For the needy shall not always be forgotten..

__________________________________________________________________

Hun var tilbage. Set tilbage på hendes liv, så havde hospitaler nok egentlig altid været en del af hendes liv. En barndom af regelmæssige besøg og kontroller. Eller blot en mor, der var nød til at bringe hende med sig på arbejde når skole var aflyst. Men som hun var blevet ældre, blevet voksen og stærkere, så havde besøgene blevet færre og færre. Det var indtil nu. Bilulykke og vågnet i en hospitalsseng. En kusines konsekvenser for linkende magi, tæsket til kanten af sit liv. Og nu var hun tilbage der igen. Tilbage i den yderst ucharmerende hospitalsbeklædning. Ikke med en brækket arm eller et hjertetilfælde. Atypisk underernæring holdte hende i stedet indlagt. Traumer. Ting hun aldrig i sit liv ville have forestillet sig ville ske for hende. Hvorfor var det sket for hende? Hvad havde hun gjort for at fortjene sådanne rædsler? Hun havde aldrig været typen til at tro, at ting skete af en grund, men spørgsmålene havde alligevel hjemsøgt hendes sind. Ikke kun dagene tilbage væk fra ham, men de havde hæftet sig fast lige siden dagen det hele var begyndt. Og nu var det som om de nægtede at forsvinde igen. Hvorfor?

Den sagte lyd af Paul Anka, der blev nynnet, var kun lige akkurat at høre fra den unge kvinde, skulle man komme tæt nok på, hvor hun sad alene på en bænk. Hun vidste det ikke selv, og gudskelov for det. De gamle melodier havde henover de seneste fire måneder indgraveret sig på hende. Altid spillende i baggrunden. Og nu… nu var det som om de gav hende en ubevidst tryghed til trods. Det skete altid, når hun var alene. Når hun lod sig selv svinde lidt hen. Det værste var næsten hvor fredfyldt hun sad og så ud imens. Hendes ansigt var helt uden dybe folder, fuldkomment afslappet. Hendes brune øjne der blot stirrede frem for sig. Betragtede udsigten udover det lille grønne areal, hun havde flygtet til. Det var et sted hun var blevet ret glad for. Det var det eneste sted - set bort fra hendes værelse - hvor hun kunne være for sig selv. Hvor der var sikkert nok til at bjørnen kunne få sig selv til at lade hende være for sig selv. Hvor hun selv følte sig i sikkerhed. Verdenen udenfor var ikke sikker. Ikke endnu.
Maeve havde sat sig et godt stykke ud på kanten af bænken for at hendes korte ben kunne nå, selvom hun stadig var nød til at måtte nøjes med at kun have kontakt med jorden med sine tær. Hendes hænder placeret blidt på hver sin side af hende og holdte et let greb omkring bænke kanten. Den ene bar et drop, midlertidigt separeret fra slangen og hvad end sukkervand, de gav hende for at sørge for at, hun fik den rette næring, hun havde brug for at hele ordentligt. Både udvendig og indvendig.
Hendes vejrtrækninger var rolige og det kunne lige skimmes, hvordan hendes overkrop vuggede op og ned i takt til dem. Det var blevet lunt siden hun sidst. Sne havde ligget på vejene den gang. Nu kunne man høre solsortene synge og naturen var grøn og frodig. Det føltes som om, hun havde mistet mere tid end hun faktisk havde. Det havde følt som en evighed. Som om hun aldrig ville være kommet væk fra det. Men hun havde holdt fast i én ting. Håb. Håb for at hun ville komme væk. At nogen ville komme og bære hende op fra kælderen. Fjerne lænken. Stoppe mishandlingen. I sidste hende havde hun været sin egen redningsmand, og hendes egen krop havde afvist hvad end dæmonen havde formået at efterlade i hendes livmoder. Hvor end smertefuldt det havde været, var hun evigt taknemmelig for det. Aldrig ville hun ønske at bære den mands frø og lade det vokse i hende. Aldrig.

Den blide vind af et forår der var ved at komme til ende, fangede kortvarigt hendes hår og spidserne kildede behageligt mod hendes ansigt. Det var blevet vasket, og alligevel kunne hun fornemme lugten af setting-cremen i hendes næsebor. Men den friske morgenluft fyldte mere, så hun nød det mere end at føle ubehag ved tilknyttede minder. Det… Det skulle nok gå. Det var over.

Han havde haft fundet sig en lille bakketop med udsigt ud over skyerne. I skyggen af et smukt, rødt egetræ, havde han brugt utallige timer i sit eget selvskab med åbne øjne der reflekterede det lysegrønne græs og en hjerne der løb om hjørner med hans krop. Susende forbi lange gader, små gyder og store pladser i søgen efter Maeve Poe. Den lille, skarptungede brunette der var forsvundet sporløst den forfærdenlige dag i slutningen af Februar.
Han havde spurgt sig selv utallige gange, hvad der dog var anderledes ved dette menneske. Måske endda flere gange end nogen af hans søskende havde spurgt ham, let himlende med øjenene og uforstående overfor den fiksering der havde overtaget hans hverdag. Lou; en ældre engel, der altid befandt sig i et stille hjørne af Arkiverne og som havde set næsten lige så mange årtusinder som Remiel selv, havde spurgt ham, om det måske var en måde at glemme Samael på. Han havde ikke kunne svare. Tanken var næsten lige så foruroligende som tanken om ham. At han skulle bruge en stakkels menneskepige som en form for mental forsvarsmekanisme havde været ubehagelig, og han havde stædigt fastholdt, at der ikke kunne være tale om noget så brutalt som det. Derefter havde han fundet sin lille, eviggrønne bakke. Alle vågne timer, der ikke gik med absolut nødvendige ærinder, gik på den lille bakketop. Og så én dag fandt han hende.
Han havde ikke turde tro på det først. Det var mange årtusinder siden hans syn havde flakket imens han brugte sine evner, men da han så de store mørkebrune øjne åbne sig, forsvandt synet lige så hurtigt som det var startet, og han havde med rystende hænder måtte samle fokus for at se igen. Igennem Cecilia, selvfølgelig. Et andet højst besynderligt menneske, der syntes at være i midten af det overnaturlige univers fra tid til anden. Maeve Poe. Lige dér.

Hun så helt utroligt fredfyldt ud på den lille bænk. Så afslappet og harmonisk, at Remiel blot havde stået og betragtet hende i ren ærefrygt. Morgensolen stod endnu lavt på himlen, og duften af dug hang i luften, som duftede af de begyndende blomster og vådt græs. Det hele var så overvældende. Skulle han grine eller græde? Han havde fundet sig selv overvældet af følelser flere gange allerede, på trods af det kun lille kvarter han havde stået og betragtet hende; kuldegysninger, klump i halsen og fugtige øjne. Endelig nikkede han for sig selv. En sagte tilkendegivelse af, at han burde tage sig sammen. Det var trods alt flere dage siden, han først var taget til hospitalet for at tjekke op på hende. Altid i baggrunden. Altid når hun sov. Altid i smug. Men efter så mange, lange måneder og så mange nederlag og frustrationer og små opfangende bølger af håb, vidste han inderst inde, at han blev nødt til at møde hende.
Remy løftede sit ben og lod sine bare tær træde ud på den dugvåde plæne. Græsset var nyligt klippet, og var blødt og behageligt at træde på, som han lod sig glide over mod hende med den lette sommerbrise i ryggen. Han sørgede for at gå tungere end normalt for ikke at snige sig op på det skrøbelige menneske. Han ville ikke forskrække hende, og krydsede derfor tværs over græsset så hun ville se ham, før han nåede hen til den lille træbænk.
I hans tanker, havde Remiel forstillet sig, at han ville hilse på hende med et bredt smil, måske endda introducere sig ordenligt, men realiteten var anderledes. Hans hals snorrede sig sammen af et virvar af følelser, så snart hendes duft ramte ham. Så mange gange han havde set billeder og hørt fortællinger om denne unge pige; han havde endda hørt hendes stemme, men at dufte hende. Det var overraskende overvældende.
Med rank ryg fulgte han hendes blik ud mod det grønne græs, og foldede sine hænder i sit skød.

Den betryggende boble, som hun havde formået at få svøbt omkring sig havde været så solidt og så omsluttende, at Maeve på ingen måde havde været nok til stede i virkeligheden til at overhoved lægge mærke til, at hun blev holdt øje med det sidste stykke tid. Det ville tænkes, at en som hende ville være på konstant vagt. Scanne hendes omgivelser for potentielle farer, der kunne lægge lige omkring det næste hjørne. Men i stedet var hendes vagtsomhed blevet lammet. Overbrugt. Der havde ikke været ét eneste øjeblik i den kælder, hvor hun ikke havde været årvågen, hvor hendes instinkt ikke havde siddet yderst ude på spidsen af en sleben synål. Så nu – nu hvor det endelig kunne slippes – var der ingen midte at hvile på. Dog var dette ikke ro til trods for, at udefrakommende sagtens ville kunne påstå, at hun virkede så afslappet. Skuldrene nede, fingrene løse og øjnene fredelige. Men dét var i bund og grund blot endnu en ekstrem. Det var ikke, hvad de erfarne læger ville kalde ’fremskridt’..
Derfor forekom det også meget som, blev boblen sprunget, idét hun endelig blev opmærksom på, at hun ikke befandt sig i hospitals haven helt for sig selv. Det skete ikke nu ikke helt automatisk, som han bevægede sig ind i hendes synsvinkel, eftersom hendes reaktionsevne ligeledes var bedøvet, men så snart hun registrerede ham, fik udtrykket i de brune øjne en smule mere tilstedeværelse i takt med, at hun lod sig følge hans kurs. Mod… hende?
Det var først da dét gik op for hende, at hun ligeledes lagde mærke til, at hans blik også lå på hende ligesom hendes lå på ham. Hun følte sin hals lukke sig en smule sammen; ufrivilligt. Han kiggede på hende, som om han kendte hende. Men hun havde aldrig set ham før. Hun ville kunne huske det, hvis hun havde, for hvem end han var, så stod han ud i mængden. Han havde rammen af en spinkel gadedreng, men han bar sig selv som en gammel filosof. Noget ved ham var alt for gammel til det kønne ansigt. He’s not human… He’s not human... strøg det gentagende gange igennem hendes hoved. Og desværre var det ikke beroligende tanker. Maeve sænkede med ét sit blik fra ham med en eksplicit følelse af underdanighed så snart han næsten var nået helt over til hende. Lige i tide til at han placerede sig ved siden af hende.

Nøjsomt skuttede det lave menneske sine fødder lidt tættere sammen. Hun havde lagt mærke til, hvordan den unge man ved siden side havde gået over glasset uden fodtøj og en listende del af hende, blev mindet om, hvor længe det havde været siden hun havde følt græsset om sine fødder på den måde, og tanken fik hendes tær til at krumme sig i de hvide træsko.
Selvom hendes vejrtrækninger stadigvæk kunne beskrives som rolige, var de gradvist blevet mere påtvungne, som havde vægt lagt sig mod hendes brystkasse og hun nu måtte anstrenge sig bare en tand mere for at fylde sine lunger. Hvad en omfavnende og god energi himmelske væsner afgav til dem omkring dem, havde ingen effekt på hendes evigt neutraliserende legeme. Tværtimod gjorde hans tilstedeværelse hende… urolig. Usikker. Hvem var han? Hvorfor havde han set sådan på hende? Han var ikke menneske… Ubevidst blev den ene af hendes hænder løftet op for at lige så diskret at klø et sted på hendes hals, et sted der allerede havde efterladte tegn på, at hun havde kradset der omkring før.

Det var ikke ham. Det kunne ikke være ham. Ikke her. Men det kunne jo næsten være ham. For et år siden ville hun ikke havde troet det muligt, men der var folk der kunne bedrage øjet der så. Skjule sit udseende bag et andet. Kunne han? De nøgne læber foldede sig langsomt ind mod hinanden. Det tog alt, hvad hun havde i sig at føre hånden fra sin hals igen og i stedet mod… ham. Lagde sig så forsigtigt mod hans arm, før hun atter skævede mod ham. Hun forventede det ungdommelige oldtidsydre ville falme og vise russeren, men så gjorde det ikke. Straks havde hun trukket sin hånd til sig igen og det snigende blik var ikke længere snigende. Det var rettet direkte mod ham og udtrykte følelser af både flovhed og beklagelse… og lettelse. Dog havde hun ikke nået at blinke væk hvor blanke angsten havde gjort dem. ”Sorry!” udbrød hun automatisk for på ingen måde var det normale manerer. Ville hun komme afsted med at påstå, at hun ikke troede han var virkelig? Om hun kunne, så trillede undskyldningen aldrig over hendes tunge.

Remiel sad rank; selv da han opfangede hendes løftende hånd ud af øjenkrogen. Han stivnede. De elegante fingre lagde sig blidt mod hans strikkede uldtrøje, og selv igennem det faste lag uld, rejste hårene på hans arme sig, og han måtte skutte sig for kuldegysningen, der løb igennem kroppen på ham, før hun trak hånden til sig igen.
Sorry!
Hans kæbe spændtes og han måtte synke hårdt for at løsne sin hals og endelig samle mod til at vende hovedet mod hende. Han måtte se ualmindelig nysgerrig ud, som hans brune øjne hoppede let over hendes ansigtstræk. Den lille næse, de runde kinder, de dybbrune øjne. "Oh, no, no need to apologise," forsikrede han hende hurtigt, overrasket over hvor rolig hans stemme formåede at holde sig, når nu hans hjerte galopperede afsted. Nervøsiteten syntes at lægge sig, jo mere tid han sad på bænken og sugede hendes nærhed til sig. Hun havde jo ingen idé om hvor betydningsfuld hun egentlig var, det lille menneske. Hans læber løftede sig i et overvældet smil; et smil der formåede at få hans unge ansigt til at se endnu yngre ud. Han løftede sin arm og lod sine spinkle fingre køre igennem sit blonde hår, og videre ned for at klø sig i panden. Den rette stilling han havde sat sig i, løsnede sig langsomt, og han trak sine fødder op, og placerede dem foran sig på kanten af bænken, så han kunne vikle sine arme om sine ben, næsten ude af stand til at holde den ekstatiske energi inde i sin krop. Så meget glæde. Så meget stolthed, over mennesket, der sad ved hans side.
Han havde aldrig forstået dem, der kaldte mennesker svage. Så mange væsner følte sig evigt overlegne, men Remy var sikker på at Gud aldrig havde givet menneskerne uendelig fysisk styke eller hurtige ben eller vinger, fordi de var de andre racer overlegne på andre punkter. Maeve Poe var alt andet end svag.

Remy lod sine øjne vandre nedad, mod hendes hals, og lod sit hoved vippe sidelæns, så hans kind lænede sig op af knæene. De røde kræs-sår var alt for lette at spotte med hans veltrænede syn, men i stedet for at rynke øjenbrynene eller blive sur over det, løftede han atter blikket mod hendes øjne. Den lave morgensol reflekterede sig i deres blanke overflade. Han havde lagt mærke til det før, når han havde set hende. Både igennem øjnene på dem, der ofte var omkring hende, men også de gange han selv havde sniget sig ind på hospitalet for at tjekke til hende. "I'm terribly sorry if I scared you, that's the last thing I wanted."
Han var ikke vant til at skræmme andre. I hvert fald ikke, hvis han ikke ville skræmme dem. En så kraftig, beroligende aura som han havde, var svær at gå fejl af, og de fleste mennesker sank altid deres skuldre og blev en smule saglige i hans nærvær. Men ikke Maeve. Det lille menneskebarn med en neutraliserende hvad-end-det-var, der neutraliserede alt omkring hende. Han gik derfor ud fra, at hun ikke ville mærke hans aura. Det var en mærkværdig følelse, at skulle overbevise en anden person om hans godhed, når andre ville acceptere det uden videre. En så stærk engelsk aura kunne ikke tilhøre et ondskabsfuldt væsen, ville folk sige, men hvordan kunne han nogensinde overbevise mennesket om, at han ikke ville hende ondt, hvis hun ikke kunne mærke det?
Remy tog sig til takke med at naturen omkring dem i det mindste var faldet til ro. Fuglene var ikke stoppet med at synge, som de kunne gøre omkring nogle mørke auraer, og den blide vind syntes at være et par grader lunere allerede. Harmonisk og tilfreds med den lille engel og det lille menneske, som de sad i midten af det lille haveområde.

I needed to make sure.. Igen nåede ordene aldrig længere end hendes tanker, for tungen nægtede at slynge dem ud for ham at faktisk høre dem. Tungen var stadigvæk bange, præcis lige som Maeve Poe selv. Bange for at sige noget forkert. Bange for at sige noget overhoved. Sådan havde hun ikke altid været. Hun plejede at være så social, så snaksaglig. Hun plejede at føle sig bedst omgivet af mennesker og af energi men nu havde hun oplevet at hun trak sig. Præcis som hun havde gjort nu. Trukket sig til haven så tidligt om morgenen fordi hun allerede vidste, at der ikke ville være andre. Og var der andre ville der aldrig være mere end et par stykker. Hun havde ændret sig. Hun var bange.
Men det var ikke ham hun sad ved siden af. Det kunne det ikke være. Hendes berøring ville have fjernet der overnaturlige dække, havde han været svøbt i et. I stedet var skikkelse forblevet i sin forunderlige form – and osede af en besynderlig atmosfære af evig ungdommelighed, som hun aldrig havde været omkring før – lige som den var bygget og modelleret. Maeve øjne havde forsigtigt fundet tilbage til ham efter at han havde formået at forsikre hende, at hun havde gjort intet galt. Hun så ham krølle sig sammen på bænken på vis som hun kun kunne drømme om at gøre efter. Så nemt og så elegant. Der var ikke noget at sige til det; han var noget mere spinkel bygget end hun var. Hun havde mere sul på kroppen der kom i vejen. Selv nu, for mens en masse forfærdelige ting var sket, så var hendes undernæring kun skyldt hendes gentagende perioder henover toiletkummen. Der var noget barnligt over måden han sad på, men det var barnligt i den forstand, at det gjorde ham uskyldig nok til, at de skræmte forestillinger om hvem han var langsomt men sikkert begyndte at falme. Det mindede hende om Collin, og hvordan han som regel sad krøllet på huk for at kigge på en linje af marcherende myrer.
”It’s..” okay – hun kunne ikke få sig selv til at lyve endnu. ”Don’t worry about it. I just scare far too easily. It’s got nothing to do with you personally,” svarede hun tilbage som hun gjorde et let ryst på hovedet og drejede det lidt væk fra ham. Et lille forsigtigt smil havde så småt gjort sig til kende på hendes læber idét det havde lykkedes hende at sige mere end et enkelt sølle ord til den fremmede. Det var svært at sige om det var ægte. Det havde i hvert fald ikke været et hun havde skulle tvinge frem, hvilket nok sagde en del. ”Other people don’t usually approach you out here unless its the nurses. I thought you might be someone else.” Hendes stemme var ikke nær så hæs som den havde været de første par dage. Faktisk syntes den at have helet helt fint nu.

En solsorts kald fangede hendes opmærksomhed for en lille stund, da fuglen havde vovet sig nærmere de to individer og landet på græsset ikke langt fra dem, før den havde præsenteret dem for dens genkendelig kald. Det orange næb afslørede dens køn og selvom resten af den var sort som kul var det en fugl med et venligt udseende, særligt i morgensolen.
Men selvom Maeve nok ville have risikeret at falde tilbage i sin forrige boble, så kunne hun ikke ryste følelsen fra sig omkring den unge mand ved hendes side, og hun drejede atter blikket mod ham. Han sad ikke bare på bænken sammen med hende, nej, han havde sat sig meget specifikt ved siden af hende. Og de øjne, den måde de kiggede på hende. ”Do I know you?” spurgte hun så endelig. Det virkede ikke som det rigtig spørgsmål, for der var ikke rigtig noget ved ham som prikkede til det bekendte. ”I mean, you’re not a patient.” Selvom hans afslappede påklædning nok godt kunne argumentere for det… Særligt hans bare fødder. ”But it shouldn’t already be time for visiting hours. That is if I haven’t lost track of time again.”
Det var med en vanedannet bevægelse at hendes ene hånd søgte mod hvor en lomme normal ville være for at finde mobilen frem, der normalt ville være i lommen, for at tjekke tiden. Selvfølgelig var den der ikke. Der var ikke engang en anden lomme en dem i morgenkåben, og der var der ingen mobiltelefon heller.

Remy løftede overrasket hovedet da hun formåede en lang, fuld sætning. Han havde langt fra turde håbe på at hun overhovedet ville snakke med ham. Mest havde han nok bare ville nyde hendes nærvær. En lidt overrasket klukken overtog hans overraskede ansigtsudtryk før han formåede at slappe af i sine ansigtsmuskler. Han nikkede varmt til hende. "Well, that's good enough for me then."
Og så gik der heller ikke længere tid, før hans hjerte knugede sig sammen og syntes at gå i stykker ved hendes næste ord. I thought you might be someone else. Han havde selv gjort det samme. Mange gange og alt for ofte efter at være sluppet væk fra Samael. Éns hjerne begyndte at tvivle på øjnene; noget han ikke kunne huske var sket for ham før, når nu hans øjne var noget af det der var så specielt ved ham. Han kunne kun nikke til hende igen. En lav brummen lod sig kende at han havde hørt hende og forstod. Også selvom hun måske ikke forstod hvorfor han forstod.

Han fulgte hendes blik ud mod græsset, betragtende og fascineret af den lille fugl, der var så komfortabel i morgensolens lune stråler. Med et svagt smil, placerede han sin hage på sine knæ.
Do I know you?
Han vippede sit hoved sidelæns, stadig lænende op af hans knæ. Hans brune øjne betragtede hende nysgerrigt. "I don't think you do, no," svarede han en smule undskyldende. Hendes egne nysgerrige øjne syntes at nærstudere hver lille bevægelse han lavede og hans smil groede let ved hendes observering.
Remy fangede bevægelsen af hendes hånd. Et svag smil hev i hans mundvige over hvordan nogle vaner var svære at ignorere og at muskelhukommelse virkelig kunne sige meget om en person. Det var kun åbenlyst hvad hun havde været i gang med at fiske efter. En telefon. Enten, tænkte han, for at tjekke klokken eller fordi hun var utryg og ville ringe til nogen. Måden hun snakkede til ham på og selvfølgelig emnet de havde snakket om, gjorde det nemt for ham at vælge den første tanke. Klokken.
Han løftede blikket mod den lavthængende morgensol, der lige akkurat formåede at titte op over parkens træer og en af hospitals-bygningens sidefløje. "Nineteen past six." Han lod sit blik falde fra himlen og tilbage på hendes dybbrune øjne. "Twenty past," korrigerede han hurtigt, med et lille vip med hovedet. "How long have you been up?" Nænnede han at spørge, selvom han udmærket godt vidste det. Han havde allerede været i nærheden.
Remy havde aldrig brugt meget energi på at fokusere på andre engle. En engel var en engel, og ærkeengle var blot en rang der var blivet dem givet, men det var nemt at glemme at der fandtes engle som skytsengle. Han havde aldrig helt kunne sætte sig ind i det; muligvis fordi han aldrig havde følt det som skytsenglene følte og heller aldrig var blevet vævet sammen med et menneske på samme måde, men med Maeve Poe kunne han kun gå og håbe på at hun ville få sig en skytsengel. En god en af slagsen, helst. Og indtil da, havde han besluttet sig, kunne han vel tage jobbet.

Han vippede endnu engang sit hoved op, og placerede hagen på sine knæ, før han foldede sig ud af sin sammenkrøbede stilling, og i stedet foldede sine ben i skrædderstilling med en rettet ryg. Langsomt strakte han sin hånd ud med håndfladen vendt nedad og pegefingren løftet en smule. Remy klikkede to gange med tungen for at fange fuglens opmærksomhed og sendte en bølge af varm luft i dens retning. En smuk kvidren lød fra den smukke solsort, før den løftede sine vinger og lod sig bære af vinden hen til Remy's udstrakte hånd.
"I've been trying to find you for a very long time, Maeve," indrømmede han, idet solsorten landede på hans finger. En kildevandsklar pippende melodi fløj ud fra det orange næb. Solsorten gned dets hoved mod Remy's håndryg. "So I suppose I feel like I kind of know you by now. In a way at least. I'm, uh -" Åh, pokkers til følelser, der altid skulle få hans stemme til at knække over. Han sank. "I'm sorry I couldn't."

Maeve lod en latter slippe fra hendes strube. Dog var det nok egentlig ikke meget mere af en kort latter eller en klukken end at det blot var et udånding der hoppede let fra hendes brystkasse. Og det var noget halvhjertet til trods. Selvfølgelig kendte hun ham ikke. Hun havde mistet noget, dele af sig selv samt tid, men hun havde ikke mistet sin hukommelse. Det havde nok i bund og grund været fordi, at hun var så vant til, at spørgsmål som det hun havde stillet ham - Do I know you? - altid blev svaret meget anderledes i film og andre fiktive medier end hvad han gav af svar til hende. Det var lettere komisk, måtte hun indrømme eftersom det ikke havde været muligt for hende at holde den svage underholdte reaktion på afstand. Det var komisk, hvordan hendes sind havde sivet sådan væk fra logik og realitet. Det havde ikke været ham hun havde leet af. Det var hende selv.
”Huh?” Først var hun helt forvirret over, hvad det var han lige havde sagt og hun havde fluks løftet hovedet og drejet blikket tilbage mod ham med et udtryk lige på nippet til at krumme sig i manglende forståelse, da han gentog sig. Rettede sig selv, nærmere. Oh! og det gik pludselig op for hende, hvad det var han sagde. Forundring vægtede med ét tungt i hendes øjne, og sådan som han havde søgt dem med et sådan gennemtrængende blik, tvivlede hun på, at han ville gå glip af selv den mindste følelse hun følte. End ikke, som hun kortvarigt sænkede blikket ned i sit skød som hun huskede den lille ubevidste bevægelse hun havde gjort før. Han havde lagt mærke til den mere, end hun havde, og han… Hun løftede hovedet igen og skævede til himlen, hvor han havde set hen, hvor hun kun syntes at samle mere forbløffelse op på vejen tilbage til ham. Havde han virkelig..? ”Ehm, not-… not more than an hour. Maybe,” svarede hun en smule forsigtigt, spejlede næsten hans tidligere undskyldende toneleje. Hun sov en del. Men hun sov aldrig længere ad gangen. Hun kunne ikke, selv ikke når søvnen ikke blev angrebet af uønskede drømme. Hun var dog så umådeligt træt hele tiden. De første par dage havde hun, efter at have vågnet op fra den akutte operation på dag et, siddet og faldet ud og ind i søvn midt i samtaler.

De nøgne læber skilte sig prøvende ad, men hendes ord noget abrupt på stum grund, idét hun blev afbrudt af, hvad end for noget hendes sidemand gjorde med tungen for derefter at helt glemme, hvad hun havde været ved at sige, da solsorten hun havde beundret satte af og kom dem nærmere. Ja, faktisk kom den helt hen til dem. Helt hen til ham. Hun måtte blinke et par gange i tæt på barndoms vantro.
Øjeblikket ville have været befriende, befriende fra de lænker hendes traumer havde holdt hende nede med, havde det dog ikke være for, hvad der trillede over hans tunge sekundet derefter. Igen hørte hun kun ordene. Og måske endda kun nogle af dem, fordi hun blev noget blegere og smilet, det havde været antydningen af før var forduftet. ”What?” faldt det klodset ud af munden på hende grundet det opspænd der var vendt tilbage til hendes krop selvom hun kæmpede for at skjule det. Hendes blik sprang skarpt mod fuglen men blev ikke hængende længe før de så tilbage op på ham. ”You know my…” Hun sank.

I’m sorry I couldn’t.
Glasset der havde hævet sig om hende og fordrejet alt hvad hendes øjne så og hendes krop følte og hjerne opfangede krakelerede og knækkede og faldt som var det papirstyndt og alt der skulle til var for denne fremmede at tappe på det med en kno. Hendes skuldre faldt i takt med, at det endelig gik op for hende, at …han var ingen trussel. Og det skræmte udtryk i hendes øjne blev pludselig meget klarere og følelsesladet, som hun så på ham. Langsomt foldede hun sine læber ind mod hinanden og hendes hoved faldt automatisk en tand på skrå. You were looking for me? ”Who are you then?” var I sidste ende spørgsmålet det lykkedes hende at ytre selvom der var så mange andre, hun hellere ville have svar på. ”Why… why were you looking for me? If you don’t know me.” Hun så atter mod solsorten i hans hånd, hvor hun ikke længere få forestillinger om, hvordan hans hånd klemte voldsomt om den men i stedet så hun hans afslappede hånd og fuglens velbehag den som den nussede sig selv mod ham. ”… Who are you?” gentog hun, flyttede blikket igen og pressede sagte sine bryn mod hinanden. Han var nogen.