Uvedkommende på min grund...? - Asya

Tid: ca. kl 14 søndag eftermiddag
Sted: Langt ude i skoven, den sydlige ende, en mindre, forladt spejderhytte i kanten af en større lysning.
Omgivelser: Hytten er blevet renoveret for nogle gode år siden, og har nu også et kælderrum der er renoveret og udstyret med tortur instrumenter og lignende. Resten af hytten ser rimelig normal ud, dog med et kæmpe våben kabinet, og et mindre rum tildelt ting fra nazi Tyskland.
Vejr: Overskyet, med sol bag skyerne, og en lille brise af og til.
Outfit: Link her (og ja, han har også bare tæer)

@Asya

________________________________________________________________

Aah. En dejligt stille og rolig søndag, hvor Rainier var blevet færdig med ugens opgaver og derfor nu havde en fridag for sig selv hvor han kunne hygge sig. Han stod lige nu ved komfuret i hans køkken, og rørte stille rundt i en gryderet han var igang med at lave. Kødet deri var der nok ikke mange der ville genkende, men så igen, at være kannibal havde nu også sine fordele når man skulel af med ligene. Man spise det man kunne, og destruerede knoglerne derefter, eller lod hunden få dem og knuse dem til atomer med de kraftige kæber hunden besad.

Apropos hunden, så lå hans elskede kaukasiske ovcharka, Wolfgang, på gulvet ved siden af ham, og ventede på at han blev færdig med maden, eller at han smed nogle rester ned til den. Med hans lille, skæve smil smed han knoglerne ned fra det han var igang med at tilberede lige nu, hvilket var de to underarms knogler fra en voksen mand. Hunden tog dem med det samme over til sin kurv nær døren, og begyndte at spise. Rainier's smil spredte sig hver gang han hørte knoglerne knuse mellem hans hunds stærke kæber.

Nogle minutter senere var maden færdig, og han tog det op i en skål med nogle skefulde ris, før han satte sig ned i sofaen og begyndte at spise, mens tv'et kørte på lav volumen.

Det var søndag. Asya havde ladet Lukas have kroppen hele weekenden, og Lukas havde nydt det. Han havde sovet længe, og havde også været uden for og gå ture. Han havde besluttet sig for, at gå en tur i dag også, selvom vejret ikke var solrigt. Dog generede det ikke Lukas, som alligevel valgte at ville gå ud. Han tog derfor varmt tøj på, så han ikke frøs mens han var ude.

Så snart han kom ud, satte han kursen mod skoven. Han elskede at gå i den, og opdage nye steder. Det var nemlig utrolig hyggeligt. Især når man kunne høre alle skovens vidunderlige lyde, med alle dyrene som der var.
Lukas bevægede sig længere og længere ind i skoven. Længere end han nogle sinde før havde været. På et tidspunkt så han en gammel hytte som så en smule forladt ud. Lignede på en måde en spejderhytte, og Lukas blev nysgerrig på den. Han begyndte at gå over mod hytten for at undersøge den, da han ikke regnede med, at der var nogle her, og derfor ikke gik ind på nogles ejendom. For hvem vil dog bo her? Måske en hjemløs, tænkte han kort, men det forhindrede ham ikke i at gå nærmere hytten, for at undersøge stedet.

Rainier havde stille og roligt siddet og nydt sin mad, da Wolfgang pludselig knurrede, rejste sig, og vendte sig om mod døren. Det fik ham til at sætte skålen fra sig, slukke tv'et, og rejse sig. "Wer ist das, wolfgang? Jemand, den wir kennen?" spurgte han roligt sin hund, og hundens knurren var svar nok for ham - det var i alt fald ikke nogen, hans hund havde hørt eller lugtet før. Med et suk gik Rainier tættere hen mod døren, og puffede roligt Wolfgang til side, før han kiggede ud af den lille rude i døren. Hmm. En mand. En uvedkommende, inde på hans grund. Det skulle han bød- vent vent vent. Var det ikke en han havde set før? For årtier tilbage? Var det Polen? Tyskland? Nej nej nej, det havde været i Holland.

Et lilel smil, der knapt nok var der, spredte sig på hans læbe ridet han åbnede døren. "Ser man det, ser man det. Dig havde jeg godt nok ikke forventet at støde på igen efter så mange år, og da slet ikke her..." sagde han mens han gik ud på den lille veranda der var. Wolfgang var stadig ikek helt tilfreds, og sad bag ham for han småknurrede indtil Rainier endelig tyssede på ham igen.

Lukas var gået helt hen til hytten, og var ved at undersøge den. Han havde ærligt forventet at den var mere faldefærdig end den vist var. Den så nemlig gammel ud. Dog nåde han ikke undersøge meget af hytten, inden døren ind til den blev åbnet. Lukas så over mod døren, og så en mand stå i døren. Manden genkendte hurtigt Lukas åbenbart, og få sekunder efter, genkendte Lukas også manden. ”Rainier? Dig havde jeg ærligt heller ikke forventet at støde ind i igen. Og slet ikke så tæt på akademiet.” sagde han roligt. Dog vidste han ikke om Rainier kendte til akademiet, men det burde han vel gøre, når det lå så tæt på hytten? Lukas så ned på hunden, som tydeligt ikke var glad for at Lukas var her lige nu. ”Bor du i den her hytte her?” spurgte han, og så igen på Rainier.

Rainier's smil blev en smule bredere da Lukas så ove rpå ham, og han så genkendelsen i hans ansigt. Det havde været nogle gode årtier siden de sidst så hinanden, så det var da meget rart at se at Lukas også var flyttet herop. "Ja, det er minsandten mig. Jeg havde heller ikke forventet at se dig heroppe, Lukas," sagde han med et skævt smil og trådte frem for at give Lukas et fast håndtryk - han var ikke ligefrem kramme-typen, medmindre det var med hans søster. Selv hans storebror krammede han ikke.

"Det er praktisk at bo så tæt på akademiet. Min søster bor hos mig i alle weekenderne og ferierne, og hun har valgt at gå på akademiet, så..." han trak let på skuldrene. "Men ja, jeg bor i den hytte her. Renoverede den selv. Den var nærmest faldefærdig da jeg først kom herhen, men, hey, jeg skulle ikke betale en skid for at overtage den," han trak let på skuldrene. "Hvad med dig? Hvad laver du helt heroppe?"

Lukas hørte det Rainier sagde, at han heller ikke havde forventet at se Lukas heroppe. Han smilede lidt over det, og så på Rainier som kom tættere på, for at vil give hånd. Lukas gav hånd til Rainier for at være høflig. Han vil nødig kramme Rainier da han ikke kendte ham godt nok til det endnu.

Han lyttede tik det som Rainier fortalte ham. At han var her på grund af sin søster gik på akademiet. Lukas smilede en smule over det. Hørte Rainier selv havde renoveret hytten her som han lige nu boede i, og at hans søster boede hos ham i weekenderne og ferierne. ”Det lyder hyggeligt. Jeg er også her ved akademiet på grund af min søster.” sagde han. Kunne ikke huske om han nogle sinde havde fortalt Rainier om Asya, men vil måske gøre det, hvis Rainier spurgte ind til det.

Rainier lod blot et svagt smil blive på hans læber som han trykkede Lukas' hånd. Rigtigt nok havde de mødt hinanden før og han havde som sådan ikke noget imod manden, men de var heller ikke ligefrem venner. Det der med venner... Det gjorde han sig ikke så meget i. 'Venner' kunne hurtigt gøre noget man ikke ville have dem til at gøre, og så blev de hurtigt til fjender istedet. Men igen var der noget at sige om det der gamle ordsprog med at holde sine fjender tættere på sig end sine venner... Om ikek andet fordi man så vidste hvad de frygtede, og kunne tilpasse torturen efter det. Heheheheh.

"Virkelig? Jeg vidste ikke du havde en søster. Hvad hedder hun?" spurgte han stille og roligt, lod smilet blive en smule bredere. han var så vandt til at fake alle mulige følelser, at der aldrig var nogen der så igennem det, selvom hvis han skulel vise sine virkelige følelser, så havde han ikke fortrukket så meget som en mine. han var så ligeglad med så mange ting... Men information var stadig vigtig at have. Så meget information som muligt.