Første dag ~ Hope

S: skoven
T: eftermiddag
V: køligt
O: Træer.

Det var eftermiddag, og Zenia var endelig nået frem til Athena akademiet. Hun så ned på sin datter som så meget træt ud. Zenia håbede virkelig at hun måtte få Jessiebella med sig, for hun vil ikke af med sin datter. "Bella skat, bliv her lidt mens mor ser om der er okay. Jeg er staks tilbage." lovede hun, og Jessiebella nikkede stille inden hun gemte sig i en lille hule som der var. "Ok mor, jeg blir her." lovede hun, og Zenia smilede kærligt til sin datter, inden hun forsigtigt gik mod akademiet. Hun så en masse som var uden for foran bygningen, men Zenia var nervøs for at komme tættere på, og stod derfor bare i udkanten af skoven, og betragtede folk.

Hope havde taget ud på en dejlig lang løbetur. Selvom det var køligt, afholdte det hende ikke i at gå udenfor. Lidt luft skadede vel aldrig, og man blev ikke ligefrem syg af det, medmindre man var dårligt klædt på. Egentlig var hun taget ud at løbe, for at komme væk fra de mange lektier, som lå på værelse og ventede på at blive lavet. *Jeg orker virkelig ikke at tage tilbage til værelset lige nu..* tænkte hun træt, mens hun fortsatte sit gode løbetempo. I skoven plejede der at være fyldt med dyrelyde fra alle vinkler, men i dag var dyrene vist gået i læ eller sov. Hun satte omsider farten ned og standsede brat. Hun syntes at kunne høre stemmer i nærheden, hvem mon det var?
Hendes hjerteslag begyndte at falde langsomt, mens hun stønnede efter vejret. Det var ikke ligefrem den bedste kondition hun havde. Hun besluttede sig for at nu måtte det være tid til at gå tilbage til værelset og få de lektier overstået. Inden hun helt forlod skoven, opdagede hun en person, stå der et par meter fra hende selv.

Zenia hørte svagt skridt som kom bag fra, og hun vendte sig hurtigt rundt for at se hvem det mon var. Det var en kvinde. En rimelig smuk en, men Zenia var ikke sikker på, om hun skule snakke med hende eller hvad hun skulle? Med det samme faldt hendes tanker på Jessiebella. Havde hun det mon fint nok lige nu der hvor hun gemte sig, eller havde hun brug for hjælp? Hun stod bare og så på tøsen foran hende lige nu uden at ane hvad hun skulle gøre.

Hope befandt sig nogle meter fra personen, og var lidt i tvivl om, hvordan hun skulle takle dette. Men i stedet for at gå i stå, begyndte hun at snakke. "Hej med dig. Er du ny her? Eller skal du hente nogen?" spurgte hun venligt og studerede kvinden. Sveden drev ned af hende, og det var måske ikke ligefrem det bedste tidspunkt at snakke med en anden på, men når man løber, sveder man. Hun stod og så afventende på kvinden, mens hun bed sig selv i underlæben. Solen var gemt bag de mørke skyer, der truede med at regne hvert sekund, det skulle være.

Zenia var ikke lige forberedt på, at denne kvinde her vil begynde at snakke til hende, men det var det hun nu en gang gjorde. Hun tøvede før hun sagde noget. "Er kommet for at komme ind her, det var min plan i hvert fald." sagde hun, og så kort rundt. Hun anede ikke hvad der kunne være her ude, og det var måske en dårlig ide, at hun havde ladet Jessiebella blive for sig selv. Hun fokuserede igen på personen foran sig, men hørte så en raslende lyd lidt fra dem. Hun så over mod lyden, og der kom hendes datter løbende over mod hende. Zenia bukkede sig ned og løftede hende op i sin favn. "Sagde jeg ikk du skule blive?" Hun sagde det med en blid stemme da hun egentlig ikke var sur på sin datter. Jessiebella krammede sig ind til sin mor, og Zenia rejste sig helt op igen, og så på kvinden igen. "Undskyld" mumlede Jessiebella. Zenia smilede stille til hende. "Det er okay skat." sagde hun med en blid stemme.

Hun så, hvordan den unge kvinde et øjeblik tøvede med at svare hende. Måske var hende her sky overfor andre mennesker? Hun lyttede og nikkede forstående til det, den unge kvinden havde at sige. Hope var ikke ude på at gøre hende ondt. "Det lyder, som en god idé. Skolen er såmænd fin nok. Der er i hvert fald ingen mobning." svarede hun venligt og smilede. Da en lyd dukkede op, kiggede hun panisk rundt. En lille pige kom løbende over til kvinden. *Måske var dette hendes barn* tænkte hun og studerede den lille pige, der krøb op i favnen på sin mor. Barnet lignede sin mor, og de var begge meget smukke. Kroppen, ansigtet og håret. *De har nok et meget stærkt bånd, de to* tænkte hun og smilede for sig selv. "Hvad hedder hun?" spurgte hun nysgerrigt og havde stadig det samme smil på læben.

Hun lyttede til det hun sagde. Det var da godt at der ingen mobning var her på skolen."Jeg er glad for, at der ingen mobning er her." sagde hun, og smilede venligt tilbage til hende.
Hun strøg sin datter over håret blidt. Hun så på kvinden da hun spurgte, hvad hendes datter hed. "Hun hedder Jessiebella. Jeg hedder Zenia og hvad hedder du selv?" spurgte hun. Hun var ikke sikker på, om denne skole vil acceptere hun tog sin datter med sig der ind. "Ved du om de vil lade mig tage hende med mig der ind?" Spurgte hun, og så hurtigt mod skolen og tilbage på kvinden igen. Hun håbede det virkelig, da hun ikke vil efterlade sin datter.

Det virkede som om, hun havde tænkt sig at tage barnet med ind på skolen og studere. Men hvis det var det, hun ville, skulle hun da bare gøre det. "Der er ingen som mobber, i så fald ryger de i karantæne. Altså de har stadig undervisning, men de er under strenge regler for den stund." svarede hun og smilede. Jessiebella og Zenia, sikke nogle specielle navne. "Det er meget smukke navne, I begge har jer. Jeg hedder egentlig bare Hope, et ret normalt og kedeligt navn, hvis jeg selv skal sige det." indrømmede hun og lo. Datteren havde meget lyst hår, og det elskede hun. Hun havde et engleansigt og så virkede hun meget flink. Da hun lyttede til hendes sidste spørgsmål tænkte hun sig længe om. "Jeg har ikke hørt, at man ikke kan tage et barn med ind på skolen. Der står intet i reglerne om det. Men selvfølgelig ville skolen nok acceptere det." svarede hun og skævede mod skolen. Lærerne måtte simpelthen bare lære, at man havde børn med. Det kunne i hvert fald ikke skade nogen.

Zenia nikkede da Hope fortalte at man kom i karantæne hvis man mobbede nogle. Det lød vel retfærdigt nok mente hun. Det var meget som stuearrest nok, eller det lød det som umiddelbart syntes hun. Da Hope sagde at deres navne var meget smukke, smilede hun. "Tak Hope, og dit navn er da ikke så normalt igen. Har aldrig mødt nogle som hedder det, og det er da også meget flot syntes jeg." Hun rettede hurtigt på sin datter, så hun sad en smule bedre i hendes favn, så hun ikke var ved at falde ned. Jessie så på Hope, og smilede på en lillepigeagtig måde til hende. Zenia lyttede til det som Hope sagde om børn på skolen. Fair, hun vil tage sin datter med, om hun så måtte eller ej, og lærerne skule bare prøve at tage hende fra hende, og de vil fortryde det, på trods af, at Zenia kun var et menneske.

Hope havde flere gange prøvede at gennemskue, hvilket væsen, Zenia var, men da hun ikke umiddelbart kunne finde tegn på noget, konstaterede hun at Zenia altså var et menneske. Hope havde aldrig mobbet eller drillet nogen, og hun var stor modstander af mobning. Hvis nogen blev mobbet, forsvarede hun dem. Hun kom til at rødme, da Zenia sagde, at hendes navn var smukt. Det var hun ikke vant til at høre. "Tak, jeg er ikke vant til at høre komplimenter fra andre." smilede hun. Da Jessiebella smilede til hende, smilede hun stort tilbage til hende. Hun elskede, når børn smilte, de så i hvert fald altid uskyldige ud. Man blev så varm og glad indeni. "Jeg kan følge jer ind på kontoret. De skal lige tjekke dig ind, så du har et værelse." sagde hun og gjorde tegn til at de skulle følge efter.

Zenia anede ikke hvad Hope var, og kunne ikke finde ud af det, da hun jo kun var et menneske, og de havde ingen gode sanser til at finde ud af den slags med, så folk måtte fortælle hende, hvad de var. Hun så godt at Hope rødmede over at få af vide at hendes navn var smukt. "Heh, kan jeg godt se." svarede hun med et glimt i øjet af morskab over det her. Hun så også at hun smilede stort til hendes datter. Hun måtte vel elske børn eller noget. De kunne godt være trættende at skulle passe i længden, især når man var så ung som Zenia egentlig var det. hun var kun 16 snart 17 år. Hun havde fået Jessiebella da hun var kun 14 år, en meget ung alder at blive mor i.

Da Hope tilbød at følge dem over til kontoret, så hun kunne mælde hende ind, og hendes datter, smilede Zenia varmt til Hope. "Du må meget gerne følge os der over." sagde hun, og vil følge efter Hope over til kontoret, med sin datter i armene.

Zenia virkede til at være en meget ung mor, men Hope vidste, at hun var i stand til at passe på sig selv og hendes kønne datter. Selvom det indimellem måtte være hårdt. Hope havde heldigvis gemt sine vinger væk, for hun vidste ikke, hvordan Zenia eller hendes datter ville reagere på det. Da Hope havde givet tegn til at de måtte følge efter hende, marcherede hun gennem græsset og hen mod skolen. *Gad vide, hvem faderen er til Jessiebella* tænkte hun spekulerende, mens hun fortsatte det rolige tempo, så de kunne følge hende. Zenia virkede til, at have en god humor og var meget venlig mod folk, eller i hvert fald mod hende. Hun havde ikke lyst til at spørge, hvem faderen var, for det ragede jo egentlig ikke hende.
Da de omsider nåede kontoret stillede hun sig op foran kateteret. Bag ved kateteret sad en dame og skrev på sin computer. Hun løftede blikket langsomt, som det ragede hende, at der stod nogen. Hope rømmede sig lidt irriteret. "Den unge dame ved siden af mig, ville gerne melde sig ind på skolen her. Hun har sin datter med, og der står intet i reglerne om at det er forbudt." fortalte hun alvorligt, mens dame sad og tyggede på et tyggegummi. Hun så ikke ud til at fortrække en mine. "Hvad er damens navn?" spurgte damen ligegyldigt.

Zenia vil helst ikke snakke om hvem der var faren til barnet, da folk nok ikke vil kunne lide det. Zenia var også stukket af da faren ikke skulle have noget som helst at gøre med det her barn, nogle sinde. Han havde aldrig set hende, og det var Zenia også meget tilfreds med egentlig. Roligt fulgte hun med, og folk gloede nysgerrigt på hende, som hun kom der med et barn på armen, og ingen havde set hende før. Hun var ikke glad for at folk så sådan på hende, men hun valgte at prøve at ignorere det.

Hun gik med ind på kontoret, hvor en dame sad ved en computer. Damen virkede nærmest ligeglad med der var nogle. Sikke en velkomst. Zenia lyttede da Hope snakkede. Hun bed sig i læben af det Hope sagde, men det virkede ikke som om damen sagde noget til det. Hun spurgte dog med en ligegyldig stemme efter Zenias navn. "Jeg hedder Zenia, og min datter hedder Jessiebella." sagde hun, og betragtede damen skrive noget på sin computer. "Du har nu et værelse, her er nøglen, men inden du går, skal du vælge minimum 2 fag du vil have." Zenia var ikke helt sikker på hvad hun vil have. "Øm billedkunst som den ene, og øm.." hun tænkte sig lidt om. Hun var okay med en bue, så det kunne hun jo lige så godt vælge. "Bueskydning?" sagde hun, og så på Hope stille.

Måske havde faderen været ond mod dem, eller også havde de bare ikke passet sammen og var blevet skilt? Man kunne aldrig vide. Hope havde godt set, hvordan folk havde gloet dumt på hende. Som om de aldrig havde set et barn før. Hun råbte også til en person: "Har du aldrig set et barn?" Hun havde dog fortsat uden at vente på svar fra personen. Hun håbede, at Zenia ville ignorere dette. Da hun stod foran den ligeglade dame, lyttede hun til samtalen mellem Zenia og damen. Kunne man være mere ligeglad med folk? Samtalerne kørte frem og tilbage, hvor Zenia til sidst havde valgt bueskydning med en usikker stemme. Hope kiggede på hende og nikkede. "Bueskydning er en valgmulighed her. Tag du bare den. Jeg er ikke i nærheden af at være god til det fag." sagde Hope og smilede. Damen tyggede videre på sit tyggegummi og rakte Zenia nøglerne. "Billedkunst og bueskydning. Fint." svarede damen og tastede videre på tastaturet og virkede igen skide ligeglad.
Hope vendte sig mod Zenia. "Lad os gå ned mod jeres værelse." sagde hun.

Zenia var ikke speciel glad for at Hope valgte at råbe til en person om de aldrig før havde set et barn. Hun vil meget hellere bare have ignoreret folk. Hun holdt Jessiebella tættere ind mod sig og så ned i jorden mens de gik resten af vejen.

Zenia nikkede stille da Hope sagde, at hun ikke selv var god til bueskydning. "Jeg er heller ikke den bedste, men jeg er heller ikke dårlig til det, og vil blive bedre til det." sagde hun. Zenia tog imod nøglerne hun fik, og så på tallet der stod på dem. Gad vide om hun boede alen eller om hun boede sammen med nogle? Hun anede det ikke.
Zenia nikkede stille da Hope sagde de skulle gå ned til værelset. Hun vil dog gerne se mere af skolen og dens område her, men værelset var vel fint nok. Hun fulgte med Hope ned til værelserne, og fandt så sit værelse, og låste op, og trådte ind. Der var da meget hyggeligt her. Hun satte Jessie ned, som så sig rundt inden hun gik ind og satte sig i sengen. Zenia fulgte efter hende der ind.

Måske havde hun gået over stregen, da hun havde råbt af en person, mens Zenia og hendes barn havde hørt på det, men det tænkte hun først over bagefter. Hun kunne bare ikke styre sig, når bare stillede sig op og gloede. Hun så nysgerrigt til, da Zenia studerede nøglen. Gad vide, om der var andre, hun skulle bo sammen med, man kunne aldrig vide. Gangene var lange, men omsider nåede de til Zenias værelse. Værelset var ganske fint, ligesom hendes eget, men nu boede hun heller ikke med nogen. Hun havde skam sit eget værelse, hvor hun kunne rydde op i ro og mag, når det passede hende. Det havde hun pænt anmodet om at få, for hun ville ikke kunne holde ud at bo sammen med en der rodede. "Jeg håber, I falder godt til her uden at der er nogle, som forstyrre jer. Jeg kan godt vise jer rundt." fortalte hun og smilede igen. Hun vil hellere end gerne støtte dem og lade dem få sig en god start på skolen.

Jessie så på Hope, og var ikke sikker på, om hun skulle gå over til hende eller lade være. Hun syntes Hope så sød ud, og gik så over til hende. "Hej" sagde hun, og smilede piget til Hope. Zenia smilede overbærende af sit barn. Hun nikkede til det Hope sagde. "Ja jeg håber også vi falder godt til, og jo du må da godt vise os rundt her." sagde hun taknemmeligt, da de nok godt kunne far vild ret hurtigt på egen hånd. Jessie virkede som om hun gerne vil op til Hope lige nu. Hvis de skulle se området, gad hun nemlig ikke selv at gå.

Det virkede, som om det her værelse var større end det værelse, Hope havde, men det var vel egentlig også lige meget. Hun bemærkede, hvordan Jessie var i gang med at beslutte sig for, om hun skulle gå over til hende eller ej. Det var sødt, og hun smilede, da Jessie kom over til hende og sagde hej. "Hej med dig, lille ven." svarede hun og satte sig på hug, så hun var i øjenhøjde med Jessie. Da Zenia havde sagt ja til at hun gerne måtte vise dem rundt, løftede hun Jessie op på sine skuldre og smilede. "Håber du sidder godt." sagde hun og gik ud af værelset. Hun håbede, det var i orden at hun sådan løftede en andens barn op uden at spørge først. "Lad mig vise jer skolen." sagde hun muntert.

Zenia betragtede Hope og Jessie, da Jessie rande over til Hope og gerne ville op. Jessie stolede åbenbart allerede på Hope. Ikke fordi Hope så speciel farlig ud, snare tværtimod. Hun lignede en engel, og virkede lige så blid som en. Det håbede Zenia også hun var. Jessie lo da Hope løftede hende op, og virkede tilfreds med at komme der op, mens Zenia ikke var helt sikker på det her, men sagde intet til det. Jessie nikkede da Hope sagde, at hun håbede, at hun sad godt. "Ja sidder fint her" Zenia fulgte efter dem ud af værelset. "Okay." Hun fulgte med Hope da hun viste hende rundt på skolen.

Hun håbede, at Zenia havde det okay med, at hun bare tog hendes datter op på sine skuldre og gik, men hun virkede rolig nok indtil videre. Hun holdt fast på Jessie, som sad på skuldrene, og bukkede lidt ned i knæ, da de gik ud af værelset. Hun fortsatte ned ad gangen - og håbede at Zenia fulgte efter. "Dette er biblioteket - mit absolut yndlingssted. Fred og ro." fortalte hun og gik videre ned ad gangen. Hun viste dem storsalen, hvor folk sad og læste eller larmede. "Her kan man bare ikke få fred, hvis man læser lektier eller spiser mad. Du har lyst til at vride halsen om på dem, som larmer." fortalte hun og himlede med øjnene. Derefter gik hun udenfor på trods af alle de mærkelige blikke, der blev sendt til hende. Plænen var stor og nogle folk var ude og gå ture eller lå og hyggede sig i græsset. "Ja, en stor græsplæne, som I kan se." fortalte hun og gik indenfor igen. Hun gik ned af deres gang og stoppede foran deres værelse. "Jeg kan sagtens vise mere, men I vil nok lige falde til." fortalte hun mens hun satte Jessie ned.