Vi er flyttet, find os her: https://athenakademiet.jcink.net/index.php?act=idx
 
ForumforsideForumforside  SøgSøg  Nyeste billederNyeste billeder  TilmeldTilmeld  Log indLog ind  
Log ind
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email

 

 Midnight's Interlude

Go down 
2 deltagere
ForfatterBesked
Manfred

Manfred


Humør : Kaotisk (~ ̄ ³  ̄)~
Fag : Kampsport, Magiske Elementer & Historie, Musik, Psykologi
Antal indlæg : 26

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyFre Jun 24, 2022 10:39 pm

_________________________________________________________
DATE:

xxxxxxxxxxx
25 juni 2022
TIME:


00.01

LOCATION:



Athena Akademiet,
Storsalen

ATTIRE:Højhalset sort trøje, grå-ternet jakkesæt bukser
m. tilhørende bælte samt et sæt velpoleret ankel Dr. Martens.
_________________________________________________________

xxxxxxxxxxOm nok var denne aften, denne fest ikke for menneskets skyld, men Manfred havde forberedt sig på aftenen som var den opsat alene for ham. Han ville lyve hvis han sagde, at han ikke havde higet efter den specifikke slags distraktion en fest kunne give ham. Han hungrede efter musikken der brummede ham helt dybt ind i brystkassen; han hungrede efter varmen fra at have danset sig selv næsten omkuld og den alt overdøvende summen af ren og skær samvær mellem en stor gruppe af fejrende folk. Og så var der selvfølgelig alt det derudover hørte med for ham - rusen. En han ikke fandt på dansegulvet; heller ikke i de delte smil og samtaler blandt dem han festede med. Det var den der gav ham ro, men også plads. Plads til blot at være og frem for alt, være rigtigt til stede. Og for første gang i lang tid, i virkelig lang tid, følte han præcist det. Sin egen, oprigtige klarhed.
Det havde ikke været forfærdeligt svært for den unge magiker at få en fod indendørs til festen. Om nok havde han fået skaffet sig lovligt adgang til festen, ved at nappe ikke kun én, men to invitationer fra en af de enkelte afgangselever. Men måden hvorpå han havde fået de invitationer - det ville være synd at påstå, at det var gået efter akademiets regler. Noget for noget havde filosofien været i hans salg til den lille gruppe af afgangselever. For første gang i lang tid havde Manfred ikke tjent på det salg han havde lavet med den lille gruppe. Men det gjorde ikke synderligt ondt på ham - eller hans pengepung for den sags skyld. Han vidste det havde lagt sig et godt sted; bidraget til deres fest, lige så meget som hans. For på grund af det, så ville han, og hans partner in crime unægteligt deltage i festelighederne. Og hvis det ikke allerede var opskriften på en herlig aften, så vidste han ikke hvad ellers var.

Det var kun for et kort øjeblik han havde måtte træde udenfor, væk fra musikken der fortsat rungede gennem akademiets mange, forladte gange. Det var ikke længe han behøvede stilheden; ikke mere end blot et par minutter, ti allerhøjest, havde han sammenbidt fortalt sig selv. Men Manfred havde unægteligt brug for at søge udad, i sit eget selskab på en af de afstikkende stenterasser, rejst i højde med stueetagen i sammenkobling med en åbning til storsalen. Med ryggen imod musikken, imod festen, rakte han en hånd ned i sin bukselomme. Det var ganske indøvet han fiskede en pakke cigaretter op - hjemmerullen havde måtte blive hjemme for denne aften - placerede en cigaret i mundvigen på sig selv. Han nåede sågar at tænde ilden i lighteren, han fikst havde placeret i pakken med de få resterende cigaretter tilbage i den bløde indpakning, havde hans øjne ikke fundet den. Aftenens løsning - skulle alting gå galt. De mørkebrune øjne stirrede næsten længselsfuldt imod den lille sammenrullede joint, frysende ham totalt i tid og sted.
Det var ikke fordi aftenen havde gået dårligt - tværtimod. Men den kunne også være bedre, ikke sandt?
Magikeren havde endnu ikke fundet hans nummer et. Trods han og Anicka havde aftalt at skulle mødes - han skulle vise hende hvordan det rigtigt var at være et af nattens børn - havde den kvindelige vampyr ikke været til at finde. Og om nok var det ikke en voldsom ændring i magikerens planer, så havde det alligevel rykket i ham. På måde hvorpå han nemt kunne skride i et andet slags sidespor. Et sidespor han stirrede direkte ned i.
Manfred fnøs, smilende skævt imod hans såkaldte løsning. Hvad kunne gå galt? Alting virkelig. Men et eller andet indeni ham talte for at selv det forfærdelige, det uforudsigelige, måtte bydes velkomment. Det var trods alt ikke første gang den dag, at han givet den krydrede plante et skud.
xxxxxxxxxx
Tilbage til toppen Go down
Anicka

Anicka


Humør : "I can be the sidekick to your superhero.."
Fag : Matematik, kemi, samfundsfag, psykologi, musik & svømning.
Antal indlæg : 89

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyLør Jun 25, 2022 3:45 pm

She must’ve stared at  the dress for the majority of the evening. Glancing at it whenever she caught the shimmer of its gorgeous fabric out of the corner of her eye. Contemplating whether or not it was too much. If she shouldn’t rather find something else. Annickhava was certainly not a stranger to dresses like the one so the nervous sensation sitting in the pit of her stomach was not the unfamiliarity of wearing one but maybe more so just the environment. The company. But this one dress was still different in a way. She’d evidently picked it out on her own unlike what usually occurred when attending finer gatherings with her family. Finer gatherings. Could one even call a school gala fine gathering? People got dressed up but the question kept on remaining: Wasn’t it too much?

The clock heads were closing in on midnight when she crossed over the polished floorboards of the grand hall, the soft sateen skirt draping around her legs and ankles with every step however never wrapping around and tripping her. It always fluttered free in perfect manner while shifting and reflecting in the magical light that lit the place. Her eyes looked up once again to admire the roses all around, up at all the beautiful decorations that had fully transformed the plain-looking hall to a mix of a disco and wedding reception, she thought to herself. Looking back down, she fleetingly scanned the room with all the other students who at her point of finally showing up, seemed to have already warmed up and given in to the party. She saw groups talking and she saw people dancing, whom which she had to strategically manoeuvre around as she went on with her search. Because there was indeed someone she was on the look for. Someone who she had, to her regret, kept waiting for at least a couple of hours. Sure enough, Manfred and her hadn’t agreed on a specific time to meet up but she felt bad.. They hadn’t agreed on a specific place to meet either, which she was currently trying to deal with. Was he even still at the party? Knowing the guy, she doubted he wouldn’t still be there but there was the possibility that he’d gone off to continue the night elsewhere too.
She bit down on her lips a bit anxiously as she looked about again. Stretching neck to see above bobbing heads. For the occasion she’d put on a pair of discreet heels - thin heel and golden thin straps around the toes and ankle - and while they gave her a few centimetres of added height it was nowhere near enough to be any good on that front.
Also for the occasion, Sybil - Anicka’s extremely lovable fairy roommate (despite the lingering dangers around the arrangement) - had insisted on donning her eyelids with glitter that matched her shoes. Shoes that couldn’t even be seen due to the length of the dress. At least the fairy had agreed on it being enough after ‘pinking’ up her friends cheeks and stopping before potentially colouring her lips as well. It was plenty. She wasn’t going on a date or meeting a future beloved after all. She was meeting with Manfred. With Mannie. Oh, she knew he’d be commenting on her being all dolled up.. Hopefully could the rogue on her pale face help hide possible flushing if he did.

Speaking of the fairy, Anicka did in that moment get a glimpse of the blonde girl a little way away. But surprisingly, the girl caught glimpse of Anicka too and was suddenly waving a gesturing hand. Not to come over, though. Anicka couldn’t help but frown confused at first until following the directions of the gestures towards an end of the hall and noticed the door leading to the outside opposite of where she’d entered through the school building. She still didn’t quite get what her friend was getting at but when looking back, she looked excited for her to get going that way. So she did. Grapping her skirt to lift it slightly for better movement, she pushed through the crowd until she reached the half-open double doors.
And there he was. Served on a silver platter by her very own fairy godmother.
It was a strange feeling, stepping outside because as soon as she passed over the doorframe it was like the music muffled a little. It was still there! Blasting the beginning of ‘Ballad of a Badman’. It just merged with the background. “Mannie!” she called out, relief and joyous excitement clear in her accented voice. “How can it be that I find you out here? I would think you would be in your prime at events like these.” She quickly unwrapped her dress from her legs by shaking it at little before taking the last steps over to him with a sweet, careful smile. Was he… okay?
Tilbage til toppen Go down
Manfred

Manfred


Humør : Kaotisk (~ ̄ ³  ̄)~
Fag : Kampsport, Magiske Elementer & Historie, Musik, Psykologi
Antal indlæg : 26

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptySøn Jun 26, 2022 11:39 pm

xxxxxxxxxxManfreds stirrekonkurrence med jointen var kortvarig. Men ikke desto mindre var den lang nok til, at en lille gruppe elever, placeret nogle meter fra ham i en lille cirkel, skænkede ham nogle undrende blikke. Blikke han ikke gjorde den mindste notits af - og selv hvis han havde, ville det ikke have påvirket ham. Der var meget få ting der (synligt, vel og mærke) kunne ryste den unge magiker i sin grundvold - et par rullende eller bedømmende øjne var ikke en af tingene på hans liste. Men der var dog stadigvæk få der, på godt og ondt, kunne rykke i Manfred i sådan en grad, at han kortvarigt betvivlede sig selv og verden der omringede ham. Og hvad han ikke vidste af, kunne han om ganske få øjeblikke tilføje én ekstra ting til præcis den liste.
Det var i et hurtigt ryk, at magikeren klemte den bløde top af cigaretpakken sammen, til sidst stoppende den tilbage i sin baglomme. Ude af syne ude af sind, fortalte han sig selv med en knækket selvsikkerhed. Havde det blot været så nemt. Han følte den synkende fornemmelse i maven; skammen, som den begyndte at indfinde sig i hans center som tunge stykker sten. For nu kunne han ikke blot andet end at ryste på hovedet af sig selv, ganske velvidende det var et problem. Han havde et problem. Men var det et han ville tackle i dette øjeblik? Aldrig i livet. Ikke denne aften, eller hvad der snart var blevet til ‘denne nat’. Hvad han kunne var at fnyse halvhjertet af sig selv, ryste følelsen af sig, næsten lige så hurtigt som impulsen havde indtruffet hos ham. Til magikerens held skulle han ikke holde sig selv distraheret meget længere end blot et par få øjeblikke endnu. For som han hævede hænderne, skyggene sin cigaret og ilden i den nu tændte lighter, hørte han hendes stemme kalde hans navn. Det var i en næsten flydende bevægelse, at han drejede om på den ene hæld, strækkende armene ud i en varm hilsen, bydende sin ven velkommen. Men velkomsten, der lå lige på tungespidsen af magikerens læber, gjorde komplet holdt som han endelig lagde øjnene på hans (noget forsinkede) veninde. Cigaretten der havde ligget på spidsen af hans læber, kun lige holdt fast af den fugtighed der fandtes på hans underlæbe, vippede af - og Manfred gjorde ikke ét eneste forsøg på at standse den. Han havde vigtigere ting at håndtere. Så som at begribe hvad han så foran sig.
“Anicka-“
Det var med to hurtigere ryk med hovedet, at han standsede sin egen sætning, tom for hvilke ord han kunne finde for at beskrive hvad han mente omkring den kvindelige vampyrs udvalgte udseende for aftenen. Havde han ikke fortsat, havde hans opspærrede mund og øjne nok talt for sig selv. Men det var selvfølgelig aldrig nok for Manfred; men var hvad nok?
“What am I doing out here? What are you doing out here, among us — mere mortals!”
Han kunne ikke lade være med at grine over sig selv, over sine egne ord, som de forlod hans mund. Men trods det var der ingen tvivl om oprigtigheden som fandtes i ordene og hvad der lå bag dem. For hvilken varme der fandtes deri - for ikke at tale om hans øjne. De mørkebrune øjne skød op og ned, nærstuderende hver enkelt del af den kvindelige vampyr, som havde han aldrig set noget lignende. Hende, i den kjole- var det makeup han skimtede? Pludselig mærkede han den ikke længere, skammen, der havde tynget ham. Stenene var pludselig erstattet med en flagren.
Stadig med lighteren i den ene hånd, bukkede magikeren sig i knæ - hurtigt skydende øjnene nedad, som han greb den tabte cigaret. Han pustede kortvarigt filteret af, tøvende et kort øjeblik som han atter genfandt Anickas skikkelse med øjnene. Det var med en lidt lavere, næsten brummene stemme, at han atter talte, som han placerede cigaretten i den ene mundvige:
“You look amazing, that is what I am saying.”
xxxxxxxxxx
Tilbage til toppen Go down
Anicka

Anicka


Humør : "I can be the sidekick to your superhero.."
Fag : Matematik, kemi, samfundsfag, psykologi, musik & svømning.
Antal indlæg : 89

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyTirs Jun 28, 2022 2:23 pm

For a second, dread swept over her in the human turned around and looked utter stunted and she shamefully had to fight the urge to turn around and run right back to her room. She knew it! It was too much. The expensive dress, the heels, the makeup. Not that Anicka never dressed nicely or did herself up on the daily, because she did, but Manfred had never reacted like that before. For the most parts he simply never noticed that kind of stuff. At least not as far as she knew of. She wasn’t the mind reader, after all. So this was a first and in all honestly, she wasn’t too sure how she felt about it until he finally figured out how to speak again. Her eyes got even larger than normal and her naked lips automatically curled in on themselves while she tried to contain the fluster, he’s outburst fired up in her at the first listen. But reality would eventually show that it, however embarrassing it was, helped on those dreading nerves his initial reaction had flaring. So it was with a vampiric blush across her nose - she’d fed properly up to the party so to not look too much like a corpse on the dancefloor - that she ushered out partially held back chuckle. It accidentally came out through her nostrils, though, and made a faint grunting sound before moving to her throat for the more universal sound of sweet, jumping laughter. Her tightly pressed lips split shortly after to reveal her pearly whites.
“You got to stop doing that,” she lectured him through the lasting bits of her laugh; now a hand both shyly and appreciatively placed by her décolletage. Letting it hang back down her side as she stopped up near him and looked down at him squatted down. Another sensation of her stomach sucking inwards happened as his dramatization turned into a genuine compliment and although it was Manfred her smile ended up curling up a little coy in the corners and made her look away from his face and instead went for the cigarette. “Thank you. So do you. Prisežem (Truly). You even look sort of like some of the fancy guys in my country with the..” Not quite remembering the word she just gestured to her own neck to refer to the turtleneck he was wearing. From time to time, her accent could make her sound monotone when speaking English so she hoped the sincere appraised reached him.

He had a different scent to him that night too, she suddenly noticed and sniffed the air out of pure habit. Was he wearing cologne? Or had he just been rubbing up against someone else who was? She’d already guessed that he’d been mingling in the time she’d been absent.
She quickly notice him putting the cigarette back in his mouth and was pulled from her thoughts. “Ah! Narh ah.” Embarrassment disappeared from her face, shaken off as she shook her head in disapproval. She took half a step back and then came the hand. Palm up. Give me that. It wasn’t unintentional but she didn’t really think it through either before she take her words power beyond her voice’s just normal insisting tone - which wasn’t one that made you listen to begin with. It was all in the separate power. “I hate the smoke. And you are not supposed to be smoking here anyway. Did they let you in with cigarettes in your pocket?” She lowered her voice a bit. “What more did you smuggle in!?” And they were back where they always were.

//brug af [Vocal Influence Manipulation] sker ved font: Book Antiqua
Tilbage til toppen Go down
Manfred

Manfred


Humør : Kaotisk (~ ̄ ³  ̄)~
Fag : Kampsport, Magiske Elementer & Historie, Musik, Psykologi
Antal indlæg : 26

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyTors Jun 30, 2022 8:26 pm

Det var næsten et djævelsk smil der krøllede op i Manfreds mundviger, som han betragtede sin veninde bukke under for hans ord. De mørkebrune øjne skiftede næsten til en mørk, rav-agtig farve i beundring, virrende som de drog hvert eneste træk af den kvindelige vampyrs ansigtsudtryk ind. Han ville have holdt fatningen, havde det ikke været for den genkendelige (men dog sjældne) lyd af en gryntende latter, der brød ud mellem Anickas læber. Det var ikke så meget lyden i sig selv der brød brædderne under den mandlige magiker, men langt nærmere den efterreaktion på latteren, der oftest indfandt sig hos hans veninde. Måden hvorpå hendes næse mildt rynkede sig, skabende et efterlevn af små rynker af sødme og rendyrket glæde i hendes porcelænsagtige hud, var noget han næsten ikke kunne bære (i den allerbedste forstand). Han blev aldrig, nogensinde, træt af den lyd. Det var derfor, som en klar reaktion på Anickas latter at Manfred svarede tilbage, formende sin mund ud i et o:
“Ooooh - hohoho!” Med en højlydt latter, omfavnende den opildnende lyd der forlod magikerens mund.
I takt med hans veninde atter genfandt sig selv, gjorde han også, dog ikke uden at en klukken forlod hans strube i tide og utide, som lyden af hendes grynten genfandt hans hoved helt og aldeles ukontrolleret. Han kunne ikke lade være med at gnide sig selv i øjnene, som han kortvarig tog sine tanker tilbage på jointen i sin baglomme. Det var måske meget godt, at han ikke havde ladet sig selv hoppe ned i det hul så tidligt på aftenen. Aftenens tidligere rygesession havde tydeligvis ikke forladt hans krop fuldkomment endnu.    
“Thank you love; you should’ve seen me earlier though - I wore a matching jacket to my pants, which-“
Han pausede sig selv, seende kortvarigt imod indgangen til akademiet, tydeligvis tænkende i sådan en grad at det næsten knagede højlydt fra ham. Magikeren løftede sagte sine hænder, placerende dem på hver sin brystkasse, idet han klappede sig selv ganske blidt derpå.
“I think I lost my jacket.”
Latteren sneg sig atter op i hans strube, denne gang tilbageholden, som han skar en mild, men ærgelig grimasse over sig selv. Grimassen vaskede sig dog hurtigt af igen, som han trak på skuldrene. Den skulle nok finde sin vej hjem igen, forsikrede han sig selv. Og hvis ikke, så mon ikke de to elever snart indfandt sig i festelighederne indenfor-
Det var en tanke der hurtigt blev afbrudt. Lugtede hun lige til ham? Det var med hævede bryn, at magikeren knap nåede at realisere hvad hans øjne havde set, til han hørte hendes misbilligende ord. Manfred nåede blot at rynke brynene sammen, som han klargjorde en brummende kommentar i protest - men noget standsede ham. Vampyrens ord helt specifikt. I en næsten instinktiv handling, løftede han tommelfingeren fra lighteren, gribende smøgen med selvsamme hånd, inden han lagde den i sin venindes hånd. Måden hvorpå hendes stemme bar indflydelse over ham, hans følelser sågar, eksisterede kortvarig, men ikke desto mindre havde den eksisteret. En eksistens som efterlod en klar følelse af bedrag - ikke til hende, men til ham selv, og hans krops så hurtige pareren på hendes ordre.
“He- baby,“
Magikeren bremsede sig selv, seende næsten bedende imod Anicka som han fortsat mumlede, i en blid og dyb tone:
Baby, baby, baby, baby,”
De mørkebrune øjne henlagde sig i en glans, der kunne sammenlignes med en babykalvs - på grænsen til uimodståelig (havde man ikke synderlig stor modstandskraft imod sådan et syn). Han foldede sin underlæbe ud, forsat bedende, men måtte dog trække den ind igen som han hørte hende hviske. En hvisken hvis ord fik Manfred til at fnyse grinagtigt.  
“Listen. Happy. I-”
Manfred pausede, bredende sin læber ud i en lige streg, som han pustede hård luft ud mellem dem, fående hans underlæbe til at vibrere under trykket. Han var tydeligvis løbet tør for ord. Men svare måtte han:
“Do you really want to know?”
Han tilføjede hurtigt kort tid efter: “It’s nothing - I promise.”
Hvilket ikke var helt usandt - for ham i hvert fald. Men den sammenrullede joint i cigaretpakken, var dog ikke det eneste magikeren havde på sig. Den lille gennemsigtige plastiklomme, gemt i selv samme baglomme, var den sidste nødløsning for aftenen. Men den, om noget bitre, opbakning havde ikke lagt ham på sinde. Ikke før dette øjeblik.
Men Anicka havde ret, det var ufatteligt at hans pakke med smøger var gået uset hen - taget nogle af aftenens chaperoner i betragtning. Mere specifikt Mr. Hopkins og skolens studievejleder Ms. Poe. Om nok havde den ældre magiker højde, men hvad han ikke havde var studievejlederens sjette sans for ballade. Det var et under, at Manfred havde kunne slæbe det han bar på med ind, for om nok var han snedig - men hvilken uhyggelig, næsten magisk, sammensætning af chaperoner akademiet havde fået sammensat til aftenens festeligheder.
“Besides - we are here to have fun, right? So if you don’t want the smoke, I won’t smoke. But please-“
Han foldede hænderne sammen i en bøn.
“Please don’t destroy it. That is all I am asking.”
Han løftede sagte sin hånd, seende sin veninde an som han afslutningsvist mumlede:
“And btw: what was that? You know you don’t have to do that, when talking with me.”
Ordene bar en vis alvor, så meget alvor som mennesket nu var i stand til at kunne mestre på stående fod - så de forlod ham ikke uden et mildt, forstående smil.
Tilbage til toppen Go down
Anicka

Anicka


Humør : "I can be the sidekick to your superhero.."
Fag : Matematik, kemi, samfundsfag, psykologi, musik & svømning.
Antal indlæg : 89

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyMan Jul 04, 2022 5:54 pm

Getting the cigarette from her friend was as easy as stealing candy from a baby. With all credit to the vocal influence, of course. It was hardly fair of her to use it like that, let alone use it against Manfred. She didn’t exactly feel great about it but that feeling always seemed to only come afterwards anyway. After the words had already slipped from her mouth and left none of the parties with much opportunity to halt the action before the damage had been done. And as the string of pure pleading adorning escaped the human boy’s mouth like mice scurrying out a hole, being chased, she felt bad instantaneously Maybe she shouldn’t have? However, before the rolled up tobacco in her hand felt any heavier in her hand he was seemingly over it. Giving attention to something more pressing in her accusations. Which, honestly, helped her reverting back to a stern expression and stand.
She furrowed her brows at him - glossing over how he still insisted on calling her that; Happy as well as the power it probably had over her when he did. “Mannie, I sw-..!” More words didn’t have a chance to live before he passed on the teasing and gave her a real answer. And how luck would have it, it was the answer she’d wanted to hear. She sighed, being slightly relieved that she wouldn’t have to deal with that at the gala. He’d not necessarily promised to be on his best behaviour but she had previously expressed a request for it since he so eagerly wanted her to come with him this evening. Well, night. Tension disappeared from her shoulders and with the sigh she also gently closed her eyes, letting what little light that shun from lamps outside where they were, catch on to the chunky glitter on her eyelids. Hopefully it wouldn’t end up in her eye at any point of the night.

“Thank you. I ha-..” Accidentally she’d started talking above him and already started a response that then abruptly got held by its collar like some trouble maker having been caught red-handed. Because frankly - that was how it suddenly felt when he confronted her forwardly about her use of powers. And she’s only just gotten over the initial guilt which came surging right back at her in a matter of micro seconds. As they always did when she got nervous like that, her shoulders raised taut towards her years and in the dress with its flimsy and thin straps as the only cover in the shoulder area it stood out even more with a hollowing of her collarbone although she carried enough fat on her that they usually were prominent. “I kno-.. I mean-..“ She looked down, slightly ashamed and looked at the cigarette as she started fumbling with it between both her hands. “I know. It just seemed the easier option. I happens mostly on its own.” Without lifting her chin she carefully glance back up at him, checking if he still wasn’t mad at her for doing it. Manfred wasn’t the type, she knew that. He was rarely mad at her. Like, rarely. But while she didn’t want anyone to be mad at her, he was one of those where she truly didn’t want to.

She breathed in and decided to pick herself up again; straightening her back and shaking her chin high. Now wasn’t the time to drown herself like that. Who was she again? She was Annichkava Amala Khyzhnyakski. ”Here.” She handed the small roll back to her friend. “You can have it back. It is probably best you just hold on to it yourself. This dress does not have any pockets and-” She stopped herself just as the last part was about to escape her mouth before permission from her brain. my chest is squished so tightly that I cannot fit it there either. “I cannot promise not to destroy your precious contraband.” She smiled, attempting something mischievous but if anything it stayed innocent and polite. It was the curse she had to carry..
“You said you wanted to show me the true life of ..what did you call us? Children of the night? I hope I am not too late for that.”


Sidst rettet af Anicka Ons Jul 06, 2022 7:33 pm, rettet 1 gang
Tilbage til toppen Go down
Manfred

Manfred


Humør : Kaotisk (~ ̄ ³  ̄)~
Fag : Kampsport, Magiske Elementer & Historie, Musik, Psykologi
Antal indlæg : 26

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyOns Jul 06, 2022 6:17 pm



xxxxxxxxxxSom Anickas øjne vendte sig nedad, kastede udendørslamperne et blidt, orange lys sig over hendes farvede øjenlåg. Som en skjult detalje kun lige vagt til livs, ved de nedadvente, lange øjenvipper, granskede Manfred virvaret af farver der glitrede foran ham. En kende betaget, trak han vejret stille ind, ikke helt opfattende stemningsskiftet i den kvindelige vampyrs øjne så hurtigt som han om nok ville have ønsket. Han åbnede munden sagte, umiddelbart klar til at bryde ind over hendes ord - men noget standsede ham. Følelsen af skam, sammen med en mild form for angst emmede fra hende. Ikke i en voldsom grad, men i sådan en grad at den var mærkbar for den unge mentalist. Han rynkede brynene, tydeligvis mærket af sin venindes følelser, som de sank dybere og dybere ind, men aldrig helt dybt nok til at han betvivlede hvorvidt det var hans egne følelser, mere end det var hendes.
Manfred nikkede sagte, som en pause kortvarigt indfandt sig i Anickas tale. I en lavmælt, næsten mumlen, tilføjede han dog til hendes ord:
“I know, I know.”
Han forstod hende godt, næsten alt for godt. At mangle kontrol, eller at bryde med den smule kontrol man havde, var frustrerende; dybt ubehageligt til tider. Det var ikke en fryd, at opleve eller mærke konsekvenserne af ens uønskede udbrød af magi - og slet ikke når dette ikke kun havde indflydelse på en selv, men også andre der mærkede konsekvensen af evner som deres. Det var derfor ingen overraskelse, at mentalisten ikke nærede nogle kolde følelser for det der var sket. Tværtimod. Som deres øjne atter bandt bånd, hendes løftende sig imod hans forsigtigt, bredte hans læber sig ud i et varmt, bekræftende tandsmil.    
Og så kom det; det andet skift. Han så næsten hvordan hendes skuldre sank nedad, som spændingen i hendes muskler aftog med de olme følelser fra hendes inderste indre. Han anede en hvis stolthed i hendes øjne, ikke en der havde totalt brudt med skammen han havde fornemmet fra hende - men den havde til dels gjort op med den.
Manfred brød med hendes øjne, for at se nedad imod den opadstrakte hånd, idet Han greb smøgen mellem sin pege- og tommelfinger. Mennesket nåede knap nok at putte cigaretten tilbage, trækkende sin arm bagom sig for at putte den ned i sin baglomme, som han hørte sin venindes tanke, klokkeklar som den var. Han vippede brynene opad, gørende alt hvad der stod i sin magt for ikke at drage sine øjne nedad, forbi hendes kraveben og-
“Luckily I come prepared,”
Ihærdigt prøvende på at distrahere sig selv, så mennesket sig selv over skulderen som han nikkede imod sine baglommer.
“Not a lot of hands dare to find themselves down there; I think I am safe for the evening,”
Grinte han, blinkende imod sin veninde. En latter der holde ved, idet han hørte hende gentage hans løfte for aftenen.
Too late? Hell no - I think your arrival, almost at - what, midnight? - is near perfect. Come-”
Mennesket trådte fremad imod Anicka, placerende en arm omkring ryggen på hende, som han trak hende blidt ind til sig, idet han begyndte at bevæge dem begge tættere imod festen.
“I had the most amazing dance-off with Sybil an hour or so ago - I believe she would be a perfect add-on to this dynamic-duo.”
Når hun var fundet, så kunne han liste af sted for at finde sig selv noget at drikke. Varmen i storsalen, og dansegulvet ikke mindst, havde sat sin mærke på mennesket. Det var ikke ubehageligt, men det kunne det hurtigt blive holde han ikke sig selv nogenlunde hydreret.
For et kort øjeblik, inden de begge trådte indover dørtærsklen til storsalen, betragtede de mørkebrune øjne ansigtet ikke langt fra hans side. En varme bredte sig i hans mave, bringende en ro over ham der unægteligt ikke vil eksistere havde han ikke den kvindelige vampyr ved sin side. Der var derfor, uden den mindste tøven, at han strakte halsen fremad - placerende et blidt kys på hendes kind, efterfulgt af ordene:
“I am really glad you’re here tonight - have I told you that?”
Han tiltede hovedet sagte, afventende Anickas respons - fuldkommen uopmærksom på deres fælles venindes strakte, hilsende arm blandt den tykke mængde af elever længere inde i lokalet.
xxxxxxxxxx
Tilbage til toppen Go down
Anicka

Anicka


Humør : "I can be the sidekick to your superhero.."
Fag : Matematik, kemi, samfundsfag, psykologi, musik & svømning.
Antal indlæg : 89

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptySøn Jul 17, 2022 11:53 am

Anicka lo, hvilket hviskede lidt af den resterende skam fra hendes person. Havde hun været en anden - en med mere bekymringsfrihed, mere gejst - havde hans forsikring, om at ikke mange hænder fandt mod hans baglommer, meget muligt været indbydelse til at gøre lige netop dét! Men for en unge vampyr var det sandheden i det, der morede hende. Sammen med Manfreds evige livlighed. Han havde den der bekymringsfrihed, den der gejst.
Der var mange ting ved Manfred, som hun beundrede ind i det dybeste af sig selv. Ting som, hvor hun fandt dem så ufattelig svære, han så havde så uendeligt nemt ved. Det var ikke jalousi, hun følte - ikke sådan rigtig, for jalousi var noget grimt noget, og hun bar egentlig ingen grimme eller ulmende følelser for mennesket. Ønskede hun af og til at have den samme udadvendthed, som han havde? Selvfølgelig. Set udefra så virkede hans liv bare lettere på en måde, og hun var overbevist om, at det var mere end bare et tilfælde af at græsset var grønnere på den anden side. Han inspirerede hende. Armen om hendes ryg, om end den fik hende til at kigge uventet ned på den, ned på hans hånd der nu hvilede ved hendes talje som en gentleman, gjorde hende ikke noget. Og hun fulgte pænt med ham. Lyttende til hans iver og energi i hans stemme. Hvor fik han også al den energi fra?

”I saw Syl over by the decorations over there shortly before I found you so if we are lucky she is still somewhere about there,” nævnte hun i takt med at strategisk få hævet stemmen i harmoni med at høj musik og konstant summen fra mængden af elever samlet i storsalen udfordrede hørelsen. Hun søgte blikket lidt omkring for at orientere sig om mere præcist, hvor hun havde set noget til den yndige fe og var ærgrelsesværdigt distraheret væk fra blikket som hendes ven havde vendt mod hende i noget tid. Hun havde knap nok rakt en pegende finger i den rette retning, da hun følte ham møve på sig ved hendes side - og så fulgte følelsen af et par varme læber mod hendes kind. Hun havde ikke tænkt meget over, hvad han havde haft gang i gør - at være bekendt med Manfred, så kunne det have været alt fra at undgå forbipasserende til at placere sig bedre til at følge hende pegende finger. Men kysset, om værende ganske uskyldigt og platonisk, var en første.
Hurtigt efter at han havde trukket sit ansigt i en afstand, hvor hun ikke ville støde sammen med ham, drejede hun hovedet og så på ham med store øjne. Blinkede et par gange i animeret forbløffelse og det var lige ved at hendes krop direkte bare glemte at rødme, for til trods for hvad man ville tro, så blussede hendes kinder ikke mere op end de allerede var fra hans tidligere eskapader. Lige i dét øjeblik opdagede hun ikke, om hun var stoppet helt op eller om hun havde fortsat med at blive ført. Til trods for hans tydelige mangel på aristokratisk og sofistikeret opbringelse med ting som storsals pardans så førte han ganske naturligt.
Han blev heldigvis ikke efterladt i forbløffelsens fængsel alt for længe - nok ikke længere end et sekund eller to - for så brød hendes smil sig frem, bredt nok til at fremvise de fine små hjørnetænder, der umiddelbart adskilte de to fra hinanden. ”What is this now?” fniste hun. ”You Gaians really are so sentimental a people. - I am glad that I am here too.” Det var en nem ting at erkende takket været hans egen erkendelse. Han havde som sagt bare den effekt. Og det var helt uden at give hende følelsen af at skulle erkende det samme. Hun kendte den følelse for godt til at ikke kunne skelne med, hvordan det var med Manfred. Med det sagt, så tittede en lille mistænksom tanke op i hende alligevel. Havde han..? Hendes blik dalede svagt fra hans ansigt og hun var lige ved at gøre alvor af tanken ved at læne sig mod ham - ikke for at gengælde kysset, godt nok, men for at - ..

Som da Moses havde skilt havet, åbnede mængden foran de to nære venner sig for at gøre plads for den iøjnefaldende unge kvinde at træde frem mod dem. Sybil’s ydre viste absolut ingen tegn på at have minglet eller danset omkring. Det platine hår sad stadigvæk så glat og så redt, som havde hun netop ankommet. Ikke ét hår ude af balance. Den røde farve på hendes læber havde endnu ikke blevet nedbrudt af drikke eller føde og den smule glans der var at finde fra sved gav hende nærmere end glød end meget andet. Sybil var et sådan smukt væsen og der var noget med omgivelserne, der placerede hende perfekt iblandt dem. Hun var altid munter og boblende men alt det var ekstra der til aften. Og særligt som hun trådte det sidste stykke hen til Anicka og Manfred var det som om hun var et stort omvandrende kækt smil. ”You made it!” brød hun begejstret ud til den unge vampyr og det var ikke svært at se, at hun havde været på nippet til at svinge armene omkring hende - havde det ikke været fordi en arm allerede var omkring ryggen på hendes veninde. En detalje Sybil da bestemt ikke havde gået forbi. For slet ikke at tale om.. Smilet, hun havde malet ud over hele fjæset voksede betydelige snørkler, da hun vendt blikket mod Manfred for et fluks sigende skud. Javel, ja. ”Why if you two don’t look pretty as a picture together. Uh!” Grænsende hyperaktivt, klappede feen I hænderne. “I’ve just spoken with the music person if they wouldn’t please put our song on next and he was so kind to do so! So come, come!” Hvad der før havde afholdt hende fra at splitte de to ad, var med ét væk for hun rakte straks ud for at gribe hver deres hånd i hendes og begyndte at trække i dem for at følge med, hvilket nær havde væltet Anicka i sine lettere ustabile hæle og berettigede sig da også et automatisk: ”Pozor!! (Careful!!
Tilbage til toppen Go down
Manfred

Manfred


Humør : Kaotisk (~ ̄ ³  ̄)~
Fag : Kampsport, Magiske Elementer & Historie, Musik, Psykologi
Antal indlæg : 26

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyOns Jul 20, 2022 11:56 pm




xxxxxxxxxxManfred sagtnede langsomt farten i sine skridt, som han så Anicka reagere på hans kindkys. Nogle dybe smilerynker indfandt sig nær hans mundviger, trækkende højt op i menneskets kinder, idet han henfaldt i et stort, varmt tandsmil. Han, sentimental? I dette øjeblik? Det var ikke helt forkert. Den kvindelige vampyr betød (ganske, ganske indrømmet) meget for det unge menneske; det behøvede han ikke at fortælle hende. Og da slet ikke med ord, som han havde gjort mange gange før den tidlige nat. Ikke at Manfred ikke allerede gjorde et aktivt forsøg på, at vise hende det. Faktisk var hele aftenen, deres aftale opsat på baggrund af festelighederne, et stort forsøg på at fortælle Anicka lige præcis det: at han holde af hende, og han ville hende det allerbedste. Når det så var sagt, var hun ikke foruden at opleve et par nervepirrende, pinlige om muligt, øjeblikke med mennesket. Det var desværre en stor del af hans essens som person; som ven, unægteligt.  
Som Anickas øjne dalede fra hans, og nedad, kunne en tanke ikke undlade at indfinde sig hos den unge magiker. En tanke der brød med hans daværende, drevet af musikken der pumpede adrenalinen hurtigere og hurtigere rundt i hans krop. Til trods for sine evner, og alle de muligheder de gav den unge magiker, bød han sig selv stadigvæk - i tide og utide - at undre sig: hvad mon hun tænker på? - Et svar der under alle andre omstændigheder end denne, ville have været for ham ufattelig nem at få besvaret. Men med musikkens lydniveau, de øvrige festdeltageres stemmer som rungede ud i en uendelig summen, hashen der fortsat trykkede på samtlige af hans sanser - så var mennesket fuldkommen lagt ned, af stimuli. I sådan en grad, at de ellers forevigt aktive, ukontrollerede, passive mentalitistiske evner, var på grænsen til kortsluttet. Slukket for. Så i hvert fald for nogle enkelte øjeblikke.
Et simpelt spørgsmål kunne have bragt Manfred svar på hans tanker. Men det var et spørgsmål der måtte vente, som et velkendt og yderst velkomment ansigt, viste sig for dem. Sybil var uden tvivl et modstykke til både Manfred og Anicka - men ikke desto mindre, var hun en vigtigt, en betydningsfuldt del af det puslespil der udgjorde deres vennegruppe. Feen var, ganske rigtigt, ubeskrivelig smuk - udenpå som indeni. Hun var ét stort omvandrende, yderst smittende smil. Det var derfor ingen overraskelse, at mennesket strakte sin frie arm fremad, dragende feen tættere imod han selv og Anicka, i et varmt glædesbrøl - tydeligvis henrykt over, atter engang at have fundet veninde.
“You have what?”
Grinte mennesket blødt, som han skiftevis så Anicka og Sybil an. Deres sang? Endnu et spørgsmål der måtte gå ubesvaret hen, som han mærkede feens hånd lukke sig om hans, og et ryk - dragende dem alle tre fremad, længere ind imod dansegulvets midte. Det ryddede gulv var ikke ligefrem fri fra personer, men de tre skikkelser var heldigvis nogenlunde fri for, at tromle over forbipasserende elever. Mennesket kunne ikke lade være med skyde nakken bagover, grinende højlydt og buldrende, som de bevægede sig fremad i al hast. En latter der gjorde fuldkommen holdt, som sangen, den unge fe havde lovet sine venner, lød henover salens højtalere:

 
Hvis Manfred ikke havde mistet fatningen tidligere den aften, så gjorde han det i al fald det øjeblik.
Som sangen spillede, og dansegulvets aktivitet røg op i gear, nåede Manfred knap nok at fatte hvad der skete foran ham. I et forsøg på at lave et kick-ass dansemove, blev han skilt ad fra sin ene part - Anicka - og trukket mere over imod Sybil. Hvad der skilte ham fra hans mørkhårede veninde, var en (Manfred placerede ham umiddelbart til at være en afgangselev) ung herre, der smøg sig let og elegant mellem ham og Anicka. Bydende hende op til dans.
Det tog Manfred mindre end ét sekund, at drage sine mørkebrune øjne imod Sybil, klemmende sine læber hårdt sammen i en lige streg, som forsøg på at ikke at forvandle sig selv til ét, stort begejstret smil. Han havde selv lovet den kvindelige vampyr det, ikke sandt? En festlig nat. Og en festlig nat, var hvad hun var ved at få.
I en glidende bevægelse, dansede mennesket sig hen imod Sybil - placerende sig således, at han sammen med hende, havde det allerbedste udsyn til deres bedsteveninde.  
xxxxxxxxxx
Tilbage til toppen Go down
Anicka

Anicka


Humør : "I can be the sidekick to your superhero.."
Fag : Matematik, kemi, samfundsfag, psykologi, musik & svømning.
Antal indlæg : 89

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptySøn Jul 24, 2022 8:50 pm

Forvirring var ultimativt den tydeligste af det virvar at følelser som den unge vampyr både følte og udtrykte så snart ’deres sang’ begyndte at spille igennem højtalerne, der hang oppe i blandt himlen af magiskgroede roser. Dyb, dyb forvirring som gjorde sig meget åbenlys i den lige så dybe panderynke der blev kløvet imellem hendes ydmyge øjenbryn. Det stod i så skarp kontrast til den boblende iver fra feen, der trak afsted med sit slæng og - bekræftet af hende ved at automatisk se til siden mod ham som for at vide, om han forstod hvad der foregik - Manfreds personificering af blændende julelys, at kendte man ikke allerede trioen af nære venner, så kunne det sikkert misforstås som, at hun ikke var sårlig meget med på legen. I hvert fald ikke indtil, at den morende energi der svøbte sig omkring hende fra alle retninger, tættere og tættere som de kom i blandt andre elever på det destinerede danseareal, og hun kunne jo ikke andet end at blive påvirket. Smittet! Hun fandt stadigvæk sangen der spillede og glæden over den så umådelig underlig, men det var nu egentlig også hvad, der bragte glæden henover hendes ansigt og fæstnede smilet. Det var simpelthen så besynderligt, at man kun kunne le af det!
Måske dét netop var hemmeligheden bag at give slip? Eller var det fordi hun allerede havde slippet en anelse, at hun fang det mere morsomt end stupid? Havde hun overhoved haft brug for at give slip? Det var sket så naturligt.

Sybil slap begge sine venners tilfangetagende hænder for at straks begynde at hvirvle omkring og hoppe og boppe i takt til musikken mens hovedet blev svunget fra side til side så blonde lokker flagrede omkring hende. Hendes bevægelse, selvom de blev gjort præcis lige som alle andre gjorde det, virkede hypnotiserende helt af sig selv. Som kunne man snildt forestille sig hende tumle omkring om et livligt bål ude midt i den dunkle skov i intet andet end luftige skørter og bare fødder i højt, fugtigt græs. Hun var også mindst lige så distraheret fra sine omgivelser, som man ville forestille sig sådanne magiske kræ ville være. Hun formåede at blive i tæt radius med både Anicka og Manfred men helt opmærksom var hun ikke foruden at af og til vende om og få øjenkontakt og et par mimende ord fra sine malede læber. Endnu en typisk ting for feen.

Anicka havde været parat til at gøre kunsten efter - eller i hvert fald gøre sit bedste og så kigge efter sin bedsteven for noget i hans ansigt der kunne bekræfte at hun gjorde det rigtigt. Det var derfor med blikket kortvarigt over skulderen for at sikre sig, at hun ikke stødte sammen med nogle, at hendes hånd endnu en gang blev grebet og endnu en gang blev følte hun sig blive ført af sted. Selv hvis det ikke havde været for størrelsesforskellen på Sybils og den hånd, der havde lukket sig om hendes, så ville den klart mere blide metode, hun blev snurret omkring, have fortalt, at det ikke var feens gerning allerede før hun lagde øjne på personen.
Vidde øjne der blinkede forundret, stirrede uventet på den unge mand, der nemt og elegant havde placeret sig front mod front mod hende. Fluks flygtede hendes blik dog til siden i desperat og panikslagen søgen efter sine venner, efter Manfred for lige at gøre sig helt sikker at det ikke bare var mennesket i pludselig forklædning. For ærligtalt - så virkede dét scenarie langt mere muligt! Han måtte synes hendes reaktion var kær, for da hun så tilbage på ham stod han blot of smilede kærkommeligt til hende. Og hun følte straks at hun var nød til at smile igen; så det gjorde hun. Hvis ikke en smule anspændt.
”Did I pull you away from your friends?”spurgte han, samtidig med at han lænede sig lidt frem. Han var høj, bare lidt højere end Manfred men det var som om ham her også stod højere. Så han var nød til det for at ikke skulle råbe alt for højt af hende.
”No! No, it is no problem like that,” skyndte hun sig at svare tilbage og rystede både hovedet og rystede resterende situations panik af sig. ”I have a feeling that they do not mind me going off on my own.”
”Oh?  A bit of an accent? How cute. I like it. Where’re you from? It can’t be from around here sounding like that.”
Han lo. Han havde en helt anden selvsikkerhed over sig selv som hun ikke gang havde oplevet hos Manfred eller Sybil. Hans var afslappet og kontrolleret. Ingen forlegenhed selv da han så åbenlyst komplimenterede hende. Muligvis fordi hun havde suget alt til sig specifikt på grund af komplimenterne. Hun begyndte så småt at se ham nærmere an i takt med, at de dansede - et par gange greb han hendes hænder i hans og de svang først lidt den ene vej og så den anden vej. Han havde rødt hår. Ikke lige som Mr. Robin eller hende selv, hvor det bare var et hint. Nej, ham her havde fremtrædende auburn hår. Og det var lige langt nok til, at han havde kunne samle det i en lille hestehale. Etageklipning gav ham charmerende frie totter der faldt omkring hans ansigt. Hans øjne var en lyd nøddebrun.


Imellem tiden snurrede Sybil omkring sig selv i et virvar af de utallige lag af blødgjort tyl, der udgjorde størstedelen af hendes gala-påklædning. Hun havde været fuldt sat på at få fat på sin veninde til en svingom, da hun opdagede at Anicka ikke længere var, hvor hun ellers gerne skulle have været. Så feen stoppede abrupt, så abrupt at hun nær faldt over sig selv og søgte mængden efter den mørkhårede vampyr. Hun fandt Manfred først, som han havde sneget sig over til hende, og hun fulgte dermed hans skue og fandt derefter hurtigt Anicka.
Hun gispede højlydt og begge hænder sprang meget animeret op til hendes åbne mund, så meget at springet nærmest strøg igennem hele hendes krop. Det kunne da ikke være rigtigt! For en god stund delte Sybil begejstringen med Manfred, men der gik ikke alt for længe, før hun atter vendte sig mod ham med skuldrene nede og hånden, der havde ligget romantiseret mod sin kind blev med ét klasket mod menneskets nærmest overarm. ”You let her get taken away from us!” udbrød hun meget bebrejdende, de røde læber i kraftigt utilfreds trutmund. ”Why did you do that?! By the queen and her forever rest.. Hmpf! Now how are we going to get her back again?” Selvfølgelig forventede Sybil, at Manfred havde en plan for det. Det var jo meningen de skulle have det sjovt sammen. Dem! De tre. Også selvom det var ret sødt at se Anickas interaktion.
Tilbage til toppen Go down
Manfred

Manfred


Humør : Kaotisk (~ ̄ ³  ̄)~
Fag : Kampsport, Magiske Elementer & Historie, Musik, Psykologi
Antal indlæg : 26

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptySøn Jul 24, 2022 11:26 pm





xxxxxxxxxxDet var et sølle forsøg, men stadigvæk et forsøg mennesket gjorde sig ikke desto mindre, på at høre samtalen blandt Anicka og den nytilkomne herre. Et forsøg der intet kom ud af, trods Manfreds prøven. Ikke andet end, at han opfangede hvert enkelt lille glimt af forandring i den kvindelige vampyrs ansigt. Og endeligt, som Manfred til sidst opgav at forstå hvad der fandt sted mellem de to dansene skikkelser, kunne han blot konkludere en ting: hun var okay. Hun var glad. Og hvad mere kunne han bede om og håbe på?
Manfred bed sagte omkring sin underlæbe, som han sukkede - tydeligvis ikke i selv samme krise, som havde indfundet hos feen ved sin side. En krise der om nok var kortvarig, men bombastisk, som han mærkede slaget imod sin overarm.
“Sybil you-“
Startede han, kun for at blive skåret af, af feens bebrejdende ord. Ikke yderligere påvirket af feens humør, viklede han armene omkring hende, svajende hende blidt frem og tilbage i sine arme, i takt til musikken der rungede gennem storsalen.
“It’s okay, yea? She’ll be back soon enough - right now, let’s give her some space; she deserves some undivided attention from lover-boy here,”
Han talte sagte, hans stemme tydeligvis omfavnet i det varme smil, der havde sunket sig ind i hvert enkelt del af hans ansigts folder. Endda helt op i de mørkebrune øjne, der endnu ikke var drevet fra Anickas ansigt. Og som han stod der, med feen i sine arme, tagende den kvindelige vampyr ind i al hendes skønhed, mærkede han den. Taknemligheden, glæden ved blot at vide han havde hende i sit liv - hvad den kvindelige vampyr havde formået, at gøre ved hans liv det seneste, lille år. Og hvilken følelse det var; en følelse om muligt forstærket af stofferne der rungede i hans krop og sind - men stadigvæk ganske, ganske eksisterende. Den var næsten utålelig, altomfavnende, som han følte sig selv næsten le, ved den genkendelige flagren af vinger i sin mave. En latter der næsten nåede hans ord, som Manfred ukontrolleret brød ud:
“Who wouldn’t want to be with her, you know?”
Dybe i sin tone, talte han imod Sybil i sine arme, seende nedad imod de blonde lokker der blokerede udsynet til hendes øjne. Med de ord forsvandt antydningen af latteren i hans hals, og smilet på hans læber.
xxxxxxxxxx
Tilbage til toppen Go down
Anicka

Anicka


Humør : "I can be the sidekick to your superhero.."
Fag : Matematik, kemi, samfundsfag, psykologi, musik & svømning.
Antal indlæg : 89

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyMan Jul 25, 2022 9:28 pm

Der var nu næsten ingen tvivl om, at Manfred havde handlet strategisk, da han havde valgt at vikle armene omkring Sybil. Ikke at sige, at han ikke blot gjorde det ud af ren og skær lyst for at gøre det, men det blev gjort lige som, hun havde været ved at åbne sin mund igen for at bruse ham med yderligere af sine tanker om hans mislykkede mission på at holde godt fast i deres fælles kærkomne veninde - et ansvar hun meget bevidst havde pålagt ham. I sit hoved. Mens hun havde været for sig selv. Omfavnelsen fangede hendes ansigt godt og solidt ind mod hans brystkasse og selvom det ikke på nogen måde var nok til at holde hende fra at give ham et stort stykke af hendes mening, så lød der i sidste ende kun et par sætninger bestående af dæmpede, utilfredse og voldsomt mumlende lyde fra hende i stedet for, som selv ikke en ekspert ville have haft chancen for at tolke og forstå. Særlig vigtigt var det heller ikke, hvad hun sagde. Havde det været dét, så havde hun kæmpet meget mere imod, frem for at lade sig blive most og svajet, indtil hun blev overtalt til at bare lade det sker.
Så hun smed derfor så begge sine slanke arme omkring ham. De måtte se noget besynderlige ud. Som et dansepar, der ikke helt havde forstået basis fundamenterne af pardans. Anicka nåede i hvert fald at få et hurtigt glimt af det, da hun ubevidst sneg et kig ud igennem øjenkrogen i deres retning. Det førte til en hastig og hård kamp mod at både krumme brynene i genfunden forvirring men også et større smil. Ingen af delene var noget hun følte ville være anstændigt i hendes nyere selskab - - for hun skulle helst ikke virke som om, hun havde fokus alle mulige andre steder. Og en lille del af hende - noget småt der lå i hendes mave og summede - ønskede ikke at dele det fjollede billede med andre, hvis hun kunne være så fri.

Tilbage hos Sybil, gled hendes hænder elegant og blidt til position fra Manfreds’ rygmidte og ud til hver sin side mod hans talje i dét han talte mere ned til hende, og hun følte sig nødsaget til at trække sig bare en kort armslængde ud fra ham for bedre at mødes med hans blik. Hun nåede lige at fange hans mimik dale som æblet der faldt på Newtons hoved og med dét var det som om at hver fibre af hende, som før ellers havde været tøsefornærmet over at være blevet frarøvet sin dans - til den sang hun specifikt havde fået sat på til dem - med sin fuldt ud foretrukne person på hele akademiet, forduftede som dug for solen. ”Hmm?” funderede hun og pludselig snurrede og krøllede hendes mundvige sig som skulle man ikke tro var muligt for mundvige at gøre. Det var lige ved at hun, med den skarpt definerede amorbue, fik efterlignet det kække 3-tals formet smil, hun i forvejen var tilbøjelig til at bruge i sine sms’er. Det var måden hendes kinder blev spændt op og gjort fyldige i æblerne som holdte hun noget tilbage. Og noget måtte hun holde tilbage for hendes mørkebrune perle øjne syntes at glitre en lille smule som Anicka’s øjenlåg den aften. Hun måtte holde sig i skinnet for ikke at lade sine vinger frigive sig fra huden på hendes ryg og begynde at flapre.
Oh, I don’t know. I can’t really only agree with you. Who wouldn’t want to be with her.” Hun frigjorde sit intense blik fra mennesket for i stedet at læne sig let tilbage i hans tag om hende og strakte hals for at se omkring et par elever for et udsyn til den unge vampyr. Og hendes ’lover-boy’, selvfølgelig. Pff. Hun kunne finde bedre til hende. Han var bestemt ikke noget dårligt valg, der var klart det der var værre (Todd). Men Anicka fortjente det bedste.
Feen rettede sig op igen og skimte fluks mod Manfred, hvor til det ufatteligt smørrede smil straks genfandt sin styrke og fremtrædende i hele hendes ansigt. Så med hvad kunne beskrives som et dramatiseret fnys og suk møvede hun sig helt fri fra hans insisterende kram og med blikket andet sted sagde hun: ”I just know that I had looked so much forward to hanging around with her tonight. I kind of don’t want to share Don’t you feel the same?” Igen blev han givet det meget korte glimt, før det flygtede fra ham igen og komponerede sig selv en tand på ny.

”I think she’s so pretty. Did you know she chose the dress all on her own? Such a shame she wouldn’t let me do more.” Sagen med Sybil var lidt en spøjs en. For feen havde ikke noget mentalt skjold eller nogen form for immunitet overfor psykiske tiltag eller angreb. Men ville det ikke være nemt for mentalisten at penetrere hendes dybere tanker - de tanker som kræsede under overfladen af hendes opførsel. Hun havde en kontrol over sit sind. En kontrol der gjorde det muligt for hende, at fylde det yderste lag med bevidste tanker og dermed dække alt andet. De tanker var ikke umulige at nå, men det krævede mere end bare det passive niveau de fleste tankelæsere besad. Der skulle bare lige liiidt mere koncentration til. Og hun udnyttede det fuldt vidende!
Tilbage til toppen Go down
Manfred

Manfred


Humør : Kaotisk (~ ̄ ³  ̄)~
Fag : Kampsport, Magiske Elementer & Historie, Musik, Psykologi
Antal indlæg : 26

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyOns Jul 27, 2022 10:15 pm



xxxxxxxxxx
Som feen viklede sig ud af menneskets arme, løsnede han per automatik sit greb, ladende hende danse fri fra hans skikkelse. De mørkebrune øjne vandrede fra hendes ansigt, ud mellem mængden af de øvrige elever der langsomt havde samlet sig tættere og tættere omkring de tre skikkelser, som udgjorde ham selv, Sybil og Anicka - og vampyrens nye dansepartner, selvfølgelig. Han prøvede ihærdigt at finde den kvindelige vampyr i mængden, i et simpelt forsøg på blot at se på hende og hvis muligt, få øjenkontakt med hende. Noget han hurtigt realiserede ikke var så nemt, som han måske ønskede det. Det var ikke sådan lige at fange hendes opmærksomhed, nu da den var henlagt et andet sted. Han drev blikket nedad, seende imod sine fødder og farverne fra luftlyset, der drev skiftevis, i massevis henover gulvets flader. Modsat Sybil, virkede den unge magiker ganske afklaret, med den stjålne tid de blev taget fra af deres samvær med Anicka. Det var derfor ikke underligt, at han talte med en sagte stemme imod hende, blot gentagende sine forrige ord:
“She’ll be back soon enough. We can wait a bit, if you ask me,”
Mennesket havde udemærket set det smørrede smil, der pludselig udgjorde en tredjedel af Sybils ansigt - hun var ude på noget. Smilet alene talte for sig selv, talte usagte ord, som han alene blot måtte gætte sig frem til, uden at kunne forvente at blive budt sandheden. For var der noget mennesket vidste, at han ikke skulle var, opsøge svaret selv på egen hånd. At dykke ind i Sybils tanker på egen hånd - præcis som han ikke ville gøre det ved et, eneste andet fe-folk. Hvilket virvar af tanker, et uendeligt kaos, der ikke måtte befinde sig under huden på hende - det vidste han, at hans menneskelighed ikke kunne begribe.
Manfred skævede op fra grunden under sig, følgende feens blik. Endnu engang måtte han placere sine mørkebrune øjne imod den kvindelige vampyr, alt imens han lyttede til Sybils næsten rislende stemme.
I think she’s so pretty.
“She’s beautiful,”
Ordene ventede ikke engang på ham til, at godkende dem. De fløj bare ud af ham, som intet andet var mere naturligt for ham. Men det var sandheden; hans sandhed i særdeleshed. For et kort øjeblik kom hans egen oprigtighed bag på ham, fående ham til at se imod Sybil, afventende hendes reaktion på hans ord. Han fortsatte dog alligevel derefter:
“She’s perfect as she is, don’t you think?”
Det var ikke rigtigt et spørgsmål, mere end det var en anerkendelse - en konstatering. Mennesket svarede fortsat, følgende feen rundt i en blid dans, som de drejede rundt om hinanden. For en stund var der blot musikken mellem dem - og dansen selvfølgelig. Det ville have fortsat, havde mennesket ikke fået en ganske impulsiv tanke. En tanke, han ikke var i stand til andet end at tænke højt:
“Do you know- have Anicka ever had a partner? A boyfriend, or- even girlfriend?”
Han rystede på hovedet, seende opad som han fulgte op på sit eget spørgsmål, forklarende sig selv blot en anelse:
“We’ve - her and I never talk about stuff like that. And seeing her like this - with him - just, eh- just made me wonder.”
xxxxxxxxxx
Tilbage til toppen Go down
Anicka

Anicka


Humør : "I can be the sidekick to your superhero.."
Fag : Matematik, kemi, samfundsfag, psykologi, musik & svømning.
Antal indlæg : 89

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyFre Jul 29, 2022 7:35 am

Det burde virkelig ikke være fysisk muligt, men alligevel syntes Sybils smil at krølle sig endnu mere og endnu større jo mere menneske talte – både verbalt og kropsligt. Det var jo lige ved, at hun var tæt på at nå et bristepunkt, hvor hun i sidste ende nok bare ville eksplodere i en sky af pink glitter til glæde for alle at se den aften. Det kunne sagtens tænkes at dét faktisk ville være sådan månefeen ville nå sine sidste levende øjeblikke. Til trods for at man allerede vidste bedre, så var der altid den der mere magiske og knap så makabre forestilling om væsner så som feer. Sybil i særdeleshed.
Hvad bedre var, var ligeledes hvor overbevist hun var, at Manfred ikke engang havde den mindste idé om, hvordan han blot gravede sin egen grav dybere og dybere. Hendes indtryk af ham havde altid været lidt, at han aldrig så på ting som værende vitterligt negative, anyway. Som den eneste i trioen der havde udsyn til begge af de to andre tredjedele, var hun dermed også den med det bedste udsyn til den fascinerende forskel, der brændte i dem. Og hvordan de forskelle spillede med hinanden på en måde, der ultimativt havde lade hende kaste sit eget hvide flag i ringen. Men hun fandt det skam ikke skuffende. Pff, of course I do! And I hope that she some day will know that too,” blev han mødt med så snart han gjorde antydning til, at der overhoved ville være andet svar at give. Hun følte sig faktisk en anelse fornærmet. Men så alligevel ikke nok til at det satte præg på hende eller at hun var selvbevidst nok til at lægge mærke til det.

Der blev rystet på hovedet mod-rytmisk til musikken, så håret flagrede, som han atter bed fat på krogen, som hun diskret havde smidt ud i stillevandet. Egentlig så havde han helt selv gjort det ved at finde maddingen frem. Alt hun havde skulle gøre var at vifte den lidt ekstra foran snuden på ham. Han var slet ikke et så svært offer, som han gav udtryk for at være. Nærmere var han blot lidt frustrerende og det var en bakke nem at overkomme. Easy peasy.
”Hmm? You’ve really not talked about that kind of stuff together? Like ever?” kommenterede hun med en smule falsk forundring, for i bund og grund så var det ikke overraskende – til trods for at Anicka og Manfred normalt snakkede om alting. Men Sybil havde også visse samtaler med Anicka uden Manfred. Hun tillod sig derfor at fryde sig en smule i det. Nogle ting havde hun stadigvæk med vampyren som menneske ikke var involveret i. ”She has had some relationship at some points in her life before. Not that she ever made them sound very significant or deep when we’ve talked about stuff like that.” Der blevet lavet en kort men fremtrædende grimasse I feens strålende ansigt, der stadigvæk ikke kunne hamle op som værdig modstander mod hendes overnaturlige skønhed. ”I don’t think any of them worked out much to the point where you’d even say that she’d have a boyfriend. - Maybe it’s just due to how complicated it must be to date casually as part of a family like hers.” I takt med at hendes tone blev mere bekymringsfri i løbet af anden halvdel, undertrykte hun den yderligere med et træk på skulderne og så atter hen på ham. Han kendte til Anickas familiesituation - i hvert fald nok.

____

”You’re a first year? That explains it,” lød det let leende fra loverboy - hvis egentlig navn, hun var blevet introduceret for, var Jordan.
”That explains what?”
”Why I’ve never seen you around before tonight.”
Der er intet galt med Jordan. Han var ikke nær så frembrusende som andre, og hun følte sig som sådan ikke intimideret af hans energi. Det var i stedet hans afslappede tilgang til smiger, der prikkede til hendes ængstelighed. Der var en del af hende, der ikke helt vidste om, han selv lagde mærke til, hvor naturligt ordene lød fra ham; om det var høflighed eller noget dybere. Men så fangede hun hans blik og hun så den bette smule skyhed - måden hans øjne diskret veg væk og så tilbage på hende - stedfæstede noget oprigtigt.
”Ah - ..”
Flere ord havde været på vej - Anicka skulle bare lige finde dem først, men hendes dansepartner kom hende i forkøbet, da han lænede sig nærmere. Det var en lettere nervøs bevægelse og han rykkede et par gange, som var han ved at fortryde, hvad han havde gang i, indtil han måtte have fundet tilbøjeligt med mod til at nå tættere hendes ene øre. ”I-.. How about I get something to drink for us? You can drink other things than.. blood, right?”
”Ehm, I can but-..”
“Great! I won’t be long!” Han rettede sig fluks op med et bredt smil på læberne. Og med blå øjne, der blinkede i forbavselse, fik den unge vampyr lov til at se til, hvordan Jorden først spejdede sine omgivelser, inden han hastede af sted. Men ikke før han havde sørget for forsikrende håndfagter om, at hun blot skulle blive hvor hun var.
____

”I mean - It is kind of obvious how the two of you never talked about that sort of stuff, you know,” fortsatte Sybil i deres ende af dansegulvet. “Considering the whole betrothal thing she has to deal with; I think I would feel a liiittle weird about the topic if that was me too.” Hun smilede. Fuldkommen uvidende omkring den bombe hun havde smidt for fødderne for Manfred.
Tilbage til toppen Go down
Manfred

Manfred


Humør : Kaotisk (~ ̄ ³  ̄)~
Fag : Kampsport, Magiske Elementer & Historie, Musik, Psykologi
Antal indlæg : 26

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyFre Jul 29, 2022 9:39 pm




xxxxxxxxxx
Opmærksomt så Manfred til, alt imens feen talte. Hans øjne viede for en kort stund fra hendes øjne - hvordan kunne de ikke? De så imod hendes bløde, blonde lokker - hvordan de hvirvlede i luften, i takt til musikken, som hendes krop bevægede sig dansede rundt. De drog fra hendes hår, forbi hendes skuldre og ud i mængden af elever. Han kunne ikke længere placere Anicka eller hendes dansepartner. Som sangens styrke tog til, havde mængden omkring dem også. Måske var det for det bedste? Han var ikke til for at kigge hende over skuldren, holde hende i hånden. Det til trods for, at han så frem til (lige så meget som kvinden overfor ham) hendes tilbagevenden. Så ufattelig meget.
“Maybe it’s just due to how complicated it must be to date casually as part of a family like hers.”
De næsten ibenholtsfarvede øjne brød med scenariet foran sig; de søgte væk, tilbage til feen der dansede mindre end to meter fra ham. Han nikkede forstående. Anickas familie, deres interne forhold til hinanden, hvordan de behandlede hinanden på tværs af generationer - kompliceret var virkelig det eneste rigtige ord for deres situation, for hele familiens forhold til hinanden.
Manfred kunne ikke lade være med at løfte et enkelt bryn, næsten spørgende som feen fortsatte. Hvad var åbenlyst? Hvis noget forekom åbenlyst, var det menneskets manglende forståelse for Sybils ord. Ord der, som hun nåede til sit endelig, vaskede han fuldkommen fri for udtryk. Smilet på de blidt smilende læber forsvandt sammen med de dybe smilerynker, trækkende sit mærke helt op til de mørkebrune øjne. Øjne hvis forvirring, gled over i noget der for et kort øjeblik blot kunne beskrives som direkte forfærdelse. Men da også kun for et kort øjeblik, indtil mennesket samlede sig; indtil han fandt sin stemme igen.
”She is engaged?”
Latteren der omfavnede Manfreds ord var ikke varm, indbydende som den altid var. Den bar en kølighed, en usikkerhed endda, som ikke tilhørte ham. Men den var ikke til sammenligning med den han talte med i efterfølgende. Han lød så ufattelig lille.
”N-no. You’re right,“
Han var standset i sin dans, i al sin bevægelse som han fortsatte sine ord.
”That would be weird to tell me.”
Selv hvis han ville, kunne han ikke matche feens smil. Som om luften var slået ud af hans lunger, placerende en knugende smerte i hans center, så han imod Sybils næsten lysende øjne. Et smil drev dog til sidst frem på hans læber, men det var ikke hans. Det var plastret på, opsat i en grad som han ikke kunne skjule.
”You know what? I need a drink.
Han løftede den enkelte af sine hænder, slående den i en ryk, pegende i den retning han antog var punch-bordet. Manfred var langt fra sikker på det var tilfældet, men han var ligeglad. Som alting var i det øjeblik, betød det ingenting.
”I’ll — I’ll be right back, okay?”
Denne gang prøvede han; mildheden i hans ord var ikke falsk, ej heller ikke varmen. Men den indfandt sig ikke helt i blikket, han havde slået væk, ud i mængden i den retning han havde sat sig for sig selv. Og da satte han fremad, væk fra sin veninde uden den mindste tøven. Det var først nogle skridt ind i mængden, en smule møflen senere, at han slog blikket over skulderen for at se imod den blonde fe. Det var derfor ikke et under, at han ikke så hende. Det var først da hans skuldre stødte blidt imod den kvindelige vampyrs, at han slog blikket fremad - direkte op imod hendes blå.
xxxxxxxxxx
Tilbage til toppen Go down
Anicka

Anicka


Humør : "I can be the sidekick to your superhero.."
Fag : Matematik, kemi, samfundsfag, psykologi, musik & svømning.
Antal indlæg : 89

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyMan Aug 22, 2022 9:46 pm

Betrothed. There’s supposed to be a difference, however I wouldn’t be able to tell you what that difference is off the top of my head. Something about a betrothal is more like a promise of future marriage and then when you’re engaged it a finalized agreement to tie the knot and all that — Mannie? Mannie, where are you-.. Where are you going?”

_________

Som et forladt yngel, ude af stand til at forsvare sig selv uden sin moders tryghed omkring sig, havde hendes spontane dansepartners forsvindingsnummer resulteret i er nær fuldt holdt i den mørkhårede vampyr. Uden nogen vil at føre hende eller uden nogen hun specifikt kunne spejle sig op ad, gøre hvad de gjorde, fulgte hvad de lavede, så blev hun alt for nemt overvældet af usikkerhedens greb omkring sigs selv. Og det blev nært umuligt for hende at blot fortsætte med de rytmiske bevægelser. Bevægelser hun før ikke engang havde følt, hun gjorde helt på korrekt vis og så nu - efterladt til at værne for sig selv for en stund – tabte en brav kamp imod hendes selvbevidsthed. Hun var alt for langt ude af sin komfort zone.

Anicka frøs ikke. Anicka kunne ikke fryse. Ikke sådan rigtigt. Og alligevel trak hendes skuldre sig op, som havde en gavebånd af en kølig brise svævet forbi hende og kortvarigt krøllet sig omkring hendes krop. Modkæmpende for ikke at også vikle sine arme omkring sig i krybende omgivelses-ubehag og nervøsitet, førte hun kun den ene hånd op og hen for at gribe at om den modsatte arms albue, lagde armen tværs henover hende selv som blot en mild beskyttelse. Fingrende klemte lidt ekstra omkring albuen, klemte fingerspidserne lidt dybere ned i den bløde, flæskede hud, der udgjorde hendes overarme. En god vejrtrækning blev trukket hele vejen ned i lungerne, spredte en smule mere ilt op til hjernen. Og som tid gik, og hun følte sig mere og mere malplaceret der stadig på dansegulvet – dog en anelse trukket til siden for i det mindste ikke at være placeret midt i det hele – begyndte hendes øjne at vandre mere og mere.
Til at starte med ledte de efter Jordan, huskende hvor han havde bevæget sig hen imod og tanker begyndte at myldre. Tanker om, hvor længe han ville være. Tanker om, hvor vidt hun virkelig behøvede at vente på ham. Tanker om, hun ønskede at vente på ham. Men så gled hendes blik videre omkring og tankerne om ham svandt hen som en dråbe blæk blev fortyndet ud til ingenting i et glas med vand. Nye tanker erstattede dem. Og øjnene søgte helt andet sted hen. De søgte hendes venner. Hendes lille boble af ro og tryghed. Hendes moder til hendes forladte yngel.

Musik i ørene, summen af folk omkring sig og ikke mindst de særlige ørepropper, der var blevet givet hende til at beskytte hendes sarte hørelse for den potentielle støj af aftenen var alle sammen skyld i, at hun ikke var meget opmærksom på alt andet. I særdeleshed ikke på personen der havde lagt kurs direkte mod, hvor hun stod. Mindst lige så uopmærksomhed.
Sammenstødet var på ingen måde voldsomt nok til at vælte hende eller komplicere hendes balance, men det var nok til at komme noget bag på hende og hendes fokus var meget hurtigt vendt mod dem. Blot for at lade opspilede øjne mødes med hans og groede yderligere derefter. Manfred! Af alle! Det var lige ved, at hun troede han vidste, at hun havde ledt – længes – efter ham.
Hun greb tøvendeløst ud efter ham med sin frie hånd, fangede med lidt held ham omkring hans ene håndled. ”Vďaka Bohu!(Thank god!) spyttede hun ud helt uden tanke for, at det egentlig havde været tanker, der helst bare skulle have blevet i hendes hoved. Men lettelsen over at se menneske havde vist sig at være for overvældende for hendes viljestyrke at have en chance. Desværre blev lettelsen ikke hængende længe nok til, at den kunne udvikle sig videre til glæde for at se ham. For hun så endelig på ham. Så sådan rigtigt på ham. Og som hun sank ind i hans altopslugende mørke øjne var det som om at fornemmelsen af hans puls igennem hans håndled, stod mere og mere frem indtil den skabte visuelle vibrations ringe i hendes øjenkroge. Bekymring og krummede bryn blev i stedet erstatningen i hendes pyntede ansigt.
”Man-.. Manfred?” Frem for at vige til navnet, alle insisterede på at kalde ham – det yderst mærkværdige navn – prøvede hun sig frem med den oprindelige udgave i et forsøg på alvor. ”Are you alright? Your heart..” Hun pegede og prikkede sigende mod sin egen brystkasse. Grundet lysende der blinkede og skiftede farve ved hver sekund, var det ikke muligt for hende, om han ligeledes var bleg. ”It is beating very strangely. – Did you take anything tonight?”

”- I’m not that innocent.”
Trioens tilsyneladende ‘our song’ sluttede og de sidste toner falmede hen I en glidende bro til det næste musikstykke.
Tilbage til toppen Go down
Manfred

Manfred


Humør : Kaotisk (~ ̄ ³  ̄)~
Fag : Kampsport, Magiske Elementer & Historie, Musik, Psykologi
Antal indlæg : 26

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptySøn Sep 04, 2022 9:24 pm

xxxxxxxxxx
Han nåede ikke rigtigt at reagere - i al fald ikke før hende. Vampyren altid ét skridt, mindst, foran ham. Hans menneskelighed drivende ham langt under hende, i færdigheder, i sanser - i det hieraki ganske sikkert vedligeholdt af langt mere insisterende vampyrer, end hende foran mennesket.
Glæden, iveren i de blå øjne er altopslugende. For et kort øjeblik påvirkedes han af hende, den tyngende følelse af bly i hans mave, ophæves for et kort øjeblik. Men hans hukommelse, påmindelsen om den information han blev kort tid forinden, får alting til at blegne. Det sjæleløse smil atter plasteret på, som han prøver at reagere naturligt, idet hun kalder ham ved hans navn. Mennesket komplet ude af stand til at lyve for den kvindelige vampyr; en handling han aldrig nogensinde har ønsket at udføre, også selvom han i dette øjeblik ved at han burde.
Det er med en afværgende hånd, hendes bekymringer og ikke hende fysisk, blid i sine bevægelser, at han forklare sig. Hans sætning først omringet, af gentagende, bløde nej’er:
”— I smoked something earlier; hours, hours ago. I didn’t take anything.”
Han burde have gjort holdt der. Men burde gøre, er sjældent noget det unge menneske har gjort. Så han standser ikke sig selv, idet han lader aftenens første sandhed falde.
Not yet.” Kort opfulgt af aftenens anden sandhed: ”I’m just going to get something to drink.”
Sandhederne talt med en mildhed, men næsten overvejende ligegyldighed. Farverne dansende henover deres ansigt, skjulende den manglende glød i menneskets kinder, var ikke i stand til at skjule præcis det. Matheden i hans øjne, som han forsøgende lader mundvigerne krølle op i hans genkendelige tandsmil. Smerten i hans hjerte forhindrede ham i at føle den varme, han unægteligt føler. I særdeleshed for hende; længslen, tydeligere end nogensinde før. En han altid følte, uden hende ved sig. En følelse ikke genkendelig, ikke før dette øjeblik. Øjeblikket hvori han vidste han burde lade hende være - fjerne sig selv fra hende. Men der, med hendes hånd omkring sit håndled, vidste han at han var magtesløs.
Det var derfor blidt, at han vristede sig fri fra hendes hånd. Blot for at ligge sin hånd i hendes.
”Care to join me?”
xxxxxxxxxx
Tilbage til toppen Go down
Anicka

Anicka


Humør : "I can be the sidekick to your superhero.."
Fag : Matematik, kemi, samfundsfag, psykologi, musik & svømning.
Antal indlæg : 89

Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude EmptyFre Sep 09, 2022 11:31 am

Så han havde taget noget. Eller; røget, som han fluks fik forsikret hende, som om han allerede kendte til, hvordan hedes hjerte gjorde et let lille fald. Det var selvfølgelig noget, der skete helt udenfor hendes egen kontrol, for mens Anicka ikke ligefrem var fortaler for de midler som mennesket var forbruger af, så havde hun heller aldrig følt et brug for at være direkte modstander for, at han brugte. Hun forstod hans situation nok til at ikke dømme ham. Hun holdte for meget af ham til at dømme. I hvert fald indtil, at det ville give potentiale for et misbrug. Men hvad vidste hun i virkeligheden om misbrug og hvornår noget kunne kaldes det? I sidste ende så havde hun vel bare haft et lille håb om, at det ikke ville have været ham nødvendigt. Bare i aften. Var det naivt af hende?
Hun vidste også, at hun ikke kunne skjule sine tanker eller følelser fra Manfred, så sørgede for at hurtigt hviske dem bort og ikke dvale i dem. De hørte ikke til i blandt festlig farver, meget vidste hun i det mindste. ”Not yet? So you were about to?” spurgte hun, men der gik ikke mere end et lille øjeblik, før at han gav svar fra sig, som havde det allerede siddet parat på hans tungespids, før hun overhoved havde ytret sig.

Noget at drikke. Ja. Det kunne meget vel være neon-belysningen der gjorde det, men så han ikke lidt bleg ud? Nej det kunne ikke være. Hvis nogen var bleg, så var det hende. Tanken fik hende, i et kortvarigt blondine-moment, til at kigge ned på deres hænder – endnu ikke forenet – som ville hun kunne udregne, som han faktisk var bleg ved at sammenligne huden på deres arme. Alt dét gjorde var dog at fremhæve fornemmelse af hans huls i hendes håndflade, så hun så hurtigt op og i retningen af fornødningsbordet et sted i det fjerne. ”Jordan went for something to drink too not very long ago. I think he is going to bring me something, maybe you can have that? So, you do not have to go hunt it down yourself. You know, if you are not feeling well.” Hun så tilbage mod sin bedsteven med lidt flygtende bekymring for, om han nu også var helt okay. Han havde trods alt ikke sagt noget, da hun havde spurgt ind til det, så betød det ikke, at han faktisk ikke var ’alright’?

Det var dét, hun følte hans hånd vrikke og hun uden modstand gav slip og blev frarøvet den levende følelse, ja, nær afhængighedsdannende følelse af hans puls – og specifikt hans puls. Og så sneg hans hånd sig tilbage, men ind i hendes i stedet og hun var nød til at kigge ned i sagte forundring. Manfred var altid kærtegnende. Altid nærværende. Hvorfor virkede det så til at være anderledes denne aften?
”Actually, do not answer that. Let us not wait for him.” Hun så op endnu engang og knugede hans hånd for at gengælde hånd-holderiet. Hun tvivlede på, at Manfred vidste det, og at han nok egentlig selv var den der lige havde brug for selskabet, men at blive tilbudt at hente noget til gane sammen var noget hun satte pris på. Hun forstod høfligheden ved at have det bragt til hende og hun ville aldrig tages i at være utaknemmelig. Det her var bare noget andet. Noget bedre. Meget bedre. Hun tog styringen – for en gangs skyld – og begyndte at gå målrettet. Stadig med hans hånd hvilende i hendes egen. Hans var så varm. Mon han havde noget imod hendes kropstemperatur? Tænkte han nogensinde på, at hun i princippet ikke var i live lige som ham? Ved at holde ansigtet fremad spændte hun i sine kinder.

Enkelte gange måtte de vende sig sidelæns eller lige gå skulder til skulder for at passere nogle mængder. Det var ikke trængt, men det var nemmere manøvrer end at gå ekstra skridt hele vejen omkring folk”This is so different from parties I have been to before,” fortalte hun så, som de nærmede sig. ”The music is one thing. And for me they are usually so formal. And prim. This is – This is really fun,” konkluderede hun i samarbejde med et større smil på læberne, der blev vist frem for ham, da hun drejede hovedet mod ham.
Tilbage til toppen Go down
Sponsoreret inhold





Midnight's Interlude Empty
IndlægEmne: Sv: Midnight's Interlude   Midnight's Interlude Empty

Tilbage til toppen Go down
 
Midnight's Interlude
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1
 Lignende emner
-
» Midnights strolls are the best - Åbent for alle

Forumtilladelser:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Athena :: V :: Akademiet :: Akademiet indendørs :: Stueetagen :: Storsalen-
Gå til: