A daughter? I don't think I have one... - Cassandra

Hun lyttede til ham, og hun genkendte smerten i hans ord, mere end han selv ville forstå. Han havde trods alt ikke oplevet Arumia på slap line på samme måde Cass havde.
Hun kunne mærke præcis hvad han talte om, den vrede.. temperamentet. Hun havde altid antage at det var fra Arumia, men måske... det var lige meget. Hun ledte efter ting der ikke var der.

“Lyle... Du er nødt til at forstå én ting... Hun er døende. Ikke bare dødelig, som de fleste. Hun er indlagt, og har været det i flere år nu. Hun kan ikke mere snart, hendes krop giver op. Hendes sind gav op for mange år siden.” Sagde hun stille, og man kunne på en måde se hvordan hendes mor havde påvirket hende under forløbet.  
“Jeg besøger hende hver måned.. Hvis du vil... så kan du tage med, næste gang? Måske kan det give hende den afslutning hun har brug for?...” man kunne tydeligt ane hvor hun var på vej hen. Hendes mor havde ikke længe igen - og måske ville det at se Lyle en sidste gang gøre det muligt for hende at give helt slip.
“Og hvad end du har gjort ved hende...” sagde hun stille, mens hun rejste sig.  Hun støttede sig til træet, velvidende at hun ikke var helt sikker på benene endnu.
“Så kan det ikke være værre end at blive efterladt hver gang hun var ude og lede efter dig.” Sagde hun og børstede sin nederdel af.
“Jeg var alene. Dage, uger. Enkelte gange op til et halvt år. Hun ledte over alt efter dig. Det mindste du kan gøre, er st lade hende se dig en sidste gang inden hun kradser af.” Sagde hun, og trak vejret dybt. Bare at trække vejret var til tider udmattende, efter brugen af hendes evne.
“Jeg må hellere komme tilbage... inden nogen starter rygter om st jeg knalder underviseren i geografi og magiske elementer.” Sagde hun så, inden hun så på ham igen, ganske kort. Afventende. Ville han acceptere, at tage med hende næste gang?

Han havde kigget ned mod sit skød igen - tydeligtvis skammede han sig en hel del over ikke at have kunnet kontrollere sit temperament helt derud hvor han havde skadet den han havde elsket allermest. En ting der aldrig burde være sket. Faste forhold var noget han havde holdt sig fra siden da... Af netop den grund.

Men han kiggede stadig over på hende igen da hun atter talte, og sank en lille klump der pludselig var opstået i hans hals, eller sådan føltes det i alt fald. Han havde vidst at det var grælt, det kunne han jo mærke... Men præcis hvor grælt... Det havde han ikke vidst. Hvordan skulle han også kunen det? Magebåndet gav kun et lille praj om det. Der flød også en del mere skyldfølelse indove rham som hun fortalte hvordan Arumia havde ledt efter ham. For selvfølgelig vidste han godt det... Magebåndet gjorde trods alt at de altid havde vidst hvor langt de var fra hinanden. Hver gang han havde lagt mærke til at hun var kommet betydeligt tættere på ham, havde han skiftet form og brat fløjet afsted i den modsatte retning. Fast besluttet på at han ikke skulle i nærheden af hende igen, hans stædighed skyld i at så snar than havde besluttet sig for noget, så veg han ikke fra det... Han havde ikke givet sig selv tid til at tænke over om han burde have besøgt hende indimellem i alle disse år. Ikke engang som han havde mærket at hun fik det dårligere og dårligere.

Han sukkede, men besluttede sig dog hurtigt. Et enkelt besøg kunne vel ikke være hvad der ville sætte ham af... Han var nok gået så amok dengang fordi de havd ehaft mange skænderier den uge, der lagde op til det store hvor han gik amok. Så sådan en ting burde ikke kunne ske på et enkelt besøg. Han nikkede, først, og rømmede sig så let. "Det... Kunne jeg godt tænke mig." sagde han så stille, og tilføjede i sit stille sind, Det er da absolut det mindste jeg kan gøre for hende. "Så ja... Kom du hellere tilbage. Jeg bliver nok herude lidt endnu. Jeg har ikke helt fået den sol jeg behøver, endnu." ikke noget man forventede med hans blege hud, men det var trods alt varmen fra solen der gav ham hans energi.

Cassandra nikkede, ved hans svar. Tilfreds, kunne man vel nærmest kalde hende. Hun forventede ikke andet af ham, end at han gjorde en sidste ting for hans mage. At magen var hendes mor, var hende ligemeget på det givne tidspunkt.
''Tak.'' sagde hun, med et lille stille smil. Forstod han overhovedet, hvad han havde sagt ja til? Eller hvad han havde fravalgt dengang?
Hun sukkede af sig selv, og hendes konstante tankestrøm. Uden at gøre så meget mere, rettede hun sig helt op, og tog et par skridt tilbage mod akademiet - inden hun stoppede og vendte sig om. Hun så på ham, og ganske kort skiftede hendes øjne fra deres dybe brune farve, til noget gyldent, med en aflang pupil. Udover at være en heks... Så var hun mere eller mindre også halv drage, åbenbart. Hendes krop afspejlede begge dele, i det rigtige lys.
''Jeg tager ud til hende i morgen... Hvis du stadig vil, så mødes vi der ude. En times kørsel øst for Gaia... Minds Redoubt, hedder hjemmet..'' sagde hun så, og nikkede af sig selv, inden hun bed sig i læben, og bevægede sig tilbage mod akademiet. Hun måtte anledningsvis støtte sig til et træ, eller stoppe op for at kunne genvinde hendes balance. Hun var træt, og havde brug for mad, varme og søvn, for at komme til hægterne igen. Hvad mon Clarissa ville sige, når hun så at Cass igen havde brugt sin evne over for en fremmed?

Han burde vel i virkeligheden have draget ud for at finde Arumia så snart han havde mærket det første stik der indikerede at det virkelig gik ned af bakke med hendes helbred, men han havde bare... Været alt, alt for stædig, og alt for sikke ri sin sag om at det ville være en dårlig idé. Hvem kunne dog have vidst at det krævede at han mødte det barn han ikke engang havde vidst han havde, og at hun skubbede ham i den retning, til at han endelig tog sig sammen og gjorde hva dhan nok godt havde vidst ville være det rigtige at gøre?

Uanset hvad nikkede han i alt fald til hendes ord. Han kiggede op på hende som han rykkede sig til at læne sig lidt op af træet, dog stadig i fuldt sollys som han havde godt brug for... især hvis han nu skulle have nok energi til hvad der nok ville være en meget emotionel dag der ville følge denne. Han kunne dog ikke lade være med at smile meget let da han lagde mærke til forandringen i hendes øjne, ved dette lys... Så der var da én ting mere han kunne se hun havde arvet fra ham. "Vi ses derude," sagde han så bare stille som han så efter hende.

~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~

Næste morgen havde han så taget sin bil derud. Han sukkede let som han tydeligt kunne mærke magebåndet trække lidt mere i ham, jo tættere han kom på stedet. Og han kunne også sagtens mærke hvor meget svagere forbindelsen alligevel lod til at være.. Som en tråd der var ved at blive strukket alt for tynd og kunne knække hvert øjeblik det skulle være. Han sank let en klump som han kørte derop og fik parkeret bilen, før han fik taget sig sammen til at gå indenfor, og i foyeren så sig om efter Cassandra.

// Outfit

Natten havde været lang, og fyldt med tanker. Ønsket om, at morgendagen ville blive hurtigt overstået, var uundgåelig for Cassandra. Hun var træt af at have levet et liv, for hvor hun havde været offer for hendes mors tyranni. Noget, som måske var et resultat af at hendes livskærlighed havde forladt hende - og måske ikke.
Hun havde ingen bil, men et par ben som elskede freden og roen ved at gå det stykke der var ud til Minds Redoubt. Hjemmet - som hun havde kaldt det - var i virkeligheden nærmere et hospice for mentalt ødelagte væsner. Desværre, havde det ikke været hendes valg, hvor hendes mor skulle indlægges, dengang hun havde forsøgt at tage livet dem begge - et forsøg, som Cass bar ar efter... Et forsøg, der næsten havde lykkedes hende.
Da hun nåede frem til Minds Redoubt, gik hun ind af den store hoveddør. I foyeren så hun Lyle, og et svagt smil bredte sig på hendes læber. Et lydløst tak forlod hendes læber, da hun passerede ham og nåede hen til disken, hvor en ældre dame som så lidt stram ud i betrækket sad.
''Cassandra Dumor.. Med gæst. Patient 2064..'' sagde hun stille, med en monoton stemme. Kvinden kiggede på Cass, uden at give anledning til andet end blot at underskrive deres besøgende-kort, og ringe efter vagten som skulle lede dem ned til værelse 2064.
Hun vendte sig om, og så på Lyle, mens de ventede på vagten.
''Jeg ved det her er svært for dig... Jeg påskønner det virkelig.'' sagde hun, og rakte ud efter hans hånd - uden egentlig at spørge om lov. Hun gav hans hånd et lille klem - hendes krop emmede af varme, som om hun vibrerede af liv. Tanken om at hun skulle se hendes forældre i samme rum, det skræmte hende. Hvad nu hvis det gik galt?

En vagt kom væltende ind af en lille dør, og mumlede noget med at få fart på. Cassandra var vant til det hele, og himlede med øjnene. Uden egentlig at tænke over det, slap hun hans hånd, og gik hen til vagten. Vagten så mistænksomt på Lyle, men Cassandra nåede at ligge en hånd på vagtens arm - og med et charmerende smil kiggede hun op på vagten. Hans rødmossede ansigt stod i lys luge, og sveden piblede frem på hans overlæbe. Kiggede man godt efter, kunne man se den svage antydning af en erektion i hans arbejdsuniform. Cassandra havde uden tvivl lært at spille på hendes kvindelige fremtoning - nget hun ikke rigtig tænkte over at hendes far så.
Vagten lukkede dem ind af døren - og hvor foyeren havde været varm, lys og venlig, befandt de sig nu i en lang gang med hvide klinker overalt - gulv, vægge og loft. Ved hver tredje meter var der en dør på begge sider af den smalle gang - og hver dør havde et nummer. Nummeret var skrevet med en whiteboard-tusch, så de var lette at slette når de engang ikke længere var i brug.
De gik i tavshed i et minuts tid, inden vagten tastede en kode ind ved dør nummer 2064 - en dør uden navn. Lige som alle de andre patienter, var de degraderet til tal, i dette hus.
''2064 - der er besøg!'' brummede vagten, inden han hastigt gænnede Lyle og Cassandra ind i rummet. Han nikkede kort mod en rød knap ved indersiden af døren, som man skulle trykke på når man ville ud. Derefter forsvandt han, og låste døren efter dem. Man kunne høre hvordan han skyndte sig tilbage mod foyeren - og Cassandra vidste udemærket godt, at vagten ville finde en håndcreme og et låst lokale hvor han kunne lette trykket.

Værelse 2064 var lille... Knap 20 kvadratmeter. Der var en seng, et skrivebord, en stol, en lampe i loftet som altid var tændt, og et toilet i hjørnet. Det hele mindede mere om et fængsel - en sindssygeanstalt. Og værst af alt. Cassandra havde det fint med, at kvinden der havde forvoldt hende så meget smerte, lå i sengen og knap kunne tale.

Sengen var placeret midt i rummet. Sengens hvide sengetøj var for længst blevet uhumsk og plettet - og vaskeriet af det var forsømt. Cassandra kom altid samme dag som der var bad og vask. Det var måske meget godt at Lyle ikke så Arumia efter en måned uden bad og rent sengetøj, når hun knap kunne røre en muskel, og derfor ikke kunne bevæge sig de få meter hen til toilettet.
Arumia lå og stirrede op i lampen over sengen - og blinkede en gang imellem. Hun sagde intet - men hendes hænder havde knyttet sig i stedet for at være afslappede som de ellers altid var.
''Mor..? Jeg har en gæst med..'' sagde Cassandra - og hendes stemme var som smør. Lyle havde næppe hørt hende tale sådan før - med kærlighed og ømhed som ingen andre kendte til. Hun hadede sin mor - og alligevel.. Hun kunne ikke lade være med at elske hende. Det var hendes mor - hendes eneste familie, igennem hele hendes liv.
Arumia åbnede munden, men intet kom ud. Ingen ord, ingenting. Cassandra så på Lyle, inden hun gik hen og fandt en flaske frem ved den lille vask ved toilettet. Hun skyllede den med varmt vand, inden hun skiftede til lunkent vand. Koldt vand var der intet af, desværre. Hun gik derefter hen til Arumia, og satte sig på sengekanten, inden hun lagde en hånd om hendes nakke, så Arumia kunne drikke noget vand. Det var først da hun lagde munden til flasken, at hun fik øje på Lyle. Arumia havde fortalt Cassandra mange gange, hvordan hun havde lært at glemme sit magebånd. Hvordan de følelser båndet skabte var gledet ud i intetheden, sammen med resten af hendes krop og sjæl. Hun genkendte Lyle med det samme, og vandet der ellers var på vej ind i hendes mund piblede ned af halsen på hende og ned på sengen og hendes hvide natkjole. Cassandra flyttede sig, og så hen på Lyle - afventende. Måske var det bedst, at Cassandra nu holdte sig lidt i baggrunden, og lod de to få sagt hvad de skulle sige.  

Outfit: https://fmag.com/wp-content/uploads/2014/11/23361-Boho-Style1.jpg

Lyle have været der i... Godt og vel ti minutter, ville han selv bedømme det til. Han havde haft høretelefoner i hele tiden - musikken hjalp en del med at holde nervøsiteten over at skulle se Arumia igen, nede, og fik samtidigt tiden til at gå bare en lille smule hurtigere som han kunne stå der og let vippe hoved og fod i takt til de dybe rytmer i den hårdere rock og metal han nu engang var til, som man nok godt kunne gætte ud fra hans tøjstil. Han så op da Cassandra trådte ind, og smilede let til hende, før han begyndte at pakke høretelefonerne væk mens hun talte med sekretæren bag disken.

"Det er lidt en underdrivelse... Men du har ret... Jeg ville nok hade mig selv hvis jeg ikke så hende en sidste gang..." sagde han stille, og smilede svagt som hun tog fat i hans hånd - og han gav da også hendes et lille klem tilbage. Han lagde godt mærke til hvor varm hun var idag... Det var næsten på niveau med hans egen kropstemperatur. Lyle løftede dog et øjenbryn som Cassandra slap hans hånd og... Ja, der var vist ingen tvivl at hun var god til at udnytte hendes udseende. Ikke at det rørte ham spor.. Måske burde det siden hun jo var hans datter? Men siden han ikke havde set hende vokse op havde han ikke helt den der samme følelse af 'min lille pige!' som så mange fædre nok havde.

Han fulgte i alt fald bare stille med - en lille smule ubekvem ved den lavere temperatur der var på gangen. han skuttede sig i alt fald lidt sammen mens de gik ned langs gangen, til de kom ind i lokalet. Han var frosset nærmest lige inde for døren. Han lagde ikke mærke til noget som helst andet i lokalet end Arumia, på hvordan hun bare lå der og stirrede op i loftet. Synet var nok en del værre end alt det han kunen have forestillet sig... Det var en meget anderledes ting at se det end at forestille sig det, og det skar ham lige i hjertet. Han havde på én og samme tid lyst til bare at gå derover, kramme hende ind til sig... Og til bare at flygte derfra igen.

Da Arumia fik øje på ham, slappede han dog synligt af. genkendelsen i hendes øjne sagde mere end ord, selvom han lige måtte sluge en klump i halsen. Han så godt hvordan Cassandra trådte ud til siden, og efter en mindre, lettere dyb indånding, gik Lyle stille og roligt hen til siden af sengen, overvejede lidt... Og fik så fisket Arumia's ene hånd ud fra under hendes dyne, tog den blidt i sin egen. Som så mange andre der var så syge her, var hendes hånd godt kold... Så han holdte begge sine om hendes for stille og roligt at varme den igennem med hans højere kropsvarme, mens han fortsat holdt øjenkontakt med hende. Det første ord der røg over hans læber, ville Cassandra nok ikke forstå... For lige det ord havde han på fornemmelsen havde gjort for ondt for Arumia at huske, til at hun ville lære det videre... Det drakonske ord for 'elskede', flød over hans læber i en underlig kombination af knurren og spinden, tonen nærmest undskyldende i det. "Jeg... Er så ked af det. Jeg troede virkelig du ville få et bedre liv uden mig... Så jeg ikke kunne skade dig..." han sukkede let... For han havde jo stadig fået skadet hende, nu bare på et emotionelt i stedet for fysisk plan.

Cassandra havde bemærket hans nervøsitet - forståeligt nok. Dette var ubehageligt for dem alle - men nok mest for ham. Trods alt, havde han været den eneste ud over Arumia, der forstod hvad der var sket dengang.

Arumias hånd gav hans et lille klem, som han tog hendes hånd. Han var varm, en følelse hun havde savnet mere end noget andet. Hun havde længtes efter den varme han havde givet hende, og frygtet den kulde hun havde levet med siden han forlod hende. Kulde, der tydeligvis havde ødelagt hende.
Cassandra satte sig på kanten af skrivebordet, men forholdte sig ellers tavs. Dette var ikke hendes afsked.
Arumia smilede vagt ved hans ord - et ord som hun for længst havde lagt fra sig og gemt bagerst i hendes sind. Hun hviskede det, flydende, i gengældelse. Han måtte ikke tro at hun havde glemt ham - det kunne hun ikke lade ham tro!
Hendes øjne gled over ham, over hans ansigt. Hans ord fik hende til at lukke øjnene lidt. Hvis han bare vidste hvad hun havde gennemlevet uden ham.
''Din ild... Var intet...'' hviskede hun, mens hun åbnede øjnene igen. Hvor mange gange havde hun prøvet at finde ham? eller glemme ham? Hun havde prøvet alt - men et magebånd kunne ike brydes, medmindre end af dem forlod livet. Hendes ord var uden tvivl oprigtige - men ikke sande. Hun havde levet med ar fra skænderiet lige siden. De ar var den eneste grund til at Arumia havde fortalt om Lyle.
Arumia så hen på Cassandra, og hendes frie hånd bevægede sig over mod hende. Ord forlod Arumias læber - tebansk. Et sprog som oftest kun var i skrift - men Arumia havde lært Cass det flydende. Cass svarede hende prompte, og så kort over på Lyle. Cass smilede ikke, men Arumia kunne alligevel ikke holde tårene tilbage ved de ord Cass ytrede. Om Lyle måtte vide hvad de talte om, vidste Cass ikke. Hun ville hellere forklare senere, end at gøre hendes mor mere påvirket af det hele.
Cass tog hendes mors hånd i sin - og en gnist bredte sig i deres blodårer. Cass var ingen svag heks - men når hun anvendte magi blev hun hurtigt træt. Hun var ikke trænet i det - så at dele sin livsenergi med sin mor gjorde hende blegere, køligere. Cassandra slap hende, og nikkede kort til hende, inden Arumia smilede taknemmeligt, og støttede sig op på albuerne. Hun så på Lyle - med et varmt smil.
''Jeg burde slå dig, men... Jeg tror jeg vil spare lidt på kræfterne.'' sagde Arumia, med et lille smil. På en måde, varmede det Cassandra at se sine forældre sammen igen - og samtidig var det en oplevelse hun godt kunne have undværet. Hun havde trods alt ikke noget forhold til hendes mor mere, så dette var mest af alt blot for at få det afsluttet, var det ikke?
Uden egentlig at tænke for meget over det, fik Arumia lagt sin frie hånd mod Lyles kind, ganske blidt.
Hun gentog det drakonske ord - elskede - inden hun slap hans kind igen, og lagde sig ned igen. Den lille mængde energi som Cass havde kunnet give hende, havde ikke været nok til at lade hende forblive frisk. Hun var bleg, og svag. Desværre, var der ikke mere Cass kunne gøre for at give hendes mor mere tid.
''Jeg er bare glad for at... At jeg fik lov til at se dig igen..'' fik hun mumlet, mens hun lukkede øjnene blidt. Hun havde ikke megen energi, så bare at holde øjnene åbne trættede hende.
Cassandra bed sig i læben, inden hun rejste sig fra sengen. Lige så vaklende som hun havde været dagen før, ved brugen af sin evne foran Lyle, bevægede hun sig hen til døren, hvor den røre knap var. Om lidt, ville Arumia ikke længere være hos dem, og så ville Cassandra ud hurtigst muligt.

Et lille smil spredte sig på hans læber da han hørte hende sige ordet tilbage til ham. Det varmede mere end han troede det ville... At vide at hun ikke havde glemt så meget om ham som han havde troet hun måske ville have gjort. Men igen... Siden han selv kunne huske det hele, selvom han havde prøvet at lægge det bag sig... Hvordan skulle hun så have kunnet? Når han vidste hvor meget stærkere magebåndet var fra heksens side?

Han lukkede kort øjnene og sank en lille klump ved hendes næste ord. Det kunne nok godt ses på ham hvor ondt lige præcis det minde gjorde. At han havde mistet kontrolleren og helt ukontrolleret spyet ild mod den han elskede mest. Han havde virkelig elsket hende højt... Og gjorde det stadig. I bund og grund vidste han godt det var hans races natur at have så kraftige humørsvingninger og tendensen til at være ekstremt impulsiv, selv når det havde at gøre med ting så farligt som hans ild. Men det var stadig ikke nogen undskyldning for at have forårsaget så meget smerte...

Havde han blotvidst at hans beslutning ville gøre tingene så meget værre som de var blevet, så var han aldrig gået fra hende... Så havde han været der for Cassandra. Han fulgte lydløst med i hvad mor og datter gjorde - og hans smilvendte tilbage, omend en anelse skævt i det, da Arumia atter talte. "Jeg fortjener langt mere end et slag." sagde han stille, som han lod sine øjne finde hendes, og for et kort øjeblik blev de som de så ud i hans dragonoid form.... Med en sort sclera, den aflange pupil og gule iris. Præcis som de havde gjort den allerførste gang de havde set hinanden i øjnene for de efterhånden mange år siden.

Han lukkede dog øjnene igen som han mærkede hendes hånd mod sin kind, løftede sig egen for at lægge den oven på hendes som han lænede ind i berøringen. Hans blik skiftede dog til lettere bekymret som hun lagde sig ned igen. han kunne sagtens mærke hvordan magebåndet langsomt var ved at brydes... Hvordan de kom tættere på hendes tid, og det var som et glasskår der skar lige ind i hjertet. "... Jeg har altid elsket dig," sagde han stille, som han lod sin egen hånd finde hendes kolde kind og blidt kærtegne den. "Hele tiden. Jeg... Troede bare mit valg var det rigtige." sukkede han stille, før han så smilede til hende igen, hans øjne en smule mere blanke end før som han kæmpede en smule med tårerne der pressede sig på. "... Og jeg vil fortsætte med at elske dig. For altid og evigt." sagde han så lavt, som han lænede sig ind mod hende, for - nu det var sidste chance, og han troede hun måske havde brug for det... Gav hende et blidt kys, først på læberne, og så et længere på panden, som hans afsked til hende.

Cassandra havde stået ved døren i en god rum tid, mens de tog afsked. På trods af at hun intet bånd havde til sin mor, så vidste hun også, at tiden var ved at rinde ud. At Lyle sagde hvad han gjorde, fik hende til at tvivle på at han egentlig kunne give slip, nu da de igen var sammen. Men hun nævnte det ikke - hun forblev tavs. Hun skulle ikke blande sig i - det havde været deres liv, og hun havde ikke været en del af det.
Det gik stille og roligt op for Cass, hvad der skulle til at ske. Hun skulle se magebåndet brydes - noget hun havde hørt var ekstremt smertefuldt. Hun stivnede lidt ved tanken, og i et kort sekund overvejede hun at trykke på den røde knap, og skynde sig væk. Hun ønskede ikke at se den smerte - ikke hos nogen af dem.

Arumia lå stille, men da hun mærkede hans læber mod hendes, gengældte hun vagt kysset. Hun var bleg og kold, og ikke så ung og smuk som hun engang havde været. Egentlig, så lignede hun hvad hun var; en døende heks. Grå, svag og opgivende. Hun kunne ikke kæmpe for noget, som hun havde søgt i en halv menneskealder. Hun var for svag, for tæt på afgrunden. Det var så nemt, bare at glide væk. Ned mod styx, eller hvad man nu ellers troede på. Hjem, føltes det nærmest som, efterhånden.
Hun mærkede hans læber mod hendes pande - og da vidste hun at han havde sagt sit farvel. Nu var der ikke mere at søge efter, ikke mere at finde. Hun havde taget afsked med det eneste vigtige i hendes liv - nu kunne hun give slip. Og det gjorde hun. Den energi hun havde brugt på at holde hovedet stille, mens han kyssede hende, forsvandt ud af hendes krop, mens hendes ansigt gled lidt til siden. Hendes brystkasse stoppede sin bevægelse, og et sidste åndedræt forlod hendes brystkasse, sammen med de sidste ord hun nogensinde ville ytre: ''Jeg elsker jer.. Pas på hende..''. Ordene var vage, og knap nok til at høre. Men de var der. Og med det, forlod livet hendes krop.

Cassandra var stivnet. Hvad skulle hun ellers gøre? Skulle hun græde? Skulle hun løbe? At komme væk virkede som den bedste løsning, men kunne hun efterlade Lyle? Nej, hun havde bedt ham komme, og så måtte hun støtte ham hvis han havde brug for det.
Derfor gik hun stille hen til ham - ikke hendes mor. Hendes mor havde ikke behov for hendes støtte, men det havde han.
Hun stod ved hans side, og lagde en hånd på hans skulder. Hvad der nu skulle ske, vidste hun ikke. Hun havde aldrig oplevet et magebånd blive brudt før.

Selvom smilet var et trist et, så fik Arumia's vage gengældelse af kysset det dog stadig frem på Lyle's læber, som han roligt trak sig tilbage, stadig holdende hendes ene hånd i sin. Der var så meget han burde have gjort... Sagt... Men idet mindste fik han da sagt det sidste farvel. Han vidste ikke helt hvordan han ville have haft det hvis han ikke havde mødt Cassandra, og bare havde mærket båndet langsomt glide ud og forsvinde til sidst, uden at have set Arumia en sidste gang.

"... Jeg vil gøre mit bedste... Elskede," mumlede han stille, det sidste ord atter en gang på drakonsk, som hun stille gled væk og han mærkede hendes hånd blive helt slap i sin. Han kunne ikke holde det tilbage længere - tårerne han havde holdt tilbage de sidste øjeblikke her for at være stærk for hende, de gled ukontrolleret ned af hans kinder, dog uden så meget som et enkelt hulk. Han havde aldrig været særlig højlydt når han græd - der var kun den let gispende vejrtrækning og tårerne. Det gav dog et ekstra gib i ham kort efter Cassandra havde fået lagt sin hånd på hans skulder, for da mærkede han effekten af magebåndet der blev ophævet.

Det føltes atter som om hans hjerte blev revet en smule itu, men det meste af smerten lå omkring magemærket, hvorfor han tog sig til kravebenet med et par små, smertefulde klynk... Som den sorte blæk med Arumia's navn langsomt forsvandt fra hans blege hud og efterlod et hul midt i en større tatovering der.Han kiggede kort ned på det, så at navnet rigtig nok ikke var der længere, og så faldt der et par tårer mere. Han sad sådan, helt stille, i nok et par minutter, før han tørrede tårerne væk og fik rejst sig op på sine ben der føltes lidt mere som gelé, så lidt villige som de var til at støtte ham lige nu. Men han kunne ikke blive her... Der var ikke mere at komme efter.

Han smilede dog taknemmeligt til Cassandra - nu det eneste efterladt af Arumia i denne verden. Han sagde ikke noget, men gik nu bare selv roligt, omend rimelig ustabilt, hen og trykkede på knappen. Ingen af dem havde trods alt mere at komme efter, her.

En afsked var aldrig ens. Hvor Cassandra nu måtte tage afsked med kvinden hun ingen dybe følelser nærede for, havde Lyle muligvis lige sagt farvel til sit livs kærlighed. En følelse som Cassandra nok aldrig kom til at kunne forstå.
Hans reaktion var tydelig, hans tårer og hans klynk, da magemærket aftog - for derefter at forsvinde helt.
Da Lyle rejste sig, og trykkede på knappen, kunne Cassandra dog ikke længere holde det tilbage. Arumia havde været hendes eneste fast holdepunkt i livet - et ringe et, men stadig det eneste. Hun gled langsomt ned på knæ ved den side Lyle havde siddet på, og tog sin mors livløse hånd i sin. Hun førte den op til panden, og hviskede - mumlende. Måske forstod Lyle, måske ikke. Det var ikke mange, der forstod hvorfor Cassandra gjorde som hun gjorde - men en afsked med en afdød var ikke som et farvel. Det var et 'til vi ses igen', og med Cassandra måtte hun erkende, at hun ikke kunne give slip. Ikke endnu. Tårer strømmede ned af hendes kinder, mens hendes ord blev svagere og svagere, indtil de var kvalt i en lydløs gråd. Hun skælvede, kunne ikke trække vejret. Hun var vred, lettet, sorgfuld og befriet. Og alligevel... Så ulykkelig.

Efter Lyle havde trykket på knappen, havde der ikke gået mange sekunder før at døren gik op, og den samme vamle vagt stod i døren. Kiggede man efter, kunne man endda se hvordan hans bukser ikke var lynet, og hans bælte sad skævt - han havde helt sikkert moret sig med tanken om Cassandra; en handling hun var vant til.
Men Cassandra var ikke klar til at gå. Måske kom det nu til udtryk, hvordan hun lignede Lyle - eller måske var det blot som hun nu engang var - men da vagten åbnede munden for at bede dem forlade rummet, stirrede hun bare på ham. Hendes øjne var gyldne, med en sort aflang pupil. Hendes mørke hår sitrede om hendes kinder, mens nøglerne i vagtens bælte begyndte at rasle. Efter et splitsekund, havde hun drejet hovedet en anelse - en handling der ledte til at bæltet strammedes om vagtens talje. Blev hun ved, ville han gå over på midten.
Hendes stemme var skælvende, men ikke at gråd. Det var som om hun inderst inde vidste at hvad hun gjorde ikke var tilladt - men hun var så vred. Så frustreret. Så...
Lyset i lokalet gik ud, ganske kort. Da det tændte igen, var vagten besvimet og kollapset i døråbningen, og Cassandra havde rejst sig. Hun så ikke på Lyle - om hun skammede sig eller ikke turde, vidste hun ikke. Men hun lod blikket være rettet mod døren, da hun uden videre gik hen mod den.
Hun forlod værelse 2064 uden at se på sin far. Uden at se tilbage på sin mor. Lige nu, havde hun brug for at komme væk - hun havde brug for at lukke det hele ude og bare forsvinde. Men... Kunne hun det, nu når Lyle var blevet en del af hendes liv? Kunne hun bare give op nu?
Og hvad med hendes magebånd? Hvis hun bare mindede en smule og sine forældre, ville hendes mage risikerer samme skæbne? Eller ville hun ende i samme seng som sin mor?
Tankerne rungede i hovedet på hende, skrig og skrål. Hun kunne ikke høre andet, og det føltes som om hendes hjerne var på vej ud af ørerne på hende. Hun nåede halvvejs i den smalle kølige gang, før hun satte i løb. Enhver der havde set Cass løbe, vidste at hun ville løbe fra enhver der var efter hende. Men kunne hun løbe fra sig selv?
Hun nåede ud i foyeren - og sekretæren bag skranken lignede at hun havde set et spøgelse. Det havde hun måske også - Cassandra var ligbleg at se på. Hendes oprindelige olivenfarvede hud var blevet køligere, lysere. Ikke at hun selv havde bemærket det.
Hun skyndte sig udenfor, og på parkeringspladsen fandt hun en række med træer. Himlen var lys, venlig og åben - solen skinnede og vejret var fantastisk. Hun kunne være løbet hele vejen hjem, men hun valgte at sætte sig under et træ, hvor hun bare stirrede op på træets blade. Hun kunne mærke hendes bryst gjorde ondt, at hendes hjerte blødte. Hun kunne mærke de salte tårer glide ned af hendes kinder, og den knude i halsen, som truede med at kvæle hende. Hun var alene. For good. Hun havde ikke flere tilbage. Det eneste væsen der havde været en del af hendes liv, var død. Det væsen, der havde forbundet Lyle og Cass. Han kunne bare forlade hende. En frygt - en fobi - hun ikke kunne arbejde med. Det var hende der forlod folk, ikke folk der forlod hende.

Lyle havde lukket øjnene mod tårerne der stadig lydløst pressede sig på, som han lænede sig en smule op af væggen for ikke bare at skvatte om som følelserne tog over - en ting de så ofte gjorde, og han vidste det var noget der bar elå til ham, som han ikke kunne standse... Ligeså lidt som han kunne standse alle andre af sine følelser, hvis de fik lov til at få en grobund så tog de bare fat og gav ikke slip før der var noget andet, noget vigtigere, der standsede det.

Da han åbnede øjnene igen så han stille over på Cassandra, holdende Arumia's livløse hånd i sine. Han havde intet fokus på vagten - kun på sin datter. Nærmest som en naturlig refleks til at se Cassandra's øjne, der i øjeblikket så meget lignede hans, gled hans også tilbage til den drakonske form - og da lyset gik ud, spærredes pupillen en hel del op... Og han kunne stadig se som havde lyset været tændt. Han vidste selvfølgelig ikke om hendes fungerede ligesom hans, eller det blot var udseendet... Men han selv havde ligeså godt nattesyn som en kat, øjnene reflekterede lyset på samme måde.

Han så derfor godt øjeblikket vagten besvimede, og hans tårer stoppede ligeså stille, for at en bekymret mine dukkede op på hans ansigt istedet, da lyset atter blev tændt og Cassandra forlod lokalet - nærmest stormede ud. Han ventede nok selv et minut eller to - forsikrede sig lige at manden ganske rigtigt bare var besvimet og ikke ville mærke det store til det her senere, som hans øjne blev mere normale igen... Før han selv rejste sig... Kiggede en enkelt gang mere over skulderen tilbage på Arumia... Og gik så stille og roligt efter Cassandra. Det kunne godt være han ikke havde kendt hende længe, men at følge efter hende var ikke det store problem... På den korte tid havde han godt lært hendes lugt at kende, og det gjorde det utroligt nemt at følge samme rute ud, som hun havde taget.

Han satte ikke tempoet op på noget som helst tidspunkt. Lod hende have de minutter for sig selv. Gik bare stille og roligt over parkeringspladsen... Sniffede en enkelt gang mere til luften, og fik tørret de resterende tårer væk som han langsomt nærmede sig hende, og standsede et par meter fra hende - stående ude i solen. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige... Om der overhovedet skulle siges noget her. Eller hvad der skulle ske nu. Ønskede hun ham rent faktisk i sit liv? Eller ville hun helst bare have at han skulle gå? Ikke at han troede han kunne få sig selv til at holde sig væk fra hende, ikke nu... Ikke efter løftet han lige havde givet Arumia i hendes døds øjeblik.

Det var tydeligt - at hun ikke kunne gøre noget. Hun skælvede, tæt på at hyperventilerer. Det eneste hun kunne gøre for at berolige sig selv, var at tage sine foldede hænder op til hendes læber, og hviske de samme fremmede ord som hun havde hvisket til sin mors lig. Hun havde intet at gøre - intet at sige. Intet andet end de svage ord - de ord som var et løfte hun ikke kunne bryde. Selv mens hun hviskede ordene, vandrede hendes blik. Det faldt hurtigt på Lyle, da han stoppede lidt fra hende igen. Hendes øjne pulserede - i en bølgende bevægelse skiftede de mellem de mørke øjne hun havde før, og frem til at være gyldne, med den aflange pupil. Selv bemærkede hun ikke ændringen - udover at det virkede som om hendes blik blev sløret i de omgange hvor øjnene var deres 'naturlige' brune farve. Måske var det slet ikke hendes naturlige øjne? Måske havde Arumia dækket over mere end hun havde fortalt.
Hun lukkede øjnene lidt - inden hun tog en dyb vejrtrækning. Man kunne hører hvordan hendes lunger raslede, som om de ikke kunne folde sig ordenligt ud.
Hun løftede op i siden af hendes kjole, og afslørede et par shorts. I lommen stak en lighter op, sammen med en pakke cigaretter. Med skælvende hænder fandt hun begge dele frem, inden hun tog en cigaret frem fra pakken, og satte den i mundvigen. Hun lagde pakken i græsset hvor hun sad, og tændte lighteren. En dyb indånding hjalp hende til at tænde cigaretten, inden hun så på ham igen, og tørrede de sidste tårer væk fra hendes kinder.
''Så... Nu hænger du så på lille mig.'' sagde hun, med en stemme der afslørede hvad hun forventede ville ske om lidt - at han ville forlade hende.
''Hvad er planen?'' spurgte hun så, inden hun tog endnu et hiv af hendes cigaret. Hun så på den, mens hun pustede ud af næsen. Røgen blandet med hendes pulserende øjne ville uden tvivl få hende til at ligne hans afkom mere end tidligere. Røgen dansede om hende, kælent. Hun var en heks, der lige nu ingen kontrol havde over sine evner. Det var blevet bevist ved at hun havde fået vagten til at falde om uden problemer. Et minde hun måtte finde sig i var brændt ind i hendes sind nu.

Lyle stod der endnu et øjeblik, og så ned på Cassandra.. Der så tydeligt så helt fortabt ud. Ikke at det ikke var forståeligt - nu hun havde mistet sin mor, der trods at være en dårlig mor, jo stadig havde været et fast punkt i hendes liv... Som alles forældre nu engang var. Eller, de forældre der havde været der, i alt fald. Han fortrød nu mere end nogensinde før at han ikke havde været der... Men han ville prøve at råde bod på det, hvis hun ville lade ham.

Han lagde godt mærke til hendes skiftende øjne - men for nu, forblev hans egne den grågrønne de normalt var, i dette lys lidt mere grønne end ellers, men det var sådan set det. Han tillod sig selv at sætte sig ned foran hende efter hun havde fået tændt sig sin cigaret, observerede stille røgen der begyndte at stige op, både den smule der kom fra cigarettens spids, og også den der slap ud af siden af heksens mund.

"Sig det ikke på det måde." han rystede let på hovedet. At 'hænge' på hende... Det lød så tvungent. Hvilket han slet ikke følte det var. Det var måske lidt et ansvar, ja, men et han glædeligt påtog sig. Især da, nu hun alligevel var voksen, sagtens skulle kunne passe på sig selv... Så hun havde nok mere brug for en ven end en far. Og den rolle kunne han også sagtens udfylde... Hvis det var noget hun kunne gå med til. "Hvis jeg ikke ville have noget med dig at gøre, som det lidt ser ud som om du forventer..." ja, selvfølgelig kunne han sagtens høre det... Og også se det på hende. En vag panik gemt bag resten. "... Så var jeg allerede taget afsted. Men jeg ved også jeg ville fortryde det hvis jeg bare gik. Jeg har ingen idé om hvor det hele bærer hen herfra... Men... Hvis du vil tillade mig det... Så vil jeg glædeligt støtte dig hvornår end du skulle få brug for det. Og... Det er ikke kun sagt som... Din far." det var stadig lidt mærkeligt at sige det, at vænne sig til de ord... "... Men også som din ven."

Hans ord var på en eller anden måde... beroligende. Og alligevel, skræmmende. Var det hans mening?
''På hvilken måde? Som om du ikke længere har noget at bruge mig til - det er ikke noget nyt.'' sagde hun, og så på ham med øjne der vidnede om lige præcis det. Hun havde altid været god nok, når man skulle bruge hende til noget - men i sig selv betød hun intet for det fleste, og var let at skille sig af med. Røgen blev i et par sekunder tykkere omkring hende. Han vidste ikke hvad der var sket tidligere - hvad hun havde gennemlevet. Ikke at andre ikke havde haft det lige så slemt, eller værre. Men hun var brændt for livet, og det ville næppe ændre sig uden hjælp udefra.
''Du har lige så svært ved at se det for dig, som jeg har.'' konstaterede hun, inden hun tog et hiv af sin smøg. En tynd streng af spyt hang ved filteret.
''Far..'' sukkede hun - hun smagte på ordet. Cassandra kunne ikke se det for sig. Ikke længere. Ikke efter Arumia gled væk. Arumia havde ikke engang taget afsked med Cass - hun havde bare bedt hende om hendes energi, for at kunne se Lyle i øjnene uden at skvatte sammen. På en eller anden måde, havde hun ikke forventet andet. Men hun havde håbet...
''Jeg har ikke venner.'' sagde hun så, og så på ham igen. En form for oprigtighed skjulte sig bag hendes blik.
''Venner burde være en konstant i ens liv. Ikke en variabel.'' hun bed sig i læben.
Hun lukkede øjnene kort.
Hun tog en dyb indånding, inden hun så på ham igen - øjnenes pulsen var stoppet, og de var nu låst på den gyldne farve, og den lettere aflange pupil.
''Måske forstod du bedre, hvis du kendte forklaringen.'' hun rystede svagt på hovedet, og mærkede hvordan hendes skuldre spændtes svagt - musklerne sitrede.
''Efter Arumia fik sit første voldsomme sammenbrud.. Jeg har vel været 13... Så stak jeg af. Jeg kunne ikke holde ud at være i nærheden af hende. Det var ikke hendes skyld - og alligevel så hadede jeg hende for det. Hendes kæreste havde svært ved at holde sig til min mor.. Jeg skulle kalde ham far, under hele akt-..'' hendes stemme knak over, mens hun talte. Hun tog det sidste hiv af sin smøg, og tændte derefter en ny.
Hun så ham ikke i øjnene - det kunne hun ikke lige nu.
''Han lignede dig.. Høj, bleg... Varm...'' minderne fik hendes krop til at gyse.
''Jeg vågnede i en hospitalsseng et par dage efter. Alt gjorde ondt - der hvor han havde været igang. Arumia sad i en stol ved siden af sengen, tror jeg nok.. Hun slog mig, da jeg fortalte hende hvad der var sket.. En sygeplejeske kom ind, med politiet i hælene - og så gik jeg ud igen, fuldkommen. Jeg... Da jeg vågnede var Arumia væk, og politiet stod ude foran døren til stuen.'' sagde hun, og tog endnu et langt og dybt hiv. Hun så ham nu i øjnene, og havde hendes evner inden for sindskontrol været stærkere, så havde hun vist ham fysisk hvad der var sket.
''Jeg havde sprættet ham op...'' hendes kæbe spændtes, tydeligt. ''Jeg havde åbnet ham, og badet mig selv i hans indre...'' hun lukkede øjnene. ''Politiet afskrev det som selvforsvar..'' hun rystede på hovedet, og åbnede øjnene igen, og så på ham, men undveg hans blik.

''Jeg boede hos en ven.. I måske tre år. Arumia tiggede mig om at komme hjem - men hun havde fundet en ny mand... Endnu en efterligning af den mage jeg begyndte at tvivle på egentlig eksisterede.'' hun så undskyldende på ham, og forsatte derefter.
''Han tævede hende. Hver dag, hver gang hun åbnede munden. Og hun tog imod alt - hun sagde endda tak!'' vreden ulmede pludselig igen. ''Jeg jagede ham væk. Han anede ikke at vi var hekse - det fjols. Han fik et par slag ind - naturligvis.'' sagde hun, og drejede ansigtet lidt - så han kunne se det lange blege ar der afslørede hvor hendes kæbe havde været flået op med en smørekniv.
''Dagen efter prøvede Arumia at slå os begge ihjel. Det var derefter hun blev indlagt.'' hun så på Lyle - inden hun rettede ryggen lidt.
''Da jeg ikke var myndig, og ingen andre værger havde, blev jeg sendt på kostskole. Jeg endte her, da de opdagede at jeg var en heks.'' sagde hun så, inden hun skodede cigaretten på sin håndflade, og lagde begge skodder ned i æsken med cigaretter. Der var intet at se på hendes hånd.

''Nu må du ikke være i tvivl..'' sagde hun, og så igen direkte i øjnene på ham - så han kunne se hvor ærlig hun var. ''jeg bebrejder ikke dig for noget af det der er sket. Det ville ikke være fair.'' sagde hun så, inden hun rejste sig. Lyle behøvede ikke høre om de utallige ekskærester der havde været mange år ældre end hende, uheldige bekendtskaber, med vold og misbrug... Han behøvede ikke vide, at hun var lige så slem som Arumia havde været. Cass havde bare ikke mødt sin mage - og stod det til hende, ville hun heller aldrig gøre det. Hun skulle ikke lide som hendes forældre havde. Aldrig. Hun børstede sit tøj af, for græsstumper og få strejfende myrer.
''Jeg tror jeg vil se at komme tilbage... Jeg har trods alt en god tur foran mig.'' sagde hun så, og nikkede mod den sti der førte tilbage til akademiet - langs vejen. Hvad hun havde fortalt ham - om hvad der var sket - ville forhåbentlig give ham et indblik i hvorfor hun ikke bare accepterede en ny far. Hun havde haft én, og han havde ødelagt hende - fysisk og psykisk.

... Og det var lige præcis dét, han ikke ville have hun skulle tro. Han ville skam gerne have hende som en del af sit liv... Spørgsmålet var bare, hvilken del. Hvilken rolle de skulle udfylde for hinanden. Hvis hun overhovedet gad have ham omkring sig, selvfølgelig. Han ville skam ikke tvinge hende til noget hun ikke ville. Sådan havde han måske været engang, da han var værst, for godt to årtusinder siden... Men han havde lært af sine fejltagelser og gjorde ikke sådan længere. Ting blev alligevel bedre når alt skete af folks egen fri vilje.

Det skar ham nærmest i hjertet da hun sagde hun ikke havde nogen venner... Og det kunne nok også ses et kort sekund i hans øjne. Men virkelig, ingen venner overhovedet? Alle burde da have minimum én ven. En de kunne betro alt til... Og så på den anden side, han havde ikke selv umiddelbart nogen lige nu, på nær måske føniksen, Ylva... Men hende havde han ikke set i flere århundreder, efterhånden. Han havde bare så tit travlt med at se efter om andre havde det godt, at han glemte sig selv i forbifarten...

Men han sad stille og lyttede efter som hun fortalte sin historie. Så svært som han kunne høredet var for hende, så havde han absolut ikke nogen lyst til at afbryde hende. Nej, hans tanker omkring det måtte vente til hun var færdig, til hun havde fået alt det ud, hun gerne ville sige. Hun skulle have lov til at lette sit hjerte, bare en smule, så smertefuldt som han kunne høre det var... Hvilket skam også var forståeligt. Hvor andre måske ville have set forfærdede ud da hun nævnte det med at sprætte manden op... Så havde Lyle ikke nogen større reaktion på lige dén del. Idioten havde trods alt fortjent hvad der kom hans vej. Man kunne ikke behandle folk sådan uden at forvente der ville komme noget igen... Andre ville så måske kalde hendes aktioner for en overreaktion, men... Det ville Lyle ikke. Han havde selv dræbt for mindre, før. Dog heller ikke helt bevidst.

Da det undskyldende blik blev sendt hans vej, rystede han blot let på hovedet, som for at sige hun ikke skulle undskylde, før han fortsat lyttede med. Der var måske et lille glimt af vredegemt bagerst i hans øjne for etøjeblik, som han så arret... Og hørte om volden mod Arumia. Så mange ting der kunne være endt anderledes hvis han var blevet... Hvis bare... Han kunne kontrollere sit temperament, eller i alt fald sin ild, når han var sur... Men han kunne jo have forvoldt ligeså meget skade. Der var så mange muligheder, både gode og dårlige, for hvad der kunne været sket, hvis han bare var blevet... Men sådan var virkeligheden jo ikke, og nu måtte de finde sig i, hvordan den rent faktisk var blevet.

"Det... Ville det måske ikke, men jeg ville stadig ønske jeg havde været der... Til at standse bare noget af det," mumlede han stille, før han sukkede, strøg en hånd igennem sit lange hår, og rejste sig op igen. "Sikker på du ikke vil have et lift tilbage istedet?" tilbød han så, og hentydede til hans bil der var parkeret ikke engang ti meter væk fra dem.

At Lyle blot lyttede, og reagerede ved de mærkeligste punkter, lettede på en eller anden måde følelsen lidt - den kvælende følelse af ensomhed. Mon det var muligt at hun kunne se ham som andet end hendes mors mage? Som en far, eller måske endda en ven?
''Vi har alle truffet valg, som vi kan fortryde i al evighed - det ændrer ikke hvad der skete som resultat af valget.'' sagde hun bare, mens hun så på ham. Hun havde godt spottet hans skift i blik, da han først havde hørt om hendes mangel på såkaldte venner, og derefter da han havde set arret - og hørt om volden. Hun var ikke kommet videre - det var det forkerte ordvalg. Men hun havde givet op, i forsøget på at hænge ved. Hun levede med de ar hun havde, og undgik at få flere. Hun var blevet tykhudet - og flere gange var hun blevet beskyldt for at være koldhjertet, ond, frygtelig, led... Kold, generelt. Efter noget tid, var hun begyndt at tro på det. Så det faktum, at hun fortalte Lyle om det her - at Lyle så hvordan hun reagerede, med følelserne hængende udenpå tøjet... Det var den største tillidserklæring. Da han tilbød hende et lift tilbage til akademiet, gik der hurtigt et par tanker gennem hendes hoved. Folk ville snakke, om hvorfor de to var sammen. Ingen skulle have anledning til at tro noget om nogen af dem - ikke denne gang. Det næste der ramte hendes sind, var manden i hoveddøren der ledte ind til foyeren. Vagten, der var besvimet tidligere, stod nu, ildrød i hovedet af raseri, og pegede direkte på Cass. Han brølede et eller andet, og gjorde tegn til at hun skulle komme derhen - nu. Men, når nu Cass ikke lystrede sine undervisere, mor eller tidligere stedfædre. Hvorfor skulle hun så lystre en vred vagt? Så hun så hen på Lyle igen - og nikkede så ganske hurtigt.
''Jo tak - et lift lyder som en god ide..!'' sagde hun, med et sus i stemmen. En form for lettelse - befrielse. Noget andet at tale om - noget at gøre, som ikke omhandlede Arumia, eller fortiden. Cass trivede ved problemer, ballade. Hun trivede med at løbe, undvige. Hun elskede det. Og i denne stund, var der en afklapsning, hvis vagten fangede hende - tydeligvis. Han råbte skælsord af hende, svinede hende til - mens han stormede hen mod dem, selvom han hurtigt måtte stoppe for at få luft.
Et ganske svagt smil trak sig i hendes mundvige. Et glimt i hendes øjne. Mon han bemærkede det? Hvor meget andre havde haft ret, når de kaldte hende Peter Pan, da hun var yngre? Hun blev aldrig voksen - ikke fuldkommen.

Han måtte give hende ret i hvad hun sagde... Ja, det havde alle nok, men det gjorde heller ikke at man bare sådan kunne lægge det bag sig. Kunne stoppe med at tænke over hvad kunne være sket, hvad der måske kunne have været. Men samtidig nyttede det jo heller ikke... Man kunne bare prøve at lære af sin fortid istedet. Ligesom han både af dette, og af hans liv i sin hjemdimension, havde lært at han burde gøre noget mere for at holde styr på sit temperament, eller i alt fald have nogle ting han gjorde for at distrahere sig selv når han kunne mærke det komme. Desværre kom det bare indimellem alt for hurtigt... Men han havde da formået ikke at skade andre siden han havde skadet Arumia, dengang. Det var vel altid noget.

Lyle kiggede også kort over sin skulder, da han godt kunne hør emanden råbe - hvad, kunne han ikke helt høre, men han kunne skam sagtens se hvor rasende han var, og han forstod det vel egentligt også godt. Det havde været en del uprovokeret det Cassandra havde gjort mod ham... Men hun havde vist helle rikke helt selv kunnet styre det, så han lod det lægge. Smilede bare let og nikkede som hun tog imod tilbuddet, og fik hurtigt låst bilen op, skyndte sig ind på førersædet - så snart hun var inde, satte han bilen igang, og kørte væk derfra, i god tid før vagten nåede helt hen til dem.

Han fik selv puttet sin sele på mens han kørte ud af den lange indkørsel, og ned på vejen der hørte tilbage mod Gaia og Moonlight falls. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, dog... Men de havde vel også begge to meget at tænke på, med hvad der lige var sket. Dog, efter fem akavede, stille minutter, spurgte han stille, med øjnene stadig rettet mod vejen, "... Vil du have jeg sætter dig af helt henne ved skolen, eller vil du hellere have jeg sætter sig af i Gaia?" det kunne jo godt være hun ikke ville have at skole kammeraterne skulel se dem sammen.

Cassandra fulgte hans eksempel, og smuttede hurtigt ind på forsædets passagersæde. Hun tog selen på, samtidig med at hun så på sidespejlet, hvor hun kunne se vagten der prøvede at følge efter dem. Han opgav dog hurtigt. Heldigvis for Cassandra, skulle hun aldrig tilbage dertil.

Stilheden rungede i hendes ører. Det var ikke fordi den var akavet, eller fordi hun ikke havde noget at sige. Men hun havde fortalt ham en masse, og mæske var stilheden hans måde at bearbejde det på.
Da han endelig sagde noget, var det ikke hvad hun havde forventet. Havde han overvejet hvad der ville ske, hvis andre så dem sammen? De lignede jævnaldrende. Det ville være... let, at lede til en konklusion - muligvis en forkert en.
Hun overvejede det, men hun vidste det ikke helt. Hvad ville hun?
“Er... er du okay med at folk ved det?...” spurgte hun stille, hun vidste ikke hvad hun skulle vælge - det kom jo lidt an på det hele. Hun ville jo alligevel ikke forsætte meget længere på akademiet... så, at de blev set sammen ville nok ikke gøre det store, ville det?..

“Jeg tænker bare... medmindre vi skal gå og forklare alle hvad vi laver sammen... så er det vel let at antage noget... noget lettere upassende..” sagde hun og så på ham, med et lille smil.
“Jeg vil ikke have at du får ballade..” sagde hun, inden hun så på vejen foran dem. Det var en god køretur hjem til Gaia.. Måske kunne de få afklaret noget mere omkring deres fremtidige forhold, på hjemturen. Hun tog lighteren frem fra sin lille lomme i hendes shorts, og åbnede den, lukkede den, åbnede den... en form for afstressning, når hendes fingre trængte til at pille ved noget.

Så snart Cassandra havde været indenfor døren kørte han selvfølgelig afsted, hvorefter der var den lidt længere stilhed. Normalt ville han sætte noget af sin musik på... Men for det første vidste han ikke om hun overhovedet gad høre musik nu, eller hvor meget det ville ændr epå stemningen... Eller om hun overhovedet kunne lide den samme type musik som han kunne. Det var absolut ikke alle der kunne det, trods alt, så hellere bare lade være.

Han havde ikke tænkt meget over hvad folk ville tænke, nej. Det gjorde han sjældent - han fandt alligevel tit på noget der omgik tingene nemt nok, det var sjældent konsekvenserne var slemme nok til at han ikke kunne omgå dem på den ene eller anden måde. Og her, ja, altså hvis han blev hevet fat i kunne han jo snildt forklare hvad der var af misforståelse, ikke? Så nej, det var ikke lige noget der lå ham på sinde. Han bekymrede sig også sjældent over hvad andre tænkte om ham - de måtte tænke hvadend de ville, det var ikke hans problem hvis folk ikke kunne lide ham, trods alt.

"Selvfølgelig, hvorfor ville jeg ikke være det?" sagde han derfor bare, og trak let på skuldrene, så kort over på hende før øjnene var tilbage på vejen. "... Ah. Tja, det... Er jeg egentligt lidt ligeglad med. Folk må tænke hvad de vil... Hvis de ikke gider at spørge så er jeg ærligt talt komplet ligeglad med dem og hvadend de måtte have af forkerte tanker." han trak let på skuldrene, og fik drejet ne dpå den landevej der ville føre dem tilbage. "Jeg vil næppe få nogen som helst form for problemer ud af det." i alt fald ikke med hendes alder - selv hvis det værste de troede havde været sandt, ville han ikke få problemer for det, så når han kunne afvise det og forklare hvad der var det rigtige, så ville de jo også bare lade det hele ligge.

Cass måtte erkende, at hendes eget syn på hvordan andre opfattede en var lidt anderledes. Hun ville gerne fremstå normal - som minimum. Alt det der, med at være løs på tråden, en hidsig vildkat og sådan noget, det prøvede hun at undgå nu. Hun havde levet et helt liv med ballade. Hun orkede det ikke længere. Det var også derfor, at hun ikke modsagde ham, Sagan fastslog at han ikke havde et problem med at de blev set sammen. Det var på en måde rart at høre - at hun ikke skulle skjules og tysses om.
“Så synes jeg, at du skal bestemme hvor jeg bliver sat af henne. Det er trods alt dig der kører.” Sagde hun, med et lille smil, mens hun forsat legede med lighteren.
Hun forstod ham egentlig ikke helt. Han tog tingene så afslappet, så... velovervejet. Modsat hvad hun havde fået at vide at han normalt ville have været, for knap 24 år siden. Nu var der ikke mere, til st holde fast i fortiden med, for hendes vedkommende. Hun var ikke længere bundet af et forhold til hendes mor. Hun kunne rejse nu - fjernt og bredt. Hun kunne se alt hvad hun ville, og ingen kunnne stoppe hende. Hun ville besøge Egypten, og lære om de ældgamle magikere og healere. Hun ville besøge Skandinavien og lære om deres åndemanere, deres portaler til andre verdener. En masse planer havde ligget og ventet, på at hun ikke længere skulle frygte en opringning om at hendes mor havde brug for hende.
Hun ville lære nye sprog. Et af hendes største ønsker, var at lære mere end engelsk, thebansk, tysk, fransk, kinesisk og skandinavisk. Hun ville lære eksotiske sprog. Men det kom med tiden - hun havde allerede lært et nyt ord, på et fremmed sprog. Hun ville prøve at sige det - men hun havde forstået at det var internt mellem Lyle og hendes mor. Så at gentage det for næsen af ham, ville måske være problematisk, når hun nu lige havde forladt dem.

“Jeg tænkte på...” startede hun, inden hun satte sig til rette, og lagde lighteren væk.
“hvad har du lavet, du ved, i den tid du var væk?” Spurgte hun, en smule tøvende. Måtte hun egentlig spørge om den slags? Kom det hende ved?
“Udover at lege gemmeleg, altså.” Sagde hun så, med en smule flabet undertone. Hun havde et skævt smil på læben, så han vidste at hun hverken var vred, sur, såret eller andet usympatisk.

Den største grund til at Lyle nok var så ligeglad med andres mening, var vel egentligt det simple faktum at han godt vidste han aldrig nogensinde helt ville føle sig hjemme her, eller være det. Han ville aldrig være en naturlig del af denne verden, og havde heller aldrig været det... Så hvorfor bekymre sig om hvad andre tænkte om ham, når der var så få der alligevel ville kunne forstå ham. Det var nok de færreste, udover de aller ældste feer og lignende, der ville kunne forstå hvordan det var at have levet et godt årtusinde i sin egen hjem dimension, før man uden videre blev kastet ud af den, og derfra havde været fanget her, i en helt anden dimension, uden nogen anelse om de væsner der fandtes her... Uden at have kunnet tale med nogen som helst i starten fordi ingen forstod hans modersmål.

Han nikkede derfor blot let til hendes ord, og smilede svagt. Det var nemt nok at sætte hende af ved porten til skolen - det var alligevel på vejen hen mod hans egen lejlighed. Han holdt øjnene på vejen, og kørte blot videre... Så først kort over på hende igen da hun kom med sit spørgsmål. Han så tilbage på vejen, som han tog en dybere indånding.

"... Lidt af hvert." sagde han først. "Tog tilbage til mine yndlings dele af verdenen. Det centrale af Australien... Indien... Chile... Uganda..." Ja, det var selvfølgelig nogle af alle de varmeste steder, så godt som han nu engang trivedes i varme, og med hvor kuldskær han var, så var det jo selvfølgelig de steder han følte sig mest veltilpas. "... Før jeg kom tilbage her til England, altså. Og valgte at blive lærer her på skolen. Og den ansvarlige for de mere sjældne racer." af alle vidste han jo godt hvordan det var at være af en meget sjælden race her, hvor nærmest udstødt man kunne føle sig til tider, sådan som man ikke engang passede helt ind i den 'normale' overnaturlige verden.

Cass forstod ham på det punkt - lysten til at rejse lå også i hende. Varme lande, det lød skønt. Eksotiske lande - steder hvor man måske ikke var så anderledes... Det virkede som en drøm, for hende i hvert fald.
På en eller anden måde, kunne hun ikke rigtig sidde stille. Hun kunne mærke hvordan hendes tunge ikke kunne ligge behageligt i hendes mund - en følelse hun normalt kun bemærkede når hun faktisk blev rastløs. Hun lagde lighteren væk, og stirrede på sig selv i bilens sidespejl. Hendes makeup havde løbet lidt, af hendes tårer fra tidligere. Hun prøvede at tørre det lidt væk, men det gavnede ikke udseendet. Hun lignede en vaskebjørn, mere end noget andet. Hun uglede sit hår lidt, så det så lidt mere vildt ud. Det klædte hendes makeup, en smule edgy i udseendet.
''Hey... Kunne du ikke sætte mig af ved afkørslen til byen..? Jeg har nogle småting jeg skal hente.'' løj hun, uden egentlig at se hen på ham. Han kendte hende heldigvis ikke særlig godt - endnu? - og derfor ville han nok næppe vide hvad hun havde i tankerne. Man måtte vel sige, at ens mors død var en god begrundelse for noget alkohol i blodet? Så måtte hun bare holde sig selv i ørene, så hun ikke fik drukket for meget, lige som sidste gang. Sidste gang var endt i en eller anden fremmed mands lejlighed, med langt mindre tøj end da hun tog ind til byen. Det var heldigvis lidt tid siden efterhånden.
Hun fandt en læbestift frem fra skaftet på hendes støvle, i en dyb rød farve. En farve som på alle måder fremhævede hendes bløde og fyldige læber, og tvang opmærksomheden ned på dem, fremfor på resten af hende.
''Jeg skal nok selv sørge for at komme hjem igen..'' lovede hun, da hun ikke ville have at han følte sig tvunget til at holde øje med hende, eller følge med hende.

//beklager det korte svar, og den lange svartid!//

Havde han set over på hende, havde han måske opfanget at hun løj - han var generelt god til at opfange løgne frafolk, i alt fald når han så på dem. Men fordi hans øjne var på vejen kunne han ikke se efter de små tegn han normalt gjorde, og på den anden side, så kom det ikke rigtig ham ved hvis det var hun skulle noget andet. Han var jo ikke forpligtiget til noget her. Hun havde ikke kendt til ham mens hun voksede op, og det der havde forbundet dem for en kort tid, var nu borte fra denne jord, draget til... Ja, nok ikke samme sted som Lyle ville ende når hans liv var omme. Han havde trods alt gjort mange ting han ikke var stolt af... Han var ikke særlig meget i tvivl om hvor han ville ende henne, i alt fald ikke efter hvordan tingene var i denne dimension. Tilbage i hans egen ville han bare være blevet genfødt... Men her? Ja, det va rjo alt det med himmel og helvede. Og det første havde han absolut ikke gjort sig fortjent til.

"Selvfølgelig," sagde han bare med et lille smil i Cassandra's retning, før hans hoved atter var rettet fremad så han kunne holde øje med vejen. Det tog heller ikke længe før de var der, og han holdt ind til siden, før han så over på hende, et svagt smil på hans læber ved hendes ord. "Du behøver ikke love mig det... Godt nok... Er jeg biologisk din far, men... Jeg vil ikke holde dig til noget. Det har jeg ikke rigtig nogen ret til efter alle disse år hvor jeg har holdt mig væk." sagd ehan så ligeud. For ja, han havde da ikke nogen ret til at kræve det samme af hende som fædre normalt gjorde - de havde jo overhovedet ikke det forhold. De havde nærmest kun lige mødt hinanden. "Men... Hvis du nogensinde skulle have lyst til at vide mere. Eller har brug for hjælp. Så står jeg klar." det syntes han trods alt lige at hun skulle vide. Intet krav, blot et tilbud.

Hans ord havde naturligvis en vis form for påvirkning på hende. Hans kommentarer om, at han ikke havde nogen ret til at at holde hende til noget, eftersom han ikke havde været der... Det var på en måde som om han fraskrev sig retten til at holde øje med hende. Hun vidste naturligvis godt at det ikke forholdt sig sådan - han havde trods alt også lige mistet en han holdte af - ikke sandt?...
Hans efterfølgende kommentar fik hende til at så lidt undrende på ham. Vide mere? Var der mere at vide? Hjælp havde hun altid brug for - hun rodede sig altid ud i et eller andet, og til tider så meget at hun ikke selv kunne komme ud af problemerne...
Hun smilede svagt, men smilet var ikke helt oprigtigt. Egentlig, var det af ren høflighed. Hun havde brug for at råbe og skrige, græde - reagerer på hvad de begge to lige havde været vidner til. I stedet, kunne hun ikke andet end smile blidt til Lyle, og ellers se på vejen lige som ham.
''Jeg ville nærmest ønske at du gjorde det'' sagde hun stille, men hun vidste godt at hendes ord var tilnærmelsesvis ubetydelige i denne sag.
Hun kunne mærke hvordan hendes hoved ville eksplodere om lidt. Hvordan hun ville knække - og miste kontrollen igen. Hun bed sammen, mens hun begyndte at hive lidt efter vejret, men prøvede at skjule det. Hvor langt var der til afkørslen ved byen?
Hun lænede sig tilbage i sædet igen, og stirrede ud af passagervinduet, mens hun prøvede at få styr på hendes vejrtrækning igen. Hun ville ikke miste kontrollen sammen med ham - ikke i hans bil. Ikke i nogen bil - overhovedet. Det kunne gå rigtig galt.
''Hvordan var det... Der hvor du kommer fra, altså?'' spurgte hun, men fjernede ikke blikket fra passagersidens vindue - for at undgå at hendes blik afslørede at hun var ved at få det skidt. Måske ville det også løsne lidt op for ham, at fortælle om sit liv og sig selv? Lette stemningen lidt?