Déjà vu

"Thank you, great job! I'll se you the day after tomorrow, yea?" Ellisif vinkede de to rengørringsfolk ud af døren, som de gik derfra med spande fyldt med klude og kradse kemikalier, som stak afslørrende op fra de farverige plastikbeholdere. Det var standard procedure at der blev gjort klinisk rent på The Dancing Devil hver anden dag, de andre dage klarede de ansatte og Ellisif selv det grove, men ingen ville besøge en bar med smuds i hjørnerne, det var i hvert fald heksens stærke overbevisning. Af samme årsag duftede der altid rent og friskt på den tungt dekorerede bar. Udover de store tunge træhvælvinge som loklerne var udskåret i, var der et frisk (næsten unaturligt) pust, fra store dybgrønne planter der blev holdt ned til mindste visne blad.
Med en let brusen fra det kraftige hår snurrede heksen omkring og lukkede den tunge dør bag sig, så strøg hun over imod indersiden af baren, hvor hver eneste flaske nøjsomt blev rettet på plads, stillet symmetrisk og med næsten samme mellemrum. En norsk folkelig sang blev skiftet ud med noget som kunne sætte folk i feststemning næsten med det samme, inden hun satte sig op på en høj taburet og lænede sig dovent indover baren. Hun var ofte den første som mødte ind for at sikre sig at tingene var i orden. Desuden var det først længere hen på aftenen, at der blev travlt nok til, at hun ikke kunne holde trit med gæsterne. Som en doven kat fandt hun sin telefon frem fra lommen i de store posebukser. Selvom tiden ændrede sig, var Ellisif til evig tid fan af store løse gevandter. En kortskåren top afslørede dog det bare maveskind. Hun rynkede brynene mod skærmen, mens hun pløjede sig igennem diverse mails. Sikke en tid at være i live

Som del af den moderne verden, var det en konstant kamp, at holde sig opdateret på, hvad der skete omkring en. Den barnlige lærenemhed forsvandt med årtierne, som tørt sand mellem fingrene. Uanset hvor meget man kæmpede med at holde på det, ville korn smutte ud af hvad der ellers føltes som jerngrebet, og forsvinde løbende. Det var vitterligt den følelse heksen sad tilbage med, som hun endnu engang kæmpede med en af de mange apps hun med tiden havde fået indstalleret. Kroppen var endnu som en ung kvinde der nærmede sig de tredive, men sindet var en helt anden sag. For menneskene var der en accept af, at den ældre generation sløjede af på deres viden, på at holde sig opdateret med omverdenen og en uendelig accept af, at deres holdninger groede fast i en anden tid. Den forudindtagelse forsvandt som dug for solen, så snart man så ud til at skulle leve evigt. "Fuuuck, fuck! How... Nooo!" Heksen rejste sig i en hurtig bevægelse fra barstolen, som den teknologiske krise ramlede mellem hendes fingre og hendes telefon låste sig på et bestemt billede. "Just a moment" Ellisif hævede blikket kortvarigt mod den anden heks, for at slå det ned på telefonen igen, men blot et milisekund efter, rettede hun blikket op, stirrende. Som farven forlod hendes ansigt i løbet af ganske få øjeblikke sank armene ned langs hendes flanker. Hun kunne mærke, hvordan en kort svimmelhed skyllede indover hende, som hun svajede et øjeblik."..." Selvom hun lod læberne glide fra hinanden kom der ingen lyd ud, i stedet blev en enkelt hæs gispen lukket gennem, som hun kæmpede for at genvinde en form for kontrol. "Asa..." Så snart hans navn havde forladt de lyse læber, og hun havde haft et enkelt åndedrag til at processere situationen, forvrængede hendes ansigt sig i dyb frustration og vrede. "No!" Som et lyn fra en klar himmel kylede hun det ubrugelige stykke elektronik, hun endnu knugede i hånden, efter manden foran hende. En reaktion set hos et primitivt dyr ville være meget lig dette. Så snart telefonen havde retning mod manden, som havde en sygelig lighed med hendes gamle bedste ven, samlede hun det nærmeste krus op, det var stort, til en pint, og lod det følge samme retning som telefonen. "How?" Stemmen var nærmest et skrig, forvrænget til en umenneskelig tone, som endnu et glas fulgte i samme retning. Heldigvis for den mandlige heks, var der ikke mange kræfter at komme efter hos Ellisif, og glassene nåede derfor ikke nødvendigvis helt hen til ham, men splintredes imod gulvet til absolut ingen fortrydelse bag de isblå øjne. "How the fuck have you done this?" Det var en udpræget stammen som dominerede stemmen, men ikke så voldsomt, at en yderst bebrejdende underlyd alligevel tonede frem. The Dancing Devil var pålagt en kraftig besværgelse, som forhindrede alle andre end Ellisif i, at udøve magi, og formskifteren var hende derfor et mysterie af en anden verden. Endnu et glas fik turen gennem luften mod den mandlige heks, inden Ellisif greb en lille kniv fra indersiden af baren og stormede mod ham, i en brusen af løse bukser og vildt hår. Hun stoppede først, da hun lige akkurat kunne nå hans sternum med spidsen af den lille urtekniv. Alt den blev brugt til, var at skære lime og appelsiner i baren, men lige nu tjente den præcis det formål som Ellisif følte, hun havde brug for "How?!and why? Why would anyone be so cruel?" Det sidste var en halvkvalt hvæsen, som hun stirrede imod hans øjne, kunne de bore sig ind i hans kranie, havde de uden tvivl gjort det, men der var ingen samling på den mentalistiske heks, hvis eget sind umiddelbart var forfaldet til et ultimativt kaos

En hel kaskade af følelser, skyllede gennem heksen, som hun stirrede direkte på manden foran hende. Blikket flakkede ikke et eneste sekund, men var fæstnet ved hans, som en ankerkæde mellem de to sæt øjne der beskuede hinanden med ulæselige følelser. Grebet omkring den lille urtekniv var bestemt og fast, men alligevel påvirket af koldsved der fik skæftet til at glide langsomt under den dirrende håndflade. Det var næsten, som hendes læber tørrede ud for øjnene af den anden heks, mens hun kæmpede med at holde sig på benene. Til hendes held, faldt Asa på knæ, under vægten af dette, kunne hun mærke, hvordan stoffet fra hans skjorte krattede hidsigt mod spidsen af kniven, medførende at denne gled ud ad hendes hånd og faldt til jorden med et spinkelt dump. "You.. But you... You..." Det var intet mindre end en kamp, en umulighed at få ordene over hendes læber. Selvom han havde reduceret sin højde, var der ikke langt mellem deres ansigter, og på trods at hans ændrede position havde hendes blik endnu ikke sluppet hans. "You... Died!"
Til sidst lykkeds det, selvom leveringen hverken var elegant eller kvindelig, men snarre en hæs prusten der blev skubbet over hendes lyse fyldige læber. Efter et par lange øjeblikke løftede hun en dirrende hånd mod hans pande. Ladende hendes sind smelte sammen med hans, det var ikke svært, ikke med det fodfæste ingen af dem havde.

Tågen lå tykt over landskabet, som tusmørket var faldet på for ganske nyligt, som voldsomme tilråb og brølen flængede landskabet. Øjnene som heksen beskuede verdenen med, var ikke hendes egne. Tværtimod dukkede skikkelsen op, som hun normalt kun anskuede når hun kiggede sig selv i spejlet. Hendes ansigt var vildt, som et jagtet dyr, hendes beklædning noget man kendte til for flere hundrede år siden og sveden drev fra hendes pande og hals. Gennem den insisterende susen, der var altoverskyggende for lyden, flængede hendes eget skrig landskabet, som det forvred sig i dyrisk smerte. Blikket slog væk fra hende, nedad, ned mod det slanke torso, hvori en lang tyk pil havde gennemtvunget sene og muskelvæv, kilende sig fast inde mellem to ribben. Smerten kroppen hun var i, havde følt, var helt ubeskrivelig. Få åndedrag senere dominerede endnu en pil billedet, som borede sig gennem den lånte krops hals, medførende at den sank omkuld, beskuende Ellisifs egen skikkelse der stirrede tilbage i gennemgribende frygt, inden den vendte omkring og satte af og billedet blev indhyllet i en dominerende sort tåge

Virkeligheden vendte langsomt tilbage, som den blåøjede kvinde stirrede på Asa i en blanding af forundring og overraskelse. Tårer løb nedover hendes ansigt inden hun kastede sig omkring hans hals og knugede ham til sig, som var han hendes dyrebareste eje "You are really here"

Det var meget lidt kontrol som den ellers sprudlende og temperamentsfulde heks var i stand til at mønstre. Som hun trak sig ind mod den mandlige heks, var selv hans duft velkendt. Den naturlige aroma der indhyllede levende væsener var helt speciel fra væsen til væsen,. Hun havde ikke glemt hans, ikke sådan rigtigt, den havde blot været fraværende i hendes erindring i lang tid. Nu, som han sad der og hun kunne begrave sit ansigt ved hans ene skulder, ramte hans duft hende som en hammer. Det bragte minder om gode tider, minder tilbage fra en verden der var mere rå og ærlig.
Hans hænder greb omkring hendes ansigt, hans hud føltes kølig imod hendes, som hendes kinder blussede under en puls der var unaturlig høj. "I'm here, right here. I just can't comprehend how you can sit here, in the flesh and blood, breathing!" For det var i sandhed en af de første ting hun havde bemærket i hans umiddelbare nærhed, han trak faktisk vejret, døden havde ikke taget ham til en af de udøde væsener som verdenen omgav sig med.
Som hun endnu engang beskuede ham, ramlede virkeligheden, denne gang for alvor. Som hun var sunket ned foran ham, kunne hun mærke hvordan hendes ene knæ hvilede på et glasskår, dét sammenholdt med følelserne der fik frit løb, fik blodet til at forlade hendes hoved. Den observante ville være i stand til at se farven forsvinde fra de blussende kinder. "Shit... I think I'm gonna be sick..." Ellisif lod begge hendes hænder knuge hans kortvarigt, næsten overvejende forstenede hun et øjeblik, inden hun snurrede rundt på stedet og fik rejst sig. Benene under hende dirrede idét hun på få skridt nærmede sig skraldespanden bag baren, allerede på vejen kunne hun mærke hvordan den bitre smag spredte sig på tungen. Hun hang over den kortvarigt, tagende nogle dybe indåndinger, forsøgende at vinde kontrollen over sin krop, men måtte til sidst kapitulere og kaste dagens sparsomme maveindhold op. Den kvindelige heks var normalt kendt for en rap bemærkning og en kæk attitude, de færreste ville nok genkende hende som hun stod der og hang.¨
Det tog et pat minutter, kvalmen aftog sig langsomt, men kontrollen over hendes ben var ikke rigtigt til at få styr på. "Hell... Only a bloody mary will be able to fix this, can I get you anything?" Hun hang endnu sløset over den høje skraldespand, men vippede en hånd i vejret, indikerende at hun var igang med en handling inde i sit hoved, der blot manglede at udspille sig i den virkelige verden