You will never see daylight again

Arbejdet i et laboratorie var aldrig rigtig færdigt. Det var altid så vanskeligt at afgøre, hvornår man kunne tillade sig at lægge de uafsluttede opgaver fra sig på hylden og drage hjemad med god samvittighed. Borys endte derfor ni ud af ti gange med at arbejde overtid. Det var nu sjældent, han havde noget imod det. Jobbet var bestemt ikke hans et og alt, men han var absolut typen, som fordybede sig helt og holdent i alt, han foretog sig; en perfektionist ind til benet. Selv ville han ikke kategorisere sig som en arbejdsnarkoman, for han nød tiden væk fra de formelle rammer og kunne snildt bruge en hel dag i sofaen. Det hændte dog ikke særlig tit, men det var som regel af egen fri vilje. Han havde tilegnet sig rigeligt med hobbyer igennem årenes løb.

Med den sorte GAZ-M20 Pobeda parkeret halvt inde på det smalle fortov trådte han en anelse modvilligt ud i den grå, våde dis. Skuldrene blev per ren automatik trukket op mod ørerne i et forgæves forsøg på at skærme for den tungt faldende støvregn. Skuttende smøg han sig om på den anden side af bilen, for at komme op på fortovet, og ilede derefter målbevidst mod hoveddøren, der blev låst op på rekordtid via den digitale dørlås og en ferm finger.
Huset kom næsten til live, da et varmt pust bød ham velkommen, så snart døren gik op; en substitut for den manglende, kærlige omfavnelse fra en dedikeret hustru. Den genkendelige aroma af hans egen essens blandet sammen med den skarpe duft af de nylakerede gulve og vægpaneler kunne kun lige akkurat anes. Alt andet druknede i den gennemborende, kemiske lugt af rengøringsmidler. Der var til gengæld ikke så meget som et støvkorn at finde nogen steder. Et pletfrit hus gjorde under for kvaliteten af ens tilværelse. Det frigjorde tankerne og lod ham fokusere på vigtigere ting; når han altså ikke var fuldt beskæftiget ned at vedligeholde de skinnende rene overflader.

De nødvendigste lys blev tændt sideløbende med, at han afklædte sig stykke for stykke, dog kun de to yderste lag. De spidse ruskindssko og den lange uldfrakke blev efterladt ved indgangen, hver på deres respektive plads, mens skjorten og de pressefoldede bukser pænt blev lagt sammen og anbragt på toppen af skænken i stuen, placeret således at tøjstakken linede perfekt op med den retvinklede kant på møblet. Sokkerne blev smidt til vask, så det eneste der nu opretholdte hans anstændighed var de lysegrå boksershorts, som ærlig talt ikke overlod meget til fantasien; men de blev hurtigt dækket til af et nyt sæt tøj. En løs sweater, joggingbukser og tykke sokker til at holde kulden fra gulvbrædderne ude. Med dette var det første trin af den faste rutine overstået.

Andet trin bestod af ophældningen af hans foretrukne drik, whisky, som altid uden is; og det tredje trin, der straks fulgte trop, var udvælgelsen af den rette musik. Lyden af Frank Sinatras fløjlsbløde stemme fyldte den svagt oplyste stue og havde en omgående indvirkning på de anspændte skuldre, som dog først faldt helt ned, da Borys fik sat sig i den bløde, bordeauxrøde veloursofa. Benene, krydset ved anklerne, fandt deres sædvanlige plads på det lave sofabord, og den første tår af det procentrige, flydende guld var lige så himmelsk som altid.
Hans blik faldt på en mindre stak selvfremkaldte fotos til venstre for hans fødder, som han sløvt rakte ud efter for at lade dem overtage glassets plads i hånden. En brummende, dyb nynnen kunne høres fra ham, da han begyndte at flippe igennem billederne. De var alle af den samme person. Maeve Poe. Hans nyeste besættelse. Men denne gang var ikke som de forrige. Nej, det var komplet anderledes. Deres fælles skæbne var forudbestemt. Han var skråsikker i sin sag. De andre kvinder, før hende, havde blot fungeret som tidsfordriv. Skuffende, frugtløst tidsfordriv. I det mindste havde langt de fleste fået hvad de havde fortjent for at spilde hans tid på så uforskammet og usmagelig en manér. Og de få som ubeskadiget var sluppet ud af hans jerngreb burde prise sig lykkelige og holde sig langt, langt væk, hvis de havde livet kært.

Hvorom alt var, var Elena ikke en smart person, klog og hurtig til at finde løsninger mens hun stod på et ben, det var hun, men smart? Det kunne i hvert fald diskuteres som hun stod og kiggede på døren, hvis lås var kodet sammen med et elektronisk kodningssystem. Man skulle tro at det var selveste The Louvre i Paris hun skulle til at bryde ind i, men denne gang var det ikke som normale aftner, nej denne gang var det i én persons hjem hun skulle finde sin vej ind i. En mand hun havde set for mange gange, ikke kun ud af øjenkrogen men også når hun lukkede øjnene om natten og skulle til at sove. Hans smalle læber og arret der trak den op lige under næsen. De natteblå øjne der næsten havde den samme tågede dis, som vejret producerede her til aften. Det var som om hun aldrig kunne slippe ham, selvom hun ikke forstod hvorfor eller hvorfra hun kendte ham, eller i hvilken sammenhæng. Så mens resten af verden fejrede dagen sammen med deres elskede familie, og spiste lækker aftensmad, havde hun valgt dagen til at finde ud af hvem denne mand var. Borys Ignatyvev, en russisk mand hvis erfaring lå mest inde for lægevidenskaben. Ikke et felt som Elena typisk befandt sig inden for, hvis overhoved, hvilket blot havde rejst flere spørgsmål end de besvarede, da hun var begyndt at følge efter ham og dykke dybere ned i hans historie.

De handskebeklædte fingre kastede hætten, der lå hen over de blonde krøller væk fra ansigtet og trådte tættere på kodningssystemet. Ti tal, fire cifret kode, over et hundred og tres forskellige kombinationer. Det var mange valgmuligheder og med sådan et system var hun sikker på at så snart koden blev skrevet ind, ville man få en notifikation. Så var det lige meget om det var rigtigt eller forkert. Med et blik der kastede sig hen over skulderen, trådte hun hen og med en lille skruetrækker dirkede hun mekanismen op, ganske nænsomt og uden at bryde nogle af ledningerne fra selve skærmen. Det krævede fingersnilde og tålmodighed, hvilket Elena heldigvis havde spandevis af, så snart hun gav sig i kast med et arbejde var hun ikke til at tvinge ud af stadiet. Da skærmen var sikkert pillet op, fandt hun en genstand frem fra lommen, en lille maskine som hun kunne bruge at omgå sikkerhedsmekanismen der måtte være på hans alarm. Med en afkodning maskine fastgjort, begyndte en masse metalliske og lysene tal at glide frem, før de til sidst ende med en firetals kombination og et velkendt klik kunne høres fra døren. Med et tilfredssmil fjernede hun nøjsomligt maskinen fra låsen og satte det hele på plads igen, som hun havde fundet det. Nu var tidspunktet kommet til at finde ud af hvem denne mand var, og hvorfor hun blev ved med at føle sig draget til ham, eller se ham hvor end hun endte i verden.

Det første der ramte hendes næse, var ikke varmen eller roen den måtte skabe hos ejermanden. Nej det var den indtrængende duft af stærke rengøringsmidler hvilket hurtigt fik hende til at stoppe ved døråbningen. Gennemtrængende minder begyndte at dukke frem, synet af hænder der greb omkring instrumenter før en rolig stemme, som forklarede hende hvad der nu ville komme til at ske. Men hun så intet ansigt, og kunne hellere ikke sammenligne mindet med en begivenhed hun måtte have oplevet. Hun lukkede døren igen, og lyden af den mekaniske lås der slog til kunne igen høres. Hvis det hele var så rent, ville han opdage det med det samme, hvis hun trådte ind gennem hoveddøren. Blikket kastet sig op ad, to etager? Hvis hun kunne komme ind fra toppen og bevæge sig ned af, ville hun have en større chance for at han ville opdage nogen havde brudt ind for sent, og da ville hun allerede være væk. Med den nye plan, skuttede hun sig i hendes kappe og kiggede over skulderen. Der var stadig øde på gaden og valgte derfor at tage chancen, nemlig at kravle op af nedløbsrøret.


”For helvede” prustede hun med et tungt åndedræt, som hendes fødder endelig landede på indersiden af huset. Det havde ikke været nemt at komme ind, hvem valgte også og ekstra sikre alle ens vinduer? Hvis det ikke havde været for Heathers geniale hjerne, og de opfindelser hun lavede, ville Elena nok aldrig været kommet ind i huset. Men lige som hun skulle give sig i kast med at rode rundt i hvad der lignede hans soveværelse, hørte hun den mekaniske lås gå op igen. Han var allerede hjemme? Hjertet bankede hårdt i hendes bryst, som en voldsom klump satte sig fast i hendes hals. Paniske tanker begyndte at gribe hende, som de blå øjne flakkede rundt, vinduet var lukket i, så hendes sidste reaktion var at begynde at kravle under sengen. Tænk forhelvede Ahlers, tænk, hvordan kommer du ud nu?

Musik var virkelig en form for beroligende medicin. Upåklageligt effektiv og tilmed fri for bivirkninger – med undtagelse af en øget tendens til vippende fødder og trang til at nynne. Dét var dog ganske acceptable vilkår for en så lettilgængelig dopaminudløsning. Ikke at denne dag havde været specielt stressfuld per se – den rutinemæssige trummerum havde i hvert fald ikke føltes mindre ensformig end alle andre dage, skønt bemandingen havde været halveret – men det satte nu alligevel sine spor i én at tilbringe så mange timer foroverbøjet i et laboratorie. Egentlig ikke helt så meget fysisk som mentalt, selvom han da måtte indrømme, det var yderst tiltrængt at få de trætte fødder eleveret lidt.
Et dybt, langvarigt suk blev udstødt gennem næsen, netop som han nåede til det sidste billede i stakken. Ligesom mange af de andre var det taget tidligt om morgenen. Belysning var langt fra optimal, men takket være kameraets suveræne kvalitet stod detaljerne stadigvæk skarpt frem i Maeve Poes ungdommelige ansigt, til trods for at det var et helkrops-portræt. Alene måden det formsyede skørt sad på var nok til at sætte fut i fantasien og dermed også skrue op for temperaturen under den marineblå sweater. Måske han så småt skulle bevæge sig ovenpå og hoppe i et ekstra langt bad...

Hm? Et uvarslet sus syntes pludselig at strømme ret igennem det smalle hus, som en krybende kuldegysning, og greb i forbifarten ejerens opmærksomhed. Borys løftede lettere sløvt hovedet og rev samtidig blikket væk fra billedet af sin fremtidige hustru for at lade det glide søgende rundt i omgivelserne. Den mennesketomme stue synede umiddelbart ikke anderledes end for ganske få minutter siden, da han var trådt ind i den efter sin hjemkomst. Spøjst. Det tydede på det blot var ren indbildning. De mange dage med søvnmangel var vidst ved at kulminere i en begyndende psykose med en sideanretning af paranoia. Et spændingsudtømmende brusebad ville næppe kunne skylle samtlige problemer ud med afløbsvandet, men det var da en start. Resten måtte fortrænges med hjælp fra science fiction-romanen på natbordet.
Den vagtsomme mistænkelighed, som det uforklarlige øjeblik havde efterladt sig i kølvandet, svandt lige så stille ind, hjulpet godt på vej af den resterende alkohol, som han i én stor mundfuld fik gjort kål på. Fødderne stoppede deres vrikken og fjernede sig roligt fra bordet, forinden det tomme glas overtog deres plads. Et sidste kig på fotografierne fik den ene mundvig til at kruse opad i et skævt, sagte smil, som foruroligende effektivt skjulte alle de vederstyggelige perversiteter, der udspillede sig på hans indre filmlærred. Forestillingen om Maeves glatte hud tilsået af dyblilla mærker og bloddryppende snitsår sendte et behageligt gys igennem hele hans krop; i et splitsekund kunne han sågar mærke, hvordan hvert enkelt af de små hår sitrede som følge af dette. Trangen til at komme ud af klæderne igen tiltog og med knoerne presset mod sofasædet fik han skubbet sig selv op at stå; billederne henlagt på det blanke, mørke egetræsbord.

Lettere beruset af det pirrende tankespind skøjtede Borys nærmest henover gulvbrædderne til den forældede pladespiller for at løfte tonearmen op. Stilheden genblomstrede ved det bratte ophold i musikken og henledte opmærksomheden på hans eget tunge åndedræt. Havde det ikke været for dét, ville man snildt kunne høre en knapnål falde. I stedet hørte han dog kun pulsens taktfaste slag i ørerne.
Med noget mere dovne skridt sjoskede han i retning af den buede døråbning, der ledte ud til entréen, hvor han ellers var godt på vej til at steppe opad trappen til den øvre etage, men standsede så midtvejs i sine spor. Mobilen – den lå stadig i frakkelommen. Han var normalt ikke typen, som havde et fuldstændig ustyrligt behov for at klæbe sig til skærmen døgnet rundt; men grundet arbejde, og i særdeleshed hans sygelige tvangsvane med at holde sig opdateret på alt Maeve Poe postede på de sociale medier, foretrak han at have den liggende i nærheden. Desuden mindedes han at have sat den på lydløs tidligere på aftenen for at undgå unødige forstyrrelser, så han måtte hellere tjekke for en sikkerheds skyld. Hvis heldet var med ham, havde Maeve allerede delt et billede fra familiens julemiddag – forhåbentlig med sig selv i fokus.

Hånden søgte ned i inderlommen for at fiske mobiltelefonen op fra det uldne dyb, men dét der mødte hans blik, idet skærmen lyste op, modstridte enhver forventning. En besked fra det selvinstallerede, indendørs overvågningssystem var tikket ind sølle fem et halvt minut før han var kommet hjem. De mørkegrå øjne skimmede hurtigt ordene og det medfølgende, filmkorn-inficerede billede.
[CAM-1B detected motion in Bedroom at 22:49:36. ERROR: Attempt to re-lock doors and windows was only partly successful. Please proceed to lock remaining entrances manually or attempt a full system reset at the main console.]
De hyperopmærksomme sanser vågnede på igen, og det var med stor forsigtighed, at han fik vendt sig mod de knirkende trappetrin igen. Billedet havde været for utydeligt til, at han kunne udpege nogen kendetegnende træk, men det kropslige omrids havde fremtrådt som værende dét af en kvinde. Han havde ikke den ringeste anelse om, hvem den ubudne gæst var. Der var dog ingen frygt at spore i det følelsesneutrale ansigtsudtryk, men han var samtidig ganske klar over, at det ville være det rene idioti at begive sig derop uden en eller anden form for våben. En hobbykniv blev derfor grebet, inden Borys atter satte destinationen mod førstesalen; tilpas påpasselig i sine bevægelser, men uden den mindste tøven, og allerede i fuld gang med at gennemgå mulige scenarier i hovedet.

I modsætning til de klagende trappetrin gik døren ind til soveværelset lydsvagt op, trykket mod håndtaget den eneste indikator på hans ankomst, og alt imens blikket fik frit løb i de umiddelbart uforstyrrede omgivelser, blev den lakerede mahognidør langsomt lukket igen. Klik. Et flygtigt kig op på det kamuflerede overvågningskamera, forklædt som en væglampe, før han atter genoptog den visuelle, nøje gennemsøgning af rummet. Med de få kvadratmeter var gemmestederne yderst begrænsede. Uvisheden om indbrudstyvens mentale tilstand, og hvorvidt vedkommende var bevæbnet eller ej, holdt ham dog i skak, cementeret til sin nuværende plads foran udgangen.
Sengen eller klædeskabet? Det måtte være en af de to. Medmindre...? Øjnene dartede lettere febrilsk hen mod vinduet, som han først nu opdagede stod på klem. Der var ingen tvivl om, hun havde hørt ham komme op, men han havde svært ved at tro, at hun allerede var over alle bjerge. Intet så ud til at være blevet stjålet. Ikke engang det dyre armbåndsur på kommoden under det svagt åbne vindue. En temmelig besynderlig tyv. Det lod ikke til at hendes motiv var anskaffelse af materielle goder – eller havde han blot hylet hende ud af den med sin uventede tilstedeværelse? Gætteriet kunne fortsætte i evigheder... og var i sidste ende formålsløst.

Det løse greb Borys havde haft om dørhåndtaget slap fuldkomment, og fingerspidserne blev i stedet for slået mod døren én efter én, lige inden han tog et halvt skridt fremad.
“Protocol for home invasions is to find a safe spot to lay low and contact police—but you and I both know they won’t bother with a call from this particular area. That’s probably why you’re here, isn’t it? Either way... let’s not waste each other’s time with this childish game of hide and seek, hm?” Stemmen var blød og hæs på en og samme tid, men blev næsten kvalt af den tungtvejende stilhed, som herskede i det mørklagte lokale. Uden yderligere varsel tog han et betydeligt større skridt tættere på sengen, hvorefter han røg ned på hug; auraen, der omkransede ham, var ganske rolig og afslappet og lige så stilfærdigt blev det skarpe blad på hobbykniven skubbet op, hjulpet på vej af tommelfingeren.
“I’m sure we can work something out.”

Hun havde ligget det længe nok til at hendes puls var kommet under kontrol, hendes telefon blev taget frem og det skarpe lys blussede op under sengens beskyttende mørke. Intet signal, det var som om manden havde tænkt på det hele, så igen var dæmonen ikke så overrasket over dette faktum trods det blot gjorde panikken sitrede ud i hendes fingerspidser. Stød gik fra hendes nakke ned i kroppen, som hun hørte det første fodtrin op ad trappen, gav et lille knirk, ikke grundet dårlig vedligeholdelse af træet, men huset var gammelt og med tiden ville et hvert hus begynde at give sig mod vinden og de barske vintre.

Hun sank det spyt som havde samlet sig i tungen, som var presset op mod den næsten udtørret gane. Tungen fugtede hen over læberne, mens hun hørte på hans stemme, den var lokkende og advarende på samme tid. Som en edderkop der med sit blanke og skinnende spind lokkede en uanet flue mod sig, fanget i spindet ville den dog vide dens fejltagelse og trods den brave kamp, ville edderkoppen gøre dens liv slut. Men hun var kommet her for at få svar, og siden han vidste hun var her kunne hun ikke tænke på andet, end at efter komme hans ønske – eller næsten.

Elena lukkede sine øjne lige så stille, hun mærkede hvordan hendes magiske kræfter langsomt begyndte at få kroppen til at gå i opløsning inden den til sidst ikke var andet en sort røg. Under sengen ville røgen lige så stille begynde at titte frem, som var der nogen der havde sat gang i en mindre ildebrand. Men duften var der ikke, som de sorte partikler fyldte rummet og gled lige så stille forbi Borys og formede sig sammen til en hel skikkelse bag ham igen. Hendes pistol var rettet mod hans baghoved, havde han ikke rykket på sig og lyden af sikringen der blev skubbet, tilbage blev fyldt i rummet, kun overdøvet af musikken der kom lifligt op fra stuen af.
”You are right, how foolish of me – no need for childish games, when you can just cut right to the case” hendes stemme var lavmælt som en hvisken, der stadig ikke helt havde forladt skyggerne verden. Måske havde det været farligt at vise ham så hurtigt hvad hun var i stand til at gøre, men det ville måske også sikre at han tænkte sig om før han ville gøre noget mod hende. ”Who are you Borys Ignatyev, and why the hell do i see you popping up now and again?” nu havde hun ham endelig, dæmonen hun så længe havde søgt efter. For selvom hun en dag havde set ham hver gang, som havde han fulgt efter hende, overvåget hendes hvert eneste skridt. Så var han pludselig forsvundet igen, men med ham var der også forsvundet kvinder, kvinder som der havde haft nogle af de samme vaner som hende. Kvinder som der havde haft nogen lunde samme bygning, der havde været tegn – tegn hun ikke brød sig om, og nu ville den blonde kvinde have svar på de spørgsmål, hun havde haft så længe.

...Røg? Forundringen meldte sig med det samme og lagde sig som et desorienterende slør over Borys’ ansigt; efterlod ham for en stund helt paf, mens han forsøgte at bearbejde dét, der udspillede sig lige for næsen af ham. Var en brand blevet påsat under sengen?! Nej, det virkede ikke plausibelt—der var ingen ubehagelige lugtgener at opspore i luften, selvom røgen var tæt og mørk. Og den var desuden opstået ud af ingenting. Det vidnede om, at den ubudne gæst måtte besidde overnaturlige evner. Dét besværliggjorde situationen. En forvarsling om, at det næppe ville være legende let at få udraderet det indtrængte skadedyr. Denne aften havde på den tid det tog at blinke drastisk ændret kurs. Frygt var der dog intet af, skønt det første skud adrenalin allerede var blevet sendt ud i hans blodbane. Selv ikke da lyden af en pistolsikring, som et lyn fra en klar himmel, ringede ud og brød stilheden.

Rynken i panden, fra den umiddelbare førstehåndsforvirring, glattede sig gradvist ud i takt med, at han uendelig langsomt fik rejst sig op fra stillingen på hug; hænderne forsigtigt hævet på hver side af ham for at fortælle, at han ikke havde nogen intentioner om at gøre hende fortræd. Den ellers klargjorte hobbykniv, der modsagde netop dette, blev undervejs smidt på gulvet. I hans nuværende position ville den alligevel ikke være til megen nytte. Han kunne fornemme smagen af bitterhed på tungen. Forbandet. Tænk at han havde ladet sig selv gå i så tåbelig en fælde. Hans næste træk måtte hellere udføres med en stor mængde påpasselighed, hvis han skulle undgå at træde forkert og snuble igen. Hvem end denne person var, havde de givet vis forberedt mere end blot plan A. Det var ikke nogen nybegynder.

Vent—dén stemme! Det tog ham lige nogle sekunder, men så klikkede det. Den genkendelige klang af kvindens lettere hæse røst satte sit præg på hans hidtil rolige hjerterytme. Om der blev sprunget et slag over, eller om der var ét for meget, tog han ikke notits af. Det eneste han bemærkede var, at det nu slog væsentligt hurtigere – af begejstring. Ikke den jublende, blåøjede slags, men rettere en uventet spændingsglæde, som straks havde sendt et opkvikkende sus igennem ham og tændt en gnist i de dybgrå øjne.
Den var ikke til at tage fejl af. Stemmen. Som et genfærd fra fortiden, der medbragte et hav af hengemte minder, gode som dårlige – det var faktisk temmelig overvældende. Alle de tilhørende følelser syntes at komme væltende ud på én gang, kæmpede om hvilken der skulle tage styringen, men endte i sidste ende, til hans held, med at udligne hinanden; formentlig takket være den livstruende situations vilkår. Det gik ikke at lade nogen som helst former for arrigskab eller irritation tage overhånd. Hvis bare han forholdt sig i ro, og tænkte sig godt om, ville han kunne vende de kaotiske forhold til egen fordel.

“You seem to know my name, and yet you’re demanding to know who I am? What kind of trickery is this?” Et ulmende smil, skjult fra hendes synsvinkel, begyndte så småt at sprede sig på hans smalle læber, men han formåede hurtigt at få det under kontrol, så det ikke kunne høres i hans følgende udtalelse. “I can’t say I recognize your voice. For all I know you’re just some delusional stranger, pointing a gun at my head. But then again, my memory usually requires visual input to get the cogs turning, so... do you mind?” Elena Ahlers. []iSelvfølgelig huskede han hende[/i]. Ganske vist befandt hun sig ikke længere i hans bevidsthed hele døgnet rundt, men han ville vædde med, at han stadig kunne udpege hver enkelt skønhedsplet, uden behov for at afklæde hende. Det ville dog være en skam. Billedet af hendes nøgne krop, tilsået af alskens skader, stod endnu krystalklart frem på hans indre projektor, og den var... udsøgt.

Borys drejede lige så forsigtigt højre om, indtil han stod med fronten rettet direkte mod den lyshårede kvinde; hans egentlige intentioner skjult bag et perplekst ansigtsudtryk, som vedblev, mens han lod blikket glide rundt på hende. Alt blev taget ind – hver eneste lille detalje – men uden at virke stirrende. Hans hænder hang stadig i luften, da han omsider mødte hendes øjne.
“I’m sorry, I-… I really have no clue who you are. But, my god... you’re absolutely-...” Han stoppede midt i sætningen, som om han ledte efter det rette ord, og fik i mellemtiden taget en dyb indånding; diskret holdt inde for at omdanne den inhalerede luft til en hallucinogenfyldt gas. Ikke mange sekunder havde passeret, før den blev sluppet ud gennem munden som en usynlig tåge, forklædt som et langtrukkent suk. “...Breathtaking,” rundede han af, næsten en hvisken, med en svag dog mærkbar trækning i den ene mundvig. Begyndelsen på et tilbageholdent, overlegent smil. Arrogancen tittede, som altid, frem en anelse for tidligt, for han var sådan set ikke ude af skoven endnu. Selvom gassen var hurtig til at trænge ind i blodet, når først den var blevet indåndet, gik der typisk et par minutter, før effekterne trådte i kraft. Han måtte blot håbe på, at Elena ikke handlede alt for overilet.

Hvor hendes stemme havde vækket begejstring, gjorde hans stemme det modsatte. Det var ikke normalt at den blonde dæmon, følte angst eller panik bredde sig så voldsom i hendes krop, at den næsten lammede hende. Hun var ganske vidst en person der levede på altid at være lidt paranoid, både af de ting hun allerede havde gået igennem – men så sandelig også for at blive ved med at overleve hver dag. Foruden den lille stemme der fik hende til at kigge en ekstra gang over skulderen, var der også altid mavefornemmelsen der var næsten som urværket, altid korrekt.
Angst og paniske følelser bredte sig som prærie ild i hendes krop, hendes hænder der holdte som pistolen blev svedig, og det var som om hun ikke helt kunne holde fast. Små lysglimt af minder begyndte at blinke frem på hendes nethinde, hendes skrig som hun prøvede at rive sig løs fra læderlænker der holdte hendes på plads. En så gennemborende frygt der gjorde hende ude afstand til at kæmpe imod, eller gøre noget som helst havde holdt hende på plads. Tågede, glemte perioder begyndte ubehageligt at prikke tilbage i hendes hukommelse. Måske kendte hun manden foran hende, bedre end hun egentlig troede, og allerede den tanke fik det til at løbe koldt ned ad hendes rygsøjle.

Elena sank spyttet der havde formet sig i hendes tunge, da han spurgte om han måtte vende sig om, men hun svarede ikke. Hendes tanker var allerede i et virvar af tråde, som ikke gav hende meget grund til at tænke klart. Hun skulle ud, det var det eneste som stod allertydeligst hos hende, væk, så langt hun kunne komme. Men hun nåede aldrig så langt, for før hun fik ham til at stoppe, lukkede gassen ud gennem hans mund. Hun viftede det væk, de små partikler der greb omkring hende og blev grebet af en indånding gennem næsen. Fordi hun kendte den, ikke huskede den, men kendte den greb hun instinktivt ud efter sit hoved. Pistolen som havde været hendes værn mod ham, faldt mod gulvet som hun prøvede at gribe hendes sjal der lå omkring halsen for at få den op foran hendes mund og næse. Men skaden var allerede sket, som hun mærkede benene give væk under hende. Omtumlet ramte hun væggen der var lige bag hende, og gled med en tung krop ned på det finpuleret gulv.
”You know exactly who I am” hviskede hun med hendes hæse, nu grødet stemme og prøvede at vifte ham væk, han skulle ikke røre hende - Han skulle slet ikke komme i nærheden af hende. ”Fuck off, don’t fucking touch me” hviskede hun, som hun kravlede længere væk, kun for at ramme der hvor det gik ned mod stueetagen igen, og med den allerede bøjet realitet mistede hun hurtig balancen som sendte hende med et stort rabalder ned af de mange trin til slutningen af trappen. ”need to get out” hviskede hun til sig selv, som hun begyndte at kravle mod udgangen. Hun skulle væk, hun skulle aldrig være kommet her.