How come you look just like...

Gæst

Tid Det er omkring eftermiddagstid
Sted En varmekilde i skoven
Omgivelser Der er hvad man normalt finder i skoven, men ikke mange dyr i nærheden, de kan højst tænkelig fornemme faren (Remmo)
Vejr Luften er lettere kølligt, men kilden er varm
Påklædning
- Tøj + Sko Hun er nøgen, hendes kjole ligger dog oppe ved land Link. Hun har ingen sko på
- Hår + Make-up + Smykker Hendes hår hænger løst. Hun har ingen make-up på. Hun har en halskæde på Link & en ring på fingeren Link

Emnet er tilegnet @Lucifer Darch

På trods af det lettere kolde vejr, og faren for at hun kunne fryse ihjel, befandt hun sig allievel ved en varmekilde. Hun havde nu tilbragt et par dage i denne dimension, og hvor hun dog savnede sit hjem. Nok havde hun ikke set sin søster i mange år, og hun tvivlede på at nogle af hendes familiemedlemmer var i live, og dog savnede hun det hele. Denne verden var så fremmede, og der var alle disse mærkelige lys over det hele, som ikke så ud til at behøve den mindste smule ild. Hun savnede de mere simple tider, hvor hun havde mistet sine børn, set sin elskedes lig, var smidt i eksil eller tvunget til at leve i et land, som hun på ingen måde kendte til. Hun savnede sin søstre, hun savnede at løbe rundt i haven med dem, og ikke mindst sine lange nætter, hvor hun ville ligge med Lavender, og blot ønske natten ikke ville ende. Hun savnede den tryghed, hun havde følt hos sin familie, men ikke mindst Yro, og alle de løfter han dog havde givet hende, om den fremtid de skulle have sammen.
Meget af hendes uro, syntes at falde til ro, som hun langsomt gled ned i det varme vand. Denne del mindede hende lidt om hjem, om hvordan hun ville tage så varme bade, folk var bekymret for, at det havde en effekt på hende. Et suk forlod hendes læber, i takt med hun lod det varme vand omfavne hende. Vandet dækkede efterhånden store dele af hendes overkrop til, og hvis nogen kiggede imod hende fra landet, ville man se et par små skuldre, og noget meget blondt, nærmest hvidt hår. Den varme kilde, mindede hende om Yro, deres første møde og hvordan de tilbragte deres bryllupsnat ved det præcise sted, hvor de først havde mødtes. Så på trods af det gav hende en form for ro, var der også en smerte, ved at være et sted, som mindede hende om ham, og det liv de kunne havde haft sammen. Hun kastede det ud af sine tanker, som hun forsvandt under vandet. Hun blev under så længe hun kunne, indtil hendes lunger nærmest skreg på luft, det var først der hun igen brød overfladen.
Det var også omkring her, at hun hørte nogen bevæge sig nærmere. Hun vendte sig hurtigt om, og det sekund kom et ønske frem i hende, at hun aldrig nogensinde havde gjort det, for synet der mødte hende, fik det til at klemme om hendes hjerte. Nok havde det været mange år siden, men hun elskede et sted stadigvæk Yro, og manden foran hende, lignede ham på en prik. Med undtagelse af den krigsmakeup han altid bar, og hans lange fletning, som hun hver morgen ville sidde og flette. Hun lagde en hånd op til sin mund, og chokket var tydeligt at se på hende, men også fornemme ved hende. Hun havde med andre ord, ikke forventet at se en mand, der lignede hendes første store kærlighed, og da slet ikke i et miljø, hvor hun hverken følte sig hjemme eller for den sags skyld sikker "Yro?" spurgte hun prøvende, som var det et spøgelse, eller et levn fra fortiden, der viste sig som en hallucination. Dog vidste hun også, at på trods af hvor mange gange, hun havde ønsket det var ham, så kunne det umuligt være det, hun havde trods alt set hans lig og rørte endda ved det, før de så ondt rev ham fra hende.

Gæst

Outfit, sådan cirka

Det var eftermiddag, men lørdag. Hvilket betød at han ikke havde arbejde og dermed havde haft hele dagen for sig selv. Børnene var ikke nogle stede at se, de havde i hvert fald ikke sagt noget om at de vil komme forbi. Han havde derfor rendt rundt derhjemme og trænede og bare passet sig selv det meste af dagen, men var begyndt at blive mere og mere rastløs. Han vidste godt hvorfor, det var det tidspunkt på året hvor hans elskede for mange år siden var forsvundet. Han hadede dette tidspunkt på året, og søgte altid at være alene.
Han havde derfor forladt huset og sat kursen mod skoven. Det var en virkelig lang tur, men er var noget specielt over den skov, og lige netop den del af skoven han var på vej mod. Det var ved en bestemt kilde derinde, at han i sin tid, havde fanget Charmeine og bragt hende til Lilith. Alene det at tænke på hendes navn, kunne vække melankolien i ham. Han fortsatte dog målbevidst ind i skoven, skridtene så lydløse som det nu var muligt blandt nedfaldene blade og tørre grene og kviste. Den høje veltrænede mand var alt for stor til at kunne forsvinde i et med naturen skulle han prøve, men hvis det skulle blive nødvendigt, var han nu ikke helt forsvarsløs. Det var han aldrig. Kulden blev heller ikke registreret, som han snart kunne skelne kilden forude, og hjertet hamrede hårdere og hastigere i brystet. Minderne vældede ind, og han så for sit indre blik den smukke slanke skikkelse, de vidunderlige kurver, det lange platinblonde hår, og de udtryksfulde øjne som stadig kunne få ham til at miste mælet selvom det blot var et minde. Han sank en klump, og trådte ud mellem tæerne og standsede ved kilden. Hænderne var stukket i lommerne, den lange frakke stod åben og indenunder bar han noget så simpelt som en stram tætsiddende T-shirt, og lange sorte bukser. Over fingrene bar han adskillige ringe, håret hang løst og skægget var ligeså langt som det nu altid var.

Søens blanke overflade var smuk, men der var så megen sorg over det her sted, så mange minder at det nærmet var for meget. Og så, et øjeblik inden han besluttede at slå blikket bort, blev den blanke overflade af vandet brudt som en skikkelse dukkede op. Det tog ham et par øjeblikke at registrer kvinden deri, og han frøs på stedet, chokket synligt i hans øjne. *It can't be..* hans læber skiltes, hænderne var endt op ad lommerne og han kunne ikke tro sine egne øjne. *Charmeine?* genkendelsen i hendes blik ved synet af ham efterlod ham mere mundlam, og da han omsider reagerede, var det uden omtanke og uden at opfatte navnet hun havde udtalt. Frakken var smidt på et splitsekund, sko og strømper også, og da han smed T-shirten over hovedet, var det en kende utålmodigt. Bukserne havde han virkelig ikke tid til at smide, han måtte mærke efter.. vide hun var i live. At han ved at smide T-shirten og frakken havde afslørede en overmalet krop, var ikke noget han tænkte over. Han sprang i kilden, og svømmede på et splitsekund hen til hende hvor han uden tøven tog hende i sine arme og granskede hendes ansigt. Åh Gud... han kunne mærke hende, det her var ikke nogen drøm! "Moon of my life" hviskede han mod hende med den ellers så dybe stemme, granskede hendes ansigt og kunne ikke fatte det her virkelig skete.

Gæst

Hun kunne ikke fatte sine egne øjne, da hun opdagede ham. Hun havde set hans lig, følt hans kolde ud, som livet allerede havde ebbet ud af ham. Dette måtte være en illusion, en form for forbandelse som havde ramt hende, det kunne nemlig ikke være virkeligt. Han syntes også at havde set hende, og endda syntes han at genkende hende, hvilket kun gjorde hende bekymret, for hvorfor skulle han genkende hende? Hun vidste det umuligt kunne være Yro, og det var endda uagtet hvor meget hun ønskede det, for han var død og han havde været død i mange år nu. Hun for sammen, da hun opdagede hvordan han havde smidt meget af sit tøj, og endda var på vej imod hende. Med alt hvad hun kunne, forsøgte hun at dække sig til, selvfølgelig kunne hun kun gøre det, med sine arme og hænder, så i sidste ende var det godt, at hun ikke havde meget af former. Sammenlignet med hendes søster, havde hun generelt ikke mange former eller for den sags skyld meget af bryster.
Hun bed sig i læben, da han tog hende i sine arme og hænder foldede sig om hendes hoved. Hun ville havde troet det var ham, men der var så mange ting, som var anderledes. Yro havde en anden fært til sig, og der var ar der manglede, ar fra Yro's tid som khal og kriger. Yro havde ikke kun været en storslået mand, han havde også været en fantastisk kriger, ulig noget hun nogensonde havde set. Det faktum at han snakkede et fremmede sprog, var også en ting, der helt klart gjorde, at denne mand ikke var Yro "Yro ajjin rek reall yer? me ajjin vo yer, me laz't tikh. yer hash driv" (Yro is that reall you? It is not you, it can't be...you are dead) hun skubbede sig væk fra ham, og forsøgte med sine bedste evner, at løbe væk fra ham, samt op imod breden "hash laz yer look allayafi mae?" (how can you look like him?) hun var forvirret, og måske endda også bange. Hun så sig over skulderen, men kom til sidst endelig op til breden, hvor hun dækkede sig til med sin kjole

Gæst

Havde Lucifer brugt hovedet, og ikke være blevet blændet af sine følelser, havde han nok opfanget at hendes fært var anderledes, ligeledes hendes hjerteslag og den manglende beroligende effekt hans Charmeinde havde haft. Han var bare blændet af sine følelser, og havde ikke øjne for andet end det væsen han troede var hans hustru. En kvinde han ikke havde set de sidste 17 år, en kvinde som han havde opgivet at se noget til.
Hun vartydeligvis knap så sikker som ham, og det var hendes reaktion, samt det sprog hun talte og som han ikke forstod en brik af, der satte tankerne i gang i knolden på ham. Brynene rynkede sig, forvirringen tydelig i hans blik, og så rev hun sig ellers fra ham og svømmede ind mod bredden, efterlod ham forvirret og mundlam.. og ikke mindst med et hjerte der var ved at briste. Puha, han hadede den følelse.. en følelse af svaghed der udviklede sig til en fysisk smerte der satte sig i brystet. Han nægtede dog at give op, og svømmede efter hende, og i mens stod hun og kæmpede med at få tøjet på. Han nåede hen til hende, og trak sig op på bredden i nærheden af hende dog uden at røre. Omsider blev en dyb vejrtrækning taget, og .. færten var helt forkert. Hun duftede ikke engang af engel, men af noget andet han ikke helt kunne sætte fingeren på. "Wait.. calm down, I will not harm you" prøvede han at snakke stille og roligt, tonen så beroligende som den kunne blive. Han havde løftede hænderne op foran sit bryst, prøvede at vise han ikke ville gøre hende noget.

Gæst

Hun så advarende på ham, som kunne hun faktisk gøre en forskel, eller gøre skade på denne gigantiske mand. Havde han blot en smule, af den styrke Yro havde haft, ville han hurtigt kunne gøre permanent skade på hende. Selvfølgelig havde hun Remmo, som ville gøre alt for at beskytte hende, skulle hun faktisk være i farer. Han ville altid kunne fornemme, hvis hun havde brug for hjælp, eller var i dødelig farer, hvilket måtte betyde, at det var hun ikke lige nu, ellers ville han havde brændt denne mand levende. Hun havde fået kjolen på, som han nåede frem til hende, og her begyndte at snakke til hende. I starten forstod hun ikke helt hvad han sagde, da hun ikke var vant til det sprog, og dog kunne hun forstå vise ting af hvad han sagde, specifikt om at han ikke ville gøre skade på hende. Dog kendte hun ham ikke, så hun kunne ikke vide, om hun kunne stole på ham.
Det var tydeligt, at hun havde ændret sig kraftigt, fra da hun var ung og uskyldig, og til hvad hun var i dag, der var ikke nær så meget tillid i hende, som der havde været første gang, hun havde mødt Yro. Hun mindes hvordan, hun forelskede sig ham, sekundet hun lagde sit blik imod ham, og hvordan han havde elsket hende, i takt med at deres forhold blev tættere. Dog forholde hun sig en smule mere rolig, som han holde sine hænder op, her et tegn på at han ikke ville gøre hende ondt. At stå foran en mand, som lignede hendes første store kærlighed, mindede hende også om, hvor meget hun savnede Yro, og hvilken smerte det havde påført hende, da hun så hans lig "Who are you?" hun talte med en underlig accent, en som man ikke ville høre i denne dimension, men en som var ganske normal, der hvor hun selv kom fra. Hun vidste ikke hvem han var, og det var meget mærkelig, hvordan han lingede en, hun elskede mere end noget andet, selv på trods at han havde været død i så mange år.