Pardon my intrusion

XXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

XXXXXXXXXXXXXX

Date | Tuesday, the 26th of April 2022 Time | It's rather early in the evening - 18:56 Place / Area | Inside the seemingly empty hospitalwing on the 3rd floor, Athena Academy, Gaia Outfit | A little, fashionable A-line skater dress with a busy polka dot pattern and white Peter Pan collar.

XXX

_______________________________________________________

Overvældelse havde overtaget hendes sind og bedøvet hendes sanser, som den havde gjort før. Hendes opmærksomhed havde været svævene rettet mod computerskærmen foran hende, mens negle, fuldkommen uvist for hende, havde kradset og kløet en fantom fornemmelse på siden af hendes hals. De havde ikke stoppet da huden var blevet rød og rå, for kroppen registrerede ikke ubehaget. De havde heller ikke stoppet da den første lille rift gjorde vej for den første dråbe af blod. Hendes stirrende brune øjne var for distraheret til at opdage den smule farve på hendes fingerspidser, selv da hånden havde sænket sig for en stund. Og så vendt tilbage til halsen ikke længe derefter i takt til at tungen havde sneget sig ud for at fugte hendes malede læber. Neglene havde med tiden brudt huden flere steder, skabt længere hudafskrabninger med en nær samme tykkelse som neglene selv - negle der ikke engang havde været vitterligt lange og skarpe til at starte med; negle som i stedet var velplejet og lakeret netop for at mindske deres mulighed for at gøre skade som nu. Det havde været den våde følelse, der havde alarmeret hende nok til at krumme hendes tykke bryn og trak hende nok fra sit alt for dybe fokus til, at hun endelig skimmede blodet på hendes fingre, da hånden rakte ud efter hendes krop på bordet ved siden af sig. Det havde været dér hun havde følt svigen, som havde den været forseglet fra hende indtil da.

Lyden af hendes hæle ekkoede igennem akademiets lange og absolut udsøgt udsmykkede gange. De talte tydeligt om hendes forhastede skridt, der kun af og til og kun for et par enkelte skridt vovede sig fra gang til løb. Det meste af undervisningen var ovre på denne tid af dagen med nogle undtagelser, men det betød umiddelbart at der ikke var et overran af elever, der rendte rundt. Alligevel gjorde Maeve sig umage med ikke at tiltrække alverdens opmærksomhed i sin retning ved at sprinte af sted. Hun var nød til at forblive rolig. Udadtil. Indeni sad den milde panik højt oppe i halsen på hende. Hvad var der blevet af, at hun skulle være mere forsigtig og opmærksom på disse hændelser?!
Maeve holdte med desperation sin hånd henover de røde mærke med et håb om, at det i det mindste ikke blødte nok til at det ville sive ud imellem fingrene på det. Så slemt var det slet ikke, men det stoppede ikke billeder og forestillinger at poppe op i hendes hoved, som hun skyndte sig af sted med ranket ryg. Så rank som hun nu kunne præsterer.

Der kom en lettelse op i hende, som hun nåede sin destination - sygestuen - uden så meget som et undrende blik i hendes retning af folk, hun havde passeret, dog det var først da hun med forsigtighed åbnede døren og kiggede søgende indenfor til at finde stedet tomt, så vidt hun kunne se og høre, at lettelsen gjorde buk med al uroligheden og lod hendes skuldre falde en smule, som trådte ind. Idét hun gjorde, måtte hun kortvarigt misse med øjnene, da den skarpe aftensol stod lige akkurat lavt nok til at skinne hende direkte i øjnene igennem vinduet.
Sygestuen var, lige som resten af Athena Akademi, en fryd for øjnene. Uden kliniskhvide vægge og overordnet steril design så var det et klart mere velkommen sted end, hvad Maeve havde erfaring med hos hendes folkeskoles sygeplejerskekontor. Eller hospitaler. Selvfølgelig var der heller ingen tvivl om, hvor man var endt. Der var rent og organiseret på en helt anden måde end andre steder på akademiet. Sengene med deres kridhvide lagner og forhæng klar til at blive trykket for til at afskærme var også en god indikator. Og som hun gjorde akut visit, var der ligeledes tomt. En god ting af flere grunde.. Så uden at fortsat være bevidst om sine omgivelser, gik hun til værks.
Hun sænkede hånden for at tjekke mængden af blod i hendes håndflade, hvortil hun gjorde et mindre grimasse. Delvis over svigen ved at lade luft komme til hudafskrabningerne. Hun lagde hånden mod halsen igen. Hastige skridt bragte hende til de nærmeste hylder og skabe, hvor hendes øjne hurtigt søgte omkring efter diverse ting. Hun fandt hurtigt vattet. Og et par plastre i forskellige størrelser. Hun fandt også ting, hun ikke havde brug for og som hun end ikke vidste, hvad var. Eliksirer og salver. Det forundrede hende, hvor lang tid det tog hende, at finde noget desinficerende, og selvfølgelig stod det højt på hylden. Tvang hende til at flytte hånden fra halsen igen for at lægge støttende på skabets lille bord-platform mens hun stillede sig højt på tær og rakte op for at nå.

Nearly there.. Hendes finger spidser kunne lige akkurat stryge imod overfladen af beholderen og den fugtige overflade af dem kunne lige akkurat skabe not tekstur til, at hun gøre et forsøg til at dreje og møve den tættere på kanten. Med lidt held kunne hun få den til at falde og med lidt mere held kunne hun nå at gribe den inden den ville tilte og falde til gulvet. Hun ville helst undgå et større svineri, skulle det ske at låget skulle vise sig at ikke være skruet ordentligt på. Det var pinligt nok i forvejen at stå og strække sig som hun gjorde. Hun var en fuldvoksen kvinde, altså! – It’s Maeve, right?

Maeve hvinede straks forskrækket ved den pludselige og ærligtalt fuldkommen uventede lyd af en anden stemme. Den lille, smarte pulsmålet – og ur – omkring hendes højre håndled viste i et halvt sekund orange talt, som chokket sparkede hendes puls i vejret. Med det samme havde hun trukket sin udstrakte arm til sig og grundet farten, hvortil hun havde faldet tilbage på sine hæle og drejet omkring, var det lige ved, at hun havde fået overbalance og tvang hende til at tage et par usikre skridt på stedet. Ligeledes havde andre af hendes reflekser taget til og begge hendes hænder havde per automatik grebet omkring glaskrukken med vatklumper i samme bevægelse, som hun fik vendt fronten mod stemmens ejermand. Hvinet formåede hun meget abrupt at sluge ved at hårdt lukke munden og på en måde klemme stemmebåndet så resten af forskrækkelsen levede ud i maven på hende i stedet. Ikke en vitterlig rar følelse men i det mindste fik hun forkortet sin flove optræden. For allerede før hun havde fået øje på den tårnende mand havde hendes logik godt regnet ud, at hendes krop havde overreageret. Markant. Og da også så snart størstedelen af forskrækkelsen havde overtaget, faldt hun betydeligt til ro. Skulderne, der havde skudt mod ørene faldt på plads og hun pustede så dybt ud, at hun sænkede hovedet en smule. Glaskrukken, hun havde været på nippet til at holde hævet som et improviseret våben blev også grebet mindre knugende og faldt helt ned at hænge i slappe arme. ”Jesus!..” hun prustede, inden hun samlede sig nok til at rette sig ordentligt op igen. Løftede hagen og hævede blikket. Der var en del længere op end oprindeligt troet.. ”You startled me. I thought noone was here. Sorry about that.” Hun fandt selv hurtigt komikken I sin egen reaktion og der gik ikke længe inden et morende – og undskyldende - smil spillede på hendes læber. Midt i det hele havde hun slet ikke opfanget, hvad han overhoved havde sagt. Men det fik da op for hende, hvem han var.
Hun huskede ham godt. Sådan da. Hun huskede dagen, hun var blevet introduceret for det daværende personale tilbage i juli året inden, hvor hun var blevet officielt ansat. Han var stået ud i mængden, hvis ikke var hans størrelse. Han havde tårnet sig over de andre og alligevel havde han haft den her mildnede tilstedeværelse. Som et bjerg i baggrunden af et portræt. Det var nu stadig forunderligt, hvordan han, så høj og robust bygget en mand, havde sneget sig så ubemærket op på hende denne aften.

Idét han trådte tættere på for at rakke op mod, hvad hun havde arbejdet unødvendigt hårdt for at nå, trådte hun forsigtigt et halvt skridt til siden for at gøre bedre plads, og hun tog sig selv i at følge hans bevægelse. Det var ikke helt fair, var det vel? ”Thanks,” lykkedes det hende at skubbe over tungen, hvorefter hun gjorde til at tage imod det desinficerende middel og blev endelig gjort opmærksom på krukken, hun holdte i stedet. Fluks stillede hun den fra sig igen, men som hun skulle til at vende sig tilbage mod herren, blev hun mindet om hele grunden til, at hun var der. Og at grunden var blevet opdaget. Hun burde ikke være overrasket. Det var ikke ligefrem diskret.

”Yea – No, I’m alright. It’s nothing I haven’t de-..” Hun nåede ikke rigtig at færdiggøre sin undskyldning, var han der med andre løsninger. Bedre løsninger, uden tvivl. Hvis bare hun var alle andre end hende selv. Til at starte med så hun lidt forvirret mod ham. Lidt frem og tilbage mellem ham og flasken. Så klikkede det ellers for hende. ”Ah!” Hurtigt fandt hendes hånd tilbage op for at dække de sikkert groteske hudafskrabninger. ” Oh no no, that really won’t be necessary. You shouldn’t be wasting your superpowe-..” Hvorfor kaldte hun dem stadig superkræfter?! “- abilities on me.” Hun viftede afvigende sin anden hånd og sendte ham endnu et bekymringsfrit smil for at bedre overbevise ham om, at hendes skade ikke var nær så alvorlig som den nok i princippet var. Hun løj ikke dog ikke i sine ord. Det ville virkelig bare være spild. Af energi eller hvad der nu ellers skulle bruges, når overnaturlige kræfter blev sat til værks.
Som sendt fra himlen i tide til at kunne bruges som distraktion, registrerede hendes hjerne så ellers, hvad hans tidligste ord havde været og hun gjorde bevidst sit smile bredere. ”You’re the head healer. Mr. As.. Aslan Hopskins?”

Flove trækninger viste sig straks i ansigtet på Maeve, sågar hun aktivt kæmpede imod. Det var én ting for elever at huske deres undervisers navne forkerte. Det var derfor en hel anden ting for en ansat at ikke huske ens kollegaers navne. Måske i et enormt firma med utallige afdelinger og utallige teams indenfor de utallige afdelinger kunne sådan noget været undskyldt. Men der skulle forestille at være et meget mere nært forhold mellem folk et sted som akademiet. Indeni undskyldte hun sig selv bravt; hun havde kun kommet til at tilføje et par ekstra bogstaver. Det var ikke galt overhoved. Og desuden så virkede det på ingen måde, at healeren var blevet fornærmet. Så hun lukkede blot munden, der ellers havde gjort klar til at ytre hende beklagelser og nikkede bekræftende med et smil.
Ikke at det hjalp på den prikkende følelse af græmmelse ved at perfekt argumentere imod hendes afslag. Hvordan havde hun også forventet det ville gå? ”I guess I can’t really argue with that,” svarede hun sagte og med en følelse af overgivelse.

Hun sænkede dog ikke sin hånd fra sin hals eller gav ham konkret tilladelse til at se til hendes skader. Hun gjorde det i hvert fald ikke lige med det samme. Hm? Som var et dias blevet skiftet til det næste i rækken under en gammeldags billedvisning, syntes forrige følelser at forsvinde fra hendes ansigt for så i stedet at abrupt lige skiftet ud med andre. Forvirret forundring der særdeles kom til udtryk i hendes øjne, der i øjeblikket så meget søgende på ham. Han havde konkluderet korrekt i, at hans egentlige forsøg med ord havde gået helt direkte over hovedet til at starte med, for hun havde tydeligvis lige haft brug for et ekstra sekund til at fange, hvad han havde sagt. Faktisk blev hendes forvirring kun dybere af at han prøvede at forklare sig selv, indtil det klikkede for hende og det dominerende fortumlede ansigtsudtryk blødte atter ud i noget mindre barnagtigt.
Der var noget uventet uskyldigt over hele interaktionen og det blev umuligt for hende at holde en morende latter helt på afstand til trods for at hun havde flyttet sin anden hånds ryg op foran munden; som det ville mindske lyden der kom ud. ”It’s at least not a way I’ve been asked before, I can tell you that. Creative. You’re right, though. I teach fundamentals and traditional arts. That is, when I’m not tied to my chair in the counselor’s office.” Så i denne ende af akademiet, var hun hovedsageligt kendt for den smule billedkunst, hun underviste i? Det gav mening.
Men helt uden om hans egentlige spørgsmål, følte hun nu ikke helt hun kunne komme. Om han så faktisk bare havde kastet det ud som en.. kreative måde at søge efter bekræftelse på hans observationer. ”But this?” Hun vippede hovedet en smule som en gestus til, hvad hun mente; en bevægelse hun nok skulle have været mere blid med, eftersom dét at strække lidt i den beskadigede hud, fik hende til at  vride ansigt i et jag af svigen. ”This is.. stress,” forklarede hun. ”I’m usually better at noticing and stopping myself before it gets this bad but there are days where..” Hun tøvede lidt før hun forsigtigt fjernede hånden og lod Asa tage et kig på skaderne. Neglene havde ikke været venlige. Tre ’linjer’ - skabt af pege-, lange- og ringfingeren - strakte sig tværs ned over den venstre side af hendes hals. Blussende røde og med en fugtig overflade, der indikerede hvor dybt hun faktisk havde kradset sig vej. Den hvide krave på hendes kjole havde desværre fanget noget af den smule blod, der var opstået fra sårene. Omkring ridserne var huden pink og irriteret.

Tankeløst og automatisk vippede hendes hoved svagt op og ned – et ligeledes nonverbalt svar tilbage til ham, til trods for, at han allerede havde vendt sig halvvejs omkring. Nysgerrigt strakte hun hals for at følge med i, hvad han nu havde gang i og havde om muligt trippet en anelse til siden for at kunne skue forbi hans brede skuldre. Ikke at det gav hende noget udsyn, men lyden af rendende vand stilnede den ubevidste lille tørst. Og idet han fermt drejede omkring igen for at vende tilbage til hende, gjorde hun straks til at vende tilbage til sin oprindelige position. Som for at skjule hvor potentiel nyfigen hun kunne ligne. Smilet der mødte hende, skyllede nu ganske hurtigt en hver påtrængende bekymring og det blev imødekommet på høflighedsvis.
Hun tøvede dog lidt. Faktisk ville hun ikke kunne sætte en præcis finder på, hvorfor hun tøvede. Fornuft havde allerede fået hende til at opgive den idiotiske idé om at holde det skjult for ham. Hun havde allerede sænket hånden. Hun havde tekniskset allerede givet ham grønt lys. Og alligevel..
”As long as you promise to be gentle,” anmodede hun med mild komik i stemmen for at skygge lidt for den unødvendige nervøsitet, hun ikke helt kunne holde væk fra sin stemme. Og så for at gøre det nemmere for Asa, førte hun en hånd omkring for at holde sin hestehale fra at være i vejen, da hun drejede hovedet til siden. Indbød ham til at komme til. Gøre hvad han havde i sinde. I mellemtiden pressede hun let sine malede læber mod hinanden, som dét at gensprede den cremede læbestift, beroligede hende. Hun brød sig virkelig ikke om at lade andre se hende sådan. Det var, for hende, lidt som at lade dem kigge direkte ind i øjnene af hendes skam. Hun havde ikke løjet for ham; det var sket på grund af stress, men det var en form for stress hun foragtede.

Igen nikkede mennesket til hans ord; få sårene renset og alt det der. Deres øjne nåede lige at mødes idét han trak sig og hun instinktivt kiggede i hans retning. ”I take that it doesn’t look too bad, then. I’m glad.” Der var også en begrænsning på hvor slemt det egentlig kunne være. Hun var menneske. Hun havde hverken overnaturlig styrke eller umenneskelig skarpe negle. Eller en overdådig smertetærskel. Men tankerne løb stadigvæk lyst skulle man lade dem.

Maeve skulle have forventet, at han ville bringe det andet forslag op igen. Det var det mest åbenlyse at gøre, og med ét følte hun et sug i maven over, hvor dumt hun havde håndteret sin afvisning før – også selvom forskrækkelsen havde haft en finger med i spillet dér. Hendes læber skilte sig ad som for at tale, men hun var nød til at samle dem igen og prøve forfra igen, før tungen fulgte ordentligt med. ”It’s-… It’s honestly not because I don’t trust you with doing that,” startede hun med at forklare. Bedre denne gang. “I mean, you can try but my body has this thing where it doesn’t let the supernatural affect it, so I just didn’t want you to use energy unnecessarily. I'm sorry, I shouldn't have been so cryptic about. I find it immensely awkward to talk about.” Det undskyldende smil vendte tilbage på hendes læber. “But, I’ve never actually been exposed to magic – you’re a witch, right? Or.. warlock.. Wizard? Anyway, what I’m saying is, that magic might be different. So,” Uskyldige udhulinger i hendes kinder blev fremprovokeret, som smilet ændrede sig. “We can try.”
Med dét sagt, søgte hendes opmærksomhed først fra side til side og så lidt hen over skulderen inden hendes blik fandt tilbage til det tårnende startpunkt foran hende. ”Would you need me to sit down?”

”That might depend on whether or not you’re referring to the stress.” Der var en lille kunstpause, hvor hendes læber blidt blev foldet ind og blev fugtet. ”Or if you’re wanting to know about the - what should I call it - scratching impulse.” Det ville ikke være svært at opfange, at Maeve allerede havde været igennem en form for samtaleterapi forinden. Forventet ubehag kunne lige akkurat skimmes i hendes persona, men hendes lille skikkelse krummede sig ikke yderligere ind i sig selv. I stedet forblev hendes kropsholdning som den var; perfekt balanceret på de højhælede sko, der gav hende et par ekstra centimeter højde. Ikke at det var meget hjalp til at udligne forskellen, som hun stod foran Asa. Hendes øjne så også stadigvæk på ham, som hun talte. De prøvede som sådan ikke afvige, men hun blinkede mere gentagende end ellers. Hun trak op i sine mundvige, som for at sende ham et smil, dog faldt de straks igen efterfølgende og afslørede hurtigt den falske natur bag smilet, der nær havde været. Der var noget passivt aggressivt ved det. Noget der udtrykte ironien bag de modstridende sider af velvide og accept af at snakke om ting og af ikke lade snakken blive følelsesmæssig dyb. Hun havde været igennem alt det til hendes bedste evne. Hun tog et øjeblikstid til at tænke over de næste ord, men stadigvæk inden, at heksen kunne få megen mulighed for at svare tilbage, tilføjede hun: ”How about we get the scratched dealt with first, see if your magic works or not, before I go into any details?” Hun lagde hovedet let på skrå.

Til trods for tyngden, der burde have hæftet sig til Maeve’s skuldre, så måtte det i sidste ende ikke have været nok til at hun ikke undslap en latter over reaktionen der fulgte hendes tilstandsforklaring. Der var bare noget ved måden hans udstråling ændrede sig og sætningen der kort derefter trillede over hans tunge. Det var ikke en splinterny reaktion - det var som regel sådan folk reagerede, havde hun så småt oplevet - men det betød ikke, at hun var blevet immun overfor den. Hun blev stadig en tand forlegen, hvilket gjorde baggrund for latteren. ”That’s very darling of you,” sagde hun igennem de sidste strøg af latter. ”I won’t say that I agree. I’d rather say that I’m, well, supernaturally normal. So much so, that I just repel the supernatural.”
Som kontorstolen blev præsenteret for hende, satte hun sig lydigt i den. Hun havde godt nok haft i tankerne, at finde vej ud fra depotet og ind i selve fløjen, måske placerer sig selv på en af sengene. Eller en stol. En stol var et lige så godt valg. Hun havde blot ikke langt mærke til, at der allerede var en til stede i depotet. Det fik hende til at føle sig lidt blind, men hun hverken kommenterede på det eller beklagede sig. Det var en nydelig stol. Desuden mente han måske at det var bedst at blive i depot-området. Færre øjne.
Der gik i hvert fald ikke længe før dén grund fik mere grundlag. Først fangede hun ikke helt, hvad han mente. Jo, han skulle bruge hudkontakt. Der var fri adgang til kradsemærkerne, så det skulle ikke være et problem. Men så.. Ikke blufærdigt, men hendes øjne større og hendes læber skilte sig svagt ad da det klappede for hende. ”Oh. Oh!” var lige den første lyd der fandt sin vej frem. Automatisk så hun ned af sig selv. ”Ehm.” Eftertænksomt skubbede hendes tykke tynd sig sammen på midten. ”I’m not sure if-.. Hm.” Hendes fingre fandt op til kjolens krave, hvor hun desværre ikke fandt nogen knap til at gøre det nemt for hende. ”If you could help unbutton the few top buttons on the back here, then you should be able to get to where you need to be.” Der var visse kvaler ved den slags tøj Maeve Poe klædte sig i. Kendt for at være ’fashionable’ hvis noget andet, så var hendes klædeskab ikke fyldt med afslappede sweatshirts men i stedet kjoler som den hun havde på, hvor kraven både sad højt og robust. Ingen stretch.

Undskyld? Hvorfor undskyldte han? Rynken mellem hendes bryn gjorde hurtigt igen sin entré på hendes ansigt og denne gang blev dybden kun dybere og dybere, som hun ikke syntes at fange roden af, hvad den kære healer forsøgte at komme til bunds i. End ikke som han gjorde sit første forsøg på en forklaring. Tilladelse? Hun havde da netop givet ham den til at gøre, hvad der var ham nødvendigt. Desværre, for hende, betød det også at, som en elastik der var blevet trukket mere og mere i spænd jo længere tid det tog hende at forstå – og jo længere tid det tog ham at give noget håndgribeligt at forstå for ærligtalt gjorde han det heller ikke nemt – gav det et hårdere metaforisk piskesmæld, da Asa endelig nåede frem til sagen.
Allerede store øjne blev gjort en anelse større og for en god stund kunne det snildt ligne, at Maeve Poe var blevet ramt af pludselig forstoppelse idet hun indeni kæmpede en brav kamp imod at lade varme stige op i hendes kinder. Fordi tydeligvis kunne Athena Akademis skolerådgiver ikke nøjes med at pinliggøre sig selv én gang på en dag. Og hvilken skændsel! Hun skulle forestille at være en respektabel voksen kvinde, skulle hun ikke? Hun var en respekteret voksen kvinde, både i sin nuværende stilling men også forrige stillinger. Hun følte bare ikke, at hun var god til at vedligeholde den illusion lige den eftermiddag. Enten dét eller også var universet ikke på hendes side. Havde hun gjort noget fornyeligt der krævede at hun blev beskedengjort?
Fluks trak hun sig ud af øjeblikket, hvor hun havde det som om hun havde stirret på ham i alt for lang tid, og sænkede blikket fra ham. Genstartede lige sig selv og fik for alvor gjort bug med den indre, fuldkommen irrationelle Maeve der havde forslået at undskylde sig selv og forlade lokalet. Heldigvis havde mere rationelle dele af hende hurtigt genkendt at dét ikke ville være til nogen hjælp og hendes fine bagdel var forblevet fornuftigt i sædet. Og forhåbentlig besad denne herre ikke telepatiske talenter. ”Ah! Of course,” blev der kastet ud, i takt med, at hun så tilbage op på ham med nyfunden ro. Og da også et om-forladende smil. ”I-.. I just heard you wrong so please don’t apologize. It’s completely fine. Really.” Det var præcis, hvad det var. Fint. Ingen skade sket. Hun rømmede sig sagt, satte et punktum i hændelsen både for sig selv og for ham til at ikke dvale i misforståelsen. ”But yea, permission. You have permission to touch me.” Ah ja. Fordi dét lød også bedre… “I trust you to do what you have to,” afsluttede hun og lykkedes at få sin stemme til at flyde afslappet over tungen. Det var sandt. Selv hvis han havde haft brug for at have hud til hud kontakt ville det ikke have været et problem. Hvad hun havde været blevet flov over var hvordan hun havde ladet fordomme styre, hvordan hun havde hørt hans ord for set tilbage, så havde det tydeligvis ikke været, hvad han havde sagt. Selvom, til hendes forsvar, så var det stadigvæk nemt at mishøre. Hun lagde roligt sine hænder i sit skød og undlod at svinge benene over kors i tilfælde at han havde brug for at hun sad stabil og stille. Og hun klargjorde sig for anden gang. Et lille, uskyldigt håb brændte inde i hende for at kunne opleve noget magisk. Bare en enkel gang.

Det var ubevidst, sådan som hun holdte vejret. Blot for et kort sekund mens Asa’s hånd placerede sig, hvor det var nødvendigt. Mennesket havde nået langt over det seneste år, og situationen hun sad i var nydeligt bevis på det. Ti måneder siden ville noget så simpelt som en godhjertet berøring som denne – nødsaget for at hjælpe endda – havde resulteret i noget mere intens en reaktion som den reaktionsløse mimik, hun fremvist nu. Al ubehaget og voldsom kvalme var blevet jaget væk siden da. Og gudskelov for det. Skulle hun kaste op foran denne mand ville hun foretrække at det var fordi hun havde en mavevirus af en slags. Og ikke på grund af en overflød af mentale faresignaler.
Til at starte med søgte hendes blik mod hans ansigt, men dalede hurtigt derefter som det føltes akavet at sidde og glo direkte på ham, mens han gjorde sit arbejde. Magi fascinerede Maeve; det gjorde det bestemt, og hun kunne sagtens påtage sig meget mere påtrængende nysgerrighed, var hun ikke allerede noget udmattet og selvbevidst. Hun begyndte pludselig at undre sig om, hvorvidt hun måske skulle lukke sine øjne. Måske skulle hun gøre noget selv for at det ville virke? Give ham adgang? Hun undlod at gøre det og kiggede blot ufokuseret i luften i området af hans brystkasse. Han sagde ikke noget. Selvfølgelig havde hun lidt forventet, at han ville begynde at ytre diverse remser frem. Abracadabra og lignende. Det var trods alt lige den viden der var mest hamret ind i hendes hoved også selvom hun var blevet noget mere bevidnet omkring, hvad det omhandlede siden hendes start på akademiet. Der kom nogle krav til det ansvar hun havde. Hun følte heller ikke noget. Var han begyndt?

Tanken havde kun lige akkurat nået at strejfe hendes sind, da han talte og fjernede sin hånd igen. Fluks var hendes blik tilbage på ham, og i hasten kunne hun ikke skjule en barnlig skuffelse. Det var lige ved, at hun havde skudt underlæben lidt ud. Hun sukkede tungt. ”It was worth a shot, I guess,” pointerede hun for dem begge. Hun vidste ikke helt, hvorfor hun havde forventet andet, men det var ikke helt fair, var det vel? Hendes.. hvad-end-det-var var meget mere en positiv ting for hende så hun burde ikke brokke sig.
For denne gang lod Maeve være med at følge ham omkring. Det gjorde alligevel for ondt at dreje hovedet alt for meget. Et kært smil brød atter frem på hendes læber, som hun betragtede ham stå klar. Denne mand var virkelig ikke helt så gal igen. Særdeles ikke sådan som han snildt dirigerede noget opmuntrende ind i hans interaktioner. ”You do it. I don’t mind. Besides, I would actually prefer to not have to look at it if I can be excused. That you were here at this time might as well have been a blessing, you know, even though you nearly startled me half way to Heaven.” Hun lo let.

Igen rakte hun en arm omkring for at tæmme hestehalen – gjorde atter plads for ham at gøre sit arbejder. Og for netop at distrahere sig selv fra svigen, de begge vidste ville komme så snart den vatrondel gjorde kontakt, spurgte hun ham så: ”Can I ask you why you took position here at the academy, Mr. Hopkins? ”

Det var nu rart, at de begge kunne se humoren i den forrige hændelse, særligt sådan som han ikke tog sig vitterligt af, at hun bragte det på banen igen. Der var visse personer i hendes liv, der ikke var alt for glade for det, når hun straffede dem med tidligere minder, som de delvist fortrød på enten den ene eller den anden måde. Forståeligt nok! Gik man allerede og hamrede sig hårdt i hovedet over det, så var det måske ikke noget man ønskede at blive mindet om, men aldrig – eller i hvert fald langt fra hver gang blev det gjort med dårlige intentioner. Og særdelen var det ikke tilfældet denne gang, som hun kun kunne antage, at han havde fanget ud fra den glatte latter.
You are going to to feel a sting.. Man skulle tro, at hun ville være fuldkommen parat på det. Det var ikke hendes første gang. Hun vidste hvordan svige føltes. Og alligevel, alligevel sugede hun skarpt ind imellem tænder så smart det desinficerende middel gjorde kontakt med, hvad der i princippet stadigvæk var et åbent sår. Det løb straks koldt ned ad ryggen på hende i takt med at kroppens naturlige alarmsignaler gik til beredskab og hun måtte diskret bide sig selv lidt i tungen for ikke at begynde at pibe, for dét ville uden tvivl være et ekstremt kønt syn.. Det var heldigvis hurtigt overstået. Som at rive et plaster af i en hurtig bevægelse. Det sveg ikke mindre – hvert imod, så ved at rense hudafskrabningerne, blev der åbnet yderligere op for iltning og det sveg blot mere. Og føltes mere vådt. Men det havde da sin sindsro.

Svaret, der lidt efter fulgte hendes spørgsmål, kom en smule bag på hende og Maeve tog chancen, mens han tøvede med plasteret i hænderne – til at dreje hovedet og blikket op mod ham for at fange hvilke følelser der var til stede i hans ansigt. De allerede store brune øjne blev ligeledes kun større, da han afslørede sin alder for hende. Ville der mon nogensinde komme en dag, hvor hun ikke ville blive taget tilbage på den måde? Hell, hun underviste elever der var mange gange ældre end endda Asa! Hendes mimik blødnede så ellers op igen, som hun slugte sin reaktion – rystede lidt mentalt på hovedet af sig selv. ”I can’t imagine how that must be. Let alone not feeling like there was a home for four hundred years. That's wild. I’m not even thirty years old yet,” klukkede hun ganske let idét hun bevægede hovedet tilbage i en inviterende vinkel for plasteret. Dog forblev hendes øjne lidt flygtigt på ham ud fra øjenkrogene. Betragtede koncentrationen i hans, som han nænsomt dækkede hendes ydre skam.

Maeve slap atter hestehalen og løftede kortvarigt en hånd op for at stryge plasteret. ”Thank you.”
Med plasteret på føltes det allerede meget bedre. Og så kom det. Bolden blev sendt retur. ”Ah, through vice principle Hamilton, actually,” startede hun ud. ”We go back, only back then I had no knowledge of the supernatural and – by extension – what he was or anything. He wasn’t even a teach then and I’ll be honest; I hated his guts, so imagine my surprise when figuring out that he now teaches. And now the second in command of a grand academy.” Som en vandhane, der var blevet tændt, så fossede det nærmest bare ud af hende, så snart hun var begyndt. Og gik hun direkte til sagen? På en måde? Hendes blik dalede og den samme tunge fornemmelse i luften fra tidligere vendte stille og roligt tilbage.
”I used to work at Clover, if you know it. The magazin. But something – this” Hun pegede henkastet mod sin hals. ”- happened and I didn’t feel safe anywhere so I was offered a sanctuary here at Athena thanks for Hamilton having a word with Mrs. Blossom. A place to live and be safe and a job. Luckily, I had qualifications to positions needed!” Hun så op på ham igen med et smil, der måske var mere for at overbevise hende selv end at overbevise ham. Hun huskede svagt bekymringen, da Juniper Avalon havde overtaget stillingen som rektor og nervøsiteten om velgørenheden, der holdte Maeve i stilling, stadigvæk ville være gyldig.

Maeve fniste og tog øjeblikket, hvor Asa’s opmærksomhed søgte videre fra hende til at sænket blikket og hagen. Så kun halvbevidst ned på hænderne i sit skød. Han havde helt ret. Akademiet havde vist sig at være så meget mere end bare et uddannelsessted. Meget mere end et uddannelsessted for væsner i den overnaturlige verden. For nogle var det dét - ingen tvivl om det. Men hun kendte elever der brugte stedet som tilholdssted. Nogle der var der som en indgang til noget mere moderne og omsluttende samfund. Og så var der dem som Maeve selv. Dem som Mr. Hopkins. Man kunne gå lige knap to år tilbage i tiden og hun ville have betragtet stedet som intet andet end en særlig kendt kostskole for udefra kommende elever. For hun havde da ikke fået muligheden for at blive undervist der. Hun vidste bedre nu hvorfor og hvad end misundelse hun måtte have følt tilbage i sin folkeskoletid var forsvundet fuldstændig takket være rationalitet. Hun kunne ønske, at hun var blevet bragt ind i denne anden verden noget tidligere, så hun kunne tage klasser på akademiet, men egentlig… når hun tænkte over det, hvis hun havde valget, så ville hun nok i sidste ende takke ja tak til at glemme alt igen. At blive bragt ud af det igen. Men det var ikke en mulighed for mennesket og så ville hun på ingen måde soppe i det!

Tankestrømmen blev brudt, og hun så atter op. Så mod ham blot for at få ført blikket i retning af hans håndbevægelse og som hun først og fremmest antog, at han gjorde hentydning til, at hun nok hellere måtte komme videre - han havde vel også ting at se til, som krævede hendes afsked - rejste hun sig roligt fra kontorstolen. Forsigtig med ikke at gøre det for hurtigt i frygt for at blive svimmel. Hun var okay nu, men kroppen havde taget slag ved panikken og stressen.
Men så tilføjede han til sin sætning, og hendes øjne fandt ham straks igen med lidt pludselig forbløffelse. Det var ikke en uventet eller besynderlig tilspørgsel, ikke overhoved men: ”’Knowledge about me’. You make it sound so scientific. Like you’re collecting data on me. But apparently we were having similar thoughts, Mr. Hopkins,” indrømmede hun samtidig med at hendes smil bredte sig på ny, takket være den blide humor hun fandt i det. ”I sadly think it is a little too late right now. One thing is that I’m not supposed to drink anything caffeinated this late.” Selvom hun gjorde det, når arbejdet blev en al for fristende distraktion og noget skulle holde hende vågen. ”And another is that I probably should force myself some rest.” Smilet tog form af noget undskyldende dog oprigtigt, mens hun betragtede ham gøre sin kop klar til at blive fyldt igen. Han virkede nærmest helt ivrig - so sweet - så hun havde det lidt dårligt med at afslå hans invitation.
”How about another day? Tomorrow, perhaps? I have my own curiosities about you too that I’d like some more knowledge about.” Hun havde ikke kunne dy sig. Og som var hun stolt af sig selv over det, groede den ene af hendes mundvige til en kæk krølle. ”I sort of feel bad that I haven’t.. talked with you. Properly. You’re not as broodingly intimidating as I initially thought.”

Hun vendte sig mod kontor stolen og drejede den for at få et tag I ryglænet, inden hun ganske stille og roligt rullede den hen på plads, hvor Asa tidligere havde fundet den. Bare så den ikke skulle stå midt ude i det. Med dét gjorde lænede hun sig en tand frem og glattede og rettede på skørtet af sin kjole, sørgede blandt andet for at det sad som det skulle bag på. Og så med et naturligt ryst på hovedet for at kaste løse pandehårslokker væk fra ansigtet i processen, rettede hun sig op. ”Does it look alright?” spurgte hun så, gjorde endnu engang nogle fagter mod sin hals. ”Is it very obvious?” Hun havde ikke nået at få et glimt af om plasteret, han havde brugt var kridhvid eller hvad. Om det stod meget ud mod hendes hud.

“So am I,” anerkendte hun ærligt og uden at trække på det. For det var hun virkelig. I Maeves tilfælde havde hun muligvis ikke sig selv helt i forgrunden eller sat for en skarp lampeskærm i et afhøringslokale, hvor hun blev gjort grænsende opmærksom på sine fejl som person og dermed altid tænkte over, hvordan hun nu kunne forbedre sig selv. Men det var jo ikke ligefrem det samme som, at hun ville nægte at gøre noget ved fordomme, skulle det ende ud i det. Præcis som nu. Så kunne hun i stedet ærgre sig over at ikke have gjort noget ved det tidligere. Og det var ikke fordi hun havde haft slemme forestillinger om Asa Hopkins svævende rundt i sit hoved - slet ikke! Måske der bare havde været noget. Noget andet end det basale som hans højde og lidt tilbagetrukne tilstedeværelse. Hans brummende stemme. Noget der også havde været grunden til, at hun normalt ikke var helt komfortabel med at begå sig på hospitalsfløjen. Noget der ikke engang var et hint tilbage af på daværende tidspunkt og som havde været afskygget af den egentlige desperation med at få et plaster på såret.
Åh gud.. Hun havde grupperet heksen med alle de andre minder hun havde om lægehuse, om læger om.. redskaberne. Tankerne, til trods for hun ikke lagde noget af det ud på bordet for ham at høre eller noget, fik alligevel hende til at se mere beklagende på ham. Se ham blot en anelse dybere og blankere i øjnene. Maeve Poe var ikke det perfekte menneske.

Selvfølgelig blev blikket ikke hængende længe, som hendes udad-visende blev bekræftet og godkendt af ham og et tilfredst smil brød hele udtrykket i hendes ansigt såvel som et taknemmeligt vip med hovedet. Det var godt. Ingen grund til at tiltrække unødvendig opmærksomhed fra elever. Eller fra lærerstaben. Eleverne skulle helst ikke skræmmes og allerhelst ville hun ikke høre fra diverse kollegaer. Hvis bare Asa havde kunne bryde igennem hendes barriere og hele såret så der ikke engang var et rødligt mærke tilbage at se. ”You’re very welcome to stop by then, yea! My second years and I will be in the workshop nearing the afternoon so it shouldn’t be any trouble.” Hun skyndte sig, med et klukken I stemmen, at tilføje: “As in; you won’t be disputing the class or anything if you maybe want to look in.“

Det var omkring dér, at hun førte en hånd op til sin hestehale og med et forsigtigt tag, hev hun elastikken ud for at frigøre de mellemlange brune lokker. Indlært rystede hun på hovedet for at sprede det ordentligt omkring hendes ansigt og ganske strategisk; lagde det sig som et gardin henover hendes hals og kamuflerede det hudfarvede plaster bare en smule bedre. At det havde fået en enkel ucharmerende bølge fra at have siddet bundet hele dagen, måtte være en ting, hun lige måtte affinde sig selv med for nu. Hun havde forfængelige tendenser, men hun var da ikke så forfængelig igen. Desuden så var det en fantastisk befriende følelse. ”There.” Og vendende fokus tilbage til ham, hun gengælde straks hans varme, afskedstagende trak i læberne. Igen nikkede hun, denne gang mere fast.
Det var derefter med en hånd løftet i et stillestående vink, at Maeve Poe gik i den modsatte retning ud af fløjen og tilbage ud på den noget tomme gang af tredje sal. Aftensolen havde virkelig sat sit præg der og varmet dem nydeligt op inden den nu var på vej ned bag horisonten. Et par timer endnu og det ville være mørkt. I det fjerne kunne det lige akkurat høres, at hun ikke var alene på akademiet. Et sted et eller andet summede liv stadigvæk. Hun følte sig… tryg. Så uendelig tryg. Og selvom det sveg i nakken hver gang hun gjorde den mindste bevægelse, så følte hun sig ganske godt tilpas.

// over and out