The heart wants what it wants - Quentin

S: The Fleur-de-Lis Sanatorium
T: Aften
O: De gamle ruiner af bygningen og den urolige stemning
V: En smule sne, koldt.
Påklædning
Emne til: @Quentin <3 <3

---

Det havde været en af de mere travle dage, ville hun gerne indrømme. Det var ikke altid let at få alt til at passe, men det lykkedes hende sjovt nok altid. Selene elskede at planlægge det bedste ud af sin tid, og om det så betød hun skulle tage fri fra akademiet eller fra et af sine andre jobs. Så var det hvad hun måtte gøre. Alligevel fandt hun sig selv gående rundt i Moonlight Falls denne aften. Det var underligt, det var næsten som om, at hvis hun ikke gjorde det - ville noget dårligt ske. Det mindede mig om skæbnen. Nok også derfor, at hun faktisk var gået ud af sit hus og taget herhen. Hendes fødder havde nærmest selv fundet vejen, og først troede hun det var på grund af den mindre stemme i sit hoved, men i virkeligheden var det bare hende selv.
Selene kom hen til dette gamle forladte sted, og ærligtalt kunne hun næsten mærke den dårlige stemning fra de brutale rygter der havde fulgt bygningen. Selene sank en klump inden hun med forsigtige skridt trådte ind. Hun så sig omkring, og det var kun takket være hendes nattesyn, at hun faktisk kunne se noget som helst. Man kunne mærke de vrede ånder herinde, og det gav denne her dårlige fornemmelse som fik det til at vende sig i hendes mave. Som hun gik rundt imens armene var svunget om hendes krop. Der var koldt herinde og hun havde mest af alt lyst til at vende om. Dog var der noget som rev i hende for at gå videre. Så det gjorde hun. Selene bevægede sig videre mellem de smalle gange, som ikke havde set skyggen af en støvklud længe.

Det var først da hun nåede ud imod en gårdhave, at hun måtte løfte sin hånd op for at skræme sig fra et skarpt lys som pludselig dukkede op ud af det blå. Hun kunne mærke det stærke vindstød som fik hendes hår til at blæse bagud. Dog stop hun fast og gik nærmere. Der var noget som gjorde hende nysgerrig og hun gik stille ud i gårdhaven. Der sad en på jorden, og hun kneb øjnene let.
"Hey. Are you okay sir?" Spurgte hun stille og trådte et par skridt tættere på. Det var her hun begyndte at genkende figuren - håret. "Hugabug? Q? Oh my god.. Quentin.. is that really you?!" Udbrød hun så og spildte ikke sekunderne på at løbe hen til ham.

Påklædning; Her

Han havde ingen fornemmelse af tid og sted. Det var som om at han havde levet i en boble - en tåget boble - ikke engang med evnen til at se hvor han placerede sine fødder når de ellers kæmpede for at føre ham afsted. Hans tanker var som en mørk sky af tanker der løb i ring og formørkede hans sind mere og mere for hvert øjeblik der gik.
Og alligevel huskede han ikke rigtig hvad han egentlig havde fået det sidste lange stykke tid til at gå med. Han havde ikke været i Underworld længe - alt for længe, men dette sted kendte han heller ikke. Ikke at han havde fået set sig omkring - men allerede indenfor den korte tid han havde været her - var han overbevidst om at hans rejse havde taget endnu et skridt i en retning man ikke helt kunne forestille sig.

Han anede ikke hvordan han var kommet hertil - hukommelsen var ikke altid indtakt når rejser som disse valgte at snige sig ind på ham. Jorden under hans knæ var kold, og skød en kulde op gennem hans krop der rev helt ind til det inderste - det var sikkert en blanding af stedets energi, årstiden - men også det faktum at han havde tabt sig en del og det gjorde det svært for kroppen at holde ham varm hele tiden. Han kunne vidst ikke engang rigtig tage vare på sig selv. Alt havde været kaos - Selene forsvandt, hvilket gjorde at det ikke længere kun var hans omgivelser der havde været i kaos - men også hans sind.
Lyden af en stemme slog ham dog ud af den trance han nærmest var faldet i - hans krop fik en varm følelse hele vejen op gennem sig - men kun et øjeblik før kulden vandt over ham igen. Han lod stille blikket glide over sin skulder. Forsigtigt, bange for at han tog fejl - men hvordan kunne han tage fejl? Der var ingen melodi han elskede højere end den klang Selene havde i stemmen når hun talte. Det var umuligt ikke at genkende den. Synet af hende som hun kom løbende fik næsten hans hjerte til at gå i stå. Hans søgen havde altså ikke været totalt spild af tid? Var hun her virkelig? Var det lykkes ham at finde hende - eller var det hende der havde fundet ham? Havde hun ledt? Måske... Han sank en klump før han rykkede lidt på sig, gjorde et halv hjertet forsøg på at rejse sig op.
" Selene.. " fik han alligevel sagt - bekræftende til hendes ord. Selvom han var udmattet kunne der sagtens komme et smil frem omkring hans læber - det var præcis hvad der gjorde. Det var virkelig hende. Han kom helt på benene i samme øjeblik hun nåede hen til ham og uden den mindste tøven fangede han hende i sine arme.

Selene ville have sværget at hun havde mistet alt evne til at trække vejret i det sekund hun fik øjenkontakt med ham. Quentin kom på benene og hun kunne ikke andet end at smile lykkeligt over at se hans ansigt-trætte ansigt- men stadigvæk ansigt. Hun slog armene om ham i samme sekund som han gjorde om hende. Selene lukkede øjnene hårdt sammen med små glædestårer, som kæmpede deres vej frem. Hun spildte ikke et eneste sekund, og hun knugede ham indtil sig.
"I thought I lost you," mumlede hun. Det var ikke første gang hun havde troet det. Der var dog forskel på at ende her, og på at være i den situation hun havde været i før. Glæden var dog ikke mindre af at han var her. Til sidst måtte hun dog slippe ham for at holde hans ansigt i sine hænder. De små tårere glæd henover kinderne og hun smilede stort til ham. "How did you find me? I was told it was impossible," tilføjede hun lidt efter og rystede så på hovedet.
"You can tell me later, you need sleep. I live not that far away," pointerede hun så og lod sine hænder glide henover hans arme - han var virkelig. Hun nikkede kort med sit hoved og greb derefter hans arm for at fører ham tilbage til centrummet af byen.
"Tomorrow I will show you around.. there is much to learn," forklarede hun med et lille muntert smil på læben.

Det tog ikke specielt lang tid at gå derhen. Der var udsmykket med de flotteste lys i gaderne og på husene i denne del af England. Nærmest magisk. De nåede Selenes hus. Det var ikke ligefrem nået nyt for Selene at gå all in for det bedste, eller for at presse sig selv for at holde følelserne på afstand. Det var nok nærmere også den krop hun egentlig havde overtaget hun skulle takke for huset. Selene fik låst døren op og låst efter de var kommet ind. Så snart de kom indenfor kom Sun og Moon løbende ind. De to alaskan malamute hun ejede, og hunelskede sine hunde. Dog måtte de lige vente med opmærksomheden til at hun havde vist Quentin ind til soveværelset. Hun satte sig på sengen.
"You can sleep here. I have a guest room, but I'm not leaving your side.." påmindede hun ham. Desuden havde de aldrig været bange for at dele en seng før, tingene var naturligvis lidt anderledes nu - for Selene vidste sine følelser omkring hamog de havde ikke ændret sig spor.

Han havde slet ikke lyst til at slippe. Aldrig nogensinde. Dog vidste han godt at det blev han nødt til før eller siden. Men indtil da måtte han nyde øjeblikket. Det øjeblik hans krop og sind havde længdes efter alt for længe. Mere end hvad han normalt ville have troet overhovedet var muligt. Han indåndede hendes duft - bare for at være sikker på at det var hende, men der var ingen tvivl - lige meget hvor umuligt det så end kunne virke, så var det hende. Han anede ikke hvordan han nogensinde ville kunne svare på hendes spørgsmål - overhovedet. Han var selv stadig i tvivl om hvordan det hele overhovedet var lykkes. Hvordan var han overhovedet kommet hertil? Dette kunne ligeså godt også have været en blindgyde. Og alligevel var Selene det første af denne verden han skulle se. Det fik kun hans hjerte til at banke hurtigere - lettet. Så forfærdelig lettet.
Han var normalt ikke en fyr der slap tåre let - men dette var en undtagelse. Synet af Selene gjorde ham så glad - helt ind til det inderste og der var ingen vej udenom at slippe et par tåre. Han havde troet han aldrig skulle se hende igen, men her var hun - lige foran ham. Der var ikke det største smil om hans læber, men glæden og smilet i hans øjne var tydeligt for selv en blind mand.

" That might give me time to actually find a way to explain.. " fik han så endelig sagt. Imorgen lød som en god plan, søvn lød som en god idé. Det at bevæge sig? Det var lidt mere kompliceret end som så. Det at kunne teleportere sig ville være en smart evne at have gemt i sin krop til dette øjeblik. Men det var som om han ikke engang vidste hvordan hans egen evne fungerede.

Han fulgte med Selene - forsøgte så vidt muligt at holde opmærksomheden mod hende. Alt omkring ham var som at løbe med døden i hælende. Ukendt og ærlig talt enormt skræmmende. Hvert syn, lyd og duft fik det hele til at vælte rundt i ham af angst og nysgerrighed. Så Selene var hvor hans opmærksomhed lå på. Hun var så smuk.
" Wauw.. " han kunne ikke andet end at være bare en smule imponeret over synet da de nåede frem til hvor Selene boede. Ikke at han forventede andet end noget helt gennemført fra hendes side. Det var hendes stil at gøre alt til det yderste - og stadig i hendes ånd. Han rodede sig kort lidt i håret før det skæve smil bredte sig over hans læber. " This is incr.. " han gik lidt i stå da to hunde dukkede op.
" Incredible.. " fik han så endelig sagt til sidst efter at have gloet efter dem som de fortsatte videre gennem huset. Han rettede blikket mod Selene igen med et lille smil. Det var lidt som om han var løbet tør for ord - men så længe han kunne få lov bare lige at lade det synke ind - at hun var lige her ved hans side.
" .. I don't want you to leave.. " Sagde han så lidt - det var ikke noget han ville gå igennem igen. Også selvom der nok var mere bag. Han tvivlede på Selene uden videre kunne finde på bare at forsvinde på den måde uden et farvel - uden en grund. Der måtte være mere i det. Han lod blikket glide over hende før han rettede blikket lidt mod sengen, men så lidt ned over sig selv.
" Would you mind me borrowing a shower before sleeping for days? " Spurgte han så bare lidt og sendte hende et kort lidt skævt smil. Det var ikke ligefrem fordi bad var noget han havde prioriteret i de seneste alt for hektiske dage.

Det måtte være overvældende. Selene kunne huske hendes første dage her alene, og hvordan de havde været. Dog havde hun altid helt naturlig været god til at falde ind og at finde Tatia havde været en af hendes større missioner, som hun stadigvæk ikke var stolt af at vise resultatet. Det var så mærkeligt at være her med to forskellige søstre, begge med samme navn. Dog var det naturligvis hendes formskifter søster hun stadigvæk var endt her for at finde, og resten ja, var stadigvæk bedre end Valerie. Selene kunne naturligvis godt lide sit hjem, og sine hunde - hun savnede sin kat. Det måtte hun give, intet kunne erstatte miss cuddles.
"It is.. sorry if its very much, all at once," sagde hun så og kløede sig kort i nakken. Selene var typisk i godt tempo og kunne godt glemme følelsne af hvordan det var at stå og tænke, hvad fanden man skulle tænke nu. Da Quentin sagde han ikke ønskede hun skulle gå heller, så vippede hun hovedet på skrå med et sødt lille smil på læben - imens hendes hånd greb ud efter hans ganske stille.

Selene slap hans hånd og nikkede let.
"No its okay, let me show you the way, and how it works.. It is incredible.. like so much," smilede hun til ham og viste ham ud til badeværelset. Det var stort og meget anderledes end hvad de egentlig var van til fra deres verden. Dette var en hel anden verden.
"You are in another dimension.. This place is called earth. And this.. is the amazing wonders of this world.. so," fortalte hun kort for ligesom at vise den anderledes måde at gøre tingene på. Deres bade som de måske førhen havde fundet fancy var intet i forhold til dette. "And you are very lucky that I still do all my other hobbies here to, so I have something you can sleep in.. and wear tomorrow," tilføjede hun lidt efter.
Så rystede hun lidt på hovedet af sig selv.
"The shower.. yes," hun havde så mange ting hun ønskede at sige og gøre - og det var helt vildt mærkeligt at Quentin faktisk var her nu. Selene gav sig selv til at finde et håndklæde frem til ham og lagde det på bordet ved siden af vasken. Hun sank let en klump og så egentlig bare på ham. Af alle personer ville Quentin kunne læse hendes øjne som ingen andre, læse den letteste og lykke der fyldte de chokoladebrune øjne. "Anyother things you need?" Spurgte hun så og samlede læberne lidt sammen.

" Please dont apologize.. " fik han hurtigt sagt. Der var ingen grund til undskyldninger. Havde det ikke været for den tilstand hans krop var i på nuværende tidspunkt, så ville han selv havde været oppe at køre - desværre tillod hans krop det slet ikke lige nu. Men han var glad, mere end glad. Han kunne mærke det i hele kroppen - som om en ny form for liv havde fundet sin vej dertil. Bare det at se hendes ansigt gjorde alting bedre.
Han måtte dog fjerne blikket fra hende og lade det måbe lidt over hvad det var for et rum de var trådt ind i. Badeværelset var enormt - noget kun de rige kunne drømme om tilbage i deres anden verden. Han fugtede kort sine læber før et kort lidt skævt smil bredte sig over hans læber.
" Is this.. What the standard person are allowed to have in this world? " Spurgte han så lidt før hans blik igen fandt Selene. " You didn't marry a Duke while being here? " Spurgte han så, med en kort oprigtig bekymring i stemmen mens blikket fandt hendes fingre, kun lige for at tjekke om der skulle sidde en ring givet af den forkerte mand. Selvom han selvfølgelig altid ønskede det bedste for Selene - så var det alligevel en bekymring der lå i ham. En bekymring for at han aldrig selv fik modet til at gøre noget ved hvad han vidste boblede rundt i hans krop i iver for at komme ud.

Han fik mens hun fandt tingene frem trukket sine sokker af, for at trække trøjen over hovedet få sekunder efter. Han fik det lagt i en lille bunke på gulvet - selvom det nok egentlig bare burde blive smidt ud. Det tøj var ikke meget værd. Ikke efter hvad det havde været igennem. Han lod blikket glide over tingene før han kort rystede lidt på hovedet. " No, thanks - this is great. " Sagde han så lidt med et smil. Han kunne ikke prise sig mere lykkelig over at det var Selene der var den person han var rendt ind i først. Heldigvis - ellers ville han sikkert rende forvirret rundt derude i den nye verden uden at ane noget som helst om hvad han skulle gøre.

Let rystede hun på hovedet af ham, med et skævt smil på læben.
"No.. more like what I can get when I work hard enough.. you know me.. I'm a workaholic," svarede hun og hævede let overrasket over det næste spørgsmål. Hun rystede let på hovedet i et lille grin for at fjerne hans bekymring. "No.. I didn't. Only the the prince of Moonlight Falls," tilføjede hun og så seriøst på ham kort. Derefter daskede hun lidt kærligt til hans skulder.
"No of course I didn't. I'm not with anyone," pointerede hun og så ham i øjnene så han vidste hun mente det. Selene var efter sin episode i arenaen helt klar over hendes følelser for Quentin og han vidste dem. Hvis det ikke havde været for hende lille mørke periode hvor hun havde troet hunså hans spøgelse - og fablet løs om sin skam over aldrig at have fået ham fortalt hun elskede ham som mere end en ven. Well, ja.
Selene samlede læberne sammen som en smal streg som han begyndte at tage sine sokker og trøje af. Kort spærrede hendes øjne en tak op. Det var ikke fordi det var et helt nyt syn for hende, men pludselig virkede det sådan - hun kunne ikke forklare det. Dog fik hun rystet tanken ud af hovedet før han så på hende igen. Hun åbnede glas'buret' til badet og åbnede for vandet uden at ramme sig selv.
"It should have a nice tempature, if not.. just try using this, it will make it hotter or colder," fortalte hun så og vendte opmærksomheden tilbage på Quentin. Det var som om hun glemte at trække vejret hver eneste gang hun så på ham. Han var her faktisk. Hun lod sin arm glide ned fra væggen og endte dermed i sin mindre stirren at få hele sin arm under bruseren. Hurtigt trak hun armen til sig og rystede på hovedet.
"Typical me," mumlede hun for sig selv og trådte så ud af brusekabinen. Hun fik lidt forbi Quenton og hen til en af håndklæde varmerne. Hun trak sin bluse overhovedet for at hænge den op. Derefter vendte hun sig om mod Quentin og kløede sig kort i nakken.
"I.. I will let you shower," sagde hun så efter en dyb indånding og mindre stirren. Hun havde ikke ligefrem gennemtænkt sin egne handlinger og han gjorde hende så irriterende klodset lige nu. Hun gik hen imod døren for at lade Quentin gå i bad.

I det mindste skulle han ikke bekymre sig om om hun klarede den med hensyn til penge, bolig og alle de basale ting en krop nu havde brug for. Så skulle det da lige komme til det faktum at den også havde brug for ro - noget han vidste Selene altid havde været knapt så god til. Der foregik altid et eller andet i hendes liv, om det så var noget hun selv havde valgt skulle ske, eller om det var noget der pludselig kom væltende ind og befalede at blive hørt og set og følt.
Om det var en indre panik der et øjeblik bredte sig i hans krop - eller en faktisk angst. Det var ikke til at sige. Men heldigvis havde Selene bare ment det for sjov. Hun var ikke med nogen - godt. Eller, Quentin ville mene det var godt. Så var der.. han stoppede sine tanker og sendte hende i stedet bare et lille halvskævt smil. Ingen bekymring. Måske var det det rette tidspunkt at dukke op på.

Han fulgte med i hvad hun fortalte om hvordan badet fungerede - noget han helt sikkert aldrig selv havde kunne finde ud af. Han kunne dog ikke helt lade være med kort at grine lidt. " You can breath you know. I'm not a ghost.. " Sagde han så bare drillende før han kort skævede mod hendes nu våde arm, med en rysten på hovedet - dog også med det typiske lidt halv drillende Quentin udtryk. Det var vel egentlig typisk Selene. Han nikkede så bare kort lidt. Det var et bad de var gået herud for i første omgang - måske det var bedst bare lige at få det overstået. Han kløede sig kort lidt ved kravebenet før han skævede lidt efter hende som hun gik mod døren. Der gik lige et øjeblik før han så ellers bare trak resten af tøjet af og bevægede sig ind under det dejligt varme vand. Det var ærlig talt lige hvad han havde brug for.

Men han kunne ikke blive stående for evigt. Og efter at have fået vasket sig - så han igen kunne føle sig bare nogenlunde som en person igen. Slukkede han for vandet og trådte ud. Snuppede håndklædet og fik sig gjort tør så han igen kunne trække i noget tøj. Rent tøj. Det var rart. En følelse han ikke havde følt længe. Ikke dermed sagt at han ikke havde været i bad eller fået nyt tøj på. Men det var bare ikke helt det samme. Desuden måtte han nok også indrømme at det faktisk var længe siden. Der var sket så meget de seneste uger at han helt havde tabt tråden på hvilken dag det var - hvor mange dage det var. Det kunne lige så godt have været måneder og ikke uger.
Han trådte ud fra badeværelset og fortsatte afsted for at spore sig ind på hvor i huset Selene havde bevæget sig hen. Hun kunne være mange steder. Tidsfornemmelsen over hvor langt et bad han havde taget var også helt væk. Måske det var en ting han skulle arbejde på. Sådan at spore sig ind på hvilket tempo et ur gik og ikke bare morgen og aften. Det var svært dog. Helt sikkert en nem tanke, men at vende sig til at være til stede? Svært.

Selene gik nedenunder og ordnede et par små ting. Hun havde nogle rester fra den anden dag hun hurtig opvarmede og fik over på en tallerken. Han måtte jo være mega sulten, imellem tiden kunne hun hurtig lukkede hundene ud i baghaven - og så snart maden var klar kunne hun kalde dem ind igen. Selene lukkede derved døren og bevægede sig oven på igen, som Quentin trådte ud. Hun havde op vejen gået ind i et af gæsteværelserne. Neal havde engang imellem overnattet der, og til sidst kunne hun jo bare lade noget tøj ligge. Selene fandt dog en typisk trøje i mængden af det alt for pæne tøj, og tog det med tilbage. Hun lagde det på bordet hvis han ville bruge den imorgen.
SÅ snart han kom ud af badet vendte hun sig om imod ham.
"Heeey, now I can actually see your face," smilede hun lettere drillende til ham. "I brought you some food, you most be starving," tilføjede hun og tog atter tallerkerne med hen til sengen. Hun rakte ham den ene og så ham an. Det var ikke ultra meget mad, men bare lige lidt til at kunne sove på. Det var rart engang imellem.
Så snart det var spist tog hun tallerkenen og satte den på bordet. Derefter tog hun ikke et sekund spild af tid overhovedet, og hun sprang på ham så han væltede tilbage ned i sengen. Et grin sneg sig op på hendes læber, for ærligtalt havde hun jo aldrig troet at hun skulle se ham igen.
"Got ya," drillede hun blot og satte sig op igen. De mørke øjne så bare strålende på ham, på den der helt unikke måde - så man ikke kunne undgå at vide hvor glad hun faktisk var. Hun fik løsnet det mørkebrune hår så de fine krøller kunne lege frit.
Ganske stille rystede hun på hovedet af sig selv.
"It still feels way to good to be true," indrømmede hun og lagde sig ned på siden. Hendes albue holdt hende let oppe imens hånden støttede hovedet. "You know.. I might have a fancy house and a new start.. but my feelings never changed," fortalte hun imens hun så ham i øjnene.

Han kunne ikke brokke sig over det mindste. Selv for en person der nok selv ville mene han havde levet i luksus tilbage i underworld- så var det ikke den mindste smule at sammenligne med dette. Så længe Selene var glad kunne omgivelserne jo egentligt også være en smule lige meget. Han lod blikket glide over hende som hun dukkede op. Smilet om hans læber voksede sig yderligere større. Et oprigtigt smil. Gud hvor havde han savnet hende.
“ just what I need.. you’re amazing “ fik han sagt med et lille smil om læberne før han lod maden komme inden bors. Længe ventet måltid. Sult var efterhånden blevet en anden ting i hans verden. Ikke fordi han ikke var sulten - men det var mere efter. Ja Well. Noget i ham var hungrende efter Selene. Hendes tilstedeværelse. Og bare synet af hende gjorde at det tomhul der havde været i hans krop var blevet fyldt ud. Hvert fald så meget som muligt på nuværende tidspunkt. Det var en lettelse uden lige.

Maden smagte fantastisk og den var hurtigt væk. Heldigvis betød det ikke at Selene var ude af rummet med det samme. Nej tværtimod. Han greb hende nærmest som refleks på hendes lille ‘angreb’ dog kunne han ikke helt selv lade være med at grine lidt. “ I should’ve seen that coming “ sagde han så bare drillende med et smil og lod blikket hvile mod hende. Mærkede hvordan hans hjerte nærmest slog sig selv ude af takt. Det gjorde ondt men på den dejligste måde tænkeligt.
“ Maybe reality sometimes dosent suck just as much as we expect it too “ sagde han så, stadig med det lille smil om læberne. Han lod en lille tot af hendes hår blive ført bag hendes øre ved hjælp fra sine fingre. Stadig med den anden hånd ved hendes side.

Det kriblede under huden på ham. Hendes blik, hendes ord, hele hendes essens. Et kort lille ryst på hovedet. Hans fingre rykkede sig ned over hendes kæbe, helt stille og blidt - hans blik fulgte dem stille. Men kun for få øjeblikke senere at lade sit blik nå hendes øjne. Han kunne ødelægge alting ved at forsøge sig med ord. Hvilket han ikke var god til. Og det var han ikke. Så var det ikke nemmest at forklare sig ved handling? “ Selene.. “ fik han alligevel sagt - kort men nærmest lettet. Hun var her - lige her foran sig. De følelser han for længe siden havde vidst han havde var som forstærket til et punkt hvor det ikke kunne beskrives. Det var sikkert også det der gjorde det så svært - uden helt selv at bemærke det havde hans tanker og blik opfanget alle de små ting ved hende som han elskede. Hver en detalje. - Bare det yndige og livsfyldte skær der glimtede i hendes øjne. Det varmede i hele kroppen. Præcis hvad der gjorde det sidste til at han stille turde læne sig det korte stykke der var mellem frem, frem og placere sine læber mod hendes i et kys - et blidt kys. Selvsikkerheden manglende og en tøven lå over ham. Men alligevel var der noget der trak i ham og gav ham modet til det. Han kunne simpelthen ikke lade være. Følelserne var uden på tøjet og når ord ikke kunne sige dem. Så måtte han handle.

Det var virkeligt og selvom hun ønskede at nive sig selv en enkelt gang blot for at finde ud af det - så ville hun heller ikke vågne op hvis det blot var en drøm. En vidunderlig drøm. Som han førte en af hendes mørke lokker om bagved hendes øre, frøs hun fast efter sit åndedrag. Kontakten gjorde hende endnu engang klar over han faktisk var her, og intet kunne gøre hende gladere. Han var her ved hendes side nu. Hjertet bankede en anelse hurtigere. Som hun ventede på hans reaktion på hendes ord, ventede på at se om han forstod hvad hun mente. Selvfølgelig vidste han hvad hun mente. Selene havde troet hun havde været skyld i at slå ham ihjel før, troet at hans spøgelse havde hjemsøgt hende. Allerede der havde kortene været på bordet. Hvad havde ændret sig? Hendes forsvinding? Spørgsmålene var uendelige.  Dog som hans fingre rykkedes sig og placerede sig ved hendes kæbe - var det som om at hendes hjerne snorrede sig ind på noget helt andet. Som om han tog alle hendes tanker væk, og endnu engang fik hende til næsten at glemme, at hun burde trække vejret.

Lyden af hendes navn der stille næsten åndeløst forlod hans læber, fik hende til at synke en klump ganske kort. Sekunderne føltes som endeløse timer og hjertet bankede hurtigere og hurtigere. Alt omkring dem var væk. Der var kun dem. De to alene, og så var det som om at resten af verden var ligegyldig. Ganske kort føltes det som om, at de kunne overleve alting så længe de blot var sammen - og det var måske ikke engang løgn. Så fangede hun hans bevægelser, måden han lænede sig stille tættere mod hendes ansigt, og hun vidste det var det øjeblik hun havde ventet på. Selene lukkede øjnene i, og fangede den kilrende fornemmelse der spredte sig i hendes nervebaner da hans læber ramte hendes. Det var ganske uskyldigt. Alligevel vidste hun der, at hendes læber var ment til at passe sammen med hans. De elektriske stød der farrede rundt og fik hjertet til at banke endnu hurtigere end før. Selene mærkede sin frie hånd løfte sig op og placere sig henover hans kæbe. Hun bemærkede hvordan hun pludselig automatisk trak sig nærmere ham, ønskede at være så tæt på ham som hun overhovedet kunne. Der var noget følelsesladet som ramte hende, som hun havde brug tid på at skubbe væk med planer og ideer. Det emotionelle havde aldrig været hendes stærke side, specielt ikke når det kom så tæt på  - men det var noget andet når det var Quentin. Hun havde altid elsket Quentin.

Kysset brød sig kort, som hendes krop krævede ilt. Hun slog øjnene op og så ind i hans.   Ord var overflødige og deres øjne skreg mere end et ord nogensinde kunne sige. Hun var løbet tør for noget at sige, hvilket alligevel sjældent skete for Selene. Det var længe siden hun havde sat sig blottet, bare at give den hun var og ikke den hun kunne blive - igen var det ikke overraskende at Quentin kunne få den følelse frem i hende, selvom ingen andre kunne. Han havde altid set hende, selv når hun havde troet at hun var usynlig.

Først fattede han slet ikke hvad der var han havde gang i. Men efterhånden som den varme fornemmelse bredte sig i hans krop. Frygten for at blive skubbet væk ved sin handling forsvandt mere og mere i takt med at Selene jo alle måder slet ikke var afvisende. Men hvorfor skulle hun i sidste også have været det? Hun var den modige der havde kastet sine følelser på Quentin og han havde været den der ikke turde kaste dem tilbage, lukket op og fortælle alt han havde at sige. Han kunne simpelthen ikke - og førhen havde der oven i købet ikke været så stor en risiko ved det som der var nu. Sandt nok deres venskab havde været på spil før i tiden, men han vidste inderst inde at lige meget hvad - så havde de et bånd der ikke kunne brydes, de ville lige meget hvad altid være hvert fald venner. At dette var følelser de begge havde var utroligt. Det gjorde ham svimmel af lykke og glad helt ind til det inderste. Den svage rosa farve der havde bredt sig op i hans kinder var kun en god ting. Hans hjerte gjorde ikke længere ondt af længsel efter hende. Det var let som en fjer - bankede i en rytme han ikke kunne kontrollere, men kun kunne nyde til der yderste. Han elskede hende.

Hans blik fangede kort hendes ansigt mens et lille smil meldte sig i hans mundvig. Lysten til at lade sine læber ramme hendes igen var stor - en fristelse ingen ville kunne modstå. Heller ikke Quentin, så få øjeblikke senere havde han stjålet endnu et kys. Ladt sine læber mødes med Selenes - tage hvad hans krop nærmest følte var hans.

Det kilede under huden, gjorde det svært at trække vejret - svimmelhed men glæde. Hvordan var det muligt for en person at få en anden til at føle sådan? Han forstod det ikke, han vidste bare hvor rigtigt det føltes. Som han nærmest blev komplet bare af at være i selskab med hende. Alt han havde været igennem for at nå hertil var glemt. Det fandtes som et fjernt minde og nu var han her - i nuet med den person der betød mest for ham nogensinde. Han lod sine fingre bevæge sig op i hendes hår fra nakken af. Nussende - blidt, mens den anden snoede sig længere om mod hendes lænd frem for at være i hendes side. Han havde været tæt med Selene før - men ikke på denne måde. Det føltes dog alligevel som var det ment til at være. Smilet ved hans læber forsvandt ikke helt, slet ikke - heller ikke gemt væk i et kys. Alligevel var han dog en smule tilbageholdende - noget han sikkert ikke burde være, men som han altid havde været når det kom til følelser, især sine egne. For ikke at nævne når det kom til hans følelser for Selene. Det var et stærkt, men stadig skrøbeligt bånd - han vidste ikke med sikkerhed hvor grænserne lå - om der var grænser eller om det faktisk bare var at hoppe ud i det med begge ben.