All I ask for is help (Afsluttet)

Tid Det er tidlig aften, så omkring 19
Sted En gågade i Gaia
Omgivelser Der er en smule skrald, men ellers hvad man finder på en gade. Af personer kan man finde Aspen, de tre idioter og senere John
Vejr Det er koldt (-4 grader) og det sner. Derudover er det mørkt, da solen for længst har været gået ned
Påklædning
- Tøj + Sko Har en stor grå trøje på og et par sorte bukser Link. Et par sorte convers
- Hår + Make-up + Smykker Håret hænger løst, og dog er noget af det flettet. Det går ham til midten af ryggen Link. Har intet make-up på. Har en piercing i næsen og en choker halskæde Link

Emnet er tilegnet @John

På trods af kulden, så var det faktisk en smuk aften. Himlen var en smule bar, hvis man så bar for de snefnug, der ligeså stille gled ned imod jorden. Selvfølgelig var der dog to sider af samme sag, og hvor sneen var ekstrem smuk at se på, så var det måske i sidste ende, ikke altid det bedste, hvis man befandt sig i vejret. Derudover så var det efterhånden, blevet koldt på gaderne, og man kunne i den grad mærke, at vinteren var over England. Hvor der normalt var koldt på gaderne, så var det næsten så koldt, at hvis man befandt sig for længe ude, og specielt hvis man var iklædt noget tøj, der ikke matchede overens med årstiden. Dette betød da selvfølgelig ikke, at folk faktisk holde sig indenfor, da de fleste unge begav sig ud, for at nyde de nærtliggende klubber. Blot ud fra den høje musik, som kom fra disse barer og klubber, så det ud til at de holde sig godt i gang. Siddende i en gyde, var Aspen, som efterhånden havde levet på gaden, i godt over et år. At være på gaden, havde aldrig været på hans liste, over de ting han havde håbet for fremtiden, skulle han være ærlig, så var det nok mere, det at leve i et varmt hjem og med en familie, som accepterede at han nu engang, ikke var som alle andre piger, og for den sags skyld som alle andre drenge. På trods af både at gå i drengetøj, og til tider pigetøj, så ville han helst gerne blive tiltalt som han eller ham, noget hans forældre faktisk ikke kunne holde til.
Han trak sine ben op til sin krop, som ville det skabe blot en smule mere varme, end hvad der før havde været omkring ham. I sidste ende var hans tøj for tyndt, til det overhovedet kom tæt, på at skabe noget varme, i hans efterhånden alt for kolde krop. Han troede efterhånden, at det ikke kunne blive meget værre, end det kolde vejr og sneen der langsomt gjorde hans tøj mere vådt end før. Dog kom der høje råben fra nede af gaden, hvilket kun kunne betyde at nogle fulde idioter var på vej imod ham. Aspen lod sit blik glide til jorden, som ville det drage opmærksomheden væk fra ham, og dog var det i sidste måske lidt for naivt, da de selvfølgelig lagde mærke til ham “Hej what are you doing out here so late?” Spurgte den ene af dem, hvorpå den anden klukkede og greb fat om sit eget underliv “wanna have some money? I swear it will be worth your time“ aspen lod sit blik mødes med den tredje af dem, som sendte ham et blik, der fik det til at løbe koldt ned af ryggen. Let rejste han sig op, men eftersom hans krop var så kold, måtte han støtte sig imod muren, for overhovedet at kunne holde sig oppe “get away, I don’t want anything from you” han forsøgte at gå væk, men selvfølgelig havde de tre ham hurtigt omringet.
Luften blev slået ud af hans bryst, da en knytnæve ramte imod hans mave “what the fuck did you say bitch? Like anyone would ever touch you, you should be glad we even did ask“ fyren fnyste, hvorpå hans to venner begyndte at grine “fucking cunt thinks she’s better than anyone else” endnu en knytnæve ramte imod ham, denne gang på hans kæbe, og han faldt hurtigt til jorden. Frygt formede sig i hans grå øjne, som han betragtede de tre idioter.  Normalt holde han sig væk fra andre, men i dette tilfælde, så det ud til at han ikke ville kunne slippe fra dem og i sidste ende var det blot et spørgsmål, om hvilken slags terror de ville udsætte ham for. Hurtigt blev han revet op og en knæ blev hamret ind i hans mave, hvilket efterlod ham uden den mindste smule luft. Hurtigt så han rundt, og gaden var ligeså tom, som deres intelligens ville være. Dette ville dog efterlade ham uden den mindste smule hjælp, og derfor i deres nåde.

Det havde været en lang dag på arbejde. Når man var bilmekaniker, var vintertiden den værste. Folk kunne ikke passe ordentligt på deres maskiner, og så måtte John tage ud og hjælpe dem. Han var allerede på vej til at være godt udkørt for i aften og ville egentlig bare gerne hjem og få hvilet øjnene og kroppen, dagene ville jo ikke blive lettere, der var altid en bil der skulle fikses eller lager at tælle op. Han overvejede om han burde ansætte en assistent der kunne tilse småtingene, mens han selv kunne tage sig af det nødvendige.
Han blev trukket ud af sine tanker da han hørte noget der ret meget lød som standhaftig brug af vold, i hvert fald ud fra fyrenes hårde åndedrag. Han stoppede ved en gyde og vendte hovedet, som han fik øje på tre fyre og hvad der virkede til at være en kvinde i midten. Udfra tøjet, virkede det til at være tre fyre der ville pestliere de hjemløse, hvilket egentlig ikke som så sagde John noget. Men det var den hjemløses skrøbelig fysik der dragede John, og pludselig satte han igang mod de tre fyre. Han rullede sine ærmer op, i denne kolde tid burde han havde haft jakke på, men som bloddæmon, bar han på ret meget varme, vinterkulden var intet problem for ham.
"I don't necessarily think she thought anything regarding her position in society," sagde John højt nok til at de ville kunne høre ham som han kom gående. "In fact, I think it was more a 'How the hell am I going to get food' or 'Am I going to stay warm enough to survive this cold winter?' " sagde han med en arrighed i stemmen. Den forreste nåede kun at vende sig før Johns store hånd fandt vej om hans hals og klemte til. "I hate it when a guy feel the need to lay a hand on someone who clearly didnt mean any harm. So how about the rest of you fuck off, before I get a hold of you?" advarede han og vendte blikket mod de to andre.
John værende en ret høj og velbygget mand på 1.95 meter, var hans trussel ikke bare et bluff. Hans greb om fyrens hals strammede bare til, indtil fyren besvimede. Han slap ham så han kunne falde til jorden, stemmebåndet ville nok aldrig blive det samme igen for den arme fyr. Men af hvad John havde hørt, havde fyren alligevel ikke gjort nytte af den stemme han havde haft. De to andre fyre havde stukket halen mellem benene, så nu var han alene med den tilskadekommende.
Han vendte sig roligt mod hvad der lignede en hende, men tøjet virkede helt forkert, men for nu gik han ud fra at det var en kvinde. Han hjalp hende op at sidde og lagde roligt en hånd mod hendes skulder, "Are you okay? Where does it hurt?" spurgte han instinktivt og lod sine øjne glide rundt på udkig efter synlige skader.

Skulle han være helt ærlig, så troede han faktisk ikke, at der overhovedet ville komme nogen og hjælpe. I hans tanker så han allerede forside nyheden "Ung kvinde fundet banket ihjel, ukendte mistænkte", måske var det i sidste ende, ikke den værste måde at dø på, forhåbentlig ville de dog ikke forsøge voldtægt, noget hun gennem livet havde fået for meget af. Fuldkommen optaget af forsøget, på at få luften tilbage i sine lunger, lagde han ikke mærke til, at der faktisk kom en til hendes undsættelse, og det samme hørte til hos de tre idioter, som selv blev ligeså overrasket som ham selv, da de hørte den fremmedes stemme. Der var en overraskelse, gemt i hans grå øjne, som han betragtede den fremmede mand, der nærmere snarer fra hans Knight in shinning armour, fremfor blot et fremmede ansigt.
At den fremmede tiltalte ham som hende, gjorde ham egentlig intet, han var så vant til det, og mellem de to køn, havde han intet imod at blive kaldt hun eller han. Alle mulige tanker gled gennem hans hoved, mens han så hvordan fyren greb fat om en af de tre's hals. Blot størrelsen af den fremmede, fortalte at han nok kunne slå hårdt, og i sidste ende var han nok glad for, at det havde været de tre idioter, som havde angrebet og ikke den tydeligt større og stærkere fyr. Heldigt for de tre, syntes de at tage ham op på hans tilbud, og som fyren faldt til jorden, var de andre allerede godt på vej væk, hvilket nok i sidste ende var det bedste valg. Han for sammen, da den fremmede lagde sin hånd imod hans skulder, mest af alt fordi han endnu ikke, var vant til berøringer, som kom fra den venlige kaliber. Med et liv på gaden, kom der også vise problemer, f. eks i form af vold og mulig voldtægt. Dog virkede det ikke til, at denne fyr ønskede at gøre dette.
Let løftede han sit blik, hvilket nok ikke var det nemmeste, givet det slag han havde fået på kæben. Han skar en grimasse, da der blev spurgt indtil hvor de gjorde ondt "I think a bit of everywhere" hans stemme var hæs, og dog bar den en naturlig feminine klang, som man kunne forvente hos kvinder i hans alder. Det gjorde ondt, hver gang han forsøgte at trække vejret, men så igen et slag og spark imod maveregionen, ville nok også efterlade vejrtrækning, med vise vansklingheder "But mostly I think my jaw and stomach" han lod sin hånd kort ramme sin kæbe, som allerede nu var ved at blive godt rød. Blot berøringen imod det, gjorde ondt og en lyd der kunne svare til en piven, forlod hans læber. Han ville havde sendt den fremmede et smil, men al form for bevægelse af kæben, syntes at skabe smerte, så det blev mere et halvakavet smil "thank you... you know for saving me"

På trods af at havde kendt denne mand, i en periode af godt 4 minuter, så var der noget ved ham, som ikke just gav ham lysten til at løbe væk. Hvor de andre havde givet ham indtrykket af, at de ønskede at gøre nogen ondt, var det nok snarer det modsatte ved ham. Det var nok også de varme brune øjne, som gav et indtryk af at denne mand, faktisk gerne ville hjælpe, men så igen han havde aldrig været den bedste, til at dømme en person og ofte bed det ham i røven "Isn't that exactly what a creep would say" spurgte han drillende, og en mindre klukken forlod hans læber, hvilket han dog hurtigt fortrød, da smerten syntes at skyde gennem hans kæbe. Så latter var ikke på programmet de næste par dage, men i den bidende kulde, var der vel heller ikke meget at grine af. Som de sad i øjenhøjde, kunne han endelig få et godt indtryk af sin redningsmand, og det var nu ikke det værste at kigge på, der var noget betryggende ved de øjne.
Da en hånd blev rakt frem imod ham, ville han per automatik trække hovedet tilbage, og dog var der en del af ham, som fortalte der intet ondt ville ske, og han forblev derfor stille. Det overraskende ham ikke, at den fremmede i den grad var varmere end hvad han selv var, for det første var han nok kommet ud af et varmt rum, og dernæst havde han mere varmt tøj på, end hvad han selv nu engang var fanget i "I wish I could say that, but you don't really meet a lot of nice people, when the street is literally your home" han trak på skulderne, og et mindre smil kunne findes på hans læber "But yeah, I do think I'm glad it wasn't you punching me in the face" han skar en grimasse, men fortrød det hurtigt igen. Nok var det ikke de optimale forhold, og han måtte nok heller ikke dufte helt af violer, men efter godt over et år på gaden, havde han vænnet sig til ideen om, at han nok aldrig ville sove i en varm seng mere.
Som varmen syntes at sprede i hans kæbe, vidste han hverken om han skulle blive siddende eller faktisk rykke sig. Dog var det første gang i mange dage, at han faktisk havde følt den slags varme, hvilket talte for at han blev siddende. På samme tid begyndte smerten at forsvinde, og mimikken i hans kæbe syntes at komme tilbage, eller rettere han kunne bevæge sin kæbe, uden at det føltes som at blive slået igen. Da han havde levet på gaden, havde han ikke haft muligheden, for at lære om nye racer, så det med at kunne heale folk, var ikke just noget han havde set ofte af. På trods af lysten, for at give udtryk for hvor unormalt dette var, så var han ærlig talt for træt og hold, til at lysten var der "The jaw is better than nothing" pointerede han med et skuldertræk "at least I can talk with feeling as if someone is punching me in the face repeatedly" Tanken om at denne fremmede, skulle se hans krop var ikke just højst på ønskelisten, efter så lang tid på gaden og med så minimal mad, var det ikke fordi han så super attraktiv ud.
Let lagde han hovedet på skrå, da et tilbud om husly dukkede op. Under normale omstændigheder, ville han hurtigt havde sagt nej, han kendte jo ikke vedkomne og på trods af det gode han havde gjort, så kunne der vente et helvede, skulle han sige ja. Dog var han træt og udmattet, og han var kold helt indtil marven af sine knogler. Et mere blidt udtrykke, erstattede det før tilbageholdende blik, og han lod sin mindre hånd, ligge sig i den fremmedes meget større og i den grad varmere hånd. Let kom han op og stå, dog ikke uden mindre problemer. Man blev ikke slået i maven flere gange, uden at det havde efterladt vise vanskeligheder, når det kom til at skulle bevæge sig. Han kløede sig på det punkt bag sit øre, før han til sidst nikkede "It can't possible be worse than this, so sure" han trak på skulderne og lod sit blik mødes med den fremmedes brune øjne.

Kommentaren om at være en creep skulle jo nok give et bagslag, heldigvis bare ud i en joke. Han fnyste kort gennem et smil før han rystede på hovedet. "You caught me red handed. I actually spend a lot of my time picking up strangers on the streets, so I can sell their hair for some coin." indrømmede han i en ligeså drillende tone som hun havde afgivet. Og så åndede han let ud, som havde han gået og båret på denne hemmelige onde plan i flere år. "It's nice to finally get my true intentions out in the air to breathe freely. Thank you for releasing all the years of tension." takkede han så før han begyndte at grine. Selvfølgelig havde der aldrig været en plan.
Efter at have healet kæben, kunne han endelig få et ordentligt smil at se. Det fik ham selv til at smile, men i et kort øjeblik vandrede hans øjne væk fra hendes og ned i jorden. Han bemærkede det ikke selv før han var nød til selv at vende dem op for at se hende i øjnene igen. Han ville ikke rode mere i hvad det var for en følelse det var han følte når han så hende i øjnene. Der var vigtigere ting som at skaffe hende et varmt sted hvor hendes krop kunne få lov til at hvile og heale.
Så snart hun greb hans hånd, blev hans smil en anelse større. Han bemærkede at hun havde små kvaler efter nogle kvæstelser, men han lod hende selv komme op og brugte mere tiden på at overveje hvilke skader der ellers kunne komme ud af en omgang tæv. Ham værende så stor som han var, var en tabt slåskamp ikke noget han kendte til. Og de fleste skader i hans kampe var mere på dem der havde udfordret hans styrke.
Han bemærkede dog mere og mere kulden som hun bar på. Han kiggede op fra hendes hånd og ind i hendes ansigt, før han slap hendes hånd og trak sin trøje over hovedet. Indenunder havde han stadig en t-shirt, som nok skulle holde ham varm til de nåede over til hans hus. Han rakte hende den med et venligt smil, "I'd feel better if you wore this on the way to my humble home. You're so cold. I'll be fine, my body is as good as a heater can be," sagde han med en forsikrende tone om at han nok skulle klare den uden. Trøjen var stadig varm, hans varme der bare havde bredt sig efter at være båret i flere timer.
Turen til hans hus var alligevel et stykke væk. Han nød faktisk at mærke kulden mod hans varme hud. Det mindede ham om at han stadig var i live. Han vendte blikket mod den fremmede og rystede så på hovedet, mest af sig selv. "I forgot to introduce myself. The name is John. No lastname. Just John," indtroducerede han sig selv og kort rakte hånden frem, lidt formel måtte han vel altid være. "I would like to hear your story," sagde han så mens de gik mod hans bopæl. Noget sagde ham at den var indviklet, da han egentlig undrede sig over hvad nogen så attraktiv kunne ende op på gaden over.

Han kunne ikke holde grinet inde, da den fremmede erklærede, hvordan han normalt plejede at fange folk, for så at sælge deres hår. Det blev dog specielt godt, da han nærmest åndede ud, som var det faktisk noget, han havde haft på brystet i lang tid, eller snarer mange år. Faktisk var det nok noget af det sjoveste, som han havde set de sidste mange år, hvilket i sig selv var deprimerende som en i helvede. I det mindste betød det, at han faktisk kunne nyde bare en smule, i hvert fald lige nu, og overraskende nok i et selskab med en anden person, noget som ikke var sket i mange år. Måske var det et tegn, på at tiderne måske kunne blide bedre, noget han havde håbet for, men faktisk aldrig troede ville ske "You're funny... I like that, it's a change" han sendte den fremmede et smil. Det var en forandring, faktisk at kunne grine og endda et naturligt et, hvilket man vel i sig selv også kunne høre på ham. Det var et ægte grin, et der kom nede fra maven, og uden den mindste smule tilbageholdenhed.
Han lagde nysgerrigt hovedet på skrå, da den fremmede med et trak sin trøje af, det var minus grader, hvad pokker tænkte han på?! Og han havde endda noget så tyndt på en t-shirt inden under. Selvfølgelig gav det ham muligheden, for at se mere af den fremmede og det understregede ham som værende en attraktiv mand. Det var dog nok mest hans øjne, som han virkelig godt kunne lide. De var mørke, men mindede ham mere om mørk chokolade, og fra hvad han kunne huske, så var mørk chokolade det bedste. Normalt ville han havde sagt nej, da den fremmede rakte ham trøjen, men det virkede til at han ikke ville acceptere et nej, hvilket resulterede i at han nu selv tog den på. Han gemte sine hænder væk under trøjen, og der gik ikke lang tid, før han kunne føle varmen sive ind ad "Thanks" han sendte den fremmede et smil.
Han havde ikke haft en tanke, om at de skulle snakke på vejen, mest af alt fordi, han ærlig talt ikke var god til small talk. Det var jo heller ikke fordi, at han faktisk havde haft den største øvelse, at bo på gaden gjorde livet mere hårdt, end det gjorde livet godt. Han blev trukket ud af sine tanker, da det endelig kom et navn på den fremmede. Let lod han sin hånd ramme imod John's "Aspen, not lastname either" han gad ikke sige sit efternavn, ikke fordi han ikke havde noget, mere fordi det ikke gav andet end dårlige minder, minder om et liv med vold og konstant frygt, et liv hvor han ikke kunne være sig selv og hvor hans far hellere ville forsøge "knalde" pigen ind i ham, selvfølgelig aldrig nogensinde friviligt fra hans egen side. Han trak let på skulderne "to be honest there isn't really anything exciting, my parents hated me and they kicked me out when I turned 18, and I have been living on the streets ever since then" han lod sit blik mødes med John's. Selvfølgelig ville han ikke fortælle det hele, han kendte knap og nap denne fyr "But tell me about your self, what do you do? You know when you aren't getting new hair or helping homeless people?" der kom et drillende udtryk frem i hans øjne, som han betragtede John.

"Not anything exciting? That's most probably a lie," sagde han med en selvsikker stemme før han kom med et halv-charmerende smil, ikke at han selv var klar over det, "I am pretty sure that your story will blow me off my feet in the purest surprise!" afsluttede han så med et lettere fjoget grin. Han følte sig underligt tilpas med at være en anelse fjoget og åben med Aspen, hvilket var underligt fordi det ikke var noget han var med alle.
Men han lyttede til historien. Der var helt sikkert detaljer der manglede, men han var nød til at stå ved hans ord. Pludselig greb han muren i nærheden og faldt på et knæ mens han lavede et lettere overrasket udtryk, "Wow! What a story! Never have I ever heard a story that simple be told with such alluring storytelling!" sagde han overrasket, før han rejste sig op på sine fødder igen og smilte let. Så blev han en anelse seriøs igen, "I am sure there is more to it than you turning 18. But I get it. Maybe one day you'll tell me the whole story," sagde han med et glimt i øjet.
Så blev der spurgt ind til hans liv. Han rettede sit blik mod vejen, der var ikke så langt tilbage igen, så han måtte vel holde det kort. "I like getting my hands dirty, so I am a mechanic. I fix whoever's car in these dark cold times. It's frustrating in winter, but the tasks are simple." forklarede han så, som de drejede ned af en gade for at gå ind i hans kvarter.
Da de kom til hans hus - et fint lille hus i et stille kvarter der mest af alt var for børnefamilier, kløede han sin nakke let. "I don't really have to work. My family is rich and I have gotten a fair share of it, but work keeps my head straight. It's nice to wake up every morning and have to go somewhere, do something. And the money aint too bad," indrømmede han som han trak lågen op og holdt den for hende.
Indenfor mødte de først hans gang. Et bjæf lød fra stuen og ud gennem en åben dør kom en lille hund ud, hvid pelset lille bold af ren sødhed. John satte sig roligt ned på knæ og kørte hænderne flere gange gennem pelsen på ryggen af hunden, som så ud til at elske enhver berøring.
Han vendte blikket mod Aspen og smilte en anelse skævt, "Hope you don't mind the dog. He is harmless. And love people, at least those that wants to pet him," sagde han så før han rejste sig. Hunden vendte et nysgerrigt blik mod Aspen og begyndte stille at træde frem, dog med en logrende hale. "His name is Mr.Fluffy. I didn't name him. My sister did. It's actually her dog, but she doesnt take care of him. So he lives here to be fed and cared for," forklarede han så mens han blik var på hunden.

Han så kort væk, hvorpå han igen lod sit blik mødes med John's. Han havde aldrig rigtig anset, sin fortid som værende spændende, da det nok snarer havde været et mareridt. Hvordan kunne konstant terror være spændende? Selvfølgelig vidste John ikke det, så han kunne ikke rigtig holde det imod ham. Ikke desto mindre så var John's smil meget smittende, hvilket fik et smil til at forme sig på hans læber. Det var som om, det smil han oprindeligt ikke gad vise, ikke gad holde sig tilbage, netop ud fra måden som John smilede til ham. Han blev chokeret, da John med et greb fat i muren, og nærmest faldt til sine knæ, for at udbryde at det var en fantastisk historie. Ikke desto mindre, var det meget lig det med håret, og det fik ham endnu engang til at grine. Indtil videre havde han grinet og smilet mere med John, end han havde gjort de sidste 11 år. Det var helt underligt, det faktisk at have det sjovt, fremfor at skulle frygte hvert sekund og han fandt sig selv nyde John's selskab.
Som John begyndte at fortælle om sig selv, kom der et udtrykke frem i hans øjne, der fortalte han faktisk var interesseret, i hvad det var John fortalte. Det var trods alt et mere normalt liv, noget han ikke havde oplevet før. Egentlig gav det god mening, at han gerne ville arbejde, på trods af hans familie var rig "It's understandable, sometimes you just have to do something" der var en forståelse i hans stemme, og et smil formede sig på hans læber, og et der endda gik op til hans grå øjne "Had I ben able to, then I would have loved to work too" han trak på skulderne, det ville havde været dejligt, at kunne arbejde og rent faktisk tjene sine egne penge. Men i sidste ende var det nok også, et fælles ønske for dem som boede på gaden. Hver gang han havde mødt andre søde hjemløse, så var det altid hvad de ønskede, det at kunne få et arbejde, tjene nogen penge og rent faktisk få et hjem.
Da de endelig kom frem, og John holde døren for ham, sendte han ham et smil "Such a gentleman" han klukkede og trådte derpå indenfor. Igen blev han omfavnede af varmen, men nok også mere af duften af et hjem. Dog da han hørte bjæffet, lyste han helt op. Han havde altid ønsket sig en hund, så dette var i den grad det bedste. Gennem hele hans liv, havde han kun set hunde på en afstand, da hans familie nægtede at give ham en, men nu kunne han faktisk se den helt tæt på. Som Mr.Fluffy bevægede sig imod ham, faldt han til sine knæ, hvorpå han forsøgte sig med at nusse den smukke hund "I have always wanted a dog" han kiggede op imod John, og smilet var blevet større, end det førhen havde været. Han kiggede dog igen ned imod Mr.Fluffy "Such a handsome one you are" smilet havde endnu ikke forladt hans læber, og det var tydeligt i hans stemme, dette var noget han var glad for at havde oplevet. Han rejste sig dog op, og så endnu engang på John "If it is not too much trouble, may I borrow your bath, so that I can get cleaned. I don't think I smell my best" han skar en grimasse.

"Well you might have too much to do, at least I imagine that the life on the streets are just more than what I've seen tonight?" sagde han med næsten en sørgmodig stemme. Han turde egentlig ikke tænke på hvad Aspen måtte have gået igennem. Og her havde han selv bare levet et nemt liv, hvis man fjernede de år hvor han arbejdede for Lilith som henchman. Ikke at det var Liliths skyld, han havde selv tigget og bedt hende om at lade ham være med. Han sank en klump ved tanken om de mørke år. Og måske kunne han godt forstå nu at det ikke var lige let bare at snakke om som så.
Til kommentaren om at være en gentleman, fnøs han gennem et smil og rystede på hovedet, "Just want to make sure I don't lose you. I need that hair afterall," sagde han så i en drillende tone som de gik op til hoveddøren. Han havde ikke tænkt sig at slippe den joke i noget tid.
Mr. Fluffy var en menneske-elsker, så lige så snart han så Aspen, ville han hen og blive kløet. Han snusede kort til Aspens hænder før han begyndte at slikke dem for at få noget af alt skidtet af. John stod bare og så til, af en eller anden grund syntes han at det var noget af det mest bedårende i verdenen. Han blev trukket ud af sine tanker så snart Aspen spurgte om badet. Han rømmede sig kort og prøvede at erstatte det drømmende blik med et venligt smil, men istedet blev det mere tydeligt at han prøvede at skjule det, fremfor at skjule det.
"Ohhh, Aspen, you ask so much of me. Don't you know that you may not borrow my bath but actually borrow both my bath and some fresh clothes?" sagde han så i en seriøs tone der gled over i noget fjollet men ikke desto mindre sandt. Han rystede på hovedet af sig selv og kørte en hånd igennem sit hår, "I'll stop with the jokes. Of course I'll let you use my bath. I was the one who suggested it at first," sagde han så med et venligt smil på læberne. "Just wait here with Mr. Fluffster, and I'll be right back. Actually just make yourself at home, the living room is down the hall, and the kitchen is down to the left," sagde han så før han roligt gik op af trappen for at forsvinde ind på badeværelset.
Han tændte vandet for at fylde badekarret og begyndte at gå rundt og finde ting frem som håndklæder, en børste, diverse sæber og hvad man ellers ville bruge til eller efter et bad. Efter at have gjort klar gik han roligt nedenunder for at finde Aspen. "Aspen? Your bath is ready. I wasn't sure if you wanted bubbles or lots of bubbles, so I got you a bit of both," sagde han så med et halvt smil. "Bath's up the stairs and to your right. I'll fetch you some clean clothes while you're at it in the tub." sagde han så, blot for at lade Aspen vide at han ikke havde nogle skumle planer.

Han rynkede brynet, da han opfattede et udtrykke, der virkede til at tegne John forsøgte gemme et eller andet væk. Dog havde han allerede fået så meget af denne fantastiske mand, at det nærmest ville være uhøfligt, at stille alt for mange spørgsmål. Let hævede han sit øjenbryn, da John endnu engang syntes at kaste med jokes. Det var noget han måtte vænne sig til, men ikke desto mindre noget, som han faktisk godt kunne lide. Nok var det anderledes, det at være i et selskab med en anden, hvor der ikke var den konstante frygt, men snarer faktisk var en behag også var John's jokes ganske morsomme "I don't mind, I like your jokes" indrømmede han med et sandfærdigt og måske endda en smule genert smil. På trods af at havde kendt denne mand, i en periode af hvad der måtte være en time, så følte han sig mere tryg og hjemme hos ham, end han nogensinde havde gjort med sine forældre.
Som John forlod ham, i selvskabet af Mr.Fluffy, lod han sig endnu engang falde til knæene, hvor han begyndte at nusse den skønne hund. At han blev bedt om at føle sig hjemme, var ikke just nemt, da han gennem de sidste års tid intet hjem havde haft, og han derfor nok også, havde glemt hvad det føltes som at gøre sig selv tilpas. Der gik ikke lang tid, før John endnu var tilbage, og som han kom imod ham, lod han hurtigt sit blik mødes med de brune øjne. Han fik hurtigt rettet sig op, og et smil af taknemmelighed, formede sig på hans læber. Det var ikke hverdag, at man mødte en venlig fremmede, som direkte ville invitere en med hjem, give en et bad, varmt tøj og måske endda et sted at sove. Den mere logiske og måske også pessimistiske side, blev ved med at fortælle, at John måske også ønskede noget igen, hvor den drømmende og optimistiske, fortalte at denne fantastiske mand, umuligt kunne finde på at gøre den slags ting.
Han gav et nik fra sig, før han begav sig ovenpå. Det tog ham ikke lang tid, før han fandt badeværelset, og blot ved syntes af karbadet, var han tæt på at få tårer i øjnene. Han havde levet så længe på gaden, at han aldrig havde troet dette ville ske, men nu stod han faktisk med muligheden, for at få et rigtigt bad, og ikke blot et i formen af et dyb i en sø. Let trak han de to trøjer af. Skoene blev også kastet til side, og det samme med bukserne. Varmen fra karbadet, syntes at havde dannet dug på væggene og det samme med spejlet, men det ramte også hans nu ret barer hud, og hvor han før havde været frossen helt ind til marven, følte han nu intet andet end varme. Hurtigt smed han sit undertøj til siden, og derpå lod han sig sinke ned i det varme vand. Et suk af behag forlod hans læber, og han lod sig sinke helt under vandet, før han igen brød til overfladen. Med sæben og de børste, som var lagt til side til ham, begyndte han et rengøre sig selv, hvilket måtte gøre det til første gang i over et år, at han nogensinde havde været ordentligt ren. Da han endelig var færdig, rejste han sig fra badet, fandt et håndklæde, som blev viklet om hans spinkle krop, og dernæst en som blev viklet om hans lange blonde hår. Han åbnede døren, og så ud, for så at kalde: "I'm done now"

Alt imens Aspen var i bad, gik John rundt og fumlede med ting. I køkkenet fandt han noget kød frem som han lagde på en tallerken, efter en lang dag på arbejdet var det altid rart at komme hjem til en ordentlig omgang kød. Han kiggede lidt rundt i køleskabet og rynkede let på brynene - Det var ikke at han ikke havde menneskemad, men han spiste jo ikke rigtig andet end råt kød? Så al menneskevenligt mad var ikke ligefrem det mest friske. Han fandt noget beef-jerky frem og kiggede på salgsdatoen. Det gode ved beef-jerky var at det næsten kunne holde sig til evig tid.
Han sukkede kort. Hvad nu hvis Aspen ikke engang spiste kød? Han gnubbede sin pande mens han stod længe og overvejede om Aspen lignede en vegetar eller veganer, uden at indse at det at ville være langt nemmere bare at spørge. Han ville vel gerne fremstå som den helt perfekte gentleman. Han endte med at stå så længe at køleskabet begyndte at bippe efter 5 minutters timeren gik igang. Et sæt gik igennem ham og hurtigt lukkede han køleskabet i og fik lagt pakken med jerky fra sig.
Så blev der råbt ovenfra og han indså at han ikke engang havde fået fundet tøjet frem. Han skyndte sig op af trappen mens han havde et undskylende udtryk, "I was caught up in something, I'll find you the clothes right away," sagde han hurtigt som han forsvandt ind af døren foran badeværelset til hans soveværelse. Han fór nærmest over til kommoden og trak skuffen ud. Han kiggede rundt efter noget tøj der ikke ville ende ud i at være for stort til Aspen, men han ejede kun tøj han selv kunne passe. Han hev en stor sort trøje frem som nok skulle kunne holde på meget varme. Ud fra Aspens tynde udseende, gik John ud fra at tøjet var nød til at gøre meget af arbejdet i at holde på varmen.
Han fandt også et par boxershorts frem, som han faktisk ikke havde brugt eller kunne passe, da de uheldigvis krympede i vask, til Aspens held. Han kom ud i gangen igen med tøjet og rakte det så over til Aspen. "I couldn't find you any pants. We can go buy you a fresh pair tomorrow, if you'd like." foreslog han så med et mindre smil. Han tog sig selv i kort at kigge på Aspens skuldre, hvor han bemærkede de frembrusende kraveben og ikke mindst den reelle tyndhed omkring arme og skuldre. Han rømmede sig kort og kiggede væk for ikke at virke dømmende eller skabe unødvendig akavethed. Dog var det værste han nok kunne gøre var at kigge væk.
"Uhm....  I'm sorry. I didn't mean to stare," sagde han så som hans øjne fandt tilbage til Aspens. "I wasn't staring because you look weird. At all, and that's no joke. You look beautiful, and that's not just appearances, but your appearance is just on point... It's just that you're very skinny and I have this huge ass need to always help. Oh for christ's sake what am I saying..?" forklarede han så i et forsøg på at forklare sig selv, som havde han begået en grov forbrydelse. "I'm a jerk.." mumlede han så mens han let slog indersiden af sin hånd mod sin pande. "All I'm trying to say is that you're beautiful, but you're the first person I've seen this skinny. I feel this need to protect you," sagde han så efterfulgt af et opgivende suk.

Han kunne ikke holde grinet tilbage, da John nærmest spurtede op af trapperne, som havde han været fanget i noget, så vigtigt at han ikke havde nået at hente tøj. Et blidt smil formede sig på hans læber, det var faktisk sødt at se, denne blide gigant, der gjorde så meget ud af, at gøre ham glad. Det var noget ganske få havde forsøgt på, så det varmede om hans hjerte, denne fantastiske mand, forsøgte lige netop denne lille ting. Da han endelig kom tilbage med tøjet, tog han glædeligt imod det, og han ville havde begivet sig ind på badeværelset igen, havde det ikke været for det faktum, at John mere eller mindre, analyserede hans krop, eller hvad man kunne se af hans krop. Normalt ville han havde gemt sig væk, men han var faktisk nysgerrig på, hvad John ville mene om hvad han så, måske i et håb om, at på trods af hans tynde krop, så ville denne smukke mand, anse ham for nogenlunde attraktiv.
Det kunne kun beskrives, som værende sødt, den måde John faldt over sine ord, og nærmest gjorde det hele værre for sig selv. Komplimenten fik om ikke andet, varmen til at stige i hans kinder, og siden han ikke just havde meget farve i huden, var den rosa farve i den grad tydelig. Måske var det fordi dette, gjorde det til første gang, at han faktisk fik en kompliment af en anden, men så igen han havde været ret beskidt, og duftede måske forhen ikke af violer, hvilket kunne havde skræmt folk væk. Da John til sidst gav op, lagde han blidt sin hånd imod hans arm, og han blev hurtigt mindet om, da John tidligere havde fortalt at han nemt holde varmen, for han var godt nok varm. Hurtigt kom en tanke op, omkring hvordan det måtte være at ligge ved siden af ham, da han virkede som en omvandrende radiator "It's okay, when you live on the street, it's not like you get that much to eat. I'm just surprised you found me to be attractive, most people generally don't do that" han trak let på skulderne, og med sin frie hånd, kløede han sig på punktet bag sit øre. Han fjernede sin hånd igen, da han følte han måske havde overskredet en grænse, nok havde John været sød, men det betød dog ikke at, han ville finde sig i alt "thanks for the clothes" han fik hurtigt taget trøjen på, og boxershortsene kom også hurtigt på. Da han havde levet på gaden i lang tid, havde han øvet sig i, at tage tøj på hurtigt og effektivt, og der blev næsten intet hud fremvist. Han fik taget håndklædet af, både det som havde været omkring hans krop, men også det der havde gjort hans hår tørt "thank you for everything you have done, and you don't have to buy me anything" forsøgte han sig med, fra hvad John tidligere havde sagt omkring det, med at ville købe ham et par bukser.

Efter hans opgivende suk havde han lagt sine arme over kors, mest af alt følte han sig som et stort fjog. De fleste havde nok bare smuttet efter hans sølle forsøg på at redde situationen, men Aspen var anderledes. Aspen blev ikke negativ, men tværtimod kunne John fornemme en rødmen brede sig i de smukke kinder foran sig. Det fik ham til at bløde lidt op igen og pludselig mærkede han en hånd på sin arm.
Hans blik faldt hurtigt ned på Aspens hånd der rørte hans arm. Normalt vidste han ikke helt hvordan han skulle reagere når fremmede rørte ham, eller faktisk betød det ikke særlig meget for ham når fremmede rørte ham, men med Aspen føltes det helt anderledes. Det var på en eller anden mærkelig måde rart at blive rørt af Aspen, om det så kun var på armen. Han vidste dog at det ville være fjollet at sige højt, så han lod det ligge i sine tanker mens han tog lidt ekstra tid til at kigge på hånden på hans arm.
Han lyttede til de ord der blev sagt og smilte kort til det sidste. "Well, you have beautiful features that aren't determined by the size, shape or weight of your body," forklarede han så før han rømmede sig lettere irritabelt. Ikke rettet mod Aspen, men mod sig selv fordi han blev ved med at rode i det - Som ikke nødvendigvis var en dårlig ting hvis Aspen havde det på samme måde, men det anede John ikke. For den sags skyld kunne det være at Aspen bare anså John som en venlig fremmed og ikke mere end det. John vidste heller ikke hvad hans egne følelser betød, blot vidste han at så snart Aspen slap hans arm, følte han at hans hjerte et kort sekund faldt til jorden.
Han lyttede til Aspens ord om ikke at købe noget til ham, som fik John til at fnyse let. "I am not going into financial ruin for getting you a fresh pair of pants," svarede han blot med en tone der understregede at han nok skulle klare den efter at have købt et par bukser til ham. "Either way, you're getting new pants, and that's just something you'll have to deal with. Enjoy the privilege," sagde han så, med en underlæggende drilsk tone, dog uden at det lød som en joke for John mente det skam.
Han kunne egentlig godt stå hele dagen og bare snakke med Aspen i den øvre gang, men noget sagde ham at det var vigtigt for dem at få noget at spise. "So, I was spacing out earlier because I was trying to figure out what to get you for dinner. But I don't really have any type of vegetable or human-friendly food in this house," forklarede han så inden han begyndte at gå nedenunder mod køkkenet. Han gik ud fra at Aspen ville følge med.
"So I want to know what you want to eat, I'll make a quick stop to the grocery-store and fetch whatever you want. So any wishes?" spurgte han så, mens han fandt en lille post-it notesblok frem, efterfulgt af en kuglepen, så han kunne skrive Aspens ønsker ned. "Just imagine any type of food, don't think of the value of it. I'll get it for you. Even cook it if you want that," sagde han så, før et glad smil bredte sig på hans læber. Af en eller anden grund blev han helt glad af tanken om at få lov til at lave et måltid mad til Aspen, kunne han føle sig mere underlig?

Et genert smil formede sig på hans læber, da John direkte fortalte ham, at han faktisk havde smukke træk, let lagde han en hånd på sin kind, som for at gemme hvad der formede sig, til at blive en stor omgang rødmen "thank you" han var på ingen måde vant til at få komplimenter, og selvom han ikke just var super glad for sin krop, så havde han aldrig haft noget imod sit ansigt. Skulle han endelig ændre noget, så ville det nok være hans hår, som han faktisk gerne ville af med "you're not so bad yourself... I really like your eyes" nåede han at sige, før han fik stoppet sig selv "They are truly beautiful" resten af ham var også perfekt, men de mørke chokolade farvede øjne, det var nok det mest perfekte. Man når man så snakkede om resten af ham, den hjælpsomme personlighed, de sjove jokes og hans generelle åbne persona, var helt klart noget som han virkelig godt kunne lide, og helt sikkert være tiltrukket af.
Han rakte tungen af ham, da han sagde han ikke just ville miste meget af at købe et par bukser, hvilket jo ikke var meningen bag hvad han selv mente "I don't mean that, it's just that you have done so many nice things to me, and I feel like... I don't know, it's just overwhelming" han trak på skulderne. Dog da John til sidst sluttede af med, at sige han ville få disse bukser, nikkede ham til sidst og et smil formede sig på hans læber "It's really nice of you" han kløede sig igen bag øret, noget han ofte gjorde, når han enten ikke vidste hvad han skulle gøre, eller hvad han skulle sige. Måske var det grundet hans dybe taknemmelighed, for alt hvad John havde gjort for ham. Som han havde sagt, det var lidt overvældende, han kom fra intet og med et fik han smidt så meget i hovedet, og han vidste hverken hvad han skulle sige eller gøre "This...everything, I'm not use to it" der kom igen det tilbageholdende udtrykke frem i hans øjne.
Da snakken kom imod mad, rettede han på trøjen "I'm a vegetarian, I don't really like the idea of killing animals" han trak på skulderne, og med et følte han sig så besværgelig. Her var den her fantastiske fyr, som burde gøre denne slags ting for hans kæreste, men af ukendte grunde valgte at hjælpe en hjemløs, med større problemer end nogen anden. Han følte sig så besværligt, i den forstand han spiste noget, som John måske ikke gjorde, og nu skulle han pludselig ud og hente nyt mad. Da John begyndte at gå nedenunder, fulgte han selv med. At John faktisk ville købe noget mad til ham, var lidt ala det med bukserne, noget han på ingen måde var vant til. Som han blev en blok og kuglepen rakt imod sig, begyndte han at skrive nogle grønsager ned og til sidst kikærter, noget som skabte hans absolut favorit ting "chickpea makes the most amazing thing called Falafel! you would have to buy those that are watered, or else it has to stay overnight" forklarede han smilende, som han fik skrevet de sidste ting ned, som ville lave disse skønne falafels. Han havde altid elsket falafel, og det var nok ene af de få goder, som han havde fået i sin barndom. Let rakte han blokken tilbage til John, samtidig med han lod sit blik mødes med de fantastiske brune øjne.

Han lyttede til ham omkring at være vegetar og nikkede let som svar. "Well I respect your lifechoices. I would do something like that too, if it didn't kill me in the long run," sagde han så med et smil. Der var ekstra meget vægt på at han ikke dømte Aspen for noget som helst, selv hvis Aspen var en sindssyg morder eller et hemmeligt ondt geni, ville John stadig føle denne underlige dragende følelse omkring ham. Det var han slet ikke spor i tvivl om. Han begyndte også ret stille at indse hvad den underlige følelse nu egentlig virkelig var, men skulle han sige noget? Nej, ikke endnu. Han ville lade det være for nu og håbe at den ikke pludselig besluttede sig for at ødelægge det hele.
Som Aspen skrev ned på notesblokken, tog John jerkyen fra før og flåede pakken op. Det var næsten kun hans berøring af pakken der straks alarmerede Mr.Fluffy som bare kom farende ind fra stuen af hvor han havde ligget på sofaen. Han satte sig fint ved siden af Johns ben og kiggede op på ham med store tiggende hundeøjne. John kiggede ned på ham og havde først et skeptisk blik i øjnene, før han satte sig ned på sine knæ med pakken i hånden. Roligt rakte han en hånd ned til hunden og kommanderede:" Paw," hvor hunden allerede ved synet af hånden der nærmede sig løftede poten. John kom med et stort smil og grinte let af hunden som han belønnede den et lille stykke jerky. "You're a good boy. I wish my sister would take the time to see how well behaved you truly are.." sagde han med en svag undertone af sørgmodighed - Det var jo lidt trist at hans søster havde købt en hund som hun ikke engang gad tage sig af.
Han så op på Aspen som listen var blevet skrevet, hurtigt rejste han sig op på fødderne med kødet i hånden. "I'll make sure to get the best ones they have," sagde han som skulle han ud på en skattejagt. "While you wait here, feel free to use the tv or whatever. Mi casa es tu casa, as they say in spanish," sagde han med et halvt smil på læben, et fjoget smil han kun lavede når han var ekstremt tilpas med folk. "Feel free to play with Mr.Fluffy. He loves jerky. Will do all sorts of tricks for a piece of it," foreslog han så, som han tog imod listen og gik ud i gangen. Han fandt en tyk trøje frem, ikke at han havde brug for den, men det ville virke underligt at rende rundt i en butik iklædt en t-shirt når det var så koldt som det var.
"Oh... Before I go, just in case you need to get a hold of me," sagde han så og gik ud i køkkenet igen, for at stoppe foran Aspen. Han kiggede ind i hans øjne og glemte næsten i et par sekunder hvad han ville, før han stak hånden i sin lomme og fiskede sin telefon op, som han rakte Aspen. "No password. You can call my work phone if something happens. Not that anything would happen out here, but better safe than sorry," sagde han mens et smil bredte sig på hans læber.
Efter han havde rakt telefonen til Aspen, stod han bare lidt og kiggede ind i de smukke grå øjne. Smilet var stadig på hans læber og hans øjne var helt klart fulde af glæde, som stod han bare og nød dette øjeblik. Som dog ikke skulle vare evigt da han kom i tanke om at nogle anså det som creepy. "Anyway," rømmede han som smilet let forsvandt. "I better get going before they close up. I'll see you," sagde han så, før han vendte sig og gik mod hoveddøren. Var der mere han skulle sige? Noget han skulle gøre? Han stoppede kort ved døren, som stod han og overvejede noget, men endte ud i at åbne den og gå udenfor.  

At se John lege med Mr.Fluffy var sødt, og det var et syn der varmede om hans hjerte, mindst ligeså meget at John blot accepterede, at han ikke var kødspiser. Det var ikke alle, som rent faktisk accepterede, at han ikke var som alle andre, og selvom John endnu ikke kendte til de mere vigtige detaljer, syntes han alligevel at acceptere hvad han så. Det var så fremmede, blot at blive accepteret uden videre, noget hans forældre ikke engang forsøgte sig med, men ikke desto mindre lod John, sig til at ville, hvilket kun gjorde ham mere fantastisk. Af en eller anden grund, fik han lysten til at kramme John, da der kom en sørgmodig lyd frem i hans stemme, han valgte dog ikke at gøre noget, netop fordi det måske var at bryde grænser, og helt sikkert ikke det rette tidspunkt. Det virkede generelt, til at han måske også havde problematikker med sin familie, ligesom han selv nu engang havde.
Han klukkede, da John nærmest energisk udtalte, at han ville være helt sikker på, at han ville finde det bedste de havde. Det var sødt, og helt sikkert blandt de grunde til, at han faktisk virkelig godt kunne lide hans selskab, der var de søde, beskyttende og sjove ved ham, som gjorde han var nem at snakke med. Han nikkede til hvad han sagde, om at han skulle føle sig fri, til at se fjernsyn eller hvad end han skulle have lyst til. Nok var det en smule akavet, at være i et hjem, som slet ikke var hans eget, men også mens ejeren var ude, og at han endnu ikke kendte meget til ham. Han tog jerkyen, og gav en enkel til Mr.Fluffy, han havde bare lyst, til at løfte den smukke hund op, også give ham et stort kram, også selvom det nok ikke ville være det bedste. Han skulle netop til at begive sig ind imod stuen, da John med et kom tilbage til ham. Han hævede nysgerrigt øjenbrynet, men tog dog imod mobilen, da den blev rakt til ham "Thank you" et blidt smil formede sig på hans læber.
Før havde det gjort ham forvirret, måden John kiggede på ham, men nu gjorde det ham ikke så meget, mest af alt fordi han vidste der intet ondt var bag blikket. Han klukkede blidt, da John rømmede sig, men det forsvandt dog stille, som John's smil blev mindre. Han vinkede til ham, som han forlod lejligheden, og begav sig derpå ind i stuen, til sit held forfulgte Mr.Fluffy ham, og endda op i sofaen, som han satte sig ned. Let betragtede han mobilen, og nysgerrigt åbnede han den op. Selvfølgelig tjekkede han ikke sms'erne igennem, men snarer de apps denne mystiske mand nu engang havde, blandt dem fandt han instagram, hvilket i den grad tændte hans nysgerrighed. Han vidste ikke hvad han skulle forvendte af billeder, dog var hvad han fandt, ikke just meget. Et sted vidste han godt, at han nok ikke skulle gøre det, hvilket hans logiske side, fortalte ham mens han forsøgte sig med et par selfies, og derpå faktisk lagde et op. Spørgsmålet var nu, hvordan han ville reagere, når han engang opdagede dette billede. Hurtigt lagde han mobilen fra sig, og begyndte derimod at give Mr.Fluffy en masse opmærksomhed.

Istedet for at gå til den nærmeste butik, satte han sig ind i sin bil og kørte derover. Det tog ikke lang tid, da der var en døgn-åbent i nærheden af kvarteret. Han steg ud af bilen og trak listen frem inden han grundigt læste den igennem. Ikke at han ikke ville tjekke den flere gange inde i butikken, men han ville gerne vide hvad det var at Aspen havde skrevet ned. Efter at have indprintet de fleste ønsker, blev noten lagt tilbage i baglommen før han begav sig ind i butikken. Det tog ham ikke længe før han havde tjekket hele listen af, og fik lagt vareposerne bag i bilen. Mens han stod ved kassen havde hans blik faldet over nogle lakridser med betegnelsen VEGETAR-VENLIGE og uden at tænke nærmere over det havde han lagt dem på båndet, også selvom der ikke stod noget på listen om lakrids.
Efter at have lagt poserne i bilen, stod han udenfor i et kort øjeblik og tænkte lidt for sig selv. Han lænede sig op af bildøren og kiggede mod butikken. Et eller andet i ham ville ikke stå herude alt for længe, for tiden kunne jo blive brugt med Aspen istedet for her. Men var det ikke også en mærkelig tanke at have? De to kendte knapt nok hinanden og alligevel var det som om at intet gav mening før Aspen kom ind i hans liv. Ikke at han var trist før han mødte Aspen, men han følte bare at glæden var ekstra glædelig i Aspens selskab. Han rystede let på hovedet af sig selv og pressede kortvarigt sine håndflader mod sit ansigt. "You're such a freaking weirdo John, I know that you know that," mumlede han til sig selv som han satte sig ind i bilen og kørte hjemad.
Han trådte roligt ud af bilen og tog poserne med sig som han vendte tilbage til sit hjem. Han havde ikke låst døren, men hvis Aspen havde, havde han heldigvis sin nøgle med. Han trådte roligt ind i gangen og tog sine sko af med fødderne før han trådte ind i køkkenet. "I'm home!" sagde han højt som han først gik ud i køkkenet med varene. Mr. Fluffy kom rendende da han altid gerne ville se hvad der var blevet købt. John bukkede sig ned og samlede hunden op i sine arme før han lod ham kigge på poserne, dog ikke ned i dem, skulle nødig have at han begyndte at spise noget af det.
"So tell me Fluffster, did Aspen behave?" spurgte han hunden som hans blik gled over mod Aspen. Et smil bredte sig på hans læber og han satte hunden ned før han begyndte at tømme poserne ud på bordet. "I should've gotten everything on the list. And some extra. I don't know how fond you are of candy, but this seemed like something humans like," sagde han så før han fiskede posen med lakridser op som han rakte Aspen.
Tankerne fra da han stod ude ved bilen poppede tilbage i hans hoved, hvilket nok gav sig til udtryk i hans ansigt da han også lignede en der tænkte på noget. Hurtigt vendte han sig dog og åbnede et køkkenskab. "So you love falafel. I haven't cooked human-food since my ex, but I used to be a masterchef. At least she had no complaints," sagde han så som han fandt en skål frem til kigærterne.
Han tog posen med kigærter ellers gik kokkereringen igang.
"If you'd like you can take a seat and keep me company. Or get your hands dirty if you want to help," foreslog han så, med øjnene fikseret på maden han var igang med at tilberede. "Either way I'd love for you to stay here with me, it's a pleasure to have you around," fløj det så ud af ham, som fik ham til at kigge op mod væggen i et par sekunder og rynke brynene af sig selv. Han havde lyst til at ryste på hovedet eller slå sig selv i panden for den kommentar der højst sandsynligt kunne gøre alt akavet. Hans stærke side var ikke lige det med at være den store romantiker. Han var mere ekspert i at bemærke hvor dårlig han var til sådan noget. "Because you're great company... Obviously," sagde han så og vendte blikket ned mod maden igen.

Da han hørte døren gå op, fik han taget mobilen og derpå gik han stille ud imod køkkenet, for at holde John med selskab. Et smil formede sig på hans læber, som han betragtede ham løfte Mr.Fluffy op, det var så sødt, den måde han agerede overfor denne lille hund. John var gigantisk, og i sine arme holde han en mikro hund, der nærmest var på størrelse med hans hoved. Let lagde han hovedet på skrå, og en klukken kom fra ham, da John spurgte hvorvidt han havde været god, eller rettere hvorvidt han havde opført sig ordentligt. Han vidste ikke hvad pokker det var, men der var noget ved John, som tiltrak ham. Måske var det hans søde person, måden han nærmest kastede alt hvad han havde i hænderne, for ikke kun at hjælpe en hjemløs, men også købe mad og give et varmt bad, ting som kun ganske gå gjorde og ingen gjorde uden at få noget igen. Dog syntes John netop at gøre dette, hvilket gjorde ham så meget mere bedre end alle andre.
Nysgerrigt lyttede han med, som John forklarede han burde havde fået det hele, og at han endda havde købt mere, end hvad der oprindeligt var ønsket. Let hævede han øjenbrynet, da han fik rakt en pose af noget imod sig "I haven't eaten candy in like 5 years, but I do love licorice" han trak på skulderne og lagde den på en af køkkenbordende "thank you" han smilede blidt til ham, dog blev det blide udtrykke i hans øjne, mere nysgerrige da John syntes at blive fanget af sine tanker, ikke at han rent faktisk vidste hvad disse tanker var, og det var måske grænsebrydende, at spørge ind til dem. Da han fik tilbudet, at gøre ham med selskab, satte han sig hurtigt på køkkenbordet, han elskede at se på folk lave mad, der var noget fascinerende ved det. Måske var det også afslappende, lidt ligesom et kogeprogram, hvor værten fortalte seerne hvordan de selv kunne lave noget, som aldrig nogensinde ville ligne hvad værten lavede, dette var dog ikke noget som selve kokken fortalte, men et faktum stort set alle vidste.
Han klukkede lidt, over hvordan John endnu engang, syntes at falde over sine ord, som vidste han hverken hvad han skulle sige eller gøre. Let trak han sit ene ben op, hvor det andet hang og danglede "It's okay, I like to watch people cook" han trak på skulderne. Med et blev han mindet, om den mobil han havde i sin hånd, og med et smil rakte han den frem imod John "your phone...I may have looked at some of your apps" han skar en grimasse og grinede kort "And might even have taken a picture or two of myself" han vidste ikke om John ville blive sur, eller om han blot ville grine af det hele, forhåbentlig ville det blot ende ud med, at han sagde okay og ikke blev alt for sur "I hope you don't mind" han sænkede sit blik, og for en kort stund, mindede han om en hund, som forventede at få en på siden af hovedet.

Så snart Aspen nævnte at han elskede lakrids, kunne Johns smil ikke blive større. Det var jo et kæmpe plus, mente han selv. Han havde ramt den slags slik som Aspen kunne lide, hvilket var lidt hvad han håbede på da han hev posen ned på båndet.
Da Aspen nævnte at han nok havde taget et par billeder af sig selv, vendte John hovedet mod ham kort før et smil bredte sig på hans læber, "Of course I don't mind. You have a face fit for the camera. Unlike me, anyway" sagde han så, med et halvt smil. Han var ikke just typen der selv tog mange billeder. Faktisk var de fleste af hans billeder af ham selv, nogle som hans søster Jocelyn havde taget fra tid til anden når hun endelig fik fat i hans telefon. "And no matter what, I'm definitely sure that my sister Jocelyn has taken far worse pictures than your pretty face. She isn't exactly a person that wouldn't harm a fly, more like squish it to pulp and show off to everyone around her. Her and my babybrother Raum have their fun, whatever fun is to them." forklarede han så. Han var ikke spor berørt af hvad hans mindre søskende havde valgt at gøre med deres liv, så længe de ikke endte ud i nogen livstruende fare.
"Since you won't talk about your story, I'll start out with mine. Either way, I think you'll be surprised by the end of it. I may seem like some sort of great guy that is just perfect at the right moment in the right time, which may or may not be a true, but it took me a long while to get to this point in my life," begyndte han så mens han tilberedte maden, klargøre kigærterne til at blive lavet om til falafel. Af en eller anden grund virkede det ikke så svært igen, især med instrukserne fra bagsiden af indpakningen.
"My family isn't exactly filled with the lawfully obedient ones, myself included at one point. More the exact opposite of that," sagde han så som han begyndte at skære salatblade ud på et bræt. Han vidste ikke helt hvor meget han skulle snakke om sin familie, ikke at Aspen kunne se det, men han overvejede kort i stilhed hvor meget han selv mente han kunne sige. "My mother has a business, that evolves around crime. Keeps the food on the table. And the fact that she has this thing for chaos and havoc, makes her business the most suitable for her," forklarede han så roligt, måske lidt for roligt i forhold til hvor seriøst emnet var. Men han var jo vokset op med det, og så det at han ikke rigtig tog sig meget af det, så længe hans søskende var sikre.
"Even though she is the biggest name in the world of crime, she loves all her children equally and with all her heart," sagde han så og vendte sig mod Aspen, før han lænede sig op af bordet, armene lagt over kors. "She is the best mom I could've had, so whatever she chooses to do for a living, doesnt matter to me." afsluttede han så med, da han mente at han havde talt nok om sin familie. Han lagde ikke låg på hvordan hans familie virkelig var, da han mente at sandheden alligevel ville komme frem før eller siden. Så hvis Aspen ville blive skræmt væk ved tanken om at hans familie var store indenfor kriminalitet, var det bedre at han vidste det nu.
Men alligevel følte John en svag sårbarhed, tanken om at det kunne skræmme Aspen væk, fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen - Dog valgte han ikke at vise det, istedet kiggede han Aspen lige i øjnene og afventede et eller andet form for svar. Ikke at han fik det til at virke som om han krævede et eller andet svar, men mere om Aspens ansigt kunne afgive nogle tegn på hvad han tænkte om det.

Han hævede let øjenbrynet "You have a beautiful face, far more handsom than any man I have seen" nu var det ikke fordi han havde den største efaring indenfor mænd, men ud fra hvem han havde set, så var John i den grad mere attraktiv "you even beat out Mark Hamill, whom I by the way love!" Han havde altid været en stor Mark Hamill fan, og på trods af Mark's alder, fandt han ham altid meget attraktiv, hvilket betød at John i den grad havde et godt ansigt. Som han forklarede om sin søster, lyttede han nysgerrigt med. Selv havde han aldrig haft nogen søskende, efter han selv blev født, forlod hans forældre ideen om at få flere børn, hvilket efterlod ham ensom og deprimeret det meste af sit liv. Dog virkede det til, at John havde mange søskende, og på trods af hvor hårde de to af dem lød, så måtte han indrømme, at han faktisk missundede Johns store familie. Med en stor familie, var der en mindre chance for at føle sig alene, noget han havde følt det meste af sit liv.
Idet John med et kommenterede på, at siden han ikke ville fortælle sin historie, så måtte det gå den anden vej. Med chancen for at vide mere om denne mystiske smukke mand, rettede han et blidt blik imod ham, som for at vise hvad end der blev fortalt, så ville det næppe ændre noget, specielt i hvordan han så ham. Ikke desto mindre, lyttede han nysgerrigt med, alt form for info om John, gav ham et større indtryk af hvem han var og hvad han havde været igennem. Det var tydeligt, at John's familie i den grad ikke var normal, og hvem end hans mor var, så måtte hun være en ganske farlig kvinde, og blot dette fortalte for, at John nok havde haft en ret anderledes barndom. Dog virkede hun til at være en kærlig mor, siden at han direkte fortalte, at hun var den bedste mor han havde haft. Selv havde hans mor set til, mens hans far havde udvist sin had for ham. Da John blev helt stille, formede der sig et blidt smil på hans læber, som for at fortælle historien, faktisk ikke havde ændret den mindste del.
"When I was a little girl, I noticed I wasn't like the others, I loved having boy toys and would often switch between wanting to like other girls and wanting to look like boys. My mother didn't realy care, but my father hated it. He would often call me she in a tone, which told how much he hated me for wanting to be different. I always liked when people called me he, I never understood why" han trak på skulderne og trak sit andet ben op, hvorpå han lagde armene omkring dem "When my father grew tired of using words, he would often hit me, as if that would help make me normal. But as I grew older, I grew to understand who I was, or at least in a smaller part, this of course angered him and he would punish me" han kiggede væk, som var det hårdt blot at tænke på "He would stop giving me food, and even over periods of weeks, and at nights.... at nights he would try to fuck the girl into me, as he put it nicely, during this my mother would look away and she never really did anything. When I was 18, he kicked me out of the house, now legally finally able to get rid of his freak of a child" han mødte igen Johns blik, nysgerrig på hvordan han ville reagere. En tårer gled dog ned af hans kind, men han fik let fjernet den med bagsiden af sin hånd.

Da Aspen komplimenterede hans ansigt, fnøs han let og rystede på hovedet. "I think you're too hungry at the moment to think straight," jokede han så. Men da Aspen sagde at han var mere attraktiv end Mark Hamill, kunne John ikke undgå at smile lidt fjoget, især da det blev nævnt at Aspen elskede Mark Hamill. I hans hoved anså han det som et win, mere end at han lige blev dømt mere attraktiv end en der nu var ved at være ret gammel, som i de fleste tilfælde ikke burde have været en svær kamp.
Som Aspen begyndte at fortælle om sig selv, lyttede John nysgerrigt til hvert ord der blev sagt. Hvis han skulle være ærlig, var historien langt fra hvad han havde forestillet sig. Faktisk havde hans eget gæt været så langt ude at han hurtigt glemte hvad den var. Ikke desto mindre, ændrede det ikke hans syn på Aspen, ikke det mindste. Han rettede sig op på sine ben før han fik sig stillet foran Aspen. Han kiggede på ham i et par sekunder før han forsigtigt lagde begge hænder om hans kinder, som holdte han Aspens hoved i en skål lavet af sine egne hænder. Han kiggede helt ind i Aspens øjne så han sikrede sig at hans næste par ord ikke ville blive glemt. "Your dad is a fucktard. You're amazing, even if that doesnt have to be as a girl. You do whatever that makes you happy, fuck what everyone else would think about it, it's your life." sagde han så med en så seriøs tone at han følte sig nødsaget til at smile bagefter.
Hvis det stod til John, havde han allerede taget skridtet videre, havde det været en hvilken anden person end Aspen. Men med Aspen var han meget varsom med hvad han sagde, med hvad han gjorde. Det betød ligesom mere for ham, han ville ikke ødelægge noget med forhastede skridt. Og så havde de ikke kendt hinanden mere end et par timer, som John slet ikke følte overhovedet. Han lod sin tommelfinger køre i et blidt strøg over Aspens kind, før han lænede sig tilbage og slap ham. Han vendte tilbage til skærebrættet og begyndte at skære tomater og agurker ud, "You're better off living on the streets than with a monster like him. The streets are tempoary. His ignorance is forever," sagde John så, før han tog en skive tomat som han rakte Aspen. "Tell me if they're any good," sagde han så med et blidt smil. Så vendte han ellers sin opmærksomhed mod tomaterne mens han lige tog et øjeblik til at absorbere informationen han var givet. Ikke at han dømte Aspen eller fandt den underlig. Han følte sig mere ærgerlig over at en fantastisk person som Aspen skulle ende med sådan en frygtelig familie. Det virkede unfair.
"I get that stuff like that is a lot to carry in your mind. If you ever need a shoulder to randomly bawl on, it's yours. But it gets easier to deal with if you can supress the negative memories with some really good ones," sagde han så, efterfulgt af et let fnys, det virkede lidt mere som om at den sidste del var noget han sagde til sig selv, end var det til Aspen, "Which you probably already know, so I don't know why I'm telling you. Either way, let me make a promise to you," sagde han så før han lagde kniv og tomater fra sig. Han tørrede sine hænder i et viskestykke før han blidt greb om Aspens ene hånd med begge sine hænder. "As long as you let me, I will do my best to give you those good memories. I haven't known you for long, but I want to. I want to know every aspect of Aspen, this beautiful person that I had the honor of saving earlier this evening," sagde han så, som nok måske var lidt for meget af en underlig kærlighedserklæring, men ikke desto mindre var det sandheden fra hans hjerte af. Han følte også at hans hjerte føltes lettere efter at have fået det sagt.

Et smil formede sig på hans læber, som John gik imod ham, og her lagde sine hænder imod hans kinder. Let lagde han sine egne hænder omkring Johns, og trygheden kunne fornemmes, noget han nok aldrig rigtig før havde følt. Det var helt underligt, at det netop var en fremmede, som faktisk gav ham denne følelse af tryghed, men ikke desto mindre ønskede han heller ikke, at det var nogen anden måde. John havde vist sig som en fantastisk mand, og han følte sig heldig, at det lige netop var ham, som han havde stødt ind i til aften og ikke en eller anden idiot. Smilet på hans læber, blev kun større da John mere eller mindre accepterede ham, og endda fortalte at hans far var en idiot, eller mere præcist en fucktard. Ordet i sig selv, fik ham til at klukke kort, for et sted var det vel også rigtigt, den mand var intet andet end en fucktard. Igennem de sidste par år, havde det været som om, der var en hinde over hans tanker, måske var det hans frygt for at hans far, ville kunne læse hans tanker, men i sidste ende kunne han faktisk endelig tænke, hvad han ønskede omkring dette monster.
Da gav en ukendt, men behagelig følelse i maven, da John strøg ham over kinden og det gav en tom følelse i ham, da han fjernede sig for at fortsætte, det som han før lavede. Han ville dog intet sige, da det måske virkede mærkeligt, at ønske berøringen fra en person, som man knap og nap kendte, og kun havde kendt over en periode af et par timer. Alligevel følte han sig fuldkommen tryg sammen med John, hvilket i sig selv var vidunderligt. Han nikkede let, som John forklarede at gaden måske i sidste ende havde været bedre "that's true, he was a bit of an arse" han trak på skulderne "Okay he was an huge arse" han sukkede og kørte en hånd igennem sit hår. Da han fik tilbudt en tomat, tog han imod den med et smil. Smagen hang længe på hans tunge, og et suk forlod hans læber "It taste wonderful" han elskede grønsager, og tomater var nok de bedste, engang havde han chancen for at smage friske tomater, hvilket nok var det mest vidunderlige, han nogensinde havde smagt.
For første gang i hans liv, var der en anden person, som rent faktisk ønskede det bedste for ham, ikke engang hans mor forsøgte med dette. Så længe hun kiggede væk, havde hun ikke ondt med hvad der foregik, de kunne være en lykkelig lille familie, mens voldtægt og konstant vold blev ignoreret. Dog var det netop en som John, han måske faktisk havde brug for i sit liv. Måden han fortalte, at han ville give sin skulder, hvis han havde brug for at græde. Nysgerrigt hævede han sig øjenbryn, da John med et tog hans hånd i begge af sine egne. Hans ord fik det til at stikke i øjnene, dog modsat de tårer fra før, så var disse af gode grunde. Med sin frie hånd, fjernede han hurtigt de tårer, som gled ned af hans kind, men ikke desto mindre var smilet på hans læber, ikke til at tage fejl af "thank you so much, for everything you have done" han gav hans hænder et blidt klem

Det var egentlig et større sats, det bare at ligge alt ud på bordet og håbe på det bedste. Enhver anden havde nok bare stukket halen mellem benene og været ude af huset, for hvilken underlig fremmed ville dog sige sådan noget? Men Aspen var anderledes, hvilket John havde fornemmet. Det var også derfor han var mere tilbøjelig til at være ærlig fra start, og sige tingene som de var. "Don't mention it, kid." svarede han bare med et stort smil på læben. At Aspen så blev glad over at høre det, var bare mere end perfekt og langt over hvad han havde forventet. Han så ned på deres hænder, og istedet for at trække dem til sig for at vende tilbage til madlavningen, tog han et øjeblik til bare at nyde det, Aspens lille hånd mellem hans store varme hænder.
"I could do this all day, but your stomach wouldn't have any gain from that. So lets focus on getting you some of this delicious food," sagde han så, som han gav halv modvilligt slip på Aspens hænder og vendte tilbage til madlavningen. Heldigt for dem begge, var maden på vej til at være klar, så John fandt en tallerken frem som han rakte Aspen. "I don't know how much you can eat. Probably twice what's on the table. Just don't eat too fast," sagde han så med et lille smil på læben. Han fandt sin egen mad frem, for så at kigge på lunsen af råt kød, for så at kigge på Aspens mad. "I envy human food. It looks delicious," sagde han så inden han gik ind i stuen og lagde sin tallerken på bordet. Han fandt knive og gafler frem til begge, samt at han hældte et glas vand op til Aspen som blev sat på hans plads.
Som de sad og spiste, kiggede John en anelse spændt på Aspen. "How long have you been living on the streets then? You don't really look old, but I don't want to assume anything," spurgte han så som han lagde hovedet let på skrå. Så kom han i tanke om at det nok ikke var det bedste at starte en samtale med at minde samtale-partneren om deres hjemløse liv. Han åndede let ud inden han lænede sig tilbage i sin stol, "Don't answer that if you don't feel like it," sagde han så mens han rullede sin gaffel mellem tommel og pegefinger, og lod Aspen selv bestemme hvor vidt han ville tale om det.
"When I was a kid, which is a very long time ago, I used to play outside only wearing a pair of pants. I remember how summers were too warm, but winter were just perfect. My mother however, didn't want me to be outside in just my pants. Not that I would get sick, but the other kids would just stare at me or call me weird names," begyndte han så inden han begyndte at grine lidt. "Me being a short tempered kid, I used to get so angry and even put up a good fight in not wearing anything else than my pants. I was a good kid, but the pants thing was my only flaw," sagde han så og rystede let på hovedet af sit yngre jeg. "I didn't grow up with my siblings, which is what happens when you have a mother who has lived forever. For her, time must be nothing. Either way, by the time I got to be a big brother, I was already a couple of years into being an adult," forklarede han så, et svag hint af ærgelse var der måske at finde i hans stemme, men det var ikke at der var meget at gøre ved det. Han fortrød ikke at han fik sin første lillebror som en voksen mand.

Der formede sig en let rødmen på hans kinder, da John udtalte hvordan han ville kunne gøre dette hele dagen, noget han selv intet ville have imod. Selvfølgelig ville dette ikke give meget mad, men i det split sekund tænkte han slet ikke på mad, men derimod udelukkende John. Han kunne ikke forstå hvad det var, men der var noget ved John, som trak ham ind og gav ham lysten, til et liv han aldrig før ville havde haft. Dog var der også en krig inden i ham, for den drømmende og optimistiske side, håbede på at der ville komme mere godt ud af dette, men den pessimistiske og måske endda realistiske side, sagde at dette aldrig ville ske og at John udelukkende kun var sød, og at der måske intet kunne ske. Hvem ville også have en som ham, en med problemer, en der ikke engang kunne finde ud af sit eget køn, en med flere diagnoser end nogen anden? Det ville virkelig overraske ham, hvis en så fantastisk som John, rent faktisk gerne ville det og hvorfor tænkte han overhovede i de romantiske tanker? Det var dumt og naivt, dette var intet andet end venlighed, og senere på aften eller i morgen, ville han blive smidt ud igen, og igen leve på de kolde gader.
Han blev smidt ud af sine tanker, da han hørte tallerknerne blive taget ud. Let hoppede han ned fra køkkenbordet, hvor han begav sig hen til bordet og han satte sig der hvor tallerkenen med hans mad var. Han havde efterhånden, valgt at ignorere de til tider mærkelige kommentarer, som John kom med. Han havde aldrig mødt overnaturlige væsner, eller i så fald vidste han det ikke, så alt denne snak om menneske og at leve evigt, var noget der var direkte mærkeligt. Han tog let en bid af maden, og forskellige smage skød gennem hans mund, det havde været længe siden, at han havde spist noget så godt, det sidste mad var vist nok affald, eller resterne fra en underlig restaurant. Et smil formede sig på hans læber "It taste wonderful, no not wonderful...it's better than wonderful" han kunne ikke holde smilet på sine læber væk, dette var perfekt "I haven't tasted anything this good" han kunne ikke lade hver med at spise det, men selvfølgelig forsøgte han at slappe af, så han ikke ville få ondt i maven.
Spørgsmålet til hvor længe han havde boet på gaden, fik ham til at hæve øjenbrynet "When I was 18 he kicked me out, and I turn 20 in start January, to be more precise January 7th" han trak på skulderne, og tog en tår af vandet "It's okay, I'm use to it I guess, after some months you stop hoping for help, and start realising this is the new reality" det var ikke så meget af et problem, at snakke omkring det at bo på gaden, som han havde fortalt, så vænnede mig så hurtigt til ideen, og tanken om at bedre liv blev mere og mere af en drøm, fremfor en mulig fremtid. Han hævede nysgerrigt øjenbrynet, som John begyndte at fortælle om sin barndom "Why would they call you weird names, you seem like you have the perfect body?" han lagde hovedet på skrå. Han kunne nemt fornemme det triste i John's stemme, som han fortalte om hvordan det var, at vokse op alene og uden søskende "I know the feeling, or at least some of it. My parent's never got a second child, and I grew op alone and scared. I remember asking my mother for a dog, at least some kind of friend, but I never got one" han skar en grimasse "So I know the feeling of loneliness"