I´am definitely not a fairy, because fairies belongs in a fairytale and my life is not a fairytale(Norma)

Tid: 20:30
Sted: gågaden
omgivelser: da er få som gå op og ned af gaden
Vejr: Mørket har taget over for solens stråler, men selv om det er mørkt er det stadig lunt

Påklædning: https://s418.photobucket.com/user/fantasticfangirls/media/Anika/bb.png.html og et lidt løse jeans og nogle lyserøde Converses

Hår: http://blog.myextensions.dk/wp-content/uploads/in-realtime-images/1209508_450922565064614_1091639419_n.jpg


Sarah havde bevæget sig ud, det var meget mærkeligt for hende for normalt ville hun sidde inde på sit kollgieværelse eller bibloteket og lavede lektier, men i dag havde der efter hendes smag været for mange på bibloteket så hun havde søgt tilflugt i gågaden, dog bar hun på en stor blok. Hun ville tegne et billed som senere skulle på et lærred. Sarah var meget kreativ og elskede tegne og male, men når det kom til sociale færdigheder så kneb det lidt mere især vis en dreng talte til hende. Sarah havde eller ikke mange venner, hvilket var det fordi når hun endelig havde fået nogen så skulle videre til det næste sted og inden hun vidste af det var hun endt et nyt sted uden at kende nogen og med en ny familie og følelsen af at hun var anderledes, men ingen kunne fortælle hende hvorfor eller hvordan hendes familie døde. Sarah var sikker på at det var fordi de ikke gad og forklare hende det og nu hvor hun var blevet så stor havde det bare givet hende et stort tomt hul.
Sarah kiggede på vinduerne fra forskellige butikker og der var tøj, sko og alle mullige andre ting som hun aldrig ville få råd til eller ville gå i, hun rev svagt op i sin skjorte hun havde på og som alt hendes andet tøj sørgede hun for at det ikke var afslørede. Sarah var en af de mere heldigere stillet elver hun skulle ikke selv betale for hendes skolegang, det gjorde hendes plejeforældre. Hun havde været stukket af fra dem , men blevet fundet og sendt tilbage efter den episode sendte de hende her til af den grund at de mente at hun trængte til luftforandring. Sarah vidste godt at det kunne være dumt at bevæge sig ud om aften. Nogle af de andre elever havde fortalt hende og nogle andre nyere elever at der fandtes monster der ude i natten og i mørket. Selvfølgelig troede Sarah ikke på det. Hun fandt et sted hvor hun kunne sidde og satte sin fletning ned langes skulderen. Hun tog blyant op af lommen og begynde at tegne.
Imens tegnede var for optaget af det og lagde slet ikke mærke til hendes omgivelser og som sad der ville sikkert være et nemt bytte for de monster og væsner som levede mørket, det ville da sige vis de fandtes.

Påklædning: http://cdn.buzznet.com/assets/users16/kkblumush/default/holland-roden-2011-young-hollywood--large-msg-130600510125.jpg .

En ung og rødhåret kvinde bevægede sig ned langs gågadens gader. Hun var udmærket godt klar over, at ved aftenstid, så bevægede man sig ikke udenfor alene. Specielt ikke, hvis man var kvinde. Men denne unge kvinde led ingen frygt. I stedet, så levede hun næsten i mørket. Sådan havde det meste af hendes liv i hvert fald givet tegn på. Ene og alene, i fuld mørke, med ingen andre steder at gå hen. Men det var fortid nu. Den dag i dag, gik det den unge kvinde meget bedre, trods hun stadig levede i mørket.

Norma, hed den unge kvinde. Norma trak en mine, da hun passerede en af sine yndlingsbutikker med tøj og tilbehør. Mange penge, det havde hun, ligeledes tiden. Men lysten var der ikke altid. Lysten til bare at gå amok og shoppe løs. Ikke mere. Engang. Desuden, så magtede hun heller ikke alle de folk, der altid bevægede sig rundt fra butik til butik. Derfor besøgte hun oftest butikkerne om aften og om natten. Hvor de havde lukket, men hvor hun var alene. Selvom Norma var en udadvendt kvinde, der led af stædighed og gåpåmod, så var hun alligevel en ret yndefuld og stille kvinde, der vidste, hvad hun gjorde. Og at bevæge sig rundt blandt en masse andre, alle af forskellige racer, var ikke altid det smarteste, havde hun formodet.

Med elegante skridt i de høje hæle, bevægede Norma sig længere og længere ned af gågaden. Der var et stykke hjem, men en gåtur var altid rart. Og de høje hæle generede hende ikke mere, da hun havde øvet sig i mange, mange år på at gå på brosten i et par stiletter. Det blonde hår var sat op bagpå. Det var efterhånden blevet langt. Blond og langt, som Rapunzels hår - Normas yndlingsprinsesse.

Gad vide, hvad klokken mon var blevet? Norma stoppede op for at kigge på sit armbåndsur. Ca. 20:40. Det var ingen tid! Der var masser af tid endnu, før hendes bodyguards ville begynde, at lede efter hende. God tid. Et lille smil dukkede op på de let røde læber og hun kiggede sig omkring, idet hun fik øje på noget. Eller nogen. Én, hun kendte. Norma tiltede hovedet let på skrå, før hun trådte hen imod pigen, der sad der, med en blok i skødet. "Godaften." Lød den lyse og sukkersøde kvindestemme.

Sarah havde været så optaget af at tegne at hun ikke ænsede denne person som nærmede sig, hendes tegning var perfekt og lignede mere og mere noget fra et evnetyr. Personen som forstillede en fe var i en stor størrelse. Rundt omkring hende var der små blomster eller dyr. Hun elskede at tegne ting som lignede evenntyr for det betød at hun ikke skulle tænke på sin dyster fortid og fremtid. Faktisk skræmte fremtiden hende en smule og hun anede ikke hvor hun ville stå nu hvor hun snart skulle til at stå på egne ben. Hun trak vejret tungt og idet nogen hilste på hende fór hun forskrækket sammen og havde nær tabt blokken foran sig. Hun kiggede op og vidste ikke om skulle løbe sin vej. Sarah var sådan en tumpe til at snakke, det var i hvert fald det hun selv syntes. Hun sendte i starten pigen et blik som virkede forkert i denne siuation, men så blødte hun op. Da hun genkendte den fremmede som ikke var så fremmet. Sarah havde mødt hende før, men det var ved at være et stykke tid siden og hun kunne ikke huske hvor. Det gik op for Sarah at hun ikke havde sagt noget og hun smilede,  hun  gengældte den varme og rare stemme ” Hey” sagde hun og puttede blyanten i lomme. Hvor var det hun havde mødt hende før? Sarah havde mødt så mange mennsker i hendes liv at det var svært at holde styr på dem, men hun var sikker på at det var her i byen hun havde mødt hende.
Hun bed sig svagt i læben og lysten til at spørge hende om hvorfor hun var så bekendt og venlig. Hun smilede igen ” godaften” sagde selvom hun engang før havde hilst på pigen, hun havde sagt det med en forsigtig stemme. Dog kunne hendes hoved ikke lade være med at tænke at dette her måske var en fælde, men den anden virkede rar og der fandtes ikke væsner i denne verden som kunne dræbe, det var hun sikker på og de havde sikkert kun gjort det for at drille de nyere elever.
Hun hadede at blive drillet og forskrækket og selvfølgelig var det ikke den anden piges skyld, Sarah kunne bare lade være med at være så optaget af ting, hvilket hun altid var når hun lavede noget for så behøvede man ikke at spekulere over ting. Hun lagde blokken fra ved siden af hende imens hun sendte pigen et studerende blik " har jeg ikke mødt dig før?" spurgte hun med en forsigtig stemme Sarah ville ikke gøre hende vred ved at spørge, men hun blev nød til sige et eller andet for at få gang i samtalen.

Norma betragtede den unge pige med et smil på sine fyldige læber. Hun lagde sine arme over kors, alt imens hun betragtede hende. Pigen var stille og svarede ikke. Mon hun kunne huske hende? Den aften, de havde mødtes her i Gaia by? Eller ej? Hun tiltede hovedet let på skrå, alt imens hun betragtede pigen og ventede på et eller andet svar fra hende. Noget måtte hun da sige.

"Går det dig godt?" Spurgte hun så pigen. Faktisk, så pinligt nok, så kunne hun ikke huske pigens navn. Det måtte hun lige finde ud af senere på aftenen, hvis de fortsatte med at snakke. Det var ikke alle, som Norma gad kende eller fandt interessant til at kende, men der var et eller andet over denne pige, der gjorde, at hun var ret så interessant. På en eller anden måde, og det måtte Norma finde ud af, hvorfor.

Så nikkede Norma. "Jo, det har vi. Før. Faktisk tæt herpå, en aften." Svarede hun med hovedet let på skrå og et svagt smil hang på hendes læber, "Husker du?". Norma huskede det tydeligt. Pigen sad alene, ligesom nu, og Norma var lusket hen til hende, da hun bemærkede, hvor speciel pigen virkede. Denne pige var åbenlyst en fe, men havde aldrig selv nævnt noget om det.

Sarah smilede svagt og prøvede at tænke tilbage, men hun kunne ikke rigtigt huske det, hun sendte pigen et tænksomt blik og  anstrengte sig for huske det og til sidst kom hun tanke om at hun ligesom denne gang havde fundet mere ro udenfor end inde på skolen og havde været alene. Faktisk kom hun også i tanke om hendes navn. Den andens navn var Norma hun synes det var et meget pæn navn hun havde. Hun fjernede blokken og lagde den på hendes lår så tegningn var synlig. Hun havde været lidt i tivil om hun nogen sinde ville se hende igen og nu var de her. Sarah klappede på pladsen ved siden af sig ” det går” sagde hun smilede, hun ville ikke nævne at det ikke gik. Hun savnede det der hjemme. Hun savnede New York og dens myldre af mennsker og folk der ikke lagde mærke til hende. Hun smilede kort ” hvordan går det med dig” sagde hun igen forsigtig. Sarah var meget stille. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle sige efter for hun følte sig gernert og det vidste sig ret tydeligt i hendes kinder. Sarah var en smule flov over at hun havde glemt hende, men hun huskede nu og ligesom sidst betød det vel der intet blev lavet. Hun var lidt en stræber og det med ikke at lave noget, brød hun sig om ikke om, for så kom hun altid til at tænke og det brød hun sig slet ikke om tænke for hendes tanker var altid så dyster, men nu hvor Norma var der betød det vel at hun kunne snakke de dyster tanker. Hun bed sig svagt i læben ” du er Norma ik?” sagde hun havlt spørgende og halvt for at bekræfte det for sig selv at hun huskede hende.

Norma betragtede den søde, unge kvinde. Et eller andet, var der over hende. Så nikkede hun kort og lagde vægten over i det ene ben, med armene over kors. "Dejligt," Svarede hun med et smil, imens hun betragtede hende.

"Med mig? Det går absolut fantastisk!" Svarede den rødhåret med et bredt smil. Hun rettede sig endnu en gang op og kiggede på hende, "Kan jeg sætte mig?" Spurgte hun så og nikkede imod stedet ved siden af den unge fe. Hun havde lyst til at snakke med hende. Og eftersom den unge kvinde sad der, så måtte hun vel også sætte sig der, ved siden af hende.

Norma satte sig langsomt ned ved siden af hende, en anelse bange for at gøre sin kjole beskidt, men det gik vidst lige. Hun måtte sidde med strakte ben for ikke at blotte sig selv for meget. Mere end hun normalt ønskede. Så vendte den rødhåret vampyr sig imod den unge fe endnu en gang. "Jo, det er mig."

Sarah smilede svagt selvfølgelig måtte hun sidde det var derfor hun havde fjernet blokken og det kunne vel ikke skade at snakke. Sarah prøvede at undertrykke den gernerthed som skyldede ind over hende, men hvorfor var hun gernert? Hun havde jo snakket med denne pige før selvom hun havde svært ved at huske detajlerne om hvad de havde snakket om sidst de havde set hinanden. Sarah ville gerne snakke, men hun følte sig som oftes dum til det og normalt ville hun ikke snakke med mindre hun blev spurgt. Hun nikkede svagt på hovedet da hun spurgte til om hun måtte sidde. Norma virkede rar og det var vel det der gjalt. Sarah lod svagt en hånd glide igemmen det opsatte hår ” hvad laver du herude?” spurgte hun havde æreligetalt ikke regnet med selskab herude Det slog hende drog at klokken ikke var ret mange og at det nok var derfor at hun var ude. Folk hun havde set var dog på vej hjem, men Norma så ikke ud til at have travlt og hun ville snakke. Sarah lod svagt en hånd glide henover blokken.
Hvem der bare kunne leve i eventyr de endte altid lykkeligt, men alligevel var det vel bare en forstilling om noget som aldrig kunne blive virkeligt. Hun sukkede svagt da hun tænkte den tanke. Tænk at kunne være smuk og havde evner eller finde prinsen i ens liv, men det havde hun ikke og hendes eventyr var bare marridte som forsatte om og om igen. Der var ingen som ville have hende i længere tid af gangen. Hun havde eller ikke ret mange venner og havde opgivet overhovedet at få nogen, for hvergang hun havde fået nogen så blev hun flyttet og kunne starte forfra. Et helt nyt sted. Sarah kærtgende blokken i et stykke tid og havde et fjernt udtryk i sine øjne, men kom langsomt tilbage og smilet var klistert på igen ” tror du på eventyr?” spurgte hun lige pludsligt og havde ikke forklaret hvorfor hun spurgte. Sarah måtte da nu virke underlig. Efter lidt tid vidste hun Norma hendes tegning. Hun vidste hende feen ” jeg mener tror du de findes?” spurgte forsat. Sarah ville så gerne tro på at hendes lykkelige slutning ikke var begyndt faktisk hele hendes eventyr. Hun håbede sådan at hun ville finde prinsen på hvide hest. Eller princessen, men hun var så gernert normalt at det som oftes var svært for hende overhovedet at møde nogen.

Norma betragtede den unge fe med hovedet let på skrå. Hun kneb øjnene lidt i, men smilede stadig. Så rettede hun sig elegant op og sukkede, alt imens hun kiggede frem ad for sig. "Hver aften, må det snart være, er jeg begyndt at gå en aftentur. Jeg får snart pip af folkene derhjemme," Svarede hun, næsten som om hun sad til terapi. Så kiggede hun på feen, "Kender du det?"

Tilbage derhjemme på slottet var vampyrens bodyguards. Hun havde stadig sine forældre, men de boede fjernt væk. Hendes storebror døde for mange, mange år siden. Hans krop tog ikke imod giften og han blev aldrig forvandlet. Det var noget værre noget, men sådan var livet vel bare. Ikke alle tog imod giften. Det havde hendes forældre "heldigvis" hørt om før.

Norma kiggede på den unge fe, og trak så på skuldrene. "Eventyr er noget, der hører til i tegnefilm. Men, dog så tror jeg også på, at kærlighed i livet er med til at skabe ens eget eventyr," Dette var selv noget, som den lave vampyr troede på. Kærlighed skabte eventyr. Kærlighed gjorde dit og dat, "Men man må have åbne øjne, for at kunne se det." Tilføjede hun lidt efter og lagde hovedet på skrå.

"Hvorfor?" Norma kiggede på den unge fe, og så på hendes tegning; af en fe. Hun gjorde små øjne. Vidste den lille fe ikke, at hendes egen race fandtes? Eller hvad? Hvordan kunne det være? Du ved godt..? At du selv er..? At du er en fe?"

Hun kendte ikke til hvad det ville sige at blive træt af nogle for hun blev sendt videre inden hun havde været der ret længe ” det kan jeg vist ikke just sige jeg har prøvet” sagde hun stille og vidste ikke helt om hun skulle lukke op ” ser du jeg har været i pleje siden jeg var ret lille fordi mine forældre døde” sagde hun og ville ikke vise at det sårede hende, men det gjorde det en smule alle andre havde deres forældre, men hende var der ingen der ville have i ret lang tid og det føltes aldrig helt rigtigt. Det var som om der var noget specielt ved hende som gjorde hende anderledes og ingen havde kunne fortælle hende hvad det var. Hun lyttede til det næste hun sagde og skulle lige til at sige noget, men så skete der noget helt uventet og hun blev tavs i et stykke tid ” vent hvad” mumlede hun svagt. Sarah  var ikke nogen fe. Ville det betyde at hun havde vinger i et forsøg på at ryste på hovedet tabte hun sin blok ” jeg kan ikke være nogen fe, jeg er ikke på størrelse på med en tommelfinger og jeg har da i hvert fald ingen vinger” sagde hun og det var tydeligt at høre at hun ikke anede hvad hun skulle tro. Hun sank svagt  en klump, mon Norma var helt rask. Hun sad stirrede frem for sig selv og anede ikke hvad hun skulle gøre eller sige. Det havde overrasket hende og hun manglede ord. Hun vendte sig imod Norma ” okay spol lige tilbage jeg er hvad?” spurgte hun igen og håbende at Norma havde sagt forkert. Hun havde hele sit livet troet at hun var noget og så vidste det sig måske at hun var noget andet, hun kunne ikke rigtig finde ud af om hun skulle tro på hende heller ikke og bed sig i svagt læben ” vis jeg er fe?” Spurgte hun og bed sig svagt i læben ” hvad er du så?” spurgte hun og kunne ikke lade være med bide sig nervøst i læben. Gernertheden var erstattet med tivil og nysrrighed. Sarah havde aldrig troet at racer fandtes end andet i eventyerene.
Vis de fandtes rigtigt havde hendes forældre så fortalt hende alt det her hun nu ville spørge Norma om. Altså hendes fe familie.
Spørgsmålene væltede indover hende, men hun holdte sig tilbage for hun var også rationel og var sikker på at Norma lavede sjov med hende fordi hun havde set hendes tegning. Sarah havde virkelig svært ved forholde sig til det og hun var ingen gang sikker på at det Norma sagde var sandheden. Hun overvejede at mærke Normas pande bare for at sikker sig at hun ikke var syg, men det holdte hun også tilbage. Det var som en bombe var spunget lige i angsigtet på hende. ” jeg mener de findes da kun i eventyrene, du er meget morsom” sagde hun prøvede på kaste tanken væk, men hun havde altid følt sig anderledes måske fordi hun lige netop var en fe.

Norma betragtede denne unge kvinde foran sig. Hun kneb sine øjne lidt i, før hun rakte op for at stryge sine fingre igennem et par totter af sine røde lokker. Alt imens hun betragtede den unge, men smukke kvinde. Tungen strøg sig blidt henover de røde læber for at fugte dem let. Problemet var nemlig, at hendes læber tørrede hurtigt ud. Måske var det alt den læbestift, som hun brugte til daglig. Men hun havde efterhånden brugt en del forskellige mærker, men det virkede stadig til, at hendes læber forblev lige så tørre. Dette måtte hun finde ud af.

"Du er en fe," Gentog Norma lettere utålmodigt. Hvorfor forstod denne unge kvinde ikke, hvad hun sagde til hende? Det var åbenlyst, at hun var en fe. Menneske, det var hun ikke. Måske troede hun bare selv, at hun var et simpelt menneske, men ud fra hendes lugt af blod; så var hun helt sikkert ikke blot et menneske. Vampyren tiltede hovedet let på skrå, imens hun betragtede kvinden, "De findes. Varulve findes. Engle og dæmoner findes. Sirener findes. De findes alle sammen," Svarede hun lavmælt og et smil begyndte at brede sig på de røde læber, der var blevet mere fugtige nu, "Og hvad jeg er? Det må vi lige lade ligge lidt, indtil du har forstået, hvad du selv er.". Norma kneb øjnene lidt i og smilede bare til den unge kvinde med et lettere drillesygt smil. Dette kunne vidst godt blive en lang aften, og muligvis nat.

// Undskyyyyyld! Mit sene svar...! ):