Isn't it lovely - Kaiya

Gæst

S: Kaiya og Zitoras lejelighed
T: Tideligt på morgenen, 5:00
O: Der ikke rigtig nogle som er vågne i nabolaget.
V: tåget og koldt
P: En halvslidt sort t-shirt som er halv flået og smurt i stivnet blod. Et par cowboy bukser i samme tilstand.
Emne til: @Kaiya <33
Note: 4 uger ude i fremtiden <3

Havde Skye måske ændret mening, han havde set hendes ansigt den dag hun gennemgik de sidste tests - som om noget forskrækkede hende. Der gav det mening for ham, hun var den søster som var blevet kidnappet - hans ældste søster. Var det derfor cellen måske havde stået åbnet ved et uheld? Eller var det en fælde? Amery var ikke i tvivl om at han behøvede at tage chancen. Han var tørstig, og han følte sig svag. Amery og Clary mindede om hinanden på den måde, de havde begge altid hadet blodtørsten og Amery havde været lykkelig over at slippe af med den. Men nu var den stærkere end nogensinde før, og han ejede ikke sin søsters kontrol. Han fik sneget sig ud af fangeskabet og det føltes som timer før han overhovedet kom hen til Mikaelson Street. Han nåede dørtelefonen men udfra at dømme på mørket var det alt for tideligt.. eller måske Kaiya havde en tidelig vagt hun skulle til? I stedet for at bruge den, lavede han en lille besværgelse for at lade ham passere døren til penthouse lejeligheden. Han kom op til 6. sal og hen til døren. Her bankede han stille på, men havde ønsket at hans slag havde været hårdere. Han lignede døden selv, sultet, udensøvn og uden andet end smerte de seneste uger. Før nogen nåede at lukke op kom en anden person hjem fra et nattearbejde, og ville låse sig ind i lejeligheden ved siden af. Amery fik øjenkontakt med ham.
"Oh dude, you look like shit," kom det fra fyren. Amery tænkte ikke. Han handlede og før han vidste af det havde han tænderne flået i kødet på manden.. og han drak.. det var først da døren bag ham åbnede at han slap manden. Han så på Kaiya og gik i stå. Han så ned af sig selv og ned på manden som højest tænkeligt var død.
"I'm sorry.. I .. I didn't mean to," han skulle ikke være kommet tilbage her. Det ville kun bringe hende i fare at være i nærheden af ham.

Gæst

Vinteren var den hårdeste arbejdstid. Kaiya hadede den. Til forskel for sommeren hvor størstedelen af mennesker der kom ind bare var dehydrerede eller ramt af hedeslag, var der vinteren hvor de fleste gled og faldt for at komme ind med brækkede legemer eller folk der bare havde været for længe ude i det kolde vejr. Hun følte hun kunne skrige hvis hun skulle til at skubbe endnu en knogle fra et benbrud på plads - Hun så at sige magtede det overhovedet ikke. Hun vågnede før sit ur og slukkede det for at sikre sig at Zitora ikke vågnede, da hun havde haft en sen arbejdsdag natten før. Kaiya tog tøj på og listede sig ud i køkkenet før hun greb et stykke toast som skulle være morgenmaden on the go. Hun nåede ud til hoveddøren og åbnede den før hun blev mødt af et mærkeligt syn. Fødderne sprællede vildt foran hende og som hun trådte ud, blev hun mere overrasket.
Toasten faldt til jorden og hun skyndte sig at lukke døren bag sig. Hun kiggede på manden og åndede tungt ud. “This..... what the fuck,” begyndte hun før hun så rystede på hovedet. Det kunne de snakke om bagefter. Lige nu var fokuset på at få styr på situationen. Hun rev en bandage op fra gårdsdagens arbejde og satte sig på knæ ved den døde mands side før hun stramt fik forbundet hans hals så der ikke ville dryppe mere blod på gulvet. “You’re too bloody to help. Lets get him inside and then you take a shower,” sagde hun hurtigt før hun åbnede døren og greb fat i mandens ben.
Efter de havde fået ham indenfor kørte hun en hånd gennem håret. Inden han kunne få lov til at sige noget, selv hvis han prøvede ville Kaiya stoppe ham. “Shower first... I have to clean outside the hallway before people come out for work... Just.... go shower,” sagde hun næsten frustreret før hun så kiggede på ham. Hvor glad hun så end var for endelig at se ham igen, var det her en anelse mærkeligt for hende. Hun greb nogle rengøringsredskaber og gik hen til døren igen. “Its up the stairs to the left. My sister is sleeping. I’ll be right back,” sagde hun så en anelse mere afslappet. “I’m glad you’re back...” mumlede hun stille, næsten så han ikke kunne høre det før hun gik ud.

Gæst

Han kæmpede for ikke at gå nærmere hende og bare kaste sig i hendes favn. Han sank det ind, Amery måtte vente lidt. Hun hjalp ham med at løfte manden ind, og Amery tog knap nok øjnene fra ham. Skylden åd ham op. Han stod kort og lod ordene sive ind, før hun brød igennem og fortalte hvor han skulle gå hen. Amery gjorde som hun sagde og gik ovenpå til badeværelset. Han så sig selv i spejlet, på blodet omkring hans læber - allerede nu, en fremmed. Vreden overraskede ham, men han fik den under kontrol denne gang. Amery trak af sit tøj og åbnede for bruseren. Vandet drev blodresterne af, men efterlod huden som havde den aldrig været udsat for nogen smerte. Der var ingen grund til at tro på hvad han sagde, ingen beviser udover den måde han tydeligvis var rystet op på. Det var som et halvt blackout og han fandt sig selv siddende på gulvet og mærke vandet sive henover ryggen på ham. De havde rørt nogle ting i hans hoved, pillet ved hans evne for at 'forbedre' ham - var Skyes ord. Til sidst fik han vel taget sig sammen og lukkede vandet. Han greb et håndklæde og viklede det om livet, for egentlig bare at stirre på sit spejlbillede igen. What are you waiting for. Let me in. Let me in Amery, hviskede spejlbilledet i hans ansigts mere dæmoniske jeg og Amery klemte sine næver sammen. Han havde trådt et kæmpe skridt tilbage og han vidste at han skulle kæmpe igen. Det havde han gjort før, han kunne vel gøre det igen. Det føltes som sekunder han havde brug derinde, men faktisk havde det taget flere minutter. Han ville gerne spare på sin magi, men han fiksede hurtigt tøjet og sprang i det igen. Som han gik ned af trappen kørte han hånden igennem de lettere våde krøller. Han gik en smule ind i stuen før han stoppede op og så hende an.

Gæst

Det skulle gå hurtigt, det vidste Kaiya, så hun splidte ingen tid på at sprøjte væske på kludene og først bruge tørre klude på at samle blodet op. De blodvåde klude blev smidt i en spand og hurtigt kunne hun begynde at skrubbe gulvet, som heldigvis var et stengulv. Ingen ville bemærke blegemiddelet der farvede stenene hvide under blodet vel? Hun tænkte et øjeblik at hun satte stor pris på at hendes søster car advokat. De skulle nok bruge en når folk undrede sig over hvor han var. Det var overraskende nemt og hurtigt at få gulvet rent og hurtigt kunne Kaiya smutte ind i lejligheden igen som en dør åbnede sig. Hun holdt været kort som hun stod og lyttede, men pludselig fløj et brev ind gennem dørsprækken og en pakke blev lagt ved dørtrinnet. Kaiya åndede tungt ud og tog pakken indenfor inden hun lukkede og låste døren igen.
Hun satte sig i sofaen og sukkede kort som hun gned sine tindinger. Hun kiggede på sine hænder som stadig var dækket af indtørret blod og undrede sig over om hun nogensinde ville få det ud der lå under neglene. Hun følte sig ikke så skyldig, mere bekymret for Amery end noget andet. Som han kom ned af trappen, rejste hun sig roligt og kiggede på ham. “How’re you feeling?” Spurgte hun så efter en kort stilhed. Det var som om at tiden havde givet hende mulighed for at bygge alle sine mure op efter alt det som var sket. Hullerne var blevet fyldt ud og hun var endelig i kontrol af sig selv igen. Men det betød også at mange følelser pludselig blev skjult. Så hendes bekymring virkede ikke så super meget som den bekymring burde have gjort. “Right now I’m not sure if that could have been me dead on the floor of this apartment. I’m gonna need an explaination.... On all of it,” sagde hun så og lagde hovedet lidt på skrå. Kaiya’en bag muren stod og bankede og skreg indeni hende men hun havde sat et fint tag på så hun intet kunne høre.

Gæst

Han så skyldig ud, og vidste ærligtalt ikke hvordan han skulle beskrive hvad han følte. For udover skylden, hvad var der så? Roen. Der var en ro af at være i nærheden af hende, en ro han havde brug for - som var det den eneste kilde til hans overlevelse. Det havde følt som år for ham, hans fravær - sikkert længere tid for hende, og Amery i sig selv var ikke en type som skreg at han havde brug for hjælp - måske var det derfor de klingede så godt sammen med de usagte.
"No. I would never hurt you," kom det fra ham og han sank en klump. En forklaring. Det skulle nok blive godt. Han vidste det værste han kunne sige, var at hun ikke ville forstå det.
"It's better if I show you," kom det en anelse nervøst fra ham. Han gik hen til hende og greb stille hendes varme hænder. "It's okay. I have tried worse than reliving pain," tilføjede han med et beroligende smil. Når hun lukkede ham ind, tænkte han tilbage da han vågnede op. Skye stod foran ham, og forklarerede hvad planen var. Planen om at forvandle ham tilbage til det de havde taget fra ham for mange år tilbage. Deres plan om at forbedre ham, for hans evne kunne være nyttig hvis de kunne udnytte den. De havde haft ham på det køllige bord, bare tanken fik det til at løbe koldt henover ryggen på Amery. De havde taget prøver og hvad de egentlig havde gjort - var et stort slør, men smerten var brændende som havde nogen antændt ild til ham. Smidt ham i isolation, imens lyde havde pint ham, høje som lave. Han havde kredset sig selv til blods flere dage, vredet sig rundt i smerte imens hans dna havde ændret sig. Dæmonen havde taget kontrollen og den var tørstig. Han havde næsten drukket sit eget blod i håb om det ville slukke tørsten. Det havde været et helvede de første tre uger, og den sidste - den sidste havde Skye hentet ham igen og låst ham i en anden celle for at udføre de sidste tests. De havde prøvet at få forøget den frekvens i hans hjerne som kunne opfange fremtiden, og de havde lykkedes at gøre den endnu mere intens end den allerede var. Amery tog et skridt tilbage da det værste var overstået. Han vendte sig kort rundt og sank en klump.
"That is all I know.." bed han let sammen og kløede kort sin hage før han lagde armene overkors.

Gæst

Hun så det hele, som var hun der selv. Hendes hænder var for længst begyndt at ryste panisk da hun havde set fra hans synsvinkel hvordan han var spændt fast mens nogen ændrede ham og det skræmte hende for vid og sans. Men synet af hans ændring og ved at se ting fra hans synspunkt gjorde det blot langt værre. Da han endelig slap hendes hænder igen, tog hun et par skarpe næsten gispende indåndinger som han vendte ryggen til. Hun greb sig kort om halsen og fik knapt nok styr på sin vejrtrækning som hun trådte frem mod ham og fjernede distancen mellem dem, så hun kunne slå armene om ham og trykke hans ryg så tæt ind som hun nu kunne. “I’m sorry.... I was so cold before...” begyndte hun før hun borede sit hoved ind i hans ryg. “So horrible....” hun vidste ikke hvad hun skulle sige så hun tænkte det istedet. “I cant protect anyone anymore, first mother, then Zitora and now the man I love.... Kaiya you’re....” uden at overveje at de stadig havde forbindelsen med tankerne. Han kunne sagtens høre hendes tanker.
Hvilket hun også hurtigt tænkte da det var blevet sagt i hendes hoved. “...THE BIGGEST IDIOT, he can hear you as well!” Hun slap ham hurtigt med store øjne og bakkede lidt tilbage. “I mean.... uhmmm.....” begyndte hun at sige før hun kiggede lidt væk og sakkede mere og mere tilbage. Var det lige en kærlighedserklæring? Og samtidig med det havde det været i hendes tanker som hun havde glemt ikke var for sig selv. Hun bed sig i læben og begyndte at fremstamme ord der ikke gav mening.

Gæst

Han tog en dyb indånding og sugede sine følelser indtil sig igen. Det var dog ikke før at Kaiya omfavnede ham, at det hele blev smidt udenpå og han åndede tungt ud.
"Don't.. It's okay," kom det fra ham og han vendte sig om imod hende og svang armene omkring hende. Knuede hende tæt indtil sig, og først der følte han at det var i stand til at trække vejret ordenligt igen. Det var måske heller ikke fair at lade hende se det hele, men en ting var at få noget af vide - men han vidste alle forstod bedst når de så tingene med egne øjne. Det faktum at hun stadigvæk havde sin forbindelse til hans hoved, gjorde at han kunne hører hvad hun sagde.
"Don't do that. Don't carry the world on your shoulders, its okay to let someone share it with you," han lagde sine hænder imod hendes skuldre og så hende i øjnene. Han havde hørt hendes tanker, men han ville ikke lade hendes tanker træde hende over tæerne - specielt hvis hun ikke var klar til at lade dem være mere end tanker. Han lagde sin ene hånd imod hendes hage for at vende hendes mørke øjne tilbage imod hans. Efter få sekunder trak han hende tilbage ind i sin favn, og ønskede egentlig ikke at skulle give slip på hende igen nogensinde - selvom det nok ville være nødvendigt på et tidspunkt.

Gæst

Som han omfavnede hende blev hun mindet om de ord hun sagde til Zitora i vildskab, den følelse var endelig tilbage og varmen var så god og sød. “His closeness is like a warm day in the sun..” mumlede hun ganske lavt, næsten lydløst med hovedet begravet i hans bryst. Hun så op på ham med våde øjne, som hun lagde en hånd mod hans kind. “I’m just glad you’re okay Amery. I am...” et lille ømt smil bredte sig på hendes læber, “so glad... My head and feelings are going everywhere...” hun sank en klump og kiggede kort på hans læber mens hun kørte tommelfingeren forsigtigt henover hans underlæbe. “Kaiyaaaa. Are you sure your feelings are ready for that? You know that hugs and closeness doesnt bother you anymore.. But you do remember how I used to kiss you? Slither my nasty tongue around in your mouth, almost... like it was down your throat too, oh how savoury it was, and all mine for the time being. You felt so sick, you brushed your teeth till your gums bled... remember?” Sagde den hæse klamme stemme som hun huskede så tydeligt efter 10 år, men hun var ikke sikker på om det var en fabrikeret stemme i hendes tanker eller en reel stemme der altid hviskede ind i hendes øre. Hun mistede modet så hurtigt som det var kommet og fjernede sin hånd. Hun vidste hvad hun tydeligt havde givet tegn på at ville have, så hvis han havde fulgt op på tegnene, havde hun allerede vendt hovedet væk fra ham.
“I did mean it.. I love you Amery. I dont say those words often, so it feels odd to me. But I have been through some pretty tough stuff that makes me really slow on these things...” hendes stemme blev en anelse grødet men hun rømmede sig så den blev helt klar igen. “But I only... I only want you,” og pludselig følte hun at hun kunne ånde igen. Det var en sjældenthed at hun lagde alting ud på bordet med det samme, så hun følte sig næsten lidt stolt i øjeblikket. Og hun ville ikke få ham til at tro at det blot var tomme ord. Hun kiggede ind i de smukke mørke øjne og gav ham et forsigtigt blidt kys på kinden.

Gæst

Han kunne se konflikten i hendes øjne, men han vidste også at når hun var klar ville hun komme ud med det. Men han vidste også for meget plads kunne stoppe processen helt. Hun så væk fra ham og han greb ud efter hendes hænder.
"Hey. And that is okay. We will take one step everyday and one day it won't be as scary," han nussede hendes hånd let. Det var lig ord han havde sagt til Clarissa tilbage i sin tid da hun havde skreget for hans hjælp, uden at sige et ord. "You don't have to be so brave all the time Kaiya," tilføjede han så og sank lidt en klump.
"We all have inner demons, things we don't want to burden others with.. The most common mistake everyone makes are handeling it alone," fortalte han stille og tog en dyb indånding. Hvilket egentlig blot mindede ham om, at han burde kontakte sin søster. "Did you have a chance to talk to Clary?" Spurgte han stille. Det var det der med at være tvilling, en ting som hun vidste at Kaiya forstod. Dog vidste Kaiya jo også at Clarissa havde travlt med to børn på hånden, hvilket for ikke at gøre tingene var mere kompliceret Kaiyas halvsøstre og Amerys niecer.

Gæst

En dag af gangen. Hun åndede roligt ud som hun mærkede ham gribe hendes hånd. Han nussede den og det føltes så rart. Men da han sagde hun ikke behøvede være så tapper, kiggede hun ind i hans øjne med et bestemt blik. “I dont get much of a choice, it’s like eat or get eaten for me. I did warn you that I was problematic,” sagde hun så og begyndte at nusse hans hånd igen.
Som han spurgte ind til Clarissa nikkede Kaiya blot og åndede tungt ud. “She was almost already planning the grand escape. It’s kind of weird... Your sister with my dad... It complicates a lot of things..” men hun fortsatte ikke. “When she said she was getting someone to watch the kids when the time came, I told her not to involve herself too much.. I didnt really know I had more siblings... until that day, actually” sagde hun så og trak let på skulderen. Faktisk havde hun fået det skidt med at ringe til Clarissa efter hun havde fundet ud af at hun havde børn at skulle tage sig af. “I wouldnt risk her going anywhere near Umbrella... not with her kids needing her.. But she insisted to plan it at least.. And it was a good one. But now you’re out..” sagde hun så og kløede sin nakke lidt.
“But we have something else to take care of,” sagde hun så da de havde stået ret længe sådan her og hvor rart det så end var, ville hun ikke ende med at skulle forklare det hele til Zitora. Hun slap ham næsten modvilligt og gik over til manden. “Any idea on what to do?” Spurgte hun roligt og satte sig på knæ for at tjekke om blod havde dryppet på gulvet. Men bandagen var stram nok til at de få resterende dråber var holdt inde.

Gæst

"That is what your brain wants you to think. It makes you believe you have two choices. To run or to fight. If you keep running for way to long, it will catch you," var hans respons til hendes mere bestemte blik. "And I told you it didn't matter to me," tilføjede han. Han lyttede til hendes svar om Clarissa. Alt han ønskede var at Clarissa vidste hvor han var, men han kendte hende også nok til at hun sikkert havde været i konflikt med sig selv om, hvad hun skulle gøre og ikke gøre. At efterlade to børn var dumt og Clarissa havde mistet meget. Mere end de fleste.
"Yeah, but it's not the weirdest thing in my family.. apparently," kom det som svar fra ham. Amery havde ikke ligefrem tal på, hvor tæt Kaiya og Cain var - han vidste Cain og Zitora fortalte hinanden næsten alting, hvilket gang på gang bekræftet hans teori om Kaiyas mindre tildens til at lukke andre ude og skubbe dem væk fra sig. "If it wasn't for the kids she would have stormed the place with all her ability - I guess its a twin thing," smilede han lidt skævt til Kaiya. Det var en lille ting han nød de havde tilfælles. Virkeligheden slog ind. Hun slap ham og han kløede sig kort i nakken. Han krymmede brynene kort, han havde ikke regnet med at vedkommende havde været i live - måske Kaiya lige havde nået at stoppe ham.
"You should get him to the hospital.. say a monster attacked him and you found him like this on the street," forslog Amery. Han var udemærket klar over, at han lige havde kaldt sig selv et monster - men det var han jo i sandheden også. Men ikke mange kendte den side af ham, og han ønskede heller ikke nogle skulle huske ham for den.

Gæst

Hun følte ikke for at snakke mere om sig selv, ikke på det givende tidspunkt. Og hun løb nok fra det som han sagde hun ikke burde. En dag lærte hun det vel nok. “The hospital?” Hun var næsten rystet over at han så meget som nævnte det. “You took a bite of this man.. Your DNA is smeared all over on and in him... I am not going to have them test this and find you and lock you away. And it’s not like Umbrella would keep you there for long, they would trade for you like cattle and mark you as property,” hun blev næsten frustreret ved tanken og rejste sig før hun vendte sig mod ham. Hun kiggede ham lige ind i øjnene. “You’re not a monster Amery. You’re not. I am not going to let this mistake ruin you further. I forbid it,” sagde hun så før hun sukkede og kiggede væk i et kort øjeblik. Betød det overhovedet noget, det hun tillod og ikke? Hendes liv havde indtil videre gået mod alt hun ikke havde tilladt. Hun valgte dog at fokusere på det vigtige lige nu.
Hun kiggede på manden og begyndte at massere sine tindinger let. Hun gik over til sofaen og satte sig med en håndflade mod sin pande. “If we smuggle him to the crematory, he can be burned and no one will know.” Foreslog hun så og kiggede på Amery. Så kom hendes ganske normale altid bekymret udtryk frem. “But how would we transport him... and his apartment...” hun lænede sig tilbage og slog armene opgivende op i luften som hendes pager bippede. “Aaaand now I’m late for work. Not that I was going anyway now,” sagde hun før hun slukkede apparatet på sit bælte.

Gæst

Han tog en dyb indånding og kløede sig frustreret i nakken.
"No, I'm not just gonna let a man disappear.." kom det så let frustrerende for ham før han så gik ud af lejeligheden og ind i mandens lejelighed. Han så sig omkring, han følte et behov for at vide hvem han havde slået ihjel. Amery fandt et billede med to børn på, sikkert kun alderen otte år. Han bed sammen. Han rystede på hovedet. De fortjente at vide at deres far var død, det ville give mindre smerte end at tro de var blevet forladt. Amery gik tilbage til rummet og satte sig på hug ved liget, han lagde sine hænder over kroppen og hviskede en del ord. Magien i ham var ikke ligeså stærk som dengang han var fuld heks, men der var stadigvæk en genetisk stærk forbindelse til magien. Han lukkede øjnene og prøvede at kontrollere energien, det var nemmere nu, fordi der ikke var så meget igen. Han fik fjernet såret fra den halv flåede hals.
"It's rough.. but if we set it up like an accident. He fell over something in the bathroom and hit his head. I'm pretty sure your sister has the number of everyone in the building.. so we call the number a few times.. just to make sure he was alright.. you being a doctor.. you tried to help him, but it was too late. We can't let his kids being left with the feeling of him leaving them..," sagde han som om der var mere til den sætning end han gav udtryk for - og det var der også, så meget mere. "I need to do some good for the bad I've done."

Gæst

Som Amery sagde at det skulle være et uheld bed Kaiya sig i læben. Det ville gøre det hele så meget mere kompliceret. Hun åndede tungt ud og kiggede op mod Zitoras værelse. "She's gonna have a massive fit, that's for sure," forsikrede hun dem begge og kørte en hånd igennem håret som hun åndede tungt ud. Kunne de virkelig ikke bare få ham til at forsvinde? Hun satte sig op og gnubbede sine øjne let som tankerne fløj fra side til side med muligheder. Hun kiggede på manden og så Amery før hun trak på skuldrene. "It has to be related to the killing blow, being that you took a chunk out of him. Doing anything to the body to make it look like an accident is no use. They'll know it's post mortem and then they'll deem it a murder," fortalte hun han og foldede sine hænder sammen som hun var lænet frem med albuerne på sine lår. Doktorsiden var trådt ind og kom med sin ærlige mening om dette, og desværre kunne hun ikke se hans idé blive en mulighed.
"You didnt happen to break his neck when you bit him? I highly doubt it, and breaking it now would be pointless," sagde hun så og rejste sig. Hun gik ud i køkkenet og tog en kold dåse kaffedrik fra køleskabet som hun åbnede og tog en ordentlig tår af. Hun kom ind igen og rakte ham dåsen, hvis han ville have noget. Hun åndede tungt ud, da hun vidste at han bare ville skåne mandens børn, men det var slet ikke så simpelt. "There's nothing good to be done about this Amery. I know it's hard to hear, but no matter what, the kids will know their dad is gone. Now what would you rather have, that they had hope that he would one day come back, or know forever that he never would?" begyndte hun og satte sig på huk ved manden. Han var nu ikke så gammel, hvilket var godt. "They can think he got cold feet and ran off, some fathers just cant handle the pressure from parenthood so they run away. It's quite common. They'd hate him for it, but they will get over it," sagde hun så endeligt og rejste sig op igen. Men det var ikke hende der havde slået ham ihjel, så hun ville ikke tage beslutningen, især hvis det betød at hvad hun valgte ville jage Amerys samvittighed til evig tid. Hun hørte Zitoras vækkeur og sukkede kort. Nu tikkede bomben.

Gæst

Han bed tænderne sammen og knyttede sine hænder hårdt sammen. Der var intet der kunne gøres, han havde revet en far væk fra hans to sønner. Han sukkede.
"I'm not gonna let them spend their entire life searching for someone I killed," kom det så fra ham. Ordene hun sagde var noget der skulle give ham ro, men vendte hans system rundt med ubehag. Han lukkede kort sammen.
"But he didn't," fik han næsten sagt i en højere tone men fik kontrol over sin stemme, "but he didn't leave them." Amery åndede tungt ud. Han havde haft børn igennem årerne, ikke mange, men de havde alle en ting tilfælles - han havde ikke haft muligheden for at være der for dem. Jagtet af Umbrella og døden af hans tideligere kone Kassandra havde han haft ingen anden mulighed, end at dele sine børn fra hinanden - fjerne deres minder om ham, og lade fremmede opfostre dem. Så var der de folk igennem hans liv, som havde fået hans børn, men valgte ikke at sige noget til ham. Behandlede ham som om, at han var den der havde fået kolde fødder og efterladt ham i uvisheden. Han rystede let på hovedet.
"I'm sorry.. it just reminded me of something," undskyldte han så og gned et par fingre under sin hage.

Zitora vågnede to sekunder før sit vækkeur, og det var nok til den lettere overraskelse at der var to personer i stuen. Burde Kaiya ikke være på arbejde nu? I stedet for at gennemsøge begges hjerner, allerede vidne at Kaiya var en af dem - så gik hun blot nedenudner og kneb øjnene.
"What the.."-"Why is there a dead body in here?" Spurgte hun og løftede øjnene. "Amery.." hun tog en dyb indånding og nikkede stille.
"I hope you two," startede hun ud og viftede let med en finger, "have a plan for this mess.." sukkede hun lidt og tog sig til hovedet.

Gæst

Kaiya fandt hurtigt ud af at hun havde sagt det helt forkerte. Hun bed sig i læben som han hævede stemmen og vendte blikket op mod Zitoras værelse, hørte hun det mon? Han var hurtig til at samle sine tanker og styr på sit toneleje. Kaiya åndede tungt ud og vidste at hun havde ramt noget følsomt med sine ord, og det var ikke fordi hun ville grave yderligere ned i det da det var det helt forkerte tidspunkt at ville begynde på det. "I.. It wasn't meant like that," sagde hun lavmælt, en anelse påvirket af den høje stemme han havde brugt før. Hun trådte lidt tilbage og pludselig var doktoren tilbage i hende. "Our best bet would be to make it seem like a suicide. But we'll have to make his heart beat for just a little while to do that," begyndte hun med en næsten følsestom tone. Nu var de nød til at tænke rationelle.
Da Zitora kom ned af trappen, vendte Kaiya sig som var hun en barn der var blevet taget i at stikke hånden i kagedåsen. "Adjusting to this new life," sagde hun roligt og vendte blikket ned mod den døde mand. Det var helt klart en forandring hun skulle vende sig til. Alt den død og kaos der lå omkring dem i øjeblikket, det var for meget for hende som menneske. Hun kørte hånden igennem håret igen og kiggede på manden. "We could get him in his car and drive it into a river far away. He'll be found eventually but hopefully too rotten to get a proper autopsy," foreslog hun så og åndede tungt ud. "Faking an accident wouldnt work."

» This isnt what it looks like - Boadicea
» Sometimes sitting by isnt an option
» Isn't it Lovely?
» Oh it's you - Kaiya
» The 'Zen' life - Kaiya