Dreamcatcher - Kierran

Det bankede på Kierrans dør midt om formiddagen, og Ferdinand bedre kendt som Joys mest loyale tjener osv stod foran ham så snart han åbnede døren til sit værelse.
"Mr. Waters, miss Swan have sent me to get you. She seeks your company in few hours, which means you have half an hour to dress nicely. I won't tell you where we are going, its a surprise," fortalte han så med hænderne bag ryggen og stod blot der rank og flot. Egentlig kendte de to godt hinanden, og Ferdinand var faktisk glad for at de to var sammen igen, men han vidste faktisk ikke hvad Joy var så hemmelighedsfuld omkring. Han havde dog lært ikke at spørge ind til sådan noget i sidste ende.
Så snart Kierran var klar til at tage afsted, fulgte Ferdinand ham ud af akademiet hvor en limousine ventede på ham. Dette var det første tegn, og hvis Kierran kendte Joy nok - ville han kunne sætte tegnene sammen i sidste ende.

Joy havde denne her vane. Simpelt var den faktisk det, at hvis hun var nervøs eller havde gjort noget hun var bange for nogle var sure over. Så ville hun fortælle dem det, men hun forkælede dem altid til det ekstreme inden, hvilket forklarede hentningen. Og da limousinen stoppede ved havnen, stod der en speedbåd og ventede dem. Så snart de kom om bord, så sejlede de længere og længere ud på havet til at man kunne se Joys båd i det fjerne. Lidt rig var man vel. Så snart Kierran kom ombord kunne han blot gå ind. Han havde været her før. Joy var iført en smuk sort kjole og havde gjort ydert meget ud af sit hår. Hun smilede da hun så ham, men hun var nervøs over et eller andet. Dog ikke på en dårlig måde, men hun havde helt klart nerver på. Joy havde ikke talt med andre end Jessalyn omkring det her, men ikke engang Jessalyn kendte til grunden for alle nerverne.
"Hey Honey Bun," sagde hun og gik hen til ham. Hun plantede et kys på hans læber. Joy havde haft brug for at tænke og derfor havde hun ikke rigtig været på akademiet - mange undskyldninger var hendes karriere, men selvom den også fyldte - så var det ikke det eneste. "I hope you are hungry.. I had my private chef to make all your favorites," tilføjede hun og så glad op på ham. Endnu et af tegnene, spørgsmålet var bare om han kunne vente til hun løftede slørret over hvad hun ville sige. Eller om han ville spørge hende - Joy håbede på det første. Hun førte ham med op i spisestuen. Der var meget plads på denne her bad, og Joy havde brugt den til mange rejser sammen med sin mor - og med Kierran. Jessalyn elskede også en luksus tøsetur uden nogle problemer.


//@Kierran <3

Kierran var endnu ikke stået ordentligt op, så han sad stadig kun iført sine joggingbukser, som han havde taget på efter at have været i bad den samme morgen, med sin guitar i skødet og spillede akkorder, mens han skrev nogle ned, til senere brug. Han småsang også et par tilfældige linjer ind i mellem til de tilfældige toner han spillede.
Så da det bankede på hans dør, rejste han sig hurtigt og gik hen og åbnede døren op, for at se hvem det kunne være og da han blev mødt af Ferdinand, han smilede stort og bød ham indenfor, mens han lyttede til hvad Ferdinand fortalte ham, Joy ville se ham? Og han skulle tage pænt tøj på?
"It's good to see you, Ferdinand. And alright, just give me two seconds and I'll be dressed and ready to go.". Og rigtig nok, så tog det ikke særlig lang tid før han var på klædt i et sort jakkesæt, med en sort t-shirt indenunder og et par fine sorte sko. Og Ferdinand og Kierran, begav sig ned til limousinen og Kierran kunne ikke stoppe et smil der spredte sig over hans læber og han rystede let på hovedet, det var typisk Joy.

Da de ankom, steg han ud af limousinen og strakte gladeligt sine ben, på trods af at han ikke havde siddet så længe i limousinen. Han lod Ferdinand følge ham om bord på speedbåden, som ville fører ham ud til Joys smukke båd, som lå et stykke ude i vandet. Han takkede Ferdinand mange gange og steg ombord på Joys båd, da de nåede hen til den.
Han kendte båden ret godt og satte straks kursen indenfor og da han så Joy, smilede han stort og sagde "Hey Love." og lagde sine hænder i hendes sider, som deres læber mødtes. "You look gorgeous.". Han smilede stort til hende, dog kunne han fornemme hendes nervøsitet og han skulle lige til at spørge ind til det, da hun begyndte at fortælle om maden og han nikkede "Well, you're in luck then! I'm starving." Han tog hendes hænder og så på hende, mens han sagde "But first, I know all this isn't just because you wanted to do it, you're nervous as well. So.." hans blik færdiggjorde hans spørgsmål, hvad ville hun sige? Hvorfor var hun så nervøs? Han havde en lille anelse om hvad det kunne være, men han var langt fra sikker.

//Outfit link<3.

Det var ingen tvivl om at hun elskede ham, hun elskede ham få højt og ingen ville nogensinde kunne toppe hvad hun følte for ham. Det var først i det lille sekund at han nævnte at han godt kunne se hun var nervøs, og så på hende med det der blik - han stillede ikke spørgsmålet med ord. Det fantastiske og irriterende ved Joy var at hun ikke kunne lyve - omfortælle sandheden jo men ikke direkte lyve.
"Yes that I am, but we will get to that," smilede hun til ham og vippede hovedet på skrå. Hendes hjerte sprang en takt over. Det var ikke så meget selve situationen, det var Joys egen fortid som spillede hende et pus når hun tænkte på det hele. En fortid hun ikke rigtig havde delt med andre end hendes mor og Lavinia.
"And you look very handsome," smilede hun og kyssede ham hurtigt. Derpå tog hun hans arm så de kunne følges ind til den store buffet - Joy havde virkelig overgået sig selv. Han vidste godt hun prøvede at tage sig sammen til at sige det, og hun vidste at han vidste noget påvirkede hende. Måske skulle hun egentlig bare gøre det, sådan nu - og ikke gøre alt for meget ud af det. Det var egentlig ikke fordi at det var ham, det var hende selv hun behøvede at overbevise om, at alting ville være okay. Dog hvis hun sagde det nu, ville un ødelægge sin anden måde at fortælle det på.

Da de kom ind i spisestuen var der fint dækket bord med en masse mad, og det var nemt at sætte sig hvor der var dækket op. Dog var der dækket op til en ekstra person.
"Please sit down," sagde hun til ham, og gik lidt langsommere hen mod sin stol imens hun ville se hvis han opdagede hvordan den ekstra plads var dækket op. Det var ikke ligefrem en stor tallerken og fancy glas som hendes og Kierrans. Det var en børne tallerken, et børne krus og bestik. Let samlede hun sine læber sammen som en smal streg og ventede egentlig blot på hans rekation.

Joys nervøsitet smittede af på ham, så han mærkede selv den knugende fornemmelse i maven og de lettere svedige hænder. Han smilede dog let til hende og betragtede hende blot som hun snakkede og trak ham med ind i spisestuen, hvor der var et fint opdækket bord og en masse mad, alle hans favoritter var der, alt fra lasagne til quinoasalat. Han lagde dog også mærke til at der var dækket op til tre, men det var først efter han havde sat sig ned at han så at det var en børnetallerken,et børnekrus og bestik der lå på pladsen og han stirrede på det, med et ulæseligt ansigtsudtryk, inden han så hen på Joy, hans mund let åben og hans øjne store. Der gik lidt tid, inden hans ansigt forandrede sig, det hele gav mening, hendes nervøsitet, hendes anstrengelser for at gøre det specielt, den måde hun havde udgået hans spørgsmål. Hans læber trak sig langsomt tilbage i et smil og han var nødt til at blinke et par gange, da han mærkede følelserne presse på og han endelig fik sagt "Is that.. Are you.. Are we..?". Hans smil voksede med hvert en sætning han prøvede at formulere og mislykkedes at færdiggøre.
Han så på hende, glæden tydelig i hans ansigt, og han mærkede pludselig en nervøsitet for, hvis han havde misforstået det, måske var det ikke? Nej, det kunne ikke være andet. Det måtte være fordi de skulle have en lille en. Han kunne ikke sidde stille, så han rejste sig op og gik hen til hende, han var nødt til at være tæt på hende og tog hendes hænder i sine egne, mens han så på hendes ansigt.

Joy kunne mærke hvordan hun bed samen, som han stirrede ud i luften. Det ulæslige udtryk gjorde hun blev mere nervøs - og kunne mærke hjertet banke endnu hurtigere som sekunderne gik. Hun så ham i øjnene da han så hende på hende igen. Joy sank en klump og kunne mærke, hvor svær nervøsiteten faktisk var at synke. Hun havde haft denne her urolige hjertebanken ligesiden hun vidste han ville komme hertil, men nu var den blot værre. Hun kunne mærke hænderne så småt begyndte at ryste. Sekunderne føltes som lange timer, før hun endelig kunne se hvordan hans ansigt langsomt trakte sig op i sit smil. Det var først da han blinkede at hun faktisk var i stand til at trække vejret igen. Og hun åndede lettet ud. Kierrans måde at prøve at formulere en sætning, fik hende til selv endelig at trække på smilebåndet. Det var som om des mere hun blev klar over, hvor glad han var - des mere turde hun at vise de rigtige følelser omkring det - nemlig at hun ikke var så nervøs om situationen, at hun faktisk var glad for det. Joys læber skilte sig a, som hun var nød til at fugte dem med sin tunge inden hun rigtig følte hun kunne snakke. Men inden hun rigtig nåede at sige mere, stod Kierran henne ved hende.

Han tog hendes rystende hænder, og det var som om at det fjernede rystelserne helt. Let sank hun en klump, og det var som om at han i et tog alt hendes nervøsitet og smed det væk. Hvilket egentlig var en ret lettende følelse. Hun så ham i øjnene og sank en klump for at ville sige noget. Hendes læber var klar, men hun skulle formulere ordene. Ikke fordi det var specielt svært dog, det var bare at tage sig sammen.
"Yes.. We are going to have a family.. together," sagde hun ganske stille og trak skævt på smilebåndet. Der var kun glæde i hendes ansigt, øjnene strålede nærmest.

Kierran havde ikke formået at blinke de tårer han havde fået i øjnene væk og da hun konfirmerede det, slap han hurtigt hendes hendes, dog fandt hans hænder hendes kinder og han pressede et kys, fyldt med glæde imod hendes læber, og da han trak sig væk lagde han sine arme om hende og lænede sig ned og lænede sin pande imod hendes, glædestårerene tydelige og han sagde "That's amazing. I mean, this is.. I love you so so so much.". Han plantede et kys imod hendes lille søde næse og trak hende tæt ind til sig. "How far along?".
Hans smil var permanent på hans læber, og han prøvede at få tårerene tilbage i øjnene, så han ikke dryppede ned på Joy. Han kyssede hendes endnu en gang og endnu en gang, små søde kys, plantet forskellige steder i hendes ansigt.
Han trak sig lidt væk igen og tørrede sine øjne, glæden var så stor hos ham, han skulle være far og Joy skulle være mor. De skulle være forældre. Sammen. Han strakte let sin hånd frem og lagde den imod hendes mave, han havde lidt svært ved at tro det, men han kunne ikke lade være med at smile og han vidste at Joy ville være en fantastik mor, den bedste. Og han ville gøre alt for at blive en god far.

Kierrans reaktion påvirkede Joy mere end hun havde regnet med, og hunvar selv ved at fælde tårer af glæden. Kun han kunne formåe at få hende til det. Han var nok den eneste der faktisk kunne på nogen måde få vand til at forlade hendes øjne. Kysset imod hendes læber fik hendes glædes tårer til at blande sig. Hun elskede hans arme omkring sig, og specielt lige nu - hvor hun havde været så nervøs de sidste par dage.
"I love you too," smilede hun og en mild latter forlod hendes læber kort efter da han kyssede hendes næse.
"Well depends on the doctor," svarede hun ærligt og hævede let på det ene bryn. Let sank hun en klump, men han fjernede hurtigt hendes nervøse træk med sine små kys rundt omkring. "I talked to a witch.. she told me that it might go a little faster.. because of the mixed species in our system.. but there wouldn't be anything wrong.. everything is good," tilføjede hun for at forsikre ham at det var okay. Det var altid noget specielt når to forskellige blandinger faktisk kunne skabe et nyt liv sammen - også fordi, det var aldrig til at sige, hvordan det ville gå. Det bragte følelsen endnu mere til liv, som hans hånd hvilede imod hendes mave. Joy sank en klump og bed sig kort i underlæben. Det skulle nok blive godt, det var hun ikke i tvivl om. Så længe hun havde ham i sit liv. Joy havde allerede lovet sig selv, at hun ikke ville lade sit barn vokse op som hun selv gjorde. Og hun ville gøre alt for at det ikke skulle ske, om hun så var nød til at åbne kisten der var begravet med fortidens rædsler for at lade Kierran få grunden til hendes egnetlige nervøsitet. Det ville forklare så mange ting om hende, som han måske aldrig rigtig havde forstået. Som hendes måde at forlade skænderier og derved gøre situationen værre. Måden hun nogle gange vågnede pludselig op om natten og var nød til at få luft.
"I love you so much.. I wouldn't want this any other way."

Da Joy gav sig til at forklare omkring graviditeten, smilede han stort og kom med en bekræftende brummen, mens han placerede alle hans små kys på hende bløde hud. Det gav mening og da han var færdig med at kysse på hende og havde sin hånd på hendes mave, kunne han ikke lade være med at smile. "This is amazing.. You're amazing, you know that, right? Of course, you do, I tell you all the time." Han grinte let og han kunne ikke lade være med at glæde sig til at være der for Joy, igennem det hele. Han håbede på at give barnet en lykkelig opvækst, lidt ligesom hans egen havde været.
Han nikkede sig enig, da hun sagde at hun ikke ville have det på nogen anden måde. "Me neither. But I have to say, maybe we should think about where we'd live and all, y'know?". Det var en tanke der pludselig slog ham? Ville de finde et hus? Skulle han flytte ind på båden, i så fald var det sikkert? Skulle de giftes inden barnet blev født? Skulle han til at finde en ring til hende? Ville Joy overhoved giftes med ham? En masse spørgsmål dukkede frem i hovedet på ham, men han skubbede dem til side og sagde "I'm really excited for all this, sweetcheeks. You're gonna be an amazing mother." Han plantede et kærligt kys i panden på hende og nussede hende på ryggen, da han samtidig havde lagt armene omkring hende i et kram.