You saved my life! - Charlie.

Vejret var fugtigt! I det her vejr var der langt hjem til Athena.. men han kunne jo også bare tage sig sammen og få sig den cykel! Han var på vej hjem fra forløsningen der havde været i moonlith Falls! Det var ikke en stor forløsning, og heller ikke en særlig kendt forfatter, men Det var da altid spændende at høre folks tanker bag deres bøger.
Han var på vej mod skolen, med kraven trukket op på sin jakke. Normalt var han ikke typen der var bange for at gå alene, og det var han heller ikke denne aften. Men det burde han måske havde været!
For bludselig hørte han fodtrin bag sig og mærkede nogle gribe fat i ham og skubbe ham op af væggen. "hey knægt!
Giv os dine penge!" knurrede den ene af de 3 mænd.
Andrew så forvirret ud! "Hva... Hvad!?" Spurgte han forvirret.
"giv os dine penge!!" Andrew greb sin taske mere, og rystede på hovedet.
Den ene af mændene begynde at rive i Andrew taske. "GIV OS SÅ DEN TASKE! FORBANDEDE NAR!!" råbte den ene som han tog en kniv frem.
Andrew krammede sin taske mere ind til sig, hans computer lå i den taske, og den skulle de fanme ikke have. Dog mærkede han pludselig en voldsom smerte i siden. Et form for stik.
Han så ned mod sin side. Og så kniven der blev trukket ud af hans side, fyldt med blod.
Grebet om tasken blev løst som han måtte tage sig til siden. Fyrene rev tasken fra ham, og stak af. Andrew stod tilbage og holde sig til til siden med nogle dybe gisp.
Han lænede sig op af væggen da han kunne mærke at han blev svimmel. Han vidste godt hvad han skulle gøre! Hemtærlh! Han fik top karakter i biologi! Men det var lidt som om han glemte det hele nu.

Påklædning

Det havde været en rolig aften for Charlie. Han havde besluttet sig for at det var på tide han lærte området bedre og kende. Så han havde taget sin motorcykel og var kørt en tur. Da han forlod skolen havde det været langt bedre vejr, men han var jo også endt helt ovre i Moonlight Falls. En by han kun havde hørt folk snakke om, men aldrig besøgt. Det var kun overnaturlige væsner som var velkommen her, og det mindede bestemt ikke om Gaia.

Han trak sin jakke lidt op om sig da en let blæst blæste forbi ham. Det støvregnede og var ved og blive køligt, han burde nok finde sin motorcykel og komme hjem. Gaderne var begyndt og være tomme, og der skete ikke meget. Derfor stoppede Charlie også op og blinkede et par gange som nogle mænd kom løbende rundt om det ene hjørne. Han bemærkede først den store taske, og rynkede på brynet. *Hvad i?* Han nåede ikke og tænke tanken før han bemærkede en kniv med blod på.  Instantly satte han i et løb, men ikke efter de 3 mænd der var godt på vej væk, nej hen om hjørnet. Fuck tasken, hvis nogen var kommet til skade var det langt vigtigere.

Han fik øje på en ung fyr der stod ved væggen, og lænede sig imod den. Han havde hånden på siden, og Charlie bemærkede hurtigt den røde væske der flød fra såret. *Shit..* Han skyndte sig at gribe ham da han begyndte og vælte, sikkert svimmel af smerte og chok. ”Jeg har dig.. “ Hans stemme var blid, og fattet og han hjalp fyren ned og side. Han hev sin jakke af, selvom det var en læderjakke så var det bedre og støtte hovedet på den, så den blev lagt under hans hoved. Hans hvide t-shirt fik en smule blod på sig, ikke noget han tog sig af. Nu han havde fået ham ned og ligge kiggede han roligt på ham, før hans blik faldt på hans hænder. ”Jeg kan hjælpe. Lad mig se det.” Han ventede roligt på at fyren lod ham se det, dog havde han lagt sin ene hånd ned på hans for at berolige ham.

¨Smerten i hans side var ulidelig... det nev, og han kunne mærke svimmelheden, og hvordan han ligefrem fik kvalme. Han var så småt begyndt at tippe til den ene side, tæt på at falde da han pludselig mærkede en der greb at i ham, og sagde et eller andet som Andrew ikke rigtig hørte. Han jamrede sig en smule da han kom ned og sidde. Han havde et stramt greb om såret, og prøvede virkelig at rapetere for sig selv hvad han skulle gøre. Han skulle ringe til en ambulance!. Men han kunne ikke huske hvilken lomme hans mobil lå i, og det virkede som en helt uoverskuelig bedrift at skulle finde den frem.
Hans hoved begynde at nikke som hans krop begynde at gå i forsvar. Når den gjorde det, så passede den på alle de vigtige ting, og derfor begynde rasten ligsom at lukke lidt ned, der i blandt bevistheden. For når kroppen skulle holde de vigtige organer i live, så havde den ikke også energi til at holde ens hovede klart.
Ja! Han fik topkarkater i biologi! Men Fuck en god karakter, når man nu sad her, og ikke kunne gøre ret meget andet end at lade denne fremmede fyr lægge ham ned.
Han anede jo ikke engang om denne fyr var en af dem der lige havde stukket ham ned, og nu var tilbage for at stjæle rasten. Eller en der havde set hvad der var sket, og mente at vedkommende lige kunne få glæde af rasten.
Han åbnede øjnene lidt, og lod blikket hvile på fyren. Nej!.... godt nok lignede han en badboy... men ham der var ikke som de andre!.
Han ende med at ligge og næsten stirre på fyren. En fyr med så smukke blå øjne kunne virkelig ikke være tyv!

Han hørte hvad hans sagde med at han kunne hjælpe og at Andrew skulle lade ham se. Han tøvede lidt, men flyttede så hænderne, der nærmest faldt ned på jorden da han ikke havde kræfter til at holde dem oppe, begge hænder var smurt ind i blod, og hans trøje havde fået en stor mørk og rødlig plet. Han sukkede tungt ud.
"min.... min taske" fik han sagt med en hæs stemme, mens han prøvede at se mod den retning de var løbet med hans ting.
Hans computer var i den taske, samt nogle af hans skolebøger. Han hostede lidt, hvilket var en virkelig smertefuld afærre. "de har sikkert ramt mig i nyeren" brummede han, og så pludselig tænkende ud. "nej vent...... den sidder længere oppe.. " brummede han så. Nu kunne han fanme ikke engang sin biologi mere.
Hans øjne begynde langsomt at blive tungere, og det blev sværre og sværre at holde sig vågen.

Charlie kunne godt se at den unge mand kæmpede, og at han ærligt virkede rundt på gulvet. Men hvem ville ikke også være det med det han lige havde været igennem. Han lod sit blik hvile lidt for længe på ham *Fuck, der ikke tid til det her Charlie!*Han løsrev sig selv med en verbal lussing, og i tide til at han så hvordan fyren fjernede hænderne. Han løftede forsigtigt op i hans trøje, som efterhånden var godt gennemblødt. Han gjorde det forsigtigt velvidende at det godt kunne gøre ondt. Han hørte ham mumle noget med hans taske ”Fuck din taske. Lige nu handler det om at  fixe dig, du kan altid få en ny.” han anede ikke hvad der var i tasken, men han var også ligeglad.

Han hørte hvordan han prøvede og lave en diagnose på sig selv. Han løftede kort et øjenbryn, undrede sig en smule og blev enig med sig selv om at det nok var en måde og abstrahere fra smerten på. Han svarede derfor ikke. Lagde bare forsigtigt sine hænder på hans sår. Han var nødt til at stoppe det nu, ellers ville han forbløde. Han var ikke meget for at bruge sin evne i det offentlige foran en fremmede, men ellers ville han dø. Han lukkede kort øjnene, og samlede sit fokus. En varme begyndte og sprede sig fra hans hænder, hvilket Andrew ville kunne mærke. Et lys kom så fra hans hænder, og som såret langsomt lukkede sig, ville smerten også forsvinde. Som det begyndte og lukke skar Charlie en grimasse, han kendte prisen for sin egen evne, men smerte var bedre end at han forblødte.

Da såret var lukkede fjernede han sine hænder, og han trak vejret en smule hurtigere som smerten bed i ham. *Fuck….. Det var værre end jeg havde forventet* Han lagde en hånd på sin side, samme sted Andrew havde haft et sår, men kiggede så på ham. ”Hey er du okay? Du mistede en del blod. Er du svimmel eller lign?” hans blå øjne lyste af bekymring, men der var også en smerte og spore i dem. Smerten og den energi han havde brugt, gjorde at han så mere træt ud end før. Nu håbede han bare at fyren ikke var en bad guy, og at han havde blandet sig i et bandeopgør. Men nej han lignede ikke sådan en.

Havde han været ved sine fulde fem, havde han godt kunne blive sur over den kommentar fyren her kom med, -fuck din taske- Fyren her vidste ikke hvad der var i den taske! Han kunne ikke bare skaffe sig en ny computer, eller nye noter. Dog var hans tanker ikke ret længe på den taske. Fyren havde ret, overlevede han ikke det her, så ville han ikke få glæde af det alligevel.
Han mærkede hvordan fyren trak op i hans trøje, og han ømmede sig lidt, tænk at så lidt som stof der blev fjernet fra huden kunne gøre så ondt! Han mærkede pludselig fyrens hænder mod såret, og havde mest lyst til at spørge hvad han havde gang i. Men han var alt for rundttosset. Hans øjne gled stille i som han ikke kunne magte at holde dem åbne mere. Han fik dog tvunget dem til at åbne på klem da han mærkede en pludselig varme omkring såret og fyrens hånder.
Han bemærkede lyset der kom fra fyrens hænder. *så er han altså ikke et menneske* Han lukkede dog roligt øjnene i, både fordi han var træt, men måske også for den pludselig mere behagelige følelse der var omkring såret.
Det var også som om såret blev mindre og mindre smertefudt. Den nivende fornemmesle forsvandt langsomt, og han kunne næsten mærke hvordan alt smerte og ubehag forsvandt fra kroppen.
Han åbnede øjnene da der ingen smerte var tilbage, og fyren havde fjernet sine hænder. Han følte sig stadig svimmel, og lidt utilpas, nok på grund af blod tabet. Han vende blikket mod fyren, der pludselig ikke så ud til at have det særlig godt og selv tog sig til siden nu. Han rynkede sine bryn. "hvad sker der?.... hvad gjorde du?" spurgte han og ville tage hånden ned til sit sår, og mærkede nu at der intet sår var at finde. Han satte sig halvt op, noget der gik lidt for stærkt og gjorde ham rundttosset. Han så ned mod sin side der nu bare var rød på grund af blodet. Han så chorkert ud, og vende det samme chorkerede blik mod fyren.

"er... er du okay?" spurgte han da han lade mærke til at fyren virkelig så ud til at have det dårligt. Han sad lidt, som om han tænke over noget, og kom i tanke om at han havde chokolade i lommen, med mindre de der bøller havde taget det. Han stak hånden i jakkelommen, og fiskede en chokoladebar frem. "her... du skal spise noget sødt" sagde han og rakte ham et stykke af chokoladen som han lige havde brækket af pladen. Han var ikke dum. han kunne godt regne ud hvad der var sket, eller i hvert fald noget af det. Denne fyr måtte havde overtaget hans smerte og sikkert også svimmelheden.
Han tog selv et stykke. Han vidste at når man havde mistet blod, så var det vigtigt at få en masse sukker! Det hjalp kroppen med at regenerere blod.

Han fik vendt sig om, så han sad lænet op af væggen. Han så ned mod sin side igen. Han så over mod Fyren "Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal takke dig!" erkende han.

Han fik ikke lige svaret på spørgsmålet om hvad han havde gjort, han havde for travlt med at få styr på sig selv. Han var blevet en smule svimmel, og han rykkede sig så han kunne læne sig op af væggen. Han lod hovedet hvile imod væggen og lukkede sine øjne. Så kom spørgsmål nummer 2. Han åbnede øjnene, og først her gik det op fra ham, at fyren han havde redet så ret godt ud. Hans øjne, de var unikke i den der rødbrune farve, han havde aldrig set noget lignende. Og det let pjuskede hår… Han mærkede hans generthed der pokede på og han sænkede hurtigt sit blik og kløede sig nervøst i nakken. ”Yeah jeg er okay. Det kun.. smerte…” han holdt en kort pause ”jeg ville ikke kunne nå.. altså.. du ved.. hospital og alt det der… så jeg.. well… healede dit sår.” Han vidste godt at det måske var åbenlyst, men han havde trods alt spurgt.

Han tog en dyb indånding, og det adrenalin han havde fået i kroppen var begyndt og forsvinde. Det var også derfor hans normale generte side kom frem. *Please, lad ham ikke se det! Hold dig stærk, du kan godt! Du er ikke en genert lille skoledreng.* Fyren rakte ham et stykke chokolade og han kiggede på ham og stivnede *Jo.. det er jeg…* han mærkede klumpen i halsen og sank den som han tog imod chokoladen. ”wow….” han blinkede et par gange før han hurtigt tilføjede. ””TAK.. jeg.. jeg mener tak.” Han kom først til at små råbe det men fik så stoppet sig selv og hans stemme blev mere rolig igen. Han tog en bid chokoladen han havde fået. *Kan du ikke bare en gang være en smule normal? Du har lige reddet fyren, men neeej.. Han ser lidt sød ud, okay … han er hammer lækker… og så går du i panik… håbløst*

Han var langt væk i sine egne tanker og bemærkede ikke at fyren havde sat sig ved siden af ham før det var ’for sent’. Han blev revet ud af sine tanker da han hørte hans stemme. Han kiggede over på ham og sendte ham et af de typiske alt for charmerende smil ”Det skal du ikke tænke på, alle ville have gjort det.” han havde lagt hovedet en smule på skrå, og ømmede sig som han skar en grimasse da han fik bevæget sig forkert. Han vidste smerten kun var midlertidig, men han var nok nødt til at holde sig i ro lidt tid. Han blev svagere når han helede store sår, og han var bestemt ikke i stand til at køre på sin motorcykel lige nu. Han rakte sin hånd ud imod ham da han præsenterede sig ”Charles. Men alle kalder mig Charlie, eller.. Dem der kender mig kalder mig Charlie. Altså mine forældre gjorde og…. Jeg tror bare jeg holder mund nu..” han indså han var begyndt og fyre en masse lort af, og bed selv i kinden.

Han så på fyren da han forklarede at han ikke kunne nå på hospitalet. Og det havde han nok ret i! Han havde ikke kunne nå at få ham på et hospital, han ville have mistet for meget blod, han kunne risikere at dø af forfrysninger fordi hans krop ville have været nedkølet og lukket og det havde ikke været. *Andrew! Hold kæft med de teorier* her sad han og tænkte på en masse teorier mens fyren der redet ham sad og havde ondt.
Han lod ham tage chokoladen, og smilede roligt. Waw.. han havde ikke ikke langt mærke til hvor godt denne fyr så ud. Det var nærmest helt distraherende. Han skynde sig at fjerne blikket fra ham, selvom det var svært....
Han sad nu ved siden af denne fyr. Så han havde healet ham?
Han hørte dog hvad fyren sagde med at det ville alle havde holdt. "det er jeg nu ikke sikker på..." mumlede han. Desværre var der nogle folk der var ikke tænkte ret meget over hvad der foregik omkring den. Og en ung mand der blev stukket ned på gaden var da forfærdeligt, men hvad kunne de gøre ved det!?
Han så mod fyrens hånd da han præsenterede sig, han kunne ikke lade vær med at små smile lidt fyren her der hed... Charlie!? Han rakte hånden frem, og tog Charlies. Der kom en sitren op gennem hans arm da deres hænder mødtes. Og uden han selv kunne stille ret meget op, blussede hans ansigt op i en rødlig farve.
"A...Andrew" stammede han. Han vende blikket op mod Charlie. Hans øjne ramte de der alt for facinerende og virkelig smukke blå øjne. Hvordan kunne man overhoved se så godt ud!?.. han tog sig selv i at stirre lidt for længe samt holde Charlies hånd en tand for længe, hvilket fik ham til at trække hånden lidt hurtigt til sig, og placere den lidt akavet i nakken, kløede sig lidt som han så med med en rødmen *tag dig sammen Andrew!... Så lækker er han heller ikke!.... Okay hvem prøver jeg at narre!* Han rømmede sig lidt. Han så lidt ned på chokoladen sommsnart ville ende med at smelte i hans hånd. Han rakte det over mod Charlie "et stykke mere?" mumlede han genert. Det her var pludselig meget pinligt og akavet.

Han havde ikke hørt det Andrew havde mumlet, men det var vist også meget godt. Charlie var sikker på der var noget godt i alle, men han var også naiv. Han havde levet hele sit liv beskyttet fra omverdenen, og han havde endnu ikke oplevet den nok til at vide at alle ikke ville en det bedste. Det burde nok ringe en klokke når nogen randomly stak en fyr ned på gaden, men hans tanker var alt for optaget til at han kunne tænke over det lige nu.

”Andrew..” han gentog ordet, nok mest for at føle det på sin tunge. De holdt hinandens hånd længe, måske lidt for længe. Men Charlie bemærkede det ikke, han var lidt optaget af at stirre på fyren overfor sig. JA stirre, det var det han gjorde. Han kom til sig selv da Andrew brød håndtrykketog kløede sig i håret. Han bemærkede de let røde kinder, og kunne ikke lade være og smile lidt. *Holy shit… Hvorfor.. Gjorde jeg? Sagde jeg noget? Hvorfor rødmer han?* han forstod det ikke, men så igen han var ikke vandt til at omgås andre.

Hans blik faldt på chokoladen han endnu en gang blev tilbudt og han smilede bare, som han rakte hånden hen. ”Jo tak. Det hjælper på svimmelheden.” han bemærkede ikke det generte i Andrews stemme, men hans egen var mindst lige så genert. Som han ville tage chokoladen ramte han hans hånd, og han mærkede hvordan hans kinder blev varme og han vidste de nu matchede Andrews. Han var frosset som han havde sad der, sin hånd en smule over Andrews. Der gik lidt tid før han tog chokoladen og derved fjernede den kontakt deres fingre havde haft. Han kiggede ned og skyndte sig og tage et stykke chokolade han puttede i munden. Han måtte forsøge og tænke på noget andet, det duede ikke det her. For ganske få minutter siden havde det været en kamp om liv og død, og nu opførte han sig som en eller anden genert teenager. Han var nødt til at prøve og få mere kontrol over det hele.

Han tyggede af munden før han rømmede sig. ”H-Hvad var der i din taske? Den virkede vigtig for dig. Jeg så hvad retning de løb, men jeg tror godt du kan regne med den er væk nu.” Han forsøgte og snakke så roligt som muligt, men den akavede og generte stemme vandt hurtigt kampen, og han holdt sit blik på sine fødder foran sig, de var pludselig meget interessante og studere, eller hans sko var. Så kunne det være han undgik og gøre en masse dumt hvis han fokuserede på dem.

Det her var akavet! Men Hey! Hvad sagde man lige til sin redningsmand mere end tak! Og især når han så ud som Charlie her!
Hvorfor skulle han også lige lide af social akavethed? Kunne han ikke bare være mere.. Lucian! Han kunne tale med alt og alle, og han virkede altid så fanden afslappet når han gjorde det!.. hvorfor kunne Andrew ikke det?
Lucian havde sikkert allerede nu været kommet med en eller anden fed og lækker bemærkning! Noget charmerende og cool. Noget Andrew OVERHOVEDET ikke kunne finde ud af!
Han lod Charlie tage et stykke chokolade mere. Og mærkede igen denne kildende fornemmelse i fingerne da de ramte Charlies, og underligt nok, så flyttede han ikke sin hånd. Det var jo ikke ubehageligt.. snare tværtimod. Men hans kinder beholde dog den røde farve og var virkelig varme. Da Charlie fjernede sin hånd tog han selv det sidste stykke chokolade og skynde sig at putte det i munden. Han fumlede lidt på det i stilhed.
Det var svært at lade vær med bare at kigge over på Charlie og stirre på ham! Han var virkelig en flot fyr, og de øjne!. Han havde altid haft en svaghed for blå øjne men de her!!.. han fik jo nærmest hjertebanken bare af at tænke på dem!

Han blev hevet ud af sine tanker da han hørte Charlie spørge.til tasken. Han sukkede lidt, og lagde hovedet tilbage mod muren.
"Stort set alle mine ting var der i! Min computer, nogle af mine skoleger og..." Han begynde at tappe sig selv rundt omkring på kroppen med hænderne. Han kommmed et opgivende suk "og mine briller" sukkede han. Han lukkede øjnene lidt det var tydeligt at se at han lige havde mistet en masse meget vigtige ting.
Han havde ikke råd til at købe en ny computer, hans briller kunne han heldigvis få temmelig billigt. Men der ville være et godt stykke tid, hvor han ville have virkelig svært ved at lave lektier da han ikke rigtig ville kunne læse hvad der stod i bøgerne.

Han sad lidt inden noget slog ham. Han så på sit armbåndsur "pis!.. jeg når ikke tilbage før udgangsforbuddet!... Fuck!" Normalt bandede Andrew nok ikke som sådan, men den her dag kunne da snart ikke blive meget værre!. Han så på Charlie kort, inden han kiggede rundt.
"vi burde nok ikke være her ude... Der er stadig skyggevæsner, særligt her i moonlight fall" sagde han som han prøvede at komme på benene. Han kunne godt mærke at hans krop stadig var meget tung. Han havde taget Charlies tjakke med op. Han så ned på ham og rakte en hånd. "vi må hellere finde et mere sikkert sted" sagde han mens han ventede på at Charlie skulle tage hans hånd.

Han begyndte og bedre kunne forstå hvorfor det var så vigtigt med tasken. Det var ikke just billige ting han havde mistet, der ville selvfølgelig nok være forståelse fra skolen, men en bærbar. Charlie ejede ikke engang en selv, hans ekstra penge røg til hans motorcykel som han sørgede for at holde ved lige. Det virkede som om at Andrews bærbar lidt havde samme mentale værdi for ham, som Charlies motorcykel havde for ham. *Gad vide hvordan han ser ud med briller, jeg mener. Han er bestemt ikke grim nu, men med briller, sådan lidt nørdet. Det kan da kun…..* Han stoppede sine egne tanker da han godt vidste der intet godt kom ud af det. Han var allerede akavet og genert, han behøvede ikke og gøre det værre for sig selv. Han rømmede sig kort ”Nogle folk forstår ikke helt hvad der er deres og hvad der ikke er. Er ked af du mistede dine ting, hvis jeg havde været her før så måske.” Ja måske hvad? Det var ikke just fordi han var den store kæmper selv, han kunne da forsvare sig, men imod 3. Han havde ikke haft en chance. Han var bare glad for han havde nået og komme til at redde Andrew.

Han fik et chok da Andrew pludselig bandede, det var ikke fordi det var et problem for ham, men fordi det var kommet så pludseligt og havde revet ham ud af sine egne tanker. Han kiggede på ham med hovedet let på skrå ”Går du på Athena Akademiet?” han kunne ikke huske og have set ham der, men det var vist den eneste skole i nærheden, og det han sagde med skyggevæsner, well, det kunne da kun være Athena? Vent… Så var der chance for han så ham igen, han rødmede ved tanken og bed sig selv i læben.

Han betragtede roligt Andrew som kom op at stå, og han kunne ikke lade være og beundre hans kropsbygning. Var der nået ved den mand som ikke var fantastisk? Selv hans røv var perfekt. *Charlie!* han opdagede pludselig at han blev tilbudt en hånd så han kunne komme op og stå og tog imod den. Da deres hænder mødtes fik han samme følelse som før, og det tog ham et par sekunder før han begyndte og rejse sig op. Han skar en grimasse, men smerten var så småt begyndt og blive mindre. Det ville ikke være væk før dagen efter, men den ville blive bedre gradvist. Han tog sin hånd da han stod op og kiggede ind i de rødbrune øjne, de var ca samme højde hvilket gjorde det meget nemmere for ham. Han sank en klump i hans hals før han kunne svare ”Du har ret, men bør vi ikke nå tilbage inden udgangsforbud i stedet? Jeg har en måde og få os derhen.” Han havde ikke super meget lyst til at komme for sent, faktisk så hadede han det, og lige nu tænkte han bestemt ikke over det faktum at det ville kræve at Andrew sad bag ham og holdt om ham. Havde han tænkt over det, så havde han nok ikke foreslået det.

Andrew vende blikket mod Charlie med et halvt løftet øjenbryn. Sad fyren lige og gav sig selv skylden for at Andrews taske var blevet stjålet. "hvis du var kommet noget før, så havde vi sikkert bare været to der havde haft en kniv i siden" sagde han med et træk på skulderen. "du hjalp mig! Du redet bogstaveligtalt mit liv! Du kunne ikke havde gjordt noget for at de ikke stjal min taske! Jeg er bare taknemmelig for at du kom på det rette tidspunkt!" sagde han med et oprigtigt smil.
Han nikkede da Charlie spurgte om han gik på Athena. "Ja, jeg har fået der et lille stykke tid" sagde han så. Det var nok ikke så mærkeligt at Charlie ikke havde set Andrew. For hvis ikke havde til time, så sad han enden på sit værelse eller biblioteket og studerede.. med mindre altså Lucian spurgte efter ham.

Det var stadig ikke helt rart at stå oprejst, men det var bedre end at blive taget af et skyggevæsen! Endnu en gang kom denne sære, men underligt kildende følelse i hans krop da Charlie tog hans hånd. Han hjalp ham op, og ende med at stå og stirre lige ind i de blå øjne. Normalt var han ikke god til øjenkontakt, han syntes det føltes alt for intimt at se folk i øjnene. Men med Charlie, kunne han næsten ikke lade vær! De var så dragende og han faldt næsten helt i staver over den.
Han kom dog til sig selv og tilbage til virkeligheden da deres hænder skildres. Han rømmede sig lidt som han hørte hvad Charlie sagde med om det ikke var bedre at komme tilbage inden udgangsforbuddet.
"det ville helt klart være det bedste, så er der ikke nogle af os der for ballade" er kende han. Men han vidste ærlig talt ikke hvordan de skulle nå det. Men det virkede til at Charlie havde styr på den del.

Han kunne ikke lade være og rødme som Andrew snakkede. Han havde jo ret, han havde redet hans liv, og det var også rigtigt at de begge ville have været endt med en kniv i siden hvis han havde været der noget før. Han følte sig en smule dum, men ikke på en dum måde, mere sådan en genert og akavet måde. Han endte derfor bare med at sende ham et genert men oprigtigt smil.

Han kunne ikke lade være og smile som Andrew fortalte at han gik på skolen. Han havde nok regnet det ud, men det gjorde de havde en chance for at se hinanden igen efter i aften. Og selvom han ikke helt vidste hvorfor, så ville han godt møde ham igen. Han ville gerne lære mere om ham. Hele hans personlighed var som en magnet der trak ham tættere på, han ville vide mere.

Han sendte ham et smil som han erkendte at de nok burde tilbage før udgangsforbud. Han skulle til at tage Andrews hånd, men fik stoppet sig selv i sidste øjeblik og rømmede sig blot, før han begyndte og gå roligt hen af gaden ved siden af Andrew. Han havde taget imod sin jakke, og tog den nu på. ”Jeg går også på Athena. Været der i et par uger nu. Det hele er stadig meget nyt, men må indrømme jeg godt kan lide og være der.” At skifte emne var vist det bedste lige nu, bare lade som om at han ikke lige havde været tæt på og tage Andrews hånd i sin. Jep, det var den mest sikre strategi, det var i hvert fald Charlies opfattelse. ”Hvilke fag har du så? Jeg synes ikke jeg har set dig til nogle af mine timer, men det er jo heller ikke sikkert vi har de samme fag.” Han kiggede på ham med et skævt smil på læberne. *Jeg ville helt sikkert have husket ham, hvis jeg havde set ham. Han er ikke en man bare lige overser.*

Som de begynde at gå, var der en eller anden dum lille stemme der sagde i ham at han havde lyst til at tage Charlies hånd.. og hvad var det dog for en underlig tankegang at have!? *Hallo!.. du kender jo slet ikke fyren!.. så stop dig selv!*
Han vende blikket mod Charlie da han sagde at han også gik på skolen! Virkelig! Så var der en chance for at de ville ses igen!? Tanken fik ham til at smile en smule for sig selv. Han valgte at stikke hænderne i lommerne bare for ikke at ende med at svinge den over til Charlie for at tage hans hånd. "Athena er et dejligt sted! Man kan være den man er... Det meste af tiden i hvert fald" det sidste kom ud med et lille grin.
Han så på ham da han spurgte hvilke fag han havde.
"biologi, kemi, geografi, og så har jeg lige fået lov til at have historie som ekstra fag!" forklarede han.

Han gik lidt mens han var Stille. Dog var der noget der blev ved med at genere ham. "undskyld jeg spørger så direkte.... Men.. hvad er du egentlig?.. jeg mener, din evne? Menneske er du ikke, og jeg er stadig ikke så god til at kende forskel på racers lugte" forklarede han.

Andrew puttede hænderne i lommerne, hvilket gjorde Charlie ikke sloges med tanken om at tage hans hånd. Hvorfor havde han ik selv tænkt på det? Men i samme øjeblik ramte tvivlen ham. *Så han det? Prøvede jeg og tage hans hånd uden jeg lagde mærke til det? Ramte vi? Ohh god.. Har jeg nu skræmt ham?* tvivlen rungede i ham, og kidnappede hans tanker.

Andrews stemme bragte ham tilbage til virkeligheden, hans dybe lækre, sexede stemme. Nej nej nej nej det her duede slet ikke. Han var nødt til at holde op med det pis. De var 2 unge mænd der gik og snakkede, Andrew var sikkert heller ikke til mænd, han lignede ikke en. Han lignede en der kunne få alle pigerne. Jep sådan var det, og han kunne lige så godt indse det først som sidst. Historie! Det havde han også! Han kiggede på Andrew med et stort smil ”Jeg har også historie! Så kan det være vi ses i klassen jo.”

Der var stille lidt tid, men det virkede ikke akavet, det var mere som om de bare kunne være dem selv og slappe af i hinandens selskab. Det var rart. Charlie trak jakken lidt mere op om sig, det begyndte og blive køligt, det ville blive en halv kold tur hjem. Hans blik blev på vejen foran dem, som Andrew spurgte til hvad race han var. Han stoppede op, ikke på grund at spørgsmålet men fordi han blev i tvivl om hvor de var. Han var stadig ikke god til at finde vej. Han kløede sig let i håret før han kom i tanke om vejen. Han drejede så ned af gaden de var nået til ”Helt okay, jeg kan ikke se hvad der skulle være galt i at fortælle det til dig.” Det var ikke fordi han bare gik og sagde det til hvem som helst, men Andrew turde han godt. Han drejede blikket over på ham og sendte ham et charmerende smil der nåede helt op i de blå øjne ”Jeg er en engel, fuldblods faktisk. Men når du siger du ikke kan kende forskel på duft?” Han lagde hovedet let på skrå og kiggede spørgende på ham. Han kunne ikke selv kende forskel på folk, men han havde heller ikke nogle særlige måder som f.eks. duft. Men hvad var Andrew så?

Et smil kunne ikke undgå at brede sig da Charlie afslørede at han også havde Historie. Så ville de helt sikkert kommer til at ses igen! Måske endda blive side kammararter, eller makkere i ek opgave!? Det ville betyde at de skulle bruge en hel del tid sammen! Alene!!.. nej nej! Han burde virkelig få tjekket det tanker der! Hvad var det dog for noget at tænke!
Charlie var sikkert ikke engang til fyre! Han havde garanteret allerede en smuk kæreste, og hvis ikke, så var han sikkert -ligesom Lucian- omringet af piger konstant!?
Med Lucian var det dog både drenge og piger.. det var faktisk temmelig hårdt at have et chrus på en der for de fleste var verdens mest sexede mand...
Hans tanke fik lov til at flyde lidt i en tanke strøm.

Han så på Charlie med et spørgende blik da han stoppede op. Han fulgte med ham ned af side gaden, mens han lyttede til hvad Charlie var. Og han blev noget overrasket over svaret. "En engel?...." Mumlede han lidt.
Han havde aldrig talt med en før.. eller.. det vidste han ikke, for han vidste ikke hvem på skolen der var hvad..
Han så dog lidt forlegen ud da Charlie spurgte ind til det med at lugte. Han havde slet ikke tænkt over at han havde sagt det.
Han kløede sig lidt i nakken. "uhm... Jeg..
jeg er en vareulve.." startede han og bed sig lidt i læben. Han vidste hvordan nogle så på vareulve. Som vilde og snavsede hunde.. intet andet.
"det... Det med at kunne lugte... Altså....
Alle væsner har en bestemt duft, ligsom mennesker han en anden duft end katte og hunde, så har væsner som du har jeg også en duft! Vareulve kender jeg duften på. Mennesker kan jeg også kende, men rasten blander jeg en del sammen og du..... Ja.. du duftede af noget helt anderledes! Noget jeg aldrig har digtet før" forklarede han og vende blikket en smule væk fra Charlie. Det var lidt pinligt at forklare. Men det var sandt! Selv som menneske så kunne han lugte bedre. Og på den måde kende forskel på væsner, hvis han havde kende deres art i forvejen.. og det var svært da alle personer oveni havde deres egen personlige duft.
For at være ærlig så kildede Charlies duft i næsten. Ikke på en væmmelig måde! Mere som... Når man duftede chokolade, eller noget andet lækkert og sødt. *Stop dig selv Andrew!*

Charlie havde for travlt med at finde ud af hvad vej de skulle til at bemærke til det spørgende blik Andrew sendte ham. Han hørte dog overraskelsen over det han var, det var ikke fordi han havde snakket højt, men det var nok til han kunne høre det. Havde han aldrig mødt en engel før? Måske ikke. Det var ikke just fordi der var super mange af dem, i hvert fald ikke offentligt. De havde det med at gemme sig, det var i hvert fald det han havde lært af sine forældre.

Hans blik hvilede på den super attraktive unge fyr ved hans side, som han forklarede det han havde ment. *Vareulv. Ahh derfor han kan lugte det!* Pludselig gav det meget mere mening. Han forstod ikke helt det med dufte, han havde trods alt ikke en forhøjet duft, men det med at nogen havde en unik duft, well det krævende mand kom tæt på dem, men han havde været uheldig et par gange og være tæt på nogen han ikke ønskede og være tæt på. Han nikkede derfor bare smilende da det gav mening hvad der blev sagt. *Gad vide hvordan jeg dufter?* Tanken lå i det bagerste af hans hoved, men han kunne ikke få sig selv til at spørge på trods af hans nysgerrighed. Hans generte side vandt, og derfor gik de i noget tid uden at sige noget.

Han stoppede op da de nåede en motorcykel, der hang en hjelm i farver der matchede motorcykel på styret, og bagpå var der monteret en holder. Han åbnede den og tog en hjelm ud han rakte til Andrew. ”Jeg beklager men du nødt til at have den her på, jeg kører af princip ikke uden hjelm, og det gælder også hvis jeg skal have nogen med.” Det gik op for ham at Andrew jo skulle sidde bagpå, og det betød han ville sidde tæt op af hans ryg, og han ville være nødsaget til at holde om ham. *FUCK! Har jeg overhovedet tænkt det her igennem før jeg tilbød det? Nej nej nej nej…. Det går ikke, jeg kan ikke. Han skal SÅ tæt på, jeg mener… Ohh fuck…* Tanken alene gjorde hans kinder røde, og han kørte hånden frem og tilbage i sit hår, så hånden bevægede  sig fra nakken op foran, og tilbage igen. Da han endelig stoppede stod hans hår ud til alle sider, og han var ikke mindre forlegen end før. ”altså vi… jeg mener.. Det… Det er den hurtigste måde.. jeg..” Han bed sig selv i kinden da han ikke formåede og danne den sætning han ville sige. ”Jeg kører pænt!” det blev sagt en smule hurtigt og pludseligt, og han holdt imens hænderne op foran sig, som for at undertrykke det han havde sagt. Det var ikke lige det han ville have sagt, men det var det der kom ud af hans mund som han åbnede den.

Det var faktisk behageligt at gå sammen med Charlie lidt i stilhed. Ikke at han ikke nød at snakke med ham, det gjorde han!.. virkelig!
Men det var rart at man kunne være stille i nærheden af hinanden, uden at det var akavet og ubehageligt. Måske det bare var ham, men han følte faktisk at de passede virkelig godt sammen. Andrew var normalt meget dårlig socialt, og trods han var flev og genert meget af tiden, så var Charlie virkelig et dejligt selskab, der fik Andrew til både at slappe af, men samtidig have et hjerte der pumpede hurtigt i hans brystkasse!

Da de kom til mortercyklen, kunne Andrew ikke lade vær med at blive overrasket. Charlie slog ham ikke som en fyr der kørte motorcykel. Og dog! Nu han så rigtig på ham, *sommom du ikke har over begloet han siden du så han første gang!* Altså, han kunne godt fornemme at der var lidt badboy over ham. Men så igen!.... Det var de færreste badboys, der rødmede lidt så meget!.
Han tog imod hjælpen og smilede roligt. "og jeg sidder af princip ikke bag på uden at have hjelm på"
grinte han lidt.
Han lagde mærke til hvordan Charlies hår nu stod ret op i luften efter hans hånd havde rundet rundt i det.
Uden at tænke nærmere over, tja.. nærmest Pr. Automatisk, trådte han over til ham, lod en hånd glide op, og glatte hans hår ud igen. En handling han selv opfattede alt for sent. Han trak hurtigt hånden til sig. "uhm... Undskyld.. men. Dit... Altså. Håret"
han kunne slet ikke få sat en sætning sammen.
At Charlie havde garanteret at han nok skulle køre pænt, Nikkede Andrew.

Han ventede til Charlie satte sig op, før han selv satte sig op bag ham. Der var virkelig ikke meget plads. Og hans mave og bryst ramte allerede nu Charlies ryg. Han sank en klump, inden han lod sine arme glide om ham, og lægge sig om hans mave. *Hvad jeg ikke ville gøre for at sidde sådan her mens han var i bar mave!..... Andrew! Din gris! Hold så op med at tænke sådan!..*

Han nåede ikke og reagere før at Andrew stod tæt på, for tæt på. Han kunne ikke undgå at opfange hans duft nu, var det en parfume eller var den naturlig? Uanset hvad så var den nærmest hypnotiserende. Han mærkede kinderne der blev varme, og da Andrew rettede hans hår stod han helt stille, stiv som et bræt og anede ikke hvad han skulle gøre af sig selv. *så tæt på, han jeg… Jeg… De læber der.. oh god.. Hvis nu.. jeg … fuck!* han kunne ikke gang få styr på sine tanker og da Andrew endelig rykkede sig, stod han med en let åben mund og stirrede, ja han stirrede på ham. Der gik nogle sekunder før han sank en klump og fik en smule mere kontrol over sig selv. ”Jeg det.. det er helt okay.” Hans hjerte hamrede i brystet, og han forsøgte og få kontrol over det.

Han tog sin egen hjelm på, før han satte sig op på motorcyklen. Han skubbede den af støttebenet og ventede på at Andrew skulle sætte sig op. Hans hjerte var faldet en smule til ro siden det mindre anfald det havde haft, men som han mærkede Andrews krop imod hans ryg begyndte det igen. Da han lagde armene om ham, var det som om det desperat forsøgte og flygte igennem hans brystkasse. *Åhh gud, please lad ham ikke mærke det, lad ham ikke mærke det.* Han forsøgte ikke engang og kontrollere det, han vidste jo godt det var umuligt alligevel. Han drejede hovedet den smule han nu kunne ”Hold godt fast.”

Han lukkede visiret på sin hjelm, og fik startet motorcyklen. En høj brummen lød fra den, men ikke som de der typiske bøller man hørte køre forbi. Han havde ikke et behov for at vække den slags opsigt når han kom kørende, nej hans motorcykel var valgt på udseende og stabilitet. Som han begyndte og køre, var det tydeligt han vidste hvad han gjorde. Han sørgede for ikke og starte for hurtigt så Andrew ikke risikerede og ryge bagover. Han holdt også farten meget lavt i starten for lige og sikre sig Andrew var okay. Da han følte at Andrew sad sikkert, satte han farten en smule op, og kørte imod akademiet. Selvom hans fokus var på vejen, kunne han ikke helt styre sine tanker. De kredsede stadig om den situation de lige havde stået i.. Tæt.. og hvis han havde rykket sig frem, så havde han uden problemer kunne placere et kys på Andrews læber. Han rødmede ved tanken og mærkede hans hjerte banke en smule hurtigere igen. *Det duer ikke det her. Du kan ikke gå og tænke sådan om en du lige har mødt. Styr dig..! Han er sikkert til kvinder alligevel, så drop det Charlie.*

Det var ret så pinligt det han lige havde gjordt... For helvede! Charlie måtte jo tænke at han var en virkelig mærkeligt fyr! Sådan at rette andres hår! Det var jo nærmest perverst! Åh nej! Hvad hvis Charlie troede at Andrew var sådan en pervers?! *Du ER jo sådan en...!*
Han betragtede Charlie som han satte sig op på mortercyklen. Fuck han så godt ud! Åh det ar jo nærmest helt ulideligt..

Da han sad bag Charlie, kunne han igen mærke denne kildende fornemmelse i kroppen. Han nikkede som Charlie Adam ham holde godt fast. Heldigvis virkede det til Trods Charlie havde styr på det her. Og Andrew følte sig sikker ved at sidde her.
Mens de kørte kunne han ikke lade vær med at tænke. Og så sad han også og koncentrerede sig om ikke at lave endnu en af sine dumme fejl. For det var virkelig fristende at læse dit hoved hvile mod Charlies ryg, eller lade sine hænder holde mere om Charlie instedet for i hans trøje. I det hele taget havde han bare lyst til at lade sine hænder røre alle steder på denne overkrop! Meget gerne under trøjen! *Du ER pervers.......*

De kunne ikke snakke sammen som de kørte, men det stoppede ikke tankerne. Godt nok var Charlies fokus på vejen, men når man havde kørt på motorcykel i 20år, ja så var det lidt for nemt. Det var ikke just fordi de skulle køre på en vej der var besværlig, ødelagt eller ligefrem glat. Nej det var nemt, og det gav hans tanker frit løb. Han kunne mærke Andrews varme igennem sin jakke, og endnu mere foran hvor hans hænder havde fat i hans trøje. Hans tanker forrådte ham *Gad vide hvordan det ville føles, hvis han bare holdt om mig. Eller ligge tæt, holde om ham, mærke hans varme krop. Mærke den, hud imod hud.* Han kunne ikke stoppe sine tanker, og de løb da også frit i de små 20 minutter det tog og nå frem til Akademiet.

Porten var stadig åben, og man kunne se at der stadig var elever ude i områderne. Så havde de nået det før tid. Charlie satte farten ned som de nåede porten, og han kørte langsomt igennem og ind på skolens område. Nogle af de andre elever kiggede efter dem som de kom kørende, ikke noget Charlie lagde mærke til. Han kørte direkte til den overdækkede carport hvor hans scooter kunne stå. Han kørte ind og slukkede motoren, og lyden døde hurtigt hen. Han tog sin hjelm af, og kørte en hånd igennem sit hår så det ikke var ’hjelm hår’. Det var gået alt for hurtigt, måske han skulle være kørt en omvej, men han kendte ikke stedet så godt, så han var sikkert endt med at fare vild, og så havde han måtte erkende over for Andrew han var faret vild. Eller endnu værre, at han var kørt en omvej for at føle ham imod sin krop bare lige lidt længere, bare 10 sekunder var nok. Hvem forsøgte han og narre, det var langt fra nok. Han hængte hjelmen på styret og kiggede over sin skulder på Andrew. ”Er du stadig i live deromme?” Hans charmerende smil nåede helt op til de blå øjne, og han mærkede igen følelsen af at hjertet hamrede i brystet. De sad stadig helt tæt. Der var ikke andre omkring dem, der var ofte tomt i carporten, de færreste elever havde deres egne køretøjer, men der var jo egentlig heller ikke brug for det. Byen lå tæt på, og alt de havde brug for kunne de finde der.

Tankerne fik frit løb imens de kørte. Tanker om det virkelig ville være SÅ forfærdeligt hvis de brugte mere tid sammen! Altså....mere end lidt snak. Han prøvede dog at undgå de tanker, selvom det virkelig var svært!

Da de var tilbage på skolen, lagde han godt mærke til at nogle af eleverne kiggede op den. Heldigvis havde de begge hjelm på, så de blev ikke ligefrem genkendt. Ikke at der var noget galt i det her! Charlie havde jo bare hjulpet Andrew! Men igen... Han havde bare ikke lyst til at skolen skulle fyldes med en masse rygter!

Da de holde i carporten, tog Andrew roligt sin hjelm af, rystede hovedet lidt for at få håret rettet en smule. Hun så på Charlie "ja, jeg er i live! Det var slet ikke så slemt" grinte han lidt som han fik rettet blikket op mod Charlie. Det var dog først nu han opdagede hvor tæt de egentlig stadig sad, nu uden hjelme eller noget.
Han ende med at sidde lidt og måske endda stirre lidt for længe, inden han dog smed blikket ned. "Uhm... Tak.. tak for turen.. og.. uhm.. alt det andet" sagde mens han pillede lidt genert ved hjelmen injsns hænder.

En afslappet latter forlod ham. ”Jeg lovede jo og køre pænt.” Han følte sig afslappet omkring Andrew, han kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men noget var der. Han betragtede ham roligt som de sad og nærmest stirrede på hinanden. Ikke at Charlie opdagede at Andrew sad og stirrede på ham. Han var dybt optaget af noget andet. Det var en blandet følelse der rørte sig i Charlie. Han havde mest af alt lyst til at blive siddende der, med Andrew tæt op af sig. Eller skulle han være helt ærlig ville han hellere ligge sit hoved imod hans brystkasse, lytte til hvordan hans hjerte slog, lade hans duft indhylle ham. *Hvad er der galt med dig? Du kan ikke bare tænke sådan om en du aldrig har mødt! Tag dig sammen!*

”Ohh yeah.. Selvfølgelig. Skulle alligevel samme vej.” Hans blik hvilede på Andrews hænder som sad og fumlede med hjelmen. Han burde rejse sig, de burde gå ind, men det betød de skulle gå hver til sit. Han havde ikke lyst til det, han ville lære mere. ”Lad os få noget varmt og drikke i kantinen.” Ordene forlod ham inden han nåede og stoppe dem, eller tænke yderligere over dem. Han rømmede sig hurtigt ”Jeg mener…. Du mistede en del blod.. jeg burde nok holde øje.. altså. Du bør ikke være alene lige den første tid…” forsøgte han genert og redde den. Ikke at han forventede det lød super smart, det gjorde de ting han sagde sjældent. Han rettede sit blik imod Andrew og hans rødmen vendte igen tilbage. *Hvorfor skal jeg også være så forbandet genert og akavet!*

Han ville gerne bare kunne sige ' tak for turen vi ses' Men det kunne han virkelig ikke! For om han ville det eller ej, så var der et eller andet der gjorde at han ikke bare kunne få sig selv til at stige af motorcyklen, og afbryde denne kontakt der var mellem dem.
Han smilede blot roligt som Charlie sagde at han jo alligevel skulle den vej. Fumleriget blev ikke mindre jo mere han prøvede at sige til sig selv at han var nød til at rejse sig! Han skulle ind. Ozzie kunne sikkert heller ikke forstå hvor han blev af! Var der en bestemt ting man kunne sige om Andrew, så var det, at han var punktlig! Han var aldrig senere hjemme end 22:30 og det var kun hvis han havde været til forlæsning, eller hvis Lucian havde opholdt ham for længe! Men ellers kom han ikke senere hjem.
Og nu var klokken langt over det!
Han sukkede lydløst, og skulle lige til at tage sig sammen til at rejse sig, da han hørte Charlie sige at de burde få noget varm at drikke i kantinen. Han vende blikket op mod ham, måske endda en smule for hurtigt. Charlie havde lige redet Andrew fra at være nød til at gå! Et bredt smil formede sig på hans læber, mens han nikkede. Han rømmede sig dog lidt "uhm.. ja! Det er nok bedst, man.. man kan godt blive temmelig dårlig af blodmangel såh.. ja det er en god ide!" sagde han i et lidt akavet toneleje.
*prøvede du lige på at spille klog? Hold kæft hvor er du ynkelig!*

Han ende dog med at blive siddende lidt, inden han fik taget sig sammen og steg af motorcyklen. Han kunne allerede mærke hvordan den der dejlige varme følelse af at være tæt på Charlie forsvandt. Den der kildrende fornemmelse af at side helt op af ham, og ligefrem havde haft muligheden for at kramme ham, den stoppede brat som han steg af. Han stod lidt stadig og fumlede med hjelmen. Han rakte den dog til Charlie da han også stod af. "tak for turen" sagde han med et smil. * det har du sagt klovn*
Han kunne ikke undgå at betragte Charlie nu de atter stod op. Hold nu op hvor var den fyr bare flot! Hvad skete der lige for det.
Det var en helt anden måde han så godt ud på, i forhold til f.eks. Lucian, der var denne stærke og lækre mand. Et stort muskelbund der fik en til at dåne over de der mave muskler. *hold op med at tænke på Lucian!.. det har vi talt om!*
Men Charlie så godt ud på en helt anden måde. Han var flot og charmerende, lækker på en måde som Andew slet ikke kunne beskrive! Og så var han også ret sød når han blev genert. Måske var det netop det med at Charlie ikke var den der fyr der bare ALTID vidste hvad han skulle sige, måske var det, det der tiltrak Andrew så meget!
Han så på Charlie "uhm... når men... skal vi finde kantinen?" forslog han mens han kløede sig lidt i nakken.

Han havde ikke forventet den reaktion fra Andrew, så da han hurtigt kiggede op på ham blinkede han et par gange. Han var ikke ligefrem stærk når det kom til biologi, så det Andrew sagde lød fint i han øre, han vidste ikke bedre. Derfor nikkede han også bare og sendte ham et smil, for at tilkendegive at han var enig.

Da Andrew flyttede sig, føltes Charlies ryg pludselig kold. Han havde vænnet sig til at have ham siddende der, og nu hvor han ikke var der virkede det tomt. Det tog ham lidt tid, før han fik taget sig sammen og sat motorcyklen på støttebenet. Han rejste sig langsomt og rettede på sin jakke, før han tog imod hjelmen. Han lagde hovedet en smule på skrå og sendte Andrew et smil *Har han ikke allerede sagt tak?* Han valgte ikke og kommentere på det, men lagde i stedet hjelmen på plads i den lille holder der var bagpå. Han gik så i gang med at låse den fast med en stor kæde, så var han sikker på den ikke blev stjålet. Han børstede hænder af imod hinanden som han rejste sig.

Han drejede blikket over på Andrew og sendte ham et forsigtigt smil "Yeah. Må indrømme jeg godt kan mærke jeg en smule kold." *Nu du ikke sidder og holder om mig* Han fulførte sætningen i hovedet. Han bevægede sig roligt imod skolen og kunne mærke hvordan han glædede sig til en kop varm kakao, men mest af alt til at snakke noget mere med Andrew. Charlie fandt ham yderst fascinerende, præcis hvorfor vidste han ikke, men det var ikke noget han generelt vidste meget om. Han kløede sig kort i nakken. "Hvad vil du gøre med dine ting? Jeg tænker det vel er noget du bruger til skolen? Og hvad med dine briller? kan du klare dig uden?" Han kunne ikke lade være og være en smule bekymret for ham, han havde virket ret frustreret over at miste de ting, og selvom han ikke burde, så havde Charlie stadig dårlig samvittighed over han ikke var nået frem noget hurtigere.

Han ventede mens Charlie fik låst motorcykelen. Den var flot, han kunne godt forstå at han låste den fast så ingen ville stjæle den. Han smilede som Charlie sagde at han også var blevet kold. *Også jeg nu vinikke er tæt på hinanden mere* han kunne jo ikke sige det! Hvor underligt ville det ikke lyde?! 
Han smilede til ham som de begynde at gå. Der var stille mellem dem. Men ikke på en akavet og ubehageligt måde! Nærmere.. behandlingt, som om han endelig havde fundet en han bare kunne slappe af omkring. På trods af at hans krop samtidig gik i et virvar af sommerfugle i maven og blussende i kinderne så snart han fik kigget for længe på Charlie eller tænkt de forkerte tanker! 

Han vende blikket mod ham da han spurgte ind til Andrews ting. Han sukkede let. "Det værste er min computer.. jeg har ikke lige råd til at købe en ny.. og der ligger mange af mine noter og sådan på den.. bøgerne kan jeg nok få nogle nye af... Og mine briller der har jeg et par gamle jeg godt kan bruge" sagde han med et træt på skulderen. 
"I det mindste så krævede de.ikke mere efter de.havde stukket mig ned, så jeg har stadig min pung og min mobil" forklarede han. 

Han gik og så lidt ned i jorden mens de gik mod kantinen. Det blev nu rart at komme ind og slappe af og få noget varmt at drikke. Men ikke mindst at få talt med Charlie, og lære ham bedre at kende!