Athena Akademiet: Det bedste akademi for alt overnaturligt og alle mennesker fra hele Verden.
 
IndeksIndeks  CalendarCalendar  FAQFAQ  SøgSøg  Tilmeldte brugereTilmeldte brugere  GrupperGrupper  TilmeldTilmeld  LoginLogin  
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Navigation

R E G L E R

F A C E C L A I M

V Æ R E L S E R

F A G E N E

H V E M E R H V E M ?

I N F O R M A T I O N

T I D S L I N J E N

S O C I A L E M E D I E R


Latest topics
Top posting users this month
Razor
 
Reign
 
Cain
 
Clarissa
 
Elian
 
Luca
 
Cassandra
 
Mike
 
Joy
 
Kayne
 
Statistics
Der er i alt 453 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Seth Drago

Vores brugere har i alt skrevet 24325 indlæg in 1858 subjects

Share | 
 

 You're not going to tell me to behave, are you? - Killian

Go down 
ForfatterBesked
Rainier

avatar

Humør : You walked right into the lion's den, my dear.
Fag : Ingen fag, men han er skovfoged i den skov, der omringer Akademiet.
Antal indlæg : 138

IndlægEmne: You're not going to tell me to behave, are you? - Killian   Søn mar 18, 2018 3:10 am



Tid: 19:30 onsdag aften.
Sted: Rainier's hytte ude i skoven.
Omgivelser: Det sædvanlige der plejer at være i hans hytte - dvs. normal stue og køkken og bad, med to soveværelser ovenpå - og en torturkælder,medskjult faldlem ned til den.
Vejr: Det småregner en smule men blæser ikke rigtig.
Outfit: Link her, omend med en del blod splat hist og her.

@Killian
___________________________________________________________

Et højlydt skrig skar igennem den relative stilhed i skoven omkring Rainier's hytte. Skriget stammede fra hans kælder, og gjorde at han lige nu havde hænderne for ørerne som han vred sig let i smerte. Dagens opgave havde været en banshee, der indtil nu ikke havde kunnet finde ud af sit skrig - men det kunne hun så åbenbart nu. "HALT DIE KLAPPE!" råbte Rainier tilbage med raseriet vældende op i ham, tydeligt i hans øjne som han nu ignorerede smerten for at tage en skalpel og med øvet præcision stikke den ind i skrigeballonens hals, for at skære i hendes stemmebånd. Ikke nok til at hun ikke kunne sige noget som helst, men nok til at det højfrekvente banshee skrig gjorde så ondt at lave, at hun stoppede det brat.

Feen foran hende tog nu en dyb indånding, som hans ører igen kunne slappe af, og migrænen kunne fortage sig en smule. Han bandede lavmælt af hende på tysk som han fik trukket skalpellen ud igen, og helet snitsåret med sin fe magi, lige præcis nok til at det ikke blødte længere, men heller ikke mere end det. Resten af hendes krop bar tydeligt vidne til at være blevet tortureret igennem nogle timer på nuværende tidspunkt. Blå mærker der var blevet helt mørkelillae, nogen næsten på vej mod det sorte, hud der var skåret af i flager, endda nogle stykker af kød, som var blevet tilberedt overfladisk på bunsenbrænderen bag ham før han havde taget en bid af dem og nydt smagen - det var ikke tit han fik fat i en banshee!

Rainier smilede let for sig selv som han satte lp'en på pladespilleren til at køre forfra igen med hans elskede swing tilbage fra Nazityskland af, før han langsomt gik tættere på kvindne han holdt fanget, igen. Hun kunen ikke gøre meget for at stritte imod - både ankler, mave region og håndled var sat fast med kraftige lænker til væggen så hun blot hang der uden at kunne gøre noget mod hvadend Rainier fandt på at gøre mod hende. "You didn't really think you could get away so easily, did you, Fräulein?" spurgte han hende med et koldt smil om læberne, før han løftede højre hånd, der holdt skalpellen fra før. Langsomt, under kraftig hulken fra kvinden, skar han endnu mere hud af hendes mave, og lænede sig derpå ind for at slikke blod væk fra såret, hvilket fik hende til at skrige igen, dog kun for kort tid, og ikke banshee skriget længere, da hendes hals netop stadig gjorde utroligt ondt efter skalpellen havde været der.

// Musikken <3
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Killian

avatar

Humør : Love is watching someone die, So who’s gonna watch you die?
Fag : Underviser.
Antal indlæg : 57

IndlægEmne: Re: You're not going to tell me to behave, are you? - Killian   Lør mar 24, 2018 1:25 am

Killian befandt sig ofte i skoven, det var det tætteste på naturen han kom i disse egne - og Killian var trods alt skabt igennem naturen, den var en del af ham på et helt andet niveau end det normale individ. Derfor var det også en vigtig del af ham at knytte sig med den, mærke den og pleje sin indre natur. Han førte de robuste hænder henover nogle halvdøde blade på sin vej, for blot at efterlade dem fulde af liv. Det var ren meditation at bevæge sig rundt i skovens stilhed - altså lige indtil et skrig brød den.
Det gav et let sæt i hans krop og hurtigt så han sig omkring, prøvede at lokalisere hvor lyden kom fra. Per instinkt fulgte han hvor han syntes at mene lyden var kommet fra. Killian overvejde ikke ét sekund at det ville være farligt - selvfølgelig var det vigtigere for ham at hjælpe hvem end der lød til at være i fare. Desuden havde ingen formået at dræbe ham endnu og fornemmelsen sagde ham at i dag heller ikke ville være dagen.
Hurtigt fandt han frem til en hytte, fornemmelserne omkring huset var nok til at få et par anspændte trækninger frem hos Killian. Possibly some sick demon, if they could just stop the torture and killing and only do the nice stuff like sex and party, he could handle that, but all the blood? Not pleasant.
Han tøvede ikke med at banke på, hvad end der skete inde i den hytte, så var det ikke en person der fortjente en advarsel. Så han tog blot i døren, da den ikke gik op, så mumlede han et par hurtige ord før han tog i døren der nu var låst op. Han bevægede sig indenfor, bevægede kort de blå øjne over inventaret, før hans øjne fangede en trappe ned til kælderen - han kunne høre nogen snakke derneden. Med målrettede skridt bevægede hans sig henover gulvet og til trappen. Allerede inden han var nået helt ned, så fangede lugten ham. Blod, generelt var lugten af sår og skader i luften. Han sank let og prøvede at forberede sig på hvad der befandt sig bag døren.
Killian var dog ikke en bange af sig, med de mange tusinde år havde han efterhånden set lidt af hvert.Alligevel da han åbnede døren, så måtte han lukke øjnene ved første øjekast, før hans blik fangede et bekendt ansigt. No, what was this? "Rainier? Are you okay?" røg det ud af den ellers altid fattede mand Killian. Han havde ikke set sin søn i mange år, men han vidste at det var ham. Det var en instant genkendelse, selvfølgelig var det, det. Ligegyldig hvor en fraværende far han havde været, så kunne han genkende sine børn. Ved første antagelse så kunne han dog ikke koble den mørke følelse til Rainier, han kunne ikke være mørk? Det måtte være Rainier der var i farer, der måtte være en ondsindet person i rummet ved siden af som var skyld i alt dette. Killian prøvede at se rosen rødt, selvom hans logik godt vidste at verden ikke var sådan - og at hans børn godt kunne blive mørke, det var en fristende verden ..
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Rainier

avatar

Humør : You walked right into the lion's den, my dear.
Fag : Ingen fag, men han er skovfoged i den skov, der omringer Akademiet.
Antal indlæg : 138

IndlægEmne: Re: You're not going to tell me to behave, are you? - Killian   Man mar 26, 2018 4:08 am

Rainier havde haft et større, skævt og manisk smil malet over det meste af hans ansigt, da han pludselig, ud af det blå, hørte døren åbne ned til kælderen, til rummet han stod i, og han stivnede et kort sekund. Hvorfor havde Wolfgang ikke gøet, angrebet personen dervar brudt ind i hans hytte uanmeldt? For det der, det var hverken Rosalie's, Samael's eller Lector's skridt. Nej, det var en der normalt ikke var her... Men hvem? Han trak sig tilbage fra den hulkende banshee, tørrede en smule af blodet væk fra læberne - eller rettere, han fik det nu mere bare tværet udover sin kæbe istedet - og vendte sig mod den nyankomne, som han med det samme genkendte.

Han kunne ikke undertrykke det svage, skæve og nærmest skadefro smil der dukkede op på hans læber, blot et kort sekund, før han hørte Killian's ord, og han lod sit ansigt glide tilbage i sine sædvanlige, fuldstændigt følelseskolde folder. Det ville sige, hvad der var det sædvanlige for ham nu. Sidst hans far havde set ham havde han været en altid glad og smilende lys fe, han havde været forelsket. Der var sket så meget siden da, og hvis du spurgte den Rainier der eksisterede nu, så var det kun gode ting der var sket ham, efter han var blevet mørk og Lilith havde guidet ham igennem det, gjort ham så meget stærkere end han havde været før.

"... Father. What a... Surprise to see you here." sagde han så endelig, og blot et svagt, omend koldt smil dukkede op på hans læber, der dog ikke rakte den mindste smule op mod øjnene. "Of course I am okay. Why wouldn't I be?" han ignorerede lige nu fuldstændigt den klynkende banshee der hang på væggen, hvordan hun fortst blødte, efterhånden nok til at der samlede sig en lille pøl af blod under hende på gulvet. Han selv havde fået en del af det på sit ellers hvide tøj, på den lyse hud omkring hans kæbe, hænder og fødder. Al fokus var på manden der havde været så fraværende en far som man overhovedet kunne være, manden der ikke havde været der dengang Rainier måske kunne have brugt ham, hvor hans tvilling var trådt til istedet... Og Lilith. Udover Rosalie var hun jo blevet kvinden i hans liv - ingen tvivl om det, nu de også havde fået et barn sammen. Det at hun ikke bandt sig til nogen havde han ingen kvaler med, han bandt sig trods alt heller ikke til nogen, men han tjente hende hvornår hun end skulle have brug for hans hjælp, og ville følge hende til verdens ende, skulle hun bede ham om det.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Killian

avatar

Humør : Love is watching someone die, So who’s gonna watch you die?
Fag : Underviser.
Antal indlæg : 57

IndlægEmne: Re: You're not going to tell me to behave, are you? - Killian   Fre mar 30, 2018 2:38 am

Det tog ikke Killian mange minutter at forstå at det ikke var Rainier der var skadet, men tværtimod. Det var Rainier der havde gjort skaden, det var Rainier der havde skabt alt blodet, skriget, angsten i rummet. Han blev stående, han vidste slet ikke hvad han skulle gøre, hans søn, hvordan kunne det her være sket? Hvorfor havde Killian ikke været der til at undgå det? Der var ingen tvivl om at Rainier var blevet mørk - ikke bare mørk men ondskabsfuld, han var blevet et monster. Kunne der virkelig ikke være mere tilbage af den Rainier han kendte? Hvad med hans søster? Rosalie? Var hun også blevet mørk. Han havde lyst til at kaste op, han hadet blod, men Killian bevarede roen så godt han nu kunne, hvilket var rimelig godt, men det lå til ham, altid at have den gode balancerede aura "Because this is not how you were the last time I saw you, son" sagde han så med en afholdt stemme imens han begav sig tættere på Rainier, men i realiteten tættere på den stakkels Banshee der hang på væggen. Han kunne ikke bare lade hende hænge, han blev nødt til at hjælpe hende.

"Lets talk upstairs, i'll fix the Banshee up a bit and then we can catch up? What do you think?" foreslog han så og prøvede at give Rainier et smil, selvom det var en smule anstrengt. Selvom Rainier lige nu var et skræk scenarie, så troede han på det gode i Rainier, han regnede heller ikke med at hans egen søn ville skade ham, derfor var han heller ikke bange for at bevæge sig tættere på Rainier. Could all this madness really be because he had'nt been there? Den dårlige samvittighed åd ham mere og mre op jo mere han tænkte på det. Var Rainier blot en ud af mange der var gået ned ad den forkerte sti i livet? Han vidste godt at han ikke havde været en tilstedeværende far for mange af sine børn - men han kunne ikke være det samme sted længere tid ad gangen og han kunne ikke lade sin kærlighed forblive hos sine børns mødre. Derfor var han blevet nødt til at forlade dem på et eller andet tidspunkt i deres liv. Han ønskede virkelig at være en der blev, men han var altid den som gik. Det blev han nød til. Men det var Killians evige dårlige samvittighed, evige træng til at hjælpe og være der for alle, der gjorde ham til det gode individ han var. Der gjorde at han efter så mange tusinde år aldrig var blevet trukket hen på den mørke side, som han vidste så mange feer desværre blev fristet til.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Rainier

avatar

Humør : You walked right into the lion's den, my dear.
Fag : Ingen fag, men han er skovfoged i den skov, der omringer Akademiet.
Antal indlæg : 138

IndlægEmne: Re: You're not going to tell me to behave, are you? - Killian   Lør mar 31, 2018 1:58 am

Rainier stod blot der, sagde ikke mere lige for nu, som hans øjne blot gled over Killian's ansigt, positur, åbenlyst analyserende, før de igen fandt tilbage til de blå øjne, det lillae skær i hans egne kraftigere,mørkere end det havde været dengang han var lys... Og ingen af den varme kærlighed og medfølelse at spore som der havde været tydelig i hele hans ansigt, nej, nu var der en kold, hård og kynisk facade, der ikke lod nogen følelser slippe igennem medmindre han havde lyst til at vise dem til folk. Han lod dog endnu et svagt, koldt smil træde frem på hans læber da Killian igen talte. Han havde jo ret - men hvor han kunne høre og se på sin far at han hadede udviklingen, så elskede Rainier den nu selv. Han ville for intet i verden gå tilbage til at være hvordan han var dengang. "That is true," sagde han blot, stille og roligt. "But you say that as if it's a bad thing. It isn't." og der var måske bare et kort glimt af det kaos der var i Rainier's sind, et manisk udtryk i hans øjne før han igen fik fuldkommen kontrol over det.

Han holdt selvfølgelig stadig skarptøje medKillian som han bevægede sig tættere på, hans ansigt ulæseligt - alle der kendte ham som han var nu, vidste udmærket godt hvor utilregnelig han var blevet, men selvfølgelig kunne hans far ikke vide det. hvor hurtigt han kunne skifte fra denne facade til en ren dræbermaskine. Han kneb øjnene sammen af det næste der kom ud af hans fars mund, og deres øjne mødtes igen. "Fix her up? No. Either she stays here like this, or I kill her right now, and then we can go up. Believe me, you will only be doing her a disservice but trying to help her now. Even if you heal her up, I will eventually cut her again. Make her scream again. You'll only be prolonging her suffering." Rainier calmly told him, voice and eyes as cold as ice. She was his prey, his assignment, and he wouldn't let anyone - even Killian - touch her.

She was to be killed, that was the job... But he was just enjoying the torture way too much to end it quickly. maybe he should have, and his father wouldn't have shown up... "Though, maybe that just means I should let you. I do love hearing those screams... And she's pretty tasty, too..." he then considered, finally looking away from Killian, to look at the banshee again. He reached out his hand, his lips curling upwards in a smile as she tried to recoil from his touch but couldn't. Wiping off a few drops of blood from her fair skin, he brought the fingers to his lips and gently sucked the blood off, making a soft hum of contentment.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Killian

avatar

Humør : Love is watching someone die, So who’s gonna watch you die?
Fag : Underviser.
Antal indlæg : 57

IndlægEmne: Re: You're not going to tell me to behave, are you? - Killian   Man maj 28, 2018 10:41 am

Killian havde set modbydelighed før, det var ikke første gang at han var vidne til at en fe var blevet mørk ... ja Killian havde sågar været vidne til at se den aller første fe blive mørk. Men det gjorde stadig lige ondt i hjertet hver gang og altid en takt mere når det var en af hans mange børn. Han forbandede sig selv langt væk at han ikke kunne være der for alle sine børn hele deres opvækst .. nogle gange fik han jo slet ikke at vide at han havde en søn eller en datter og det var lige så frustrerende, fordi så fik han ikke en gang en chance for at prøve. Killian vidste godt at Rainier ikke var til at rede, at han ikke kunne gøre ham lys igen, han var mørk, så mørk at han sikkert var helt sort indeni - han kunne ikke en gang blive en decent mørk fe - ikke at Killian ville vende ham ryggen hvis han en dag reelt havde brug for sin far, det kunne han aldrig finde på.

"I know that you can't see it as a bad thing .. not anymore .. I know that you are beyond saving" sagde han så med et let suk "The same goes for the Banshee" tilføjede han så og blev pænt stående, skævede kort til Bansheen som Rainier igen havde nærmet sig. Han bed tænderne let sammen da han så proppede hendes blod i munden "End her sufferings" bad han ham så en smule opgivende. Det var nok bedst for hende, at få en ende på frygtlighederne - men det var Rainier der måtte gøre det, Killian kunne ikke få sig selv til sådan noget.

Killian kørte så let hånden igennem sit hår, det var hård at indse at han ikke kunne redde sin søn, at en snak med ham ikke ville ændre noget "But I dont think we need to talk" kom det så fra ham, han veg blikket fra sin søn - skuffet? overvundet? Vemodig? Han rystede let på hovedet, før han lavde et swip med hånden, mumlede ligeså et par ord også døsede Bansheen hen i en koma lignende tilstand - ude af stand til at føle noget men gemt væk i en drømmelignende tilstand "End her, she wont give you any fun adn suffering for a long time now" sagde han så, gav Bansheen ro indtil at Rainier forhåbentligt gjorde en fuldkommen ende på hendes lidelser.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Rainier

avatar

Humør : You walked right into the lion's den, my dear.
Fag : Ingen fag, men han er skovfoged i den skov, der omringer Akademiet.
Antal indlæg : 138

IndlægEmne: Re: You're not going to tell me to behave, are you? - Killian   Tors jun 07, 2018 4:24 pm

Rainier’s øjne veg nærmest ikke fra Killin så meget som brøkdelen af et sekund, som han blot afventede svaret fra den lyse fe der nu engang - desværre - var hans far. Urgh. Han var virkelig ikke glade for lyse feer efterhånden, den nærmest aura af godhed der lå omkring dem. Men det havde godt nok været sjovt at lege med den lille lyse fe der havde forvildet sig ud til søen ikke så langt herfra, en dag han var ude at gå tur der. At se hende knække som han havde fået charmeret sig ind på hende uden hun havde anet det mindste uråd om hvem han var, indtil han havde givet hende en første banket, bedste plads, til at se ham torturere den formskifte rhan havde haft i denne kælder, dengang. Det havde været så utroligt sjovt at se hende vride sig i smerte da hun havde forsøgt at flygte, og han havde brugt sin evne.

Den evne der var ændret, blevet lige så syg og twisted som han selv var efter han blev mørk. Killin ville nok kunne huske den som den var før - hans nervemanipulation kunne dengang dulme smerte og ligefrem give folk store mængder nydelse og ekstase… Nu gav den i stedet intens smerte. Han kunne få alle nerver i en persons krop til at skrige til hjernen i smerte ved blot en enkelt berøring. Det var så utroligt dejlig en ting at se på, og det var da også det der havde været skyld i at Mengele tilbage i Auschwitz havde lagt særligt mærke til ham, og udvalgt ham blandt alle de andre SS officerer til at stå i spidsen for nogle af de medicinske forsøg, især dem der blev udført på de få overnaturlige væsner der var blevet fanget i lejren. Det havde været et rent himmerige for Rainier, omgivet af så megen smerte, død og ødelæggelse, med regelmæssige besøg fra Lilith. Det kvindemenneske var nok en af de få han reelt havde nogle følelser for.

“Beyond saving? I don’t want or need saving, even if you thought it was possible.” sagde han så, med øjnene let knebet sammen. Der kom dog igen et lille smil på hans læber som Killian bad ham om at gøre det af med hende. Det ville han da med glæde gøre - drab var noget af det mest euforiske han overhovedet kendte til. “Oh come on, now you’re almost making me sad.” hans smil var dog alt andet end trist, nærmere lidt manisk. “You don’t even want to talk to your son? Hear how I’ve been, what happened? Hear about what you weren’t there to prevent?” ja, han vidste udmærket godt at han prikkede der hvor det gjorde mest ondt, og det var da også med fuldt overlæg. Han nød trods alt at påføre andre smerte, uanset om den var fysisk eller psykisk.

Han rynkede dog på brynene og smilet forsvandt som bansheen faldt sammen efter Killian brugte sin magi på hende. “Now you’re just a party pooper,” brokkede han sig, med et let suk. “But fine, if you insist.” han vendte sig om for at gå hen til bordet hvor alle de forskellige torturinstrumenter og adskillige former for knive lå. Han endte med at tage fat i hvad der nok egentligt var en større fileteringskniv, før han gik hen til hende igen. Uden så meget som et øjebliks tøven, stak han kniven direkte ind i brystet på hende, med en lethed der klart viste hvor vand than var til det, hvordan han vidste præcis hvor han skulle stikke ind for at ramme midten af hjertet, hvor han for en sikkerheds skyld drejede kniven rundt. Smilet fandt dog igen vej til hans læber som det varme blod gled ned af hans hånd og underarm.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: You're not going to tell me to behave, are you? - Killian   

Tilbage til toppen Go down
 
You're not going to tell me to behave, are you? - Killian
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Athena :: Udenfor Gaia & Moonlight Falls :: Skoven-
Gå til: