Beware of the dark - Calla

Roy sad på stol med en bog foran sig, eller rettere han lå hen over bogen og og sov, men pludselig vågnede med et set. Han kiggede sig forvirret omkring, der var mørkt imellem de høje bogreoler, det eneste lys kom fra en lampe på det bord han havde sovet på, det tog lidt tid før det gik op for ham hvor han var og han skyndte sig at se på hans telefon og opdagede at klokken var alt for mange. Han begyndte at pakke sine ting sammen, da hans ting var samlet og smidt ned i hans taske, rejste han sig hurtigt og svingede den over skulderen. Han skyndte sig derefter ud på gangen, han havde stadig sin telefon fremme og brugte den som en lommelygte, så han kunne se noget ude på den mørke gang. Han gik med hastige skridt ned ad gangen og nåede omkring et hjørne, da han pludselig følte en trykken, en stor negativ trykken, som fyldte ham med triste følelser. Han vendte hurtigt om på hælen og satte i løb, han vidste at det her ikke kunne være noget godt, og han havde ganske ret. Det var et skyggevæsen, som med det samme satte efter ham, han overvejede at smide sin taske, men nåede ikke at tænke tanken færdig, før den blev revet fra ham. Han gav øjeblikkeligt slip på den, men i samme øjeblik, mistede han også grebet om sin telefon. Han havde ikke tid til at samle den op, så han forsatte ned ad den mørke gang i sprint.
Hans øjne fangede en dør, han vidste ikke hvor den førte hen, men han besluttede sig hurtigt for at forsøge sig med om den var ulåst, og til hans store held åbnede den og han nærmest fløj ind i lokalet og skyndte sig at smække den efter sig. Han fik hurtigt låst den og tjekkede rummet efter, for at se om han var i sikkerhed, alt var stille og der var ingen andre i lokalet end ham selv. Han lænede sig forpustet op ad døren og lod sig glide ned at sidde på gulvet, mens han gispede efter at få vejret.

Outfit + et par sorte bukser

---

Okay Calla havde besluttet sig for at snige sig ud. Igen. Måske var det dumhed eller bare for at mærke suset ved det hele, finde ud af hvad disse såkaldte skyggevæsner i virkeligheden ville. Calla kom hen til gangene, hvor hun så sig omkring. Selvom hun havde okay godt nattesyn, så brugte hun også sin mobils lommelygte til at lyse for sig. Der havde ikke været noget held i at finde et skyggevæsen sidste gang hun var på sådan et lille stunt her. Dog var hun ikke i tvivl da den negative energi omringede hende, og fik hende til at trække ansigtet let sammen da følelsen kom springene på hende. Calla tog sig til hjertet da kroppen reagerede på den ekstreme frygt der var omkring hende. Det var nok der at hendes fornuft slog til og hun vidste hun skulle væk.  Derfor brugte hun sin overnaturlige fart fra sin vampyr side til at løbe væk, og nåede lige at se fyren suse ind i et rum. Calla løb i samme retning, og stoppede op da døren lukkede i. Hun skulle til at banke på døren, men så var det som om at skyggevæsnet greb om hende. Calla kunne mærke det sveg i hendes øjne af ren og sker frygt. Tristheden overfaldt hende, ensomheden.. Hun kunne mærke hendes læber dirrede.
"Please.. open the door.. please.. Hallo.. Can you hear me?" Spurgte hun så og bankede derefter på døren en enkelt gang. Panden ramte døren imens Calla bed alle de negative følelser i sig. Calla hadede det som pesten, og glemte næsten helt hun faktisk kunne bruge besværgelser.
"Fas Matos Tribum," hviskede hun og så på låsen der blev låst op. Calla brugte alt sin styrke på at åbne døren, og lukkede den så snart hun var kommet ind. Hun låste den hurtigt igen, og fjernede ikke panden fra døren. Hun kæmpede med at forholde sig til det, for at undgå at blive slugt ind i et mørke hun ikke havde følt længe.

Calla klemte en lille tårer ud af det ene øje, som hun hurtig fik fejet væk og vendte sig derpå om imod den rødhårede i rummet. Calla døjede selv med at få sin vejrtrækning helt tilbage. Derfor stod hun blot og så på ham, og kunne mærke sig selv stadigvæk påvirket af de negative ting der egentlig fyldte hende i hendes ødelagte sjæl. Det var dog første gang i hele sit liv at hun udtrykte overfor nogle at hun var ked af det. Første gang nogen faktisk så hende være ved at bryde helt sammen. Calla kløede sig kort i nakken og vidse slet ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.

Roy var på vej hen imod døren, da der blev banket på og råbte fra den anden side, han nåede dog kun at tage et par skridt inden døren gik op af sig selv og en ung pige kom ind i lokalet. Han stoppede op, klar til at tage flugten igen, hvis hun ikke havde fået lukket døren i tide, men det gjorde hun heldigvis. Nu så han bare på pigen som stod med panden imod døren. Han kunne stadig selv mærke påvirkningen fra væsnerne, det var dog stilnet en smile af og han overbeviste sig selv om at det ikke var hans egne følelser og gik imod dem, så godt han nu kunne.
Da hun vendte sig rundt og så så.. Så knust ud og bare så på ham med triste øjne uden at sige noget. Han trådte tættere på og sagde "Sorry, I didn't open, I tried to get to the door, but I was on the other side of the room..".

Han stoppede op foran pigen og spurgte med bekymret stemme "Are you ok?" Han rakte sin hånd hen imod hende, og uden at sige noget tog han hendes hånd og sagde "Come let's go over there at sit down, it helps to get away from the door." Og han førte hende igennem lokalet, hen til det hjørne der var længst væk fra døren, så der kom noget distance imellem dem og skyggevæsnerne på den anden side af døren.

Han satte sig på gulvet under et af de store vinduer, hvor månen lys skinnede ind på gulvet og bordene. Han kørte en hånd igennem sit rødbrune hår og følte endelig at han kunne trække vejret normalt igen.

Hun reagerede ikke på det første han sagde, for ærligtalt ændrede det ikke på noget overhovedet lige nu. Hun var kommet ind, og i sidste ende var det vel det vigtigste ikke sandt? Han gik tættere på hende, hvilket fik hende til at se ham dybere i øjnene. Var hun okay? Hvad betød det at være okay? Ærligtalt ville hun ønske at hun ikke stod og tøvede over svaret, for det beviste vel i virkeligheden sandheden om hun ikke var. Det gav et let gisp da han tog hendes hånd, og hun nikkede kort til det næste han sagde. Calla følte sig i trykke hænder, af en eller anden grund. Det var ikke en følelse hun normalt fik, men af en eller anden grund så bragte han den med sig. Måske var det bare sådan en engle ting? Eller måske var det den smule engel hun selv havde i sit system der reagerede. Det var i hvert fald noget uforklarligt.
"Why are you so nice to me?" Spurgte hun stille og sank en klump. Okay måske en smule skeptisk, men hun havde trods alt Kol som sin far. Det var klart når folk var venlige overfor hende at hun reagerede mistroisk. "Never mind .. sorry.. I guess I'm not used to people are being kind," tilføjede hun med et svagt smil.


Det var dog rigtigt, det hjalp at komme væk fra døren. At komme i god afstand af hvad end dette væsen udenfor var. Hun satte sig ved siden af ham uden at slippe hans hånd, dog også uden at slippe døren af syne.
"So they are very real I guess. The shadowcreatures.. " sagde hun ud i luften og bed sig lidt i læben. Hendes far havde opdraget hende til ikke at være bange for andre end ham, men frygten her var værre end den frygt hun havde for ham. Selvom frygten stille forsvandt fra hendes system, så var chokket over følelserne der stadigvæk. Hvilket betød hun af og til gav englens hånd et lille klem. Så lukkede hun øjnene og slapepde mere af. Lod engelsn naturlige aura smitte bare lidt af på hende, hvilket fik hende til at slappe nok af til hun placerede hovedet mod hans skulder. Det var ikke engang hendes mening, men hun gjorde det. Og selvom hun nu var opmærksom på det, virkede det akavet bare at løfte det op igen. Faktisk var det overraskende behageligt.
"I'm Calla by the way," fortalte hun så og sank en lille kump.

Roy tænkte ikke nærmere over at hun ikke gav slip på hans hånd, faktisk nød han hendes hånd i sin, den var mindre end hans, men ikke for lille, det var som om den passede lige til hans hånd. Han rystede tanken af sig og svarede hende på det første spørgsmål, selvom hun havde sagt det var lige meget "I'm always kind to others, especially those who is upset.". Han kiggede på døren, men skævede ned på hende og kunne ikke undertrykke det lille smil der strakte sig på hans læber, da hun lod sit hoved læne sig op ad hans skulder, han havde heller intet imod at hendes hånd klemte hans et par gange, til gengæld klemte han igen, som for at forsikre hende om at hun var i sikkerhed og at alting nok skulle gå.

Han lænede selv sit hoved tilbage op ad væggen bag ham og lukkede øjnene, mens han sagde "They really are real, even though I never doubted it." Han åndede afslappende ud og smilede, da hun præsenterede sig ligesom for at smage på hendes navn "Calla.. It's a beautiful name. It's nice to meet you, even under these circumstances. I'm Roy." Han løftede igen sit hoved fra væggen og så ned på hende, hun virkede så lille og skrøbelig, som hun sad der og hold hans hånd med hoved på hans skulder, han var lige ved at læne sit eget hoved på hendes, men stoppede sig selv, da han ikke vidste hvordan han ville have det med det. Hun virkede dog roligere end før, hvilket han var glad for. Han ville ønske han kunne gøre mere for hende, men vidste ikke hvad eller hvordan, så han bestemte sig bare for at holde en samtale kørerende "What are you doing out of the dorms so late, if you don't mind me asking?"

Calla havde aldrig forstået det med at tage sig af andre, ingen havde taget sig af hende. Eller selvfølgelig havde hendes far det på sin egen sære og mishandlende måde. Smerte var alt hun huskede når hun huskede tilbage på sin barndom specielt efter hendes mor døde. Et smil kom dog på hendes læber i en lille fnøs da han fortalte hende sit navn. Roy. Det gjorde ham mindre fremmed, ikke at Calla havde haft nogle problemer med fremmede før. Det var mange år siden at Calla havde følt sig som glas der stod på kanten af et bord, og så nemt kunne falde ned. Hun hadede det. Hvis hendes far havde set hende nu ville han have været så vred på hende og ikke mindst skuffet. Calla prøvede virkelig at dreje sine tanker over på noget andet, det var som om hver gang han gav hendes hånd et klem hjalp det bare en lille smule. Calla var monstret, den folk frygtede - men lige nu. Lige nu var hun tilbage til noget af sig selv hun ikke havde set længe. Calla var ikke ligefrem den bedste til at starte en samtale, men hun elskede at snakke med folk - så hun var mere end glad for at Roy snakkede videre til hende. Det næste store spørgsmål var dog om hun skulle fortælle sandheden eller pynte lidt på den? Calla var ikke en type der løj, og hun ønskede faktisk ikke at lyve for ham.
"Honestly.. I was stupid enough to think the teachers maybe just was forcing us to stay in our rooms.. so I wanted to see things for myself. It's only my 3 week here and I'm not really good at this," svarede hun og sukkede lidt af sig selv.

Calla bed sig kort i læben og tog en dyb indånding. Måske hun i sidste ende ønskede at holde lidt fast i denne her følelse, den følelse der fik hende til at føle sig skrøbelig. Fordi hun havde brugt så længe på at komme af med den, at hun i sidste ende faktisk måske havde glemt den. Og selvom hun hadede den var den jo ikke farlig.
"What about yourself? You don't look like the type that seeks out the danger of this place," spurgte hun nysgerrigt og derpå løftede sit hoved fra hans skulder. Blot for at lade sine blå øjne se ind i hans øjne. Hun lagde sit hoved tilbage ligesom han gjorde, og vendte kroppen mod ham. Dog slap hun ikke hans hånd endnu, den gav hende en ro at beholde kontakten til ham - også selvom hendes knæ blidt snittede hans ben.
"Can I ask you for something? It might sound silly if not crazy.. but I.. I really think I need to ask," sagde hun så og sank en klump - det var først der hun slap hans hånd. "Would you hug me? I.. I feel like I really could use a hug.. and It's really okay if you don't want to.. it mean its.. it's okay.."

Roy så på hende og var lettere chokeret over at hun selv havde opsøgt skyggevæsnerne, men han forstod sagtens hendes grund, han havde selv haft tanken om at det kunne være noget lærerne fandt på, men han havde hurtigt sluppet den igen, da han havde svært ved at tro at det var en løgn.

Han brugte sin frie hånd til at klø sig lidt i nakken, i mens han svarede hende på hvad han lavede ude på den tid af natten, han fik et lettere akavet udtryk "Well.. I sorta fell asleep at the library. And for some reason nobody woke me up, when it closed.". Han åndede dybt ud og det lød næsten som en akavet latter. Han undrede sig virkelig over at han ikke var blevet vækket, hvordan kunne det være at bibliotekaren ikke havde fundet ham og vækket ham? Han smed tanken fra sig, da Calla begyndte at røre på sig og vendte sig imod ham. For første gang lagde han også mærke til hendes blå øjne, de var utrolig smukke, syntes han. Og da hun slap hans hånd og spurgte om han kunne give hende et kram, var det som om noget bristede inden i ham og uden at tænke sig om, trak han hende tættere på og lagde armene om hende, mens han sagde "Of course.". Han lod sig hoved hvile på hendes og holdt hende tæt ind til sig. Han lukkede øjnene og tog en dyb indånding, det var ikke hans mening at inhalere hendes duft og han håbede ikke at hun ville finde ham underlig for at have gjort det. Han håbede faktisk mest at alt at hun ikke havde lagt mærke til det. "You don't have to ask." sagde han lavmeldt til hende.

Hun lyttede til hans grund til at være oppe. Det var da ikke ligefrem ret venligt at lade nogle sove ude når de vidste hvad der forgik på skolen. Ærligtalt gjorde det hende en smule vred.
"That wasn't very nice of them," pointerede hun lidt lavt - men nok også højt nok til at han kunne hører hendes kommentar. Dog valgte hun også at lade den ligge, for nu. Bare lige nu i hvert fald. Deres øjenkontakt var anderledes, og ikke på nogen negativ måde overhovedet. Hun sank let en klump i den korte stilhed. Der var dog kun stilhed ganske kort, og før hun nåede at tænke mere over sine egne ord. Havde Roy svunget armene omkring hende, et let gisp forlod hendes læber. Varmen fra ham, følelsen fik hendes hjerte til at springe et par takter over. Calla svang derefter sine arme omkring ham. hun lukkede øjnene udelukkende for at indfange følelsen og tilværelsen. Aldrig havde nogen formået at få hende til at føle som hun gjorde nu. Selvfølgelig havde hun haft sit sjov med Morrigan, men det her var ikke det samme. Faktisk var det noget mere dybt og ægte - følelser som rørte på sig som Calla faktisk ikke vidste hun ejede. Calla kunne mærke hans hoved hvile på hendes, og hun følte sig faktisk i sikkerhed. Hun følte sig mere sikker end hun nogensinde havde gjort hele sit liv. Det var som om at han jagede mørket på flugt, i hvert fald bare for en stund.

Calla knugede sig tættere ind til Roy, og ønskede slet ikke at komme væk fra ham igen. Det var hele følelsen, både fra den ene til de mange der fløj rundt i hendes hoved. Calla lyttede til Roys hjerte og des slag. Hun lyttede til hans åndedrag, og fulgte den for at sikre sin egen fik en bedre rytme end før.
"Thank you," hviskede hun og sank atter en klump. Der var aldrig nogen der havde gjort dette for hende. Aldrig. Bare siddet her stille og rolig for at sørge for hun var okay. Roy behøvede jo slet ikke at hjælpe hende, han kunne have været ligeglad og ladet hende stå alene. Nu sad de her, og der var faktisk ingen andre steder hun hellere ville være end i hans arme. "This.. this is nice," mumlede hun mod hans brystkasse. Hun mente det trods alt.

Roy nød at holde om Calla, hun passede lige ind imellem hans arme, og han kunne ikke lade være med at smile lidt, da hun havde kommenteret at det ikke var sødt at de havde efterladt ham sovende i biblioteket.
Han brummede let, da hun sagde tak og hviskede "No problem. It's my pleasure to be able to help you." Han begyndte ubevidst at nusse hende blidt på ryggen. Hun lod til at være meget mere rolig, og han kunne ikke hjælpe det smil der blomstrede på hans læber, som kun voksede da hun sagde at det var rart og han svarede "Yeah, it is. To be honest, you weren't the only one who needed a hug.". Han strøg en smule hår væk fra hendes ansigt, og nussede hende i håret med samme hånd. Han kunne godt lide at holde om hende, han kunne ikke huske hvordan han havde haft det med sådan noget, da han var menneske, men han vidste at han godt kunne lide det her. Det var det første længere varende kram han havde haft, siden han havde fået sine vinger. Men begyndte ubevidst at nynne en eller anden sang.
Og efter lidt tid kom han til at tænke på om de mon skulle sidde der indtil om morgnen? Ville de få noget søvn? Eller ville de forsøge sig udenfor? Ikke at han havde lyst overhoved, da lokalet de var i, var sikrere og han havde ikke lyst til at forsøge sig med at våge sig ud, for måske at skulle storme tilbage, eller værre.. Han rystede hurtigt tanken af sig og spurgte "So Calla, tell me something about yourself.".

Hun ville sige et eller andet da han sagde, at han nød at hjælpe hende. Men det var som om at da han begyndte at nusse hendes ryg - glemte hun hvad hun egentlig ville sige. Og derved sagde hun ikke så meget. Hun lyttede til lyden af hans stemme, og kunne ikke selv undgå at trække lidt på smilebåndet.
"Well, I'm glad I could help you too then," hviskede hun stadigvæk med smilet på læberne. At have en anden person så tæt, gjorde hende langt mere tilpas end hun nogensinde havde troet.  Faktisk havde hun ikke tænkt på hvordan de kom ud herfra endnu, den tanke havde slet ikke nået hendes hoved endnu. Han spurgte ind til hende, hvad havde hun ærligtalt at fortælle - at hun var et resultat af hendes fars sindssyge forsøg på at skabe et monster? Der var ingen på skolen der vidste hun var en blanding, udover de få der måske var med alt for gode sanser. Hun sukkede lidt.
"I'm a hybrid.. I like painting.. writing.. singing.. I guess that was why I picked the school. I wanted to learn more about the would, and not just from my fathers point of view," Fortalte hun, faktisk sprang hun fra den del hun tænkte folk ville finde mest spændende. For det slog hende i sidste ende måske det ikke var det, at Roy ville finde mest spændende. "I also enjoy running, it makes me feel like I'm finally free," tilføjede hun med endnu et skævt træk på smilebåndet. Fri kunne betyde mange ting, for Calla så var det en af de tidspunkter, hvor hun følte hun bare kunne løbe uden nogle ville komme efter hende. Det var måske i virkeligheden det lidt formskifter der var i hendes systems skyld.
"What about you? Tell me something about yourself," sagde hun så og tog sin ene hånd til sig, for egentlig blot at lade fingerne glide henover hans overkrop i små bløde bevægelser.
Det overraskede hende stadigvæk, hvor godt, hvor perfekt dette føltes. Hun ville ikke bytte det ud med noget andet overhovedet.

Roy smilede blot, da hun sagde at hun også var glad for at have hjulpet ham. Han lyttede også tålmodigt, da hun fortalte lidt om hende selv. En hybrid? Han havde var vist aldrig støt på en hybrid før, men det kunne han ikke sige med sikkerhed. Han ville dog ikke spørge ind til det, da hun nok ville fortælle om det selv, hvis hun havde lyst. Han ved også fast i at hun kunne lide at male, skrive og synge. Og at løbe og at det fik hende til at føle sig fri. Han nikkede roligt og sagde "Sounds pretty nice, if I must say. You'll have to show me some of your art one day. I sing too sometimes..". Dette var sandt, det var endnu en ting som hjalp ham med at huske lidt mere, at synge og hører musik, men han følte dog ikke han var god nok til at gå til musik.

Da hun spurgte ind til ham, blev han stille kort. Hvordan skulle han lige fortælle hende at han ikke kunne huske noget. Og da han mærkede at hendes fingre begyndte at bevæge sig i små bløde bevægelser på hans overkrop, sank han den klump han havde fået i halsen og besluttede sig for at fortælle hende sandheden. "Well.. I actually don't really remember anything. But I'm an angel, fairly new one at that. And I am still remembering, even though it's mostly pain I remember." Han lukkede øjnene og forsatte "I do know that I like to dance, act and to learn, I've found it helps with the confusion and to help me remembering somethings about myself."

Smilet blev større, hvordan kunne han få hende til at smile? Selvfølgelig var hun klar over når hun tvang sig selv til at smile, men lige nu - så kunne hun slet ikke holde det tilbage.
"I will show you.. and maybe.. maybe we should sing a duet sometime.. so I can hear you sing, I would love that," svarede hun til hans kommentar. Alle de ting hun havde nævnt nu var forbudte i hendes liv, men hun gjorde det alligevel. Calla havde sine hemmeligheder overfor sin far, og med gode grunde. Hans kreative verden var at male byen eller i hvert fald sin kælder rød -og det var han mester i. Calla slog sine tanker væk da Roy fortalte mere om sig selv, hun havde måske fået ham til at tænke lidt - men hun havde ladet stilheden hvile over dem i det tid det tog ham. Hun så lidt op på ham imens han snakkede. Hun kneb øjnene en smule da han nævnte han intet huskede. Så huskede hun hvad hendes far havde sagt, om dumme mennesker han havde tortureret der kom tilbage som engle.. men det var så også hendes fars ord. Calla sank en klump, for hun vidste udmærket at det betød at Roy måtte have forladt livet i voldsom smerte.
"I bet you did something great to come back, even though the pain.. there must have been something.. that made you come back as such a pure creature as an angel," svarede hun med et svagt smil. "You will remember again, but not if you are trying to hard.. you need to find things.. and places you have been.. I will help you," tilføjede hun så og trak atter skævt på smilebåndet.

At Roy faktisk lige havde fortalt hende den historie, fik hende til at overveje at fortælle hendes. Eller i hvert fald et uddrag af den.
"I was 6 years old when I lost my mother.. my father told me she died.. and few weeks after he wanted to give me this gift.. so he took me to this huge place.. and there it started.. that is where he made me a hybrid.. so all I remember about my past is pain too. I'm a monster now.. Not that I want to be.. but I am.. the perfect creation.." den sidste sætning mumlede hun og trak sig lidt væk fra Roy. Kulden omfavnede hende som hun ikke længere var i fysisk kontakt med ham. Måske fordi hun af instinkt regnede med at han ville rykke sig væk fra hende og væmmes ved bare det hun var en blanding. Det var dog bare sandheden. Kunne Roy mon fornemme hendes forhold til hendes far gennem bare det lidt af historien. Det giftige forhold og den mangel på kærlighed samt omsorg hun havde haft? Det var første gang i hele sit liv hun havde fortalt det til nogen, og det virkede lettende på en besynderlig måde. "I have both witch genes, pureblood vampire genes.. a little bit of shapeshifter and a tiny tiny bit of an pureblood angel too.. so yeah.. thats me.. the local hybrid freak."

Roy nikkede. Hun havde ret i at han skulle finde ting og steder, måske også mennesker, som kunne hjælpe ham med at huske. Han sagde også lavmeldt "I actually ran into someone I knew before it happened, she helped me remember a little more, she told me that we basically grew up together, as childhood friends.". Han så på Calla og kunne ikke lade være med at smile, da hun sagde at hun ville hjælpe ham og han tilføjede "Thank you, I think I would like that.".

Hans smil falmede dog hurtigt igen, da hun fortalte omkring hvad hendes far havde gjort ved hende. Hvordan kunne en far få sig selv til at blive sådan? Og gøre det ved et barn? Og endda sit eget barn! Han var lettere lamslået. Men da hun kaldte sig selv for et monster og trak sig væk, mærkede han en tristhed og en sorg, han satte sig op og tog hendes hånd og sagde "I could never, never think of you as a monster, Calla.". Han så på hende med seriøse øjne. Da hun havde fortalt om at hvad hun var en blanding af, gav han hendes hånd et klem og sagde "It's quite the cocktail, but to be frank, I don't really care about what you are, I care about getting to know who you are."

Calla bed sig lidt i læben, for det var hvad skyggevæsnerne havde fået hende til at huske. Smerten. Ensomheden. Alt sammen på engang, men lige nu havde hun accepteret den - og derfor så hun ikke ligeså knust ud som da hun først var trådt ind i rummet. Blikket blev dog flyttet tilbage på Roy da han tog hendes hånd, Calla så nærmest overrasket ud over hans reaktion. Ordene fik hende til at synke en klump og bare se på Roy. Hvordan kunne han ikke se hende som et monster, de ting hun havde gjort. Måske havde det ikke ligefrem været af hendes frievilje, men hun havde ikke ligefrem rene hænder. Calla så sig selv som et monster, fordi det var det hun blev kaldt så ofte. Blikket bekræftede hende i at han talte sandheden og lyden af hans hjerteslag sagde det samme. Hendes eget hjerte sprang afsted i en blanding af alle mulige følelser der sprang på hende fra alle sider. Et smil i et lille mindre kært fnøs forlod hendes læber, kort. Det var noget af en blanding, og nok ikke ligefrem det man hørte mest om. En normal blanding var to racer. Halvt af halvt, men også ofte fordi det var noget de var født som.
"I guess that its a good place to start.. I will help you finding out who you were, if you help me find out who I am," forslog hun så og smilte atter til ham.

En tårer gled ud af øjenkrogen og henover hendes kinder. Første gang siden hun var blevet hvad hun var, faldt en tårer fra hendes øje. Men det var ikke fordi hun var trist som sådan, det var fordi hun var taknemlig. Taknemlig over at Roy faktisk prøvede at guide hende til det positive i hendes liv i stedet for det negative ævl som hendes far havde brugt flere år på at fylde hende med. Den glød der blev tændt i hendes øjne var nærmest et håb - et lys. Calla gav hans hånd et klem igen. Calla samlede sine læber sammen som en smal streg ganske kort og nikkede. Så åndede hun ud.
"I'm very happy that I run into you Roy, I really am," måtte hun indrømme.

Roy kunne ikke flytte sit blik fra hende, hun fangede hans opmærksomhed, uden at gøre noget for at få den, han rykkede en smule tættere på hende, så deres ben strejfedes igen og så ned på deres hænder. Han løftede dem op og studerede dem en smule, inden han så op på hendes ansigt igen og smilede til hende "It's a deal then!".

Da han så tåreren glide ned af hendes kind, rakte han hånden op og fangede den blidt med sin tommelfinger, mens hans fingre strejfede hendes kind. Han lagde mærke til hendes blød hud under hans fingre og smilede blidt til hende. "So am I." Han lod sin hånd blive en smule på hendes kind, inden han trak den til sig igen. Han var virkelig glad for at have mødt hende og var sikker på at de nok skulle finde ud af hvem de var. Sammen. Han trak sin frie hånd igennem sit hår, så det ikke faldt ned i panden på ham. Hans øjne så stadig på hende. Hun var smuk. Ikke kun overfladisk, men også den måde hun smilede på og hendes udstråling, på trods af alt andet. Han studerede hendes lå øjne, så mystiske, hendes lange brune hår, den søde lille næse og hendes lyserøde læber. Han tog sig i at kigge en smule for længe på dem, og han mærkede en let rødmen i hans kinder. Han håbede ikke at hun ville ligge mærke til det.

Deres ben ramte hinanden igen, og bare den ekstra kontakt slog gnister i hende - dog på en yderst behagelig måde. Calla sank en klump ganske stille da han rakte hånden frem for at fange tåren med sin tommelfinger. Et lille kært fnøs forlod hendes læber da han sagde, at han også bare glad for at have mødt hende. Det oprigtige smil der plantede sig på hendes læber, som han fik til at blomstre. Nok den mest underlige følelse, at hun faktisk ikke kunne stoppe med at smile igen. Hånden imod hendes kind fik hende til at løfte sin hånd op, for at lade den hvile over hans. Den måde han så på hende, havde ingen nogensinde set på hende. Det undrede hende, og fik hendes hjerte til at banke bare en smule hurtigere. Calla kunne frøs en smule fast i øjeblikket, med hvordan hun skulle reagere - hvad hun skulle gøre af sig selv. Hun fangedes hans øjne faldt mod hendes læber, hvis det var det han kiggede på - det var hendes første tanke. Det fik hende til at synke en klump. De blå øjne faldt henover hans i en hurtig dog nøje flakken. Ganske kort glemte hun faktisk at trække vejret, og kunne mærke sig selv føle sig draget imod ham. Ansigtet kom nærmere hans, dog alt for langsomt til man ville vide hvad hun tænkte. Calla reagerede hurtigt på en lyd udefra. En form for knurren og en skygge bagved Roy som fik hende til at reagere.
"Roy...Don't move. It's in here with us," hviskede hun stille og så med store øjne på skyggen.
"Go n-éirí an bóthar laet.." (Let luck reveal what can't been seen.) Hviskede hun, Calla havde brugt langtid på at studere besværgelser, gemt steder - hvor ikke engang de mægtigste hekse eller hendes far havde fundet.

Skyggen fik gule øjne, hvide skinnende tænder. Arme og ben.. dog ikke i en fast form. Hænderne var der lange klør. Frygten skreg ud i rummet, og fik Calla til at klemme fat i Roys hånd igen. Hendes vejrtrækning blev hurtigere og hurtigere, men så var der et eller andet der fangede hende.
"What was awakened from its sleep, Must once again slumber deep. Return the disease to whence it came, So life can ease back to the same.," gentog hun om og om igen. Hver eneste gang hun sagde det, syntes væsnet at skrige. Og på samme tid blev det mindre og mindre. Det blæste op inde ved dem af den energi som Calla brugte på besværgelsen. Hun havde aldrig brugt så meget af sin magi før, men vidste heller ikke hun kunne. Det krævede dog også meget energi, og blodet startede stille at trille ud fra hendes næse og ører. Trætheden blev pludselig overvældende, men den negative energi fra væsnet stoppede.. og i et voldsomt nærmest øredøvende skrig forsvandt væsnet. Calla åbnede øjnene og smilede til Roy.
"I.. I think its safe to get out," smilede hun til ham. Hun nåede dog ikke at sige mere før at det blev sort for hende, og hun besvimede. Det ville dog ikke kræve specielt længe for hende at få energien igen, på grund af hendes evne - men lidt tid ville det dog tage.

Da hun lagde sin hånd oven på Roys, flakkede hans blik imellem hendes læber og hendes store blå øjne, han åndede stille ud, han havde slet ikke lagt mærke til at han havde holdt vejret. Han lod sine fingre flette sig ind imellem hendes, og lænede sig ganske langsomt imod hende, og det føltes som om det tog flere timer bare at rykke sig en millimeter.

Men pludselig var der lyde, en form for knurren, en stor sorg og en tyngende følelse i hans brystkasse og hun sagde han skulle sidde stille. Han adlød og så med store øjne på hende, da hun fremsagde den første besværgelse, og som hun begyndte at gentage den samme besværgelse igen og igen, besluttede han sig for at bevæge sig væk fra væsnet, som var skrækindjagende. Han hold stadig Callas hånd i sin med et fast greb, fik han krøbet hen ved siden af hende. Han var bekymret, hun blødte og han kunne intet gøre. Han var kun lige nået hen ved siden af hende, da det øresønderrivende skrig gav lyd og han lukkede øjnene og bed tænderne sammen.
Da Calla åbnede øjnene og smilede til ham og sagde at det nok var sikkert at begive sig ud, nåede han ikke at reagere, før hun besvimede og han hev hende ind imod sig, så hun ikke faldt om på gulvet og risikerede at slå sig endnu mere.

Han hviskede stille ned i hendes hår "Calla.. Calla?". Han vidste ikke hvad han skulle gøre.. Så han gjorde det eneste han kunne gøre. Han lagde koncentrerede sig om deres hænder, og prøvede at hjælpe hende med hans ene evne, den mild healing, selvom han vidste den ikke kunne hjælpe meget, men det var mere end ingenting.

Fanget i sin egen krop der gjorde alt for at skubbe healings processen frem, var som en ond drøm. En meget ond drøm, hendes krop gjorde alt for at få hende til at få hende til at føle hun havde behov for at vågne op lige nu.  Så hendes hoved var en stor jagt fra alle de ting hun frygtede til alt der kunne gå galt. Det var dog der hun hørte nogle kalde på hende i mørket, Calla rynkede brynet og bevægede sig mod lyden. Det gik ikke længe før hun satte i løb mod stemmen. Dog var der ingen personer at se, og hun nåede frem til et hvidt malet rum. Stemmen blev højere og så mærkede hun en følelse der fik hende til at tage sig til hjertet.
"Wake up Calla.. wake up.." mumlede hun.

Calla gispede let som hun hev vejret ind. Hun tog en dyb indånding. Hun kunne mærke varmen fra Roy stadigvæk hang omkring hende. Og der blev hun opmærksom på at han stadigvæk var ved hende. Hun lukkede øjnene og gik genvundet sin vejrtrækning.
"I'm okay.." hviskede hun lettet og pustede ud. Så knugede hun sig kort tættere ind til Roy for at løfte blikket op mod ham. Hun gav ham et oprigtigt nik til hun fortalte sandheden. "What happened?" Spurgte hun undrende dog uden at flytte blikket fra hans. Der var ganske få sveddråber dannet på hendes pande, og Calla kunne dufte sit eget blod.

//Lidt kort - håber det går <3

Roy sad og hold om hende. Det føltes som om det tog timer, før at hun bevægede på sig, først var det kun vejrtrækningen der ændrede sig en smule og så hviskede hun og knugede sig tættere til ham og han åndede lettet ud, han så ned på hende med våde øjne, det var ikke fordi han havde grædt eller skulle til det, men han var lettet. Hun var tilbage og hun virkede okay, han trak sig kort væk fra hende og hev sin cardigan af, alt imens at hun spurgte om hvad der var sket. Han gav sig til at duppe hendes bod af hendes ansigt, men han begyndte at forklare "Well.. We were sitting here and.. Uhm.. Suddenly there's this growl from the hallway and the next thing I knew was you telling me to stop moving. Then you said some sort of spell, that made it visible. Then you started chanting the same sentence again and again and it dissapeared and you fainted.".
Han så på hende, han havde fået fjernet det værste af hendes blod, på nær det der havde nået at størkne og han kunne ikke holde sig tilbage men slog armene om hende og hviskede, næsten for lavt til at kunne blive hørt "I was so scared! I though you wouldn't wake up again..". Der gik lidt tid før han løsnede krammet, men han gav ikke slip, til gengæld lænede han sin pande imod hans og kiggede hende i øjnene og hviskede "Thank you for saving us though.." og hans øjne flakkede ned ad hendes ansigt endnu en gang og stoppede ved hendes læber.

//Det er perfect <3

Han fortalte hvad der var sket, og hun huskede det ganske rigtigt. Sommetider var hun bange for det var en drøm, så at Roy bekræftede hende i at det var rigtigt det hun huskede - var en lettelse. Hun måtte ikke bruge så meget magi havde hendes far sagt, nok mest for hans egen skyld kunne hun se nu. Calla nikkede til Roy. Han virkede til at slås med nogle følelser som Calla ikke selv kendte til, men hun kunne mærke hans reaktion påvirkede hende. Han fjernede lidt af blodet fra hendes ansigt før han overraskede hende igen. Roy hviskede noget men Callas gode hørelse fangede hvert ord som han havde svunget armene omkring hende igen. Aldrig. Der var aldrig nogle der havde været bekymret for hende på den måde. Hendes far bekymrede sig på hans egen måde, han ville jo ikke have sin perfekte skanning til at dø. I et kort sekund trak hun ikke vejret, men knugede blot Roy tættere ind til sig. Han placerede sin pande imod hendes, og Calla døjede med at huske at trække vejret igen. Dog kun på grund af Roy, han tog pusten fra hende. Calla så ham i øjnene og sank en klump, og øjnene flakkede rundt for at spotte hver eneste detalje af hans ansigt. Hendes hånd gled henover hans kind. Et større smil strejfede hendes læber da han takkede hende for at redde dem.
"I wasnt just gonna let it take you, indrømmede hun og så ham ærligt i øjnene.

De blå øjne faldt derefter på hans læber som hans faldt mod hendes. Calla kunne mærke hjertet banke hurtigere og hurtigere imod hendes brystkasse - alle de sommerfugle der baskede rundt og slå sig mod buret for at slippe fri. Det var underligt men på en god måde. En helt fantastisk måde.

Roy holdt vejret, da Calla lagde sin hånd på hans kind og smilede op til ham. Han nikkede svagt til det hun sagde og hviskede "I'm happy you didn't.". Hans ene hånd fandt siden af hendes ansigt og strøg noget af hendes lange brune hår til siden, om bag hendes øre og han lukkede kort øjnene, han var så glad for at hun var okay og at der intet var sket med hende og da han åbnede sine øjne igen, tog han en dyb indånding og lod sine øjne studerer hver en detalje af hendes ansigt, men de syntes hele tiden at ende det samme sted. Hendes læber. Han mærkede hvordan hans hjerte begyndte at banke hårdere i hans bryst, han følte sig pludselig nervøs, men han havde egentlig ikke noget imod det. Ubevidst lænede han sig tættere på hende, og da han kun var millimeter fra at røre hendes læber med sine egne, lukkede han øjnene og lænede sig det sidste stykke.

Da hans læber prøvede mødtes hendes, begyndte hans hjerte for alvor at galopere og han mærkede et sug i maven. Hans hånd der havde fejet hendes hår til siden, bevægede sig om bag hendes hoved og lå blidt der hvor hoved og nakke mødtes. Det var en vidunderlig følelse, den var dog kort. For et par sekunder senere lød der løbende fodtrin ude på gangen og en lygte blev lyst ind i lokalet, mens en stemme spurgte "Are you okay in there? Are you safe? We got called in, because someone heard a scream.". Roy trak sig en smule væk fra Calla, med et usikker smil på læben, han så på hende, mens han svarede "We're alright." Han tog hendes hånd og begyndte at rejse sig op.

Sekunderne føltes som minutter der blev til timer. Stemningen var intim mere end hun måske nogensinde havde regnet med at opleve. Roy fik hende til at føle sig i live, bare ved at være i nærheden af hende. Hendes krop registrerede hans kropssprog, og hun lukkede selv sine øjne som hans ansigt kom nærmere hendes. Det var som små elektriske stød igennem hele hendes krop som deres læber mødtes kort - alt for kort. Nogle forstyrrede og da Roy trak sig lidt gjorde hun det samme. Calla foldede sine læber sammen imens Roy svarede personerne bag døren.  Et lydløst suk forlod hendes læber, men hun tog Roys hånd og kom på benene. De fik låst døren op og kom ud for at måtte skærme øjnene for det skarpe lys fra lommelygterne. Calla sank en klump kort. Lærerne så selvfølgelig resterne af blod på hendes ansigt.
Miss. You look like someone who could use some blood, sagde læren som selv var fuldblodsvampyr. Calla nikkede let, hun var mere end tørstig faktisk. Det krævede ekstra kontrol ikke at tage fra den nærmeste blodkilde, og dog. Faktisk havde hun slet ikke tænkt på sin tørst før nu. Roy havde fået den brændende fornemmelse i hendes hals til at forsvinde så let som ingenting.
"Roy can you take your friend to the kitchen. Make sure she gets something in her system before it goes out of control. After You need to go to your rooms," tilføjede læren. Calla nikkede til det var forstået. Læren gik derefter videre.
You dont need to.. You know make sure I get my food.. not everyone likes to see a vampire drink blood.. even if it is from a bottle.." sagde hun så med et skævt smil.
Hun gav hans hånd et lille klem, for selvom hun ikke sagde det.. så ønskede hun jo faktisk ikke at skilles fra ham endnu.

Roy skærmede sine øjne mod det skarpe lys fra lygten med sin frie hånd. Han så på læreren og så på Calla. Stadig med et greb i hendes hånd.
Han så på læreren og nikkede, da han fik besked på at bringe hende til køkkenet så hun kunne få noget blod, han havde slet ikke tænkt over det, han havde været for fokuseret på andre ting, han følte sig pludselig dum, at han ikke engang havde overvejet det, han vidste jo at det ar en energikilde, lige som mad var for mennesker. Han fulgte læreren med øjnene, da han forlod dem på gangen.
Han så ned på Calla som stod ved siden af ham og sagde "No, no, I'll take you there. It isn't really that far, besides I don't really care if you drink blood.." Han pausede kort for at finde de rette ord "I mean, it isn't really that different that you drink blood, it's just like food for humans y'know?" Han kunne ikke se det store problem i hvorfor mange ikke brød sig om at være i nærheden af folk der drak blod. Eller måske en smule, det fik mange gange folk til at føle sig sårbare.
Han smilede blidt da han mærkede hendes hånd give hans et klem og han gengældte det blidt. "Well, shall we be going then?"

Calla holdt vejret lidt, men nikkede så da han sagde at han var ligeglad. Måske var det bare fordi hun vidste hvad hendes far tænkte, og med det samme vendte hun det omvendt til alle andre. Nogle var jo ligeglade, og det var ikke fordi hun stod og tømte en person fra skolen. Det var jo hældt i flasker for at alle skulle kunne leve her sammen med de nogenlunde samme vilkår. Derfor havde Calla et kæmpe badekar på sit badeværelse på grund af sin roomie - der var sirene.
"That is true.. in some weird way.. I never thought about it like that.. " måtte hun indrømme og trak lidt på den ene skulder.  Hun nikkede blot med et sødt smil på læben, da han spurgte om de skulle gå.
Der var ikke forfærdelig langt til køkkenet, kortere end Calla først troede. Men det havde nok været på grund af hele situationen før at hun ikke havde bemærket sine omgivelser korrekt. Da de kom til køkkenet gik hun ind, nærmest som om at hun kendte lageret fint nok - hvilket hun måske gjorde. Det skulle jo være nemt tilgængeligt i tilfælde af nogle vampyrer ville miste deres kontrol. Så var det godt de alle kendte vejen, så man måske kunne formindske risikoen for angreb på andre elever. Calla åbnede døren og gik ind i vampyrenes afdeling som der så fint stod på et skilt. Her åbnede hun køleskabet og stod lidt for at tænke. Det var vel ligesom mennesker havde deres livretter - så havde vampyrer og andre bloddrikkende væsner også deres favorit blodtype. Calla var ikke længe om at tage et par flasker ud og drikke ud. Faktisk var hun alt for hurtig til at drikke det, men tørsten talte.  Så snart hun havde bundet begge flasker smed hun dem ud og tørrede sig om munden med sin håndryg. Blodårerne var en anelse tydelige under øjnene lige først. Dog gik de i sig selv lidt efter, og hun vendte sig mod Roy igen.

"I'm done, it sucks i must admit.. now we have to go to our rooms.. and I'm not even tired.. would you mind if we.. hang out in your room for an hour or something? Or are you tired.. because that is okay too," forslog hun og bed sig lidt i underlæben. Det var vel Callas egen måde at sige hun gerne ville tilbringe mere tid sammen med Roy. Måske havde læren også sagt de skulle gå tilbage til deres egne værelser, men hvem kunne sove nu efter det 'eventyr' de havde været på. "But if you don't wanna break any rules.. we can just meet again tomorrow.. we have history together.. so,"tilføjede hun med et skævt smil.

Roy gik ved Callas side hele vejen til køkkenet. Han fulgte også med ind på lageret til køleskabet, hvor han lænede sig op ad en af væggene, mens han ventede på hun blev færdig og sagde "It isn't all that bad..". Han skubbede sig fra væggen og gik tættere på Calla, han rakte sin hånd frem, så hun kunne tage den igen. "I'd love to hang out with you some more, I'm not sure I'd be able to sleep after everything that's happened anyway..". Han smilede ned til hende, som hun stod der og så så kær ud, først med sin læbe mellem tænderne og så sit skæve smil.

Han førte dem ud af køkkenet igen og ned ad gangene imod kollegiebygningen. Han boede indtil videre alene på sit værelse, så han skulle ikke bekymre sig om at forstyrre sin room mate. Han kom dog til at tænkte på at det nok var en god idé at fortælle Calla at de ville være helt alene. "Uhm.. I just want you to know that I don't have a roommate yet, so it'll just be us." Han indså hurtigt at det lød som om han lagde op til noget og skyndte sig dog at tilføje, mens han faldt lidt over ordene "I don't mean it as in us be alone together, but as a we won't be disturbing my roommate, since he doesn't exsist.. I.. I think I'll just shut up now.." Han dækkede sit ansigt med den ene hånd og sukkede let, han kunne mærke hans kinder var røde og han håbede inderligt at hun ikke ville kommentere på det. Han kunne ikke lade være med at finde det pinligt.