As night and day [Past]

TAG: @Eden <3   TIME: Long long time ago WEATHER: Summery with a fresh breeze of air PLACE: Heaven ATTIRE: - White floor length dress link - Hair pulled back in a ponytail with locks of hair lose in the front link OTHER: - Barefooted

“Oh shoot... Run Dee!” slanke finger lukkede sig tæt omkring den af Edens arme tættest på Evangeline hvorefter hun,  med med den anden hånd lukket om en håndfuld af det hvide skørt fortil, stak i en spurt og trak veninden med sig.
Hun havde vidst fra det sekundt hvor hun havde givet efter for den mørkhåret engels forslag til dagens udskejelser, at de ville være i overhængene fare for at blive opdaget og i værste tilfælde ende med mere end bare en løftet pegefinger. Men hun havde alle dage haft svært ved ikke at give efter, for sandheden var at Eden var langt mere modig end Eir nogensinde ville være af sig selv og det var jo spændende - for det meste.

Da afstanden var vurderet til at være stor nok fra start positionen, sænkede hun farten og gjorde de nye omgivelser til deres ende station. Med hjertet i halsen og øget vejrtrækning der, endte hun med at smile fra øre til øre mens en latter blev sendt op i luften over dem da hovedet faldt bagover. Latter og tildels åndedrag kom i kontrol, da Eir lod ansigtet drejes så hun kunne se mod Eden “Do you think they know is was us back there?” spurgte hun med en lille fuge tegnet mellem de mørke øjenbryn, der i et øjebliks alvor søgte nærmere hinanden. Hånden havde omtrendt halvvejst sluppet håndledet og havde nu mere travlt med at forsøge at skubbe en genstridig solbleget lok om bag det ene øre. Tredje gang så hun sig slået af totten og lod den forblive en del af indramningen af ansigtet. Et små nervøst blik blev kastet tilbage over skuldern i den retning de var kommet fra, med underlæben eftertænksomt trukket ind mellem tænderne. Det var måske ikke noget alvorligt denne gang, men når man fortrak at følge reglerne til punkt og prikke så var det svært at slippe den nagende følelse af man burde undskylde for sig selv og bestemt også for Eden - uanset hvilket protester hun måtte bringe.
Tanken fik dog ikke lov til at fylde alt for meget, da et nyt og mere væsenligt spørgsmål meldte sig på banen. “When are you flying back to earth? Do you know if Father has a new mission for you?” nysgerrigheden slog nærmest gnister i de brune øjne, oprigtigt intersseret i svaret. Nok var de fra den samme verden, men de kunne ikke stå længere fra hinanden i den i forhold til deres opgaver. Eir var på ingen måde trænet i kamp og havde ved den sidste himmelkrig stået bag fronten, klar til at tage sig af dem af hendes brødre og søskende der pådrog sig skader i kampen mod de engle, som havde vendt deres Fader ryggen sammen med Lucifer. Pasifist var ikke et helt forkert ord at bruge om hende.

“Just a little bit more” hviskede hun til sig selv som hun satte spanden fyldt med vand i spænd mellem den let åbne dør og væggen. Dagen havde stået på diverse små narrestreger, ikke en af de helt voldsomme som Eden godt kunne være kendt for. Hendes far var nok den der altid blev så voldsom skuffet over at hun aldrig tog noget seriøst, hvilket havde været grunden til at Amari hendes mor havde taget fat i Remiel og bedt ham om at tage hende under armen. Lidt vidste hun at Remiel elskede en god narrestreg, selvom det var tydeligt at Eden havde en tendens til at krydse hans grænser af og til.

Foruden spanden som hun var ved at sætte op, havde hun allerede fået Eir med på at stjæle frugt fra haven, de havde været i køkkenet hvor at de havde byttet rundt på alskens krydderier der lignede hinanden. Salt byttet med sukker, stærke krydderier skiftet ud med dem der ikke var nær så stærke. Ja listen var lang.

Hun nåede lige at få den på plads da hun mærkede Eirs fingre ligge sig omkring hendes arm og trak hende afsted. ”Uff!” udbrød hun og begyndte derefter at løbe, men selvom hun prøvede at holde latteren tilbage, boblede den frem som de to veninder skyndte sig væk fra stedet. Især da hun hørte nogen råbe højlydt efter at have fået spanden i hoved. Om det var Ramiel de havde fået ram på eller en anden engel der var gået gennem døren kunne de af gode grunde ikke vide.

”Well” grinte Eden som veninde spurgte om de ville finde ud af hvem det var der havde gjort det. Hun satte sig ned i græsset der var under hendes fødder. Himlen var som altid en evig ændring, hun var sikker på det afspejlede sig af hvilke omgivelser den individuelle engel ønskede sig. ”There is a good chance that they know that it was me” grinte Eden og rystede på hoved ”Don’t be so scared it was just some harmless pranks” sagde hun og smed et æble mod Eir før hun selv fandt et frem og tog en bid af det. Hurtigt ændrede samtalen sig da der blev spurgt hvornår Eden skulle flyve tilbage mod jorden. Eden trak lidt på skuldrene, hun var stadig ikke meget for overhoved at være en del af hæren, men det var et ønske både hendes far og mor havde så hun kunne ikke rigtig kæmpe imod. Eller, hun kæmpede mod på sin egen måde.
”I have no idea, I’m still just a trainee, and right now Remiel is showing me more about the whole strategic stuff than actually fighting, he and mother thinks it would be good for me” hun lavede en lille utilfreds lyd. I grunden ville hun ønske at hun bare kunne leve som Eir, oppe i himlen uden at være en del af krigene mellem dæmonerne og englene. At menneskerne blev brugt som skakbrikker fra begge sider var næsten til at få kvalme over. Men hun havde ikke lyst til at bruge hendes dag på at gå igennem de følelser.
”So what are you up to these days Eir?” spurgte Eden I stedet for at få samtalen væk fra hende selv, som hun tog endnu en bid af det saftige æble.

// Sletter karakteren beklager <3