Who am i kidding - Ari

Tid: 21.20
Sted: Skoven udenfor Gaia
Vejr: Køligt, but who cares
Omgivelser: Outfit
Tag: @Ari

Mørket var faldet på. Det havde været en lang dag, fuld af aktivitet, fuld af mennesker.. andre væsner end bare mennesker også. Desire var træt, psykisk mere end fysisk. Hendes sind havde været aktiv, og hun havde mistede kontrollen over det mentale skjold flere gange. Metoden med at have høretelefoner i ørerne var god, men knap så praktisk når man var i skole. Det var trods alt meningen at hun skulle høre efter i timerne, og det kunne hun ikke hvis hun havde musik i ørerne. Derfor havde hun fjernet dem, og havde kæmpede med det mentale skjold, kæmpede for at holde stemmerne ude. Det var anstrengende, og selvom hun var blevet bedre med alderen, så var det stadig hårdt til tider.

Aftenen havde budt på en del udfordringer også. Der var en eller anden fest hjemme hos hendes farmor, så der var en masse gæster, og dermed flere stemmer. Det var egentlig årsagen til at hun havde forladt huset. At gå rundt i byen havde blot presset hende mere, og derfor var hun endt i skoven hvor hun nu havde tilbragt de sidste to timer. Her var der tomt, og hun behøvede end ikke tænke over det mentale skjold som for længst var blev smadret. Hun sad under et træ, nød den kølig luft og den stjernefyldte himmel. Det var fuldmåne, hvilket betød der var risiko for varulve, men hun var endnu ikke stødt på nogen. Faktisk, havde hun ikke stødt på en levende sjæl.. hvad hun ikke klagede over overhoved.

"No no no guys, that wasn't the reason we really went in here, was it?" sukkede Arí som han stille traskede gennem skoven, med sin guitar på ryggen og taske over skulderen, da Ólafur havde insisteret på det. *Of course it is! Can't you remmeber how you used to get so much inspiration from just being outside?* "Of course I do! That doesn't mean I want to be outside every chance I get. The music room was nice for it, too." mumlede Arí stille. *But you know you dream about another prince charming sweeping you off of your feet out here, too!* sagde Sverrir så stille, og Arí rullede med øjnene uden at svare ham, for ja, selvom det var rigtigt, ville han absolut ikke indrømme det.

*Take it easy on him, guys. You're not helping.* satte Brunhild dem på plads, hvilket Arí var glad for. "Thanks, Brunhild." he quietly said, and walked on. *We could play a game, instead? That always cheers you up! Though it would be better if there were someone here...* sagde Reynir glad til ham, før han 'sukkede'. *As long as there's no werewolves out here, it's all fine and good.* kommenterede Vigdis, som der ellers ikke så tit sagde noget. Arí nikkede stille af dem, og talte fortsat indimellem tildem som han nærmede sig det træ Desire havde fundet sig. Han havde nok godt hørt hende, men ignorerede det egentligt, han havde trods alt en del andre stemmer at tage stilling til.

// Outfit

Desire sad i sine egne tanker da stilheden omkring hende blev brudt af en masse stemmer. Hun sukkede, så meget for stilheden og roen. Hvad lavede alle de mennesker dog ude i skoven alligevel? Og sikke en samtale de havde kørende. En musikker af en art som var blevet lokket ud i skoven? Der måtte minimum være seks personer. Hun sukkede, og hørte snart et sæt skridt komme i hendes retningen, det samme gjaldt stemmerne.. hun hørte bare ikke ligeså mange skridt. Det her var underligt. Øjnene gled op, og hun lod blikket glide mod den retning stemmerne kom, og spottede en mand.. dreng? Mand. Det var også lige meget. Han snakkede tydeligvis med sig selv, men hans stemme genkendte hun og koblede den hurtigt til de stemmer hun havde hørt før.

*It can't be true..?* var manden her også skør? Ja hun havde allerede mødt en der havde en del stemmer rendende, men ham her havde tydeligvis flere, de virkede bare knap så morderiske. mon han vidste at de ikke eksisteret andre steder end hans hoved? Hun var ikke sikker. "Uhm.. are you alright?" spurgte hun dumt. Den fine melodiske stemme var roligt og spørgende. Han kunne dog umuligt være okay, manden snakkede med sig selv.. vandrede i en skov alene klokken sent om natten, og havde en guitar hængende.

Arí var næsten gået forbi hende da hun snakkede, og han endelig stoppede op. *Oooh! Another one we haven't met before! Yay! Go say hi to her from me, pleeeaseeee?* tiggede og bad Elvar i Arí's hoved, og Arí selv grinede let og rystede en smule på hovedet før han vendte sig om mod Desire. Han hørte godt hvad hun sagde, og det var derfor der dukkede et forundret udtryk op på hans ansigt. Hvorfor skulle han ikke være okay? *But we're all okay? We're just having fun, right? Yeah!* grinede Reynir, og Arí's smil genindfandt sig på hans ansigt.

"Of course I am! Why shouldn't I be? It's a pretty night out here!" grinede han og nikkede let som for at understøtte hvad han selv lige havde sagt. *She's pretty damn hot as well,* kommenterede Asfrid. "Shh! Stop saying that about almost everybody I meet!" mumlede Arí som svar til hende, før han så tilbage på Desire. Ja... Hvorfor skulle han ikke have det godt? Han havde jo alle sine venner med sig, han var jo aldrig alene! Det var da godt, var det ikke? Jo, jo, det var godt og normalt. Meget normalt. I alt fald for ham selv.

Ja normalt for ham, men ikke de fleste andre mennesker. Til forskel for den anden fyr hun havde mødt for leden, virkede ham her dog ganske harmløs, og at dømme efter hans races duft.. hmm.. det var altså ikke ofte hun stødte på en Banshee, men de duftede specielt. Ikke ligesom engle gjorde, men mere tungt.. deres blod var måske mere.. bitter? Hun anede det sgu ikke, hun havde aldrig smagt på en af dem. Tanken fik hende til at ryste svagt på hovedet. Hun var sulten, det vidste hun også godt, men at begynde at tænke i de baner var ikke godt! Hun skulle have blod på et tidspunkt, og måtte finde noget snart.

Stemmerne i hans hoved hørte hun stadig, og endnu engang fascineret det hende hvordan stemmerne havde så forskellige stemmer. Hun kunne skelne mænd fra kvinder, stemme fra stemme. Som om der virkelig var andre derinde og ikke bare en enkel sind. Tanken om flere sjæle der var proppet i en krop ramte hende også, og hun skubbede den væk for at fokuser på manden. "It is indeed" svarede hun bekræftende. Snart var der en kvindelige stemme der flød igennem hans hoved, et komplement til hende selv, og Desire hævede det ene bryn. "Uhm.. you know the vocies is only in your head right..?" sagde hun forsigtigt. Hun ville ikke pisse ham af på nogen måde, men nu havde han selv talt højt. For mange vil det være underligt, men fordi hun kunne følge med i den samtale, var det bare underligt at høre ham tænke ordene og sige dem højt også.

Arí stod bare der og så på hende med hovedet let på skrå, før han grinede og nikkede, både ham selv og flere af hans stemmer glade for at hun også syntes det var sådan en fin nat. *Well of course it's a lovely night. We wouldn't be out here if it wasn't! Great ideas come at the loveliest of nights!* erklærede Ólafur, og Arí nikkede smilende til hvad han sagde, så lidt til venstre for Desire, hvor det lød til at stemmen kom fra, for ham. Så kiggede han tilbage på hende da hun sagde det med at stemmerne kun var i hans hoved.

Arí rynkede let på brynene. "... They're not voices." fnøs han så, og så lettere fornærmet ud ved tanken om det. *No! We're real!* insisterede Reynir. *Maybe dreams made real? Wishes?* filosoferede Sverrir imens, og Eleifur knurrede let. *Voices my ass! We're as real as anything else you experience!* "Yeah, you are!" erklærede Arí sig enig med Eleifur. For ham var alle hans stememr virkelig ligeså ægte som alle de personer der fysisk var omkring ham. "They might all be in my head, but they're not voices! They're my friends!"

"Al...alright.." svarede hun ved de mange udbrud og protester fra hans stemmer. Det her var anderledes end det hun havde oplevede sidst, og dog fascinerende, om end forvirrende. Han oplevede det tydeligvis helt anderledes end hun gjorde, men kæft mand hun blev forvirret over alle stemmerne. At de så var så virkelige for ham at han kiggede i forskellige retninger som om stemmerne kom de retninger fra, fik hende til at følge hans blik. Hun vidste godt der ikke var noget eller nogen, men hun gjorde det uden at tænke over det.

"I am glad you have friends, darling. They sound as very good friends" svarede hun blidt og beroligende. Han skulle ikke få et flip på hende, og hun tog den derfor med ro. Om han havde tænkt sig at gå videre eller blive hængende anede hun ikke. Det første var måske mest sandsynligt. "So, you are a musician?" spurgte hun snart nysgerrigt. Hun ville gerne høre lidt mere til de stemmer der, prøve at finde lidt rundt i hvad der var hvad, og måske finde ud af hvorfor han hørte de stemmer i det hele taget.

*Hmpf. 'just voices', my ass!* 'fnøs' Ragna fornærmet, stadig tvær over kommentaren fra før. *At the very least she doesn't keep insisting upon it, dearies.* sagde Kristín så blidt, i en helt moderlig tone. *Yes, she does seem like a fine young woman. Proper upbringing.* kommenterede Brunhild så, og Arí stod bare og så ud som om han kiggede mellem dem alle tre som de snakkede, med et lille smil på læberne, indtil han hørte Desire's spørgsmål og så over på hende - et bredt smil spredte sig straks på hans ansigt.

"Yeah! Been for... I don't know how many hundreds of years now. Ólafur, when did I start making music?" spurgte han så en af hans stemmer, og vendte sig mod venstre som for at 'se' på ham. *Oh bugger... You expect me to remember that? Wasn't that way back in the fourteenth century, or something?* gættede Ólafur forvirret. *I think it was! You guys had so much fun!* erklærede Reynir glad. *I think it might've been earlier... You dreamed about it earlier, at least...* mumlede Sverrir, og Arí nikkede let. "Yeah, sometime between the thirteenth and fourteenth century, then? Anyway, I wasn't that old when I began making music," grinede han.

Det var godt nok forvirrende med alle de stemmer, og Desire der havde troede hun ville få ro, kom virkelig til at opleve noget helt andet. Så mens deres samtale kørte, gled hun blikket rundt og fulgte hans eget blik. Hold da helt fast, hovedpinen begyndte at melde sig igen, og hun pressede fingrene mod sine tindinger mens hans stemmer diskuteret indbyrdes.

Hun så atter op mod Ari. "God you are so old.." endte hun med at sige. Hun skyndte sig dog at smile undskyldende "Not that you look old.. All I am saying is.. you look great" hun havde lige fuckede det total meget op og formentlig fornærmet ham ubevidst. Hun var træt og hovedpinen gjorde det altså ikke let at tænke sig om når hun snakkede. Med alle hans stemmer ville hun dog ikke risiker at fornærme ham, selvom han stadig ikke virkede truende på nogen måde. Hun turde bare ikke tage risikoen, sidst var det gået galt trods alt.

Arí stod bare der og smilede stdig som han så rundt mellem alle sine 'venner', som de talte. De fleste af dem var nu faldet til ro igen, men som altid var Eleifur stadig sur. *Oh come on give her a lesson like we gave the people in Iceland a lesson... or the wolves in Norway... Or the nurses at the asylum!* forlangte han vredt, og Arí rulled emed øjnene. "She's nice! No, I don't want to harm her or kill her!" fortalte han Eleifur med et dybt suk.

Modsat hvad hun nok forventede, flækkede han dog bare af grin ada hun sagde han var gammel - for... Ja? Det vidste han da også godt selv at han var! Hahahahah! *Yeah, you are!* drillede Reynir 'grinende', og selv Asfrid småfniste lidt. *Well... At least we know her eyes work, now. And whatever history lessons she'd had,* i en let drillende tone.

"Nothing to apologize for! I know I'm pretty old compared to a lot of people," grinede han, og strøg en hånd gennem sit ildrøde hår. "I've gotten used to it. It's always fun to see people's reactions when they ask."

Og så dukkede der en fjendtlig gut op og så var Desire mere opmærksom. Shit, hun orkede ikke endnu en omgang psykologisk pis, og ham her ville komme langt mere til skade end Lector var kommet.. han var end ikke ligeså fysisk stærk som dæmonen. Desire havde desuden heller ingen lyst til at gøre skade på ham, eller nogen anden for den sags skyld, hun ville dog være nød til at forsvar sig selv hvis han prøvede på noget. ”Uhm, thanks.. it would be great if you didn’t harm or try to kill me.. I am really not in the mood..” svarede hun derpå mens hun betragtede ham roligt.

Den reaktion havde hun ikke lige regnet med, men hellere at han lo end at han så sig sur på hende. Eller en af hans stemmer gjorde, og hun dermed ville ende i en kamp. Hun havde lyst til at kommenter på hans stemmer, men lod være og mumlede i stedet for sig selv. I stedet endte hun med at glide hånden over nakken og gned sig forlegent. ”You are never alone, are you now?” endte hun med at spørge langsomt. Hun ville ikke fornærme ham, eller gøre Eleifur endnu mere vred og bitter end han i forvejen var. Hun var dog nød til at spørge, for med alle de stemmer fik han jo aldrig rigtigt fred.

"Neither am I! it's just Eleifur." sagde Arí, og trak let på skuldrene, med et lille smil. "He's always angry. I'd be worried if he didn't ask me to hit or kill someone." forklarede han hende helt ærligt - måske en kende for ærligt, men sådan var det jo nu altså engang at tingene var, og han så nærmest aldrig nogen grund til at lyve. *I'm not angry!* protesterede Eleifur - vredt. *Yeah, right, hon'. Settle down and come with me.* det var Brunhild, og kort efter var de begge to stille, eller i alt fald kun let hviskende bagerst i hans hoved, lavt nok til at han ikke rigtigt hørte dem.

Arí havde bare let smilende kigget op på himlen, nogle få idéer til nye sange løbende igennem hans tanker, inden han opdaged ehun havde talt til ham igen. "Hmm? Oh. Nope, never! It's so nice, always being with my friends," sagde han så med et stort smil. For ja, han hadede at være alene, og hans stemmer bare sørget for han aldrig havde været alene siden slutten af 1800-tallet.. Bortset fra da de gav ham medicin inde på sindssyge anstalten, det havd ehan virkelig hadet... For alle hans venner var blevet tavse, en af gangen! Nej, det var god than havde lært Lector at kende, at han havde hjulpet ham til at flygte... *I wonder where Lector is now... Maybe I should go look for him sometime...* tænkte han stille for sig selv, med et bredt smil på læberne.

Så fortsatte den festlige samtale ellers i mandens hoved, og Desire kunne nærmest se det for sig som den ene af stemmerne trak af sted med den anden. Det var helt underligt, og ikke mindst forvirrende. Det var da imponerende at manden ikke fik hovedpine af det der, men det gjorde han jo åbenbart ikke. Heldig asen, hun havde problemer nok med at høre alle de stemmer, og ikke kunne lukke dem ud. Hendes stakkels hoved var ofte ved at sprænges af alle de indtryk, og stemmer der aldrig var tavse. Eller jo, når hun var alene, eller når hun sov.

Han var igen væk i sine egne tanker, men opdagede nu hun havde snakkede til ham og fik da svaret på hendes spørgsmål. "Well, as long as it doesn't make you cray cray" svarede hun med en trækning på skuldrene, okay.. det var han måske allerede sådan som han hørte stemmerne, men det kunne nok udvikle sig. Hans tanker fangede hun igen, og som hun hørte Lectors navn i hans hoved, gøs hun automatisk. "You know Lector?" endte hun med at spørge med en rynke mellem brynene. Det var aldrig godt. Det var synd for manden, men han var langt mere ude at skide end Ari var det.

"I know, right? Though some do call me crazy... I don't really know why, though. I'm pretty normal?" det mente Arí i alt fald selv at han var, og at det var de fleste andre der var mærkelige. Han kunne slet, slet ikke forestille sig hvordan folk kunne gå rundt UDEN at have deres venner med dem hele tiden, han var jo for fanden ved at gå ud af sit gode skind dengang de gav ham medicin der fik hans venner til at tie stilel! Det havde været så forfærdeligt ensomt, hvordan kunne folk dog leve med at være sådan hele tiden? Ja, det fattede han i alt fald ikke et pluk af. Alle mått ejo være noget så ensomme, hele tiden.

Da hun spurgte om han kendte Lector, lyste han dog op i endnu et stort grin, og nikkede ivrigt. "Yeah, I do! He's so nice! He was my best friend in the asylum." fortalte han hende, og bed sig så let i læben med et lille fnis. "He busted me out of there. His portals are pretty nifty. You know him, too?" *She's gotta, or she wouldn't have asked!* *Mmhmm... Maybe we should go look for him? He did promise he'd do us while we were locked up. Keep him to his promise?* *Ooh, is he close by? I really, really want to see him again!!*

Hun betragtede ham bare, lyttede med i hans tanker igen, det var ikke meget af et valg hun havde trods alt, og slet ikke når han villigt smed sine tanker ud uden at forsøge at skjule dem. ”I wouldn’t call you normal..” hviskede hun stille og mest for sig selv. Selv rendte hun rundt med alles venner i sit hoved. Hvor mange venner var det han havde? Well.. hun var konstant omgivet af alles tanker og kæmpede altid med at holde dem væk. Et øjebliks ro kunne være dejligt.

Det chokeret hende nu ikke at høre hvor han kendte Lector fra, galeanstalt… lige det sted de begge hørte til. ”Uhm.. I do, he tried to kill me couple of weeks ago..” svarede hun lige ud og uden at foretrække en mine. “I will suggest you keep away from him, I don’t know when you saw him last, but I am pretty sure he should get back to the asylum. God knows he needs it” tilføjede hun gøs ved mindet. Det havde været et underligt møde, og hun havde været skræmt. Ikke på grund af dæmonen, men over sig selv.

Arí, med sin ekstremt gode hørelse, hørte det selvfølgelig alligevel. Men han grined ebar eog trak på skuldrene. "I don't care. Normal's boring," he chuckled, biting his lower lip while still smiling. His smile faded when she began talking about how she'd gotten to know Lector. He just looked at her with a raised eyebrow, then shrugged. "You must've done or said something wrong, then.'Cause he's really nice!" well, to Arí, he was. They'd been best buddies! Even though they'd argued a lot as well, but hey, friends did that! Right?

He shook his head violently at her suggestion. *Yeah, he's so much fun!* *It really was lovely those days with him. Only good thing about that damned place.* of course, he agreed with his voices. "Nah, he's funnier when he's out of it! Those meds made him weird. It was so much better when they lowered his dosage. Must be awesome when he's all off of them," he grinned. *Like me! So happy to have all you guys back!* he thought to himself, and his voices agreed wholeheartedly.

//okay først til slut jeg opdaged ehvordan jeg fik skiftet over til engelsk... orker ikke at gennemgå og oversætte det hele, så... bær lige ove rmed mig den her ene post ^^;

Ja venner skændtes, men man overfaldt sgu ikke bare hinanden. Hun hævede brynet af ham, og fnøs. Endte med at rejse sig op. "He is a savage, trying to kill people isn't alright.. he needs help, and if you cannot see that.. well, then you need help as well" det var måske ikke specielt klogt at sige det her, men hvad fanden kunne han også gøre hende? Hun skulle nok klare sig, eller måske ikke.. shit mand! Nu var det sagt, og hun kunne ikke tage det tilbage selv hvis hun ville.

Manden var mindst ligeså skør som Lector, knap så farlig måske, men mon ikke han nok skulle blive aggressiv hvis man trykkede på de rigtige knapper, sagde præcist de forkerte ting der kunne få ham til at flippe fuldstændig ud? "I wouldn't call him awesome, crazy is more the word..." endte hun med at sige. "One moment he is laughing, the next crying like a little baby.." hun trak på skuldrene. Måske var det normalt for de to, men normalt for de to var tydeligvis ikke standard normalitet for resten af verden. De to hørte vidst begge inde på den lukket. Stakkels ødelagte sjæle.

Arí sukkede og rystede på hovedet. *Some people deserve it,* insisterede Eleifur. *Yeah, yeah, those in Iceland and Norway, yes, I know, Eleifur. That's why we killed them, after all. They hurt us, we hurt them.* svarede Arí ham stille og roligt i sit hoved, somom det var den mest normale ting i verden at 'snakke' om. *Fucking werewolves...* knurrede Vigdis som en sidste kommentar.

"No. No, I don't need 'help'. Their 'help' almost killed me," he growled, kicked at a root in frustration. "Never, never, EVER setting foot in any hospital again. I'd rather die." and at least half of his voices agreed with him. "They put my friends to sleep. They can't just do that. I need my friends. They couldn't see that. They took them away. Never gonna happen again, never." med det på plads forsvandt dne seriøse mine igen fra hans ansigt, og han smågrinede lidt d ahun nævnte Lector's humørsvingninger.

"Yeah, that's why he's awesome! I love all his laughs! Makes me laugh, too," og han småfniste bare ved mindet om de meget pludselige latterudbrud fra hans gode gamle ven.

Jup, de to mænd var ligeså skøre som hinanden. Ari her var bare mindre fysisk og ville vidst bare gerne være i fred med sine forskellige personligheder, eller stemmer. Nogle af dem var også mere voldelige end andre. ”You should find some other friends as well.. friends that is not hearing voices …” hvis Lector var hans eneste ven, så var Ari bare på skideren. Begge mænd havde behov for hjælp, de skulle indlægges på den lukket til de stemmer var pist væk og ikke kunne vænne tilbage. Hans stemmer kørte stadig deres eget show der, og han snakkede stadig med dem. Det var så normalt for ham, det var så skørt at se. Desire følte sig skør af bare at lytte med.

”Well.. he is in town.. I guess the two of you can catch up.. I don’t recommend it though..” manden var tydeligvis begejstret over udsigten til at gense sin gamle ven. Ikke fordi hun anede hvor Ari kunne finde Lector, hun var også skide ligeglad. De to mænd ville bare ende med at skabe mere kaos i byen, og det var der ikke ligefrem behov for.

Arí smilede bar eog trak på skuldrene. "I've got lots of friends! But I haven't seen him since he helped me. of course I'm going to go find him. He's always been so nice to me! And he promised he'd introduce me to his own friends when they were back. They made our friends disappear in there.... I've never felt so alone before..." mumlede han trist og sparkede lidt til en sten. *Don't worry, we're never going to go away again!* *No, never!* *Not if we can help it, that is! We know you need us!* og Arí nikkede lidt til dem. For ja, ja han havde brug for dem, han hadede at være alene, han kunne ikke klare at være alene. Det var jo derfor de var dukket op i første omgang.

"Bah, I'll be fine! We're just going to have some fun. he was going to show me some tricks. And I was going to show him some. But we couldn't do them in there." sukkede han. "Isolation's really not fun. And it's not like the nurses got permanently hurt from the scream. I only busted their eardrums..." mumlede han og sparkede igen til lidt jord. *Yeah, you didn't even go full power, did you?* Arí rysted epå hovedet. *About half, I think? You know they'd be dead if I'd have gone full power.* *I still think you should've.* *You always think so, Eleifur. Calm down.* *Listen to Brunhild.*

Det var tydeligt for hende at den eneste grund til at han beholdt sine såkaldte venner, var fordi han følte sig ensom uden dem. Tanken skreg gennem hans hoved, og han sagde det jo også ligeud. "Well.. only thing I can say about that is, you should be careful! He is not normal, he is dangerous.. both to yourself, your friends.. and others.." svarede hun alvorligt og med armene overkors. Det havde været en forfærdelig oplevelse for hende, hun havde ikke vidst hvor hun havde ham, og det selvom hun kunne læse tanker.

Så kørte hans tanker .. stemmer bare rundt. Forvirret så hun bare på ham, kunne knap følge med i alle de stemmer. Det fik det til at presse mod hendes hoved, og hovedpinen vendte dobbelt så voldsom tilbage. "Wait.. uhm.. could you please tell them to.. calm down.. to..oh God.." hun pressede hænderne mod sine tindinger, og pressede øjnene hårdt i. Kæft hvor gjorde det dog ondt, det gjorde hende helt svimmel og kvalm.

*Lector's nice, no matter what she has to say about it.* *He gets us! Not many people do! Friends get each other, right? Right?* *Usually they do.* *Well then he IS a friend, isn't he? And a really good one!* *Hmm. Yea, alright. He even liked our scream.* *Yeah, he didn't mind it hurting. That was awesome!* *Not so awesome that it caused them to take you guys away, though.* *Ah. Nah, that sucked, to be sleeping like that.* *At least you haven't done it since.* Arí havde været så fordybet i samtalen med sine venner, at han slet ikke registrerede det første Desire sagde, hvilket måske i sidste ende kun var godt.

Men han rettede så sin opmærksomhed mod dem da hun bad ham om at tysse på dem. "Oh... Why? .... OOOH! Can you hear them,too?!" ja, det var først nu det dæmrede for ham, og et kæmpe, legesygt grin gled over hans ansigt. "That's so bloody cool! How do you do it?!"

Han kørte sit eget show der i sit hoved, og de mange stemmer kunne ligeså godt være stammet fra 9 forskellige mennesker, eller hvor mange der nu var i hans hoved lige nu. Kæft det var belastende, eller.. faktisk var det smertefuldt. Hun havde flygtede fra byen, og sit hjem for at slappe af, få lidt ro i hovedet, det her var virkelig ikke sådan hun havde regnet med at aftenen skulle ende. Shit hvor var hun dog fandens uheldig!

Pludselig vendte han opmærksomheden mod hende, hans udbrud og begejstring sagde tydeligt at han ikke engang havde lyttede til hende før .. eller ikke fokuseret nok i hvert fald. Klart med alle de stemmer han rendte rundt med, der var jo konstant travlhed i hans sind så han opfattede jo knap nok hvad der foregik i 'den virkelig verden'. "Yeah, I can.." svarede hun og pressede fingrene hårdere mod sine tindinger. "I can read your mind!" næsten råbte hun. Puha, kun havde behov for at blive slået bevidstløs lige nu, det ville være den ideelle måde at slippe af med det press hun havde mod sit sind.

*Ooh, she can? That's awesome!* *Geez, relax kiddo, we've met others who could.* *Looks like it hurts. Heh.* *Yeah, it does... So maybe you guys should calm down a little? Go play or something...* Der var lidt småbrokkeri fra nogle af stemmerne, men de var generelt mere stille efte rhan havde 'sagt' det til dem. Det var den gode ting ved at være så skidegode venner med dem som han var, han kunne få dem til at gøre det meste fordi de vidste de også godt kunne overtaleHAM tilflere ting! Så perfekt, jo!

"Awesome! But hey, is this better, then? They usually do listen when I tell them to be quiet, after all." sagde han så med et stort smil til Desire. Det kunne godt være de absolut ikke var enige om at Lector var den fantastiske ven han var, men sådan var det jo! Altså, hey, hvis han havde prøvet på at slå hende ihjel måtte hun jo bare have gjort et eller andet forkert, ligesom Lector et par gange havde sagt noget forkert til Arí der så havde skreget af ham, på den der ikke særligt venlige måde han nu engang kunne.

Ligesom stemmerne i Lectors hoved havde været begejstret ved at opdage at hun kunne høre dem, var stemmerne i Ari´s hoved også ellevilde. Den eneste det så gik ud over mens de udtrykte deres begejstring var Desire, som næsten knækkede sammen over smerten der tog til. ”Please..” hviskede hun tiggende, og vaklede et skridt. Trykket i hovedet var et øjeblik utrolig hårdt, og så… fik han dæmpede dem med en enkel formaning. Hun sukkede og slap ikke sit hoved. ”Thank you” sagde hun lavmælt og med lukkede øjne. Gud hvor var det en lettelse!

”Much better..” svarede hun stille. Det var virkelig en forskel, de fleste ville bare tro hende skør hvis de så hende når hun mistede kontrollen fuldstændig, men heldigvis levede hun i en by med flere forskellige racer, og hendes evne var måske ikke udbredt, men den var nu heller ikke usædvanlig. Hvornår hans stemmer igen ville titte frem anede hun ikke, men for nu var hun taknemlig for den stilhed der var faldet.