Midnight's Interlude

_________________________________________________________

_________________________________________________________

She must’ve stared at  the dress for the majority of the evening. Glancing at it whenever she caught the shimmer of its gorgeous fabric out of the corner of her eye. Contemplating whether or not it was too much. If she shouldn’t rather find something else. Annickhava was certainly not a stranger to dresses like the one so the nervous sensation sitting in the pit of her stomach was not the unfamiliarity of wearing one but maybe more so just the environment. The company. But this one dress was still different in a way. She’d evidently picked it out on her own unlike what usually occurred when attending finer gatherings with her family. Finer gatherings. Could one even call a school gala fine gathering? People got dressed up but the question kept on remaining: Wasn’t it too much?

The clock heads were closing in on midnight when she crossed over the polished floorboards of the grand hall, the soft sateen skirt draping around her legs and ankles with every step however never wrapping around and tripping her. It always fluttered free in perfect manner while shifting and reflecting in the magical light that lit the place. Her eyes looked up once again to admire the roses all around, up at all the beautiful decorations that had fully transformed the plain-looking hall to a mix of a disco and wedding reception, she thought to herself. Looking back down, she fleetingly scanned the room with all the other students who at her point of finally showing up, seemed to have already warmed up and given in to the party. She saw groups talking and she saw people dancing, whom which she had to strategically manoeuvre around as she went on with her search. Because there was indeed someone she was on the look for. Someone who she had, to her regret, kept waiting for at least a couple of hours. Sure enough, Manfred and her hadn’t agreed on a specific time to meet up but she felt bad.. They hadn’t agreed on a specific place to meet either, which she was currently trying to deal with. Was he even still at the party? Knowing the guy, she doubted he wouldn’t still be there but there was the possibility that he’d gone off to continue the night elsewhere too.
She bit down on her lips a bit anxiously as she looked about again. Stretching neck to see above bobbing heads. For the occasion she’d put on a pair of discreet heels - thin heel and golden thin straps around the toes and ankle - and while they gave her a few centimetres of added height it was nowhere near enough to be any good on that front.
Also for the occasion, Sybil - Anicka’s extremely lovable fairy roommate (despite the lingering dangers around the arrangement) - had insisted on donning her eyelids with glitter that matched her shoes. Shoes that couldn’t even be seen due to the length of the dress. At least the fairy had agreed on it being enough after ‘pinking’ up her friends cheeks and stopping before potentially colouring her lips as well. It was plenty. She wasn’t going on a date or meeting a future beloved after all. She was meeting with Manfred. With Mannie. Oh, she knew he’d be commenting on her being all dolled up.. Hopefully could the rogue on her pale face help hide possible flushing if he did.

Speaking of the fairy, Anicka did in that moment get a glimpse of the blonde girl a little way away. But surprisingly, the girl caught glimpse of Anicka too and was suddenly waving a gesturing hand. Not to come over, though. Anicka couldn’t help but frown confused at first until following the directions of the gestures towards an end of the hall and noticed the door leading to the outside opposite of where she’d entered through the school building. She still didn’t quite get what her friend was getting at but when looking back, she looked excited for her to get going that way. So she did. Grapping her skirt to lift it slightly for better movement, she pushed through the crowd until she reached the half-open double doors.
And there he was. Served on a silver platter by her very own fairy godmother.
It was a strange feeling, stepping outside because as soon as she passed over the doorframe it was like the music muffled a little. It was still there! Blasting the beginning of ‘Ballad of a Badman’. It just merged with the background. “Mannie!” she called out, relief and joyous excitement clear in her accented voice. “How can it be that I find you out here? I would think you would be in your prime at events like these.” She quickly unwrapped her dress from her legs by shaking it at little before taking the last steps over to him with a sweet, careful smile. Was he… okay?

For a second, dread swept over her in the human turned around and looked utter stunted and she shamefully had to fight the urge to turn around and run right back to her room. She knew it! It was too much. The expensive dress, the heels, the makeup. Not that Anicka never dressed nicely or did herself up on the daily, because she did, but Manfred had never reacted like that before. For the most parts he simply never noticed that kind of stuff. At least not as far as she knew of. She wasn’t the mind reader, after all. So this was a first and in all honestly, she wasn’t too sure how she felt about it until he finally figured out how to speak again. Her eyes got even larger than normal and her naked lips automatically curled in on themselves while she tried to contain the fluster, he’s outburst fired up in her at the first listen. But reality would eventually show that it, however embarrassing it was, helped on those dreading nerves his initial reaction had flaring. So it was with a vampiric blush across her nose - she’d fed properly up to the party so to not look too much like a corpse on the dancefloor - that she ushered out partially held back chuckle. It accidentally came out through her nostrils, though, and made a faint grunting sound before moving to her throat for the more universal sound of sweet, jumping laughter. Her tightly pressed lips split shortly after to reveal her pearly whites.
“You got to stop doing that,” she lectured him through the lasting bits of her laugh; now a hand both shyly and appreciatively placed by her décolletage. Letting it hang back down her side as she stopped up near him and looked down at him squatted down. Another sensation of her stomach sucking inwards happened as his dramatization turned into a genuine compliment and although it was Manfred her smile ended up curling up a little coy in the corners and made her look away from his face and instead went for the cigarette. “Thank you. So do you. Prisežem (Truly). You even look sort of like some of the fancy guys in my country with the..” Not quite remembering the word she just gestured to her own neck to refer to the turtleneck he was wearing. From time to time, her accent could make her sound monotone when speaking English so she hoped the sincere appraised reached him.

He had a different scent to him that night too, she suddenly noticed and sniffed the air out of pure habit. Was he wearing cologne? Or had he just been rubbing up against someone else who was? She’d already guessed that he’d been mingling in the time she’d been absent.
She quickly notice him putting the cigarette back in his mouth and was pulled from her thoughts. “Ah! Narh ah.” Embarrassment disappeared from her face, shaken off as she shook her head in disapproval. She took half a step back and then came the hand. Palm up. “Give me that.” It wasn’t unintentional but she didn’t really think it through either before she take her words power beyond her voice’s just normal insisting tone - which wasn’t one that made you listen to begin with. It was all in the separate power. “I hate the smoke. And you are not supposed to be smoking here anyway. Did they let you in with cigarettes in your pocket?” She lowered her voice a bit. “What more did you smuggle in!?” And they were back where they always were.

Getting the cigarette from her friend was as easy as stealing candy from a baby. With all credit to the vocal influence, of course. It was hardly fair of her to use it like that, let alone use it against Manfred. She didn’t exactly feel great about it but that feeling always seemed to only come afterwards anyway. After the words had already slipped from her mouth and left none of the parties with much opportunity to halt the action before the damage had been done. And as the string of pure pleading adorning escaped the human boy’s mouth like mice scurrying out a hole, being chased, she felt bad instantaneously Maybe she shouldn’t have? However, before the rolled up tobacco in her hand felt any heavier in her hand he was seemingly over it. Giving attention to something more pressing in her accusations. Which, honestly, helped her reverting back to a stern expression and stand.
She furrowed her brows at him - glossing over how he still insisted on calling her that; Happy as well as the power it probably had over her when he did. “Mannie, I sw-..!” More words didn’t have a chance to live before he passed on the teasing and gave her a real answer. And how luck would have it, it was the answer she’d wanted to hear. She sighed, being slightly relieved that she wouldn’t have to deal with that at the gala. He’d not necessarily promised to be on his best behaviour but she had previously expressed a request for it since he so eagerly wanted her to come with him this evening. Well, night. Tension disappeared from her shoulders and with the sigh she also gently closed her eyes, letting what little light that shun from lamps outside where they were, catch on to the chunky glitter on her eyelids. Hopefully it wouldn’t end up in her eye at any point of the night.

“Thank you. I ha-..” Accidentally she’d started talking above him and already started a response that then abruptly got held by its collar like some trouble maker having been caught red-handed. Because frankly - that was how it suddenly felt when he confronted her forwardly about her use of powers. And she’s only just gotten over the initial guilt which came surging right back at her in a matter of micro seconds. As they always did when she got nervous like that, her shoulders raised taut towards her years and in the dress with its flimsy and thin straps as the only cover in the shoulder area it stood out even more with a hollowing of her collarbone although she carried enough fat on her that they usually were prominent. “I kno-.. I mean-..“ She looked down, slightly ashamed and looked at the cigarette as she started fumbling with it between both her hands. “I know. It just seemed the easier option. I happens mostly on its own.” Without lifting her chin she carefully glance back up at him, checking if he still wasn’t mad at her for doing it. Manfred wasn’t the type, she knew that. He was rarely mad at her. Like, rarely. But while she didn’t want anyone to be mad at her, he was one of those where she truly didn’t want to.

She breathed in and decided to pick herself up again; straightening her back and shaking her chin high. Now wasn’t the time to drown herself like that. Who was she again? She was Annichkava Amala Khyzhnyakski. ”Here.” She handed the small roll back to her friend. “You can have it back. It is probably best you just hold on to it yourself. This dress does not have any pockets and-” She stopped herself just as the last part was about to escape her mouth before permission from her brain. my chest is squished so tightly that I cannot fit it there either. “I cannot promise not to destroy your precious contraband.” She smiled, attempting something mischievous but if anything it stayed innocent and polite. It was the curse she had to carry..
“You said you wanted to show me the true life of ..what did you call us? Children of the night? I hope I am not too late for that.”

Anicka lo, hvilket hviskede lidt af den resterende skam fra hendes person. Havde hun været en anden - en med mere bekymringsfrihed, mere gejst - havde hans forsikring, om at ikke mange hænder fandt mod hans baglommer, meget muligt været indbydelse til at gøre lige netop dét! Men for en unge vampyr var det sandheden i det, der morede hende. Sammen med Manfreds evige livlighed. Han havde den der bekymringsfrihed, den der gejst.
Der var mange ting ved Manfred, som hun beundrede ind i det dybeste af sig selv. Ting som, hvor hun fandt dem så ufattelig svære, han så havde så uendeligt nemt ved. Det var ikke jalousi, hun følte - ikke sådan rigtig, for jalousi var noget grimt noget, og hun bar egentlig ingen grimme eller ulmende følelser for mennesket. Ønskede hun af og til at have den samme udadvendthed, som han havde? Selvfølgelig. Set udefra så virkede hans liv bare lettere på en måde, og hun var overbevist om, at det var mere end bare et tilfælde af at græsset var grønnere på den anden side. Han inspirerede hende. Armen om hendes ryg, om end den fik hende til at kigge uventet ned på den, ned på hans hånd der nu hvilede ved hendes talje som en gentleman, gjorde hende ikke noget. Og hun fulgte pænt med ham. Lyttende til hans iver og energi i hans stemme. Hvor fik han også al den energi fra?

”I saw Syl over by the decorations over there shortly before I found you so if we are lucky she is still somewhere about there,” nævnte hun i takt med at strategisk få hævet stemmen i harmoni med at høj musik og konstant summen fra mængden af elever samlet i storsalen udfordrede hørelsen. Hun søgte blikket lidt omkring for at orientere sig om mere præcist, hvor hun havde set noget til den yndige fe og var ærgrelsesværdigt distraheret væk fra blikket som hendes ven havde vendt mod hende i noget tid. Hun havde knap nok rakt en pegende finger i den rette retning, da hun følte ham møve på sig ved hendes side - og så fulgte følelsen af et par varme læber mod hendes kind. Hun havde ikke tænkt meget over, hvad han havde haft gang i gør - at være bekendt med Manfred, så kunne det have været alt fra at undgå forbipasserende til at placere sig bedre til at følge hende pegende finger. Men kysset, om værende ganske uskyldigt og platonisk, var en første.
Hurtigt efter at han havde trukket sit ansigt i en afstand, hvor hun ikke ville støde sammen med ham, drejede hun hovedet og så på ham med store øjne. Blinkede et par gange i animeret forbløffelse og det var lige ved at hendes krop direkte bare glemte at rødme, for til trods for hvad man ville tro, så blussede hendes kinder ikke mere op end de allerede var fra hans tidligere eskapader. Lige i dét øjeblik opdagede hun ikke, om hun var stoppet helt op eller om hun havde fortsat med at blive ført. Til trods for hans tydelige mangel på aristokratisk og sofistikeret opbringelse med ting som storsals pardans så førte han ganske naturligt.
Han blev heldigvis ikke efterladt i forbløffelsens fængsel alt for længe - nok ikke længere end et sekund eller to - for så brød hendes smil sig frem, bredt nok til at fremvise de fine små hjørnetænder, der umiddelbart adskilte de to fra hinanden. ”What is this now?” fniste hun. ”You Gaians really are so sentimental a people. - I am glad that I am here too.” Det var en nem ting at erkende takket været hans egen erkendelse. Han havde som sagt bare den effekt. Og det var helt uden at give hende følelsen af at skulle erkende det samme. Hun kendte den følelse for godt til at ikke kunne skelne med, hvordan det var med Manfred. Med det sagt, så tittede en lille mistænksom tanke op i hende alligevel. Havde han..? Hendes blik dalede svagt fra hans ansigt og hun var lige ved at gøre alvor af tanken ved at læne sig mod ham - ikke for at gengælde kysset, godt nok, men for at - ..

Som da Moses havde skilt havet, åbnede mængden foran de to nære venner sig for at gøre plads for den iøjnefaldende unge kvinde at træde frem mod dem. Sybil’s ydre viste absolut ingen tegn på at have minglet eller danset omkring. Det platine hår sad stadigvæk så glat og så redt, som havde hun netop ankommet. Ikke ét hår ude af balance. Den røde farve på hendes læber havde endnu ikke blevet nedbrudt af drikke eller føde og den smule glans der var at finde fra sved gav hende nærmere end glød end meget andet. Sybil var et sådan smukt væsen og der var noget med omgivelserne, der placerede hende perfekt iblandt dem. Hun var altid munter og boblende men alt det var ekstra der til aften. Og særligt som hun trådte det sidste stykke hen til Anicka og Manfred var det som om hun var et stort omvandrende kækt smil. ”You made it!” brød hun begejstret ud til den unge vampyr og det var ikke svært at se, at hun havde været på nippet til at svinge armene omkring hende - havde det ikke været fordi en arm allerede var omkring ryggen på hendes veninde. En detalje Sybil da bestemt ikke havde gået forbi. For slet ikke at tale om.. Smilet, hun havde malet ud over hele fjæset voksede betydelige snørkler, da hun vendt blikket mod Manfred for et fluks sigende skud. Javel, ja. ”Why if you two don’t look pretty as a picture together. Uh!” Grænsende hyperaktivt, klappede feen I hænderne. “I’ve just spoken with the music person if they wouldn’t please put our song on next and he was so kind to do so! So come, come!” Hvad der før havde afholdt hende fra at splitte de to ad, var med ét væk for hun rakte straks ud for at gribe hver deres hånd i hendes og begyndte at trække i dem for at følge med, hvilket nær havde væltet Anicka i sine lettere ustabile hæle og berettigede sig da også et automatisk: ”Pozor!! (Careful!!”

Forvirring var ultimativt den tydeligste af det virvar at følelser som den unge vampyr både følte og udtrykte så snart ’deres sang’ begyndte at spille igennem højtalerne, der hang oppe i blandt himlen af magiskgroede roser. Dyb, dyb forvirring som gjorde sig meget åbenlys i den lige så dybe panderynke der blev kløvet imellem hendes ydmyge øjenbryn. Det stod i så skarp kontrast til den boblende iver fra feen, der trak afsted med sit slæng og - bekræftet af hende ved at automatisk se til siden mod ham som for at vide, om han forstod hvad der foregik - Manfreds personificering af blændende julelys, at kendte man ikke allerede trioen af nære venner, så kunne det sikkert misforstås som, at hun ikke var sårlig meget med på legen. I hvert fald ikke indtil, at den morende energi der svøbte sig omkring hende fra alle retninger, tættere og tættere som de kom i blandt andre elever på det destinerede danseareal, og hun kunne jo ikke andet end at blive påvirket. Smittet! Hun fandt stadigvæk sangen der spillede og glæden over den så umådelig underlig, men det var nu egentlig også hvad, der bragte glæden henover hendes ansigt og fæstnede smilet. Det var simpelthen så besynderligt, at man kun kunne le af det!
Måske dét netop var hemmeligheden bag at give slip? Eller var det fordi hun allerede havde slippet en anelse, at hun fang det mere morsomt end stupid? Havde hun overhoved haft brug for at give slip? Det var sket så naturligt.

Sybil slap begge sine venners tilfangetagende hænder for at straks begynde at hvirvle omkring og hoppe og boppe i takt til musikken mens hovedet blev svunget fra side til side så blonde lokker flagrede omkring hende. Hendes bevægelse, selvom de blev gjort præcis lige som alle andre gjorde det, virkede hypnotiserende helt af sig selv. Som kunne man snildt forestille sig hende tumle omkring om et livligt bål ude midt i den dunkle skov i intet andet end luftige skørter og bare fødder i højt, fugtigt græs. Hun var også mindst lige så distraheret fra sine omgivelser, som man ville forestille sig sådanne magiske kræ ville være. Hun formåede at blive i tæt radius med både Anicka og Manfred men helt opmærksom var hun ikke foruden at af og til vende om og få øjenkontakt og et par mimende ord fra sine malede læber. Endnu en typisk ting for feen.

Anicka havde været parat til at gøre kunsten efter - eller i hvert fald gøre sit bedste og så kigge efter sin bedsteven for noget i hans ansigt der kunne bekræfte at hun gjorde det rigtigt. Det var derfor med blikket kortvarigt over skulderen for at sikre sig, at hun ikke stødte sammen med nogle, at hendes hånd endnu en gang blev grebet og endnu en gang blev følte hun sig blive ført af sted. Selv hvis det ikke havde været for størrelsesforskellen på Sybils og den hånd, der havde lukket sig om hendes, så ville den klart mere blide metode, hun blev snurret omkring, have fortalt, at det ikke var feens gerning allerede før hun lagde øjne på personen.
Vidde øjne der blinkede forundret, stirrede uventet på den unge mand, der nemt og elegant havde placeret sig front mod front mod hende. Fluks flygtede hendes blik dog til siden i desperat og panikslagen søgen efter sine venner, efter Manfred for lige at gøre sig helt sikker at det ikke bare var mennesket i pludselig forklædning. For ærligtalt - så virkede dét scenarie langt mere muligt! Han måtte synes hendes reaktion var kær, for da hun så tilbage på ham stod han blot of smilede kærkommeligt til hende. Og hun følte straks at hun var nød til at smile igen; så det gjorde hun. Hvis ikke en smule anspændt.
”Did I pull you away from your friends?”spurgte han, samtidig med at han lænede sig lidt frem. Han var høj, bare lidt højere end Manfred men det var som om ham her også stod højere. Så han var nød til det for at ikke skulle råbe alt for højt af hende.
”No! No, it is no problem like that,” skyndte hun sig at svare tilbage og rystede både hovedet og rystede resterende situations panik af sig. ”I have a feeling that they do not mind me going off on my own.”
”Oh?  A bit of an accent? How cute. I like it. Where’re you from? It can’t be from around here sounding like that.”
Han lo. Han havde en helt anden selvsikkerhed over sig selv som hun ikke gang havde oplevet hos Manfred eller Sybil. Hans var afslappet og kontrolleret. Ingen forlegenhed selv da han så åbenlyst komplimenterede hende. Muligvis fordi hun havde suget alt til sig specifikt på grund af komplimenterne. Hun begyndte så småt at se ham nærmere an i takt med, at de dansede - et par gange greb han hendes hænder i hans og de svang først lidt den ene vej og så den anden vej. Han havde rødt hår. Ikke lige som Mr. Robin eller hende selv, hvor det bare var et hint. Nej, ham her havde fremtrædende auburn hår. Og det var lige langt nok til, at han havde kunne samle det i en lille hestehale. Etageklipning gav ham charmerende frie totter der faldt omkring hans ansigt. Hans øjne var en lyd nøddebrun.


Imellem tiden snurrede Sybil omkring sig selv i et virvar af de utallige lag af blødgjort tyl, der udgjorde størstedelen af hendes gala-påklædning. Hun havde været fuldt sat på at få fat på sin veninde til en svingom, da hun opdagede at Anicka ikke længere var, hvor hun ellers gerne skulle have været. Så feen stoppede abrupt, så abrupt at hun nær faldt over sig selv og søgte mængden efter den mørkhårede vampyr. Hun fandt Manfred først, som han havde sneget sig over til hende, og hun fulgte dermed hans skue og fandt derefter hurtigt Anicka.
Hun gispede højlydt og begge hænder sprang meget animeret op til hendes åbne mund, så meget at springet nærmest strøg igennem hele hendes krop. Det kunne da ikke være rigtigt! For en god stund delte Sybil begejstringen med Manfred, men der gik ikke alt for længe, før hun atter vendte sig mod ham med skuldrene nede og hånden, der havde ligget romantiseret mod sin kind blev med ét klasket mod menneskets nærmest overarm. ”You let her get taken away from us!” udbrød hun meget bebrejdende, de røde læber i kraftigt utilfreds trutmund. ”Why did you do that?! By the queen and her forever rest.. Hmpf! Now how are we going to get her back again?” Selvfølgelig forventede Sybil, at Manfred havde en plan for det. Det var jo meningen de skulle have det sjovt sammen. Dem! De tre. Også selvom det var ret sødt at se Anickas interaktion.

Der var nu næsten ingen tvivl om, at Manfred havde handlet strategisk, da han havde valgt at vikle armene omkring Sybil. Ikke at sige, at han ikke blot gjorde det ud af ren og skær lyst for at gøre det, men det blev gjort lige som, hun havde været ved at åbne sin mund igen for at bruse ham med yderligere af sine tanker om hans mislykkede mission på at holde godt fast i deres fælles kærkomne veninde - et ansvar hun meget bevidst havde pålagt ham. I sit hoved. Mens hun havde været for sig selv. Omfavnelsen fangede hendes ansigt godt og solidt ind mod hans brystkasse og selvom det ikke på nogen måde var nok til at holde hende fra at give ham et stort stykke af hendes mening, så lød der i sidste ende kun et par sætninger bestående af dæmpede, utilfredse og voldsomt mumlende lyde fra hende i stedet for, som selv ikke en ekspert ville have haft chancen for at tolke og forstå. Særlig vigtigt var det heller ikke, hvad hun sagde. Havde det været dét, så havde hun kæmpet meget mere imod, frem for at lade sig blive most og svajet, indtil hun blev overtalt til at bare lade det sker.
Så hun smed derfor så begge sine slanke arme omkring ham. De måtte se noget besynderlige ud. Som et dansepar, der ikke helt havde forstået basis fundamenterne af pardans. Anicka nåede i hvert fald at få et hurtigt glimt af det, da hun ubevidst sneg et kig ud igennem øjenkrogen i deres retning. Det førte til en hastig og hård kamp mod at både krumme brynene i genfunden forvirring men også et større smil. Ingen af delene var noget hun følte ville være anstændigt i hendes nyere selskab - - for hun skulle helst ikke virke som om, hun havde fokus alle mulige andre steder. Og en lille del af hende - noget småt der lå i hendes mave og summede - ønskede ikke at dele det fjollede billede med andre, hvis hun kunne være så fri.

Tilbage hos Sybil, gled hendes hænder elegant og blidt til position fra Manfreds’ rygmidte og ud til hver sin side mod hans talje i dét han talte mere ned til hende, og hun følte sig nødsaget til at trække sig bare en kort armslængde ud fra ham for bedre at mødes med hans blik. Hun nåede lige at fange hans mimik dale som æblet der faldt på Newtons hoved og med dét var det som om at hver fibre af hende, som før ellers havde været tøsefornærmet over at være blevet frarøvet sin dans - til den sang hun specifikt havde fået sat på til dem - med sin fuldt ud foretrukne person på hele akademiet, forduftede som dug for solen. ”Hmm?” funderede hun og pludselig snurrede og krøllede hendes mundvige sig som skulle man ikke tro var muligt for mundvige at gøre. Det var lige ved at hun, med den skarpt definerede amorbue, fik efterlignet det kække 3-tals formet smil, hun i forvejen var tilbøjelig til at bruge i sine sms’er. Det var måden hendes kinder blev spændt op og gjort fyldige i æblerne som holdte hun noget tilbage. Og noget måtte hun holde tilbage for hendes mørkebrune perle øjne syntes at glitre en lille smule som Anicka’s øjenlåg den aften. Hun måtte holde sig i skinnet for ikke at lade sine vinger frigive sig fra huden på hendes ryg og begynde at flapre.
”Oh, I don’t know. I can’t really only agree with you. Who wouldn’t want to be with her.” Hun frigjorde sit intense blik fra mennesket for i stedet at læne sig let tilbage i hans tag om hende og strakte hals for at se omkring et par elever for et udsyn til den unge vampyr. Og hendes ’lover-boy’, selvfølgelig. Pff. Hun kunne finde bedre til hende. Han var bestemt ikke noget dårligt valg, der var klart det der var værre (Todd). Men Anicka fortjente det bedste.
Feen rettede sig op igen og skimte fluks mod Manfred, hvor til det ufatteligt smørrede smil straks genfandt sin styrke og fremtrædende i hele hendes ansigt. Så med hvad kunne beskrives som et dramatiseret fnys og suk møvede hun sig helt fri fra hans insisterende kram og med blikket andet sted sagde hun: ”I just know that I had looked so much forward to hanging around with her tonight. I kind of don’t want to share Don’t you feel the same?” Igen blev han givet det meget korte glimt, før det flygtede fra ham igen og komponerede sig selv en tand på ny.

”I think she’s so pretty. Did you know she chose the dress all on her own? Such a shame she wouldn’t let me do more.” Sagen med Sybil var lidt en spøjs en. For feen havde ikke noget mentalt skjold eller nogen form for immunitet overfor psykiske tiltag eller angreb. Men ville det ikke være nemt for mentalisten at penetrere hendes dybere tanker - de tanker som kræsede under overfladen af hendes opførsel. Hun havde en kontrol over sit sind. En kontrol der gjorde det muligt for hende, at fylde det yderste lag med bevidste tanker og dermed dække alt andet. De tanker var ikke umulige at nå, men det krævede mere end bare det passive niveau de fleste tankelæsere besad. Der skulle bare lige liiidt mere koncentration til. Og hun udnyttede det fuldt vidende!

Det burde virkelig ikke være fysisk muligt, men alligevel syntes Sybils smil at krølle sig endnu mere og endnu større jo mere menneske talte – både verbalt og kropsligt. Det var jo lige ved, at hun var tæt på at nå et bristepunkt, hvor hun i sidste ende nok bare ville eksplodere i en sky af pink glitter til glæde for alle at se den aften. Det kunne sagtens tænkes at dét faktisk ville være sådan månefeen ville nå sine sidste levende øjeblikke. Til trods for at man allerede vidste bedre, så var der altid den der mere magiske og knap så makabre forestilling om væsner så som feer. Sybil i særdeleshed.
Hvad bedre var, var ligeledes hvor overbevist hun var, at Manfred ikke engang havde den mindste idé om, hvordan han blot gravede sin egen grav dybere og dybere. Hendes indtryk af ham havde altid været lidt, at han aldrig så på ting som værende vitterligt negative, anyway. Som den eneste i trioen der havde udsyn til begge af de to andre tredjedele, var hun dermed også den med det bedste udsyn til den fascinerende forskel, der brændte i dem. Og hvordan de forskelle spillede med hinanden på en måde, der ultimativt havde lade hende kaste sit eget hvide flag i ringen. Men hun fandt det skam ikke skuffende. ”Pff, of course I do! And I hope that she some day will know that too,” blev han mødt med så snart han gjorde antydning til, at der overhoved ville være andet svar at give. Hun følte sig faktisk en anelse fornærmet. Men så alligevel ikke nok til at det satte præg på hende eller at hun var selvbevidst nok til at lægge mærke til det.

Der blev rystet på hovedet mod-rytmisk til musikken, så håret flagrede, som han atter bed fat på krogen, som hun diskret havde smidt ud i stillevandet. Egentlig så havde han helt selv gjort det ved at finde maddingen frem. Alt hun havde skulle gøre var at vifte den lidt ekstra foran snuden på ham. Han var slet ikke et så svært offer, som han gav udtryk for at være. Nærmere var han blot lidt frustrerende og det var en bakke nem at overkomme. Easy peasy.
”Hmm? You’ve really not talked about that kind of stuff together? Like ever?” kommenterede hun med en smule falsk forundring, for i bund og grund så var det ikke overraskende – til trods for at Anicka og Manfred normalt snakkede om alting. Men Sybil havde også visse samtaler med Anicka uden Manfred. Hun tillod sig derfor at fryde sig en smule i det. Nogle ting havde hun stadigvæk med vampyren som menneske ikke var involveret i. ”She has had some relationship at some points in her life before. Not that she ever made them sound very significant or deep when we’ve talked about stuff like that.” Der blevet lavet en kort men fremtrædende grimasse I feens strålende ansigt, der stadigvæk ikke kunne hamle op som værdig modstander mod hendes overnaturlige skønhed. ”I don’t think any of them worked out much to the point where you’d even say that she’d have a boyfriend. - Maybe it’s just due to how complicated it must be to date casually as part of a family like hers.” I takt med at hendes tone blev mere bekymringsfri i løbet af anden halvdel, undertrykte hun den yderligere med et træk på skulderne og så atter hen på ham. Han kendte til Anickas familiesituation - i hvert fald nok.

____

”You’re a first year? That explains it,” lød det let leende fra loverboy - hvis egentlig navn, hun var blevet introduceret for, var Jordan.
”That explains what?”
”Why I’ve never seen you around before tonight.”
Der er intet galt med Jordan. Han var ikke nær så frembrusende som andre, og hun følte sig som sådan ikke intimideret af hans energi. Det var i stedet hans afslappede tilgang til smiger, der prikkede til hendes ængstelighed. Der var en del af hende, der ikke helt vidste om, han selv lagde mærke til, hvor naturligt ordene lød fra ham; om det var høflighed eller noget dybere. Men så fangede hun hans blik og hun så den bette smule skyhed - måden hans øjne diskret veg væk og så tilbage på hende - stedfæstede noget oprigtigt.
”Ah - ..”
Flere ord havde været på vej - Anicka skulle bare lige finde dem først, men hendes dansepartner kom hende i forkøbet, da han lænede sig nærmere. Det var en lettere nervøs bevægelse og han rykkede et par gange, som var han ved at fortryde, hvad han havde gang i, indtil han måtte have fundet tilbøjeligt med mod til at nå tættere hendes ene øre. ”I-.. How about I get something to drink for us? You can drink other things than.. blood, right?”
”Ehm, I can but-..”
“Great! I won’t be long!” Han rettede sig fluks op med et bredt smil på læberne. Og med blå øjne, der blinkede i forbavselse, fik den unge vampyr lov til at se til, hvordan Jorden først spejdede sine omgivelser, inden han hastede af sted. Men ikke før han havde sørget for forsikrende håndfagter om, at hun blot skulle blive hvor hun var.
____

”I mean - It is kind of obvious how the two of you never talked about that sort of stuff, you know,” fortsatte Sybil i deres ende af dansegulvet. “Considering the whole betrothal thing she has to deal with; I think I would feel a liiittle weird about the topic if that was me too.” Hun smilede. Fuldkommen uvidende omkring den bombe hun havde smidt for fødderne for Manfred.

“Betrothed. There’s supposed to be a difference, however I wouldn’t be able to tell you what that difference is off the top of my head. Something about a betrothal is more like a promise of future marriage and then when you’re engaged it a finalized agreement to tie the knot and all that — Mannie? Mannie, where are you-.. Where are you going?”


Som et forladt yngel, ude af stand til at forsvare sig selv uden sin moders tryghed omkring sig, havde hendes spontane dansepartners forsvindingsnummer resulteret i er nær fuldt holdt i den mørkhårede vampyr. Uden nogen vil at føre hende eller uden nogen hun specifikt kunne spejle sig op ad, gøre hvad de gjorde, fulgte hvad de lavede, så blev hun alt for nemt overvældet af usikkerhedens greb omkring sigs selv. Og det blev nært umuligt for hende at blot fortsætte med de rytmiske bevægelser. Bevægelser hun før ikke engang havde følt, hun gjorde helt på korrekt vis og så nu - efterladt til at værne for sig selv for en stund – tabte en brav kamp imod hendes selvbevidsthed. Hun var alt for langt ude af sin komfort zone.

Anicka frøs ikke. Anicka kunne ikke fryse. Ikke sådan rigtigt. Og alligevel trak hendes skuldre sig op, som havde en gavebånd af en kølig brise svævet forbi hende og kortvarigt krøllet sig omkring hendes krop. Modkæmpende for ikke at også vikle sine arme omkring sig i krybende omgivelses-ubehag og nervøsitet, førte hun kun den ene hånd op og hen for at gribe at om den modsatte arms albue, lagde armen tværs henover hende selv som blot en mild beskyttelse. Fingrende klemte lidt ekstra omkring albuen, klemte fingerspidserne lidt dybere ned i den bløde, flæskede hud, der udgjorde hendes overarme. En god vejrtrækning blev trukket hele vejen ned i lungerne, spredte en smule mere ilt op til hjernen. Og som tid gik, og hun følte sig mere og mere malplaceret der stadig på dansegulvet – dog en anelse trukket til siden for i det mindste ikke at være placeret midt i det hele – begyndte hendes øjne at vandre mere og mere.
Til at starte med ledte de efter Jordan, huskende hvor han havde bevæget sig hen imod og tanker begyndte at myldre. Tanker om, hvor længe han ville være. Tanker om, hvor vidt hun virkelig behøvede at vente på ham. Tanker om, hun ønskede at vente på ham. Men så gled hendes blik videre omkring og tankerne om ham svandt hen som en dråbe blæk blev fortyndet ud til ingenting i et glas med vand. Nye tanker erstattede dem. Og øjnene søgte helt andet sted hen. De søgte hendes venner. Hendes lille boble af ro og tryghed. Hendes moder til hendes forladte yngel.

Musik i ørene, summen af folk omkring sig og ikke mindst de særlige ørepropper, der var blevet givet hende til at beskytte hendes sarte hørelse for den potentielle støj af aftenen var alle sammen skyld i, at hun ikke var meget opmærksom på alt andet. I særdeleshed ikke på personen der havde lagt kurs direkte mod, hvor hun stod. Mindst lige så uopmærksomhed.
Sammenstødet var på ingen måde voldsomt nok til at vælte hende eller komplicere hendes balance, men det var nok til at komme noget bag på hende og hendes fokus var meget hurtigt vendt mod dem. Blot for at lade opspilede øjne mødes med hans og groede yderligere derefter. Manfred! Af alle! Det var lige ved, at hun troede han vidste, at hun havde ledt – længes – efter ham.
Hun greb tøvendeløst ud efter ham med sin frie hånd, fangede med lidt held ham omkring hans ene håndled. ”Vďaka Bohu!(Thank god!)” spyttede hun ud helt uden tanke for, at det egentlig havde været tanker, der helst bare skulle have blevet i hendes hoved. Men lettelsen over at se menneske havde vist sig at være for overvældende for hendes viljestyrke at have en chance. Desværre blev lettelsen ikke hængende længe nok til, at den kunne udvikle sig videre til glæde for at se ham. For hun så endelig på ham. Så sådan rigtigt på ham. Og som hun sank ind i hans altopslugende mørke øjne var det som om at fornemmelsen af hans puls igennem hans håndled, stod mere og mere frem indtil den skabte visuelle vibrations ringe i hendes øjenkroge. Bekymring og krummede bryn blev i stedet erstatningen i hendes pyntede ansigt.
”Man-.. Manfred?” Frem for at vige til navnet, alle insisterede på at kalde ham – det yderst mærkværdige navn – prøvede hun sig frem med den oprindelige udgave i et forsøg på alvor. ”Are you alright? Your heart..” Hun pegede og prikkede sigende mod sin egen brystkasse. Grundet lysende der blinkede og skiftede farve ved hver sekund, var det ikke muligt for hende, om han ligeledes var bleg. ”It is beating very strangely. – Did you take anything tonight?”

”- I’m not that innocent.”
Trioens tilsyneladende ‘our song’ sluttede og de sidste toner falmede hen I en glidende bro til det næste musikstykke.

Så han havde taget noget. Eller; røget, som han fluks fik forsikret hende, som om han allerede kendte til, hvordan hedes hjerte gjorde et let lille fald. Det var selvfølgelig noget, der skete helt udenfor hendes egen kontrol, for mens Anicka ikke ligefrem var fortaler for de midler som mennesket var forbruger af, så havde hun heller aldrig følt et brug for at være direkte modstander for, at han brugte. Hun forstod hans situation nok til at ikke dømme ham. Hun holdte for meget af ham til at dømme. I hvert fald indtil, at det ville give potentiale for et misbrug. Men hvad vidste hun i virkeligheden om misbrug og hvornår noget kunne kaldes det? I sidste ende så havde hun vel bare haft et lille håb om, at det ikke ville have været ham nødvendigt. Bare i aften. Var det naivt af hende?
Hun vidste også, at hun ikke kunne skjule sine tanker eller følelser fra Manfred, så sørgede for at hurtigt hviske dem bort og ikke dvale i dem. De hørte ikke til i blandt festlig farver, så meget vidste hun i det mindste. ”Not yet? So you were about to?” spurgte hun, men der gik ikke mere end et lille øjeblik, før at han gav svar fra sig, som havde det allerede siddet parat på hans tungespids, før hun overhoved havde ytret sig.

Noget at drikke. Ja. Det kunne meget vel være neon-belysningen der gjorde det, men så han ikke lidt bleg ud? Nej det kunne ikke være. Hvis nogen var bleg, så var det hende. Tanken fik hende, i et kortvarigt blondine-moment, til at kigge ned på deres hænder – endnu ikke forenet – som ville hun kunne udregne, som han faktisk var bleg ved at sammenligne huden på deres arme. Alt dét gjorde var dog at fremhæve fornemmelse af hans huls i hendes håndflade, så hun så hurtigt op og i retningen af fornødningsbordet et sted i det fjerne. ”Jordan went for something to drink too not very long ago. I think he is going to bring me something, maybe you can have that? So, you do not have to go hunt it down yourself. You know, if you are not feeling well.” Hun så tilbage mod sin bedsteven med lidt flygtende bekymring for, om han nu også var helt okay. Han havde trods alt ikke sagt noget, da hun havde spurgt ind til det, så betød det ikke, at han faktisk ikke var ’alright’?

Det var dét, hun følte hans hånd vrikke og hun uden modstand gav slip og blev frarøvet den levende følelse, ja, nær afhængighedsdannende følelse af hans puls – og specifikt hans puls. Og så sneg hans hånd sig tilbage, men ind i hendes i stedet og hun var nød til at kigge ned i sagte forundring. Manfred var altid kærtegnende. Altid nærværende. Hvorfor virkede det så til at være anderledes denne aften?
”Actually, do not answer that. Let us not wait for him.” Hun så op endnu engang og knugede hans hånd for at gengælde hånd-holderiet. Hun tvivlede på, at Manfred vidste det, og at han nok egentlig selv var den der lige havde brug for selskabet, men at blive tilbudt at hente noget til gane sammen var noget hun satte pris på. Hun forstod høfligheden ved at have det bragt til hende og hun ville aldrig tages i at være utaknemmelig. Det her var bare noget andet. Noget bedre. Meget bedre. Hun tog styringen – for en gangs skyld – og begyndte at gå målrettet. Stadig med hans hånd hvilende i hendes egen. Hans var så varm. Mon han havde noget imod hendes kropstemperatur? Tænkte han nogensinde på, at hun i princippet ikke var i live lige som ham? Ved at holde ansigtet fremad spændte hun i sine kinder.

Enkelte gange måtte de vende sig sidelæns eller lige gå skulder til skulder for at passere nogle mængder. Det var ikke trængt, men det var nemmere manøvrer end at gå ekstra skridt hele vejen omkring folk”This is so different from parties I have been to before,” fortalte hun så, som de nærmede sig. ”The music is one thing. And for me they are usually so formal. And prim. This is – This is really fun,” konkluderede hun i samarbejde med et større smil på læberne, der blev vist frem for ham, da hun drejede hovedet mod ham.