Today we bake!

Dedicated to @Manfred
Date 6th of Jul 2022
Time omkring middagstid
Weather Meget varmt og solrigt
Surroundings Vi er i Smaragd kollegiet
Attire En let sommerkjole og hendes hår oppe i en knold

Sommerferie.
Tidspunktet hvor at folk enden hang ud sammen med sine venner, nede ved de forskellige søer, hos dem som der havde hus med have eller bare nede i byen, eller satte sig ind i en glohedbil og kørte syd på, eller hvis man var fancy tog familien en med ud på den årlige flyvetur til de rundt omliggende spanske og portugisiske øer. Nu var det ikke sådan, at hendes familie ikke havde pengene, til at gøre de sidste to nævnte ting. Men med alt der var sket, havde det ikke virkede til nogen af dem havde haft den store tiltræng, til at tage på nogen længere rejse. Så var der jo de andre muligheder, hæng ud med vennerne. Violet, havde bare ikke særlig mange venner. Jo hun havde Maya, men hendes barndomsveninde (eller nærmest søster, fordi de havde været så meget igennem sammen), hun havde altid travlt, ikke fordi hun ikke havde tid til den blonde siphoner, men det var sparsomt af hvor meget af hendes tid hun kunne bruge sammen med Violet. Desuden var hun bare idiotisk til at skrive til folk, og spørger om de ville være sammen med hende. Altid følelsen af hun ville trænge sig på, hvis det var hun tillod sig at tage skridte selv. Tåbeligt, hun vidste det, men det var svært at lægge dårlige vaner fra sig, gid det var lige så nemt som at påtage sig dem.

Men hvad brugte hun så tiden på? Jo, gåture, men man kunne kun holde til at gå så mange ture, før at det også begyndte at blive kedeligt. Hænge ud med kæresten, jo, men han arbejdede også.  Måske spille nogle videospil? Sagtens, men hun havde ikke tålmodigheden til det, og når hun så havde forsvandt hun i flere timer og glemte at spise—så, måske havde hendes far også end med at tage rettigheden fra hende. Nogle gange skulle man tro hun kun var seksten og ikke lige om straks ville fylde toogtyve år.
Men i dag, havde hun valgt at hive sig selv i nakken, hun havde vandret ind i et indkøbscenter hun ikke havde været i før, og som hun stod og kiggede på de bokse med færdigblandet mix til kag. Hendes fingre lagde sig omkring den hårde pakke og som hun vendte den rundt, kiggede hun på ingredienserne. Ikke om hendes far nogen sinde ville lade hende komme ind i hans hjem, med sådan noget forfærdelig købsvare. Det var her hun kom i tanke om en, en som der om ikke var lige så dårlig til at få venner som hende selv. Måske hun skulle tage forbi akademiet, og se om han ville hænge lidt ud med hende?
Før hun nåede at ombestemme sig, greb hun beslutsomt om pakken og gik mod skranken for at betale. End ikke tyve minutters gå tur senere, løftede hun hånden og bankede på døren til det værelse der var blevet ham givet, siden han gik på det samme kollegie som hende, kunne hun frit bevæge sig rundt i deres opholdsstue, selvom hun havde fået nogle undrende blikke fra de drenge som der også var blevet på Akademiet efter ferien var begyndt.
”Hej!” udbrød Violet måske i en lidt for entusiastisk stemme som hun tog pakken og placere den foran hendes hoved ”så, jeg var i nabolaget, og tænkte, hvem bedre at bage kage med, end Manfred?” okay, det var måske den lammeste undskyld længe, men forhåbentlig ville han ikke holde det op mod hende.

“Bester” kom det uskyldigt bag fra kassen som det blondehår rammede omkring, det var først da han spurgte hvad hagen var, at hun trak kassen langsomt ned og lod de skinnende blå øjne kigge hen over det. Smilet var tydeligt at se, selvom det ikke kunne ses endnu, det viste sig i de små rynker der formede sig omkring hendes øjne, de buttede æblekinder der blev trukket op i an opadgående retning. Man kunne tydeligt se hvordan solen havde afbleget hendes allerede blonde hår, endnu mere, og fregnerne var sprunget frem hen over hendes næseryg som små brune perler. ”Ingen hage, se, du kan slet ikke se hagen” hun pegede på boksen der jo tydeligvis dækkede foran halvdelen af hendes ansigt.
Hun grinede med ham, som han påpegede at han ikke helt troede på, at hun var kommet hele denne vej, bare for at bage brownies med ham. I hans toneleje kunne hun allerede høre hvordan, at han godt vidste hvor det her bar henad. Med et uskyldigt lille suk, trak hun pakken væk og afslørede at hendes smil havde formet sig i hendes bedste ’hunde ansigt’, læberne presset sammen som de store øjne (med hendes signatur sorte katte makeup), som var blevet endnu større. ”Mig, komme hele vejen her, fordi jeg har en skjult agenda? Nu har jeg aldrig” hendes stemme var vædet i uskyldighed og skuffelse, men den varede ikke længe før at hybriden ikke kunne holde masken og en hjertelig latter, (en latter der på det sidste kun var blevet mere tilbøjelig at dukke op, end det nogen sinde havde været), ”Okay, okay” hun rakte pakken frem mod ham, og derefter fandt hun en krøllede Ti-Pound seddel frem og lagde oven på ”det skulle i hvert fald dække at de også blev lidt sjovere” hun løftede brynene som smilet bredte sig i stigende grad hen over hendes læber, som var hun umådelig stolt over hendes lille scene, hun havde udspillet for ham.

Der var bare nogle personer du mødte, også vidste du at de var et modstykke til dig. Hver gang folk havde snakket om den typiske ’soulmates’, havde hun altid tænkt på det i kærlighedens øjne, og den form for kærlighed der sammentræf når der var kemi, og man valgte at blive kærester. Aldrig havde hun forstillet sig at hun ville finde en sjælefrænde i en anden, som på ingen måde var af den romantiske karakter, men når hun var sammen med denne person, var det som om hun kom hjem.
Det var sådan at Manfred var for hende, det var som om hun fandt en helt anden ro, end hun kunne med nogen anden. Først havde det forvirret hende, fordi hun havde forvekslet den kærlighed til den menneskelige magiker, som værende af den romantiske karakter. Men det var i sandhed som kun en bror og en søster kunne elske hinanden, bedstevenner uden nogen form for tiltrækning af anden karakter.
Det var ham hun kunne stå i køkkenet med, og grine som mel kom ud over det hele. Ham hun kunne lave en impromptu sværd kamp med, ved at kaste en grydeske imod ham også gå til angreb. Nok kunne folk finde på at stirre, men når de to var sammen, var det som om at verden omkring dem ikke rigtig eksisterede.

Hybriden lå mageligt med en let udspilet mave, efter hun var i gang med at fortærer hendes fjerde brownie, måske var det en anelse overdrevet, men hun havde været overrasket over hvor gode de faktisk var.
Med en lavmælt mumlen, måtte Manfred tage det som en forklaring på; det var sgu god nok, Sylvie var ikke bare en ’ghost hunter’ hun var også en banshee. Der kom ikke nogen yderligere reaktion fra den næsten sumpede karakter, før at mennesket udbrød at Sylvie lavede guidede tours. Vent, hvad!?
Med et spjæt var den allerede påvirket Violet på benene ”Vi laver fanden ikke, vi skal afsted, det nu!” hun greb hendes sko og hoppede rundt mens hun fik dem på ”Manfred, så det fanmæ nu!” brølede hun nærmest i et grin som hun væltede ud af hans dør og måtte så gøre holdt, ”Så øh, ved du hvor vi skal hen?” spurgte hun, og pressede læberne sammen som hun vendte sig mod ham, og brød så ud i en latter, før hun fandt hendes mobil frem og begyndte at søge efter dette hus som der skulle være guides turs i.

”Velkommen til Hell’s Gate Roadhouse, vi beder alle om at huske, at man ikke må tage billeder som man bevæger sig rundt i huset, alle børn skal være under opsyn under hele turen, Hell’s Gate Roadhouse, påtager sig intet ansvar for hvad der måtte ske af personskade mens man er tilstede i huset, ej hellere dækker vi forsikring for ting som der måtte gå i stykker under turen, har man spørgsmål, så må man henvende sig til undertegnet, og ellers, velkommen til det mest hjemsøgte sted i Athena” den monotone stemme som Sylvie præsenterede huset med, fik Violet til at krølle brynene sammen ”er du sikker på, at det er den samme fra videoerne?” spurgte hun, og selvom hun var helt sikker på at hun havde hvisket hendes ord, fik det flere til at vende sig rundt og tysse på hende. ”Hvad tysser de mig for, vi er jo ikke en gang gået i gang?” mumlede hun forvirret, ”og jeg snakkede slet ikke så højt” en ældre dame vendte sig igen og tyssede så voldsomt, at Violet var sikker på at hendes gebis havde været tæt på at ryge med ud—hvad fanden var det der foregik. Hvad end det var, så var Violet helt sikker på det nok skulle blive godt!

Der skete en helt klar skift i folks humør, da de alle måtte erkende at to, umådelige skæve, unge mennesker havde tilsluttet deres guidede tur. Det var en af de øjeblikke hvor folk altid ville dele sig i to lejre, dem som ville tage hjem og fortælle om disse to mennesker, der havde gjort deres dag meget bedre. Og så var der dem, som ville mene hele deres dag, aften og sikkert også forløbende dage ville være ødelagt, og hvis de var rigtig ’krænket’, så havde det vel nok også ødelagt hele ferien.
Nu, var det ikke sådan at den unge banshee havde noget imod folk der var skæve, og hvis hun skulle være ærlig var det døde blik hun sendte dem, intet med irritation rettet mod dem at gøre. Blot hvor lang en tur det ville blive, når man satte frisindet personer sammen med folk, som tydeligvis ikke havde noget bedre at gøre, end at føle de havde ret til at være krænket over alt der foregik omkring dem. I stedet for bare at nyde turen og glemme andre omkring en. Med en henkastet og uambitiøs hånd førte hun folk ind i entreen, der næsten kunne gå som værende en foyer så stor som den var. Det var her at blikket igen blev fanget af den mandlige part af de to påvirket unge. Hun nåede end ikke at skille læberne fra hinanden, der følte en del mere modstandskræft, givet hvor tørre de var blevet gennem dagen med alt for lidt vand, før at han fortalte de var fans.
Violet nikkede ihærdigt og for et øjeblik stod bansheen blot og missede med øjnene; ”undskyld?” kom der en anelse forvirret fra Sylvie og Violet måtte gemme hendes mund bag en hånd og kiggede væk, som Manfred tiggede om hjælp, hvordan end han var endt i den sø han sejlede i—så var der tydeligvis ingen hjælp og hente hos hybriden. Ikke at han behøvede det, fordi smilet der bredte sig hen over Sylvies læber, var mere end nok indikation om hvad hun følte, omkring det som Manfred lige havde sagt til hende. ”Årh, virkelig?” sagde hun uden at helt kunne gennem den berørte stemme som der skinnede igennem. Hun foldede læberne sammen og et lille grynt forlod Sylvies næse som hun prøvede at holde tilbage den glæde som boblede frem i hendes brystkasse.
En kort latter, der ganske tydeligt kunne kategoriseres som de to bogstaver sat sammen, som folk ville sende til hinanden over besked; hehe.
Derefter var det som energien fuldstændig havde vent sig i den unge kvinde, og hvor hun før havde virkede som en der ville få alle til at falde i søvn, kom hun hurtig frem foran dem alle; ja hun eksploderede næsten i en energisk symbiose. Med et klap i hænderne vendte hun sig mod den store marmortrappe der ville føre dem til første sal ”så alle sammen! Nu når vi alle sammen er inde i huset, vil jeg igen huske på, at i helst ikke skal røre noget, hvem ved” hun vendte sig rundt med let krummet ryg og foldede hendes fingre som klør ”det siges at hvis man gør, så tager man en del af huset med hjem, den sidste der gjorde det, ende med at slå hans kone ihjel efter firetyve timer” hun rettede sig og pegede mod en af mændene der stod længst til højre for mængden ”det skal ikke være nogle gode idéer til hvordan man skaffer sig af med sin kone, skilsmisse fungere lige så godt!” manden trak hurtigt sin hånd til sig, og en latter bredte sig gennem mængden inden hun førte dem oven på.
Violet var også en af dem som grinte, måske lidt for højt, og lidt for længe—endda så meget at hun måtte fjerne nogle få tåre fra hendes øjenkrog; "hun er fandeme dejlig" måtte hybriden erkende, og så allerede frem til turen mere end hun havde gjort, efter hun havde væltet ud af Manfreds seng, i fuld spurt mod attraktionen de stod i, i dette given øjeblik.

For mange ville den måde som mennesket og hybriden opførte sig på, ligne at de var i et forhold. Man kunne vel godt diskuterer at de var i et, form for forhold, givet at de havde indgået et venskab. En af de slags venskaber man vidste var for livet, som når man valgte en person til sin familie. Violet om nogen havde måtte sande at familie ikke nødvendigvis var blod, men dem som der var der når man havde brug for det. Manfred var en af de mennesker. En sjæl som hun vidste hun ville smide alt i hænderne for at hjælpe, den som hun vidste hun kunne ringe til når klokken havde rundet den anden side af midnat og bede om hjælp, også ville han være der. Der var en usagt pagt der var blevet indgået da deres venskab langsomt havde udfoldet sig i det år de havde haft på akademiet. De havde begge startet på samme tid, lige så forvirret over hvad og hvem de var. Kæmpede med at komme gennem dagen med deres evner, den magiske ladning som var i dem som de ikke helt kendte til.
Et smil krøllede sig hen over de hjerteformede læber, som Manfred nævnte de burde gøre noget ved stemningen, puste lidt liv i det hele. Med et lille nik medgav hun, at hun var med på de unoder han ville finde på. Selvom der nok slet ikke ville have været nogen tvivl til at starte med. Om nogen så var Violet altid med på den værste.

Sylvie løftede blikket og rettede det mod manden der havde nævnt at de var fans, smilet formåede at blive lidt bredere, og hun kunne ikke helt gemme den stigende varme som der fremtrådte i hendes kinder.
”Altså, det største soveværelse som også var forældrenes soveværelse siges at være det som der har den stærkeste energi” forklarede hun med en venlig stemme, og kiggede rundt på dem som der rettede deres opmærksomhed mod hende. ”Det er sådan at huset blev opført i atten hundrede tallet, og selvom at byen her oplevede en del af krigen ved bombefly som fløj over Aston, så var dette en af de to huse som der ingen skræmmer havde når gruset havde lagt sig” forklarede hun mens hendes hænder dansede rundt, som diagerede hun sig selv hen i historien; ”det siges at der blev indgået en pagt med djævlen, og sidenhen har man lade sig fortælle at hver familie der har valgt at bosætte sig her, ville dø en frygtsom død, hvilket er grunden til det nu står tomt” hun vendte igen hendes opmærksomhed mod mennesket ”men, vi kan starte med soveværelset, så kan i jo selv se om i kan mærke energien” hun drejede let rundt på hælen og vinkede dem med sig hen mod øverste etage og lod flokken glide gennem gangen hen til et stort victoriansk inspireret soveværelse. Hun åbnede døren og med en lille håndbevægelse lod hun gæsterne gå ind først, hendes blik faldt igen mod Manfred som ham og Violet passerede ham.
”Mmmh, nogen kan lide hvad de ser” hviskede Violet med et drilsk smil som hun stillede sig bagerst i mængden af de 14 mennesker som der var på den guidet tur. Dog måtte hun se sig en anelse skuffet, fordi der var absolut ingen energi i rummet, ingen kuldegysninger eller den uhygge som der normal indtraf når man opholdt sig et sted som var plaget af det overnaturlige.

Violet måtte bide sig selv i underlæben, sådan et bid hvor fortænderne var synlige, som de træk læbekødet ind i munden, for ikke at lade et grin forlade hende. Men selv ikke det kunne få hybridens lumske gnæggen til at forlade hende. Nød hun at se hendes ven blive så forfjamsket, ja, og måske endda mere end hun ville indrømme overfor ham. Selvom i denne tilstand som Violet var i lige nu, var det yderst svært for hybriden at lægge låg på de følelser der normalt var ganske nemme at undlade at vise til andre. Hun havde altid været typen, som gemte væk på alt det der lå og stormede bag hendes blege pande, mest af alt fordi hun havde lært at der alligevel ikke var nogen, som faktisk gik op i hvordan hun havde det. Men efter hun havde startet på akademiet, efter hun havde fået venner som Manfred, efter hun havde fået venner som Nick, der desværre ikke længere var blandt dem. (Måske var det også grunden til, at hun brugte så meget tid med Manfred, konstant bange for at hun ville miste ham også, hvis hun gav slip bare et øjeblik).

Hendes blik lagde sig mod bansheen som begyndte at snakke, en snak der drog dem ud på en fantastisk historie om hvem der før havde levet i huset. Måske var det deres tilstedeværelse, som havde formået at fyre op i ilden hos den lysbrunhåret kvinde. Der var i hvert fald en hel anden gnist at se, og som Manfred hviskede tæt ved hendes øre, vidste Violet allerede hvad han havde tænkt. Hun foldede læberne sammen, mest af alt for at forhindre det grin der sådan ønskede at forlade hendes mund, og lod ham træde et skridt bag hende, hendes hånd fandt instinktivt ham og med et lille klem, fortalte hun ham uden ord, at hun var her for ham. Og så skete det, sengen begyndte at knage og Sylvies stemme blev mindre, ind til at den stoppede. Hendes øjne blev store som hun stod der og betragtede sengen som den langsomt hævede sig fra gulvet, først stod folk bare stivnet. Stilheden var næsten overdøvende, selvom at træet knirkede og fyldte det tomrum som menneskerne lod flyde mellem sig. Og så skete der det, som der ikke måtte ske. Folk begyndte at skrige, en besvimede og andre spænede mod døren, andre var fuldstændig betaget af hvad der foregik, og Sylvie? Ja hun stod bare der og stirrede, som troede hun ikke sine egne øjne. Selv Violet spjættede i frygt, og et skingert skrig forlod hende, hvor hendes hånd hurtigt foldede sig hen over hendes mund. Derefter sprang en vase, et billede faldt ned, og der vidste Violet at det var hendes magiske ever der pludselig ikke helt kunne styres, hvor at sengen var blevet hævet, begyndte resten af huset og ryste.
Sylvie, Sylvie stod bare stadig og stirrede, som var hun blevet sat på pause i et tv, ude af stand til at forstå hvad det egentlig var der foregik. Der gik alt for mange minutter før hun forstod, og hendes øjne langsomt bevægede sig mod hybriden og mennesket; er det jer? mimede hun, uden at spørger direkte, selvom hun burde være sur—kunne hun ikke andet end at finde et smil frem på læberne, et smil der hurtigt blev en latter, mens at resten af dem som havde været på turen var løbet skrigende ud af huset, hvilket efterlod en banshee, Siphoner og menneske til at stå alene i soveværelset, der opførte sig som om det var taget direkte ud af en James Wan film.