Can you help me ? Cw

@Caine Rothwell

Tid: 23:30
Dag: Lørdag
Sted: Gågaden
Vejret: Lunt
Påklædning

Det var lørdag igen, men denne lørdag var der gadefest, så der var sat en scene op med en kendt DJ, der var også sat en masse forskelige boder op, mede alt lige fra mad, til alkohol og et par enkle boder med tøj.
Musikken var høj, og pladens foran scenen var fyldt med folk der dansede, derudover var folk spredt rundt omkring ved boderne, eller stod i grupper og drak. Stemningen var god, og næsten alle havde det fedt, men midt der i mængden stod Lucy.

Lucy var blevet tvunget hertil af en ven, eller det var de da i hvert fald ikke længere, for venner vidste da at deres ven ikke kunne klare så mange folk!
Hun var efter kort tid blevet efterladt, fordi vennen var gået til en bod for at købe drinks, men hun havde igen planer om at drikke.
På en eller anden vis, endte det med at en mand, fik trukket hende med hen ved scenen og hun endte derfor imellem en masse dansende folk.
Ihærdigt prøvede hun på at undgå ikke at røre nogle, da hun ikke ønskede sin ene evne aktiveret, men selvfølelig var det umuligt at undgå.

Lucy blev overvældede af fremmed folks følelser, idet de kort sekundet kom til at rør hendes hud, i det samme begyndte folks tanker også at ramme hende, hvilket så småt fik hendes hoved til at gøre ondt. Hun prøvede at komme væk, men blev grebet fat i af en anden mand, og hans følelse af fest, glæde og liderlighed greb fat i hendes sind.
Hun mærkede hvordan hendes krop begyndte at give efter, både på grund af alle folks tanker, men også berøring og den høje musik.
Hun fik revet sig løs, og med tårer i øjnene og en voldsom migræne på vej, søgte hun mod en stille sidegade.
Her satte hun sig ned på jorden, med ryggen mod muren imens hendes hoved dunkede, og synet begyndte at flimre for så at forsvinde. Hun kastede op selvom hun ikke rigtig havde spist, med nød og næppe fik hun flytte sig lidt væk fra brækket, før hendes krop gav helt efter og hun væltede til siden, imens alt omkring hende sejlede, for så at alt blev stille idet hun besvimede...

Outfit

Caine var som en del af arrangementet til stede som læge i tilfælde af noget gik galt sammen med et par andre kolleger. Dette virkede nok som "den gode samaritaner" men som altid var hans motiver ikke bare at være en flink fyr. Der var meget få steder der var lige så gode til at finde fortabte sjæle der ville gå langt for at forbedre deres liv hvilket var en gylden mulighed for en dæmon som Caine.
Der havde ikke været det helt store i løbet af aftenen indtil videre andet end unge mennesker der hade drukket for meget eller folk der var blevet betaget af Caines udseende og prøvede at spille at de havde brug for lægehjælp. For nemheds skyld havde Caine også adgang til den klinik han ind imellem hjalp til på i gågaden.

Som hans blik vandrede over mængden fik han øje på en ung dame der havde det ganske besværligt og prøvede tydeligt at komme væk fra mængden. Da hun så forsvandt ind af en sidegade, gik Caine efter hende og fandt hende besvimet tæt på hendes eget opkast. Hmm det var ikke alkohol der havde forårsaget det men hans egen evne afslørede snart at hun havde evner i retning af tankelæsning og empati på en eller anden måde. Det var muligvis det der havde overvældet hende. Roligt tog han den unge varulv op i sine arme og forsvandt diskret ind på den lille klinik hvor han fik hende lagt på en seng og startede med at rengøre det snavs fra gaden og hvad end smule opkast der måtte være. Han sørgede for at lukke døren godt i tilfælde af hans konklusion om hendes evner var korrekte så det gjaldt om hun skulle have ro. Derefter satte han sig i en stol ved siden af og vågede over hende til hun vågnede. Taget i betragtning af hvad hun var, ville der nok ikke gå så længe

Lucy ville aldrig selv være kommet, til sådan en fest det var næsten, som om hendes ven havde haft andre planer for hende. Men en ting var klart, efter denne nat ville den ven, ikke længere være hendes for det ville hun ikke finde sig i !
Hun havde altid været følsom, mere følsom end de fleste fuldblods varulve man så, men det havde hun vænnet sig til, eller næsten for det var ofte hårdt ikke at kunne gøre det andre unge på hendes alder gjorde.
Men i det mindste havde hun sin flok, selvom det ikke var en flok hun var født ind i, men de havde adopteret hende, efter hendes forældre var blevet dræbt.

Lucy var helt væk, hun hverken hørte eller lugtede, at dæmonen kom og hente hende. Det var vist rent held, at det ikke var en anden mand, der bare ville misbruge hende, dog kunne hun ikke være sikker endnu.
Hun mærkede ingenting, selv ikke da hun blev placeret på bordet, og han rengjorde hende så godt han kunne, selvom hendes hvide bluse nok ikke var så hvid længere.
Hendes vejrtrækning var dyb, kroppen lade langsomt sin energi op igen, efter at være lukket ned på grund af overstimulering.
Det var helt klart et par uger siden, hun sidste havde været så langt ude, normalt ville hun være blevet langt væk fra fest, en gåtur ved søen eller et andet roligt sted havde været beder, eller hjemme på sofaen med en bog...

1 timer efter begyndte hun at rør på sig, og langsomt tage sig til hoved, det dunkede svagt men slet ikke så slemt længere. Hun åbnede langsomt øjnene, men i det omgivelserne så anderledes ud, panikkede hun i et sekund og satte sig alt for hurtigt op, så det resulterede i at hun væltede sidelens ned ad bordet, og endte på gulvet med et bump.
Lucy stirrede nervøst rundt, imens hun skar en grimasse af smerte da hendes fod gav et jag af smerte efter faldet, måtte hun have forstuvet den.
Hun fik så øjne på dæmonen, med panik i øjnene trak hun sig en smule væk, og prøvede at beskytte sin krop " hvem er du? og hvor er jeg ? " fik hun nervøst fremstammet, imens hendes sanser opfangede hans duft, og hendes indre fik hende til at gyse svagt.
Hele hendes barndom havde hendes forældre, fortalt om andre racer og at de alle ville hende ondt, men det var først her som ældre, at hun begyndte at forstå at det ikke var hele sandheden...

Caine havde altid været en skikkelse hvor folk prøvede at regne ham ud hvilket ikke var lykkedes for nogen. Folk havde som oftest en idé om at han var ondskaben selv fordi han var Dæmon og han handlede med sjæle. Det kunne han også godt fremstå som men det var kun den halve sandhed.
Selv andre dæmoner vidste ikke hvor de havde Caine, dette var som regel fordi de dannede sig en historie om ham ud fra rygter eller deres egen fantasi.

Da hun så begyndte at vågne, var Caine lidt væk i en bog om Korstogene hvilken han kiggede op fra ca da hun så faldt ned fra bordet. Bogen blev lukket forsigtigt og lagt på bordet ved siden af sig inden hans dragende og rolige blik blev rettet mod hende imens han smilede varmt.
"Jeg ved godt det er nemmere sagt end gjort men du har intet at frygte.... Jeg har ikke tænkt mig at gøre noget der får en varulv til at forsvare sig.... Mit navn er Dr. Caine Rothwell.... Du befinder dig i min klinik ca 300 meter fra den sidegade hvor jeg fandt dig bevidstløs..... Skal vi lige få kigget på din ankel eller vil du lade den hele selv?"
Hele tiden blev han siddende i sin stol så hans kropssprog viste at han intet ondt havde i sinde

Lucy havde nok også dømt ham, på forhånd men det var svært andet, når hun var opdraget til det. Hun blev også ofte dømt fordi hun ikke var så stærk, men til gengæld var hun klog og meget kærlig, når hun først havde set folk an. Som han lukkede bogen blev hendes blik, hvilende på ham og hun sukke svagt ved hans ord, imens hendes kinder blev en smule røde af flovhed over sin egen opførelse, men også da hun indså at han faktisk var en ret flot mand.

Hun lod sig slappe lidt mere af, og fjerende de beskyttende arme fra sig selv, imens hendes brune øjne betragte ham " Tak " var de første ord hun fik sagt, med rustende stemme før hun fik lidt mere styr på sig selv, og sendte ham et forsigtig smil " Jeg er vist heller ikke den bedste, til det der forsvar" svarede hun flovt, hvorefter hun grinede let.
Lucy kiggede ned mod sin fod, og sukkede let den var blevet flot blå og hævet" du må gerne kigge på den, jeg healer desværre ikke så hurtigt, som andre varulve" svarede hun ærligt, og rødmede igen imens hun kort så væk, men så vente blikket imod ham igen " mit navn er Lucy Shaw" sluttede hun af med at sige, før hun sendte ham et skævt smil, og lod en hånd kører igennem det nu let uglede halvkorte brune hår.

Hun var en tiltalende ung dame men hendes noget forsigtige natur var tydelig at se. Men det ville han nok også være hvis hans evner var som hendes. Det var forholdsvis normalt at hvis man havde empatiske evner og lignende at det kunne være utrolig overvældende specielt hvis man så ikke havde kontrol over det.
Han fastholdte sit varme smil inden han sagde: "Forsvar er heller ikke nødvendigvis min stærke side... Jeg har været soldat men det er også det. Jeg er ikke forsvarsløs men der er meget bedre der ude til den slags end mig" Han var virkelig dygtig til fægtning og ganske dygtig til selvforsvar men han var ikke nogen kriger.

Da hun så vendte blikket mod ham igen, knælede han ned ved siden af hende og sagde: "Lad os få dig op at sidde så skal jeg nok se hvad jeg kan gøre ved den ankel...."
Meget forsigtigt hjalp han hende op at sidde på stolen. Nok var hun smuk og han kendte også læger der ville have udnyttet situationen men det var tydeligt på den måde han hjalp hende op at han var en rigtig gentleman.
Som hun kom til at sidde på stolen, trak han en stol hen overfor hende og sagde: "Rart at møde dig Lucy Shaw... Jeg håber forresten ikke det gjorde noget at jeg lukkede klinikken ned, men du virkede til at have brug for ro i hovedet"

Lucy havde en del kontrol over sin første evne, men tankelæsningen var kommet for 2 år siden, og var ikke nem at styrer, ofte var de ting hun hørte fuldkommen ligegyldige, fordi hun ikke havde lært at søge efter noget, eller at lukke det ude. Den anden var lidt nemmere, for at undgå hudkontakt var ikke så svært, og normalt ville det ikke påvirke hende så meget, men i nat havde begge dele gået imod hende, og hun havde intet kunne gøre...
Hans ord fik hende, til at lægge hoved en anelse nysgerrigt på skrå " Du ser ellers stærk ud" svarede hun uden at nå at tænke over sine ord, før hun igen rødmede, hvorfor var det at hun var så ærlige lige nu ? Men på en eller anden vis, var hun nysgerrig på ham, og en smule lun på ham selvom hun ikke burde, og ikke var van til den slags følelser...

Lucy nikkede til hans ord, og med hans hjælp fik hun humpet hen til stolen, hvor hun satte sig imens de brune øjne igen hvilede mod ham. Han behandlede hende godt, og hun var også så småt ved at slappe mere af i kroppen og hendes stemme. De næste ord fik hende til at sende ham, et let varmt smil før hun lod blikket vandre rundt, og rødmede igen ved tanken om de var alene.
Hun vente blikket imod ham igen, og lod ham røre ved hendes fod prøvede så vidt muligt, ikke at reagere på hud kontakten, da hun ikke behøvede vide hvad han følte.
" i lige måde Caine, jeg må indrømme du nok rede mig der" svarede hun blidt, og meget taknemligt, imens hun sendte et nyt smil mod ham, før hendes hoved nikkede let "Det var sødt af dig, ja når jeg når så langt ud, er det kun ro der hjælper" svarede hun let, før hun kiggede lidt ned " normalt ville jeg heller ikke, komme til sådan en fest, men min " ven tvang mig" sagde hun en smule flovt, ordet ven havde hun sagt lidt sarkastisk, for de var ihvertfald ikke venner efter det her! Hun mødte igen hans blik, at fortælle så meget om sig selv, og hendes evner havde hun ikke gjort overfor en fremmede før, men det var noget ved ham, der fik hende til det ?

Da hun så noget direkte kommenterede på hvordan hun syntes han så ud, smilede han bare og nikkede ganske kort. Han ville heller ikke gøre hende forlegen på nogen måde hvis det kunne undgåes. Samtidig var han selv noget direkte af natur.
"Mange tak, det var sødt sagt.... Det er heller ikke fordi jeg ikke træner... Og tillad mig at være direkte... Du er selv meget tiltalende" I modsætning til hende blev han på ingen måde flov over at sige det og han sagde det med en selvsikker udstråling. Caine sagde heller ikke den slags hvis ikke han mente det.

Som hun sad på stolen, løftede han meget blidt hendes ben så hendes skadede fod kunne hvile mod hans ben. Hans blik låste sig ganske kort i hendes imens han sagde varmt: "Du behøver ikke at være så nervøs omkring dine evner omkring mig.... Det er ikke fordi jeg er immun overfor effekten men du vil opleve at det ikke virker så kraftigt som normalt... Ikke før jeg selv tillader det... "
Han så ingen grund til at gemme den slags, så kunne det jo være hun følte sig lidt mere tryg ved situationen.
"Jeg kunne jo ikke bare lade dig ligge.... Hvilken mand ville jeg være hvis jeg bare lod dig ligge der? "
Overraskende blidt lod han hånden hvile lige over hvor forstuvningen var sket imens han mærkede på det omkringliggende område for at undersøge for andre skader. Han havde stærke hænder men var overraskende blide med dem. "Med alt respekt Ms. Shaw så ved jeg ikke hvor meget jeg vil betragte vedkommende som en ven hvis du bare bliver efterladt" Ganske kort nikkede han hen mod bordet ved siden af hende og sagde: "Hov imens jeg husker det.... Jeg tillod at tage en af mine skjorter til dig... Din top er lidt medtaget efter hvad der nok var et forsøg på at komme ud af mængden" Ved siden af hende lå der en nydelig hvid skjorte pænt foldet sammen.
"Den er nok lidt stor men jeg håber det går" sagde han med en drilsk varme i stemmen

Lucy betragte ham imens han svarede hende, og hendes kinder blev røde igen, hun så sikkert ret sød og uskyldig ud, men hun var også stadig jomfru og havde ikke prøvet at en mand var interesseret i hende" Virkelige ?" spurgte hun, med et hævet øjenbryn før hun sendte ham et varmt smil.
Hun lod ham røre sin skadet fod, men ved hans ord mødte hun hans blik, med undren og en form for ro, det var sjældent folk, lod hende bruge sin evne men han virkede til at mene sine ord "tak, det betyder meget, de fleste ønsker ikke jeg rør dem" svarede hun let, med et let trist smil der viste at det påvirkede hende.

Lucy lod sin evne være, det gav en mere ro i kroppen, ikke at undertrygge den og hun kunne endnu ikke mærke, på ham hvad han følte, med mindre han gav hende lov? Han havde charmeret hende, hun var nysgerrig på ham, selvom hun også var forsigtig, men han havde tilladt hende, noget de færreste ville.
Som han røre ved skaden, gled en let grimasse af smerte over hende, før hun fik skubbe den væk og erstattet med et smil. Hans hænder mod hendes hud, føltes rart en fræk tanke strejfede hende, men hun prøvede at skubbe den lidt væk, han ville ikke have hende på den måde, minde hun sig selv om før hun sendte ham et nyt smil.

Hun drejede hovedet let, imens hun så på ham " det havde andre nok gjort" svarede hun let, med en kort trist klang, og helt gys ved tanken, om hvem der ellers kunne have fundet hende og udnyttet hende, i den tilstand hun havde været i.
til hans næste ord, nikkede hun let men mødte så hans blik uden tøven " please kald mig Lucy" svarede hun blidt, det der med efternavn var hun ikke så van til, og det lød så formelt.
Den næste sætning fra ham, fik hende til at se på ham igen og så mod skjorten, i et kort sekund overvejede hun hvad hun burde gøre, men lige nu følte hun sig modig og tiltrukket af den flotte læge.
"tak, ja den ser vist ikke så godt ud" svarede hun og kiggede ned, på hendes beskidte bluse, der nu var flere farver end blot hvid, hun tog fat i skjorten og lagde den på sit skød, før hun uden tøven tog blusen af og afslørede hendes finde hud, og den bare mave samt den hvide bh der viste hendes, bryster frem de var ikke for store, men lige tilpas.

Lucy trak skjorten over sig, og begyndte langsomt at knappe den, imens hendes brune øjne hvilede på ham, med et let frækt glimt. Da skjorten var lukkede, rullede hun ærmerne op, så de ikke gik ud over hendes hænder, før hun så sendte ham et stort smil " den er stor, men det er okay" svarede hun drilsk.
Hun folden den anden bluse sammen, og lagde fra sig på bordet, før hun igen så på ham med et nysgerrigt blik, og lod let en hånd prøve at rette på det let uglet hår " er den forstuvet?" spurgte hun, og pegede let imod foden, lige så hendes ene fingere rørte toppen af hans hånd...

Caine nikkede til hende imens han fastholdt sit smil og svarede: "Ja virkelig... En hver der kender mig, ved at jeg er meget ærlig og jeg siger ikke den slags med mindre det er sandt..."
Det krævede ikke særlige evner at se hvordan det påvirkede hende negativt hvordan folk som regel ikke ville have hendes berøring. Dette var nok fordi de frygtede en effekt de ikke forstod, det skræmte de fleste. Men Caine var heller ikke som de fleste.

Som hun så nævnte hvordan andre nok havde udnyttet hendes situation som hun blev fundet i, var det igen klart hvor farlig situationen kunne have været. "Det havde de nok ja... Men jeg er heller ikke som andre... Det er kun sørgelige individer der ville gøre brug af sådan en situation.. "
Caine blev vred over den slags og hun ville nok blive bange hvis hun vidste hvad han havde gjort ved den slags mennesker igennem tiden.
"Som du ønsker Lucy... Og du må meget gerne kalde mig Caine hvis du ønsker.... Jeg bruger ikke rigtig mine titler udenfor hvor man ville forvente det...." Ganske kort løftede han sin hånd så hun kunne se hans signetring. Var hun historieinteresseret, ville hun måske kunne se at det var den slags ring der fortalte man var adelig.

Som hun tog blusen af for at tage skjorten på, gjorde Caine heller ikke noget for at skjule det var et dejligt syn. Da hendes finger strejfede hans hånd, trak han lokkende på smilebåndet og sagde: "Ja det er den.... Men ikke noget der ikke kan fikses.... Den skjorte klæder dig langt bedre end mig Lucy"

Lucy smilede til ham, hans svar gjorde hende mere tryg, og det føltes faktisk rart, for en gang skyld at blive forstået og ikke dømt. " tak "svarede hun taknemligt, og med mening bag, imens hun lod sit blik vandre let over ham, før hun igen mødte hans øjne og nikkede let til hans ord.
Han havde redet hende, det var der igen tvivl om, for det kunne være endt meget være hvis den forkerte havde fundet hende, selv tanken gav hende kuldegys " det er jeg glad for du ikke er" sagde hun så let, imens hun mødte hans blik igen.
" desværre er der mange af den slags" svarede hun, og trak let på skulderen. Hun havde endnu ikke oplevet en voldtægt, men det kunne jo ske, især hvis hun igen besvimede sådan et sted...

Hun smilede varmt til ham, det var langt rare at kunne bruge fornavn " det vil jeg gøre Caine" svarede hun, men en smule flirt i stemmen, før hun bemærkede hans ring og rynkede svagt på næsten, for så at møde hans blik igen med nysgerrighed " du er adelig ? " spurgte hun tydeligt interesseret, da hun elskede den slags og havde læst en del, historiske bøger igennem sin tid.
Ikke noget de fleste unge kvinder på hendes alder, ville have interesse for, men igen var hun også anderledes på det punkt, bøger havde ligesom lært hende mere om verden, end hendes forældre havde lært hende.
Lucy lod ham se sin krop, det var ikke noget andre havde fået lov til, men i denne stund føltes det bare rigtig, og hun havde da også taget sig god tid, bare for at lade ham nyde synet lidt længere...

Lucy nikkede let " godt, men jeg ved ikke helt om jeg kan gå hjem selv ?" svarede hun, med en forførende undertone og et kort frækt glimt i de brune øjne. Som han næste ord, fik hende til at røde igen og hun sendte ham et varmt smil, imens hun lagde sine spinkle finger ovenpå hans hånd " Tak, men det er stadig din" sagde hun drilsk, før hun trak hånden til sig igen og smilede let, som hun lænede sig tilbage.
Nu var det vel op til ham, om han ville mere med hende? hun havde i hvert fald hentydet til det...

Han smilede dragende til hende og sagde: "Det er jeg faktisk også glad for jeg ikke er.... Jeg er ikke sikker på hvordan så sørgelige individer kan se sig selv i øjnene.... Men du kan være ganske rolig, så længe jeg er der, sker der ikke noget"
Det virkede som om hun havde det meget bedre når hun blev mere tryg og hun kunne tillade sig at være sig selv. Noget det virkede som om hun ikke var vant til.

Han blinkede til hende og sagde: "Det er overraskende tiltalende bare at høre mit fornavn.."
Så bukkede han dybt kortvarigt med nakken og svarede: "Det er jeg ja.... Den sidste Lord af Hus Rothwell"
I kraft af hvad han var, så var han jo den sidste tilbage af sin familie. De andre var ganske enkelt døde da alderen indhentede dem alle. Han var faktisk imponeret over at hun vidste det, de fleste så bare en fancy ring og tænkte på penge. Hun vidste reelt set at det var en signetring der viste man var adelig.
"Mit nuværende hjem er faktisk bygget som en tro kopi af mit familiehjem... Selvfølgelig med nogle moderne forbedringer" Det var også en tro kopi, men hans families palæ havde for eksempel ikke pool og den slags.

"Hvem sagde også at du skulle gå hjem selv? Jeg havde da tænkt mig at køre dig... Nu ved jeg selvfølgelig ikke hvor du bor men byen kommer nok til at larme rigtig meget resten af natten"
Han havde en idé men det var en han først sagde når hun viste at hun ville det.
"Jeg har ikke rigtig remedierne her til at behandle en varulv men det har jeg i min privatklinik hvis du vil? Jeg har speciale i overnaturlige arter, men den klinik ligger lidt mere afsides ganske vist... Så der er i hvertfald ro.." Han fangede hendes hint ganske tydeligt og svarede også med en invitation

Lucy ville normalt ikke føle sig så tryg, ved folk hun lige havde mødt, men sådan som han havde behandlet hende, var hun ikke så nervøs længere. Hun var mere van til at holde afstand og undgå øjenkontakt for ikke at læse andres tanker, kun hendes flok var van til hende, men ikke alle ville have hende tæt på.
Hun sendte ham et let smil " nej det er heller ikke til at forstå " svarede hun ærligt og rystede let på hovedet.

Hun sendte ham et varmt smil, det føltes for hende langt mere, rart at bruge fornavn men kom sig nok af, at hendes helt rigtige efternavn kunne hun ikke huske, Shaw kom fra Elizabeth som havde adopteret hende efter forældrenes død. Let rykkede hun sig frem af igen, imens hun lytte meget interesseret til hans ord" wow det må du vise mig en dag" svarede hun oprigtigt interesseret " har godt hørt om din slægt " tilføj hun, og sendte ham et stort smil.
" du må så have levet i mange år?" spurgte hun, mere forsigtig og havde ikke rigtig før nu, indset hvor stor en alders forskel der var på dem.

Lucy lænede sig længere frem mod ham, imens hendes blik søgte hans " jeg bor ved Aston centrum, i en lille lejlighed" svarede hun, før hun forsigtig lagde en hånd på hans skulder, for bare at mærke ham.
Hun så nok ret sød ud, som hun prøvede at flirte med ham, der var vist ingen tvivl om at det var hendes første gang.
" du har nok ret med larmen" tilføj hun, da hun ikke ønskede at komme hjem, så ville hun i hvert fald have ham med sig.
Hun smilede til ham " så lad os tage derhen, det lyder godt at komme væk fra larmen " svarede hun, med en flirtende undertone.
" er klinikken tæt ved dit hjem?" spurgte hun nysgerrig, og håbede lidt på hun måske kunne sove ved ham, for det lød lige nu som den bedste ide....

Da hun så nævnte hvordan hun havde hørt om hans slægt, fik han kortvarigt lidt store øjne. Hun var selvfølgelig heller ikke som alle andre så med hendes interesse for historie gav det nok god mening. Deres slægt havde altid haft ry for at være retfærdige og barmhjertige men hårde når det kom til straf.
Og så var der selvfølgelig forskellige historier om hans mors død.
"Det har jeg ja... lidt over 150... Det er også derfor jeg er den sidste af min slægt, tiden indhentede de andre"

Så nikkede han stille og smilede varmt og lokkende til hende imens han sagde: "Ja ikke? Lidt ro er den bedste heling... Klinikken ligger faktisk på min jord.... Må jeg ikke løfte dig ud til bilen så slipper du for at bruge foden indtil vi har fået den ordnet?"
Hvis hun accepterede, tog han hende op i hans arme og gik afsted med hende som om hun ikke rigtig vejede noget. Han gik ud af bagvejen til en stor sort Aston Martin der var helt ny. Stille ville han sætte hende på motorhjelmen imens han fik døren op så han kunne hjælpe hende ind. Et eller andet sted håbede han også at hun ville overnatte hos ham

Lucy smilede blot let til ham, hun kendte til slægten men selvfølgelig ikke alting, som han svarede hende hævede hun et øjenbryn. Han var langt ældre end hun havde gættet, men det gjorde hende ikke noget? det betød vel blot han var mere erfaren på forskellige punkter.
" men du holder dig godt" svarede hun, en smule drilsk før hun sendte ham et nyt smil, lo blidt af sine egne ord.

Hun nikkede let, hvem ville takke nej til at blive båret ? og nu havde han jo båret hende hertil, så det frygte hun ikke rigtigt " Meget gerne " svarede hun. Lucy lod ham løfte hende, imens hun holdt sig tæt ind til ham og hvilede sit hoved imod hans brystkasse, imens han bar hende ud.
Ventede pænt på ham, indtil han fik sat hende ind og hun fik spændt sig fast, før hun sendte ham et smil mere og fulgte ham med blikket, som han smækkede døren og satte sig ved førersædet.
På turen i bilen, efter 2 minutter ville hun falde i søvn, fuldkommen fredfyldt selvom hun sad i en bil, med en mand hun lige havde mødt.

Han smilede og så hende dybt i øjnene som hun kommenterede at han holdte sig lidt. Ganske kort strøg han en finger langs hendes kæbe og sagde varmt: "Det var rigtig sødt sagt Lucy... Og du er selv ganske smuk"
Efter de var begyndt at køre og hun faldte i søvn, smilede han stille og sagde: "Sov godt Lucy...."
Turen hjem til ham var meget fredelig, specielt efter han drejede ud af byen og ud mod selve skoven.
Han trykkede på en knap hvorefter den smukt formede metalport gik op og man kunne køre videre op af vejen der var indrammet i meget velplejede træer.
Roligt kørte han op til selve hovedbygningen og stoppede bilen hvorefter han meget stille lagde hånden på hendes ben og sagde dragende: "Så er vi her Lucy...." Selve bygningen lignede et adelspalæ fra et eventyr hvor man tydeligt kunne se der ikke var sparet på noget. Så var der i den ene side af gårdspladsen en stor garage der lige nu var lukket og i den anden side var der hans privatklinik. Man var ikke et sekund i tvivl om at det var en lægeklinik men det var lavet i en stil så det passede perfekt sammen med resten. Selve gårdspladsen var lige nu lyst op af en smuk lanterne i toppen af det springvand der var i midten. Der udover ville man kunne se en flot hæk formet som en port mellem klinikken og hovedbygningen om til hvad der nok var haven

Lucy betragte ham, som han smilede og så hende dybt i øjnene, let gisp forlod hendes læbe da han rørte hendes kæbe, men dat var ikke et dårligt et, det var mere et håb om mere.
Hun var typen der det meste af tiden sagde ting ærligt, og var altid ret venlig af natur " tak Caine, det hører jeg ikke så tit " svarede hun taknemligt.
Hun nåde ikke at hører hans ord, søvnen havde taget hende og hun var helt væk, det var som om lyden af motoren beroligede hendes krop, hendes energi begyndte også langsomt at vænne tilbage, dog healede hendes fod ikke endnu, det tog altid længere tid for hende.

Hun vågnede ved hans berøring, og lod et let gab slippe imens hun kort strakte sig " allerede " sagde hun blidt, og så kort mod ham, før hun lod blikket vandre for at betragte hans hjem.
Lucy åbnede munden imponeret, hun havde aldrig ført set et så flot hus, og følte sig næsten som en prinsesse for en kort stund. " wow bor du her alene? " spurgte hun med en tydelig, tone af at hun var imponeret, og mødte endelig hans øjne igen " jeg må se det hele i morgen? " spurgte hun nysgerrig, og med de ord næsten indrømmede at hun blev ved ham, men klokken var også ved at være mange.

Han nikkede stille imens han smilede. "Det gør jeg ja..." Imens hun spurgte om hun måtte se det hele i morgen, steg han ud af bilen og gik over til hendes side. Med et lokkende og drilsk smil på læben, knælede han foran hende og sagde: "Hvis du skal se det i morgen? Klokken er jo mange så nu får du selv lov at vælge imellem tre muligheder. Enten skal jeg køre dig hjem og hente dig i morgen, Eller også
skal du lige med over i klinikken så jeg kan få kigget på din fod og du så overnatter? Eller også kan du komme op, få dig et afslappende bad og få kigget på foden og så overnatte til i morgen? Det er helt op til dig..."
Han havde en tydelig idé om hvad hun nok ville vælge men han ville alligevel give hende muligheden.
"Der er også karbad så du slipper for at stå på foden imens"
Stille lagde han hånden på hendes skulder og smilede og gav hende den tid hun skulle bruge for at vælge

Lucy hævet let et øjenbryn, og skulle lige til at stille et spørgsmål, men valgte at gemme det, og i det samme gik han ud af bilen. Hun fulgte ham med øjnene som han, gik hen til hendes side og åbnede døren, det drilske smil på hans læbe, pirrede hende og hun smilede til ham imens han snakkede.
Hun betragtede ham tænksomt, og så lidt ned af sig selv, et bad var nok meget smart.
Lucy nikkede så roligt " jeg tror ideen med et bad, og de 2 andre ting lyder bedst " svarede hun så, før hun sende et forførende smil og klikkede sig fri af selen, så han nemmere kunne få fat på hende.

Hun lod ham for 3 gang, løfte hende og igen automatisk, putte hun sig ind imod ham. Tankerne fløj rundt, men de blev skubbet væk, lige nu var det bedst bare at nyde et hvert øjeblik, hun kiggede op mod ham som han bar hende mod klinikken.
Lucy lukkede øjne let, før hun hævede hoved en smule, for så at placere et drilsk kys, imod hans kæbe før hun smilede igen og åbnede øjnene, for at betragte hvor han bar hende hen...

Han kiggede tilsvarende forførende på hende og sagde: "Det var det jeg håbede på du ville sige...." Meget forsigtigt løftede han hende op i sine arme men gik i stedet for ind mod hovedbygningen.
"Når først du har været i bad og slappet af, er det også meget nemmere at kigge på foden...."
Ganske kort holdte han hende med en arm så han kunne få døren op. Inden han lagde den anden arm om hende igen, gengældte han med et lille kys lige ved hendes øre.
Som de kom indenfor, kom man ind i en stor foyer med to buede trapper der ledte ovenpå. Hvis ikke man var vant til den slags, så kunne det godt ligne et hus der ingen ende havde. Rundt omkring var der dekoreret med alle mulige antikviteter men stadig på en måde så det var meget smagfuldt.
Så gik han ovenpå og forbi nogle døre og gik ind af den sidste inden der var to store døre til hver sin side.
Badeværelset de kom ind på var mest i lyst marmor med bruser, og hvad man ellers ville forvente i et overdådigt badeværelse og så et badekar der var sænket i et lille plateau.
Han gik hen og satte hende meget blidt på kanten af badekarret og spurgte så drilsk: "Ville du gerne starte med et bad? Jeg kan selvfølgelig sagtens vende mig om når vandet er klar og du kan klæde dig af?
Stille rakte han ind forbi hende og tændte for dejligt lunt vand

Lucy rynkede let på næsen, som han gik mod hovedbygningen, dog kommenterede hun ikke på det holdt sig blot tæt til ham. " god ide " svarede hun let, og rødmede en smule, imens han bar hende indenfor og hun trak blikket fra ham, for at se hans hjem idet samme gjorde hun stor øjne, hans hjem var jo enormt iforhold til hendes lille 1 værelsets lejlighed. " du bor meget smukt, næsten som en drøm" sagde hun ærligt og kiggede op på ham.
Hans kys gav hende en varm følelse i kroppen, hun betragtede alt omkring sig, imens han bar hende ovenpå og mod badeværelset. Selv det fik hendes fik hendes øjne til at vokse, da hun imponeret så sig omkring, imens han satte hende ned, og hun vendte atter blikket imod ham " et bad lyder godt, hvad med dig ? " svarede hun, og tænkte slet ikke over sine ord, før efter og rødmede igen men smilede til ham " du behøver ikke vende dig " svarede hun let.

Efter få sekunder, begyndte hun at tage sine sko af, satte dem fra sig det samme med sokker, før hun knappede hans skjorte op, og trak den af sig for så at forsigtig åbne bh og lod den ligge ved siden af sig. Hendes hud var fin, barmen helt perfekt og urørt, dog ved hendes ene ribben kunne et langt dybt ar ses, men udover det var der ikke noget at komme efter.
Med røde kinder mødte hun hans blik igen " kan du hjælpe med bukserne ?" spurgte hun blidt, og knappe dem op imens hendes brune øjne så intenst på ham. Som de fik dem af hende, samt hendes trusser sad hun der til sidst nøgen og sårbar overfor ham.

Hun rykkede sig forsigtig ned i karet og sukke, lettet ved det varme vand der omgav hende, let lod hun hendes hænder hælde vand i håret for at vaske skidt ud, før hun så rette blikket mod ham, med et forførende smil " vil du ikke med ned?" spurgte hun forsigtig, og rakte en hånd op imod ham.

"Det er sødt af dig at sige.... Jeg byggede det som det gamle palæ, så får jeg ikke hjemve kan man vel sige"
Da hun så rødmede lidt og spurgte ind til om han måske kunne bruge et bad og hun samtidig nævnte at han ikke behøvede at vende sig, smilede han varmt til hende og sagde: "Hvis ikke du synes jeg behøver vende mig, så vil jeg tillade mig selv at nyde udsigten...."
Som hun klædte sig af, trak han også mere på smilebåndet og gjorde heller ikke noget for at skjule at han rigtig godt kunne lide hvad han så. Selvfølgelig hjalp han hende også da hun bad om hjælp med bukserne.

Da hun så spurgte om ikke han ville med ned i karret, svarede han forførende til hende: "Jeg kan jo ikke sige nej når du ser sådan på mig...." Han trådte et enkelt trin ned og klædte sig langsomt af, tog sig tid så hun forhåbentlig også nød udsigten. Tøjet blev lagt rimelig pænt og til sidst stod han også nøgen overfor hende. Det var tydeligt at han tog sig af sin krop, der var ikke noget der sad forkert. På venstre side af hans brystkasse kunne man svagt ane et ar af en cirkel med et kors indeni. Han var også ganske veludrustet. Stille lod han sig glide ned i vandet overfor hende uden på noget tidspunkt at kigge væk fra hende

Hun smilede let til ham " det er smukt" svarede hun let, før hun sukke svagt " jeg ville ønske jeg kunne huske mit rigtige hjem" tilføj hun let, før hun rystede svagt på hoved, og skubbe tanker om sin fortid væk. Der var igen grund til at fortælle ham om alt det nu, de havde vigtiger ting at se til.
Lucy smilede til ham, hun rødmende men nød også hans ord, det føltes rart og hun mærkede igen en varm fornemmelse igennem kroppen.
Det var næsten som et lille show, som hun sad der på kanten, og klædte sig af overfor ham, tydeligt kunne se hans øjne betragte hende, som igen anden havde gjort før. Hun smilede varmt til ham, som det sidste stykke tøj forlod hendes krop, før hun endte i det skønne varme vand, som beroligede alle hendes sanser.

Som han begyndte at tage tøjet af, blev det hendes tur til at betragte ham, ned til hvert mindste detalje og hun rødmede igen, imens han trak underbukserne af. Hun havde aldrig været så tæt på en nøgen mand før, men det skræmte hende ikke, gjorde hende blot nysgerrig.
Lucy smilede til ham, som han kom ned i vandet til hende " du har nok gætte det, men du er den første mand, jeg ser " sagde hun stille, imens hun sendte et let smil, det var beder han vidste at hun ikke havet prøvet ting før, så han forhåbentlig kunne være mere forsigtig.
Hun krøb hen til ham, for så at vænne ryggen mod ham, og fik sat sig til rette med ryggen op ad hans brystkasse, imens hun strakte sine ben frem af. Hun kunne godt mærke hans manddom, mod hendes nøgne baller men gjorde intet ved det.
Lucy lod sine hænder hvile på hans ben imens, hun lænede sig helt tilbage og lod sit hoved hvile imod hans ene skulder, herfra så hun på ham før hun kyssede hans kæbe og smilede let.

"Det kan jeg godt forstå.... Der hvor jeg kommer fra, har vi et udtryk.. 'Man skal huske hvor man kommer fra for at vide hvor man går .... Men fortiden er en lærer, ikke en lænke'... Det er ord jeg altid husker"
Caine havde selv en ganske broget fortid men samtidig så fortrød han ikke noget. Han havde kæmpet hårdt for at nå til det punkt han var kommet til hvor han kunne leve sit liv fuldstændig som han syntes.

Som han var på vej ned i vandet til hende, smilede han lokkende og svarede: "Det gættede jeg ja..... Så jeg håber da ikke det skuffer"
Det sidste blev sagt med en lidt drilsk undertone, havde der været et problem, skulle hun jo nok sige det til ham.
Han gjorde heller ikke noget for at fjerne sig som hun satte sig op af ham, det at hun var lænet helt op af ham gjorde absolut ikke noget negativt. I takt med hun drejede hovedet for at kysse hans kæbe, lagde han stille hænder og arme ind omkring hendes mave så de hvilede lige under hendes perfekte bryster.
"Se det her er slet ikke tosset...."

Hans ord fik hende til at smile taknemlig " tak Caine" svarede hun ham, uden at lægge skjul på, at han sagde noget som betød meget for hende. Hendes fortid var som et puslespil med manglende brikker, men hendes fremtid var lysere. Hun havde fået sig sin egen familie, nu skulle hun bare lærer at styrer sine evner, og prøve at leve livet, få nogle drømme og mål, samtidig med at blive mere selvstændig.

Hendes øjne hvilede på ham, som han steg ned i vandet til hende, og hans ord fik hende til at sende ham et skævt smil "er det så åbenlyst " spurgte hun drilsk, før hun række tunge af ham for sjovt, før hun lod blikket vander fra top til tå " Jeg er sikker på du ikke skuffer " svarede hun ærligt, med strålende øjne og et skævt smil.
Lucy fik sat sig til rette på ham, og nød følelsen af hans krop imod hendes barer hud, det føltes skønt at være så tæt på en anden person, uden at skulle frygte at de ville blive sur.
Hans hænder om hendes mave, fik hende til at sukke let imens hun let lod en fingere under vandet vandre, over hans krop alle de steder hun kunne nå ham.
" nej det er skønt " svarede hun ham ærligt, før hun hævede sig en lille smule for, at være få centimeter fra hans læber, med hendes.

Lucy så ham dybt i øjnene, da hun nysgerrig mødte hans læber og gav ham et kærligt kys, men lod ham dog overtage kysset, da han klart havde mere erfaring end hende.
Hun slap det intense kys for at nappe, hans øreflip drilsk " du er lækker " hviskede hun forførende i hans ører, før hun nappe igen og udtrykte et let støn.