Shining - Aliyah

Gæst

Sted: Gågaden i Gaia.
Omgivelser: En del mennesker ude.
Tid: 14.24
Vejr: Det er til den kølige side og blæser en del. Det har regnet tidligere, og er overskyet.
Emnepartner: @Aliyah <3
Påklædning

Amara havde stået i hendes lejelighed, da hun så et lys hun ikke havde set længe. Det kom fra en skuffe hvor hun for flere år siden havde lagt halskæden. Hun gik ud fra den første hun havde elsket ikke ville komme tilbage. Så hvorfor gå med den ene ting der mindede hende om det der aldrig ville ske? Nu skete det så alligevel. Et rødt lys embede fra skuffen. Hun nærmede sig med forsigtige skridt, usikker på om hun turde stole på det var rigtigt. Hvis hun virkelig var tilbage, hvad ville det så betyde for hende? For dem? Hun tog en dyb indånding og åbnede skuffen. Hun løftede halskæden op og holdt den i kæden. Den lyse ganske rigtigt. Det ville være dumt af hende ikke at følge efter. Bare chancen var nok for hende. Hun turde ikke håbe på det var rigtigt. At miste nogen en gang var noget man kunne komme sig over, men at det skete gang på gang, gjorde at man havde svært ved at lukke folk ind. Amara forventede at alle ville forlade hende på en eller anden vis igen. Hun tog hånden om vedhænget og forlod hendes lejelighed. Hun så ned på halskæden for at se hvornår lyset blev stærkere og hvornår det blev svagere. Hun fulgte blindt halskæden. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre når hun så hende igen. Det var sandsyligt hun ikke ville huske hende.

Gæst

Påklædning
- Tøj + Sko Hun er iført en rød kjole Link. Hun har sorte ballerinaer på
- Hår + make-up + smykker Hendes hår hænger løst, og går hende til numsen. Hun har intet make-up på. Hun har ingen smykker på
- Accent Israelsk Stemme
- Andet Hun er 1,60 meter høj

South side havde været hendes hjem, og hjemmet af hendes familie de sidste mange år, og dog kunne hun huske tilbage på en tid, hvor Israel havde været hendes hjem, hvor i stedet for den daglige kulde, var det varmen som var normen. Selvom hun intet havde imod England, så måtte hun indrømme at der var tider, hvor hun savnede Ramat Gan. Dog som hendes far blev ved med at sige om og om igen, så var Israel deres fortid, og England havde en del flere muligheder for dem. Men på trods af deres hjem var en del større i England, var det heller ikke fordi at det var blevet meget bedre, og de levede stadigvæk i hvad folk ville beskrive som fattigdom, med hendes fars alkohol misbrug som syntes at blive værre og værre som dagene gik. Hun kastede dog de negative tanker ud af sit hoved, som hun vandrede gennem gaden, med intentionen om at skulle finde en form for butik, også få købt noget mad ind til den store familie. Dog var det ikke fordi, at der var en minimal mængde folk omkring hende, og alle de folk som syntes at vandre ind foran hende hele tiden, gjorde det svært for hende at koncentrere sig, og før hun vidste af det var hun gået ind en anden kvinde "I am so sor-" var alt hvad hun fik sagt, som hun kiggede op og fik kigget ind i et par smukke mørke øjne.

Gæst

Amara så hvordan halskæden nærmest oplyste alt omkring hende. Hun var tæt på Aemilia. Hun lagde halskæden ned i en lomme og så på hvert ansigt i håb om at fange glimtet af den eneste hun nogensinde havde elsket. Hun brugte de næste ti minutter på det, før hun gav op og vendte rundt for at gå hjemad. Hun nåede kun et par skridt, før hun følte nogen gå ind i hende. ”Watch where…” Hun nåede ikke at afslutte sætningen før hun så de øjne hun så ofte havde forsvundet i. Hun følte både hendes hjerte og vejrtrækning stoppe. Hun havde vendt sig til tanken om aldrig at se Aemlilia igen, men nu var hun her, så smuk som hun altid havde været. ”It is completely fine,” sagde hun og ændrede pludselig tone. Hun lød ikke længere vred eller fremstod aggressiv. Hun var lige det modsatte - blid men forsigtig. Hun havde været nervøs for Aemilia ville afvise hende allerede første gang de stødte på hinanden. Hun havde aldrig været en særlig kærlig person, så at elske hende kunne umuligt være nemt. ”You should be careful around here. You might meet someone dangerous,” sagde hun med en glimt af noget beskyttende i hendes blik. Hun havde aldrig bekymret sig lige så meget for kvinden foran hende, som hun havde været for nogen anden. Hun prøvede at holde hendes krop under kontrol, men bare synet af hende var nok til at påvirke hende. Hun havde savnet hende så meget. Nu stod hun her, og hun kunne ikke læne sig frem og føle hendes bløde hud under hendes fingre, mærke hendes læber mod hendes. Hun blev nød til at holde sig tilbage fra at føle det hun havde længtes efter så længe.

Gæst

Foran hende stod hvad hun kun kunne beskrive, som en af de smukkeste kvinder hun havde set, den gyldne hud næsten kysset af solen, måtte føltes helt varm at røre, eller de mørke øjne, så mørke at det næsten virkede en tand mere mørk end sort. Selv det lille hak i det ene øjenbryn, syntes at give hende en næsten kær charme. Dog på trods af hvor smuk denne fremmede kvinde var, så var der noget bekendt ved hende, som havde hun ikke kun mødt hende utallige gange før, men faktisk også været tæt på hende, måske endda også intim med hende. Et smil brød ud på hendes læber, uagtet hvor trist og sørgeligt et liv hun måtte havde haft i de utallige tidligere liv hun havde haft, så havde hun altid haft et ganske blidt smil, den slags der bare gav lysten til at få andre til at smile, når man så det. En ven havde beskrevet det som værende, i stand til at lyse selv det mest triste rum af folk op "Somehow I have a feeling, I'm not in danger with you" der var noget blidt ved hendes stemme, noget næsten kærligt og betryggende.
Hun lod sine hasselbrune øjne, betragte kvinden foran hende nærmere "Why do I have this feeling like I've not only met you before but that I've met you many times before?" spurgte hun nysgerrigt. Der var mange ting ved livet, som man endnu ikke vidste, men hun havde altid haft en ide om, at den enkelte person muligvis kunne havde levet utallige tidligere liv, så måske hun havde mødt denne smukke mystiske fremmede i en af hendes tidligere liv.

Gæst

Amara var muligvis påvirket af deres fortid, men Aemilia havde altid været noget af det smukkeste hun havde set. Hun var noget mindre end hende, men det havde bare bidraget til noget Amara ikke havde været i stand til at stå for. At miste hende havde været det sværeste hun nogensinde havde været igennem, og hun havde lovet sig selv ikke at lede efter hende igen i frygt for at miste hende igen. Men alligevel havde hun ikke turde give slip på muligheden da den opstod. Bare chancen for at se Aemilia igen havde været for fristende til at afvise. Nu stod hun her og havde en samtale med hende. Gad vide hvor meget hun mindede om den kvinde hun havde elsket, og nok stadig gjorde. ”You’re not,” kommenterede hun. Amara var generelt ikke en person der smilede meget. Typisk så man hende kun smile når hun kunne få lov at give slip på den voldelige side i hende. Men denne lave kvinde med de smukkeste brune øjne og hår som silke, kunne altid få et smil frem på hendes læbe. For nu holdt Amara igen, da hun endnu ikke vidste om de kunne finde en plads i hinandens liv.
Amara frøs ved hendes spørgsmål. Hvad skulle hun sige til det? Det var altid forskelligt hvordan hun reagerede fra liv til liv, person til person. Hun var aldrig helt den samme. Nogle ting gik igen, men det var aldrig den kvinde hun havde elsket før. Alligevel blev hun forelsket gang på gang. Det var en tragisk kærlighed, men Amara gennemlevede den gerne. ”That is a complicated story. I can tell you, just not here.” Hun mente det ville være bedst at snakke om det et mere privat sted.

Gæst

Hun kunne ikke rigtig tage øjnene fra hende, da først smilet brød ud på hendes læber, der var noget ved det, noget dragende som gjorde det umuligt at se væk. Dog havde hun heller ikke lysten til det. Hun havde en ide om, at denne kvinde ikke normalt ofte smilede til andre, så det gav hende en følelse af at være speciel, at hun nu stod her foran denne næsten umuligt smukke kvinde, og så til som smilet lingrede på de fyldige læber. Smilet syntes dog også at vække noget i hende, og for et split sekund, kunne hun næsten se sig selv i et fremmede rum, med en silkedyne om sin nøgne krop, en latter der kom fra hende, og synet af en nøgen kvinde, en kvinde der lignede den hun så på i dette øjeblik. Hendes eget smil kom selv frem, som hun blev gjort opmærksom på, eller nok mere bevidst ud fra sin egen teori, at denne kvinde ikke var til farer for hende, som hun selv sagde "I don't know how, but I know that I feel safe with you" indrømmede hun, som hendes mørke øjne mødtes med den anden kvindes.
"I would invite you to my place, but I live with my 6 other siblings" hun skar en grimasse, og lod sit blik falde op til den anden kvindes, før de for et sekund havnede på de fyldige læber, læber hun både følte at havde smagt før, men alligevel havde en ide om aldrig at havde set dem. Men dette møde med denne fremmede kvinde, hvor spontant det end var, så føltes det ikke ukendt, det føltes ikke fremmede, som når man gik ind i en fremmede person på gaden. Nej det føltes snarer, som var det ment til at ske, som var hun ment til at gå ind i hende denne eftermiddag.

Gæst

//Skal vi fortsætte dette emne?

» My knight in shining armour - Wesley
» Haven't seen you here before - Aliyah
» I really fucked up this time - Aliyah
» Beautifully tragic - Aliyah [Fortidsemne]