I think I need help with this - spirit

Denne tråd, foregår 4 uger tidligere, det er Spirit og Konstantin første møde.

Dag : Torsdag
Tid : efter sidste time
Omgivelser : elever på vej videre fra deres sidste time.
Vejr : solskin, dog med lidt blæst
Tag : @spirit

YES! endelig FRI!, Konstantin var glad, han havde ikke sovet så meget denne nat, hvorfor viste han ikke rigtigt, måske fordi det hele stadigvæk var virkelig nyt, han havde kun været her få dage, han havde endnu ikke rigtigt mødt nogen som ville "snakke" med ham, de fleste gik bare væk som han forsøgte, det var jo svært at starte en rigtig samtale når man ikke var i stand til at kunne tale, han havde sit tegnsprog og så var han ret god til at beskrive ting og sådan noget med sine arme og hænder. Han havde jo mødt folk før der ikke kunne tegnsprog. Et eller andet sted, håbet han snart at han ville møde en som måske også kunne tegnsprog, det kunne i hverfald gøre tingene noget nemmere for ham!

Han havde lige forladt sin klasse, hvor han havde haft kunst, det var egentligt ikke fordi han ville være kunstner men mere fordi han elskede at tegne og gerne ville blive endnu mere god til dette! Han kiggede rundt på gangen, der var flere gange han kunne gå ned af, og han kunne virkelig ikke huske hvilken en af gangene det var han skulle vælge for at komme over til sit værelse! Han så forvirret rundt, han havde ikke fået kortet over skolen med sig, det lå på hans værelse, da han lidt synes det var pinligt at gå rundt med et kort. Han forsøgte at få hjælp fra folk ved at prikke dem på skulderen og med tegnsprog og lidt med fagter til at prøve at forklare at han skulle have hjælp til at finde over til hans værelse. Dem han forsøgte prøvede at gætte hvad han ville, men ingen af dem kunne gennemskue ham. Han sukkede lidt og gik lidt væk, han satte sig på en bænk på gangen og sukkede igen stille, han tog en fanta op af sin taske, som han havde købt tidligere. Måske kom der en som kunne forstå ham, man viste aldrig. Han kunne vel ikke være den eneste, som kunne tegnsprog her.

Spirit var kommet fra sine specielle timer, som hun havde med en bestemt lærer, som vidste at der fandtes andre væsner. Spirit havde brug for en speciel lærer da hun hverken kunne tale eller høre, men hun havde en evne hvor hun kunne læse tanker og tale med andre gennem sine tanker, derfor havde hun behov for en speciel lærer som kendte til det og hendes situation.
Spirit vidste at det ville blive anderledes når hun kom på en normal skole for normale børn, ikke en døvstum som hende. Hun havde altid været sammen med sin familie, som havde lært hende det meste, det hun havde behov for at lærer, som tegnesprog og hvad de forskellige ting hed, så hun kunne kommunikere på den måde.
Hun sukkede tungt og kiggede rundt i mængden af mennesker som var på vej væk fra deres klasser. Hvad hun kiggede efter var ikke sikkert, hun kiggede ikke efter noget konkret, men bare efter de forskellige mennesker som gik på denne skole. Dem som bare tog det forgivet at kunne høre, at kunne tale.
Hun kunne høre de forskellige tanker de havde, de problemer de bekymrede sig om, ingen af dem var de samme problemer som hun havde selvfølgelig... eller.
Der var en, en person som ikke var glad, en der var frusteret fordi folk ikke forstod ham.
Igen fulgte hendes øjne mængden, til den ene tanke, den som havde den tanke. Hun fik øje på en fyr der sad på en bænk, han havde ikke rigtig nogen kontakt til dem omkring ham, han sad bare og drak af sin Fanta. Et smil kom på hendes læber. Hun gik roligt hen til fyren og satte sig ved siden af ham. Hun vendte sig krop imod ham, da kropssprog var ret vigtigt for hende, måske var det også for ham. Hun vidste ikke om hendes tanker var rigtige om ham, men det virkede sådan. Hun lavede et simpelt tegnesprog til ham som sagde Hello, my name is Spirit. Hendes øjne hvilede på fyren med et blidt blik.

At skulle møde en ligesindet, her på denne skole, var han ved at opgive håbet om, sådan virkelig, For hvor tit var det lige man selv støtte ind i en der enten var stum eller døv, det var virkelig ikke særlig tit, medmindre man kom i de der foreninger for stumme og døve og sådanne. Det var ikke noget Konstantin gjorde, for han var jo her på skolen. Det med at finde tja han viste ikke om det var muligt. Han sad i sine egne tanker men han drak af sin Fanta, og lagde derfor ikke mærke at der kom en hen i mod ham, før personen satte sig ved siden af ham, han kiggede på personen, som var en pige, en virkelig smuk pige. Han sendte hende et stort og varmt smil. Da han så hun lavede tegnsprog og ikke bare tale, lyste han helt op, okay, havde gud lige sendt en stum eller en døv, pige ned til ham? hmm det her kunne virkelig ikke blive bedre! han svarede hende tilbage med et smil på læben "Hej, jeg hedder Konstantin" fortalte han hende med sit tegnsporg. Han kiggede rundt, der var efter hånden langsomt ved at være tømt ud for elever på gangen, det var dejligt, for så var der ikke så meget larm, Konstantin kunne godt lide der var stille, altså ikke sådan helt stille, men lyden af flere hundrede elever på gangene ja det kunne godt blive for meget. " er du lige startet her?, jeg har ikek set dig før?, jeg er selv helt ny" spurgte han hende, det var tydeligt at se på ham, at han haved 100% styr på det tegnsprog, han kunne både det internationale og så det der blev brugt i Rusland. Hvorfor han kunne begge, tja han var ikke selv helt klar over det, men hans forældre havde ment at det ville være en god ide at kunne, da de jo kunne finde at tage på ferie i Rusland.

Hun kunne ikke rigtig beskrive hvordan det var for hende, at møde en der var den samme som hende, det var meget sjælendt hun kom forbi nogen som ham. Det gjorde hende glad på en måde, selvom det var forfærdeligt at have det sådan, så var det stadig dejligt at have en at relatere til.
Konstantin, det navn kunne hun godt lide, selvom det var ret langt at stave, i forhold til hendes korte navn. Hyggeligt at møde dig, Konstantin Hendes hænder bevægede sig uden problemer, så det var tydeligt og klart, hvad det var hun fortalte gennem tegnesprog.
Hun smilede og rystede på hovedet, da han spurgte om hun lige var startet på skolen. Selvom hun ikke havde gået på skolen i lang tid, var det ikke fordi at hun lige var startet, der var gået nogle måneder, men hun var ved at falde godt til.
Nej, har gået her i nogle måneder Hendes læber fulgte automatisk med, men hun var igang med sit tegnesprog og prøvede at forme ord, som blot var en refleks, kunne man kalde det, som hun havde.
Hun kunne jo altid være sød og spørge om han havde brug for hjælp, om han skulle et sted hen, som han ikke vidste hvor var hende, hun ville med glæde hvis ham hen til hvor han skulle. Det ville være rart at skabe en relation, med en som var stum som hende.
Har du brug for hjælp, jeg kan hjælpe hvis det er Hendes blik var spørgende og hvilede i hans øjne, da hun holdt øjenkontakt, hun fik meget ud af at se folks ansigsudtryk.

(sorry, at det blev lidt kort.)