Open Arms

_________________________________________________________

_________________________________________________________

___________

| Outfit |
En trekvart-ærmet og grålig beige bluse og pleat-fronted, tan-nuanceret cino bukser. Robuste støvler.
___________

Der havde absolut ikke været noget som trak i hende til at kigge op. Hverken en interessant duft der kildede den der del af hjernen eller en bekendt klang, der ikke syntes at høre til i omgivelserne. Og alligevel løftede Anicka roligt hovedet, fjernede blikket fra den mobile telefon i sine hænder og kiggede op. Det burde virkelig have været sværere sådan i den travle mængde af individer, der var til stede sammen med dem i spisesalen, men alligevel mødte hendes blå straks med mørke øjne, der ligeledes havde søgt i hendes retning på samme tid. Det var som havde det været koreograferet og ikke mindst øvet over mange timer og dage, så perfekt det skete på. At møde med hans blik kastede hende fuldstændig ud af den og hun skyndte sig da også at kigge væk igen så hurtigst som fysisk muligt, dog ikke før hun fluks kiggede tilbage i al hasten. Bare lige for at tjekke, om hun faktisk havde set rigtigt. I mellemtiden havde hendes bryn krummet sig i uventet forvirring og man behøvede nok ikke at være tankelæser for at vide, at et virvar af tanker måtte strømme igennem den stakkels piges hoved. Why was he looking at her like that?

Per automatik faldt hendes blik derefter lidt ned over sig selv i takt med at hendes tanker begyndte at undre sig om der var noget på hendes ansigt? På hendes tøj? For det havde, for hende, virket meget som om, at han havde haft en klar skudlinje direkte til hende fra det øjeblik, han var gået igennem dørene til salen. For han var da først lige ankommet, var han ikke? Hagen løftede sig igen og blikket søgte mod ind- og udgangen, som ville hun finde et slæng af en art der. Men der var som sådan intet at se, så, til trods for at hun nok bare burde undgå netop dét, så så hun tilbage mod ham.
Hun genkendte ham egentlig godt, nu hun fik et lidt bedre kig på ham. Fra.. Hvor var det fra? Psy-.. Musik! Musikundervisning! Oh god. Der var noget der bare gav hende en dårlig fornemmelse i maven, idét det gik op for hende. Hun huskede ham som alt hun ikke var i timerne. Det gjorde det selvfølgelig nemmere at holde sig tilbagetrukken - udenfor for meget opmærksomhed - når der var nogle som ham der tiltrak den, men hvis han havde fået øje på hende, var hun i tvivl om, hvad der havde bragt det på sig.

Igen så hun hurtigt væk fra ham. Denne gang forblev hendes blik på afstand fra ham og gjorde egentlig blot til, at deres akavede øjenkontakt skulle passere. Der gik heller ikke lang tid, før at hun var vendt tilbage til, hvor hun havde været før. Hendes øjne skimmede over besked-samtalen på den glatte telefonskærm mens hendes ører ubevidst lyttede til rytmerne og tonerne af elever omkring hende. Af møbelben der skrabede mod gulvet og bestik mod tallerkner. Snak. I det mindste gik det ikke helt op for hende, at en lille del af hendes hørelse søgte mængden efter stemmen, som hun svagt huskede tilhørte hendes klassekammerat. Tankeløst strøg hun en lille lok babyhår, der havde frigivet sig fra hendes hestehale, om bag øret, hvor den ikke blev hængende mere end et par sekunder, før den faldt ned og hang løst på ny.

Han.. passerede hende. Og en ganske uskyldig lettelse faldt over hende. Havde hun faktisk noget imod ham? Egentlig ikke. Den pludselig øjenkontakt havde bare føltes ekstremt underlig og hun kunne næsten forstå, hvordan hendes reaktion måtte have virket som fra den anden side af. Stille og roligt tonede han sig ud af hendes ubevidste fokus igen lod hende svømme tilbage ind i virvaret af lyde omkring sig. Med øvelse og indfødt talent var det nemt at omdanne det til normal white noise. Tankeløst løftede hun en albue op på bordpladen og placerede så hovedet i den tilhørende hånd til at lægge til hvile. Selvfølgelig lod hun ikke nakken slippe alt sit ansvar for at holde hovedet oppe, for det ville have resulteret i et noget mere (u)charmerende billede af hende, og hun var blevet opfostret bedre end at sidde med en buttet kind fuldstændig most i sin håndflade som et eller andet uopdragent og kedsommeligt skarn.
Hun hoverede tommelfingeren henover fil-linket på sin skærm, da instinkt opfangede bevægelse tæt på ud af øjenkrogen og med ét drog hendes lunger ilt ind i samlende åndedrag. Mobiltelefonen blev lagt fra sig – med skærme ned på bordet – og man kunne nemt tro, at det var fordi hun gjorde sig parat til at være tilstede, mens virkeligheden var at reflekser havde sat ind. Ikke fordi hun hverken havde ventet nogen eller lagt mærke til hvem der havde sat sig ved bordet. Ikke før hendes blik flygtigt søgte til siden og til hendes overraskelse havde mennesket vendt bravt tilbage. Hun ville have set væk igen – ladet ham være alene med sin portion pastasalat – hvis ikke det var fordi, at han begyndte at tale til hende. Og… vent? Hvad?!

Som han hentydede til pladsen over hende, fulgte hendes blik automatisk med dog for en god stund var hun ikke helt med. ”Huh?” Det var klart den første gang nogen havde brudt isen på den måde han gjorde det. Hun så tilbage på ham, forvirret igen. ”No, my fangs are not for show. They are for…” Hun så hurtigt tilbage, hvor han havde gestikuleret og de krummede bryn blev med ét skiftet ud med lettere opspilede øjne idét det syntes at gå op for hende, hvad han havde ment. I hvert fald, hvad hun endte med at antage, at han havde ment. ”Ah! No no. I have already just fed. This is not..” Igen så hun mod ham og et smil havde faktisk så godt som gjort sin entré på hendes læber inden noget andet slog ned i hendes som lyn fra himlen og forsøget på et imødekommende udtryk faldt igen fra hendes ansigt til fordel for gnister af panik. ”Myslím..!” Dét havde kun lydt værre! Hvad var der galt med hende?! ”Not like that! I have not fed off of someone. The one who sat here before is still quite okay.”
Fluks hævede hun begge hænder og viftede dem forsikrende oppe foran sig. Ikke nok med dét, så var tænderne i omtale endda lige til at kunne skimmes, når hun talte. Det var ikke meget; de var trods alt ikke ved at blive klar til brug og ikke vitterligt længere eller større end resten af tandsættet, men kiggede man efter og vidste man hvad man skulle kigge efter, så stod den unaturlige skarp spids på hjørnehænderne ud. For ikke at nævne, at Anicka var i besiddelse af fire af visse tænder.
Hun knugede så ellers hænderne igen og pressede sine læber ind til en lige streg mens hun tog et sekund for at procedere, hvad hun netop havde ført sig selv igennem. Og, well, ham også. 

Anicka kappede i som en guldfisk med det samme. Det var som om, at menneskets stemme havde virket som den perfekte prop til at fylde hulet, der ellers bare ville have ladet hendes strøm af ord fortsætte med at sive igennem. Desuden gav det hende også modet til at dreje hovedet og se på ham, dog blev hendes ansigtsudtryk præget mest af den kommentar han havde kastet hendes vej. Til at starte med havde der meget muligt været rester af panikken, der havde givet liv til hendes offentlige nedsmeltning men det havde hurtigt gledet over i noget lettere fornærmet. Krummede bryn og begyndende truttende læber. Kort derefter så hun derfor væk igen og satte sig lidt bedre til rette i sin stol. ”I would not call it a weak spot,” mumlede hun sagte som om at hun egentlig ikke havde i sinde, at han skulle høre det. Men at hun overhoved havde sagt det frem for at bare lade det arkiverer i hendes hjerne, måtte betyde at hun et eller andet sted mente det for ham. Det var pinligt nok i forvejen, at det var sket så selvfølgelig var der den del af hende der straks ønskede at gøre bare lidt op for det.
Hun ville på en måde helst ikke have ham til at tro, at han havde ramt noget ømt. For det havde han ikke! Han var bare kommet ud af ingenting!

Undskyldningen fjernede straks tøsefornærmelsen og fik hende til at se tilbage på ham endnu en gang nu med lidt større og mere opmærksomme øjne. Fik også hende til at trække en smule på smilebåndet, til dels over han overdramatiserede armbevægelse. Til dels fordi hans korte latter var smittende på alle fronter.
”We do, yes,” svarede hun pludselig en smule usikkert selvom hun egentlig var helt sikker på, at det var sagen. Hun havde trods alt set ham til undervisning. Hun havde da også bestemt hørt den særlige tone der udgjorde hans stemme før. ”Music. You are.. ehm..” Med øjnene klemt en smule sammen og et undersøgende blik, der skannede hans øjne, tog hun et kort øjeblik til at lige smage efter på tungen, før hun afsluttede. ”You are Bester, hm? But some of the others call you something like.. ’Man’?” Hun fik automatisk et noget forvirret udtryk i ansigtet. Det var hende et meget besynderligt kaldenavn. At blive kaldt ’mand’ på den måde, så noget sagde hende, at hun denne gang ikke var helt rigtig på den. Hun håbede i hvert fald, at det var tilfældet. At hun i det hele taget ikke huskede hans navn, var hun til gengæld ikke særlig flov over. Hun lærte hurtigt ting, men det kunne nu stadigvæk ikke komme til udtryk, når man var kommet 6 måneder for sent til klassens uddybende navnerunde. Og endnu sværere når underviseren foretrak at bruge efternavne, når de henviste sig til eleverne. Hun havde kun så meget at få ud fra. I det mindste havde hun ikke været så distraheret til, at han bare var gået hende næsen forbi. At hun så havde glemt ham fra anden undervisning de havde sammen, var lidt noget andet.

“Mannie?” Vampyren kunne ikke helt nå at stoppe en lille let grimasse fra at sætte sit præg i hendes ansigt. En lille uforstående rynke på næsen, der ikke gjorde megen skjul på, hvor besynderligt hun fandt navnet og kort tid derefter gjorde hun da også verbalt udtryk for det, så han ikke kun skulle nøjes med hendes afslørende tanker. ”That is a very strange thing to be called. Mann-ie” Det var det i det mindste i hendes kultur og en måned i Gaia havde allerede gjort det åbenlyst at kulturen, som hun var vant til, var ganske anderledes fra, hvad hun oplevede her. Hun havde da vist det var tilfældet på forhånd, men der var nu stadigvæk også forskel på at læse eller høre om det og så at opleve det. Endnu mere forskel var der også fra hendes personlige samfund.
Måden hvorpå Manfred nær havde blevet kvalt i sin egen aftensmad havde ligeledes givet grund for hende at sig en smule på afstand, som var hun instinktivt bekymret for, at han ville ende med at hoste og spytte tyggede stykker af pastasalat udover hende. Heldigvis fik han styr på dét uden lignende hændelse; om ikke med nogle kvaler. Det var lige før, at hun havde måtte spørge om han var okay eller om han havde brug for hjælp, men så klarede han fint igennem det på egen hånd. Fuldkommen upåvirket, virkede det til, for han tøvede ikke med at fortsætte med at spise. Den fysiske tilbageholdelse blev til gengæld hængende, for det viste sig, at mennesket ikke var bange for at tale med munden fyldt.

Anicka var stadigvæk noget usikker på ham og hvordan hun havde det med at sidde der og snakke med ham, så til at starte med nikkede hun blot bekræftende, da han smed hendes spørgende udmelding tilbage i hendes retning. Det var ikke fordi, at hun ikke brød sig om ham, mens hans energi var utilregnelig. Noget hun ikke helt var så vant til at håndtere. I det mindste gik det op for hende, at hun da prøvede! Hendes øjne – hvis det var overhoved var muligt – blev pludselig lidt større, da han fiskede efter bekræftelse, om de ikke også havde anden undervisning sammen. Og ganske rigtigt. Lige idét han nævnte det, gik det op for hende, at hun da også havde set noget til ham der. Psykologi. Ærligtalt så havde hun været langt fra lige så observant på ham i dé lektioner frem for musik, hvor han på en måde stod frem som et tændt neonskilt. Det gjorde det dog alligevel ikke mindre pinligt for hende at blive mindet om, at hun fuldkommen havde svedt en klassekammerats eksistens ud af sit hoved. Hun skyndte sig at sluge det i sig. ”No no! We do. I have psychology as well, so if you also-..”

Syl..Sybi.. Hun faldt pludselig stum i sin sætning, som en forfatter pludselig stoppede med at skrive, markerede teksten og slettede det med ét enkelt klik. ”Sybil,” sagde hun pludselig med en noget skarpere tunge. ”Her name is Sybil. My friend’s name.” De opspilede øjne havde nu samlet sig og, som ud af det blå, så de noget smallende på ham. Pff! Hun skulle have forudset det. Hvorfor ellers havde han så målrettet sat sig der? Det forklarede også hans utrolig underlige introduktionstale!
Straks rejste ven unge vampyr sig fra sin stol så stolebenene skrabede let hen over gulvet – det var ligeved at hun havde forsaget sig selv en ørepine ved at gøre det, men heldigvis havde hun lettet vægten fra stolen i god timing. Hun hørte meget bevist slet ikke efter for hans kække kommentar, der havde fulgt. I stedet snappede hun diskret af ham. ”Syl is not here, if that is what you are hoping for. She left before me to do other stuff.” Hun greb sin mobil og drejede en sidste gang hovedet til siden for at se ned mod Manfred og sendte ham et strengt blik som afskedsgave lige inden hun raskt passerede forbi ham. Forlod ham alene ved bordet med sin pastasalat. Der kunne han få lov til at vente forgæves på Sybil. Alene! Han var ikke den første til at prøve at møve sin vej tættere på feen igennem Anicka. Ikke at det ikke fordi Anicka blev såret over det – ikke over hoved.
Ude at kigge sig selv tilbage, traskede hun igennem mængden af folk og fæ hen imod udgangen af spisesalen. Og nåede hun igennem dørene, fortsatte hun mod trapperne. Provokeret! Det var hvordan hun havde det. Provokeret over nogle af skolens hankøn og deres frækhed. En ting var at ingen af dem fremstod som værende gode nok. Da slet ikke hvis de følte de var nød til at gå igennem andre.. Gå igennem hende.

Det er fuldkommen bevidst, at Anicka ikke valgte at se tilbage over skulderen til trods for, at hun, med sin hørelse på ingen måde kunne undgå det, opfangede lydene af kaotisk rumstering der foregik bag hende endda til dét punkt, hvor hendes ører nærmest vrikkede som en kats i reaktion til lydbølgerne. Hun var på en mission - en flugtmission - og hun havde ingen planer om at risikere hendes flugt på grund af nogen form for nysgerrighed. I stedet måtte hun udnytte, hvad der skete bag hende, som en form for distraktion. Noget der måske endda ville købe hende mere tid så hendes hastige og målrettede gang ikke afslørede hendes anspændthed for andre forbipasserende. I deres øjne skulle hun helst blot være en elev som alle andre med krudt i bagdelen og et sted at være. Ikke en pilende mus, som hun egentlig mest af alt følte sig som. Den vedvarende provokation gjorde dog heldigvis sit til at gøre hende stædig nok, så hun nåede trapperne uden problemer og ved de første par skridt nedad, så var hun allerede godt overbevist om, at hun var nået sikkert i land. På ingen måde havde mennesket tænkt sig at følge efter hende, var hun selv ret overbevist om. I hvert fald ikke mere end et par længder som, hun kunne forestille sig hans energiske springfjeder af en krop ville tage helt automatisk. Lyden af hans stemme gik helt forbi hende og hendes hjerne forklarede de skærende lyde af hans gummisåler, som de skridtede henover gulvet, som noget der tilhørte andre elever.
Lige indtil han kaldt tydeligere ud i luften. Kaldt, men også noget bebrejdende - ifølge hendes svagt forskruede indtryk af ham - belærte i hvad hun kunne jeg og ikke kunne.

Hun var lige akkurat nået ned ad det sidste trin og stod solidt på stueetagen, da hun meget brat stoppede op og vred overkroppen for at endelig se sig tilbage og fangede straks synet af en noget forvildet ung herre. Det lignede at han havde været jagtet af gale hunde, bare sved dryppede fra hans pande og uden hans tøj og hår var forblæst af sprintende blæst, og det oprindelige uimponerede blik, hun havde haft parat til at sende ham, nåede knap nok at leve i en fjerdedel af et sekund før det ændrede sig til oprigtig overraskelse og iførte hende atter en gang store øjne og slappe kæber. Han fortsætte bare. Som havde nogen drejet helt op for vandhanen. Præcis som hende selv kun øjeblikke siden..
I just wanted to talk to you, damnit. ”Hm?” peb hun idét hendes skuldre med ét spændte op. Hun havde håbet det havde kommet ud meget lavt men grundet hendes tilsyneladende ufattelig ubalancerede forhold til Karma, så lød det ret hørbart fra hendes strube. Og hun reagerede lige så hurtigt. Anicka havde sørget for at holde et menneskeligt tempo til sin hast men lige der som hun skyndte sig tilbage op ad trapperne for at stoppe blot et par trin fra platformen hvor Manfred stod plantet, havde hun tappet i en lidt anden hastighed, der for trætte øjne kunne virke som et flash. ”What?!” kastede hun på ham med en tone, der ikke lagde skjul på, at hun kæmpede for ikke at råbe eller vrisse af ham. ”What is it? Look - I am aware that I made a scene out of it myself first but could you please..” Hun behøvede forhåbentlig ikke at afslutte sin sætning sådan som hendes følgende kropssprog sagde det klart nok. Et borende, bedende blik og sammenpressede læber; diskret knugede fingre. Not.
Hendes hoved svang fra side til side for at orientere sig om alle de tilstedeværende, som havde været tilskuer til hele hurlumhejet. Hun kunne mærke deres blikke allerede inden hun placerede dem og de var en stor grund til farven i hendes umenneskelig blege kinder. Det burde ikke engang være muligt for en vampyr at rødme!.. Anatomisk!.. I det mindste bankede hendes hjerte anderledes fra ’non-undead’, selvom noget stadigvæk sørgede for at sprede angst helt ud i hendes fingerspidser. Hun skyndte sig at kigge tilbage på Manfred og bruge ham som fokus punkt. ”Okay okay, I get it. I jumped to conclusion. I do that often. I am sorry about that. I just do not like when people treat Sybil like that. Your social skills are-..” Med et let afvigende ryst på hovedet scannede hun ham fra top til to og tilbage op til hans øjne. Hun burde ikke lyve, men.. ”- fine. Do not worry about it.” De var sikkert bedre end hendes når det kom til omgivelserne, de befandt sig i. Han ville blive flået levende i hendes normale rammer, men akademiet var hans types territorie. Så helt løgn var det vel ikke.

Anicka vovede et trin længere ned, baglæns. ”So - ..ehm.” Hun trådte ned endnu et trin. Hendes havde travlt med at gestikulere som når man så folk i tv dokumentarer tæmmede et dyr - forsikrende om tryghed - til at holde ved gelænderet, men hun havde godt styr på sin balance til at ikke at snuble eller for overbalance. Se dét ville bare have gjort det hele så meget bedre ville det ikke?.. ”I guess we will see each other in class then,” påpegede hun afsluttende eftersom hun allerede efter at have sagt det sidste ord, drejede tilbage om på hælen for at fortsætte, hvor hun have sluppet da han havde formået at fange hende i sit net af verbalt opkast. Nu burde det ikke være grund for ham at fortsat følge efter hende.. Var der vel?

Åh, det havde været smertefuldt. Fra start til slut. Fra da hun havde kigget op, uden at vide hvorfor og på mysteriøst vis låst øjne med mennesket til hun havde vendt ham ryggen en sidste gang på trappen. Selv godt en time efterfølgende havde hun kunne fornemme følelsen af den grimasse, hendes ansigt havde vredet sig i, så snart hun ikke havde stået i nogen synsvinkel, hvor han ville have kunne få et glimt af det. Det havde været en grimasse af sammensnorklet mave og følelser af fortrydelse, der ikke kunne tages tilbage og en ungdoms stædighed til at stå standhaftigt ved hendes valg. Hun havde virkelig svært ved at sætte en finger på, hvad der helt præcist var ved Manfred, som hun ikke brød sig om og som skubbede hende mod at tage afstand fra ham. Det var som om, at hende instinkt opførte sig som et kompas der kom for tæt på en stærk magnet. Complete haywire. Og det gav jo ingen mening. Han var blot et ynkeligt og svagt menneske mens hun jo var en styg og skræmmende vampyr.
Det var dog ikke fordi, at Manfred hjemsøgte hendes tanker resten af dagen – heldigvis. I stedet var det som at fra tid til anden pludselig blive mindet om et pinligt minde fra sin tidligere barndom midt i noget fuldkommen urelateret. Påtrængende! Irriterende.


Mandag morgen. Musik. Selvfølgelig.
Det var med aftenen forinden i friske erindring, at den unge vampyr bevægede sig af sted mod undervisningslokalet. Hun var i forvejen splittet omkring studiet – teorien og historien var enormt spændende og opslugte hende, men der var også det praktiske, som nagede hendes lille konkylie – og nu… Hun gjorde et automatisk ryst på hovedet, der sendte et spjæt igennem resten af hendes krop for at ryste tanker og alt andet af sig og nulstille sig selv. Det var fint. Hvad var én tvivlsom interaktion?

Hendes øjne kiggede ganske roligt op, så snart hun trådte igennem den åbne dør indtil lokalet, og halvt ubevidste skannede de indholdet af det for ham. Og da hun hverken så, lugtede eller hørte ham, blev hun forundret over lettelsen, der strøg rundt i hendes anspændte brystkasse. Lettelsen havde selvfølgelig ikke fjernet al anspændtheden fuldstændigt, men det havde været nok til, at hun havde kunne lægge mærke til det og ikke behøvede at gå på snigende tær, som hun bevægede sig igennem de enkelte borde hen mod et tomt et.
Til trods for livligheden og den udadtilstående åbenhed, der var til stede i lokalet, så var der ikke nogle, som Anicka hverken gjorde decideret øjenkontakt med eller som hilste på hende, som hun ankom. Ikke underligt. Det havde ikke lykkedes hende at være meget udadvendt i den lille måned, hun hidtil havde været på akademiet. Hun fandt et sæt af to tomme borde på rækken næst-bagerst og satte sig som en flittig elev ved bordet længst inde mod midten for ikke at placere sig strategisk bedst til undervisningen. Morgenen stod på en start med teori – sangteknikker, hvis de samlede op fra sidste lektion. Hun skulle ikke have noget at være nervøs over. Hun skulle blot lytte og tage sine noter. Muligvis bide angsten i sig og stille et par spørgsmål. Lytte til de andre fremvise nogle toner ønsket af Mr. Bouy.