't have been better... Well at least I thought so, but then I met you. Anyway," sagde han så før han ikke kunne undgå at smile en anelse, et kort men ægte smil. Det forsvandt dog inden han begyndte at snakke igen.
"I was a real mommas boy. I wanted to be the perfect son, so I decided to join her business. Make it a family thing, yaknow?" begyndte han så og vendte blikket væk fra Aspen. "But I wasn't meant for that kind of enviroment. I thought I could, but it broke my sanity. Made me crazy but drew me further in the more I did it. Like the circle of evil," forklarede han så med et udtryksløst ansigt. Han var ikke van til at snakke med andre end hans ven Scarlett, hende der havde trukket ham tilbage i lyset, selv da det virkede umuligt. Han så dog bort fra sin egen indelukkethed, for han stolede på Aspen, noget han ikke gjorde for andre end Scarlett.
Han åndede tungt ud og sank en klump som han fortsatte. "I... uh.. I did some things, horrible things, and some things I barely remember. It ended up not being myself anymore. I was completely fucking lost, and it seemed that I would just keep falling, deeper into madness and the darkness clouding everything," sagde han så med en stemme der gav væk at det var smertefuldt for ham at indrømme. Han knugede så let sin hånd. "One time, I was with my sister Jocelyn, having some sort of argument, and something in me just clicked. I attacked her while her back was turned on me," sagde han så. Han huskede det tydeligt og han kunne ikke tilgive sig selv for det nogensinde.
"So the reason why I'm this happy funny guy now, is that it's who I really am. But it took me a long time to get here. And the memories of that time is so scary for me to think about, because I could be seduced by evil once more, and I don't want to." afsluttede han så. Han mærkede en tåre trille ned af hans kind men han drejede hovedet for at skjule det. Det føltes på en måde rart endelig at kunne sige, og han kiggede på Aspen atter en gang. De havde en eller anden forbindelse, en der forsikrede John om at mørket ikke ville kunne nå ham så længe Aspen var ved hans side.

Han bed sig i læben, men da John bad ham kigge på sig, og blidt lagde en hånd imod hans kind. Alt dette gjorde, at han ikke kunne lade hver, med at lade sit blik løftes og til sidst mødes med John's smukke brune øjne. Dog var problematikken, at når først han så ind i de brune øjne, så havde han så svært ved at kigge væk. Der var noget helt vidunderlig ved dem, der gav ham lysten til konstant at kigge ind, og aldrig give slip igen. Han blinkede dog, og opdagede at det måske ikke var det bedste, at stirre direkte ind, da det nok kunne anses som en smule mærkeligt, så hurtigt lod han sit blik sænkes ned til hans hånd. Let fortsatte han med, at fjerne glasskårerne, han vidste hvor farligt det kunne være, at have glasskår siddende i huden i for lang tid. Små skår kunne finde deres vej ind i blodet, og her gøre seriøs skade, og han ville nødigt se en så fantastisk som John, ende op med seriøse skader.
Han hævede øjenbrynet, og på trods af at have sine øjne, rettet imod John's hånd, så lyttede han alligevel med på, hvad det var der blev sagt. Det var vel altid spændende, at høre mere om denne mystiske og spændende mand, som havde reddet hans liv og vist ham mulighederne, for at få noget bedre end hvad han før havde fået. Det efterlod dog et smil på hans læber, da John fortalte om hvordan han havde haft et godt liv, men at det måske var blevet bedre. Tanken om, at han var med til at gøre John's liv bedre, fik et større smil frem på hans læber, og endda varmen til at bryde frem på hans kinder. Han valgte dog ikke at sige noget, da John endnu engang begyndte at snakke, og fortælle mere om sig selv. Det var trist at høre, hvad der var sket ham og hvad der havde gjort. Da han var færdig med hans hånd, lagde han håndklædet omkring hånden, hvorpå han lod sit blik mødes med John's. Det gjorde ham ondt, at John havde været gennem sådan noget, han var egentlig ret ligeglad med mordene, og alle de ting, som han havde gjort, det eneste der bekymrede ham, var måden det gjorde ondt på ham.
Som tåren gled ned af hans kind, vile han række ud og fjerne den, dog da John drejede sit hovedet, lagde han blidt sin hånd imod hans modsatte kind, hvor han fik hans ansigt vendt imod sig. Med sin anden hånd, fjernede han tåren med sin tommelfinger, hvorpå han strøg ham over kinden med sin tommelfingeren "You told me that if I had to cry, then I would have your shoulder. You're strong and kind, but it's okay to be weak once, in a while, it makes you human, and if I can help, then I would love to give you my shoulder" han smilede blidt til ham "If I can help you stay out of the darkness, then I gladly will" der var en blidhed, men måske også en smule kærlighed, gemt væk i hans grå øjne, som han betragtede John.

Hans ansigt nærmest instinktivt fulgtes med Aspens guidende hånd, noget i ham vidste ikke helt hvad han skulle gøre. Han godt nok den her glade og søde fyr, men blød og følelsesladet havde han nu aldrig været. Så at Aspen bemærkede tåren, gjorde ham både tryg og utryk. Han lyttede til hans ord og kom med et skævt smil. Nu var han jo ikke et menneske men en dæmon. De var mere brutale og følelseskolde, men ikke John efter han havde taget imod sin gode side. Det var mere som om at han havde taget mennesketræk og gjort dem til sine egne. Forståelse, godhed og nu denne uforklarelige blødhed.
Hans smil blev lidt større som Aspen virkede til at sige alle de rigtige ord. Med sin raske hånd løftede han den op og greb blidt om Aspens nakke. "Kid you are my new light," sagde han så, før han blidt plantede sine læber mod Aspens pande. Noget i ham ville gerne give ind til sine følelser og kysse Aspen på munden, men det var for tidligt. Alt for tidligt, mente han. Især når Aspen havde været gennem alt den psykiske terror fra hans far. John ville tage det langsomt, så der kunne opgbygges et bånd af tillid. Og alligevel var det også fordi John ikke vidste hvad Aspen følte.
Han slap blidt Aspens nakke igen som han lænede sig op af badekarret og åndede tungt ud. Så kom der et stort smil over hans læber og han begyndte at fnise. "This is actually so funny. I mean not what happened with the glass and the anger and shit. But us. I feel this weird connection to you, like you were always here," sagde han så før han rystede let på hovedet. Men ikke desto mindre var det hvad han virkelig følte.
"Anyway, it's getting late, want to watch a movie and eventually fall asleep?" foreslog han så. Dog ikke at det betød at de skulle sove i samme seng. De kunne sidde i stuen og så kunne John på et tidspunkt bære Aspen op i en ordentlig seng så han ikke behøvede at sove på sofaen. John selv ville nok bare sove i gæsteværelset, for ikke at være for påtrængende.

Da John lagde sin hånd imod hans nakke, vidste han ikke hvad han skulle forvente. Selvfølgelig forventede han intet slemt, men et kys eller mere et rigtigt kys, ville da ikke havde været helt forfærdeligt. Nok havde han været igennem kaoset fra sin far, men i dette øjeblik, syntes de minder at være så langt væk, eller måske var det fordi, at han simpelthen nægtede at tænke på hvad der var sket, og at han i dette øjeblik, hellere ville lade sine tanker være fulde af positive ting. At John så valgte at kaldte ham "kid", fjernede dog hurtigt tankerne om, at John ville se ham i et mere anderledes lys, måske så John ham mere som et fortabt barn, blot denne tanke, fik det af ukendte grunde, til at gøre ondt i brystet. Han kastede dog tankerne væk, da han følte et kys imod sin pande, der fik et mindre smil frem på hans læber.
Et støre smil formede sig, som John fortalte om den forbindelse, han syntes at føle, noget han selv havde følt, men ikke troede John gjorde "Me too, it's weird but nice" han trak på skulderne, og kørte noget hår om bag øret, før han igen mødte John's blik. Det var så underligt, det at have så tæt en forbindelse med en anden, hvor at på trods af næsten at havde mødt hinanden, at man følte man havde kendt den anden hele sit liv. Da John skiftede emnet, og forslog om han ville se en film, nikkede han "It's been a long time, since I last time saw a movie, but yeah I would love to" det var kun da han var ung, at hans forældre lod ham se film, så det var faktisk rigtig lang tid siden. Let rejste han sig op, og så afventende på John

John rejste sig kort efter Aspen fik sig rejst, og pludselig fik han et underligt udtryk i ansigtet, før han så trak Aspen til sig og lagde armene om ham. Som den store krammebjørn af en mand som John var, var krammet ikke blot et lille arme-rør-knapt-nok-den-anden men et stort omfavnende kram. Han lagde sin hage mod toppen af Aspens hoved før han så roligt sagde:" Thank you for fixing my hand. I was too caught up in all the stuff to thank you for taking care of it. It's nice to be glass-free," i en lav taknemmelig tone. Han løftede hovedet og skævede ned mod Aspen med et lille smil på læben.
"Thoughts on hot chocolate? Something that you'd like?" spurgte John så med en næsten forhåbningsfuld tone. "Because, I'll let you know that I make the best and the baddest hot coco that you could ever come across." sagde han så i en fjollet tone som han gav slip på Aspen for at gå ned i køkkenet. "We'll figure out the movie after we make our drinks," sagde han så på vej ned af trappen. Nu var han besluttet på at de skulle have varm chokolade.
Som dæmon fik han jo ikke meget næring ud af andet end blod og kød, men varm chokolade i en kop mælk smagte underligt nok fantastisk. Han trak to kopper ud af skabet og lagde dem på bordet. "It is christmas after all. It's snowing and cold outside, perfect weather for this amazing drink," begyndte han så som han fandt tingene frem. Så kiggede han på Aspen. "But I'm actually curious if you're an expert on the area. How well do you know your hot coco-making skills?" spurgte han så efterfulgt af et smilende fnis. Men han mente det skam, det var også derfor han rakte kopperne til Aspen. "Should the coco master fear that his spot will be taken on this very night?" spurgte John så med et nysgerrigt hævet øjenbryn og et halvt smil.

Han betragtede John forvirret, han vidste ikke helt hvad han skulle tænke, omkring det udtrykke der formede sig i hans ansigt. Han nåede dog ikke at sige noget, før et par arme trak ham ind i et bjørnekram. Han havde aldrig fået kram fra sine forældre, så denne slags kram var på ingen måde, noget han var vant til. Så dette var i bund og grund, noget han aldrig havde oplevet før, den tryghed og varme krammet gav ham, ville sikkert havde fået tårer frem i hans øjne. Hurtigt skyndte han sig, at ligge sine arme omkring John. Det var faktisk helt perfekt, han var nemlig så høj, at han kunne passe ind imod hans krop, uden at føle sig ubehagelig tilpas. Han lukkede øjnene, og puttede sig ubevidst ind imod ham, og et smil formede sig på hans læber "you welcome" det var dejligt, at føle han hørte til, og at der faktisk var en anden, som var taknemmelig for noget han havde gjort.
Han så op imod ham, da han kunne føle hans hage forsvinde. Han havde aldrig før fået varm kakao, men vidste de fleste elskede det "Never had it, but I would love to have some" hun trak på skulderne, hans mor havde aldrig tiden til det, og hans far nægtede at lade ham få det, så muligheden havde aldrig været der til, at han skulle smage. Han klukkede over måden, at John fortalte at han lavede den bedste kakao. Der formede sig dog et tomt hul i ham, da John fjernede sig fra krammet. Om ikke andet fulgte han John ned til køkkenet, hvor han betragtede ham finde tingene frem "I have no skills at all" han lagde hænderne om bag sin ryg, et smil formede sig dog på hans læber, da han hørte det fnis, som kom fra John. Det var helt sødt, så stor en mand, der kom med så fint et fnis, ikke just hvad man forventede fra ham "Well I am a fast learner" sagde han som han tog imod kopperne, samtidig med han gik frem imod John

Han fnøs let da Aspen sagde at han ikke have nogen evner. "I doubt that, very much. We'll find your skills eventually. Who knows. Maybe you're a Picasso with a brush, or a true masterchef in a apron?" sagde han så med et stort smil på læben. Han glædede sig faktisk til at finde ud af hvad Aspen var aller bedst til. Han begyndte også allerede at tænke på de ting han skulle købe. Hvis det var maler, så ville han fylde et helt rum med maling, bare for Aspens skyld. Guitarist? Designe et lydrum. Mulighederne var endeløse, men han ville ikke fortælle Aspen noget af det her, for det ville virke underligt. Det ville virke som om han ville finde en måde at tvinge Aspen til at blive, og han anede ikke engang om Aspen havde lyst til at blive i længere tid?
"Fast learner... Well you have to be a sponge and observe my every movement. I will now convert you into a master, like myself," begyndte han så mens han ihærdigt prøvede ikke at grine af hvor fjollet han opførte sig. Pludselig fik han et mere seriøst udtryk i ansigtet. "Hot cocos are serious business. I am about to show you my secret reciepe. This drink is like a love potion. But once you drink it, you are forever addicted. Worse than opiates," begyndte han så, før han begyndte at smile en anelse nervøst. Han var ved at oversælge varen, det var han sikker på. Han fandt alle de vigtige ingredienser frem, samt en gryde hvor mælken skulle være i.
"When you boil milk, it's important to keep stirring it so it doesnt burn. If the milk burns, then it's all ruined and you have to start over," instruerede han så som han hældte mælken op i gryden. Han rakte Aspen en træske, så han kunne røre rundt i det. "You add in the chocolate bars as the milk warms up, so the sugar and the chocolate itself mixes in slowly," instruerede han så, med et lille smil på læben. Han rakte Aspen chokoladebaren og lod Aspen om hvor meget der skulle i. "You decide how much, but at least half the bar. If you want more, then add more," sagde han så mens han kiggede skiftesvis mellem gryden og Aspen. Til sidst fandt han et krydderi frem i formen af nogle tørre pinde samt flødeskum på dåse og nogle skumfiduser.  Han lagde roligt pindene i gryden. "The most important part. Let the sticks sit for 5 minutes, then we filter them out and serve the milk in the cups with whipped cream and marshmellows on top," sagde han så med et smil på læben. "It's cinnamon. Adds a bit more of a christmas'sy flavour to it. We can try a regular hot chocolate some other time or experiment with the different flavours. Maybe you'd like a more minty chocolate, who knows?" sagde han så som han filtrede chokolademælken ned i de to kopper. Så kom han fløde og skumfiduser på troppen inden han smilede stort til Aspen. "Now you know my favorite hot chocolate," sagde han så før han tog sin kop og rakte den anden kop til Aspen.
Så gik han ind i stuen og kiggede roligt rundt efter en film de kunne se. Han satte koppen på stuebordet og kiggede op på en hylde med en lang række film. "Well I have all sorts of movies. I've seen most of them. We can go on netflix if you don't want to watch any of these?" foreslog han så, før han kiggede på Aspen. Så gik han roligt over i sofaen og satte sig som han lagde hænderne bag hovedet og lænede sig tilbage. "Either way, you pick." sagde han så med en afslappet stemme, han havde i hvert fald ikke tænkt sig at rejse sig før Aspen havde valgt.

Han klukkede "Well if I am to be honest, then I can do a bit of drawing and sometimes painting" han følte dog ikke nødvendigvis, at han faktisk var god til det, men ikke desto mindre, så var det faktisk noget han nød. Der var noget afslappende, ved at tegne og i sidste ende, havde det været det eneste, som han faktisk havde for sig selv. Mens han var hjemme hos sine forældre, var det virkelig det eneste tidspunkt, hvor han kunne slappe af. Han behøvede ikke bekymre sig om sin far, eller hvad han ville finde på at gøre. Det var noget af det han nød, ved at kunne tegne, der var intet andet end ham. Han blev kastet tilbage til virkeligheden, da John sagde han skulle være som en svamp, og bare tage alt info ind. Et smil formede sig på hans læber, og han nikkede. Han begav sig hen ved siden af John, som kunne han ikke komme for tæt på, og dog ville han ikke trænge sig på, for hvordan ville John have det, med at have en som ham stående så tæt på?
Nysgerrigt lyttede han med, for på trods af det egentlig i sig selv kun var kakao, så gjorde han det så meget mere spændende. Alt John snakkede om, blev autoamtisk mere spændende, blot fordi det var ham der sagde det. Han kunne ikke forstå hvad det var, men når John snakkede, fik han autoamtisk lysten til at lytte med, og endda være opmærksom på alt der skete. På trods af at kigge på, hvad det var han lavede, så kunne han ikke lade hver, med at lade sit blik vandre op imod hans fantastiske ansigt, og de smukke øjne, han dog ikke kunne se. Dog som han fik en chokolade bar rakt imod sig, vendte han blikket et andet hen. Med et smil tog han imod det, og begyndte at hælde chokolade ned i gryden, han elskede chokolade, så selvfølgelig puttede han meget i. Det sidste brækkede han op i små stykker, hvorpå han holde en op foran John's mund, samtidig med han selv spiste et stykke. Han lyttede igen med, og betragtede John som han arbejdede, han var så passioneret med det, hvilket kun gjorde det hele så meget mere interessant. Ligeså snart at der var passion bag det, det sekund blev det straks mere interessant at høre på.
"I would love to, I do love chocolate, so this will possibly be the best thing" han var på ingen måde i tvivl om, at dette helt sikkert ville blive perfekt. Smilende tog han imod koppen "uhh now I know something secretly about you, who knows I might blackmail you with this information" der var en drillende tone i hans stemme, og latteren der om hurtigt efter, fortalte i den grad at det var ment som en joke. Han duftede til kakaoen, og sukkede da duften af chokoalde ramte ham. Da John forlod køkkenet, fulgte han stille med. Han lagde koppen på bordet, hvorpå han vandrede hen til filmene. Nysgerrigt betragtede ham den alle, et par enkelte gange tog han en film ud, om ikke andet så for at læse bagsiden "terminator" mumlede han for sig selv, for han besluttede sig for, at dette var den film de skulle se. Han vendte sig smilende om, og holde filmen frem "this is the one" han skyndte sig hen til sofaen, hvor han satte sig og derpå rakte John den.