Beware of the dark fairy (Rayna)

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

A topic to @Rayna
påklædning + udseende + Et par fine læddersko.
Sted: Gaia, bolig området, Midnight street.
Tid: Sommeren 2018, kl. 22.02.
Vejr: Der er stille og roligt. Der er ikke varmt, men heller ikke koldt, der er en rar temperatur.

Med jakken smidt over skulderen, var Tidus på vej hjem fra en dag hos Levi. Men siden der gik for langtid før en bus kørte og at hans chauffør havde fri, endte han med at gå hjem. Motion. Der var vel det værd. Han vidste godt at det kunne være en risiko i at gøre det, men han gjorde det alligevel og ignorerede de advarsler han havde fået af sin far. Hvad angik hans far havde han været voldsom hemmelighedsfuld de seneste par måneder. Ikke engang Tidus vidste hvor han var altid og hvad han lavede. Derfor havde Tidus mest bare kontakt med sine egne mafiaer.
Han pustede opgivende ud. Han så frem til bare at komme hjem, stene noget TV imens han lå i sin seng og måske, kun måske, kunne han male et eller andet.
Selvom han gik i sine egne tanker, bemærkede han godt en kvinde der kom gående længere nede af gaden. Han bemærkede hende da der ikke var andre mennesker på gaden. Det burde være et rødt flag, men siden kl. var sent på aftenen, så lagde Tidus ikke mere i det. I det damen gik forbi ham, smilte han venligt til hende og nikkede. Dog... var der noget helt forkert over denne kvinde. Ikke noget ved hendes udseende... der var bare noget... mystisk over hende.
Dette fik Tidus til at se sig over skulderen. Hans hjerte gjorde et hop. Der gik nu ikke længere en kvinde bag ham, men en mand. Kvinden var ingen steder at se.
"Whut..." mumlede han og stoppede med at gå. Måske var det bare noget han bildte sig selv ind.
Lyden af nogle som nærmede sig, var ikke nok til at Tidus kunne nå at reagere, før han fik en sæk over hovedet. Hans hjerte hamrede som ti vilde heste. I panik sprællede han, slog ud efter ingenting, men blev holdt ned af en voldsom styrke.
Han forsøgte at snakke, men sækken røg bare ind i munden på ham, for næsten at kvæle ham.
Der skulle ikke et geni til for Tidus at regne ud, at han var blevet slæbt ind i en bil. Han kunne høre motoren køre. Omkring ham var der ingen snak. Kidnapperne var stille. Det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Tidus.
Efter hvad føltes som en evighed, blev han slæbt ud af stolen og hvad han gik ud fra, sat fast til en stol. Han gispede stadig en smule efter vejret. I det sækken endelig blev fjernet, pustede han ud og lavede beklagende lyde. Med en irriteret glød i sine blå øjne, så han frem for sig og fik et lille chok. Ikke så langt fra ham, sad en smuk kvinde og stirrede på ham.
"Next time take me out for a dinner first will ya?" lød det flabet fra Tidus.
Han havde ikke i sinde at vise frygt. Stoltheden brusede for meget i ham. "I´m waiting for a introducing." kækt smilte han nu til Rayna.

Gæst

Påklædning
- Tøj + Sko Hun har en sort kjole på Link. Hun har et par sorte sko på (De gør hende 7 cm højere, fra 1,71 til 1,78) Link
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst, det går hende til omkring midten af ryggen Link. Hun har minimal make-up på Link. Hun har et smykke omkring sine fe ører Link
- Accent Russisk/Slavisk
- Andet Hun har Fe ører Link. Hun har helt gyldne øjne Link. Rummet de er lokaliseret i, består af to stole. Ekatarina (Udseende) står i det ene hjørne

Det var sjældent, at en person overlevede det at trodse hende, oftest fik hun dem indfanget og her myrdet, og andre gange ødelagde hun deres liv, før hun for alvor tog fat om personen, som var gået imod hende. Men den kære Jasper havde åbenbart valgt, at gå i en form for skjul, efter hun var begyndt at få hans henchmen's myrdet. Hvad han dog ikke havde overvejet var, at hun jo vidste præcis hvem hans søn var, og det var lige netop dette mindre fejl, der gjorde at hun i dette øjeblik, havde fået sønnen levet til sig. Alle dem som arbejdede for hende, vidste præcis hvad der skete, hvis de fejlede, så hun forventede intet andet end perfektion fra dem, som de skulle levere denne knægt. Dog var Ekaterina blandt dem, og den kære formskiftende dæmon, kunne trods alt ligne hvem end hun ville, skulle hun få folk leveret ind. Men hun havde dog hørt, at de ville tage et lidt anderledes udgangspunkt denne gang, og dog var det vel også fuldkommen ligegyldigt, hvordan det blev gjort, bare knægten blev fanget og ført til hende.
Så da Ekaterina og et par af hendes vagter, kom ind i bygningen, blev de straks sendt til det rum, hvor Rayna selv befandt ventende på dem. Knægten blev hårdt sat ned i stolen, og vagten rev hætten af ham. Let hævede hun sit øjenbryn, som hun ventede hvilken form for reaktion han ville få for det hele, det var trods alt altid spændende at se, om han ville vise en form for respekt for hende, eller blot agerede vildt og forvirret, præcis som alle andre dødelige plejede at gøre. Og dog var han ikke dødelig, men snarer et andet væsen, og fra hvad hun kunne lugte sig frem til, så en af de mange Banshee's, en smule interessante og dog også forfærdeligt kedelige. Hans flabedhed og kækhed syntes ikke rigtig at ramme hende, da hun hverken ændrede så meget som en simpel mine, eller for den sags skyld svarede tilbage. Gyldne øjne betragtede ham, og efter lidt tid rejste hun sig endelig fra sin plads "My name is Rayna, and you are here because your dear father, has done something no one should" Hun trådte frem imod ham, og tog et greb om hans hage med sine fingre, hvor de skarpe negle borede ind i hans hud "He made very angry, and for that I want what so many before me has wanted; Revenge. However, since I cannot find him, I'm going to take the closest thing, which is his beloved son" hvis han så ordenligt efter, var det tydeligt fra de overnaturlige træk, og ikke mindst spidse øre, at hun ikke var et dødeligt væsen, og fra det gamle udtryk gemt i de gyldne øjne, var hun også urgammel "After all you are the heir to his empire" sagde hun med en kold klukken, en af den slags der kunne løbe folk koldt ned af ryggen.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Alt over denne kvinde skreg magt. En magt som selv Tidus ikke havde oplevet før. Han betragtede hende med nysgerrig øjne. Det lå ikke til at trykke på hendes vrede, at han viste sin flabethed. Lige nu var Tidus egentlig heller ikke sikker på, om det var de kort han skulle spille. Denne kvinde var ikke indenfor mafiaen. Hun var et helt andet sted. Et sted som han ikke kunne sætte sin finger på. Hendes navn var Rayna. Umiddelbart sagde det ham ikke noget, hvilket forvirrede ham, da han aldrig glemte et ansigt. Og hun var uden tvivl med en kvinde med stor betydning.
Som hun gik hen imod ham, forsøgte han kort at rive i håndjernene som holdte ham fast bag ved stolen. Da det dog ikke lykkedes, droppede han det og måtte nu i stedet møde nederlag. Grebet hun tog fat om hans hage, gjorde at hans lille hjerte sprang et slag over. De få sekunder han havde vist svaghed blev dog hurtigt ændret. Blå øjne af stolthed stirrede nu op på Rayna. Her så han hendes smukke gyldne øjne. Det var utroligt... tænk at det kunne lade sig gøre. Et menneske med gyldne øjne.
Snakken om hans far gjorde Tidus urolig. Denne urolighed var dog ikke til at spotte på det ydre. Hvis hans far havde gjort noget lort, så var han først i problemer.
”My father..” Eftersom hun stadig havde et greb om hans hage, så han stadig op på hende. ”May I ask what he has done to you? Not that I believe you’re wrong.” Selvom hendes skarpe negle borred ind i huden, ignorerede han smerten så godt han kunne og smilte til hende.
Han havde i sinde om at spille rolig. Jo mere og mere han betragtede hende, jo mere måtte han indrømme at hans hjerte hamrede i panik. Dette var tydeligvis ikke bare en anden mafia situation. ”Your name is Rayna... but... who are you?” Man var begyndt at kunne høre det urolige i hans stemme. Selv om det lød fuldstændig skørt, så havde han en fornemmelse om at kvinden foran ham ikke var menneske.

Gæst

Nok gav han måske fysisk ikke an på, hvordan han i virkeligheden følte, men hun kunne dufte frygten fra ham, og hører når hans hjerte sprang et slag over. Blot en af goderne, ved at have overnaturlige sanser. Skulle Tidus dog tage et lyt til hendes hjerte, ville han blot høre det banke helt stille og roligt, som var hun ikke i gang med at true en anden mand på livet, men snarer blot havde en helt almindelig samtale. Efter han kom med spørgsmålet til, hvad faren havde gjort hende, gav hun slip om hans hage, egentlig gad hun ikke engang røre ved ham, han var trods alt under hende, en simpel mide, som hun kunne knuse under sin sko "He promised me a lot of things, however, did not deliver on his end and for that of course I want to kill him" hun havde egentlig intet at skjule, plus de kunne trods alt altid, blot slette hans hukommelse, skulle dette komme for tale.
"I am what you can call an inventor, I take small things and I make them better" hvilket til dels var rigtigt, hun havde trods alt skabt så mange ting "I like making experiments, transforming stupid little creatures into something more dangerous. I can show you one of my creations" hun knipsede med fingrene og her blev døren åbnet op, ind kom en ung pige. Hendes lange filtrede hår hang løst, og dækkede i starten store dele af hendes ansigt, givet hun gik med hovedet bøjet. Hun var iført en stort kjole, og gik med barer tær. Der var egentlig intet underligt ved hende, indtil man opdagede halsbåndet omkring hendes hals "This is Clara, she is possibly one of the most strongest telepaths alive" som hendes navn blev sagt, løftede Clara hovede og klarer blå øjne blev rettet imod Tidus "She is here to make sure you do what I say" hun satte sig igen på stolen, og havde Clara ved sin side, som kun stirrede på Tidus. Da Rayna knipsede, trådte en vagt frem og åbnede halsbåndet, og straks skiftede de blå øjne sig til en rød, og Tidus ville her føle nogle vandre rundt i hans tanker.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Mørket sænkede sig mere og mere om Tidus. Det blev hårdere og hårdere at trække vejret. Det var som om at mørket kvælede ham. Kvinden foran ham, kaldet Rayna, var foruligende rolig og skræmmende. Normalt ville Tidus ikke have indrømmet det til ham selv, at han var bange for en person, men her stod hun... og skræmte ham.
Vreden til hans far var altså et knust løfte. Dette fik Tidus til at se en smule spørgende på Rayna. Han ventede på hun fortalte hvad han havde lovet. Men dog kom det aldrig. En masse tanker kørte igennem hovedet på Tidus. Han kunne ikke finde ud af hvad hans far kunne have gjort til denne kvinde. Udover... han adskilte sine læber.
”Did he promise you money?” Tidus havde fået sit mod igen. Man kunne derfor ikke høre frygten i stemmen. Tvært imod, var han blot mere nysgerrig.

Rayna forklarede nu hvem hun var. Svaret fik det til at løbe Tidus koldt ned af ryggen. Han ledte og ledte efter logiske forklaringer. Hvad der skete foran ham var ikke muligt. Han måtte drømme. Her bandede han af sig selv. Dette var ikke en drøm, det skete rent faktisk foran ham. Pigen, som Rayna fik frem, lignede noget der var taget ud fra filmen the grudge.
Overrasket og for skræmt til at se væk, så Tidus på pigen og de skabte en øjenkontakt. Hendes navn var Clara. I få sekunder så Tidus væk fra Clara, kun til at se op på Rayna. Hans mund var åben, som overvejede han at sige noget, men han kunne ikke få ordene ud.
Knipset gav et ekko i rummet. Et ekko som ville forfølge en for evigt. Claras blå øjne blev røde og det næste der skete... Tidus mærkede sit hoved klemme. Der var nogle i hans hoved! De fyldte hans hoved så meget, at han følte det kunne eksploderes.
Han så ned i gulvet, bed sig i læben for at holde et skrig inde. Smerten skulle ikke vises! Det var et tegn på svaghed! Han så op på Rayna. Hans øjne var blodskudte. ”What... are you doing... to me!?” Hans stemme var i et råb. Han skabte en øjenkontakt til Rayna.

Gæst

"That is truly none of your bussiness" pointerede hun med en kold latter, den slags der kunne løbe en koldt ned af ryggen, som et minder om et forfærdelig tid eller et løfte om et fremtidige mareridt. Nok var knægten søn, til manden som han gerne ville have død, men det betød da ikke, at hun faktisk ville fortælle detaljerne omkring deres aftale, han havde trods alt ikke været en del af den. Den eneste grund til, at han faktisk var her, var fordi han var søn af manden, og hvis der var noget hun var god til, så var det at ødelægge andres liv, også selvfølgelig tage hævn, og hvis der var noget hævnen var, så var det fantastisk.
Hun klukkede over hans reaktion på Clara, selv kunne den unge engel ikke bruge sine evner imod hende, da hun mentalt var beskyttet imod den slags evner, så hendes tanker og andet lig dette, kunne ikke blive rørt af den slags ting. Dog efter noget tid, holdte hun hånden op, og straks holde Clara op "She was searching through your mind, it can be quite painful if not done with concent from the other part" hun rejste sig fra sin stol, og kiggede imod en af vagterne, som straks gik hen til Tidus "I think it's about time I show you what I do, while words may be of good use, one can never be certain they come across as serious, unless one sees what is in store" forklarede hun, og straks blev Tidus trukket op på sine fødder, med en vagt på hver side af ham, for at sikre han ikke stak af. Rayna viste ham ud af rummet, og ud fra de forskellige etager, befandt de sig på en af de under jorden, og derfor også der, hvor alle eksperimenterne blev foretaget. Hun viste ham hen til et glas, hvor på den anden side, kunne man se en ung kvinde, som blev undersøgt såvel som sprøjtet med en masse ting. Hun var bleg og så helt sygelig ud, med sort blod der kom ud fra hendes næse og mund "She's being transformed, just like you soon will" forklarede Rayna med et koldt smil.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Rayna mente ikke at det var noget han burde vide. Irriteret knurrede Tidus over den kommentar. Hun havde haft kidnappet ham, sagt at det var skyldet hans far, derfor burde han vel være en del af det. Dog skulle han bare bruges som hævn. Dette gav ikke rigtig mening for Tidus. Hvad skulle hun lige gøre imod ham, som ville gå hen og genere hans far? Hvis hun såret ham, ville hans far blive oprevet ja, men han ville ikke panikke eller andet. Så hvad kunne Rayna gøre der ville ødelægge mafiaen?
Tidus pustede ud, som smerten forsvandt fra ham. Her bemærkede han at det skyldes Rayna holdt en hånd oppe. Ordene hun sagde derimod, forstod Tidus af. Trods alt kendte han ingenting til det overnaturlige. Så Raynas ord var fuldstændige absurde.
Clara havde gået igennem hendes hoved. En smule slørret, så Tidus op på Rayna og ignorerede stadig den bankende følelse i hovedet. ”This is...” her synkede han en klump og pustede ud. Pludselig var halsen så tør.
Her kom vagter hen og samlede ham op, let som en fjer. Og Tidus syndes egentlig ikke at han bare var så nem at løfte. Irriteret knurrede han af dem og så fra den ene til den anden vagt. Dette ville ikke gå hen og blive nemt. Som de begav sig under jorden, begyndte Tidus hjerte at banke uroligt. Hans øjne kørte rundt i lokalet. Der var mørkt og koldt. Han bed sig i underlæben og forsøgte kort at rive sig fri af vagtens greb, kun for at vagten nu greb hårdere fat om ham. Ud af sin øjenkrog så Tidus irriteret op på ham. Jo længere han blev ført ind i rummet. Jo mere følte han trang for bare at forsvinde derfra, smide penge i hovedet af Rayna, så han kunne bare komme væk.
Da han stod foran et glas, med en stakkels kvinde indeni, spærrede han øjnene op og først gik situationens rigtige alvor op for ham. Den stakkels kvinde inde i glasset var tydeligvis i smerte. Uden at tage øjnene fra den stakkels kvinde, hørte Tidus godt Raynas ord og det fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen.
”Transformed,” gentog han forvirret. Det lød som en fantasy fortælling. Da han endelig så hen på Rayna. Var det kolde smil på hendes læber mareridt vækkende. Her rev han sig ud af grebet på manden der holdt fast i ham. ”Over my dead body evil queen.”
Han hentydede til at hun kunne minde ham om den mørke dronning fra disney. Her forsøgte han at sparke manden i maven, kun for at ramme noget der kunne minde om en mur. Dette fik vagten til at grine og ellers tage fat i Tidus ben. Han trak ham op, så Tidus nu hang på hovedet. Manden var en del større end forventet. Igen forsøgte Tidus dog bare at sparke ud efter mandens ansigt. Hvad skete der for den overnaturlige styrke!?

Gæst

Vagterne de bar ham rundt, var mænd sat gennem hård træning, alt for at være ved hendes side, arbejde for hende og få hvad end hun gav tilbage af kærlighed. Derudover blev de selvfølgelig sat under deres "behandlinger", hvor langsomt at deres menneskelighed blev revet ud, hvilket blev erstattet med lydighed og en urystelig loyalitet. Det var præcis det hun kunne lide i sine mænd, at de så også var bloddæmoner, gjorde dem ikke kun til store brød, men også nogle ganske stærke nogle "Indeed, you shall be transformed and it will be very painful" det lød næsten, som talte hun til en om at give en gave, ikke fuldkommen ødelægge deres liv, hvilket hun jo havde planen om "However, you transformation has not yet to be confirmed or rather which kind you shall have" hun vendte sig imod ham og tog en indånding af hvad han var, en Banshee? Var denne knægt virkelig noget så kedelig som en simpel Banshee? "You are in need of it though, such boring creature you appear to be"
Hun hævede øjenbrynet, som han med et kaldte hende onde dronning, ikke noget hun ikke var kaldt før, så han måtte være lidt mere kreativ, hvis han skulle overraske hende. Dog som han forsøgte sparke en af vagterne i maven, syntes det nu kun at bringe noget dårligt ved sig, da han nu hang på hovedet. Med to fingre, lavede hun tegnet til, at de skulle løfte ham højere op, således de nu kunne være i hovedhøjde "Had it not been for the fact, I want to send a messages to your dearly beloved father, I would give up for your request" hun strøg ham over kinden, som hendes gyldne øjne betragtede ham "I have someone in my staff, who could bring such pain to you, more pain than you've ever imagined. So if you keep of this incompetent behavior, I might just let you meet her" hun klappede ham på kinden, og klukkede koldt.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Transformationen ville være smertfuld. Han var ikke sikker på hvilken transformation hun snakkede om! En trænings transformation kunne tage langtid og gøre ondt, men Tidus gik stærkt ud fra at det ikke var det hun snakkede om.
Selv lød det til at hun ikke var sikker på hvilken transformation hun snakkede om. “What about a cinderella transformation? I always wanted a sparkly dress.” Sarkastisk og irriteret, så han her hen på hende. Nok var situationen alvorlig. Men han ville virkelig ikke vise nogle former for frygt. Dog var det nok ikke en facade han kunne beholde længe.
I det hun kaldte ham et kedeligt væsen, var han den til nu at se forvirret ud og fnyse. “A human? Like yourself? Or... are you saying i´m boring because i´m a male?”
Det var nu en smule pinligt at han nu hang på hovedet, foran hans kidnapper, der havde I sinde om at gøre sin hævn. Imens hun snakkede, så han spørgende på hende og vrissede af og til. Specielt I det vagten bare kunne løfte ham endnu højere op. Igen, vejede han ingenting!? Han var dog sikker på at han vejede mindst 80kg! Så hvordan kunne manden bare løfte ham I en arm!
Som hun strøg ham over kinden, rykkede han hovedet væk og knurrede af hende. Kort tog han også sig selv I at han bide efter hendes hånd. “I would love to meet her... I looove meeting new people.” Her gjorde han et sving med det andet ben, så det ramte vagten på siden af hovedet. Af overraskelse, slap vagten ham, så han faldt på ryggen ned på jorden. Med et lille UPHM, tog Tidus sig til baghovedet og satte sig op. “Did not see that through..” mumlede han for sig selv. Hurtigt kom han op og stå på benene.
Han tog sig selv I at sætte I løb, uden nogle forstand på hvor han skulle løbe hen. Uden at vide hvordan det lykkedes ham, kom han hen til en mur og gemte sig kort bag den.
God damn... hvor ville han ønske at han havde bare et eller andet våben på sig.
Hvad var det for nogle sindsyge mennesker!?

Gæst

Hun klukkede "you honestly believe I can't see through you? I've lived for many thousands of years, I know when a little man is hiding fear behind empty words" hun rystede på hovedet af ham, nok troede han at hans facade var stærk og god, men hun så gennem dem, som var det intet andet end glas. Hun vidste med andre ord knægten var bange, nok også fordi hun kunne høre hans hjerte banke, og dufte frygten i luften "I can smell it in the air, your fear" forklarede hun med et simpelt skuldertræk, næsten som var det ikke et indrag til den overnaturlige verden, men hun regnede dog også med, at han vidste hvad han var, så for hende handlede det ikke så meget mere en introduktion, men mere hvad der var simpel viden.
Det gik dog op for hende, at han måske ikke kendte til den overnaturlige verden, specielt som han kaldte hende et menneske, som havde han ikke set hendes øre "you have no idea what you are, do you?" spurgte hun, næsten som var han blevet blot en smule mere interessant, det var altid sjovt at se væsner, som havde været trukket væk fra deres sande natur, vokset op blandt simple mennesker og uden en viden om hvad de i virkeligheden var "If you so pleases to meet her, I shall ar-" mere nåede hun ikke at sige, før Tidus sparkede vagten i ansigtet, hvilket ikke kun overraskede de to vagter, men også hende selv. Selvom hun hurtigt kunne få ham fanget ind, så var hun for nysgerrig, til at lade det ske lige med det samme, hun var snarer interesseret i at se hvordan det ville spille ud "Lock the doors to the surface, let him walk around down here" hendes kolde og modbydelige latter, kunne høres som gengang gennem gangene, og som hun havde befaldet, blev alle indgange og flugt muligheder lukket ned. Selv ikke engang elevatoren ville lade ham komme op, da den krævede en adgangskode.

For enden af gangen som Tidus befandt sig ved, var en ung pige, hun kunne ikke være mere end de 9 år gammel, og hun var iført en hvid kitel, som dog afslørede forfærdelige ar, der løb op og ned af hendes arme, såvel som ned af hendes ben. Hun skyndte sig hen til den anden mand, hvor hun greb fat i hans arm, og holdte en finger for sin mund "You can't stay out here, or else she will find you" forklarede hun ham. Selv havde hun siddet og gemt sig i et par timer, sørget for at være ude af syn, for ellers ville hun finde dem "I know a hidding spot, follow me" forklarede hun, og med hans hånd i sin egen, trak hun ham med ned af gangen, og dog kunne man svagt høre lyden af et par støvler imod det hårde gulv "Ohh no she's close, we have to hide" hun gav slip på hans hånd, som hun begyndte at løbe hurtigere, og dog sikrede hun sig, at han var tæt på, så hun kunne lede ham til det mørkt rum, hvor hun trak ham indenfor "My names Elizabeth, How did you end up here?" spurgte hun nysgerrigt, som hun lod sine brune øjne mødes med hans.

//Pigens udseende: Link

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Hun kunne sagtens se igennem hans facade. At hun brugte ordsproget at hun havde levet I 1000 år, var dog en smule overdrevet for Tidus. Dog lod han det ligge. I stedet lod han bare Rayna snakke og denne gang havde han ingen kommentare til hende. Tvært imod ville han bare gerne væk derfra. Så han var I gang med at planlægge en form for flugtplan.Dog, kunne han ikke skjule sit forvirret blik, som hun sagde at hun kunne dufte hans frygt. Hun begyndte snart selv at lyde som en mafia boss.
“Have no idea of what?” spurgte han, stadig med hovedet hængende ned imod jorden. Han hang bare der og dinglede som et dovendyr. I en anden givet situation havde dette været underholdende, men lige nu, var han langt ude hvor han ikke kunne bunde.

Som han løb igennem rummet, hørte han Raynas latter. Latteren var kold og skræmmende. Ekkoet derimod elskede den. Den blev ihærdigt ved med at gentage den. Selv efter hvad Tidus følte som værende flere minutter. For hver en dør han løb hen til, ville han blive mødt af en lås og selv elevatoren krævede en speciel adgang.
“God... fucking...” knurrede han lavt. De blå øjne så desperat rundt. Hvad var det her for et sted!? Som noget pludselig greb fat I hans arm, skulle han til at hoppe væk I forsvar, da han opdagede at det var et lille barn ved hans side. Selvom børn gjorde ham nervøse normalt, så var der noget lettende over at se denne lille pige. Den hvide kitel tegnede på at hun selv var en fange her. Før han kunne nå at spørge hende om noget, fulgte han med hende. Støjen fra støvlerne var tydeligvis ikke en god ting. Derfor satte han sig mere op I fart da den lille pige gjorde. Han havde ærligtalt lagt sin skæbne I hænderne på en lille pige. De kom til et mørkt rum, hvor hun ivrigt hev ham ind og han sagde hende bestemt ikke imod. Han pustede her ud og forsøgte at finde pigen I mørket.
“Hey Elizabeth... Welll... Rayna kidnapped me... she have a grudge again my old man.” Hans hjerte bankede stadig så kraftigt. “What about you?”
De blå øjne forsøgte virkelig at finde en flugtvej I mørket.

Gæst

Hun tændte lyset, og skyndte sig at lukke døren bag dem, alt for at hun ikke fandt dem. Let lod hunsin hånd, glide op langs hendes barer arme, arme der fremviste smerte og tortur, som ingen nok havde set magen til før. De brune øjne, så ikke ud til at ville mødes med hans, og dog som han forklarede hvordan, at han selv var et offer for hendes vrede, lod hun sit blik mødes med hans "She took me from my family, and she burned them all before me, just because I was different" forklarede hun, mens hun lod blikket falde til gulvet. Den spinkle skikkelse, gav ikke et indtryk af, at hun kunne gøre meget skade på folk "Rayna sendt her after me, the one they call the Huntress, and after everything they did to me, I tried to run and I tried to hide" tårer kom frem i de brune øjne, som hun begyndte at ryste "I'm so scared she'll find me" af ukendte grunde, løb hun ind i armene på ham, som kunne den anden mand redde hende "Please don't let her take me, I don't want to go back" denne unge mand, var den første udefrakommende, som hun havde set i lang tid, og hun ville helst ikke tilbage til hende igen.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Lyset blev tændt og kort i frygt for at Rayna skulle finde dem, så Tidus advarende hen på pigen, men det løste sig af at hun lukkede døren. Desuden, var hun kun et barn. Et forvirret og tydeligvis tortureret barn. Da deres øjne mødtes kunne Tidus med det samme finde sorgen i dem. Det gjorde så ondt at se på hende. Hendes historie stak Tidus i hjertet. Tænk at Rayna var så forfærdelig en kvinde at hun havde ladet det gå udover et barn!? I løbet af historien fik pigen tårer i øjnene. Ud af instinkt, ville Tidus gå hen til hende og forsøge at berolige hende. Dog kom pigen ham i forkøbet. Hun løb ind i armene på ham og krammede sig ind til ham. Hendes ord skar ignnem Tidus. Mere end noget andet, ville han gerne love hende at der ikke ville ske hende noget. Men, lige nu, havde han selv ingen anelse om hvad der ville komme til at ske.
Han satte sig på hug og gemte Elizabeth ansigt væk i hans skuldre, med hans hånd på hendes baghoved. Her forsøgte han roligt at berolige hende med små tyssen. ”I will not let her take you. You and me, we will both get out of here.” Hans stemme var lav og beroligende. Her trak han sig ud af krammet og fjernede tårer fra hendes kinder. Dog var han nysgerrig omkring denne huntress... men, han valgte ikke at grave det op. Den stakkels pige... Ømt smilte han til hende. ”And hey... there is nothing wrong in being different... I´ll bet you are different in the best way possible... you are not just another brick in wall.” Han forsøgte at få hende på andre tanker. Også selvom han ikke havde den fjerneste anelse om hvordan han skulle snakke til børn.
Da det lød som om at der gik nogle udenfor, løftede han her Elizabeth op i sine arme og gik hen for at slukke lyset hurtigt, samt gemme sig i den mørkeste del af rummet.

Gæst

Pigen der ikke så ud til, at havde følt kærlighed gennem det sidste lange stykke tid, gemte sig ind i hans favn, som han faldt på knæ foran hende, og syntes at ville kramme hende. Dog som han begyndte at gøre udtryk for, at hun skulle være stille, faldt hun langsomt til ro "You can do that?" hun så på ham, som var han en superhelt taget ud af tegneserierne, eller mere som var han hendes superhelt, der var kommet for at redde hende ud af dette mareridt. Så da han blidt fjernede tårerne fra hendes kinder, den første rigtige blide berøring i lang tid, lagde hun næsten kinden ind imod hans hånd. Det var dog hans ord, som virkelig solgte det hele, og et mindre smil kom frem på hendes læber, som hendes lille hånd fjernede tårerne fra kinderne "You think so?" hvis han så ordenligt efter, ville han ved hendes ører, ikke finde det af normale ører, snarer nogle unaturlige spidse, hvilket tydede på at hun nok ikke var så menneskelig igen.
Hun slog armene omkring ham, som han med et løftede hende op, og slukkede lyset. Udenfor kunne man høre lyden af de hårde hæle imod gulvet, dog ikke den velkendte højhælede sko, snarer lyden af et par støvler, der dominerende slog imod gulvet "We have to get the girl, and has anyone seen the Banshee?" lød det af en kvindestemme, en stemme ejet af hende. Straks ved lyden af stemmen, gemte hun sig længere ind i hans arme, og dog som fortrindende forsvandt igen, og der endnu engang blev stille på gangen, holdte hun op med at ryste igen "We have to find somewhere else, or else she will find os" forklarede hun med en dæmpede stemme "She's a tracker, and if we don't find a way out, she will kill os both" hun bed sig i læben, og de store brune øjne betragtede ham med frygt i sig.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Blikket pigen lagde på ham var kært. Noget af det kæreste han havde set. Et blik han ikke mente han fortjente, men alligevel gav det ham lysten til at kæmpe endnu mere. Både for nu hans egen og hendes frihed. Specielt hendes. Hun skulle ud af dette miljø.
Han smilte derfor til hende, ømt og kærligt. ”Of course... I will do my best... I promise.” Her tog han kort hendes små hænder i sine og klemte dem blidt. Han mente det. Han ville virkelig gøre hvad han kunne nu for at hun kom ud i sikkerhed.
Det lille smil på hendes læber over hans ord, varmede han indvendigt og her bemærkede han de spidse øre. Var det grunden til at Rayna så hende som anderledes? Bare pga. et par spidse øre? Han smilte stort til hende og nikkede. ”Yeah, I do. You should own that you are different.”
Disse ord mente han skam også. Han kunne også selv relatere til dem. Om han lyttede til dem ham selv, det var en anden snak, en anden dag.
Stemmen ude på gangen fik Tidus hjerte til at sætte sig i halsen. Han holdt Elizabeth tæt ind til sig, som forsøgte han at skjule hende i mørket. Dog var der få ting i det stemmen ude på gangen sagde, der ikke helt gav mening for Tidus. Hvad pokker var en banshee?
I det stemmen forsvandt, pustede Tidus lettet ud og lyttede nu til Elizabeths stemme i mørket. Siden hun havde været her længere end ham og havde mere styr på tingene. Nok havde han ikke styr på hvem hun mente. Men det var bestemt heller ikke det vigtige lige nu. Her krammede han hende tættere ind til sig. ”Okay.”
Roligt, løftede han hende op en sidste gang, før hans beroligende stemme gik igennem mørket. ”You can just close your eyes... I will find a way out of here.”
Med et bankende hjerte, tog Tidus fat i dørhåndtaget og åbnede lydløst døren. Her stak han hovedet ud først. Da der ikke var nogle at se, listede han ud på gangen. Han havde ingen anelse om hvor han skulle gå hen. Så godt han kunne, fulgte han sit instinkt og blev ved med at gå. Lyden af et par støvler, fik ham til at stoppe op og gå om bag et hjørne. Her tyssede han blidt på Elizabeth ved at lægge en finger imod sine læber.

Gæst

Elizabeth holdte fast omkring Tidus, så godt som hun kunne, som han gjorde an til at de skulle afsted. Spørgsmålet var så bare, om de faktisk ville kunn komme fri, før de blev fundet? "Okay" fik hun sagt som han bad hende om at lukke øjnene, var det fordi de skulle se en masse forfærdeligt? Eller havde han noget andet i tankerne. Som de faktisk endelig forlod rummet, kunne hun mærke hans hjerte banke hårdt imod hendes, der næsten bankede ligeså hårdt afsted. Der var en farer ved, at de så let som ingenting ville kunne blive opdaget, og hvem vidste så hvad der skulle ske. Elizabeth begravede ansigtet imod hans hals, og hele hendes krop rystede, som hun hørte lyden af sko, dog var det kun vagterne, så indtil videre havde hun kun kommet i formen af en stemme, og dog var det en konstant trussel.
Selvom der lige nu ikke var nogen farer, vidste hun at med hende i sine arme, så ville han ikke kunne gøre meget andet end at løbe "You can't carry me, if you have to run fast" forklarede hun, og på en eller anden måde, fik Elizabeth kravlet ned, nok var hun bange, men hun ville være stærk for ham, og han havde ikke nær så meget mobilitet, hvis han skulle bære rundt på hende "I know a way" Hun pegede i en retning, og begyndte at løbe derhen. Vagterne kunne man høre bag dem, som hele tiden kom tættere og tættere på, og ud fra antallet af fodtrin, så måtte det være et godt antal. Som hun ledte dem forbi en gang, var det dog direkte ind i en fælle. Foran dem stod nogle vagter, og foran vagterne var der en ung kvinde klædt i sort. Hun kunne ikke være mere end i start 20'erne, og dog sagde blikket at hun nok var meget ældre. Hendes aura var kold, og de brune øjne vidste et sadistisk udtrykke. I sin hånd havde hun en pistol "Why hello, we finally meet. My name's Dahlia, but everyone calls me the huntress" hun lagde hovedet på skrå, og de brune øjne faldt til Elizabeth, der gemte sig omme bag Tidus.
Vagterne fik endelig hællet op på dem og de var med andre ord omringet "Rayna is going to be so happy to see you again, she likes to give a sense of false hope to people" hvor man skulle tro at hun snakkede til den lille pige, var Dahlia's øjne dog kun rettet imod Tidus, og et suk forlod hendes læber "Oh stop playing around Kat, we caught him" lød det fra Dahlia, der nu endelig rettede sit blik imod den lille pige, der gav en lyd af irritation fra sig "But it's so fun" ordende lød helt forkert i munden på pigen, som før havde været så bange, og som nu ikke viste andet end selvsikkerhed. Elizabeth så op på Tidus, og langsomt blev de brune øjne en lysende gylden farve "I'm sorry, it's nothing personal it's just bussiness" i takt med at hun snakkede blev barnestemmen til det af en voksen kvindes, og den britiske accent blev mere Russisk. Den lille piges form ændrede sig også, og væk var hun og i stedet stod der en voksen kvinde "You're must more different than I thought" hun blev givet en ting bag sin ryg, som hurtigt viste sig at være en sprøjte hun stak ned i halsen på ham "sleep well" lød det fra hende, som hun sprøjtede det bedøvende indhold ind i hans hals, som hurtigt ville slå ham ud. Når han vågnede op igen, ville han være lænket til et koldt bord, i et helt sort rum uden det mindste smule lys.

//hvordan transformationen ser ud: Link
@Ekaterina: Link

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Han ville virkelig ønske han kunne gøre mere end at bare rende forvirret rundt. Men lige nu, var det alt han kunne gøre, indtil han havde fundet en vej væk. Det var her han skulle forsøge at huske alt sin træning. Ikke at han fået den bedste træning i hvad han skulle gøre, hvis han blev kidnappet, men noget havde han da fået at vide. Skyd først, spørg bagefter.
Som Elizabeth kravlede ned af ham, skulle han til at sige noget til hende, at det nok skulle gå selvom han løftede hende, men i stedet lod han hende vise vej. Lyden af støvlernes trin der blev højere og højere, fik Tidus til at sætte farten op, dog blev han altid ved med at være ved Elizabeths side. Enkle gange så han ned på Elizabeth. Alt dette stoppede dog, som de desværre løb direkte ind i en fælde. Som en bil der bremsede hårdt op, stoppede Tidus og her skubbede han med det samme Elizabeth om bag sig. Kvinden foran dem var ingen andre end den de kaldte huntress.
Tidus øjne var fyldt med vrede, som han her betragtede Dahlia foran ham. Hun kunne ikke være mere end 20. Hvad i alverden lavede en så ung pige hos Rayna?
”I heard so much about you,” sagde Tidus sarkastisk og rynkede her på næsen.
Så snart Dahlia lagde et blik på Elizabeth, forsøgte han at dække pigen endnu mere, bare for at skjule hende for omverdenen. Ordene gav dog et stød i Tidus. Pigen der før havde været så bange, så uskyldig og så forvirret, svarede nu pludselig med en selvsikker stemme. Han drejede sig her om, så på hende med de største forvirret øjne. Her blev han mødt af de uskyldige børne øjne der langsomt skiftede farve. Her trådte Tidus forskrækket et skridt tilbage. Hvad der skete foran ham derefter kunne ikke beskrives med ord. Barnet foran ham forsvandt. Hun forvandlede sig rent faktisk om til en voksen kvinde! En voksen kvinde! Forvandling skete som var hun en form for murdelervoks. Stadig helt mundlam over hvad der skete foran ham, nåede han ikke at reagere, før han fik en kanyle stukket i halsen. Her tog han sig til det sted hun havde stukket nålen ind. Han bakkede her fortsat nogle skridt tilbage. De store blå øjne så forvirret hen på den russiske kvinde. ”How... on...” Langsomt mærkede han mørket sneg sig ind på ham. ”Ahh... no...” var det sidste han vrissede af sig selv før alt blev mørkt.
Han vågnede op med en forfærdelig hovedpine. Uden tvivl havde han hamret hoved ned i jorden dengang han faldt. Som han forsøgte at røre på sig, gik det op for ham at han var lænket. Bordets kulde skar ham igennem ryggen. Selv igennem hans tykke sweater!
”A damn it... It weren´t a nightmare,” vrissede han og begyndte at hive i lænkerne. Rundt omkring ham var der fuldkommen mørkt. Det fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Han kunne ikke vide om der var nogle i mørket der bare stod og holdte øje med ham. Lænkerne larmede, som han fortsatte med at forsøge at rive sig fri. Her løb Elizabeth igennem hans hoved. Var denne pige okay? Vent... nej, der var ingen pige... hun havde... ja, hvad pokker var der lige sket!? Det var umuligt, det kunne ikke være muligt! Pigen havde transformeret sig om til en voksen kvinde!

**Antal indlæg** : 29

Efter han var faldet sammen, havde hun fået vagterne til at bærer ham ind i rummet, enkelte nikke blev udvelsket mellem hende selv og Dahlia, før kvinden igen forsvandt, og hun nu fulgte med vagterne. Tidus havde jo sagt han gerne ville møde hende, så møde hende skulle han da få lov til. Hun havde i selskabet af Dahlia, studeret mange forskellige former for tortur, selvfølgelig måtte hun indrømme at havde lært mere fra den kære bloddæmon, hvis far trods alt havde været en velkendt torturmester. Da alt var gjort klar, flyttede vagterne sig så hun kunne komme ind. Nu skulle hun bare vente på, at han endnu engang vågnede op igen, hvilket dog heldigvis ikke tog så forfærdelig lang tid, det var jo ikke fordi at hun faktisk havde givet ham den største dosis.
Som han begyndte at røre på sig, betragtede hun ham i mørket, nok kunne hun ikke se perfekt i mørket, men hun kunne da se nok, til at vide hvad der foregik. Lyset blev tændt, som hun trådte frem imod ham "I was told you would like to meet me" de blå øjne mødtes med hans, selvfølgelig ikke øjne der nødvendigvis var hendes rigtige øjenfarve. Man kunne vel heller ikke vide, om det faktisk var hendes rigtige ansigt "if I remember correctly you said: I would love to meet her" der var noget legende i hendes blik, dog ikke imod at tingene ville være fuld af nydelse, nok snarer at han ville være i en verden af smerte. Hun trådte væk fra ham og hen til væggende, som var fyldt op med forskellige våben og torturredskaber. Hun tog en spids genstand frem, såvel som fandt nogle andre ting frem, hun lagde på et rullende bord, hvortil hun igen fandt frem til ham "Just behind your eye, you have a nerve called the trigeminal nerve. It's rather large, and it's behind the general pain in the face and while not causing to much damage, however, it will cause great deal of pain if being touched" hun holdte den tynde og skarpe genstand frem imod ham "Shall we try it?" spurgte hun sadistisk.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Lyset blev tændt og fik Tidus til at knibe øjnene en smule sammen. Der gik lidt tid før han kunne se hvem stod foran ham. Det var kvinden fra før, der havde forvandlet sig om fra den søde lille pige Elizabeth. Da de skabte øjenkontakt, hævet Tidus det ene øjenbryn, hvilket skulle være som et spørgsmål til hele situationen. Hun var kvinden Rayna havde snakket om. Og selvfølgelig havde de taget hans sarkasme alvorligt.
Forhelvede Tidus...
”Yeah... I did say that...” her sendte han hende et drillende smil. ”Nice to meet you, how are you doing?” Ligesom hende var der noget legende over hans blå øjne. Han burde indse situationen en smule bedre. Men, livet var for kort, til at lade folk nyde at se dig svag og bange. I det hun trådte væk fra ham, forsøgte han at løfte hovedet og se efter hende. Hvilket han hurtigt fortrød. Hun begyndte at finde tortur redskaber frem. Der var ingen tvivl om at han var langt ude hvor han ikke kunne bunde. Denne gang hun kom op til ham, ville han have et mere spørgende blik i sine øjne, samt en smule vrede. Som hun begyndte at snakke om tingen bag hans øje, forsøgte han at dreje hovedet væk og ellers vride en smule i lænkerne. ”You know... I thought it would be a lot more pleasant to meet you.” Her så han op på hende igen. Den tynde og skarpe genstand hun holdte imod ham, fik hans hjerte til at banke og det samme gjorde det sadistiske i hendes stemme. ”And now when you ask that nicely... let´s not try it shall we? Let´s talk about the fact that you transformed from a girl to a woman! See, that is the biggest issue here!”

**Antal indlæg** : 29

Modsat Rayna var Ekaterina ikke nær så modbydelig, hun kunne sagtens have tid til at have det sjovt, også selvom hun egentlig havde et job at gøre, netop at straffe ham, og hvor lang tid hun ville bruge på det, afhang lidt af hvad hun havde lyst til. Hun valgte dog ikke at svarer hans spørgsmål, snarer sende ham et smil meget lig det af hans eget drillende. Hvad han dog ikke vidste var, at hun skannede hans memik. Hun betragtede hvordan hans ansigt bevægede sig, hvilke former for ord han ville bruge. Det var alt sammen med, til at kunne lade hende være den bedste kopi af ham som muligt "Ohh I can be very pleasant, but like so many others I have a job to do" indrømmede hun med et skuldertræk. Hvis jobbet sagde det, så kunne hun være en bedste drøm "you know I was actually originally put to seduce you, of course not in this female body, but the plans changed the boss felt like having fun herself" hun lod sit blik glide ned over ham "and you're not really my type"
Som han gav udtryk for, at han ikke just have lyst til det, lagde hun overraskende nok genstanden på bordet ved sin side, og hendes blå øjne mødtes med hans "ohh yeah I remember, you don't know what you are, well let me explain" hun klappede ham på kinden "I have the ability to shapeshifte my body, so that I may sound and look like whom ever I want" hendes krop skiftede igen, og med et stod der en gammel mand foran hende, som hun skiftede igen var det Elizabeth der dukkede op "I only need to see someone or hear their voice" igen skiftede hun, og dog skiftede hun ikke tilbage til sin primærer form, nej hun lignede snarer ham på en prik. Hun kiggede ned af sig selv og rystede på hovedet "You're truly not that attractive, In my thousands of years, I've seen more attractive men, of course you would much rather yourself have a big cock inside yourself" siden hun faktisk havde hørt ham snakke, ville han kun høre sin egen stemme tale tilbage til ham.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Egentlig bemærkede Tidus godt måden hun studerede ham på. Det var en smule underligt. Mest fordi det var en studering i at lære en persons mimiker. Han ville have spurgt ind til det, men sagde egentlig ikke noget, i stedet lyttede han til hendes ord. Ord der kom noget så bag på ham. Hun var egentlig rigtig sat til at forføre ham, men ikke i den krop, men i en anden. Hvordan... Hvordan kunne det overhovedet... Kommentaren om at han ikke var hendes type rørte ham ikke rigtig. I stedet lå hans fokus på det faktum at hun snakkede om at kunne skifte form. Hvordan kunne det overhovedet være mulig? Var det en form for underlig, advanceret teknologi som kun de kendte til?
Dette skulle han dog nok få svar på senere. Alt for mange svar hvis han spurgte ham! Hendes lille klap på hans kind, fik ham automatisk til at knurre og se vredt op på hende. Vreden forsvandt dog mere og mere som hun pludselig begyndte at skifte form foran ham. Dette kunne ikke være virkeligt! Han måtte have det værste mareridt i historien!
”How...” kom det forvirret fra ham. Længere kunne han dog ikke skjule sine skræmte tanker, i det hun pludselig stod foran ham, som ham selv! Alt var som han selv. Stemmen, tøjet, mimikken... eller, han gik ud fra det var hans mimik. Selv de små detaljer han hadede ved sig selv havde hun fået fat på!
De ord hun sagde fik ham til at vride sig i lænkerne. Igen, at hun generede hans udseende, rørte ham ikke, men det var mere den sidste kommentar der generede ham. ”You know shit bitch!” knurrede han af hende.
Lænkerne gav som sagt ikke efter for hans rykkeri. Hvordan kunne de overhovedet vide at han var til fyre? Hvordan fuck havde de skaffet sig alle disse informationer... og hvor meget andet vidste de? Skulle han være bekymret for de få han havde tæt på sig?
Her rystede han de tanker fra sig. ”I don´t know how you are doing that... but it´s freaky and I liked your first form more... It´s weird having a conversation with myself.” Vreden, samt en smule frustration var tydelig i hans hæse stemme.

**Antal indlæg** : 29

Hun kunne ikke andet end grine, som han kom med sin vrede kommentar "I see I hit a nerve" egentlig fandt hun det mere morsomt end noget andet. Hun trådte frem imod ham, endnu i formen af ham selv. Hun fandt mest af alt hans reaktioner ganske morsomme, og det faktum han var gået fra så selvsikker til så vred "you see, you were never safe. You had this whole idea going on in your mind that you were safe, but you're not and you're never going to be. Do you know why I can say all of this to you? Because if she ever lets you out, you won't be able to remember a single thing" selvfølgelig ville Rayna aldrig lade ham gå med sine minder, hvor ville det logiske ligge i det "So I might just show up in your life, and you won't know who I am, or maybe I'm going to show up at your dads house, and I'm going to kill him slowly, and he will die thinking his son murdered him" det sadistiske smil var tilbage på hendes læber, eller nok snarer læberne der lignede hans, et syn man næppe ville se på hans ansigt.
Det var dog også omkring her, at hun skiftede form, dog ikke tilbage til hendes originale, hun lignede snarer nu hans far "You poor little child, your dad fucked up and you pay the prize" hun lagde hovedet på skrå "It's his fault you ended up here, and it's his fault your life will never be the same" hun grinede ondt, hvor til Tidus dog kun ville høre sin egen stemme komme fra sin fars ansigt, såvel som sin egen latter fra farens læber. Hun skiftede dog igen, denne gang til formen af en ung mand, han kunne være anset som attraktiv, høj og bredskuldret med mørkt hår og brune øjne "You know Elizabeth actually existed, and she was so young and kind, and I studied her through a long time, making sure I perfected every single detail, and you know it made it so much better when I slit her throat, and watched as she suffocated on her own blood" hvis man var i tvivl om, at Ekaterina var en af de onde, så var man ikke i tvivl om det i dette øjeblik, specielt ikke med den viden at hun havde stået bag mordet på den unge Elizabeth, en uskyldig og blid Fe, hun nød at dræbe.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Hendes latter føltes som knivstik i hans øre. Ja, hun havde ganske rigtig ramt en nerve. En nerve han hadede folk pillede ved. Selvfølgelig fandt hun hans reaktioner underholdende. Han ville derfor ønske at han ikke reagerede på det overhovedet. I det hun trådte imod ham, stadig i en form af ham, forsøgte han at få hjertet til at falde til ro. Dog hjalp det aldrig. Hans hjerte blev ved med at banke som ti vilde heste. Det var som et ekko i igennem det mørke rum.
Han ville aldrig være i sikkerhed. Det var han allerede udmærket klar over. Hele hans hus var markeret med små fælder han skulle tjekke, hver gang han kom hjem, bare for at holde øje om nogle nu havde været i hans hus. Men alligevel, ramte hendes ord ham. Fordi de var nu en ny trussel. Når han endelig kom ud derfra, ville han have glemt alt og de ville derfor være en trussel han ikke kendte til.
Hendes ord var kolde, sadistiske og selvom han ikke burde lægge mærke til, så var der mere bag hendes ord. Tydeligvis var denne kvinde ikke blevet behandlet godt igennem sin tid. Hvorfor gik den tanke overhovedet igennem ham? Han burde bare være fuldkommen ligeglad med den tøs!?
”In that case... I will look forward to meet you in the future! I always wanted a sadistic friend who I could make sacrfices to god with,” knurrede han irriteret af hende og så ellers den anden vej. Her forvandlede hun sig dog om til hans far. Igen begyndte hans hjerte at banke igen. Her lukkede han dog øjnene i. Dette var ikke virkeligt. Det var ikke hans far. Hendes ord måtte ikke ramme ham. Ej heller hendes onde latter der skød igennem rummet på ny. Det mest skræmmende var at hun brugte hans egen stemme imod ham. Hans liv ville aldrig blive det samme... de ord gav genlød i hans ord. Latterlig høj genlød. ”Will you just get it over with...” ordene blev slugt som hun begyndte at snakke om den rigtige Elizabeth. Her så han hen på hende og igen, forsøgte han at lange ud efter hende, men blev igen holdt tilbage af lænkerne. Den stakkels pige havde eksisteret! Og hun havde slået hende ihjel på den mest grufulde måde! ”You sick pshyco!” Hans stemme skreg igennem rummet. Af ren frustration blev han ved med at vride sig i lænkerne. Her skabte han en øjenkontakt med den attraktive mand hun havde forvandlet sig om til. ”She was a kid! A kid!”

**Antal indlæg** : 29

Hun kunne høre hvordan hans hjerte bankede afsted, og dufte frygten i luften omkring sig, han var bange og han var ikke bare bange, han var meget bange. Af en eller anden grund, så nød hun virkelig det faktum, at han var så bange for hende, eller nok mere bange for situationen, men det var nok bare det sadistiske i hende. Det var måske også derfor, at hun sagde alle disse ting for at se præcis hvad der ville få en reaktion ud af ham, for hvis der var en reaktion, kunne hun presse mere og mere i det og Elizabeth synes at være et punkt, også selvom han kun havde mødt hende og ikke den rigtige pige "You know there's been so manye like her over the years, young girls who's DNA is harvested for more speciel creatures, we even have a girl who has never seen daylight" han syntes åbenbart ikke at bryde sig om det faktum, at de lavede eksperimenter på folk.
"we were all kids at one point, so that's not really that important" hun skiftede tilbage til sig selv igen "I'm looking forward to when we meet again, when you don't know who I am, and even if you did you wouldn't know it was me, because I can look like everyone you love or care for" med andre ord kunne hun nemt få hans tillid, også bare få alle han skulle holde af dræbt, det kunne ske så nemt som ingenting og det ville være hans skyld.

**Humør** : Trying to come back! **Antal indlæg** : 1137

Denne skøre kvinde nød tydeligvis at se andre i smerte. Selv havde han da en sadistisk side der godt kunne lide at se hans fjender i smerte, men for denne kvinde var det vidst noget helt andet. Hun kunne bare godt lide at torturer folk. Hvor sygt det så end måtte lyde. Men at lade det gå udover små børn. Det var lavt, selv for Tidus. Børn var noget af det mest uskyldige og uvidne. Deres hjerner burde man ikke fucke med.
Imens hun snakkede, så han hårdt op på hende og for hver gang hun ikke kiggede på ham, ville han vride sig i lænkerne. Han forsøgte at presse sine håndled igennem ved at vride dem rundt. ”Why? Why do you guys do this?” kom det nu fra ham. Måske han kunne blive ved med at distrahere hende til han havde fundet en vej ud. I det hun endelig skiftede tilbage til hende selv, forventede han at torturen begyndte. Heldigvis blev hun dog bare ved med at snakke til ham. Hendes lille trussel om at hun kunne være hvem som helst, fik ham bare til at grine og ellers ryste på hovedet. ”That is a whole bunch of confidence for someone, who I assume, isn´t really living a life of her own.”
Desuden, den eneste person der rigtig betød noget for ham, var en han havde mødt før alt dette. Så ham vidste han at han altid kunne stole på.
Her vrissede han igen tænder af hende. Det var begyndt at være en smule pinefuldt at ligge på det kolde bord. Der burde snart være en måde han kunne komme væk derfra.

» Beware of the dark - Calla
» you come to listen, fairy? ( Riley )
» But beware of playing with fire, you will get burned.
» When the Sun Goes Down - Rayna
» It is so nice to see you-Rayna