Sorry for meeting you like this - Dean

Dean løftede håbefuldt sit blik da Kyle trådte ind i spisestuen. Hans ansigtsudtryk fortalte ham hurtigt at de ikke havde fundet Karmena, så en skuffelse skyllede indover Dean. Han var ikke i tvivl om at han var nødt til at forsøge at finde hende. Han havde stadig hukommelsen af hendes duft fra i aftes, som om den aldrig ville forlade ham, før hun blev fundet igen. Han så ned mod stoffet og sank en klump. Det var ikke godt at mere af hendes tøj var revet af, for det betød formentligt at hun havde ramt ind i noget skarpt, som havde skåret stoffet over. Han nikkede til Kyle’s ord og så en smule ned på sin mad. Han havde hurtigt mistede appetitten af denne nyhed. ”Did you sense any other smells? Like Ramsay's?” spurgte han med en sørgmodig mine. Det værste der kunne ske, var at Ramsay havde fanget hende igen. Hun havde knap overlevet første gang. Kyle tvivlede på at det andet hold ville finde noget, men det stoppede ikke just Dean’s viljestyrke til at give det et forsøg. ”I’d still like to search for her,” sagde han beslutsomt og slugte det sidste stykke af sin toast. Om så han skulle lede indtil han faldt om af træthed i nat. Han overvejede om hun var fanget i det dybe vand for enden af floden. Heldigvis ville hun ikke kunne drukne, men hvis sirenerne ikke turde lede efter hende, var der sandsynligvis mange andre farer ved vandet. Dette bekymrede Dean yderligere. ”It is?” spurgte han forundret, da han ikke anede hvad der kunne være mere skræmmende end sirenerne selv.
Han så tilbage på Kyle, som han sagde undskyld og fortalte om et tab han havde haft. Det var en meget uvant situation, eftersom hans far havde hadet når Dean udviste følelser og derfor aldrig havde denne slags samtaler. Græd Dean måtte han bare mande sig op. ”I understand,” sagde han og sank endnu en klump, som han blev mindet om sin ekskæreste død. Det havde været så flygtigt og hun var langt fra det værd. Ingen fortjente at miste sit liv på grund af et biluheld. ”All you can do is try… if you first lose hope then there’s not much left,” sagde Dean lavmælt og pressede sin gaffel mod nogle røræg på tallerkenen. ”Who did you lose?” spurgte han så, dog var han ikke sikker på at Kyle havde lyst til at snakke om dette. Men på den anden side lignede han en som kunne have brug for at lette hjertet. Dette kunne også sagtens være på grund af den manglende søvn som tydeligvis prægede ham. Han drak det sidste af sit vand og foldede sine hænder, før han vendte blikket mod vinduet og så udenfor på træerne.

Han sukkede lettet, idet der ikke havde været spor efter Ramsay. Situationen var stadig forfærdelig, men i det mindste var scenariet om at hun var tilbage ved Ramsay ude af billedet. Om så Kyle havde sagt, at han ikke synes det var en god idé, så ville Dean stadig have gået ud og ledt efter hende. Han var alt for beslutsom og nægtede at lade billedet af Karmena falde ned af klippen, være det sidste minde af hende.
Han nikkede blot til hans viden omkring sirenerne, og gøs ved tanken om at Karmena’s lig var havnet der, og måske var tabt for altid. Han rystede hurtigt tanken af sig, da han måtte nød til at være optimistisk. Dean måbede over det antal år som Kyle nævnte og kunne umuligt forestille sig alt det han havde oplevet i sin eksistens. Den rutsjebane af følelser som Dean havde følt de sidste nitten år var intet i sammenligning. Kyle måtte have oplevet døden et utal af gange, men Dean forstod godt at det var svært at miste, ligegyldig for hvor meget man prøvede at acceptere døden som en del af livet. Da Kyle åbnede op omkring sit liv, så sad han stille og lyttede opmærksomt på hvert et ord. ”I’m sorry to hear that,” sagde Dean dæmpet, idet han nævnte sin unge datters død. Det var vel altid det man frygtede som forælder – at ens børn døde før de overhovedet noget at leve, eller bare generelt døde før man selv gjorde. Dean ændrede ansigtsudtryk idet han nævnte sin kone som døde under sin fødsel – akkurat som sin egen mor. Han forstod ikke hvorfor denne mand virkede så anderledes og sympatisk i forhold til sin egen far. Hans far havde ladet sorgen gå ud over Dean og drukket sig halvt ihjel efter hendes død. ”My mum died giving birth to me,” indrømmede han og plejede normalt aldrig at nævne hendes død eller dødsårsagen – bare at han kun havde sin far og bedsteforældre. Men det var anderledes når han vidste at Kyle kunne forstå hvordan det havde været, idet hans datter ligeledes voksede op uden en mor.
Han rynkede på brynene som Kyle sagde at han var paralyseret af dem tæske hans datter. Dean havde selv haft drømme hvor han var ved at dø, men var for paralyseret til at løbe eller reagere på det. Han vidste ikke at dette også var et virkeligt fænomen. Han kunne ikke forestille sig hvordan han havde det med sig selv, hvis han inderligt troede at han kunne have reddet hendes liv. Han skar en grimasse, da Kyle fortalte at de hang hendes lig op. Det virkede så ondskabsfuldt og umenneskeligt. ”That’s awful,” sagde han og var glad for at han fik hævn over hendes død. Dean ville gøre det samme, havde det været ham.
Som Kyle færdiggjorde sin fortælling, følte Dean at han kendte Kyle som havde han altid været en del af Dean’s liv. Det lød ret vildt at han blev taget af djævlen på grund af hans forlovede. Ikke desto mindre, var det vel kun en god ting at hans datter altid var ved ham i ånden. Eller det var indtil han fortalte at hans forlovede måtte dø for at redde ham, og at han nu så hendes datter. Dean så rundt i rummet for at se om han kunne ane et spøgelse, men uden held. ”What do you mean she’s not a guardian angel?” undrede Dean sig. Han havde selv hallucineret sin ekskæreste ved hendes begravelse, men anede ikke om det bare var hans fantasi.
Dean vendte blikket mod Kyle, da hans optimisme hjalp en smule på hans humør. ”I can only imagine what all of that has been like, but you can't lose hope just yet. We have to believe that she’s out there being safe,” sagde han opmuntrende og rejste sig op. Han ville ikke kunne få det sidste mad ned alligevel. Ikke efter den følelse som Kyle’s livshistorie havde fremkaldt. Han løftede unødvendigt tallerkenen og glasset op, for at gå ud i køkkenet og gøre det rent. Han bemærkede en køkkenmedarbejde stirre lidt mærkeligt på ham, så han stirrede tilbage, hvilket fik dem til at gå tilbage til deres arbejde. Dernæst gik han hen til Kyle ”Let’s go,” sagde han, hvorefter han ville lade ham lede vejen ud af slottet.

// Emne afsluttet.