Worry is an unstoppable force.

Sted:[b] Lucys lejlighedskompleks.
[b]Tid: 13.45.
Omgivelser: De almindelige i Lucys hjem.
Vejr: Det er utrolig varmt denne dag.
Outfit
Oprettet til: @Lucy

Jalen så på sin telefon gennem de mørke solbriller. Han tjekkede endnu en gang, om Lucy havde givet lyd fra sig. Der var stadig ingenting. Han kunne ikke undgå at føle en vis bekymring for hende. Han vidste hun kunne have svært ved at være omkring mange mennesker, og hun havde været igennem nogle traumatiske ting i hendes liv. Han ville gerne hjælpe hende, hvis han kunne. Han bevægede sig ind i lejlighedskomplekset hvor hun boede. Han bevægede sig op ad trapperne, indtil han stod foran hendes dør. Han tog solbrillerne af, og hæftede dem fast i åbningen af hans t-shirt.

Han var nervøs for der var sket hende noget, eller at hun var blevet overvældet af hendes evner. Han vidste hvor nemt det kunne ske, hvis ikke man havde måde at blokere dem på. Det var ret meget hans speciale at blokere evner. Han havde hjulpet hans søster som den første, og hjulpet mange flere siden. Men det var sværere med Lucy. Det krævede at hun kunne styre dem mentalt, hvilket var en enormt svær ting at gøre. Det havde taget ham over 50 år at få fuldstændig styr på sine. Det var ikke en mulighed for Lucy at vente så længe. Han løftede sin hånd og bankede på døren. Han håbede hun i det mindste var hjemme. Ellers måtte han ud og lede efter hende.

Outfit Lejlighed

Lucy var hjemme denne dag, hun skulle have været på arbejde, men have været nød til at ringe og melde sig syg, endnu engang, dog var det på grund af lidt andre ting. De sidste par dage havde hun været sammen med Caine, og det havde taget lidt mere på hende end hun havde regnet med, men som han var taget afsted denne morgen, havde hun skjult for ham at hun ikke ville tage på arbejde.
Det var netop også derfor, hun var fuldt påklædt for at få det til at se ud, som om hun ville tage afsted, men ligeså snart han var gået havde hun ringet.

Nu sad hun på sofaen, med en bog i hånden og en kop kaffe, imens hun prøvede at lukke tanker og alt andet væk, hun havde ikke rigtig kigget så meget på sin mobil, da hun var sammen med Caine, og havde slet ikke overvejet at Jalen hendes god ven, kunne blive bekymret for hende. Han var en flink fyr, og han forstod også hendes problemer hvilket var rart, det kunne godt være lidt ensomt til tider, ikke at kunne tage med i byen og feste, eller lave andre ting hvor der ville tiltrække mange folk.
Dybt fordybet i sin bog, bankede det på døren, Lucy kiggede lidt forvirret mod den, men lagde bogen fra sig, før hun gik hen for at åbne den, som hun gik låst op og åbnede, stod en velkendt skikkelse og så på hende.
Et let smil gled over hendes læber " Jalen ? hvad laver du her?" spurgte hun lidt forvirret, men trådte til side så han kunne kom inden, før hun lukkede døren bag ham.

Jalen forsøgte så vidt muligt at styre sine tanker, når han var i selskab med Lucy. Det var ikke en let sag, men han gjorde sit ypperste. Og hvis han ikke kunne, fokuserede han sine tanker på ting der forhåbentligt ville berolige hende. Han havde selv fri fra arbejde denne dag. Han havde dog alligevel været forbi drivhuset og sørget for planterne havde det godt. Han satte pris på de andre botanikers indsats og interesse, men de fleste var ikke bundet til naturen som han var. Han kunne føle planternes liv på en helt anden måde, der gjorde han havde et bånd til hver af planterne.

Han så på hende med et varmt smil da hun åbnede døren. ”Jeg ville gerne se dig,” fortalte han og trådte indenfor. Han så straks over mod planterne i hendes hjem. De var sunde, heldigvis. Ellers måtte han give hende en opsang. Han havde hurtigt lært aldrig at røre ved Lucy, medmindre hun selv gav lov til det. ”Du svarede ikke på mine sms’er, så jeg blev lidt bekymret.” Han var nok typen der overtænkte ting en smule, men det var bare fordi han ville folk det bedste, så han frygtede altid det værste.
”Er alt vel?” Selv hvis Lucy ikke direkte kunne mærke hans følelser, var de ofte ret tydelige i hans ansigt, specielt hans øjne. Han kunne intet skjule med hans øjne.

Lucy satte stor pris på ham, og hun nød også at være sammen med ham, de var blevet ret gode venner her de sidste 2 års tid, og hun ville gøre alt for ham. Han var altid god til at passe på hende, og hendes evner det var rart at blive forstået, normalt ville hun også hver dag sende ham en besked, bare så han vidste hun var okay, så det gav nok god mening at han var her nu.
Hendes hjem så en smule rodet, ud i forhold til det plejede, og der stod også en weekends taske i gangen som ikke plejede at være der. Så der var så tegn på, at hun ikke havde været helt alene, for normalt havde alting en plads, hun havde en smule ocd på nogle punkter.

Lucy smilede lidt større til ham, som han kom indenfor, før hun trak let på skuldrene " tak " sagde hun bildt, før hun vandre ind i stuen igen, og satte sig på en stol ved spisebordet, som han kiggede mod hendes planter smilede hun skævt " jeg ved godt de mangler lidt vand" sagde hun hurtigt, hun kendte ham godt nok til at vide, at han ellers ville være efter hende, det havde hun lært da hun engang havde haft en plantet er var næsten var død efter overvanding.
Hun nikke let imod en stol, som en indbydelse " åhh det beklager jeg " svarede hun let, før hun rødemde en smule, og skulle lige overveje hvordan hun skulle fortælle, at hun havde fået en kæreste og kun havde kendt ham i 3 dage.
Lucy kørte let en hånd igennem håret, hun så nok en smule træt ud, og så virkede hun nok glad på en anden måde " det går fint nok, jeg har bare ikke været hjemme de sidste par dage" sagde hun let, og vidste godt at han ville spørge ind..

Jalen satte pris på hendes selskab. Hun var en god ven. Han var nok blevet en smule beskyttende overfor hende, men han synes bare det var ærgerligt hun ikke kunne leve sit liv. Han bemærkede godt der var nogle ting anderledes. Tingene var ikke så præcist placeret som normalt. Og så var der tasken, der ikke normalt stod der. Han smilede fornøjeligt, da hun nævnte planterne manglede vand. ”De klarer sig for nu. Ingen klager fra mig.”

Han bevægede sig hen og satte sig på stolen. ”Ingen skade sket,” forsikrede han hende. Der var ingen grund til hun skulle have dårlig samvittighed over det. Han bemærkede godt forandringen i hendes udstråling. Noget ved hende var anderledes. Han lagde det ene ben over det andet, da hun nævnte hun ikke havde været hjemme i nogle dage. ”Frøken Lucy, du kender mig godt nok til at vide, jeg er for nysgerrig for mit eget bedste.” Han smilede til hende med et glimt i øjet. Han kaldte hende normalt ikke ’frøken’, men til tider gjorde han det, som en form for mild drilleri. ”Der er noget du gerne vil fortælle mig. Ud med det.” Han bekymrede sig egentlig ikke over hvad det var, men hvis det gjorde hende glad, gjorde det ham glad.

Lucy havde ikke noget imod, han var beskyttende overfor hende, hvis hun kendte en som sig selv, havde hun nok haft det på samme måde, så længe det ikke tog over så var det okay. Som han svarede på det med planterne smilede hun let "godt man ved jo aldrig " svarede hun muntret. Som han fandt plads, fulgte hun ham med blikket og lagde hovedet en smule på skrå, imens hun betragtede ham lidt, og prøvede at holde hans tanker væk fra sit sind, selvom det ikke var en nem ting for hende endnu.

Lucy sukke lidt dramatisk, for at drille ham lidt igen dog rejste hun sig kort op, for at gå i køkkenet hvor hun lavede en kande med saftevand, fandt to krus før hun kom tilbage og satte det på bordet. Lucy satte sig ned igen, og lod sin en arm hvile imod bordet, før hun mødte hans blik " jeg har mødt en fyr " startede hun let ud, imens hun overvejede hvilke ting hun skulle undlade at sige, men vidste godt det var bedre bare at lægge alle kort på bordet, han var hendes ven.
Hun rødmede let " han hedder Caine, han er dæmon og læge " starte hun så ud, imens hun hældte lidt op til dem begge, før hun selv tog en tår og sukkede let.
" han rede mig til byfesten, min ven Jack tvang mig med i byen, men forsvandt og jeg blev dårlig" sagde hun så, før hun rystede let på hovedet, Jack var ikke hendes ven længere det havde været en stor fejl.
Hun kiggede lidt på Jalen, for at se hvad han ville sige til hendes start " går det godt med dig? " tilføj hun let, for ikke kun at snakke om hende.

Jalen var rimelig neutral i alt han gjorde. Han gik hverken over gevind eller gav for lidt af ham selv. Balance var essensen af hvem han var som person. Han fokuserede kun på hende i dette øjeblik, og derved handlede hans tanker også om hende. Skulle hun læse hans tanker, ville hun opfange at han var glad for hun var okay og at der var sket meget udvikling med hende, i de to år de havde kendt hinanden.

Han lo kort over hendes dramatiske suk, fuldstændig klar over det ikke var rigtigt. Han tog en tår af saften hun kom tilbage med. Han lyttede opmærksomt som hun fortalte om fyren hun havde mødt. Han mærkede en svag bekymring over det var en dæmon, men vidste også det ikke var alle dæmoner der var onde. ”Det var godt han kunne være der for dig.” Han smilede varmt til hende. ”Jeg er glad på dine vegne. Jeg håber han behandler dig godt, ellers skal han få med mig at bestille.” Jalen var langt fra en skræmmende person. Han var ikke en type man skulle frygte, men hans grænser kunne også blive skubbet, de ting han ville gøre kunne blive ændret. ”Jeg har mine planter. Meget mere behøver jeg ikke,” sagde han, efterfulgt af en kort latter. ”Det var godt du prøvede at tage i byen. Det bedste du kan gøre, er at øve dig i at kontrollere dine evner. Små skridt, udsæt dig selv for mere og mere i små mængder, og så skal du nok få kontrol over dem.”

Det værste ved hendes tankelæsning, var at hun ofte kun hørte brudstykker af andres tanker, en sjælden gang hørte hun mere, men hun kunne endnu ikke vælge at slå fra eller til, eller lede efter en bestem ting. Men lige nu var der dog ikke nogle der kom til hende, og ellers gik det nok, han blev ikke sur på hende over det, hvilket var rart. Det gjorde også at hun slappe mere af i hans selskab, og kunne være mere sig selv uden at skulle bekymre sig.

Lucy valgte at undlade at fortælle, at dæmonen var langt ælde end hende, hun kunne godt fornemme hans bekymring men nævnte det ikke. Som han lo, grinede hun selv let, før hun sendte ham et muntert smil og tog lidt mere at drikke imens hans snakkede, for så at nikke let "ja det var, ellers var det nok gået galt " sagde hun kort, med en trist stemme, før hun rystede det af sig.
" han er sød, og har behandlet mig rigtig godt " sagde hun, og rødmede en smule igen, før hun lod blikke vandre lidt rundt , før hun grinede blid af ham " dig og dine planter " svarede hun i en munter tone, og rakte lidt drilsk tunge ad ham, som han snakkede om hendes evner, lagde hun hovedet let på skrå " ja men det var for slemt, jeg ente med at besvime i en lille gyde " svarede hun med et suk, før hun smilede svagt til ham "jeg ville ønske, de til tider ikke var der" tilføj hun let, det ville gøre hverdagen nemmere.

Jalen havde affundet sig med, hans tanker ikke altid var private når han var sammen med hende. Det var ikke fordi hans tanker var skandaløse eller noget i den stil. Det han udstrålede og sagde, hang sammen med hvad han tænkte. Han stolede på at hvis Lucy hørte noget i hans tanker, ville hun holde det for sig selv. Han tog en tår mere og stillede glasset på bordet igen.

”Heldigvis skete det ikke.” Han smilede da hun nævnte han behandlede hende godt. ”Det er jeg glad for.” Han lavede et lille træk på skuldrene. Han blev igen bekymret da hun nævnte hun besvimede i en gyde. Han så tænksomt på hende, da hun nævnte hun ønskede de ikke var der. ”Vil du have jeg skal undersøge om det kan lade sig gøre? Jeg har før hørt om genstande der kan stoppe nogle evner. Måske kan det lade sig gøre for dig også.” Han ville ikke gøre det, medmindre hun selv ønskede det. Men han havde tænkt på det i noget tid. Det havde hjulpet Melissa meget, så måske kunne det hjælpe Lucy også.

Lucy ville aldrig sladre om hans tanker, men hun ønskede heller ikke at høre dem, og med de få ting hun fangede, gav det heller ej meget mening. Hun var dog glad for det ikke påvirkede ham, og at han accepterede hende som hun var, hun holdt meget af ham som ven, det var der igen tvivl om.

Lucy vendte blikket imod ham igen, og smilede blidt til ham, før hun rette lidt på sig og lagde hovedet på skrå " nej " svarede hun let, men gys kort over tanken om hvor galt det kunne være endt, men skubbe det minde så langt væk som muligt. Som han snakkede om noget der kunne hjælpe, så hun på ham med et tænksomt blik, før hun trak let på skuldrene " det kunne måske være en mulighed " sagde hun let, før hun smilede skævt " måske som en hjælp til at starte med, det er lidt trist ikke at kunne opleve så meget, andet end min bøger" sagde hun let, og nikkede mod hylden fuldt med bøger, de var næsten blevet en del af hende, og ofte hjalp de hende også med at slappe af.
Hun kigge lidt på ham, før hun tog lidt mere at drikke " har du så lavet noget spænde de sidste par dage?" spurgte hun, med en nysgerrig stemme og et smil på læben.

Jalen mente at alle fortjente mindst én person de kunne stole på og læne sig op ad. Hvis han mødte nogen der ikke havde sådan en person, tog han gerne den plads. Han ville slet ikke kunne få sig selv til at vende dem ryggen. Han lod blidt en ring på hans finger klirre mod glasset.

Han nikkede da hun virkede til at være tilhænger af tanken. ”Det er ærgerligt at du ikke får alt ud af livet du kan. Jeg vil rette min research mod det, og se hvad jeg kan finde.” Han vidste ikke helt hvad der var af muligheder, men han ville gerne gøre en indsats for hende. Han nød at hun også gav plads til ham. Mange havde tendens til at glemme ham, fordi han var så opsat på at tage sig af andre. Han tog endnu en tår og overvejede om der var noget spændende at fortælle. ”Der er en blomst i drivhuset der snart springer ud. Jeg har ventet 12 år på det ville ske.” Det lød for mange som et kedeligt liv, men han nød det.
Han havde ikke brug for alverden for at være tilfreds med sit liv. Godt selskab, planter, passion. Så behøvede han i virkeligheden ikke mere. Han var klar over der var mange andre gode ting i verden, men det føltes næsten egoistisk at ønske sig mere end hvad han havde.

Lucy smilede taknemligt til ham " det må du meget gerne, det ville betyde meget" sagde hun ærligt, før hun tog lidt mere at drikke. Hun var altid interesseret i at hører om ham, og hvad han lavede, for hende var det vigtig at man begge fik opmærksomhed i et venskab, ellers ville det blot give problemer. Som han fortalte om blomsten, lyttede hun nysgerrigt til ham, for hende var det en spændene ting, og hun vidste hvor meget han gik op i det, og hvad det betød for ham. Han var en ret nem ven at snakke med, og meget forstående, hun kiggede lidt på ham med hovedet på skrå " det lyder som en meget speciel plante" sagde hun blidt.
Hun drak lidt mere, før hun rette på sit hår og sendte et nyt smil " måske vi en dag kunne tage, i byen sammen? et roligt sted? " sagde hun let, så var han der vis der skulle ske noget, men hun havde også brug for at opleve noget nyt.

Jalen ville gøre meget for at se hendes taknemmelige smil. Det kunne nærmest anses som en form for betaling. Han ville gerne føle han fortjente sådanne smil. ”Tænk ikke på det,” sagde han og tømte sit glas.
Han var bestemt begejstret når han fik lov at snakke om planter, og natur generelt. Hans øjne lyste helt op når det skete. Det var ikke alle der gad lytte, så han prissatte dem der ville. ”Det er det. Jeg kan ikke vente til at se den blomstre.” Han lyttede til hendes forslag om at tage i byen sammen. Han var glad for hun stolede på, at han ville tage sig af hende hvis der skete noget. ”Det vil jeg rigtig gerne. Hvad kunne du have lyst til at lave?” Han var nok ikke ligefrem typen der gik i byen for at drikke, men han gjorde gerne en undtagelse for hende, hvis det var hvad hun havde brug for.

Lucy var næsten altid smilende når Jalen var hos hende, hun fik aldrig nok af hans selskab, og glæde sig altid til at se ham. Når han snakkede om planter, var hun altid nyagerrig og lyttede gerne, da hun syntes det var spændene, især fordi han gik så meget op i det " tak " sagde hun let.
Hun bemærkede godt han altid strålede, når han snakke om planter " du må love mig, at sende et billede af den " sagde hun oprigtigt glad, og smilede varmt til ham før hun også tømte sit glas.
Lucy kiggede tænksomt på ham, da han sagde han gerne ville med hende " vi kunne måske tage på picnic? du kender sikkert et smukt sted" sagde hun muntert, og kunne ikke lade være, med at prikke lidt drilsk til ham på maven, før hun grinede muntert.
Hun kiggede ham kort dybt i øjnene " jeg har savnet dig" sagde hun blidt, men venskabeligt nu hvor det var et par dage eller en uge siden hun havde set ham rigtig, og ikke kun skrevet sammen.

Jalen nikkede. Han var nærmest som en ejer af et dyr eller en far. Han tog alt for mange billeder af hans planter. ”Det skal jeg gøre.” Han lavede et blidt nyn, da hun nævnte en picnic. Han kendte bestemt mange gode steder til det. ”Du kender mig alt for godt,” erkendte han. Han vidste allerede hvor de skulle gå hen. Det ville give privatliv, men også en følelse af ikke at være alene. Det var svært at forklare, før de var på stedet.
Han lo varmt da hun prikkede ham i maven. Han holdt øjenkontakten med hende. ”Jeg har også savnet dig.” Han smilede varmt og gav kort hendes skulder et klem, ganske hurtigt og forhåbentligt uden at sætte gang i hendes evne. ”Måske behøves du ikke længere skrive til mig hver dag. I stedet kan vi aftale at ses mindst en gang om ugen.” Deres venskab var muligvis startet, fordi han gerne ville give hende en hjælpende hånd. Men nu var det ikke længere sådan. Han fik lige så meget ud af at ses med hende som omvendt.

Lucy var altid glad for at lytte, hvis folk var passioneret over noget, det var altid spænende. Han var nu ret sød, hun havde også modtaget et par billeder af nogle fine blomster, så et mere ville ikke gøre hende noget. Hun smilede som han så glad ud for hendes forslag, og lo muntert " ja, jeg kan sagtens lave en god dessert vi kan tage med " sagde hun glad, hun var ikke den bedste i det salte køkken, men var ret god til at bage eller lave andre søde sager. Han kendte mange steder, hun var ikke i tvivl om at han ville vælge et godt sted, det skulle nok blive super hyggeligt, og mere tid med ham var altid godt.
Hun mødte hans blik med varme øjne, og et stort smil på læben, som han rørte hende kort, nåede der heldigvis ikke at ske noget, hendes evner var nok stadig lidt rolige efter Caine havde været her.
Som han snakkede om at ses oftere, strålede hun og nikkede ivrigt " meget gerne det ville være skønt" svarede hun glad, og sendte endnu et smil " jeg har faktisk overvejet lidt, om jeg burde finde noget andet arbejde " sagde hun let, den tøjbutik hun arbejde i var ikke ligefrem særligt spændene, hun overvejede om hun kunne blive boganmelder, og måske en blogger ?

Jalen nød at kunne være sig selv. Der var mange mennesker, hvor man skulle passe på hvad man sagde og gjorde. Det var rart når man ikke behøvede at tænke over det. Han nikkede da hun nævnte at hun ville lave en dessert. ”Jeg kan også godt fikse nogle retter sammen.” Hans passion i et køkken var ikke den største. Han kunne lave nogle småting, men generelt set, var det ikke der han brugte det meste af sin tid. Han så allerede frem til at tilbringe noget tid med hende.
Det så ikke ud til der skete noget efter den korte berøring af hendes skulder, så han slappede af igen. Han så på hende med et nysgerrig glimt i øjet, da hun nævnte hun havde overvejet et nyt job. ”Har du gjort dig nogle tanker om hvad?” Han kunne sagtens forstå, hvorfor hendes nuværende job ikke var det mest opfyldende. Det var langt bedre, når man faktisk kunne være begejstret over sit job og have passion omkring det. Han håbede hun ville finde sådan et job også.

Lucy var glad for han var sig selv overfor hende, hun var også sig selv overfor ham, og det var bare så befriende. Hun smilede varmt af hans ord, før hun nikkede let " så tager jeg drikke med " tilføj hun let, før hun grinede muntert " det skal nok blive sjovt " sagde hun blidt.  Hun var sikker på de nok skulle få det sjovt, med ham turde hun godt at være lidt pjattet og en smule barnlig til tider. Men det var også rart, at han kendte til hendes fortid, det betød meget for hende, hun havde ikke haft det bedste liv men det var begyndt at blive bedre, og hun havde fået håb for fremtiden endda en drøm om at få et barn.
Lucy mødte hans nysgerrig blik, og smilede stort til ham " jeg håber lidt, på måske at kunne begyndte at skrive nogle bog anmeldelser, og så måske nå et punkt hvor jeg kan leve af det " sagde hun let, det var noget hun havde tænkt på længe " måske endda begyndte at skrive en bog selv " tilføj hun, og så på ham med et afvendte blik, der virkede håbefuldt.

Jalen nikkede med et smil. ”Det er en aftale.” Han var slet ikke i tvivl om, de nok skulle få en hyggelig tid sammen. Han var ikke selv den mest legesyge og pjattede person længere. Men han ville aldrig forsøge at stoppe andre fra den adfærd. Det var blot fordi han havde levet så længe som han havde. Da han var ung, havde han været rigelig pjattet. Jalen havde altid bare lyttet til Lucy og givet de råd han kunne. Nogle gange var der heller ikke råd at give, og han kunne kun være der for hende.
Han smilede da hun snakkede om at skrive boganmeldelser og måske en bog. ”Jeg kender en redaktør, hvis du gerne vil have hendes visitkort.” Han havde selv skrevet en bog engang. Ganske vist havde det været faglitteratur, men han var temmelig sikker på de også udgav andre genre. Han ville gerne hjælpe hende med at få hendes drøm opfyldt.

Lucy smilede stort, som han fortalte at det var en aftale, før hun så uden tøven gav ham et let kram, men hendes evne reagerede ikke. " det vil jeg glæde mig til " sagde hun muntert. Hun vidste godt han ikke pjatte så meget, men hun kunne godt lide at drille ham lidt, og skubbe lidt til ham, selvom han var gammel, kunne han godt have det sjovt.
Hun var der også altid for ham, hvis han havde brug for noget, eller for at snakke var hun altid klar på at lytte, og han var altid god til at komme med gode råd, hvilket var rart.
Lucy smilede som det virkede til, han var med på hendes ide " og jeg kan nok også anmelde et par film" tilføj hun let, da hun også var meget glad for film og serier.
Hans ord fik hende til at smile stort " meget gerne " sagde hun ivrigt, før hun lagde hovedet let på skrå " har du lyst til, at tage med ud og handle ? " spurgte hun så let. Efter de sidste par dage var hun en smule brugt, og at have ham med ville nok hjælpe, på at kunne få handlet og måske undgå en migræne.

Jalen smilede varmt. ”Hvis ikke du har nogle planer på lørdag, kan vi gøre det der.” Han havde skam ingen problemer i at have det sjovt, men man ville sjældent se ham starte. Han var nok i virkeligheden ret sofistikeret på sin vis. Han var en anelse overrasket krammet. Han førte en arm bag hende, men placerede ikke hånden på hendes ryg. Han kunne se begejstringen omkring at anmelde bøger og tv. ”Hvis det er hvad du brænder for, skal du bestemt gøre det.”

Han fandt sin pung frem og kiggede igennem for at finde visitkortet. Han lagde det på hendes bord. ”Du må gerne bruge mit navn. Det kan måske gøre at du får en fod indenfor.”

Jalen nikkede til hendes spørgsmål. ”Det vil jeg gerne,” sagde han og rejste sig op. Han vidste godt hvilken effekt det kunne have på hende. Han kunne ikke sige nej til hende. Desuden skulle han ikke noget de næste par timer, så der var ingen grund til at hun skulle gå alene. Han ville desuden gerne tilbringe noget mere tid med hende.

Lucy smilede " så er det en aftale, jeg har heller igen planer og lad os håbe vejret er godt" sagde hun let, kunne godt se at krammet kom bag på ham, men det havde bare føltes så rigtig i det øjeblik, og hun mærkede godt at han passede på hende, hvilket var rart.
Hun kiggede på ham, med stråelende øjne og nikkede let " det er i hvert fald noget jeg kan lide " svarede hun muntert.

Hun kiggede kort på visitkortet, før hun så på ham med hovedet let på skrå, men nikkede så let " det vil jeg gøre" svarede hun taknemligt.

Lucy smilede som han sagde ja, og rejste sig også før hun gik hen til en kommode, og fandt en lille rygsæk frem, pakkede sin mobil og pung, før hun gik ud i gangen for at tage sko på, imens hun så imod ham " tak det betyder meget, ellers tror jeg måske min migræne vil komme" svarede hun blidt, som hun gjorde sig klar.

Jalen regnede med vejret ville være nogenlunde. Selvfølgelig var vejret i denne del af verdenen svært at blive klog på, men det var for det meste godt denne tid på året. ”Lad os krydse fingre.” Han smilede til hende da han så de strålende øjne. ”Jeg vil gerne læse med, når det bliver aktuelt.”

Han ventede på hende mens hun lige fik hentet de sidste ting. Han forstod godt hvorfor hun helst ikke ville gå alene. Han tog solbrillerne fra hans trøje og rakte dem til hende. ”Måske hjælper de her,” sagde han med et smil. Han vidste godt de ikke hjalp på hendes evner, men så ville solen i det mindste ikke genere hende.

Hun smilede let og nikkede, de måtte bare håbe vejret her havde ofte sit eget liv, det var aldrig helt nemt at gøre sig klog på. Hun strålede af glæde " du bliver den første" sagde hun ærligt, og smilede til ham, selvfølelig skulle han læse det, hun følte allerede at det var en god ide, og at hun burde komme i gang snart.

Lucy fik gjort sig klar, kiggede lidt på ham men tog imod solbrillerne, og sendte et smil før hun tog dem på. Det var en sød tanke " tak" svarede hun let, og åbnede døren så de kunne gå, for så at låse den bag sig. Afsted de gik...

// Out