From the time you didn't know Apple

TIME: 15:22
PLACE: Løbebanen rundt om atletikbanen
WEATHER: Sol men gemt bag en sky. Ingen tegn på regnvejr.
SURROUNDINGS: Enkelte på banen, mens ellers rimelig mennesketomt.
TAG: @Kushiel
CLOTHES:Træningstøj (LINK)

Regina kom løbende på trackbanen, som gik i en aflang cirkel rundt om blandt andet højdesprings- og spydkastbanerne. Der var enkelte på kuglestødsbanen, der lignede at de konkurrerede om et eller andet, og så var der en enkelt hende på fodboldbanen, som driblede med en bold, helt ensomt og alene. Alt dette løb Regina rundt om, men hun havde kun øje for jorden foran sig.

I ørerne havde hun høretelefoner. Et par hvide fra Apple, et produkt hun først havde lært at kende inden for de sidste 2 års tid. Hun havde høj musik i ørerne. Rock selvfølgelig, for ingen kan løbe til klassisk eller harpespil, som hun egentlig helst ville høre, uanset hvor meget de prøvede. Det var simpelthen for stille og rolig musik. Hun kunne tydeligt mærke forskel på, om hun havde løbet 100 meter med rock og 100 meter med klassisk. Det gik stærkest med rock.

I dag var Regina iført knap så meget tøj. Hendes varulvesjæl havde det med at holde hende varm plus hun løb, så det hjalp lidt der også. Hun var iført en sort sportsBH, men havde en blå trøje liggende henne på bænken ved indgangen til banen, og blå bukser med en rød stribe på. Hendes sko var en blanding af lys turkis og lyseblå, og det var et par nikes. Derudover var hun iført solbriller, fordi solen endnu var skarp.

Hun luntede af sted, mens hun trak vejret i små pust. Hun kunne se luften komme ud i små puf-skyer af hendes mund. Det var kun synligt, fordi det var så koldt. Hendes fødder ramte rytmisk underlaget, som hun løb af sted. Hun passerede igen kuglestøderne, og gav dem et langt blik. Hun ville så gerne være sammen med de andre, men hun havde svært ved at styre sig selv.

Påklædning: Outfit

Nok engang var han endt på akademiet, sidst havde det været på grund af en mavefornemmelse og så var han stødt på Alfie, denne gang var det noget andet. Han var gået skolens gange tynde og var endt i udendørsarealerne, nærmere bestemt, atletikbanen. Vejret var godt i den forstand at solen skinnede, og det hverken sneede eller regnede. Det var til gengæld koldt, så man kunne hurtigt komme til at fryse hvis man ikke holdt sig i bevægelse. Sjovt nok var det netop ideen bag atletikbanen, at folk der kom derude skulle bevæge sig, og dermed fik varmen.

Kosh havde nok behov for at træne selv, men han orkede ikke løb og den slags, og brugte tid med vægte i stedet for når han lige havde overskuddet. Takket hver en medfødt god metabolisme holdt han sig dog godt, trods hans knap så sunde livsstil. Ja, han var en af de irriterende typer der bare holdt formen og kunne spise pizza morgen, middag og aften. Hvorfor anede han ikke, han bildte sig ind det var hans tilgang til verden der gjorde det.

Nu stod han så ude ved bænkene og så bare ud over banen. Der var folk rundt omkring der var i færd med deres træning, og hans blik gled hen over dem og hvilede ved dem i en god rum tid. En bevægelse ude af øjenkrogen fangede dog hans opmærksomhed, og han drejede hovedet i den retning. Den rødhåret kvinde der løb vakte hans nysgerrighed, og hans fokus blev hurtigt vendt mod hende frem for andre. Hun løb videre, elegant og adræt. I starten var afstanden for stor til at han ville genkende hende, men da hun nåede tættere på, genkendte han hende med det samme. Selvfølgelig gjorde han det! Shit mand det var hans twin! Han havde ikke set hende i.. like for ever! Uden at tænke sig om satte han af og løb mod hende. "Regiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiinnnaaaaaaaaaaaaaa" råbte han tværs gennem banen mens han løb mod hende. De kom tættere på hinanden og trods det fornuftige i at sætte farten ned, well.. det gjorde han ikke, hvorfor han ramlede direkte ind i hende og fik væltede dem begge to. Flot. Et støn brød hans læber som faldet forsaget at luften blev slået ud af ham, men han lod sig ikke slå ud så let eller hurtigt. "Oh my God Regina! Shit.." fantastisk udbrud og formulering. Mon ikke hun var imponeret.

Regina satte farten lidt op. Hun kunne høre den dumpe lyd, når hun ramte underlaget under sig, men satte bare farten endnu mere op. Flere puf-skyer kom ud af hendes mund, nu større og hyppigere. Hun passerede en anden løber og så en til, når hun virkelig løb til, så gik det stærkt.

Hun troede, at hun var ved at passere en til, men han løb direkte imod hende? Først ignorerede hun ham, for hun kunne alligevel ikke høre ham, kun musikken, men så så hun til sin forfærdelse, at han løb direkte mod hende og UMPF! direkte ind i hende. Hun så ikke så meget andet end hans brune hår, så om han var bekendt eller ej vidste hun ikke rigtig.

Men der skete det, da han løb ind i hende, at hun landede på røven (ja, smukt ikke?) på banens underlag.

"Av for helv-" Hun hev hurtigt og vredt sine høretelefoner ud, og skulle til at give fyren et møgfald, da hun opdagede, at han ikke havde sportstøj på. Og at han virkelig lignede en hun havde kendt for lang tid siden. For en evighed siden. En helt tilbage fra hendes skabelse.

"Vent, Kosh? Hvad laver du her?" Hun lød forvirret, måske endda speechless, og hev efter vejret efter løbeturen og det faktum, at hun havde fået slået luften ud af sig. Hun rejste sig op.

Kushiel burde måske have tænkt sig om inden han havde overfaldt kvinden på den måde. Sammenstødet havde gjort ret ondt. Ikke desto mindre var det endt sådan, som om han var 5 og ikke .. ja, gammel! Hun var også på vej til at bande hvor han så forfærdet på hende og løftede hånden for at stoppe hende med det. Hun skulle da slet ikke sige den slags! Hurtigt genkendte hun ham dog, og han glemte alt om at forhindre hende i at bande og smilede i stedet for bredt. ”Leder efter dig selvfølgelig!” udbrød han med et grin og rejste sig op samtidigt med hende. ”Du ser godt ud!” tilføjede han og trak hende ind i sine arme til et stort, kærligt og varmt kram. Hun duftede anderledes, måske af sved også, men what ever! Han var ligeglad. ”Gud jeg har savnet dig! Hvor har du været? Hvordan har du haft det? Har du også savnet mig?” rablede han af sig. Ja han var nok nærmere end engel med ADHD end bare en almindelig engel. Han var i hvert fald ret dårlig til at være engel, så meget var sikkert.

Regina så forvirret på Kosh, da han løftede armene afværgende, men tav, så snart han gjorde det. Der var ingen grund til at sige mere af den slags, hun havde helt glemte, at han var en engel og hun ikke længere var. Hun sank en klump, som tankerne overvældte hende. Ikke en engel længere. Hun var ked af, at hun ikke var som ham mere, men så kunne hun da i det mindste bande, når hun slog sig. Det var ikke længere 'forbudt'.

"Leder efter mig? Hovrdan har du fundet mig? Umpf!" Hun blev da trukket ind i et knus af sin tvilling, og hun havde virkelig savnet ham. Det havde hun virkelig. Dog kunne hun mærke sit klomærke på låret brænde, som hun kom i kontakt med noget så rent som en engel. Det kunne mærket ikke lide, så hun slap ham igen.

"Jeg har også savnet dig." sagde hun gennem tårevædede øjne, og tog hans hånd. Hun skammede sig over det hun skulle til at fortælle ham nu.

"Jeg har været her, det meste af tiden." Hun bed tænderne hårdt sammen, og så på Kosh igen "Der er noget jeg er nødt til at fortælle dig. Jeg er ikke en engel længere."

Ikke et øjeblik forlod smilet hans læber, han var bare i godt humør som altid.. sådan var han. Og med sin beroligende aura som fulgte med hans race, kunne man ikke være i tvivl om hans følelser i øjeblikket. Han var i ganske godt humør, og havde tydeligvis savnet sin tvilling. At hun var forandret opdagede han ikke så glad som han var for at se hende, og derfor tog han sig heller ikke af at blive skubbet væk.. eller at hun bare slap ham.

"Jeg fulgte min mavefornemmelse selvfølgelig!" svarede han med et bredt smil. Kushiel havde alle dage fulgt sin mavefornemmelse, selvom det måske ikke var det smarteste i verden. Han var da også endt i mange problemer på grund af det. Hun havde dog også savnet ham, hvilket han også var glad for at høre, og smilet om hans læber voksede sig større. Hvis det da overhoved var muligt.

At hun havde været det her sted det meste af tiden, gav vel god mening. Han nåede dog aldrig at fortælle hende at han selv havde boede i byen i ganske kort tid, da hun smed nyheden om at hun ikke var engel længere. Overrasket så han mod hende, og brynene blev rynkede. "Hvad..? Hvordan?" spurgte han forvirret og gled blikket over hende, nærmest for at se nærmere på hende.

Sin mavefornemmelse? Regina undrede sig lidt, men vidste også, at Kushiels mavefornemmelse var stærk og ufejlbarlig. Sådan var det altid med ham. Han kunne alt muligt med den mavefornemmelse. Det var faktisk lidt sejt, hvis hun selv skulle sige det, gid hun havde haft den fornemmelse med Darius dengang... nå, ja, det var ligemeget nu.

"Din mavefornemmelse? Selvfølgelig." lo hun med et stort smil, som hurtigt forsvandt igen, efter det hun skulle fortælle ham nu. Det var bestemt ikke en rar nyhed, for nogen af dem, så hun forsøgte at være forsigtig med hvad hun fortalte ham.

"Jeg lavede rod i den, og derfor er jeg... faldet." Hun vendte ryggen til ham, og pegede på to punkter på ryggen, hvor man kunne se arene fra hvor hendes vinger havde siddet. Hun ville dog ikke fortælle om varulvedelen lige med det samme, for det var noget at et chok, selv for hende selv. Hun have stadigvæk ikke helt vænnet sig til tanken, måtte hun indrømme.

Hans mavefornemmelse var noget underligt noget. Han stolede på den, fulgte sine instinkter, og det havde ført ham alle mulige steder i verden og i livet. På mange punkter undrede det de fleste at han stadig var en engel, for med alle de ting han havde gjort, prøvet og udsat sig selv og andre for, ja så var det en overraskelse.

Kort efter fik han en nyhed der virkelig overraskede ham, hans søde søde tvilling! Åh nej! Hun vendte snart ryggen mod ham, viste ham de to punkter på ryggen hvor hendes smukke vinger engang havde været og han løftede hånden for at strejfe dem, men tog sig i det. Han vidste det var et område der kunne være yderst sensitivt. "Oh Regina.." hviskede han lavmælt og endte med at omfavne hende blidt og kærligt. "Det er jeg virkelig ked af, er du okay?" endte han med at spørge og vidste med det samme at det var et dumt spørgsmål. "Undskyld, det var dumt at spørge. hør her Regina, du vil altid være en engel for mig! Du er perfekt, skøn og det skønneste væsen jeg nogensinde har mødt. Jeg er heldig at du er min tvilling, og ganske stolt over at du er det! Det må du aldrig tvivle på, uanset hvad!" en lang smøre måske, men han var seriøs, hvad man også kunne se på hans ansigt. Det var ellers sjældent at han blev så alvorlig.