Here We stand Agian//Norma//

S Gaias Markede
O folk som for det sidste købt ind, ellers stille
V Solen er næsten lige gået, ned man kan lige se nogen få lys glimt.
Tid 17,30
P
http://cache3.asset-cache.net/gc/174970277-actor-aaron-taylor-johnson-leaves-the-today-gettyimages.jpg?v=1&c=IWSAsset&k=2&d=GkZZ8bf5zL1ZiijUmxa7QY9nB51eDZFHmZBYbyixhByEgg89jnzJVy2ui99sOZgmT3BcbLnYpRAv69AkTCA9iA%3D%3D

Edward var næsten lige ankommet til Akadamiet, men efterhånden som han havde fået fundet sig til rette der, var der stadig nogen minder som altid dukkede op i hans hovedet. Edward, havde ikke mødt sin bror eller Dove i nu, hvilke han var så forbandet glad for. Edward, havde valgt og tag sig en aftens tur, da hans alder var stor nok til de ville gi lov til det, derudover, havde han bare haft brug for luft. Han ville ikke vende tilbage før efter lukke tid, hvor han så ville prøve og finde ud af, hvad alle de tænker der dukkede op betød. Han kunne huske, at han havde været ung var taget til militæret som det vidste, hvor han så havde valgt og gøre en idiots arbejde, men mange var reddet af det. N stod han her i byen, alene som altid, hvor han prøvet og huske, han bevægede sig ned gennem markedet som lige så stille var ved og blive helt lukkede af for. Han sætte derfor kursen hen mod en nat klub, hvorefter han stillede sig udenfor, og bare nød luften omkring ham selv, mens hans øjne så sig omkring. Han var alene her uden nogen folk og snakke med, men gud, hvor ville han gerne møde et gammelt ansigt, bare det ikke var hans bror. Edward sukkede let, da klokken rundet talet syv, han bevægede sig derfor gennem markedet, for at finde et fredfyldt sted og slå sig ned, dog ville han ikke komme til det denne aften, da han bevægede sig hen gennem markedet stødte han pludslig ind i en kvinde, Edward var dog hurtig til og trække hende op igen, inden hun væltede efter han stødte ind i hende, hvorefter hans øjne mødte hendes, "Norma" Lød det svagt fra Edward, hvorefter han kiggede på hende, som om han havde set et genfærd, "undskyld jeg var hvis ikke vågen." Lød det svagt fra Edward, hvorefter han overvejet, hvordan de skulle hilse på hinanden, da alle minder bare skyllede ned over ham.

Påklædning: http://www1.pictures.stylebistro.com/gi/Holland+Roden+Dresses+Skirts+Mini+Skirt+u40P_dKEOIml.jpg .

Norma var ude at gå en tidlig aftentur, den aften. Det lignede ikke hende, at forlade Slottet for en aftentur før senest kl 20. Men sådan var det ikke den dag. Hun havde brug for luft og måtte bare ud. Lige meget hvad hendes bodyguards sagde. Så skulle hun bare ud. Og endda et andet sted, end hun plejede. Normalt gik hun rundt inde midt i Gaia by, men den dag var hun taget af sted til markedet.

Det havde været en ret pæn dag. Solen havde skinnet og det havde vidst været ganske varmt udenfor. En skøn dag. Men det meste af dagen, havde den rødhåret vampyr tilbragt på slottet. Til undervisning i undervisningslokalet. For tiden var der mange undervisningstimer grundet en masse med fortiden og et par gange om fremtiden, så meget af tiden var den unge baronesse på slottet. Ikke at gjorde hende for noget, for hvad var der ellers at lave? Og hvad var der ikke at lave på slottet?

"Av!" Jamrede baronessen, da en eller anden pludseligt trådte ind i hende. Norma kiggede op på personen med små øjne og med det samme, var det som om, at hun ikke kunne trække vejret. Men hun fik hurtigt pusten atter igen. "Edward." Mumlede hun, nærmere for sig selv. Hvad fanden lavede han her? Nu var hun jo lige endelig ved, at komme sig fuldkommen videre! Men nej, kom man sig nogensinde over sin første?

Edward anet ikke, hvad han skulle sige da hun sagde hans navn, men han kunne da prøve og høre, hvordan det var gået med hende. ”Så, hvordan er det gået for dig, Norma.” Han vidste godt at hun sikkert ville begynde og råbe af ham, heldigvis for dem, kunne hun ikke lave en scene ud af alt dette her, derfor prøvet han venligt at få gang i en normal samtale. Så normal den da kunne blive, hvis man da undgik den fakta at han, havde gjorde det forbi med hende, da hun sagde at han skulle blive tilbage, skænderiet kom lige så stille frem i hans fortid. Det var derfra de sidste stumper, var ved og sætte sig sammen som et puslespil. Edward så hende i øjne, mens han ventet på hendes, svar han ville gerne gi hånd, men så ville han se hendes fremtid og få at være helt ærlig, ville han gerne undgå det, selv om det kunne være noget helt andet, Edward bed sig selv svag i underlæben, mens han ventet på hendes svar, det var utrolig, hvor akavet det her alt sammen var. Men man måtte jo lære og leve med det, hvilket Edward, havde tænkt sig at gøre. Edward bed hans underlæbe igen, så svagt at det blødte, men han havde ikke sin mund åben. Hvilket i sig selv var en vildt god ting, Edward så kort på hende igen, hvorefter han smilede svagt, hvorfor havde han på fornemmelsen at, hun virkelig var vred på ham, måske var det fordi hun tog det så roligt lige meget, hvad måtte Edward se det igennem, han var stadig ikke kommet over hende helt, hvilket han, havde fået frem i sig selv ved de minder. Men de var stadig ikke skilt på den, bedste måde som, altid var hans egen ære kommet ind, hvor den ikke skulle ha været i mellem ham og en kvinde som holde af ham, nok var hun vampyr ja, men hun virket mere som en god person end så mange andre vampyrer, Edward havde mødt på sin rejse, hans blod var jo eftersøgt som en af de bedste racers, men han stolet nu på Norma. Selv om hans minder, første dukkede op nu. Edward sende hende hans mest charmende smil, da han endelig kom til sig selv.

Norma betragtede den unge herre foran sig. Sin første. Sin første i snart alting. Og det var jo problemet, fordi de første var som regelt altid de sværeste, at komme sig over. Ikke at hun var kommet videre. Hun havde skam andre at se til for tiden, men nu hvor hun stod der sammen med Edward, så dukkede alle minderne op fra dengang.

Alle de gode minder, alle de dårlige minder og alle de både gode og dårlige minder midt imellem. De havde utroligt mange minder sammen. Både fra, hvor de var officielt sammen, hvor de var mindre officielt sammen og fra hvor de skændtes eller noget helt andet. Så meget at holde styr.

"Hvordan går med mig?" Spurgte den rødhåret, lave vampyr, da hun kom til sig selv igen, "Det går strålende. Lever livet fantastisk uden mænd." Svarede hun. Noget, som Norma var god til, det var, at forholde sig rolig i sådanne situationer. Selvom hun måske kogte indeni af vrede eller irritation, så kunne hun så nemt som ingenting forholde sig ganske rolig.