When rain falls - Roy

S: Gågaden
T: Aften
O: De tomme kolde gader, folk er på vej hjem.
V: Støvregn, slud.
p: Klik
Emne til: @Roy <3

---

"You really thought you would get away with that, huh?" Råbte han og skubbede hende hårdt op af den hårde sten mur. Veronica kunne mærke hendes hjerte springe et par ekstra takter over. Det var ikke første gang hun så ham sur, men hun kunne ikke menes at have set ham så sur her. Den måde han brugte sin vampyrstyrke var værre end de angreb han havde fortaget på hende før, hun havde ar der beviste hans opførsel. Hun havde skubbet ham for langt denne gang, og nu betalte hun prisen.
"No.. I'm sorry," råbte hun tilbage i ren panik overfor hvad han ville gøre hende. Hvis Veronica kunne slippe herfra i live ville hun være glad.
"Sorry isn't enough this time sweetheart. You made me look like a fool! And I'm not a fool, the only fool here is.. you," vrissede han som han greb om hendes hage ganske kort. "Looking for your dear brother.. what have you been here for.. over a month, and he still haven't shown?" Han rystede på hovedet af hende. "Maybe he doesn't want to see you.. I mean look at you," han begyndte at grine, men rystede igen blot på hovedet af sig selv. "I shouldn't laugh.. it is much more sad than funny," tilføjede han og greb fat i hendes overarm for at trække hende med sig. Han nød at han havde fanget hedne i en frygt. Det skete ikke særlig tit. Men Veronica vidste han var stærkest, og hurtigst.
"You should be happy I chose to find you and not your pretty little friend.. or who knows, maybe my guys are making their way to her.. she really pissed me off, but not ass much as you.. maybe I will even let you watch her get what she deserves?" Med de ord slog det klik fra Veronica og hun rev sin arm til sig.
"If you touch her.. I will fucking kill you," truede hun med et hvæsende toneleje. Han fnøs dog kun.
"No you won't. You don't have it in you.." DEt næste sekund gav hun ham en næve på kinden, hvilket nok var det dummeste hun kunne have gjort.

For med et slag fra hans side så hårdt, at hun næsten kunne hører ribbenet der overvejede om det brækkede eller ej. Alexander trak hende op igen og lagde en arm om den stakkels pige. Panikken bredte sig i Veronica, som hun prøvede at rykke sig ud af grebet. Slag for slag blev han ved, og lige meget hvor mange gange Veronica prøvede at kravle væk. For hun ønskede at komme væk. Det lykkedes hende kort at kravle lidt væk. Blodet fulgte hendes spor omkring et hjørne. Hun knap nok få luft og alt gjorde ondt. Dækket i sit eget blod, færdig i sin gråd - både udmattelse.. og sorg. Ingen til at hjælpe sig.
"Look at all the mess you made," vrissede han og gik hen til hende. Veronica så op på ham.
"Please.. no more.. Alex.. I beg you.. please," tiggede hun med øjnene fulde af vand. Og efter Alexander bedømte hun ikke kom hurtig nok på benene, - så rev han hende op og stå i håret -og Veronica peb let. "Please.. stop," tilføjede hun i samme bedende toneleje. Hun vidste han ville tage hende med hjem. Hun vidste hvad han ville gøre - det var ikke meget anderledes end de andre gange. Men hun orkede ikke mere.
"It's a shame you never really found the one you wasted all these years looking for.. huh?" Han vred armen om på hende hvorefter han slæbte hende halvt med sig. Et skrig forlod kort hendes læber i smerten, som hendes ben næsten ikke havde kræfter nok til at følge med hans hastige skridt.

Påklædning

Roy havde været ude at købe nogle enkelte ting, ingredienser til julebagning og nogle andre små nyttige ting, så som kuglepenne og notesbøger. Med nogle af de minder som var vendt tilbage, havde han skrevet dem ned, for at få styr på det hele, så han havde efterhånden en stor kollektion af notesbøger, bare med minder. Den ene med et enkelt persons navne skrevet på en linje. Ronnie. Veronica. Hans søster, eller rettere adoptivsøster, men han havde altid set hende som var hun af hans eget blod.

Han var netop kommet ud af den lille butik, da han hørte et skrig og så en eller anden blive slæbt væk, det så ud som om det var imod hendes egen vilje, så han stod lidt og så på, indentil han var helt sikker på hvad det var han så.
Han smed sine ting fra sig og begyndte med hastige skridt at gå hen imod de to, mens han råbte "DUDE! What the hell are you doing? Let her go!". Han var ikke videre truende og det var først, da lyset fra en gade lygte ramte manden, der slæbte på pigen, at det gik op for ham at han ikke kunne være andet end en vampyr, han var alt for bleg til at være andet og så var der nogle af de andre små tegn. Han sank den  klump han havde i halsen og forsatte hen imod vampyren og hans offer. "I said, let her go. Now!".

Et suk af lettelse forlod hendes læber, da hun hørte en andens stemme. Det var ikke engang fordi at hun genkendte stemmen lige først, for det var ikke det første på hendes tanker. Alexander stoppede op og vendte blikket til siden, og så på Roy som kom imod ham. Et smil strejede hans læber.
"Oh you! I remember you!" Råbte han nærmest lykkelig over at have fundet hvad han ledte efter. "Look sweetheart.. oh where are my manners.. this is my girlfriend.. normally she is much nicer cleaned up.. but why am I saying that.. you already know each other, tsk tsk," tilføjede han og så kort ned på Veronica. Veronica vendte blikket undrende imod personen der blandede sig, og kneb øjnene lidt for at få dannet sig et billed.
"R.Roy?" Hviskede hun næsten utydeligt, og hendes ben skælvede og kæmpede for at holde hende oppe. Grebet om hendes hår blev sluppet og flyttet til hendes arm. Næsten som om at han var bange for at hun ville slippe væk.
"I can't let her go just know Roy, you should know that. It was a surprise for me.. to find out you made it, after last time.. I most say you have a thing for dark ends on cold nights. Thinking you can safe the girl in need.." Fortalte han kort, og hans måde at tale gjorde Veronica nysgerrig. "Oh I forget to tell you my love. I was the one who killed your brother, and I really wanted to do it again.. so here we are. What do you say superman, you and me.. just like old times - because she doesn't really put up more fight," rystede han på hovedet af Veronia, før han kastede hende fra sig så hun ramte jorden hårdt. Et kort gisp forlod hendes læber, men hun fik trukket sig tilbage mod en mur.
"I... I'm fine," hviskede hun og nikkede til Roy - selvom det tydeligvis ikke var rigtigt.
"It was such a shame before she found me.. she had so nice skins.. but scars are pretty in their own way.. hmm.. bruises not so much.. Don't worry honey. I will take you home when I'm done here, then we can have some fun," tilføjede han udelukkende for at provokere Roy.
"What is wrong Roy? Became an angel, and now you are wreak? Sad that you cannot defend the people who love you.. or is it something else.. come on man.. give me some, show me that you are not just.. nothing."

Roy så på vampyren og der var noget ved ham der virkede bekendt. Noget der virkede uhyggelig bekendt, og da han hørte stemmen krøb det ham koldt og klamt ned ad ryggen. Han havde hørt stemmen før. Han vidste bare ikke hvor.
Han så på pigen som han kaldte for sin kæreste og han genkendte hende med det samme. Hans øjne blev større og han trådte et par skridt tættere på, med hånden rakt ud imod hende. "Ronnie?" Hun så anderledes ud end fra han sidst så hende. Men et par minder kom tilbage til ham, som han så hendes ansigt. De mørke øjne, den lille lige næse og hendes fyldige læber, som altid havde det sødeste smil.
Han standsede dog, i det vampyren begyndte at tale igen. Og en smerte i baghoved på ham, begyndte at sprede sig, som om der var minder der kæmpede sig frem, men ikke kunne komme igennem. Og da de endelig kom tilbage, huskede han hvem vampyren var. Det var ham der havde slået ham ihjel. Ham, som han havde sloges med, indtil vampyren fik overhånden og slog og sparkede ham ihjel. Han huskede også hvordan han havde reddet en piges liv og hans sidste tanke, som havde været omkring Veronica og at han hadede at hun ville være helt alene efter det. Han havde lovet hende altid at være der for hende og passe på hende, men han havde fejlet og aldrig ville se hende igen.
Men han havde taget fejl. Han så på hende i det øjeblik og han ville kunne rette op på fejlen.
Men med minderne, kom der også en vrede, som kun blev forstærket, da han så hvordan vampyren skubbede Veronica væk fra sig og forsatte med at snakke. Hans blik blev på vampyren foran ham, på nær det split sekund han kiggede på sin søster og hun sagde hun var okay. Nej, det var hun ikke, langt fra. Og han mærkede hvordan vreden ulmede inden i ham og blev større og større, for hvert et ord som vampyren sagde. Og da det sidste ord. Nothing. var blevet sagt, så Roy på ham med lynende øjne og sagde "I'm not nothing. I'm so much more. But I guess you'll see, when I rip your head off of your neck.". Han så rødt. Han var ikke sig selv i det øjeblik. Han havde mistet kontrollen over at holde sine vinger skjult, hvem ved, måske han endda kunne bruge dem.
Han havde også trænet kampsport og i det hele taget, det at være i kamp, en del mere end da han var menneske. Efter alle de ting med Calla, Rebekah, Dove og Kol, havde han trænet en del mere også. Han gad ikke føle sig svag eller ubrugelig. Og der var kun en måde han kunne ændre på det.
Han stod nu foran vampyren og uden at sige noget, landede han det første slag, ikke at han kunne skade vampyren meget, men han kunne gøre et forsøg. Han vidste også at hans eneste mulighed for at flå vampyren ihjel var enten at skille hans hoved fra kroppen eller få egetræ igennem hans hjerte.

Veronica hadede forstillingen, og hun ville ønske hun havde kræfter til at få Alexander til at holde sin kæft. Sommetider kunne hun få ham til at køle ned, somme tider. Men efter det stundt hun havde lavet sammen med Jessalyn - så var det som om, at intet virkede mere. Det blev en helt anden verden for hende da hun fandt ud af at, Alexander blot havde udnyttet at hun ledte efter Roy. At han faktisk havde været den person, som havde slået ham ihjel. Hun havde været så tæt på morderen hele tiden. Det gav en kvalmende fornemmelse, og ikke kun fordi hun lå totalt skadet. Før hun nåede at tænke mere over det, så snakkede Roy igen. Hun havde aldrig set ham sådan før. Slet ikke som engel. Hvis Rebekah ikke havde fortalt hende det, så havde hun været ligeså overrasket som da hun opdagede hun var en sirene. Roy så rødt, ingen tvivl om det, og hun kunne næsten mærke hans vrede - alligevel havde hun aldrig set ham så vred før. Ikke af hvad hun kunne huske i hvert fald. De stod ansigt til ansigt, og Alexander begik den fejl at undervurdere en engel og speciel en person han før havde slået ihjel. Alexander bakkede et par skridt tilbage af slaget, før han fnøs let.
"Fierce aren't you, stronger than last time. Maybe I will have to actually make an effort on killing you, or maybe.." sagde han tænkende og smilede lumsk. "Maybe I will just beat you up till you almost can't breathe.. and then you can watch me tear your dear beautiful sister apart.. " tirrede han forsat og så kort hen på Veronica. Veronica hadede dette, hun følte sig ikke til spor nytte.
"Don't let him get to you," fik hun så sagt imod Roy. For hvis Alexander var god til noget, var det at lokke folk til at slås med deres inderste mørke.
"OH shut up Ron, we don't wanna hear your voice right now.. unless you have something to say that is important.. which you don't," pointerde han og så tilbage på Roy.
Veronica prøvede at tage sin halskæde af, hvis hun gjorde det - kunne hun aktivere sine sirene kræfter og måsek faktisk lokke Alexanders fokus fra Roy væk. Men musklerne var trætte og hun kunne knap nok bevæge armene over hovedet.
"Don't even think about sweetpie!" Udbrød Alexander og vendte opmærksomheden mod Veronica igen. Han var på vej over imod hende med hasstige skridt.

Roy mærkede slet ikke smerten i hånden efter han havde slået vampyren. En vred grimasse var malet over hans ansigt, som han hørte Alexanders ord. Det eneste der stoppede ham fra at gøre noget inden at have tænkt det igennem, var Veronicas stemme. Hans blik hoppede hurtigt over på hende, som hun sagde noget, og så tilbage til Alexander, som da havde vendt ryggen til ham og var på vej hen imod Veronica. Dette satte noget i gang inden i Roy og han sprang, de to skridt hen til Vampyren og endte med at hoppe op på ryggen af ham, mens han holdte ham i en form for nakkelås, mens han prøvede at få et ordentligt greb på vampyren hoved, samt hans ben der havde låst sig fast om vampyrens talje og ene arm. Han kunne ikke få et ordentligt greb endnu, men fik ved en fejl boret sin ene finger ind i øjet på vampyren og han vrissede "You leave her alone, you fucking creep!".

Hvert eneste skridt imod hende, var som om at hendes hjerte slog hårdere og hårdere. Det var som om at hun krøb mere og mere sammen des tættere han faktisk kom imod hende - og Veronica opgav faktisk at få fingrene i sin halskæde som Roy sprang på ryggen af Alexander. Det overraskede hende. Hun spærrede de mørke øjne op som han sprang direkte på ryggen af Alexander. Alexander der prøvede at vride sig fri af englens greb, men måtte indrømme han ikke vidste hvordan. Måske var Alexander barsk, men også en kontrolfreak og han kunne ikke tage ikke at vide, hvad der skulle ske. Hvilket også ofte var derfor, at han blev vred på Veronica - fordi hun var så impulsiv til tider. Hjertet sad på halsen på Veronica, og Alexander mistede overblikket over hele situationen. Smerten i øjet var overraskende og fik ham kort til at råbe og jamre. Han gjorde alt for at ryste Roy af sig, og sendte med at bakke tilbage til at han ville ramme hårdt ind i en mur. Veronica gispede lidt ved den voldsomme lyd. Alexander fik fisket en lommekniv op af sin lomme, som han prøvede at hugge ud efter Roy med. Men i panikken for hans øjne tabte på den kolde jord. Det var her Veronica endnu engang prøvede at hjæple, og kravlede imod dem - eller prøvede. Hun måtte stoppe inden hun overhovedet nåede langt, for at tage sig til ribbenet af smerte. Det var også gået op for Veronica nu, hvis uheldet ville være ude og Alexander vandt - så ville det aldrig ende. Så ville det være både hende og Roys sidste dag.
"Jump off my back.. you little," vrissede Alexander og blev ved med at kaste sig tilbage imod muren i håb om Roy ville falde af på et tidspunkt.

Roy hadede følelsen af det ødelagte øje i vampyrens øjenhule, det gjorde det også svære at holde fast, men han begravede blot sine fingre dybere. Men inden han vidste hvad der så skete, mærkede han alt luft blive slået ud af ham og hans greb svigtede en smule, men han skyndte sig at få strammet både hans ben og hans fingre, så snart han mærkede styrken vende tilbage. Han vidste at han var kommet tilskade, hans hoved og ikke mindst hans ribben havde ramt muren ret hårdt og han var også ret sikker på at nogle af hans ribben havde sagt knæk. Han vidste også at han havde fået et hul i hoved, da den varme våde følelse spredte sig ned ad hans nakke.
Han var også ret sikker på at han havde kommet med et udbrud af smerte.
Han bed endnu en gang sine tænder sammen og fik den hånd der var låst fast om hans hals op på hans hage og som han stønnede i anstrengelse, fik han vredet vampyrens hoved til siden og der lød et sygeligt knæk. Og de kolliderede med væggen, som de gled ned ad, indtil Roy sad med den bevidstløse vampyr op ad sig. Han sad lidt og fik vejret, inden han fjernede sine fingre fra vampyren øjenhule og fik skubbet ham af sig. Han så hen på Veronica og smilede lettere lettet og sagde "You saw where his knife went, right?". Der var ikke tid til at han kunne hører om hun var okay, eller til søde ord, lige nu skulle de bare have den vampyr ud af verdenen, for hvis de lod ham leve, så ville han bare komme efter dem igen.

Veronica bed tænderne sammen, igen følte hun sig håbløs. Så forfærdelig hjælpeløs, og sidst hun havde været sådan her, havde det været Alexander der havde hjulpet hende - eller det havde hun troet. Let sank hun en klump da et knæk lød. Hendes slørrede blik opfangede ikke andet end de to kroppe der gled ned af muren. Kort kunne hun mærke sig selv stoppe med at trække vejret og stirre i panik ud imod dem. Det var først da Roy fik skubbet ham lidt væk og så på hende. Først der trak hun vejret igen. Hun nikkede let, før hun så kavlede stille over imod dem. Det gjorde så frygtlig ondt, men hun valgte at kvæle smerten bare lidt - i hvert fald så længe hun kunne. Dog kunne man tydeligt se hendes anstrengelse og smeddråberne der startede at danne sig på hendes pande. Hun tog kniven op og så ham seriøst i øjnene - så seriøst man kunne se ud i hendes situation.
"You don't have to do this alone.. you know," påmindede hun ham og hævede et bryn. Overraskende nok havde hun levet i Alexanders verden siden hendes rejse begyndte, hvilket også betød hun havde set værre end dette - oplevet værre. Verden havde ændret sig meget for hende i løbet af den tid Roy havde været væk. Dog ville hun ikke tøve med at give slip på kniven hvis han tog den. Mest af alt fordi hun ikke havde kræfterne til at holde den oppe. Veronica hadede at Roy skulle se hende igen sådan her. Det var ikke ligefrem sådan her at hendes første møde med sin bror skulle have været efter alle de år.

Roy trak vejret overfladisk, han kunne ikke trække det længere ned, ikke uden en skarp smerte. Han havde lavet den fejl at trække vejret dybt, da han havde skubbet vampyren af sig, der havde det sortnet for hans øjne, men han var ikke sikker på om det var på grund af vejrtrækningen eller om det var en blanding af det og så smerter der var i hans hoved.
Han holdt øjenkontakten med Veronica og sagde "That's just the thing.. I can't let you cover your hands in blood, not like this.. Not with the types of him. This is something I must do.". Han tog kniven fra hendes hånd og med sin frie hånd, rakte han ud og strøg hendes kind, selvfølgelig med den hånd som ikke var dækket til at blod og rester af øje. Han smilede let til hende og hviskede så, med en seriøs tone "Veronica, please.. Remember how I promised you that I would always watch out for you? This is me fulfilling that promise, okay?". Og med de ord, vendte han sin opmærksomhed, imod den bevidstløse vampyr og han fik skubbet sig hen, så han kunne komme ordentligt til.
Han holdt godt fast om kniven, og lige inden han skulle til at stikke vampyren i brystet med den, tøvede han. Han bed sig i underlæben og rystede let på hoved. Han var nødt til at gøre det, ikke for ham selv, men for Veronica. Og han drog kniven ned i brystet på vampyren foran ham.

Et suk forlod hendes læber kort, hvis hun havde haft overskud til at diskutere med ham - ville hun have gjort det - som den typiske lillesøster hun var. Dog som hans hånd strøg hende henover kinden, og hun faktisk fik øjenkontakt med ham - så glemte hun kort hvilket rod de egentlig sad i lige nu. Hvem skulle nogensinde troet de ville ende i en anden fantasi verden? Veronica så på Roy igennem det hele, og gav hem i sidste ende et svag nik. De mørkeøjne fulgte ham som om hun var hans skygge. Hun holdt vejret som han skulle til at stikke Alexander i hjertet. Det var som om at hun faktisk slet ikke kunne trække vejret igennem det hele, og ærligtalt så ønskede hun ikke Roy skulle smørre sig ind i Alexanders blod. Selvfølgelig skulle Alexander have hvad han fortjente, og teknisk set var det fair - på en måde. Sagde hun i hvert fald til sig selv som lyden af kniven der skar ned i brystet lød. I ren reflekts klemte hun øjnene hårdt sammen og så væk ganske kort. Det var alligevel en skræmmende tanke. At liv og død gik hånd i hånd på denne måde. At det ikke tog mere end dette og ja - skaden var sket. Følelsen var ikke gammel og den bragte mindet tilbage om dengang hun havde fået af vide at Roy var død.. begravelsen.. generelt bare livet bagefter i skolen.. alt. Men nu var han her. Hvilket hun heller ikke havde haft tid til at reagere på - ikke ordenligt. Veronica var nok egentlig mest i chok. Og vidste ikke hvad der skete omkring hende. Faktisk var det næsten svært at tro på at dette ver virkelighed og ikke bare hendes hoved der løb om hjørner med hende.Hvis hun ikke vidste bedre ville hun tro at hun snart vågnede op på sit værelse hjemme. Eller på Roys gamle, hvor hun ofte havde sovet da hun boede hjemme - for at holde minderne i live.
Frygten for at miste ham igen slog ind på hende, og det var nok også derfor hun holdt så skarp øje med ham over det hele.
"Is it done?" Spurgte hun lidt efter - hun vidste meget lidt omkring overnaturlige væsner i forhold til hvad hunvar og hvad hun havde haft med at gøre det sidste stykke tid. "Because we really need to get you to the hospital.. both of us.. unless you have some friends with superpowers so we don't have to explain this," påmindede hun og så på ham.

Roy hadede det han var ifærd med, men det kunne han ikke tænke på lige i det øjeblik, han var nødt til at få det overstået og efter nogen kamp med den bevidstløse krop, sad han med hjertet i hænderne. Han smed det væk fra sig og vendte sig så imod Veronica. Han nikkede og han tørrede sine blodtildækkede hænder af i hans bukser og fik fisket sin telefon op ad lommen og rakte den over imod Veronica, hun havde tørrer hænder end ham og kunne derfor bruge telefonen. "The code is your birthday.. Call.. Call Calla.". Han mærkede hvordan hans krop begyndte at føles svagere og han var nødt til at skubbe sig over til den ene væg og læne sig op ad den. En tung følelse syntes at overtage hans krop og hans vinger syntes at blive mørkere.. Han nåede ikke at sige meget mere, inden han mistede bevidstheden.

Hun så på ham smide hjertet væk, det havde altid undret hende at Alexander havde haft et hjerte men aldrig været i stand til at bruge det. Roy tørrede sine hænder af og fiskede efter mobilen. Hun sank en klump. Usikkerheden spredte sig i hendes krop, og hun hadede det. Han rakte hende mobilen og hun tog imod den uden at tøve. Koden overraskede hende, men hun kommenterede eller tænkte ikke mere over det i det sekund.
"Hey.. Roy.. Stay with me okay? Stay with me," sagde hun i et mere seriøst toneleje og rakte ud efter ham i samme tid med hunvar ved at ringe - og det brækkede ribben gjorde ondt. "ROY!" Råbte hun i samme sekund som der var forbindelse i den anden ende.
WHAT is going on?! Udbrød Calla på side linjen. Veronica tabte næsten mobilen, som hun prøvede at komme herhen.
"Hey Calla.. its Veronica.. there was a fight.. and we need help.. he told me to call you.. and his phone hasn't really that much power left.. and he blacked out.. please find us," nåede hun lige at sige før mobilen døde. Veronica kravlede rystende hen til Roy, og mistede helt følelsen i kroppen som kulden egentlig også havde ramt hende. Hun knugede sig ind til ham.
"We have to survive this.. we will survive this.. I promise you that," hviskede hun også selvom han ikke kunne hører det. De mørke øjne så op i luften, og hun kunne snart mærke de kolde snefnu danse henover hendes ansigt. "I didn't come all this way not to get a happy ending," tilføjede hun i et lavere toneleje og kunne mærke øjnene begyndte at kæmpe voldsommere for at holde sig åbne.


Hun brød sig ikke om det opkald, det gjorde hende urolig. Derfor havde Calla ikke tøvet med faktisk at finde sin bedste besværgelse og derved lokalisere dem. For at teleportere sig derhen. Hun var ligeglad med sit energi niveau, for hun skulle bare finde Roy. Calla kom endelig frem til byen, og gjorde sit bedste til at komme nærmere målet. Her kunne hun dufte Roys blod, hun ville kunne finde hans blod på afstand. Derfor tog det heller ikke længere tid end det gjorde.
"Shit," mumlede hun og kastede sig nærmest derhen. Hun var ikke et sekund i tvivl om hvad der var sket. Auraer sagde alt. Calla prøvede at forholde sig rolig, men hun var nød til at finde ud af hvad hans skader var. Selvfølgelig var det Roy hun fokuserede på først, han var den vigtigste person i hendes liv.
"Come on Roy.. you just have to open your eyes okay?" Startede hun ud og nikkede for sig selv i mørket. Hun lyttede til hans hjerte der bankede og den lettere svage vejrtrækning. Calla mærkede sig selv blive mere og mere urolig.
"I can fix this.. I can fix this i promise.. I promise," sagde hun gentagende et par gange, hver gentagelse virkede mere rystende. Hun fik løftet hans hoved op på hendes lår, så hun faktisk sad halvt med ham. Calla blev endnu mere frusteret over sit eget hjerte der bankede afsted.
"Episkey," hviskede hun og lukkede øjnene i. Normalt healede hun ikke ligefrem folk, og ikke to på samme tid - ikke med så voldsomme skader. Calla kunne endda mærke sig selv begynde at ryste af de advancerede besvægelser hun havde udført på alt for kort tid. Det var meget magi. Dog blev hun ved. Hendes healende magi trængte over i hendes lys evne, og dannede sig et form for engle agtig skær over hende. Som om hendes hud blev lysere og øjnene mere klare - auraen behagelig.
"You will be fine," hviskede hun stille og tørrede de tårer væk som hun havde fået dannet i sine øjne. Hurtigt plantede hun et kys imod hans pande og en enkelt tårer undslap og blandede sig med hendes kys.

Det var der hun hørte noget. Noget der fangede hendes opmærksomhed. Nogle havde åbenbart hørt om dette, og slået alarm. Calla tænkte hurtigt.. nok ikke klogt, men hurtigt. Hun satte tænderne i den døde vampyr og drak lidt af hans blod - blodigt.  Bare for at få det til at ligne hendes værk.
"I love you so much.. goodbye," hviskede hun og hentede hjertet Roy ellers havde smidt væk. Derpå kunne hun sagtens rejse sig op og stå til ansvar for noget som egentlig ikke var hendes skyld. Men hun kunne ikke lade Roy stå og gøre sig selv til et mørke han ikke var klar til.
"There.." Blev der råbt og Calla opfangede egentlig ikke meget. Skydene. Ramte hende, og hun kunne mærke hvordan det hele føltes overvælene.
"Watch out!" Hørte hun Veronica råbe efter sig, men det var forsent. Calla ramte jorden og kunne mærke sig selv lukke øjnene kort. De var hende og tjekke hendes plus, men der var ingen.
"You took someone from us, we took someone from you.. that might be a lesson enough. You know you rules V," sagde en af bande medlemmerne til Veronica før de stak af.
Naturligvis ville Calla heale, de kendte ikke til hendes ekstreme healing. enerelt var det kun Kol der kendte til de direkte ekstremer hun faktisk kunne heale.

Mens Roy var bevidstløs, var der ingenting end mørke. Intet. Han var omgivet af mørke og han følte sig fortabt og utrolig sårbar.
Indtil der i det fjerne kom nogle høje lyde. Skarpe lyde. Som.. Skud? Dette fik ham straks tilbage til virkeligheden og han mærkede hvordan hans krop stadig værkede, men ikke lige så slemt som før han havde mistet bevidstheden og han fik sat sig op og så kort rundt. Ingen lyde, ingen lugte, intet syntes at trænge igennem, ikke før han så Veronicas ansigt og hørte nogen råbte til hende at hun kendte reglerne og derefter fandt hans øjne Calla. Calla som lå, med blod sivende igennem hende tøj. Han var hurtigt ovre ved hende, mens han desperat udbrød hendes navn.
Han så på hende, han havde set hende være skadet før, men aldrig.. Død? Han lagde en hånd på hendes ene kind og den anden prøvede febrilsk at finde en puls. Hun kunne ikke være død. "No.. No, no!" mumlede han mens han forgæves prøvede at finde pulsen. "Calla, come back to me.. Come back."
Han så op på Veronica og spurgte så "Ronnie, what happened? I need to know..".

For Veronica gik tiden derefter langsom. Hun stirrede efter de sidste bandemedlemmerne som de gik. Derefter vågnede Roy, og før hun nåede at sige noget var han henne ved Calla. Veronica kom op og sidde - stirrede på dem. At se Roy sådan knuste hende, og hun bed sig i læben. Let rystede hendes øjne som han spurgte hende hvad der skete.
"They shot her.. revenge for killing their leader," sank hun en klump og kunne mærke hvordan ordene måtte have lydt rystende. Stille kravlede hun hen til ham og Calla.
"I'm so sorry Roy.. I didn't mean for this to happen.." Sagde hun og stemmen knækkede næsten over.
Calla, ja Calla var fanget i sit eget lille koma. Fanget i fortiden, i de mørke drømme der hjemsøgte hende. Fanget i det lille hjørne under tordenvejret som hun før i tiden havde frygtet så meget. Holdt om sig selv og ventede på at hun ville være stærk nok til at bevæge sig ud. Det var som hun var fanget, og det tog lang tid. Uendelig langtid.

Det var først til sidst at hun faktisk begyndte så småt at bevæge fingrene let, og mærke sin krop faktisk ødelægge hvad der prøvede at ødelægge hende. Kol havde designet hende til at udholde mere end et par skud. Grunden til hendes blackout var overbrug af magi og et skud der kun lige havde snittet hendes hjerte. Med et gisp en time efter, kunne hun endelig slå de grønne øjne op.
"Stupid sons of bitches," vrissede hun og tog sig til hjertet. Så flyttede hun blikket rundt og landede til sidst på Roy. "Heey," hviskede hun stille.

Roy så på Veronica, som hun fortalte hende hvad der var sket. Han så på Calla ligge der, livløs og kold. Han lukkede kort øjnene og valgte så at fokusere på Veronica.
Han mærkede hvordan hans krop syntes at heale, hvordan den fik det bedre og bedre, men der var en følelse, en kold følelse, som han ikke syntes at kunne slippe.
Han vinger var også forsvundet igen, skjulte. Og han rykkede sig tættere på Veronica og rakte sin hånd ud til hende. Han ville hjælpe hende med at heale. "Ronnie, please, let me help you, you're hurt. Badly.". Hans blik og ansigt var seriøst og så snart han havde fået fat i hendes hånd, gik han i gang med at koncenterer sig om at heale hende.

Han havde på fornemmelsen at det der var sket med Calla ikke var nok til rent faktisk at slå hende ihjel, hvilket han også sagde til Veronica og han overtalte hende til at de ventede på om der ville ske noget. Om Calla kom tilbage eller ej. Imens gik en million tanker igennem hans hoved. Han vidste at det han havde gjort var forkert. Han vidste at han ikke længere var en almindelig engel. Han var faldet. Men han fortrød det ikke. Absolut intet af det ville han gøre om, hvis han fik chancen.
Så da han hørte gispet fra Calla og hendes vrissen, rejste han sig hurtigt op og var ved siden af hende på næsten ingen tid, mens han smilede til hende og sagde "Calla, I'm so glad you're back, but I have to say, that if you ever do something like this again, I'll personally kick your ass.". Og han om favnede hende og plantede et kys i hendes pande. "Not that I'm not grateful, that you took a bullet for me, but.. You really fucking scared me.". Hans hænder havde fundet siderne af Callas ansigt og hans pande hvilede imod hendes, som han sagde sin sidste sætning.

Veronica var naturligvis skeptisk. Hun havde aldrig stået ansigt til ansigt til sådan noget her først. Og det var nok derfor hun lod Roy heale hende uden hun rigtig tænkte mere over det. Faktisk, så bemærkede hun det næsten ikke - hun så bare på den 'døde' pige, som Roy ventede på. Som om hun bare ville vågne op lige om lidt. Veronica valgte dog at vente, for Roys skyld. Det var trods alt bedre end at tvinge ham til noget han ikke var klar til. Død var ikke specielt rart og ærligtalt så reagerede hun nok mere i form af at mindre chok end egentlig at tænke mere over magien ved det dette. Det var først da Calla faktisk vågnede at hun kom til sig selv som et nyt chok. Hvordan var hun vågnet bare sådan?

Calla smilede til Roy og kunne ikke undgå andet. Hun lyttede til ham, og fnøs kort.
"I would kinda love to see you try," kunne hun ikke andet end at sige - det var det første der ramte hendes tanker. "But I love you.. of course I would do it.. And I don't regret it," pointerede hunog så over på Veronica lidt efter.
"You still dated that guy?" Spurgte hun så som en nærmere kæk bemærkning for at lette stemningen. Veronica rystede på hovedet.
"It was complicated," rystede hun lidt på hovedet. De to havde set hinanden et par gange før, men det var ikke før nu de faktisk havde noget tilfælles.
"Oh and yeah.. we meet shortly last year.."

Roy grinede kort og rystede så på hoved af Calla. Det var vanvid, men så igen, han vidste at hun mente det og han håbede bare at der aldrig ville komme et tidspunkt hvor hun var nødt til at gøre det igen.
Han slap sit tag på Calla og så så over på Veronica og lyttede til hendes lille samtale med Calla.
"Wait.. You guys have met? When? How?" spurgte han og kløede sig let i håret, hvor han også bemærkede hvordan hans sår i hoved var healet, han kiggede undrende på sin hånd. Han havde været lige så forundret, da han havde kunne heale Veronica fuldt ud, men at han var healet selv, undrede hamnu endnu mere. Han havde hørt om evner som havde udviklet sig, men at han var faldet, det gav ikke mening at hans evne skulle have udviklet sig efterfølgende det. Men han valgte ikke at tænke for meget over det og fokuserede på de to kvinder foran ham i stedet.

Veronica rynkede på næsten.
"Our paths have crossed a few times, yeah.." Fortalte hun og så over på Roy. Så kiggede hun tilbage på Calla kort. "Last year, I arrived to England.. As she might have heard.. Looking for answers," pointerede hun med et skævt smil med blikket tilbage på Roy.
"We meet around that time, at a what? Club. I'm pretty sure it was a club.. you know a vampires only one - or at least people with fangs," tilføjede Calla til historien og trak let på skulderen. Veronica trak let på skulderen.
"Yeah, I figured out i'm a siren.. we really have some catching up to do," påpegede Veronica med et lille grin. Calla nikkede og rejste sig derefter op.
"Lets go to the house, don't think the academy will let us go in covered in blood," mindede Calla dem om og viste vejen. DEt var nok første gang hun ikke havde kaldt det hendes hus, nok fordi hun også havde givet Roy en nøgle - så han kunne komme der hvis han ønskede. Eller det ville han opdage når han engang ånbede den lille gave der lå i hans jakkelomme. Veronica og Calla kom begge på benene.
Calla lagde sin arm om livet på Roy, så de kunne gå i retningen af huset.
"You should unlock the door.. I don't have the key.. check your pocked," sagde hun så da de nåede frem. Veronica så på dem, måske burde hun være taget et andet sted hen - men hun følte egentlig også at det var specielt at Calla faktisk lod hende komme med dem, men hun kunne vle takke Roy for det.